Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00109@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov nr. 698 af 17. oktober 1986 om afgift af renter af forbrugslån

foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 4, affattes nr. 3 således:

»3) renter af andre end de under nr. 1 og 2 nævnte lån, for så vidt

der er tale om lån mod direkte tinglyst pant i fast ejendom, der

tilhører den afgiftspligtige eller dennes ægtefælle. Endvidere

medregnes renter af andre lån indtil 300.000 kroner optaget med

samme kreditor samt i afgiftsårene 1987-89 renter af byggelån

omfattet af § 62, stk. 5, i lov om stempelafgift.«

2. I § 3 ophæves stk. 5, og i stedet indsættes:

»Stk. 5. Nedsættelse af afgiftsgrundlaget efter stk. 4, nr. 3, er

betinget af, at aftalen om udstedelse af pantebrev eller

låneaftalen er indgået skriftligt før den 1. januar 1987. Er

lånet optaget som en kassekredit eller et andet lån med adgang

til variabel udnyttelse, nedsættes afgiftsgrundlaget med renterne

af et lånebeløb svarende til kredittens maksimum pr. 31. december

1986. Udgjorde kredittens saldo pr. 31. december 1986 et mindre

beløb end kredittens maksimum nedsat med 10.000 kroner, kan

afgiftsgrundlaget dog højst nedsættes med renterne af et

lånebeløb svarende til saldoen.

Stk. 6. Overstiger restgælden på lån omfattet af stk. 4, nr. 3, 2.

pkt., 300.000 kroner, kan den afgiftspligtige opnå nedsættelse af

afgiftsgrundlaget for renteudgifter af lån op til 300.000 kroner,

såfremt et lånebeløb svarende hertil inden den 1. juni 1988

overføres til et særskilt låneforhold. Afdragene på dette lån

skal mindst udgøre en forholdsmæssig andel af de aftalte afdrag

for det oprindelige lån, svarende til forholdet mellem den

udskilte del og det oprindelige lån. For så vidt angår lån, for

hvilke der ikke er aftalt en løbende årlig afdragsordning, er det

en betingelse for nedsættelse af afgiftsgrundlaget i henhold til

stk. 4, nr. 3, at der inden den 1. juni 1988 indgås en aftale

mellem kreditor og den afgiftspligtige om, at lånebeløbet

afvikles som et annuitetslån over maksimalt 8 år eller som et

serielån over maksimalt 10 år.

Stk. 7. Ændring af en låneaftale omfattet af stk. 4, nr. 3, efter

den 31. december 1986 medfører ikke bortfald af retten til at

nedsætte afgiftsgrundlaget med renterne af lånet, medmindre lånet

forhøjes eller løbetiden forlænges.«

Stk. 6-8 bliver herefter stk. 8-10.

3. I § 3, stk. 7, som bliver stk. 9, ændres »50 kroner« til: »100

kroner«.

4. I § 13 indsættes som nyt stykke efter stk. 2:

»Stk. 3. For afgiftsåret 1987 beregnes kun afgift af den del af

afgiftsgrundlaget, der overstiger 20.000 kr. Endvidere opkræves

for afgiftsåret 1987 ikke afgiftsbeløb på under 1.000 kr.«

§ 2

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 401 af 6. juli 1984,

som ændret senest ved lov nr. 308 af 25. maj 1987, foretages

følgende ændring:

§ 8 P, stk. 2, nr. 1, affattes således:

»1) lånetype, herunder om lånet er omfattet af § 3, stk. 4, i lov om

afgift af renter af forbrugslån.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, og § 2 har virkning fra den 1. januar 1988.

Stk. 3. Er der i tiden mellem den 31. december 1986 og lovens

ikrafttræden aftalt en forhøjelse eller en forlængelse af

løbetiden for et lån omfattet af lov om afgift af renter af

forbrugslån § 3, stk. 4, nr. 3, kan den afgiftspligtige opnå

nedsættelse af afgiftsgrundlaget med renterne af lånet, såfremt

låneaftalen pr. 31. december 1986 genetableres inden den 1. juni

1988.

