Gelex

1987 LSF 86 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V.

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00086@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

I lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 374

af 15. august 1985, som ændret ved lov nr. 400 og 401 af 10. juni

1987, foretages følgende ændringer:

§ 1

1. I § 1, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »selvejende

institutioner«: », jf. dog § 52c,».

2. I § 2, 1. pkt., indsættes efter »sammensætning«: », jf. dog §

52e.«.

3. Efter § 16a indsættes:

»§ 16b. Ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør eller en revisor

kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. En direktør, en revisor

eller den interne revisionschef har ret til at være til stede og

udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i en

enkelt sag træffer anden bestemmelse. Samtlige revisorer har

altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af

sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse af

regnskabet.

Stk. 2. Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens

behandling af de pågældende sager, såfremt det ønskes af blot eet

bestyrelsesmedlem.

Stk. 3. Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres en

protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer.

Et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en revisor, der ikke er

enig i bestyrelsens beslutning har ret til at få sin mening

indført i protokollen.«

4. Efter § 20 indsættes i kap. 5:

»§ 20a. Pengeinstituttet skal meddele tilsynet oplysninger om

forhold, der er af afgørende betydning for pengeinstituttets

fortsatte virksomhed. De valgte revisorer skal påse, at

pengeinstituttet overholder denne forpligtelse.«

5. § 21 affattes således:

»§ 21. Egenkapitalen i et pengeinstitut skal udgøre mindst 7 pct. af

dets aktiver m.v. Aktiverne m.v. vægtes i forhold til den risiko,

der hviler på dem. Ved opgørelsen af risikoen tages der hensyn

til debitorrisiko, renterisiko og valutarisiko.

Stk. 2. De enkelte former for aktiver m.v. indgår med vægte, der

fastsættes i regler udstedt af tilsynet.

Stk. 3. Tilsynet kan tillade, at aktiver, der er sikret ved

garantier af ganske særegen karakter, ikke indgår i opgørelsen.

Stk. 4. Såfremt det ved en måneds- eller årsopgørelse måtte vise

sig, at den i stk. 1 foreskrevne egenkapitaldækning ikke er til

stede, skal denne atter tilvejebringes inden tre måneder

derefter. Tilsynet kan i det enkelte tilfælde fastsætte en

kortere eller længere frist.«.

6. § 22 ophæves.

7. I § 23, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Ved opgørelsen tillægges pengeinstituttets afviklingsrisiko med den

pågældende kunde. Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om

opgørelsen af afviklingsrisikoen.«

8. I § 24, stk. 1, 3. pkt., ændres »50 pct.« til: »75 pct.«.

9. I § 24 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Ved opgørelsen af de i stk. 1 og 3 nævnte grænser indgår

tillige de aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., som

pengeinstituttet har indgået. Tilsynet fastsætter nærmere

bestemmelser herom.«.

10. I § 29 indsættes som stk. 3.:

»Stk. 3. Efter et regnskabsårs første seks måneder skal der

udarbejdes et halvårsregnskab bestående af balance (status),

resultatopgørelse og noter. For halvårsregnskabet finder § 29,

stk. 2, 1. pkt., § 30, § 31, stk. 1-3, samt §§ 32 og 33

anvendelse.«.

11. I § 30, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»Årsregnskabet skal indeholde oplysning om retshandler af større

betydning, som har fundet sted mellem pengeinstituttet og de

virksomheder, som er direkte eller indirekte forbundne med

pengeinstituttet, jf. definitionerne i årsregnskabslovens § 1,

stk. 2, nr. 5, 6 og 7.«.

12. § 36 affattes således:

»§ 36. Et pengeinstituts halvårsregnskab og årsregnskab skal

revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være

statsautoriseret. Mindst een af de øvrige revisorer skal være

enten statsautoriseret eller registreret.

Stk. 2. Et pengeinstituts moder-, søster- og datterselskabs regnskab

skal revideres af de samme revisorer, som reviderer

pengeinstituttets regnskaber.

Stk. 3. Tilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk.

2.

Stk. 4. De for aktieselskaber gældende revisionsbestemmelser finder

med de fornødne tillempelser anvendelse på sparekasser og

andelskasser.

Stk. 5. Tilsynet fastsætter bestemmelser om revisionenes

gennemførelse i pengeinstitutter, herunder om oprettelse af

interne revisionsafdelinger og systemrevisionsafdelinger og om

systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.

Stk. 6. Tilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart

uegnet til sit hverv ,og i stedet udpege en anden revisor, jf.

herved stk. 1, der fungerer, indtil nyt valg kan afholdes.

Stk. 7. Ved revisorskifte skal pengeinstituttet give tilsynet en

redegørelse om grunden hertil. En revisor, der fratræder sit

hverv, skal meddele tilsynet, hvorvidt fratrædelsen skyldes

særlige forhold.

Stk. 8. Tilsynet kan pålægge revisorerne enten alene eller sammen

med den interne revisionschef at give oplysninger om

pengeinstituttets forhold.

Stk. 9. Tilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i et

pengeinstitut. Pengeinstituttet kan pålægges at betale for

revisionens udførelse. Tilsynet godkender honorarets størrelse.

Stk. 10. Revisor må ikke have lån i pengeinstituttet eller opnå

pengeinstituttets garanti, ligesom han ikke må stille pant eller

påtage sig kaution for forpligtelser over for pengeinstituttet.«

13. § 37, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Det reviderede og af bestyrelsen godkendte halvårsregnskab og

årsregnskab skal tillige med en genpart af revisionsprotokollen

senest 8 dage efter afholdelse af det bestyrelsesmøde, hvor

regnskabet er godkendt af bestyrelsen, og senest 3 måneder efter

regnskabsperiodens afslutning indsendes til tilsynet.«

14. I § 37 indsættes efter stk. 1 som nyt stk.:

»Stk. 2. Dirigenten for generalforsamlingen eller i sparekasser det

repræsentantskabsmøde, hvor regnskabet er forelagt til

godkendelse, skal straks efter generalforsamlingen eller

repræsentantskabsmødet give tilsynet oplysning, om regnskabet er

vedtaget uden ændringer. Hvis generalforsamlingen eller

repræsentantskabet foretager ændringer i det af bestyrelsen

godkendte regnskab, skal det endelige regnskab, som godkendt af

generalforsamlingen eller repræsentantskabet og med angivelse af

de ændringer, der er foretaget, indsendes til tilsynet inden 8

dage efter generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet.

Generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet skal finde sted

senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.«.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

15. I § 50, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»I det omfang, det er nødvendigt for bedømmelse af et pengeinstituts

økonomiske stilling, har tilsynet endvidere adgang til at

indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg hos

virksomheder, med hvilke pengeinstituttet har særlig direkte

eller indirekte forbindelse, jf. definitionerne i

årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 6 og 7.«.

16. Efter § 52b indsættes som nyt kapitel 12b:

»Kapitel 12b

Sparekassers omdannelse til aktieselskaber

§ 52c. I sparekasser, der drev virksomhed den 1. januar 1988, kan

repræsentantskabet efter reglerne i dette kapitel beslutte, at

sparekassen opløses uden likvidation ved overdragelse af

sparekassens aktiver og gæld som helhed til et aktieselskab, der

har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, og at aktier

i aktieselskabet svarende til værdien af de indskudte aktiver

efter fradrag af sparekassens gæld overdrages til en

erhvervsdrivende fond.

Stk. 2. Beslutning i henhold til stk. 1, træffes med det flertal,

der kræves til sparekassens opløsning.

§ 52d. Aktieselskabslovens §§ 134-134i finder med de nødvendige

ændringer anvendelse på fusionen mellem aktieselskabet som det

fortsættende selskab og sparekassen som det ophørende selskab.

Stk. 2. Garanterne i sparekassen skal tilbydes enten en ombytning af

deres garantbeviser til aktier i aktieselskabet eller kontant

indløsning efter eget valg. Sparekassen kan endvidere tilbyde

garanterne, at garantikapitalen bliver stående i selskabet i en

periode på indtil 5 år. Garantikapitalen medregnes i denne

periode ved opgørelsen af egenkapitalen, jf. § 21. I tilfælde af

selskabets opløsning fyldestgøres garantindskud før

aktiekapitalen. Den i aktieselskabslovens § 134a nævnte

fusionsplan skal indeholde oplysning og bestemmelse om de

rettigheder, der tillægges garanterne.

Stk. 3. Den i aktieselskabslovens § 134b nævnte fælles

regnskabsopstilling og åbningsbalance udarbejdes efter de for

pengeinstitutter gældende regnskabsregler i lov om banker og

sparekasser m.v.

