1987 LSF 69 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00069@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 698 af 17. oktober 1986 om afgift af renter af forbrugslån
foretages følgende ændring:
§ 3, stk. 7, affattes således:
»Stk. 7. Afgiftsbeløb på under 500 kr. opkræves ikke.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning fra og med afgiftsåret 1987.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Som følge af Det Radikale Venstres krav blev lovforslaget om afgift
af renter af forbrugslån (se Folketingstidende 1986-87 (1.
samling), forhandlingerne sp. 72, 418, 472, 677 og 1042, tillæg A
sp. 39, tillæg B sp. 7 og 173 samt tillæg C sp. 7) ændret under
udvalgsarbejdet sidste efterår, således at det blev muligt for
afgiftsåret 1987 og kun dette år at indbetale renteafgiften til
en pensionsordning. Denne besynderlige konstruktion blev med
rette betegnet som en »påklistret radikal Storm P.-model«. Ifølge
svar på et spørgsmål stillet af Skatte- og Afgiftsudvalget vil
dette betyde, at der for året 1987 vil blive oprettet et par
hundrede tusinde særlige pensionskonti med et indestående på
under 500 kr., idet det direkte af loven fremgår, at
pensionsindbetalingen skal ske på en særlig konto, og at de
hidtidige pensionsordninger ikke må benyttes. Pengene skal stå
bundet, indtil den afgiftspligtige er fyldt 60 år, idet
indeståendet dog tidligst kan hæves efter 3 års forløb, medmindre
den afgiftspligtige er afgået ved døden.
Det må antages, at næsten alle afgiftspligtige vil gøre brug af
muligheden for at indbetale beløbet på en sådan pensionskonto.
Men administrationen af dette væld af små pensionskonti, som skal
stå urørte i årevis, vil i de fleste tilfælde direkte opsluge
renterne af den indbetalte kapital og måske mere til.
Administrativt er denne ordning altså rent volapyk, medmindre man
hæver bagatelgrænsen fra de nuværende 50 kr. til de foreslåede
500 kr.
Den foreslåede bagatelgrænse på 500 kr. er i øvrigt i nøje
overensstemmelse med skatteministerens egen bagatelgrænse for
indeståender på selvpensionskonti, idet ministeren ved § 10, stk.
5, i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om
børneopsparings- og selvpensioneringskonti bestemte, at såfremt
indeståendet på en selvpensioneringskonto udgør mindre end 500
kr., kan indeståendet uden videre hæves uden skattemæssige
konsekvenser for kontohaveren.
På denne måde åbnede ministeren mulighed for at få »udryddet« de
mere end 100.000 selvpensioneringskonti, der var oprettet med et
bagatelagtigt indestående. Efter vedtagelsen af skattereformen,
hvorved fradragsretten på selvpensioniseringkonti bortfaldt, var
der nemlig god grund til at antage, at disse mange konti ville
komme til at stå helt urørte i en meget lang årrække.
Forslagsstillerne fandt denne administrative ordning rationel og
beundringsværdig. Men på denne baggrund er det forbløffende, at
den selv samme minister kan støtte den tidligere omtalte radikale
Storm P.-model uden at fastsætte samme bagatelgrænse.
En beløbsgrænse på 500 kr. vil i øvrigt svare til, at en
afgiftspligtig, der har optaget et lån på ca. 16.000 kr. til en
årlig rente på 15 pct., friholdes.
Med dette forslag til højere bagatelgrænse vil en række af lovens
urimeligheder i øvrigt bortfalde, nemlig i den udstrækning der er
optaget lån til andet end forbrug på under de nævnte ca. 16.000
kr. Forslagsstillerne gør samtidig opmærksom på, at den her
foreslåede lovændring ikke løser det væld af urimeligheder, som
denne lov indeholder.
Under udvalgsarbejdet blev der fremdraget talløse eksempler på
lovens helt urimelige virkninger. Siden er der kommet en lang
række nye eksempler til. Her skal eksempelvis nævnes nogle af
disse, som SF samtidig opfordrer regeringen til at fjerne gennem
nødvendige undtagelser og opstramninger, gennem indsættelse af en
nødvendig dispensationsbestemmelse og måske endelig ved at
indsætte en privatforbrugsgrænse i loven i lighed med den, der
findes i ligningslovens § 28, således at et særlig lavt forbrug
aldrig kan udløse forbrugsrenteafgift.
Der skal således efter lovens ordlyd og fortolkning betales
renteafgift ved optagelse af følgende lån, der ikke har en døjt
med det overforbrug at gøre, som det var lovens hensigt at ramme:
1) Lån optaget til afholdelse af udgifter ved adoption.
2)Lån optaget til afholdelse af udgifter til f.eks. en solfanger
eller andre mindre energibesparende foranstaltninger.
3)Kautionslån, hvor man er så uheldig at komme til at »hænge« på
kautionen.