Bemærkninger til lovforslaget

Generelle bemærkninger

Kartoffelkurens forbrugsrenteafgift indeholder så mange

tilfældigheder, at der hviler en tung forpligtelse for alle

Folketingets medlemmer til at gøre lovgivningen mere retfærdig i

sin virkning. Derudover er loven næsten umulig at administrere.

Såfremt loven fortsætter uændret, vil skattemyndighederne modtage

i titusindvis af forkerte oplysninger og være uden nogen reel

chance for at kontrollere de afgivne oplysninger. Loven virker

nedbrydende på befolkningens respekt for lovgivningen og truer

den enkelte borgers retssikkerhed.

Problemerne knytter sig især til lån optaget inden det oprindelige

lovforslags fremsættelse den 7. oktober 1986.

Derfor er lovforslagets hovedsigte at fritage gamle lån inden for

rimelige grænser for forbrugsrenteafgiften.

Familier, der har disponeret på næsten samme måde, bliver behandlet

forskelligt. En teknisk detalje afgør, om et lån er omfattet af

afgiften eller er fritaget. To familier, der bor ved siden af

hinanden og har købt hus samtidig, behandles forskelligt.

Den ene har optaget lån i et pengeinstitut med en afvikling over

mindst 8 år og med sikkerhed i huset. Den er fritaget for

afgiften.

Den anden familie har ligeledes optaget lån i et pengeinstitut, men

på kassekreditlignende vilkår. Også dette lån afvikles over

mindst 8 år med sikkerhed i huset. Den er omfattet af afgiften.

En tilfældig ændring af ydelsen eller en hvilken som helst anden

ændring kan være skyld i, at lånet er omfattet af afgiften.

Familier, der bor til leje, er uden undtagelse omfattet af afgiften,

uanset om lånet er optaget til boligindskud eller

boligforbedringer.

Alle ovennævnte dispositioner er foretaget inden det oprindelige

lovforslags fremsættelse den 7. oktober 1986. Derfor har det

været umuligt for de pågældende familier at tage højde for

afgiften.

I forbindelse med lovens vedtagelse i 1986 opstod der en debat om,

hvorvidt loven havde tilbagevirkende kraft. Det har

Socialdemokratiet aldrig påstået. Derimod mener vi, at lovens

tilfældige virkninger er helt uacceptable.

Danmarks Sparekasseforening oplyste således under udvalgsarbejdet i

1986, at man skønnede, at der alene i sparekassesektoren er ydet

lån til 125.000 familier til rene boligformål, som efter gældende

regler vil blive afgiftsbelagte.

Et forsigtigt skøn må føre til, at mindst et tilsvarende antal

familier vil blive pålagt afgift på boliglån i banksektoren.

Det er altså falsk varebetegnelse, når regeringen påstår, at gamle

boliglån er fritaget for afgift. Tværtimod kan det konstateres,

at mindst 250.000 familier bliver ramt af afgiften på rene

boliglån.

Ud over lovens mange tilfældigheder - specielt i forhold til gamle

lån - er den næsten umulig at administrere. En detalje i lånets

udformning eller en lille ændring af lånet kan være afgørende for

lånets afgiftsmæssige status.

Gennemføres der ikke ændringer, vil det enten betyde administrativt

kaos eller titusindvis af forkerte oplysninger til

skattemyndighederne. Kontrolopgaven for skattemyndigheden er

samtidig næsten umulig. Et eldorado for skattesnydere og en

umulig situation for de ærlige.

Loven er så kompliceret, at regeringen har ment det umuligt at

pålægge långiverne at oplyse kunder og skattemyndigheder om,

hvorvidt lånene er omfattet af afgift.

Det betyder samtidig, at de bestræbelser, der gøres for at forenkle

selvangivelserne, ikke fuldt ud kan gennemføres.

Skattemyndighederne får oplyst årets renteudgift fra långiverne,

men ikke, om lånene er omfattet af forbrugsrenteafgiften. Disse

oplysninger skal fortsat afgives af den enkelte skatteyder.