Stk. 4. Dokumenter, der ifølge aktieselskabslovens §§ 134-134i skal

indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, indsendes tillige

til tilsynet.

Stk. 5. Tilsynet skal godkende fusionen i henhold til § 48.

§ 52e. Et aktieselskab, som i medfør af reglerne i dette kapitel

overtager en sparekasse, er berettiget til at betegne sig som

sparekasse, idet dog ordet »aktieselskab« eller deraf dannede

forkortelser skal tilføjes navnet.

Stk. 2. Reglerne for banker finder iøvrigt anvendelse på

aktieselskabet.'

17. I § 53 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Undlader en virksomhed, som nævnt i § 50, stk. 1, 3. pkt.,

at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan

industriministeren som tvangsmiddel pålægge virksomheden som

sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller

ugentlige tvangsbøder.«.

18. § 54, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 4 og 5, §§ 2, 4 og 4a, §

6, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, § 15d, stk. 1, § 15f, stk. 3, §

15k, stk. 1, §§ 19, 20, 20a og 23, stk. 1, §§ 24, 25 og 27, stk.

1, § 28, stk. 2, § 29, jf. §§ 30-35, § 36, stk. 1, 7 og 10, §§

38, 39, § 39a, § 44, stk. 1 og 2, § 45, stk. 1, § 45a, stk. 1 og

4, §§ 47 og 48, § 48a, stk. 5, og § 51 straffes med bøde eller

hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter borgerlig

straffelov.«.

§ 2

§ 1, nr. 1-4, samt nr. 10-18, træder i kraft dagen efter

offentliggørelsen i Lovtidende.

Stk 2. § 1, nr. 7-9, træder i kraft den 1. august 1988.

Stk 3. § 1, nr. 10, 11, og bestemmelserne i § 36, stk. 1-3, i nr.

12, nr. 13 og 14, finder første gang anvendelse for regnskabsåret

1989.

Stk 4. § 1, nr. 5 og 6, træder i kraft 1. januar 1990.

§ 3

Uanset bestemmelserne i § 22, stk. 3, 1. og 2. pkt. kan

pengeinstitutter indtil udgangen af 1989 optage ansvarlig

indskudskapital med et kortere opsigelsesvarsel end 5 år, som kan

medregnes ved opgørelsen af egenkapitalen, jf. § 21, såfremt den

tidligst kan opsiges til udgangen af 1989.

Stk. 2. Bestemmelsen træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund

Regeringen nedsatte den 14. maj 1986 et embedsmandsudvalg med den

opgave at kortlægge årsagerne til, omfanget af og strukturen i

den udvikling, der pågår i det danske finansielle system.

Udvalget afgav i juni 1987 sin betænkning: Brancheglidning i den

finansielle sektor (betænkning nr. 1108 af juni 1987).

Forud for udvalgets nedsættelse har der i Folketinbet været fremsat

to beslutningsforslag, B 72, 1984-85 (FT sp. 5411 og 6440, FT A.,

sp. 3079), og B 123, 1985-86 (FT sp. 8423 og 10308, FT A, sp.

5257, FT B sp. 2299), om en modernisering af lovgivningen om de

penge- og kapitalformidlende institutioner og virksomheder.

På grundlag af betænkning 1108 afgav industriministeren i november

1987 en redegørelse til Folketinget, som blev behandlet i

Folketinget den 10. november 1987. I redegørelsen bebudedes en

række lovgivningsinitiativer på området, hvor nærværende

lovforslag er eet af tre lovforslag. De to andre lovforslag er

fremsat samtidig hermed og vedrører ændringer i lov om

forsikringsvirksomhed og i lov om visse kreditinstitutter. I det

følgende omtales lovforslagets enkelte elementer.

2. Kontrol med finansielle koncerner

En gruppe af forslag har som overordnet mål at skabe grundlag for

bedre kontrol med pengeinstitutter, som indgår i en koncern eller

i koncernlignende forhold.

Ved tidligere lovgivning er der i bank- og sparekasseloven

tilvejebragt regler om fælles regnskabsaflæggelse for koncerner,

hvor pengeinstituttet optræder som moderselskab. Derimod findes

ikke særlige regler i bank- og sparekasseloven for koncerner

eller koncernlignende forhold, hvor pengeinstituttet indgår som

søsterselskab eller som datterselskab sammen med andre typer

virksomheder. Dette indebærer, at der i sådanne relationer ikke

er de samme muligheder for offentligt indseende og kontrol, som

ved rene finansielle koncernforhold.

Der består i sådanne koncernforhold en risiko for, at

pengeinstituttet indgår i engagementer med moderselskab eller

associerede virksomheder, som ikke ville finde sted under

normale, markedsmæssige vilkår. Med henblik på at forebygge at

sådanne dispositioner til skade for pengeinstituttet finder sted,

foreslås regler, som sikrer større gennemsigtighed i forhold til

disse koncernrelationer. Finanstilsynet får ret til at indhente

oplysninger og foretage inspektion hos øvrige virksomheder i en

koncern, hvori indgår et pengeinstitut.

Samtidig indføres en pligt til for pengeinstituttet at oplyse i

regnskabet om dispositioner af større betydning med øvrige

virksomheder i koncernen, som ikke er under tilsyn.

3. Revision og regnskab

I betænkning 1108 anbefales det at styrke revisionens rolle.

Baggrunden for overvejelserne er dels et generelt krav om tættere

kontrol med pengeinstitutterne, dels at der i de større

pengeinstitutter har fundet en udvikling sted med hensyn til

pengeinstitutvirksomhedens stadig mere komplicerede karakter og

revisionsarbejdets volumen, der har medført en betydelig afstand

mellem de faktiske forhold og den situation, lovgivningen tegner,

og endelig at der er opstået et behov for at beskytte den interne

revisions position i pengeinstitutterne.

Forslagene skal derfor søge at sikre de interne revisionsafdelinger

tilstrækkelige ressourcer og størst mulig uafhængighed, at

forbedre koordinationen mellem intern revision, ekstern revision

og ledelse, at sikre revisionen mulighed for på et tidligt

tidspunkt at få afdækket og rapporteret eventuelle problemer i

pengeinstituttet, og endelig at sikre tilsynet en løbende

rapportering om pengeinstituttets økonomiske stilling og mulighed

for - om nødvendigt - at gribe ind i tide.

For at styrke gennemsigtigheden i forhold til offentligheden skal

pengeinstitutterne for fremtiden aflægge halvårsregnskaber.

Forslagene skal ses i sammenhæng med en række ændringer i

revisionslovgivningen og i selskabslovgivningens

revisionsbestemmelser, som foreslås overført til

årsregnskabsloven.

4. Tilsyn

Tilsynets rolle skal styrkes. Tilsynet skal have bedre muligheder

for at afdække problemer i pengeinstitutterne på et tidligt

tidspunkt, hvorfor indberetningspligten skærpes og tilsynets

mulighed for selv at indhente oplysninger forbedres.

Der gennemføres derfor regler om, at der bør gives tilsynet mulighed

for at foranstalte ekstraordinær revision i et pengeinstiut, at

tilsynets mulighed for at indkalde de eksterne revisorer bør

udbygges til også at omfatte revisionschefen, og at

pengeinstituttet forpligtes til selv at meddele tilsynet, hvis

der konstateres alvorlige problemer.

5. Modernisering

Egenkapitalkravet for pengeinstitutter (på 8 pct.) opgøres i dag i

forhold til de samlede gælds- og garantiforpligtelser (passiver).

Hensynet til en ligestilling i konkurrencen med udenlandske

pengeinstitutter tilsiger, at egenkapitalkravet opgøres på samme

måde i Danmark som i hovedparten af OECD-landene. Her opgøres

egenkapitalkravet i forhold til pengeinstituttets aktiver (udlån,

fondsbeholdning m.v.), som vægtes efter hvilken skønnet risiko,

der er forbundet med det pågældende type aktiv. Endvidere vil en

omlægning til et egenkapitalkrav opgjort på grundlag af aktiverne

give et mere fyldestgørende grundlag for en vurdering af de

risici et pengeinstitut er engageret i. Der stilles derfor

forslag om at basere egenkapitalopgørelsen på en risikovægtet

opgørelse af aktiverne.

I tilknytning til dette forslag foreslås det at lempe adgangen for

pengeinstitutterne til at placere midler i aktier, idet der ved

risikovægtningen vil kunne tages tilbørligt hensyn til, at

egenkapitalen ikke udsættes for alvorlig forringelse ved tab på

anbringelse i aktier. Det foreslås derfor at udvide adgangen til

at anbringe midler i aktier til et beløb svarende til 75 pct. af

egenkapitalen.

