Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00069@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 698 af 17. oktober 1986 om afgift af renter af forbrugslån

foretages følgende ændring:

§ 3, stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Afgiftsbeløb på under 500 kr. opkræves ikke.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har

virkning fra og med afgiftsåret 1987.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Som følge af Det Radikale Venstres krav blev lovforslaget om afgift

af renter af forbrugslån (se Folketingstidende 1986-87 (1.

samling), forhandlingerne sp. 72, 418, 472, 677 og 1042, tillæg A

sp. 39, tillæg B sp. 7 og 173 samt tillæg C sp. 7) ændret under

udvalgsarbejdet sidste efterår, således at det blev muligt for

afgiftsåret 1987 og kun dette år at indbetale renteafgiften til

en pensionsordning. Denne besynderlige konstruktion blev med

rette betegnet som en »påklistret radikal Storm P.-model«. Ifølge

svar på et spørgsmål stillet af Skatte- og Afgiftsudvalget vil

dette betyde, at der for året 1987 vil blive oprettet et par

hundrede tusinde særlige pensionskonti med et indestående på

under 500 kr., idet det direkte af loven fremgår, at

pensionsindbetalingen skal ske på en særlig konto, og at de

hidtidige pensionsordninger ikke må benyttes. Pengene skal stå

bundet, indtil den afgiftspligtige er fyldt 60 år, idet

indeståendet dog tidligst kan hæves efter 3 års forløb, medmindre

den afgiftspligtige er afgået ved døden.

Det må antages, at næsten alle afgiftspligtige vil gøre brug af

muligheden for at indbetale beløbet på en sådan pensionskonto.

Men administrationen af dette væld af små pensionskonti, som skal

stå urørte i årevis, vil i de fleste tilfælde direkte opsluge

renterne af den indbetalte kapital og måske mere til.

Administrativt er denne ordning altså rent volapyk, medmindre man

hæver bagatelgrænsen fra de nuværende 50 kr. til de foreslåede

500 kr.

Den foreslåede bagatelgrænse på 500 kr. er i øvrigt i nøje

overensstemmelse med skatteministerens egen bagatelgrænse for

indeståender på selvpensionskonti, idet ministeren ved § 10, stk.

5, i bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 om

børneopsparings- og selvpensioneringskonti bestemte, at såfremt

indeståendet på en selvpensioneringskonto udgør mindre end 500

kr., kan indeståendet uden videre hæves uden skattemæssige

konsekvenser for kontohaveren.

På denne måde åbnede ministeren mulighed for at få »udryddet« de

mere end 100.000 selvpensioneringskonti, der var oprettet med et

bagatelagtigt indestående. Efter vedtagelsen af skattereformen,

hvorved fradragsretten på selvpensioniseringkonti bortfaldt, var

der nemlig god grund til at antage, at disse mange konti ville

komme til at stå helt urørte i en meget lang årrække.

Forslagsstillerne fandt denne administrative ordning rationel og

beundringsværdig. Men på denne baggrund er det forbløffende, at

den selv samme minister kan støtte den tidligere omtalte radikale

Storm P.-model uden at fastsætte samme bagatelgrænse.

En beløbsgrænse på 500 kr. vil i øvrigt svare til, at en

afgiftspligtig, der har optaget et lån på ca. 16.000 kr. til en

årlig rente på 15 pct., friholdes.

Med dette forslag til højere bagatelgrænse vil en række af lovens

urimeligheder i øvrigt bortfalde, nemlig i den udstrækning der er

optaget lån til andet end forbrug på under de nævnte ca. 16.000

kr. Forslagsstillerne gør samtidig opmærksom på, at den her

foreslåede lovændring ikke løser det væld af urimeligheder, som

denne lov indeholder.

Under udvalgsarbejdet blev der fremdraget talløse eksempler på

lovens helt urimelige virkninger. Siden er der kommet en lang

række nye eksempler til. Her skal eksempelvis nævnes nogle af

disse, som SF samtidig opfordrer regeringen til at fjerne gennem

nødvendige undtagelser og opstramninger, gennem indsættelse af en

nødvendig dispensationsbestemmelse og måske endelig ved at

indsætte en privatforbrugsgrænse i loven i lighed med den, der

findes i ligningslovens § 28, således at et særlig lavt forbrug

aldrig kan udløse forbrugsrenteafgift.

Der skal således efter lovens ordlyd og fortolkning betales

renteafgift ved optagelse af følgende lån, der ikke har en døjt

med det overforbrug at gøre, som det var lovens hensigt at ramme:

1) Lån optaget til afholdelse af udgifter ved adoption.

2)Lån optaget til afholdelse af udgifter til f.eks. en solfanger

eller andre mindre energibesparende foranstaltninger.

3)Kautionslån, hvor man er så uheldig at komme til at »hænge« på

kautionen.

4)Studielån for en række grupper, der ikke kan få lån gennem SU. Det

gælder f.eks. jordbrugsteknikere, kiropraktorstuderende og

studerende med et forlænget studieforløb, hvor muligheden for

ordinære studielån er opbrugt.