Det er bemærkelsesværdigt, at en regering, som holder mange

festtaler om borgernes retssikkerhed, gennemfører en lovgivning,

der er så kompliceret, at selv ærlige skatteydere vil kunne

risikere at komme til at snyde i skat.

Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget kan opdeles i 3 hovedafsnit:

1. En særlig løsning for afgiftsåret 1987, hvor afgiften kan

indbetales på en bunden konto i pengeinstitutterne. Her foreslås,

at der indføres et generelt bundfradrag i den beregnede afgift på

4.000 kr.

Endvidere skal afgiftsbeløb på under 1.000 kr. ikke opkræves for

afgiftsåret 1987.

2. For afgiftsåret 1988 og efterfølgende år medregnes lån op til

300.000 kr. som hovedregel ikke ved beregning af afgiften,

såfremt lånet er optaget inden den 1. januar 1987 og der er

aftalt en løbende årlig afvikling.

Den tidligere umulige afgrænsning mellem fritagne og afgiftsbelagte

lån bortfaldt herefter for afgiftsåret 1988 og efterfølgende år.

3. Fra og med afgiftsåret 1988 pålægges indberetningspligtige

låneinstitutter at afgive oplysninger til skattemyndighederne og

skatteyderne om, hvilke lånerenter der er omfattet af

afgiftspligten.

Endvidere fastsættes mindstebeløbet, der opkræves, til 100 kr. imod

50 kr. i den gældende lov.

Afgiftsåret 1987

Af tidsmæssige og praktiske grunde er det umuligt at gennemføre den

langsigtede løsning med virkning fra afgiftsåret 1987.

Selvangivelserne for 1987 er allerede udarbejdet og sendt til

trykning. De foreslåede ændringer i optagne lån m.v. kan ikke

gennemføres, inden selvangivelserne for 1987 skal indleveres,

dvs. senest den 15. februar 1988 for de fleste skatteydere.

Derfor lægges der op til en særlig løsning for 1987, som for de

fleste vil give det samme slutresultat som den langsigtede

løsning for 1988 og efterfølgende år.

Det foreslås, at der i den beregnede afgift for 1987 ydes et

bundfradrag på 4.000 kr. Endvidere skal afgiftsbeløb på under

1.000 kr. ikke opkræves.

Er den beregnede afgift for 1987 på under 5.000 kr. efter gældende

regler, slipper man helt for at indbetale en afgift i 1988 for

afgiftsåret 1987. Beregnes afgiften for 1987 eksempelvis til

8.500 kr., skal der indbetales 8.500 kr. - 4.000 kr., altså 4.500

kr.

Det betyder, at man helt entydigt kan oplyse, at såfremt

renteudgifterne for 1987 er på under 25.000 kr., når der bortses

fra realkreditlån, statslige og statsgaranterede studielån samt

sælgerpantebreve, så behøver man ikke at bekymre sig om

forbrugsrenteafgiften.

Er renteudgifterne på over 25.000 kr., skal man fortsat ind i en

konkret vurdering af lån, der er fritaget, og eventuelle

renteindtægter, som kan modregnes.

Fordelen er, at langt hovedparten af alle skatteydere herefter vil

være fritaget for afgiften i 1987. Ligeledes får vi fjernet

hovedparten af afgiftens tilfældige og uretfærdige virkninger,

også for 1987.

Endelig bliver det muligt for de lignende myndigheder at gennemføre

en tilfredsstillende kontrol med de resterende afgiftspligtige

skatteydere.

Lån optaget før 1. januar 1987 for afgiftsåret 1988 og efterfølgende

år

Da der foretages en klar adskillelse imellem afgiftsåret 1987 og de

efterfølgende afgiftsår, er det ikke nødvendigt at fastholde den

gældende afgrænsning. Ændringerne vedrørende afgiftsåret 1988 og

fremover kan således foretages mere frit uden at komme i konflikt

med regler, der får tilbagevirkende kraft.

Derfor foreslås, at der ses bort fra den tidligere komplicerede og

administrativt umulige afgrænsning for gamle lån.

I stedet gennemføres en generel fritagelse for lån optaget før 1.

januar 1987, såfremt lånene ikke sammenlagt overstiger 300.000

kr. pr. låneinstitut og de underlægges en løbende afvikling.