I forbindelse med forslaget om ændring i grundlaget for opgørelsen

af egenkapitalkravet foreslås det endvidere, at adgangen til at

medregne ansvarlig indskudskapital ved opgørelsen ophæves. Der er

ved fastsættelsen af det nye egenkapitalkrav taget hensyn hertil,

idet den ændrede metode til opgørelsen ikke tilsigtes at indebære

hverken en stramning eller en lempelse.

Endelig foreslås det som en naturlig forlængelse af den ændrede

metode til opgørelse af kravet til egenkapital og den

risikovægtning, som finder sted her, at der indarbejdes regler i

loven om afdækning af risici ved afvikling af forretninger med en

kunde, som ikke kan gennemføre forretninger på grund af f.eks.

konkurs, samt om en mere hensigtsmæssig måde at registrere risici

ved aktiedispositioner.

6. Omdannelse af sparekasser til aktieselskaber

Sparekasserne er selvejende institutioner og kan på grund af denne

virksomhedsform ikke som bankerne tilvejebringe kapital ved

udstedelse af aktier. Der stilles derfor forslag om, at

sparekasserne gives mulighed for omdannelse til aktieselskaber.

Den nuværende egenkapital kanaliseres over i en fond, hvis formål

bliver at drive sparekassen videre i aktieselskabsform. Fondens

kapital vil bestå af aktier i sparekasseaktieselskabet. I øvrigt

tilstræbes det i videst muligt omfang at bibeholde de særlige

karakteristika, bl.a i form af kundedemokrati, som i dag

kendetegner sparekasserne. Ændringen vil endvidere gøre det

muligt at etablere et moderholdningselskab, hvilket i en

fremtidig konkurrencesituation kan være nødvendigt for

konkurrence på lige vilkår med finansielle institutter, som

allerede har denne mulighed.

Ministeren for skatter og afgifter fremsætter særskilt lovforslag

med de nødvendige justeringer i skattelovgivningen.

7. Høring

Forslagene om ændrede regnskabs- og revisionsbestemmelser har været

forelagt Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af

Registrerede Revisorer, Aktieselskabs-Registeret, Tilsynet med

Banker og Sparekasser, Forsikringstilsynet, Det Danske

Handelskammer, Assurandør-Societetet, Industrirådet,

Håndværksrådet, Danmarks Sparekasseforening, Den Danske

Bankforening, Dansk Revisor Union, Danmarks Rederiforening,

Københavns Fondsbørs, Danmarks Nationalbank, Foreningen af Danske

Børsmæglerselskaber, Foreningen af Fondsbørsvekselerere,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Landsorganisationen i Danmark,

Dansk Arbejdsgiverforening, Revisionschefkredsen, Forenede Danske

Brugsforeninger, Dansk Organisation af Detailhandelskæder,

Butikshandelens Fællesråd, Liberale Erhvervs Råd, Advokatrådet,

Landbrugsrådet og Revisorkommissionen.

De øvrige forslag er udformet efter drøftelser med Den Danske

Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Danmarks Nationalbank

og Tilsynet med Banker og Sparekasser.

8. Administrative og statsfinansielle konsekvenser

I forbindelse med en omorganisering af Industriministeriet

sammenlægges Tilsynet med Banker og Sparekasser og

Forsikringstilsynet fra 1. januar 1988 til eet tilsyn -

Finanstilsynet - som i den forbindelse tilføres øgede ressourcer,

bl.a. i form af årsværk. Det er et væsentligt led i

strukturændringen, at der åbnes adgang til løbende justering af

ressourcefordelingen inden for ministeriets forskellige områder.

Et eventuelt yderligere behov for ressourcer, som følge af

lovforslaget, kan vanskeligt vurderes før strukturomlægningen er

tilendebragt. Da pengeinstitutterne dækker omkostningerne ved

tilsynet vil en eventuel ressourceforøgelse ikke medføre udgifter

for statskassen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1 og 2

Ændringerne er redaktionelle. Der henvises til bemærkningerne til

forslagets kapitel 12b, (nr. 16).

Til nr. 3

Revisors ret til indkaldelse af og deltagelse i bestyrelsesmøder

indebærer dels, at revisor sikres information på samme niveau som

bestyrelsesmedlemmer, og dels at revisor har mulighed for at

orientere bestyrelsen om væsentlige regnskabsmæssige forhold af

betydning for pengeinstituttets virksomhed. Som konsekvens heraf

må det forudsættes, at revisor får tilsendt dagsorden med bilag

på lige fod med bestyrelsesmedlemmer.

Den kompetence, der i 3. pkt. tillægges revisorerne, gælder for

såvel eksterne som interne revisorer.

Til nr. 4

Bestemmelsen sigter mod tilfælde, hvor det konstateres, at

pengeinstituttet er i vanskeligheder. I tilfælde, hvor

pengeinstituttets ledelse ikke selv tager initiativ til at

meddele tilsynet om dette, er de valgte revisorer forpligtede til

at påse, at tilsynet får kendskab til problemerne. Revisor kan

endvidere indkalde og orientere bestyrelsen, jf. forslagets § 16b

(nr. 3). Eventuelt kan revisor vælge at fratræde og herefter over

for tilsynet redegøre for årsagen til fratrædelsen, jf.

forslagets § 36, stk. 7, (nr. 12).

Til nr. 5

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at egenkapitalen måles i forhold

til et pengeinstituts samlede aktiver, inkl. garantier, mens den

nugældende regel sætter egenkapitalen i forhold til

pengeinstituttets gælds- og garantiforpligtelser.

Ved anvendelse af aktivsiden ved måling af solvens-forholdstal er

det muligt at tage hensyn til de forskellige risici, der hviler

på de enkelte aktiver. De risici, der kan hvile på et aktiv, er

debitorrisiko, renterisiko og valutarisiko.

Der er ved udformningen af bestemmelsen alene nævnt forskellige

risikoformer, medens de enkelte forretninger, som

pengeinstitutterne udfører ikke er nævnt. Dette indebærer, at der

ved reglen er taget højde for, at pengeinstitutterne til

stadighed udvikler nye forretningstyper.

Begrebet aktiver skal forstås i bred forstand. Det afgørende ved

vurderingerne af, om en forretning skal medtages i beregningen,

er, om der hviler en af de ovennævnte risikoformer på

forretningen.

Den procentandel på 7 pct., som egenkapitalen skal udgøre af de

vægtede aktiver, er fastsat ud fra kalkulationer på baggrund af

pengeinstitutternes nuværende balancer.

Det har ikke været hensigten at indføre en stramning af

egenkapitalkravene for pengeinstitutterne, men på den anden side

heller ikke nogen lempelse. Egenkapitalen skal derfor

gennemsnitligt være af samme størrelse som det nuværende krav om,

at et pengeinstituts ansvarlige kapital skal udgøre 8 pct. af

dets samlede gælds- og garantiforpligtelser.

Ved debitorisiko forstås den risiko de forskellige typer udlån er

behæftet med. Der vil ved risikovægtningen kunne sondres mellem

udlån til f.eks. offentlige institutioner, pengeinstitutter og

private.

Ved opgørelsen af et pengeinstituts renterisiko anvendes

varighedsbegrebet som udgangspunkt. Varigheden angiver en

fordrings gennemsnitlige restløbetid, idet der ved beregningen

tages hensyn til fordringens afdragsprofil.

Da der ikke for alle fordringer/tilgodehavender foreligger rimeligt

tilgængelige oplysninger, der kan danne grundlag for beregningen

af varigheden, kan visse fordringer renterisikovægtes efter

restløbetiden.

Ved anvendelsen af restløbetiden tages der ved beregningen ikke

hensyn til fordringens afdragsprofil. Det må forventes, at danske

obligationer skal vægtes efter varigheden. Varigheden vil normalt

være mindre end restløbetiden, men for relativt korte

restløbetider vil forskellen være beskeden.

Valutarisiko fastsættes som eet gennemsnit. Da det endvidere er

normalt at afdække valutadispositioner, vil der blive fastsat

særlige regler for vægtning af valutadispositioner, for hvilke

der er indgået en dækningsforretning.

Reglerne om risikovægtning vil blive omfattende og detaljerede, og

vil løbende skulle justeres i takt med udviklingen. Disse regler

fastsættes derfor efter stk. 2 i en bekendtgørelse udstedt af

Finanstilsynet.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den nuværende i § 21, stk. 2.

I forslagets stk. 4 foreslås, at 6-måneders fristen i den nuværende

bank- og sparekasselovs § 21, stk. 3, nedsættes til 3 måneder, da

egenkapitalkravet med forslaget giver et mere direkte udtryk for

risikoen. Hvis der ved en fejlstyring ikke er dækning, skal der

straks træffes foranstaltninger i form af f.eks. ændring af

balancesammensætningen til retablering af egenkapitaldækningen.