5)Lån optaget til indskud i almennyttigt boligbyggeri, selv i de

tilfælde, hvor der er givet kommunekaution. Hvis låneren oven i

købet er enlig pensionist eller bistandsmodtager og således end

ikke har glæde af fradragsretten for renteudgiften, virker

reglerne endnu mere urimeligt.

6)Lån til anskaffelse af f.eks. invalidebil eller en repræsentants

anskaffelse af en rejsevogn.

7)Lån til etablering af en ny virksomhed i selskabsform.

8)Lån til medarbejderes deltagelse i rekonstruktion af en nødstedt

virksomhed i selskabsform.

9)Renter af gæld, som ejeren af en falleret virksomhed sidder

tilbage med.

I disse tilfælde er der behov for en lempelse af reglerne.

Men der kan på tilsvarende måde anføres oplagte urimeligheder, hvor

loven ikke er omfattende nok. Således vil en virksomhedsejer i en

personligt drevet virksomhed kunne optage nye eller have gamle

forbrugslån af samme størrelse som egenkapitalen i virksomheden

uden at skulle betale renteafgift. Såfremt den pågældende f.eks.

for 5 år siden anskaffede en erhvervsejendom belånt helt op til

skorstenen, vil denne i løbet af de 5 år typisk være steget i

værdi. Denne værdistigning kan den pågældende belåne til forbrug

(alt andet lige) uden at skulle betale renteafgift. Denne

situation vil også gælde for mange landbrugere.

Endelig er det oplagt urimeligt, at en villaejer, som har handlet

hus og derigennem modtaget pantebreve, som vedkommende nu får

renteindtægter af, kan modregne denne renteindtægt i renter af

forbrugslån, mens der ikke skal betales renteafgift af de

pantebreve, der måtte være i det nye hus. På samme måde er

banklån sikret ved pantebreve i et hus, låneren tidligere har

boet i, fritaget for afgift, mens renteindtægten fra de

pantebreve, der ligger som sikkerhed, kan modregnes i eventuelle

forbrugsrenter, før afgiften beregnes.

Endelig er der det rent ligningsmæssige problem at kunne skelne

mellem lån omfattet af afgiften og lån, der ikke er omfattet.

Tusinder af skatteydere vil ikke have mulighed for at udfylde

deres selvangivelser uden et meget stort opklaringsarbejde i

deres pengeinstitut. Og vil det ikke medvirke, er folk ladt helt

i stikken, ligesom den lignende myndighed senere vil stå over for

en helt umulig ligningsopgave.

Og sådan kunne man faktisk blive ved en stund endnu. SF skal derfor

indtrængende opfordre skatteministeren til at sætte sit

departement i gang med at finde rimelige løsninger på disse mange

konkrete problemer i loven, som SF under forudsætning af, at

disse mange urimeligheder fjernes kan støtte. Loven er noget

makværk. Med dette forslag tror SF således langtfra, at alle

problemer er løst.

Bemærkninger til de enkelte paragraffer

Ad § 1

Den nuværende bagatelgrænse er på 50 kr. Renteafgift under dette

beløb opkræves ikke efter den nuværende lovs § 3, stk. 7.

Bagatelgrænsen foreslås ændret, således at beløb under 500 kr.

ikke opkræves,

ad § 2

Loven har virkning for indeværende afgiftsår.

Som bilag er dels aftrykt den gældende § 3, dels en henvendelse til

Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg fra ligningskommissionerne

i Roskilde Amt.

Bilag 1

Den gældende formulering af § 3 i lov om afgift af renter af

forbrugslån

§ 3. Afgiften udgør 20 pct. af afgiftsgrundlaget. Dette opgøres som

de i stk. 2 nævnte renteudgifter nedsat med de i stk. 3 nævnte

renteindtægter og med de i stk. 4 nævnte renteudgifter.

Stk. 2. Renteudgifter efter denne lov omfatter

1) samlede renteudgifter og

2)beløb efter virksomhedsskattelovens § 11, stk. 4, sidste pkt.

Stk. 3. Renteindtægter efter denne lov omfatter

1) samlede renteindtægter,

2)samlede aktieudbytter, jf. ligningslovens § 16 A,

3)skattegodtgørelse af aktieudbytter efter nr. 2, jf.

selskabsskattelovens § 17 A, og

4)beregnet kapitalafkast, jf. virksomhedsskattelovens § 7, og

beregnet kapitalafkast af fysiske erhvervsaktiver efter § 6.