4)Studielån for en række grupper, der ikke kan få lån gennem SU. Det
gælder f.eks. jordbrugsteknikere, kiropraktorstuderende og
studerende med et forlænget studieforløb, hvor muligheden for
ordinære studielån er opbrugt.
5)Lån optaget til indskud i almennyttigt boligbyggeri, selv i de
tilfælde, hvor der er givet kommunekaution. Hvis låneren oven i
købet er enlig pensionist eller bistandsmodtager og således end
ikke har glæde af fradragsretten for renteudgiften, virker
reglerne endnu mere urimeligt.
6)Lån til anskaffelse af f.eks. invalidebil eller en repræsentants
anskaffelse af en rejsevogn.
7)Lån til etablering af en ny virksomhed i selskabsform.
8)Lån til medarbejderes deltagelse i rekonstruktion af en nødstedt
virksomhed i selskabsform.
9)Renter af gæld, som ejeren af en falleret virksomhed sidder
tilbage med.
I disse tilfælde er der behov for en lempelse af reglerne.
Men der kan på tilsvarende måde anføres oplagte urimeligheder, hvor
loven ikke er omfattende nok. Således vil en virksomhedsejer i en
personligt drevet virksomhed kunne optage nye eller have gamle
forbrugslån af samme størrelse som egenkapitalen i virksomheden
uden at skulle betale renteafgift. Såfremt den pågældende f.eks.
for 5 år siden anskaffede en erhvervsejendom belånt helt op til
skorstenen, vil denne i løbet af de 5 år typisk være steget i
værdi. Denne værdistigning kan den pågældende belåne til forbrug
(alt andet lige) uden at skulle betale renteafgift. Denne
situation vil også gælde for mange landbrugere.
Endelig er det oplagt urimeligt, at en villaejer, som har handlet
hus og derigennem modtaget pantebreve, som vedkommende nu får
renteindtægter af, kan modregne denne renteindtægt i renter af
forbrugslån, mens der ikke skal betales renteafgift af de
pantebreve, der måtte være i det nye hus. På samme måde er
banklån sikret ved pantebreve i et hus, låneren tidligere har
boet i, fritaget for afgift, mens renteindtægten fra de
pantebreve, der ligger som sikkerhed, kan modregnes i eventuelle
forbrugsrenter, før afgiften beregnes.
Endelig er der det rent ligningsmæssige problem at kunne skelne
mellem lån omfattet af afgiften og lån, der ikke er omfattet.
Tusinder af skatteydere vil ikke have mulighed for at udfylde
deres selvangivelser uden et meget stort opklaringsarbejde i
deres pengeinstitut. Og vil det ikke medvirke, er folk ladt helt
i stikken, ligesom den lignende myndighed senere vil stå over for
en helt umulig ligningsopgave.
Og sådan kunne man faktisk blive ved en stund endnu. SF skal derfor
indtrængende opfordre skatteministeren til at sætte sit
departement i gang med at finde rimelige løsninger på disse mange
konkrete problemer i loven, som SF under forudsætning af, at
disse mange urimeligheder fjernes kan støtte. Loven er noget
makværk. Med dette forslag tror SF således langtfra, at alle
problemer er løst.
Bemærkninger til de enkelte paragraffer
Ad § 1
Den nuværende bagatelgrænse er på 50 kr. Renteafgift under dette
beløb opkræves ikke efter den nuværende lovs § 3, stk. 7.
Bagatelgrænsen foreslås ændret, således at beløb under 500 kr.
ikke opkræves,
ad § 2
Loven har virkning for indeværende afgiftsår.
Som bilag er dels aftrykt den gældende § 3, dels en henvendelse til
Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg fra ligningskommissionerne
i Roskilde Amt.
Bilag 1
Den gældende formulering af § 3 i lov om afgift af renter af
forbrugslån
§ 3. Afgiften udgør 20 pct. af afgiftsgrundlaget. Dette opgøres som
de i stk. 2 nævnte renteudgifter nedsat med de i stk. 3 nævnte
renteindtægter og med de i stk. 4 nævnte renteudgifter.
Stk. 2. Renteudgifter efter denne lov omfatter
1) samlede renteudgifter og
2)beløb efter virksomhedsskattelovens § 11, stk. 4, sidste pkt.
Stk. 3. Renteindtægter efter denne lov omfatter
1) samlede renteindtægter,
2)samlede aktieudbytter, jf. ligningslovens § 16 A,
3)skattegodtgørelse af aktieudbytter efter nr. 2, jf.
selskabsskattelovens § 17 A, og
4)beregnet kapitalafkast, jf. virksomhedsskattelovens § 7, og
beregnet kapitalafkast af fysiske erhvervsaktiver efter § 6.