Tilsynet gives mulighed for i de konkrete tilfælde at forlænge eller

afkorte fristen for opfyldelsen.

Til nr. 6

Der er ved fastsættelsen af egenkapitalkravet i forslaget til

ændring af § 21 taget hensyn til, at reglerne om, at ansvarlig

indskudskapital kan ligestilles med egenkapital, samtidig

foreslås ophævet. Baggrunden for dette forslag er følgende:

Ansvarlig indskudskapital er ikke en sikring mod konkurs, idet den

ansvarlige indskudskapital ikke kan indgå i bedømmelsen af, om et

pengeinstitut er solvent eller ej. Dette er blevet illustreret

af, at den ansvarlige indskudskapital i flere tilfælde har vist

sig at være uegnet ved en rekonstruktion af et pengeinstitut,

idet der ikke kan foretages en nedskrivning af ansvarlig

indskudskapital, uden at pengeinstituttet erklæres konkurs.

Endvidere er der eksempler på, at en række af de aftaler om

ansvarlig indskudskapital, som pengeinstitutterne indgår i

overensstemmelse med international kutyme, indeholder klausuler,

der kan medføre, at kapitalen forfalder før den stipulerede

femårsperiode. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor

kapitalgrundlaget forringes, eller hvor pengeinstituttet bliver

genstand for en rekonstruktion. Det oprindelige formål med

ansvarlig indskudskapital - at indføre en særlig kapitalform for

sparekasserne - er ikke afgørende, når der som foreslået åbnes

adgang til at omdanne sparekasser til aktieselskaber.

Endelig skal det nævnes, at indskudskapital som særlig sikring af

indskyderne/kreditorerne vil være af mindre betydning, efter at

der er indført en indskydergarantiordning.

Til nr. 7

Den nuværende § 23 har til formål at begrænse et pengeinstituts

risici på en enkelt kunde, idet pengeinstitutterne ikke må have

et engagement med en enkelt kunde, der overstiger 35 pct. af

pengeinstituttets egenkapital. Såfremt direktionen og to

trediedele af bestyrelsen er enig, kan engagementet forhøjes til

50 pct. af pengeinstituttets egenkapital.

Ved engagementer har loven hidtil kun henregnet »at yde kredit eller

påtage sig garanti for«. Imidlertid kan et pengeinstitut have

andre risici med en enkelt kunde, uden at disse risici er

medtaget i den nuværende bestemmelse. Formålet med ændringen er

derfor at medtage disse.

Risiciene opstår ved, at pengeinstituttets kunde på grund af sine

økonomiske forhold, f.eks. konkurs, ikke kan gennemføre indgåede

forretninger med pengeinstituttet. Pengeinstituttet kan derfor

være nødsaget til at foretage en kompensationsforretning til

anden side, og er i den forbindelse udsat for at lide et

økonomisk tab. Tabet vil som regel kunne anmeldes i den

oprindelige kontrahents bo, men kravet vil ofte ikke have megen

værdi.

Pengeinstitutter medregner ofte internt de nævnte afviklingsrisici,

når pengeinstituttet opgør forholdet til en kunde. For disse

institutter vil der derfor alene være tale om, at de i

almindelighed benyttede regler tillige gøres til et lovkrav.

Til nr. 8

I betænkning nr. 1108 om »Brancheglidning i den finansielle sektor«

er det foreslået at forøge muligheden for pengeinstitutternes

samlede aktieportefølje.

Liberaliseringen skal ses som led i et almindeligt ønske om at kunne

tilføre risikovillig kapital til erhvervsvirksomheder.

Begrænsningen for den samlede aktieinvestering vedrører såvel aktier

i pengeinstitutternes datterselskaber som i koncernuafhængige

selskaber. Udvidelsen får derfor tillige den virkning, at

pengeinstitutterne i et vist omfang får mulighed for at udvide

aktiviteterne i datterselskaber.

Finanstilsynet har mulighed for at dispensere fra reglen, og det

forudsættes, at den nuværende dispensationspraksis fortsættes.

Efter praksis dispenseres der sædvanligvis for aktier i

udenlandske datterbanker og i børsmæglerselskaber. Baggrunden

herfor er, at man ikke vil hæmme de danske pengeinstitutters

udvikling i udlandet henholdsvis, at børsreformen har medført, at

pengeinstitutterne har udskilt en del af den sædvanlige drift i

et selvstændigt selskab.

Til nr. 9

I forbindelse med ændringen af bank- og sparekasselovens § 21,

hvorefter egenkapitalen sættes i relation til risikoen på

pengeinstitutters aktiver m.v., er det naturligt tillige at ændre

risikoreglerne i bank- og sparekasselovens § 24. Ændringen vil

indebære, at kravene udmåles i forhold til den risiko, som

pengeinstituttet har på sine aktiedispositioner, uanset om

aktierne indgår i den bogførte beholdning eller ej.

De regler, som fastsættes af Finanstilsynet, vil f.eks. indeholde

bestemmelser om spot- og terminsforretninger, idet

pengeinstituttets risiko er den samme, hvadenten en aktie findes

i den bogførte beholdning eller den er købt spot eller på termin.

Endvidere vil aktiekursrisikoen elimineres, hvis aktier i den

bogførte beholdning modsvares af salgsspot- eller

terminsforretninger.

Til nr. 10

Bestemmelsen lovfæster pengeinstituttets pligt til udarbejdelse af

halvårsregnskab. Ved halvårsregnskabets aflæggelse kræves der

ikke beretning, og der er ikke hjemmel til at foretage de i § 31

, stk. 4, nævnte opskrivninger af anlægsaktiver.

Til nr. 11

Forslaget skal gøre det muligt for tilsynet og trediemand at

orientere sig i årsregnskabet om, hvilke eventuelle særlige

forhold som følger af, at et pengeinstitut indgår i en finansiel

koncern udover, hvad allerede følger af bank- og sparekasselovens

§ 48a. Af særlig interesse vil være at få oplysning om

transaktioner, som har haft væsentlige konsekvenser for

pengeinstituttets indtjeningsevne, resultat, egenkapital

(aktivsiden) eller forpligtelser (passivsiden), som har fundet

sted mellem pengeinstituttet og dets moderselskab, søsterselskab

og de med disse associerede virksomheder.

Transaktioner mellem et pengeinstitut og et datterselskab er tillige

omfattet af bestemmelserne om konsolideret tilsyn i bank- og

sparekasselovens § 48a, hvorved risikoen for misbrug i denne

relation må anses som forholdsvis ringe. Transaktioner mellem et

pengeinstitut og dets datterselskaber, som led i normal

pengeinstitutvirksomhed, skal derfor ikke oplyses efter § 30,

stk. 4, 3. pkt.

Som middel til at afgrænse bestemmelsens område er der henvist til

de forbindelser mellem virksomheder, som er defineret i

årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 6 og 7. Denne

fremgangsmåde er valgt, fordi dansk ret ikke indeholder en

samlet, velafgrænset definition af koncernbegrebet, som

umiddelbart ville være anvendelig i den foreliggende sammenhæng.

Med henvisningen til årsregnskabsloven omfatter reglen dels alle

virksomheder, som er forbundne med et pengeinstitut, hvadenten

pengeinstituttet er henholdsvis moder-, datter- eller

søsterselskab til den pågældende virksomhed, dels alle

virksomheder, som er associerede i den i § 1, stk. 2, nr. 6,

definerede betydning til en hvilken som helst virksomhed inden

for koncernen, hvori pengeinstitutet indgår.

De pågældende bestemmelser i årsregnskabsloven er affattet således:

§ 1, stk. 2,

»5. Dattervirksomheder:

aktieselskaber og anpartselskaber, som er datterselskaber af et

selskab, jf. § 2 i aktieselskabsloven og i anpartselskabsloven,

samt andre virksomheder, med hvilken selskabet har en tilsvarende

forbindelse.

6. Associerede virksomheder:

virksomheder, som ikke er dattervirksomheder, men i hvilke et

selskab har kapitalandele med henblik på en varig tilknytning,

der bidrager til selskabets aktiviteter. En virksomhed formodes

at være en associeret virksomhed, hvis selskabet ejer 20 pct.

eller mere af dens kapital, medmindre andet fremgår af selskabets

og virksomhedens forhold og omstændighederne i øvrigt.

7. Koncernvirksomheder:

et moderselskab og dets dattervirksomheder, jf. nr. 5.«

Til nr. 12

Efter den gældende lovgivning skal et pengeinstituts årsregnskab

revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være

statsautoriseret.