Stk. 4. Overstiger de i stk. 2 nævnte beløb de i stk. 3 nævnte

beløb, nedsættes de således opgjorte nettorenteudgifter med

summen af

1) renteudgifter vedrørende statslige og statsgaranterede studielån,

2)renter af lån, der er ydet af institutter omfattet af lov om

realkreditinsitutter eller af Dansk Landbrugs Realkreditfond,

samt renter af realkreditlignende lån og byggelån, jf. §§ 2 og 9

i lov om realkreditlignende lån og andelsboliglån m.v.,

3)renter af andre end de under nr. 1 og 2 nævnte lån, for så vidt

der er tale om lån mod sikkerhed i tinglyst pant i fast ejendom,

der tilhører den afgiftspligtige eller dennes ægtefælle, eller

mod sikkerhed i tinglyste sælgerpantebreve i fast ejendom, der

tidligere har tilhørt den afgiftspligtige eller dennes ægtefælle.

Envidere medregnes i afgiftsårene 1987-89 renter af byggelån

omfattet af § 62, stk. 5, i lov om stempelafgift. Renter af

kassekreditter eller andre lån med adgang til variabel udnyttelse

er ikke omfattet af bestemmelsen i 1. pkt.,

4)nettorenteudgifter ved selvstændig skibsvirksomhed, der er den

skattepligtiges bierhverv, jf. personskattelovens § 4, stk. 1,

nr. 10, hvis virksomheden opfylder betingelserne for optagelse af

lån i Danmarks Skibskreditfond.

Stk. 5. Nedsættelse af afgiftsgrundlaget efter stk. 4, nr. 3, er

betinget af, at aftalen om udstedelse af pantebreve eller

låneaftalen er indgået skriftligt før den 7. oktober 1986, og af,

at der inden dette tidspunkt er indgået skriftlig aftale om

lånets afvikling. Hvis sikkerheden består i tinglyst pantebrev,

skadesløsbrev eller sælgerpantebrev, er det endvidere efter stk.

4, nr. 3, 1. pkt., en betingelse, at afviklingen blev aftalt over

en periode på mindst 8 år.

Stk. 6. De i ligningslovens § 8, stk. 3, omhandlede udgifter til

provisioner for lån og kaution m.v. for den skattepligtiges gæld

behandles ved anvendelsen af denne lov som renteudgifter

vedrørende gælden. Det samme gælder løbende bidrag til

realkreditinstitutters reservefonde.

Stk. 7. Afgiftsbeløb på under 50 kroner opkræves ikke.

Stk. 8. Ved beregningen af afgiftsbeløbet bortses fra ørebeløb.

Bilag 2

Ligningskommissionerne i Roskilde Amt

Rådhuset, 4000 Roskilde

Den 16. oktober 1987.

Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg,

Christiansborg,

1240 København K.

Vedrørende lov om afgift af renter af forbrugslån § 3, stk. 7

afgiftens minimumsbeløb

Ligningskommissionsformænd og skatteinspektører fra kommunerne i

Roskilde Amt har afholdt møde i Skovbo den 15. september 1987. På

mødet drøftedes bl.a. ovennævnte lov og den administration, som

loven vil påføre kommunerne. Specielt drøftedes den i loven § 3,

stk. 7, fastsatte mindstegrænse for afgiftsbeløb på 50 kr.

Det blev enstemmigt vedtaget at tilskrive Skatte- og Afgiftsudvalget

om, at samtlige ligningskommissioner i Roskilde Amt finder det

afgørende for den administrative indsats, at mindstegrænsen

forhøjes, eksempelvis til 500 kr.

Som det er udvalget bekendt, fastsætter de enkelte

ligningskommissioner i den årlige ligningsplan mindstegrænser

for, hvornår en skatteyders skattepligtige indkomst skal

forhøjes. I statens udsøgnings- og kontrolsystem fastsættes

kriterier og beløbsgrænser, der bevirker, at den del af

skatteyderne, som ikke falder for disse kriterier, ikke udsøges

til ligningsmæssig undersøgelse.

Det er en udmærket ordning, som giver mulighed for anvendelse af

ressourcerne de rigtige steder. De ikke udsøgte vil bl.a. være

skatteydere med lille indkomst og formue, således mange

folkepensionister og lign. Mange enlige pensionister skal på

grund af det store personfradrag ikke betale skat. En del af

disse pensionister har måske som følge af sygdom eller andre

indtrufne uheldige omstændigheder været nødsaget til at optage

mindre lån. Renteudgiften kan godt nok fratrækkes på

selvangivelsen, men for den enlige pensionist uden skat har det

ingen betydning. Anføres der på selvangivelsen en

nettorenteudgift på eksempelvis 250 kr., vil der blive opkrævet

en renteafgift på 50 kr., og skatteyderen vil sandsynligvis

henvende sig til skattekontoret og måske også på socialkontoret.

Der kan fremføres mange eksempler på, at påligningen af de små

renteafgifter vil medføre en stor administrativ belastning.

Den gruppe af skatteydere, som skal pålignes de mindre afgiftsbeløb,

er en gruppe, som skattevæsenet gennem en del år ikke har brugt

ressourcer på. Skal det fortsat være tilfældet, må mindstegrænsen

sættes højere.

På ligningskommissionernes vegne og med venlig hilsen

Else Petersen

formand

/ J. Philipsen

skatteinspektør

Versioner

1. 1988-05-21