Herudover er realkreditlån, statslige og statsgaranterede

studielån, sælgerpantebreve og lån med direkte pant i fast

ejendom fortsat uden undtagelse fritaget for afgiften.

Med et loft på 300.000 kr. vil alle normale boliglån i

pengeinstitutter være fritaget for afgiften. De få lån, der

overstiger 300.000 kr., vil kunne opdeles, så renteudgifterne af

de 300.000 kr. kan blive friholdt for afgiften. Loftsreglen

foreslås for at undgå, at umådeholdent lånefinansieret forbrug

eller lån optaget i spekulationsøjemed bliver friholdt for

afgiften.

Mange boliglån er i de seneste år ydet på kassekreditlignende

vilkår. Disse kreditter er uanset formål defineret som

afgiftspligtige efter gældende regler.

Er kreditterne optaget før den 1. januar 1987, betyder lovforslaget,

at de fritages, såfremt der er aftalt en løbende årlig afvikling

af kreditten. Der tages normalt udgangspunkt i kredittens

maksimum pr. 31. december 1986. Udgjorde forskellen imellem

maksimum og saldo pr. 31. december 1986 mere end 10.000 kr., kan

afgiftsgrundlaget dog højst nedsættes med renterne af et

lånebeløb svarende til saldoen.

Er der ikke aftalt afvikling på et kassekreditlån indgået før 1.

januar 1987, kan det kun fritages for afgiften, såfremt der

aftales en afvikling over maksimalt 8 år som annuitetslån eller

over 10 år som serielån. Denne bestemmelse gælder tilsvarende for

øvrige lån, der henstår uden afdrag.

Loftsbestemmelsen om, at sammenlagt højst 300.000 kr. pr.

låneinstitut kan fritages for afgiften, gælder for alle former

for lån, bortset fra statslige og statsgaranterede studielån,

realkreditlån, sælgerpantebreve og lån med direkte pant i fast

ejendom optaget før 1. januar 1987.

Af praktiske grunde er loftsreglen knyttet til låneinstituttet og

ikke til den enkelte person. Det kan for enkelte betyde en højere

grænse, såfremt der er optaget lån i flere låneinstitutter. I den

store sammenhæng vil det næppe have den store betydning set i

forhold til de administrative fordele, der knytter sig til den

foreslåede fremgangsmåde.

Er der efter den 31. december 1986 aftalt en forhøjrelse eller en

forlængelse af løbetid, som bringer lånet ind under de mere

restriktive bestemmelser for nye lån, åbnes der mulighed for, at

låneaftalen, som den forelå den 31. december 1986, kan

genetableres. Denne mulighed åbnes, for at skatteydere, der har

disponeret i tillid til gældende regler, ikke skal føle sig

uretfærdigt behandlet.

Endelig gøres reglerne mere fleksible. Efter gældende regler

bortfalder afgiftsfriheden, såfremt låneaftalen ændres. Det

betyder eksempelvis, at man afskærer muligheden for at aftale

ændring af et fast forrentet lån eller en hurtigere afvikling af

et lån end oprindeligt aftalt. De meget stive bestemmelser

fjerner en sund konkurrence imellem låneinstitutterne til skade

for låntagerne.

Derfor foreslås, at alene en langsommere afvikling end aftalt eller

en forhøjelse af lånet indebærer, at renterne af lånet bliver

afgiftspligtige.

Enkel administration fra afgiftsåret 1988 og fremefter

Gennemføres de foreslåede ændringer, er det muligt fra og med

afgiftsåret 1988 at pålægge alle indberetningspligtige

låneinstitutter at afgive oplysninger til skattemyndighederne og

skatteyderne om, hvilke lånerenter der er omfattet af

afgiftspligten.

Det betyder, at kontrollen fremover fortrinsvis kan gennemføres

maskinelt. Alene lån optaget hos de få ikke indberetningspligtige

långivere kan give anledning til en manuel kontrol.

Herved opnås den retssikkerhed, som de gældende regler fuldstændig

har set bort fra. Borgerne kommer til at betale den afgift, som

loven foreskriver. Hverken mere eller mindre.