For at sikre, at pengeinstitutternes regnskaber reelt bliver

reviderede af mindst to offentligt godkendte revisorer foreslås

det i stk. 1, at mindst een af de øvrige revisorer skal være

statsautoriseret eller registreret.

Bestemmelsen i stk. 2 lovfæster Brancheglidningsudvalgets

henstilling (Betænkning nr. 1108, 1987, side 43) om, at der bør

stilles krav om, at der skal være sammenfald mellem den eksterne

revision i moder-, søster- og datterselskaber.

Der kan bl.a. være særlige problemer i forbindelse med revisors

adgang til at revidere et pengeinstituts udenlandske selskab(er),

hvorfor det foreslås i stk. 3, at tilsynet får mulighed for i

særlige tilfælde af dispensere fra kravet i stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 4 er enslydende med det i nuværende stk. 2.

Reglerne for revision i aktieselskaber foreslås samtidigt i et

selvstændigt lovforslag overflyttet til årsregnskabsloven.

I forbindelse med udstedelsen af en ny bekendtgørelse om revisionens

gennemførelse i pengeinstitutter, hvori kravene til den interne

revisionsafdeling skærpes, foreslås det i stk. 5, at oprettelsen

af en intern revisionsafdeling formaliseres i loven.

Endvidere foreslås det, at Finanstilsynet får hjemmel til at udstede

retningslinier for oprettelse af systemrevisionsafdelinger og om

systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler. Meningen

med bestemmelsen er at give mulighed for at etablere en

systemrevision på fælles datacentraler, som helt eller delvist

udarbejder regnskabsmateriale eller skaber transaktionsgrundlag

for flere pengeinstitutter.

I stk. 6 foreslås, at Finanstilsynet, hvis en valgt revisor

afskediges, kan udpege en anden revisor, der fungerer, indtil nyt

valg kan afholdes. Denne anden revisor skal udnævnes under

iagtagelse af bestemmelsen i stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 7 forpligter pengeinstituttet til at redegøre

over for tilsynet, hvis en valgt revisor udskiftes. Samtidig

foreslås det, at en revisor, der fratræder sit hverv, er

forpligtet til at meddele tilsynet, hvorvidt fratrædelsen skyldes

særlige forhold.

I forbindelse med skærpelsen af kravene til de interne

revisionsafdelinger foreslås det i stk. 8, at den gældende

bestemmelse, jf. lovens § 36, stk. 5, udvides til også at omfatte

den interne revisionschef. Tilsynet kan herefter pålægge de

valgte revisorer enten alene eller sammen med den interne

revisionschef at give oplysninger om pengeinstituttets forhold.

Formålet med denne udvidelse er at give tilsynet større mulighed

for at afdække eventuelle problemer i pengeinstituttet.

I stk. 9 foreslås, at tilsynet kan foranstalte en ekstraordinær

revision i et pengeinstitut. Bestemmelsen tager sigte på

tilfælde, hvor tilsynet har en mistanke til, at der kan være

problemer. og der gives med bestemmelsen mulighed for tilsynet

til at foranstalte en kontrol af revisorernes arbejde.

Stk. 10 er enslydende med det nuværende stk. 6.

Til nr. 13 og 14

Det foreslås, at halvårsregnskabet og årsregnskabet samt

revisionsprotokollerne skal indsendes til tilsynet senest 8 dage

efter afholdelse af det bestyrelsesmøde, hvor regnskabet er

godkendt og senest 3 måneder efter regnskabsperiodens afslutning.

Forslaget er en skærpelse af tidsfristerne i den gældende

lovgivning, og har til formål at give tilsynet de relevante

oplysninger hurtigere, end det er tilfældet i dag.

Til nr. 15

Forslaget er udarbejdet i overensstemmelse med anbefalingerne i

betænkning nr. 1108 »Brancheglidning i den finansielle sektor«

side 42-44.

Formålet er at gøre det muligt for Finanstilsynet at skaffe sig

indseende med transaktioner, som finder sted inden for en såkaldt

finansiel koncern, og som har betydning først og fremmest for

pengeinstituttets soliditet og indskydernes sikkerhed.

Som middel til at afgrænse bestemmelsens område er der henvist til

de forbindelser mellem virksomheder, som er defineret i

årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 6 og 7. Denne

fremgangsmåde er valgt, fordi dansk ret ikke indeholder en

samlet, velafgrænset definition af koncernbegrebet, som

umiddelbart ville være anvendelig i den foreliggende sammenhæng.

Med henvisning til årsregnskabsloven omfatter reglen dels alle

virksomheder, som er forbundne med et pengeinstitut, hvadenten

pengeinstituttet er henholdsvis moder-, datter- eller

søsterselskab til den pågældende virksomhed, dels alle

virksomheder, som er associerede i den i § 1, stk. 2, nr. 6,

definerede betydning til en hvilken som helst virksomhed inden

for koncernen, hvori pengeinstituttet indgår.

De pågældende bestemmelser i årsregnskabsloven er gengivet i

bemærkningerne til nr. 11.

Til nr. 16

Til kapitel 12b

Formålet med lovforslagets kapitel 12b er at skabe lovhjemmel for,

at sparekasser kan ændre deres retlige organisationsform fra

selvejende institutioner til aktieselskaber.

Ifølge bank- og sparekasseloven skal sparekasser være selvejende

institutioner i modsætning til banker, der skal være

aktieselskaber. Sparekassernes organisationsform går helt tilbage

til 1820-erne.

Med gennemførelsen af bank- og sparekasseloven i 1975 indførtes som

hovedprincip en ligestilling af sparekasser med banker med hensyn

til de forretningsmæssige aktiviteter, der må udføres.

På grund af de forskellige organisationsformer består der imidlertid

ikke lighed med hensyn til kapitaltilførsel. Medens banker kan

finansiere den for driften nødvendige kapital ved udstedelse af

aktier og konvertible obligationer til offentlig tegning, er

sparekasserne henvist til at fremskaffe den fornødne kapital

gennem egenkonsolidering og tegning af garantikapital.

Garantikapital udgør sammenlignet med aktiekapital ikke en

tilsvarende attraktiv og fleksibel finansieringskilde.

Hidtil har kapitalfremskaffelse for sparekasser ikke været et

problem, men i et fremadrettet perspektiv med skærpede

konkurrencevilkår som følge af internationaliseringen og

liberaliseringen af kapitalbevægelserne, herunder ikke mindst

gennemførelsen af EF-s indre marked, vil det være af vital

betydning for sparekassernes konkurrenceevne over for bankerne,

at de får mulighed for ekstern kapitalfremskaffelse på

konkurrencedygtige vilkår på lige fod med banker og derigennem at

skaffe soliditetsdækning for balancevæksten.

Sparekasserne er enige om, at der bør skabes mulighed for, at de

sparekasser, som måtte finde behov derfor, får adgang til at

ændre deres retlige status til aktieselskab.

Mellem Industriministeriet og Danmarks Sparekasseforening har der

været ført drøftelser om, hvorledes omdannelse vil kunne ske og

principperne herfor.

Det har været ledende, at en omdannelse i videst muligt omfang

skulle finde sted inden for de eksisterende lovgivningsmæssige

rammer, og at et lovforslag alene skulle indeholde de enklest

mulige ændringer for at lette omdannelsen og for at sikre, at man

i realiteten fik en uforandret videreførelse af

sparekassevirksomheden.

Ved udarbejdelsen af nærværende forslag har der i overensstemmelse

med ønsker fra sparekasserne været lagt vægt på at sikre, at

ændringen af organisationsformen vil kunne gennemføres, uden at

sparekasserne derved mistede deres særkende, dvs.

kundedemokratiet, den decentrale struktur og lokale forankring.

Garant- og kundedemokratiet skal således kunne fortsætte med den

forskel, at der efter omdannelsen er tale om et aktionærdemokrati.

Den selvejende institution adskiller sig fra aktieselskabet navnlig

derved, at der ikke bag den selvejende institution er en

ejerkreds. Hverken sparekassens garanter eller andre har andel i

sparekassens formue eller overskud. I tilfælde af sparekassens

ophør skal formuen uddeles til almennyttige og velgørende formål.

Ved overgang til aktieselskabsform har det derfor været afgørende at

sikre, at de i sparekassen opsamlede reserver fortsat er til

rådighed for sparekassens drift samtidig med, at det sikres, at

de fremtidige aktionærer i aktieselskabet ikke får andel i disse

midler.

Det foreslås derfor, at der i forbindelse med omdannelsen overdrages

aktier fra aktieselskabet til en erhvervsdrivende fond svarende

til den af sparekassen indskudte egenkapital.