Stk. 4. Overstiger de i stk. 2 nævnte beløb de i stk. 3 nævnte
beløb, nedsættes de således opgjorte nettorenteudgifter med
summen af
1) renteudgifter vedrørende statslige og statsgaranterede studielån,
2)renter af lån, der er ydet af institutter omfattet af lov om
realkreditinsitutter eller af Dansk Landbrugs Realkreditfond,
samt renter af realkreditlignende lån og byggelån, jf. §§ 2 og 9
i lov om realkreditlignende lån og andelsboliglån m.v.,
3)renter af andre end de under nr. 1 og 2 nævnte lån, for så vidt
der er tale om lån mod sikkerhed i tinglyst pant i fast ejendom,
der tilhører den afgiftspligtige eller dennes ægtefælle, eller
mod sikkerhed i tinglyste sælgerpantebreve i fast ejendom, der
tidligere har tilhørt den afgiftspligtige eller dennes ægtefælle.
Envidere medregnes i afgiftsårene 1987-89 renter af byggelån
omfattet af § 62, stk. 5, i lov om stempelafgift. Renter af
kassekreditter eller andre lån med adgang til variabel udnyttelse
er ikke omfattet af bestemmelsen i 1. pkt.,
4)nettorenteudgifter ved selvstændig skibsvirksomhed, der er den
skattepligtiges bierhverv, jf. personskattelovens § 4, stk. 1,
nr. 10, hvis virksomheden opfylder betingelserne for optagelse af
lån i Danmarks Skibskreditfond.
Stk. 5. Nedsættelse af afgiftsgrundlaget efter stk. 4, nr. 3, er
betinget af, at aftalen om udstedelse af pantebreve eller
låneaftalen er indgået skriftligt før den 7. oktober 1986, og af,
at der inden dette tidspunkt er indgået skriftlig aftale om
lånets afvikling. Hvis sikkerheden består i tinglyst pantebrev,
skadesløsbrev eller sælgerpantebrev, er det endvidere efter stk.
4, nr. 3, 1. pkt., en betingelse, at afviklingen blev aftalt over
en periode på mindst 8 år.
Stk. 6. De i ligningslovens § 8, stk. 3, omhandlede udgifter til
provisioner for lån og kaution m.v. for den skattepligtiges gæld
behandles ved anvendelsen af denne lov som renteudgifter
vedrørende gælden. Det samme gælder løbende bidrag til
realkreditinstitutters reservefonde.
Stk. 7. Afgiftsbeløb på under 50 kroner opkræves ikke.
Stk. 8. Ved beregningen af afgiftsbeløbet bortses fra ørebeløb.
Bilag 2
Ligningskommissionerne i Roskilde Amt
Rådhuset, 4000 Roskilde
Den 16. oktober 1987.
Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg,
Christiansborg,
1240 København K.
Vedrørende lov om afgift af renter af forbrugslån § 3, stk. 7
afgiftens minimumsbeløb
Ligningskommissionsformænd og skatteinspektører fra kommunerne i
Roskilde Amt har afholdt møde i Skovbo den 15. september 1987. På
mødet drøftedes bl.a. ovennævnte lov og den administration, som
loven vil påføre kommunerne. Specielt drøftedes den i loven § 3,
stk. 7, fastsatte mindstegrænse for afgiftsbeløb på 50 kr.
Det blev enstemmigt vedtaget at tilskrive Skatte- og Afgiftsudvalget
om, at samtlige ligningskommissioner i Roskilde Amt finder det
afgørende for den administrative indsats, at mindstegrænsen
forhøjes, eksempelvis til 500 kr.
Som det er udvalget bekendt, fastsætter de enkelte
ligningskommissioner i den årlige ligningsplan mindstegrænser
for, hvornår en skatteyders skattepligtige indkomst skal
forhøjes. I statens udsøgnings- og kontrolsystem fastsættes
kriterier og beløbsgrænser, der bevirker, at den del af
skatteyderne, som ikke falder for disse kriterier, ikke udsøges
til ligningsmæssig undersøgelse.
Det er en udmærket ordning, som giver mulighed for anvendelse af
ressourcerne de rigtige steder. De ikke udsøgte vil bl.a. være
skatteydere med lille indkomst og formue, således mange
folkepensionister og lign. Mange enlige pensionister skal på
grund af det store personfradrag ikke betale skat. En del af
disse pensionister har måske som følge af sygdom eller andre
indtrufne uheldige omstændigheder været nødsaget til at optage
mindre lån. Renteudgiften kan godt nok fratrækkes på
selvangivelsen, men for den enlige pensionist uden skat har det
ingen betydning. Anføres der på selvangivelsen en
nettorenteudgift på eksempelvis 250 kr., vil der blive opkrævet
en renteafgift på 50 kr., og skatteyderen vil sandsynligvis
henvende sig til skattekontoret og måske også på socialkontoret.
Der kan fremføres mange eksempler på, at påligningen af de små
renteafgifter vil medføre en stor administrativ belastning.
Den gruppe af skatteydere, som skal pålignes de mindre afgiftsbeløb,
er en gruppe, som skattevæsenet gennem en del år ikke har brugt
ressourcer på. Skal det fortsat være tilfældet, må mindstegrænsen
sættes højere.
På ligningskommissionernes vegne og med venlig hilsen
Else Petersen
formand
/ J. Philipsen
skatteinspektør