For at de opkrævede beløb kan stå i et rimeligt forhold til

omkostningerne, fastsættes mindstebeløbet, der opkræves, til 100

kr. I øjeblikket er mindstebeløbet 50 kr.

Økonomiske konsekvenser

Socialdemokratiet var i 1986 enige i, at der var behov for et

indgreb, som bremsede for det lånefinansierede forbrug. Vi var

derimod uenige i de anvendte midler.

Vi mener fortsat, at den økonomiske situation kræver lånebegrænsende

foranstaltninger. Derfor har vi tilstræbt ændringer i

forbrugsrenteafgiftsloven, som ikke vil stimulere optagelse af

nye lån til forbrug.

Lovforslaget koncentrerer sig derfor alene om ændringer i forhold

til lån, som allerede er optaget. Derimod fastholdes reglerne

uændrede i forhold til nye lån, som optages. De foreslåede

ændringer vil endog i nogen udstrækning virke yderligere

begrænsende. I den udstrækning, hvor lån omlægges til en

hurtigere afvikling end ellers planlagt for at blive fritaget for

afgiften, vil dette virke forbrugsbegrænsende.

At gamle lån som hovedregel fritages for afgiften, vil naturligvis

begrænse afgiftsprovenuet. Det betyder næppe noget tab for

statskassen i 1988, hvor afgiften kan indbetales på særlige konti

i pengeinstitutter m.v.

Afgiften har i henhold til udtalelser fra regeringen ved dens

indførelse aldrig haft en fiskal hensigt, men alene en

lånebegrænsende hensigt. Denne hensigt fastholdes med de

foreslåede ændringer.

Det er svært at afgøre, hvor stor reel betydning

forbrugsrenteafgiftens indførelse har haft på

forbrugsudviklingen. Samtidig med afgiftens indførelse

gennemførtes en betydelig række af ændringer i forhold til

kontokøb, stempelafgift, afbetalingshandler, realkreditbelåning

osv. Derfor er det umuligt at udskille virkningen af den enkelte

ændring.

Efter Socialdemokratiets opfattelse var den største ændring, at

regeringen med kartoffelkuren erkendte, at Danmarks reelle

økonomiske problemer var og fortsat er betydelige. Det, at

regeringen tvunget af realiteterne måtte opgive sin uforbeholdne

og falske optimisme, må ikke undervurderes. Det ændrede det

økonomiske/psykologiske klima i Danmark. Man kan ikke bilde

befolkningen ind, at det går ufattelig godt og så samtidig

forvente, at den samme befolkning reagerer med forbrugsmæssig

tilbageholdenhed.

Alligevel har Socialdemokratiet vurderet, at det vil være økonomisk

risikabelt at lempe forbrugsrenteafgiften i forhold til nyoptagne

lån uden samtidig at sætte andre begrænsningsregler i stedet for.

Derfor har vi i den øjeblikkelige situation med beklagelse måttet

affinde os med, at loven fortsat indeholder visse urimeligheder,

som det ikke vil være muligt at reparere på, såfremt loven

samtidig skal kunne administreres.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

I henhold til bestemmelsen nedsættes afgiftsgrundlaget med renterne

af lån mod direkte tinglyst pant i fast ejendom, der tilhører den

afgiftspligtige eller dennes ægtefælle. Bestemmelsen omfatter

eksempelvis sælgerpantebreve og andre pantebreve udstedt direkte

til kreditor. Bestemmelsen omfatter derimod ikke lån mod håndpant

i pantebreve, dvs. lån optaget mod tinglyst ejerpantebrev,

skadesløsbrev eller sælgerpantebrev.

Endvidere nedsættes afgiftsgrundlaget med renter af lån indtil

300.000 kr. optaget med samme kreditor. Ud over lån, der er

afgiftsfri i medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 4, nedsættes

afgiftsgrundlaget med renter af lån indtil 300.000 kr. optaget

med samme kreditor, eksempelvis i et pengeinstitut. Herudover

medregnes for afgiftsårene 1987-89, i lighed med den gældende

lov, renter af byggelån omfattet af § 62, stk. 5, i lov om

stempelafgift.