Fondens formål i vedtægten vil være at videreføre sparekassens

virksomhed i aktieselskabet, således at dette til stadighed

fremstår som et konkurrencedygtigt og velkonsolideret

pengeinstitut. Samtidig sikres det, at fondens formue i tilfælde

af pengeinstitutvirksomhedens ophør uddeles til almennyttige og

velgørende formål.

Ved at overdrage aktierne til en fond, der dermed bliver moderfond,

opnås som en konsekvens, at der herved samtidig skabes grundlag

for etablering af en finansiel koncern med mulighed for udøvelse

af flere former for finansiel aktivitet, hvis der i fremtiden

måtte vise sig behov herfor. Af kapitaltilførselsgrunde kan det

dog vise sig nødvendigt, at der mellem fonden og

sparekasseaktieselskabet indskydes et holdningaktieselskab.

Til § 52c

Lovforslaget åbner mulighed for, at de sparekasser, der drev

virksomhed den 1. januar 1988, og som måtte finde behov herfor,

kan vælge at ændre selskabsretlig organisationsform til

aktieselskab. Loven gælder også for sparekasser, der er opstået

ved fusion mellem sparekasser, der drev virksomhed den 1. januar

1988.

Omdannelsen foreslås at ske på den måde, at sparekassen fusionerer

med et aktieselskab efter reglerne om fusion i

aktieselskabslovens kapitel 15. Dette sikres i lovens § 52d.

Ved at anvende aktieselskabslovens fusionsregler, hvorefter

sparekassens aktiver og gæld som helhed overdrages til et

aktieselskab, opnås, at omdannelsen kan ske uden likvidation, og

at sparekassevirksomheden videreføres inden for rammerne af

aktieselskabet med ophør af den selvejende institution.

Fusion efter aktieselskabslovens regler indebærer videre den fordel,

at omdannelsen ikke medfører et debitorskifte, men at

aktieselskabet indtræder i alle sparekassens rettigheder og

forpligtelser.

Lovforslaget er udformet således, at også andre sparekasser vil

kunne fusionere med det pågældende aktieselskab.

Ved fusionen overdrages sparekassens aktiver og passiver, herunder

dens egenkapital, til aktieselskabet. Herved sikres, at kapitalen

fortsat anvendes til dens primære formål: pengeinstitutvirksomhed.

Som nævnt i bemærkningerne til kapitel 12b er sparekasser selvejende

institutioner og adskiller sig fra aktieselskaber ved, at der

ikke er en ejerkreds bag fonden.

Hverken sparekassens garanter eller andre har andel i sparekassens

formue eller overskud. Sparekassens formue skal i tilfælde af

sparekassens ophør uddeles til almennyttige eller velgørende

formål.

Med henblik på varetagelse af disse hensyn foreslås det derfor, at

der i forbindelse med sparekassens fusion med aktieselskabet

oprettes en erhvervsdrivende fond, der får overdraget aktier i

aktieselskabet svarende til sparekassens reserver.

Erhvervsdrivende fonde er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

Når en sparekasse ved omdannelse efter lovforslaget opdeles i en

fond og et aktieselskab, er det nødvendigt at sikre, at begge

virksomheder fortsat undergives en erhvervsøkonomisk lovgivning,

henholdsvis lov om erhvervsdrivende fonde og bank- og

sparekasseloven, da det fortsat er hensigten, at de to

virksomheder forretningsmæssigt skal fungere som en helhed.

Selv om aktier udbydes til offentlig tegning, må det formodes, at

fonden gennem nogle år vil besidde den største aktiepost i

selskabet og derigennem - hvis der ikke indføres en

stemmeretsbegrænsning - repræsentere flertallet af stemmerne.

Heraf vil i sig selv følge, at fonden er erhvervsdrivende og

omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde, jf. lovens § 1, stk.

2, nr. 3.

Sparekassers formål i dag er at drive pengeinstitutvirksomhed, og

aktieselskabets og fondens formål skal tilsammen være at

videreføre denne virksomhed. Efter lov om erhvervsdrivende fonde

vil en fond kunne have til formål udelukkende at opretholde og

videreføre en virksomhed. Der kræves ikke noget eksternt

uddelingsformål. Fonden vil som følge af sit formål kunne

geninvestere eventuelt udbetalt udbytte som ny aktiekapital i

selskabet eller varetage anden tilknyttet

finansieringsvirksomhed. I vedtægten sikres det, at de i

sparekassen opbyggede reserver anvendes til almennyttige og

velgørende formål, hvis hovedformålet, konsolidering af

pengeinstitutvirksomheden, måtte ophøre.

I lov om banker og sparekasser m.v. er det gennem

stemmeretsbegrænsninger sikret, at ingen enkeltinteresser i

sparekassen kan få afgørende indflydelse på valget af

sparekassens repræsentantskab. Ved omdannelse til aktieselskab er

det fra sparekassernes side ønsket, at der uden at fonden mister

sin karakter af erhvervsdrivende fond skabes mulighed for at

indføre stemmeretsbegrænsninger i aktieselskabet dels som værn

mod overtagelse, dels for at bevare sparekassernes særkende som

demokratisk ledede selskaber.

Selv om fonden underlægges stemmeretsbegrænsning i aktieselskabet

anfægter dette ikke umiddelbart dens status som erhvervsdrivende

fond, men det vil være en forudsætning, at fonden vedtægtsmæssigt

sikres indflydelse på sparekasseaktieselskabet ved beslutninger

af særlig betydning for sparekassevirksomheden. Dette følger

tillige af fondens hovedformål om at videreføre og konsolidere

sparekassen.

En bestemmende indflydelse kan følge af bestemmelser i vedtægter

eller lignende, f.eks. aftale. Fondens karakter af

erhvervsdrivende fond vil f.eks. kunne sikres ved, at det i

forbindelse med indførelsen af stemmeretsbegrænsningen - og som

forudsætning for denne - vedtægtsmæssigt bestemmes, at fonden

skal tiltræde størrelsen af den udbytteprocent, som

sparekasseaktieselskabets bestyrelse foreslår på selskabets

generalforsamling, ligesom fonden skal godkende vedtægtsændringer

i aktieselskabet, herunder kapitalforhøjelser/-nedsættelser.

Fondens betydelige andel i selskabets driftsresultat vil kunne følge

af, at fonden modtager udbytte fra selskabet, ligesom at fonden

under alle omstændigheder gennem sin betydelige aktiebesiddelse

vil få andel i den del af driftsresultatet, der henlægges til

reserverne. Fonden vil som følge af sit formål kunne geninvestere

eventuelt udbetalt udbytte som ny aktiekapital i selskabet.

Sparekassernes nuværende garant- og indskyderdemokrati fortsætter

med den forskel, at der efter omdannelsen er tale om

aktionærdemokrati. Det forudsætter en høj grad af aktiespredning.

Denne spredning vil i første omgang kunne ske på grundlag af de

nuværende garanter, kunder og ansatte i sparekassen.

Et aktionærdemokrati med afdelingsmøder i princippet svarende til

garantmøder, regionsmøder og lignende kan etableres med

Finanstilsynets tilladelse i medfør af bank- og sparekasselovens

§ 8a. Herved vil den eksisterende demokratiske opbygning kunne

fastholdes og udbygges. Det forudsættes, at Finanstilsynet giver

tilladelse efter § 8a.

Med hensyn til den ledelsesmæssige opbygning i såvel aktieselskabet

som i fonden kan de almindelige regler i bank- og sparekasseloven

og i lov om erhvervsdrivende fonde anvendes. Vedtægten for fonden

skal oplyse, hvorledes bestyrelsen udpeges, da der ikke findes en

ejerkreds, der skal foretage valg af ledelsen. På grund af den

nære samhørighed mellem fonden og aktieselskabet i formålsmæssig

og virksomhedsmæssig henseende kan det være naturligt, at det i

fondens vedtægt bestemmes, at der er et ikke uvæsentligt

sammenfald mellem de to bestyrelser. Hertil kommer, at der intet

er til hinder for, at den enkelte sparekasse indfører

overgangsregler, hvorefter den bestyrelse sparekassen har ved

omdannelsen i en overgangsperiode vil kunne udgøre - helt eller

delvis - bestyrelsen i fonden. Der vil endvidere kunne etableres

en ordning, hvorefter et antal medlemmer af fondsbestyrelsen

vælges direkte af de øvrige aktionærer i aktieselskabet gennem

det etablerede aktionærdemokrati. I medfør af § 12, stk. 1, 2.

pkt., i lov om erhvervsdrivende fonde skal fondsmyndigheden

godkende mindst eet medlem af bestyrelsen.

Såfremt der efter de beskrevne retningslinier sikres fonden en

bestemmende indflydelse og en betydelig andel i driftsresultatet

for sparekasseaktieselskabet anses fonden for erhvervsdrivende og

dermed omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

Til § 52d

Aktieselskabslovens fusionsregler i kapitel 15 omfatter alene fusion

mellem aktieselskaber. Ved udtrykkeligt at gøre disse regler

anvendelige med de fornødne ændringer på fusion mellem en

selvejende institution og et aktieselskab fastslås samtidig

princippet om universalsuccession, dvs. at aktieselskabet

indtræder i sparekassens rettigheder og forpligtelser uden

debitorskifte.

Stk. 2 omhandler forholdet til sparekassens garanter. Garantikapital

hæfter for sparekassens forpligtelser og svarer i det store og

hele til aktiekapital. Garanter er stemmeberettigede ved valg af

sparekassens repræsentantskab.

Det foreslås, at garanterne som led i omdannelsen tilbydes ombytning

af deres garantbeviser med aktier eller kontant indløsning efter

eget valg.

Da der ikke kan ses bort fra, at der blandt garanterne vil være

nogle, for hvem den faste rente på garantbeviset er en økonomisk

nødvendighed, foreslås det, at garantikapitalen kan blive stående

i selskabet i en overgangsperiode på indtil 5 år efter

omdannelsen. Garanterne kan i denne periode ikke kræve deres

garantbeviser indløst, og garantindskuddet kan derfor medregnes

ved opgørelsen af selskabets egenkapital i medfør af bank- og

sparekasselovens § 21. Sparekassen vil i overgangsperioden dog

kunne tilbyde ombytning af garantbeviserne med aktier.

De nærmere bestemmelser om de rettigheder, der tillægges garanterne

skal indeholdes i fusionsplanen.

Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er konsekvensændringer som følge af, at

de pågældende virksomheder er pengeinstitutter, for hvilke der

gælder særlige regnskabsregler.

Stk. 5 fastslår, hvad der allerede fremgår af § 48, at

Finanstilsynet skal godkende fusionen.

Til § 52e

Da der ved omdannelse alene sker en ændring i den retlige

organisationsform, men ikke i øvrigt nogen ændring i den

forretningsmæssige virksomhed, er det fundet rimeligt, at de

pågældende sparekasser fortsat skal kunne kalde sig for

sparekasser. Ligesom for andre aktieselskaber skal ordet

aktieselskab eller deraf dannede forkortelser dog tilføjes navnet.

Stk. 2 fastslår, at de for banker gældende regler, dvs. bank- og

sparekasseloven og aktieselskabsloven, fremtidig skal finde

anvendelse på de her omhandlede sparekasseaktieselskaber.

Til nr. 17

Forslaget er en konsekvens af ændringen til § 50, stk. 1, 3. pkt.,

hvor tilsynet gives adgang til at indhente oplysninger og

foretage inspektion hos virksomheder, som i øvrigt ikke er

omfattet af loven.

Til nr. 18

Tilføjelserne til straffebestemmelsen er en konsekvens af de

skærpede krav i forslagets § 20a og § 36, stk. 1, 7 og 10.

Til § 2

Generelt er det ønskeligt, at bestemmelserne om kontrol og revison

sættes i kraft så hurtigt som muligt. En række af forslagene

kræver dog af tekniske grunde en længere forberedelsestid hos

pengeinstitutterne og hos Finanstilsynet.

Til § 3

Overgangsbestemmelsen giver i tiden frem til § 22 ophæves, den 1.

januar 1990, pengeinstitutterne mulighed for at tegne ansvarlig

indskudskapital, som kan medregnes ved opgørelsen af

egenkapitalen efter § 21, uanset at kapitalen er bundet i mindre

end 5 år og uanset om der - i løbet af 1989 - er mindre end 12

måneder til kapitalen skal udbetales.

L 86 A

Efter 2. behandlingen den 12. april 1988.

§ 1

I lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 374

af 15. august 1985, som ændret ved lov nr. 400 og 401 af 10. juni

1987, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »selvejende

institutioner«: », jf. dog § 52 c,».

2. I § 2, 1. pkt., indsættes efter »sammensætning«: », jf. dog § 52

e«.

3. Efter § 16 a indsættes:

» § 16 b. Ethvert medlem af bestyrelsen, en direktør eller en

revisor kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. En direktør, en

revisor eller den interne revisionschef har ret til at være til

stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i

en enkelt sag træffer anden bestemmelse. Samtlige revisorer har

altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af

sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse af

regnskabet.

Stk. 2. Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens

behandling af de pågældende sager, såfremt det ønskes af blot eet

bestyrelsesmedlem.

Stk. 3. Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres en

protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer.

Et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en revisor, der ikke er

enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening

indført i protokollen.«

4. Efter § 20 indsættes i kapitel 5:

» § 20 a. Pengeinstituttet skal meddele tilsynet oplysninger om

forhold, der er af afgørende betydning for pengeinstituttets

fortsatte virksomhed. De valgte revisorer skal påse, at

pengeinstituttet overholder denne forpligtelse.«

5. § 21 affattes således:

» § 21. Egenkapitalen i et pengeinstitut skal udgøre mindst 7 pct.

af dets aktiver m.v. Aktiverne m.v. vægtes i forhold til den

risiko, der hviler på dem. Ved opgørelsen af risikoen tages der

hensyn til debitorrisiko, renterisiko og valutarisiko.

Stk. 2. De enkelte former for aktiver m.v. indgår med vægte, der

fastsættes i regler udstedt af tilsynet.

Stk. 3. Tilsynet kan tillade, at aktiver, der er sikret ved

garantier af ganske særegen karakter, ikke indgår i opgørelsen.

Stk. 4. Såfremt det ved en måneds- eller årsopgørelse måtte vise

sig, at den i stk. 1 foreskrevne egenkapitaldækning ikke er til

stede, skal denne atter tilvejebringes inden tre måneder

derefter. Tilsynet kan i det enkelte tilfælde fastsætte en

kortere eller længere frist.«

6. § 22 ophæves.

7. I § 23, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Ved opgørelsen tillægges pengeinstituttets afviklingsrisiko med den

pågældende kunde. Tilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om

opgørelsen af afviklingsrisikoen.«

8. I § 24, stk. 1, 3. pkt., ændres »50 pct.« til: »75 pct.«.

9. I § 24 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Ved opgørelsen af de i stk. 1 og 3 nævnte grænser indgår

tillige de aktiekøbs- og aktiesalgsforretninger m.v., som

pengeinstituttet har indgået. Tilsynet fastsætter nærmere

bestemmelser herom.«

10. I § 29 indsættes som stk. 3.:

»Stk. 3. Efter et regnskabsårs første seks måneder skal der

udarbejdes et halvårsregnskab bestående af balance (status),

resultatopgørelse og noter. For halvårsregnskabet finder § 29,

stk. 2, 1. pkt., § 30, § 31, stk. 1-3, samt §§ 32 og 33

anvendelse.«

11. I § 30, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»Årsregnskabet skal indeholde oplysning om retshandler af større

betydning, som har fundet sted mellem pengeinstituttet og de

virksomheder, som er direkte eller indirekte forbundne med

pengeinstituttet, jf. definitionerne i årsregnskabslovens § 1,

stk. 2, nr. 5, 6 og 7.«

12. § 36 affattes således:

» § 36. Et pengeinstituts halvårsregnskab og årsregnskab skal

revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være

statsautoriseret. Mindst een af de øvrige revisorer skal være

enten statsautoriseret eller registreret.

Stk. 2. Et pengeinstituts moder-, søster- og datterselskabs regnskab

skal revideres af de samme revisorer, som reviderer

pengeinstituttets regnskaber.

Stk. 3. Tilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk.

2.

Stk. 4. De for aktieselskaber gældende revisionsbestemmelser finder

med de fornødne tillempelser anvendelse på sparekasser og

andelskasser.

Stk. 5. Tilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens

gennemførelse i pengeinstitutter, herunder om oprettelse af

interne revisionsafdelinger og systemrevisionsafdelinger og om

systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.

Stk. 6. Tilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart

uegnet til sit hverv ,og i stedet udpege en anden revisor, jf.

herved stk. 1, der fungerer, indtil nyt valg kan afholdes.

Stk. 7. Ved revisorskifte skal pengeinstituttet give tilsynet en

redegørelse om grunden hertil. En revisor, der fratræder sit

hverv, skal meddele tilsynet, hvorvidt fratrædelsen skyldes

særlige forhold.

Stk. 8. Tilsynet kan pålægge revisorerne enten alene eller sammen

med den interne revisionschef at give oplysninger om

pengeinstituttets forhold.

Stk. 9. Tilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i et

pengeinstitut. Pengeinstituttet kan pålægges at betale for

revisionens udførelse. Tilsynet godkender honorarets størrelse.

Stk. 10. Revisor må ikke have lån i pengeinstituttet eller opnå

pengeinstituttets garanti, ligesom han ikke må stille pant eller

påtage sig kaution for forpligtelser over for pengeinstituttet.«

13. § 37, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Det reviderede og af bestyrelsen godkendte halvårsregnskab og

årsregnskab skal tillige med en genpart af revisionsprotokollen

senest 8 dage efter afholdelse af det bestyrelsesmøde, hvor

regnskabet er godkendt af bestyrelsen, og senest 3 måneder efter

regnskabsperiodens afslutning indsendes til tilsynet.«

14. I § 37 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Dirigenten for generalforsamlingen eller i sparekasser det

repræsentantskabsmøde, hvor regnskabet er forelagt til

godkendelse, skal straks efter generalforsamlingen eller

repræsentantskabsmødet give tilsynet oplysning, om regnskabet er

vedtaget uden ændringer. Hvis generalforsamlingen eller

repræsentantskabet foretager ændringer i det af bestyrelsen

godkendte regnskab, skal det endelige regnskab som godkendt af

generalforsamlingen eller repræsentantskabet og med angivelse af

de ændringer, der er foretaget, indsendes til tilsynet inden 8

dage efter generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet.

Generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet skal finde sted

senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

15. I § 50, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»I det omfang, det er nødvendigt for bedømmelse af et pengeinstituts

økonomiske stilling, har tilsynet endvidere adgang til at

indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg hos

virksomheder, med hvilke pengeinstituttet har særlig direkte

eller indirekte forbindelse, jf. definitionerne i

årsregnskabslovens § 1, stk. 2, nr. 5, 6 og 7.«

16. I § 53 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Undlader en virksomhed som nævnt i § 50, stk. 1, 3. pkt.,

at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan

industriministeren som tvangsmiddel pålægge virksomheden som

sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller

ugentlige tvangsbøder.«

17. § 54, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 4 og 5, §§ 2, 4 og 4 a,

§ 6, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, § 15 d, stk. 1, § 15 f, stk. 3,

§ 15 k, stk. 1, §§ 19, 20, 20 a og 23, stk. 1, §§ 24, 25 og 27,

stk. 1, § 28, stk. 2, § 29, jf. §§ 30-35, § 36, stk. 1, 7 og 10,

§§ 38, 39, § 39 a, § 44, stk. 1 og 2, § 45, stk. 1, § 45 a, stk.

1 og 4, §§ 47 og 48, § 48 a, stk. 5, og § 51 straffes med bøde

eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter

borgerlig straffelov.«

§ 2

Stk. 1. § 1, nr. 1-4 samt nr. 10-17, træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk 2. § 1, nr. 7-9, træder i kraft den 1. august 1988.

Stk 3. § 1, nr. 10, 11, og bestemmelserne i § 36, stk. 1-3, i nr.

12, nr. 13 og 14, finder første gang anvendelse for regnskabsåret

1989.

Stk 4. § 1, nr. 5 og 6, træder i kraft 1. januar 1990, jf. dog § 3,

stk. 2.

§ 3

Stk. 1. Uanset bestemmelserne i § 22, stk. 3, 1. og 2. pkt., kan

pengeinstitutter indtil udgangen af 1989 optage ansvarlig

indskudskapital med et kortere opsigelsesvarsel end 5 år, som kan

medregnes ved opgørelsen af egenkapitalen, jf. § 21, såfremt den

tidligst kan opsiges til udgangen af 1989.

Stk. 2. Pengeinstitutter, som i fjerde kvartal 1986 ved opgørelsen

efter § 21 kunne medregne ansvarlig indskudskapital med et beløb,

som i gennemsnit oversteg 30 pct. af egenkapitalen, kan i

perioden 1. januar 1990 til 31. december 1991 medregne ansvarlig

indskudskapital ved opgørelsen efter § 21. Den medregnede

ansvarlige indskudskapitals andel af egenkapitalen må højst

udgøre den medregnede ansvarlige indskudskapitals gennemsnitlige

andel af egenkapitalen i fjerde kvartal 1986 fratrukket 30

procentpoints. Uanset § 1, nr. 6, skal den således medregnede

ansvarlige indskudskapital i øvrigt opfylde betingelserne i § 22

bortset fra bestemmelsen i § 22, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

L 86 B

Efter afstemningen den 12. april 1988

§ 1

I lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 374

af 15. august 1985, som ændret ved lov nr. 400 og 401 af 10. juni

1987, foretages følgende ændring:

Efter § 52 b indsættes som nyt kapitel 12 b:

» Kapitel 12 b

Sparekassers omdannelse til aktieselskaber

§ 52 c. I sparekasser, der drev virksomhed den 1. januar 1988, kan

repræsentantskabet efter reglerne i dette kapitel beslutte, at

sparekassen opløses uden likvidation ved overdragelse af

sparekassens aktiver og gæld som helhed til et aktieselskab, der

har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, og at aktier

i aktieselskabet svarende til værdien af de indskudte aktiver

efter fradrag af sparekassens gæld overdrages til en fond, som

anses som en erhvervsdrivende fond.

Stk. 2. Beslutning i henhold til stk. 1 træffes med det flertal, der

kræves til sparekassens opløsning.

§ 52 d. Aktieselskabslovens §§ 134-134 i finder med de nødvendige

ændringer anvendelse på fusionen mellem aktieselskabet som det

fortsættende selskab og sparekassen som det ophørende selskab.

Stk. 2. Garanterne i sparekassen skal tilbydes efter eget valg enten

en ombytning til markedskurs af deres garantbeviser til aktier i

aktieselskabet eller kontant indløsning. Sparekassen kan

endvidere tilbyde garanterne, at garantikapitalen bliver stående

i selskabet i en periode på indtil 5 år. Garantikapitalen

medregnes i denne periode ved opgørelsen af egenkapitalen, jf. §

21. I tilfælde af selskabets opløsning fyldestgøres garantindskud

før aktiekapitalen. Den i aktieselskabslovens § 134 a nævnte

fusionsplan skal indeholde oplysning og bestemmelse om de

rettigheder, der tillægges garanterne.

Stk. 3. Den i aktieselskabslovens § 134 b nævnte fælles

regnskabsopstilling og åbningsbalance udarbejdes efter de for

pengeinstitutter gældende regnskabsregler i lov om banker og

sparekasser m.v.

Stk. 4. Dokumenter, der ifølge aktieselskabslovens §§ 134-134 i skal

indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, indsendes tillige

til tilsynet.

Stk. 5. Tilsynet skal godkende fusionen i henhold til § 48.

§ 52 e. Fonden ledes af en bestyrelse på mindst fem medlemmer.

Stk. 2. Et medlem, som skal have økonomisk og regnskabsmæssig

indsigt, udpeges af fondsmyndigheden. Vederlag udredes af fonden

og fastsættes efter samme regler, som er givet efter § 16, stk. 2.

Stk. 3. Mindst tre medlemmer udpeges af sparekasseaktieselskabets

bestyrelse blandt bestyrelsens medlemmer. Formanden for

sparekasseaktieselskabets bestyrelse er altid medlem af fondens

bestyrelse.

Stk. 4. Finder reglerne i lov om erhvervsdrivende fonde om

koncernmedarbejderrepræsentation ikke anvendelse, udpeges eet

medlem af og blandt sparekasseaktieselskabets

medarbejderrepræsentanter. Reglerne i aktieselskabsloven om

koncernrepræsentation finder tilsvarende anvendelse for det

pågældende medlem.

§ 52 f. Sparekasseaktieselskabets vedtægter skal indeholde

bestemmelser om stemmeretsbegrænsning for aktionærerne.

Stk. 2. Sparekasseaktieselskabets beslutning om:

1) vedtægtsændring,

2) udbyttefastsættelse,

3) årsregnskab og

4) bestyrelsens vederlag

kræver uanset bestemmelser fastsat i medfør af stk. 1 fondens

godkendelse.

Stk. 3. Ved godkendelse af beslutninger nævnt i stk. 2 skal fonden

have for øje, at sparekasseaktieselskabet skal drives som et

velkonsolideret og konkurrencedygtigt pengeinstitut i pagt med

sparekassetradition.

§ 52 g. Et aktieselskab, som i medfør af reglerne i dette kapitel

overtager en sparekasse, er berettiget til at betegne sig som

sparekasse, idet dog ordet »aktieselskab« eller deraf dannede

forkortelser skal tilføjes navnet.

Stk. 2. Reglerne for banker finder i øvrigt anvendelse på

aktieselskabet.'

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Versioner

  1. 1988-05-21