Renter af lån omfattet af § 3, stk. 4, nr. 3, 1. pkt., optaget før

den 1. januar 1987, der ved overdragelsen af fast ejendom

overtages af køberen på uændrede vilkår, fragår i dennes

nettorenteudgift, selv om overdragelsen er sket den 1. januar

1987 eller senere. Bortset herfra betragtes et debitorskifte som

et nyt låneforhold. Sker der debitorskifte på lån omfattet af §

3, stk. 4, nr. 3, 2. pkt., kan den nye debitor derimod ikke

nedsætte afgiftsgrundlaget med renter af lånet.

Et lån optaget før den 1. januar 1987 kan skifte kreditor, uden at

der herved etableres et nyt låneforhold. Den afgiftspligtige kan

ikke herved få afgiftsfritagelse for lån ud over 300.000 kr.

optaget uden pant i fast ejendom, idet 300.000 kr.'s grænsen

gælder for den afgiftspligtiges samlede engagement i et

låneinstitut pr. 31. december 1986. Der må imidlertid kun være

tale om et kreditorskifte og ikke et nyt låneforhold på ændrede

vilkår, idet der dog godt kan oprettes et nyt lånedokument i

forbindelse med overdragelsen, hvis lånebeløbet ikke forhøjes og

lånet ikke afdrages langsommere end oprindeligt aftalt.

Til nr. 2

Nedsættelse af afgiftsgrundlaget med renter af lån omfattet af § 3,

stk. 4, nr. 3, er betinget af, at aftalen om udstedelse af

pantebrev eller låneaftalen for de lån, for hvilke der ikke er

udstedt pantebrev, er indgået skriftligt før den 1. januar 1987.

For kassekreditter og andre lån med adgang til variabel udnyttelse

er det ikke umiddelbart muligt at fastsætte et lånebeløb, idet

dette vil være svingende.

For disse lån tages der udgangspunkt i kredittens maksimum pr. 31.

december 1986. Udgjorde saldoen pr. 31. december 1986 dog et

mindre beløb end kredittens maksimum nedsat med 10.000 kr., kan

afgiftsgrundlaget højst nedsættes med renter af et lånebeløb

svarende til saldoen. Det undgås herved, at låntagere, der ikke i

større omfang har udnyttet deres kassekredit, kan få en ekstra

forbrugsmulighed uden at skulle betale renteafgift ved at udnytte

kassekreditten. På den anden side er det fundet rimeligt og af

administrative grunde hensigtsmæssigt, at personer, der

tilnærmelsesvis har udnyttet kredittens maksimum, kan opnå

nedsættelse af afgiftsgrundlaget med renterne af et lånebeløb

svarende til maksimum. Udgør differencen mellem kredittens

maksimum og saldoen derfor et mindre beløb end 10.000 kr., opnås

afgiftsfritagelse for et lånebeløb svarende til kredittens

maksimum.

I henhold til den foreslåede § 5, stk. 6, kan låntagere, der har et

lån på over 300.000 kr., opnå afgiftsfritagelse for indtil

300.000 kr. ved at overføre et lånebeløb svarende hertil til en

særskilt låneaftale. Det er dog en betingelse for

afgiftsfritagelsen, at den udskilte del ikke afdrages langsommere

end det oprindelige lån, dvs. afdragene på dette lån skal mindst

udgøre en forholdsmæssig andel af de aftalte afdrag for det

oprindelige lån, svarende til forholdet mellem den udskilte del

og det oprindelige lån. Ved afgørelse af, om afdragene opfylder

denne betingelse, skal størrelsen af afdragene ses ud fra

afviklingsvilkårene i den oprindelige låneaftale. For

kassekreditter er der typisk ikke aftalt en løbende afvikling af

lånet. Det er derfor en betingelse for, at der kan opnås

afgiftsfritagelse for disse lån, at der aftales en afvikling af

lånebeløbet, opgjort i henhold til § 3, stk. 6, som et

annuitetslån over maksimalt 8 år eller som et serielån over

maksimalt 10 år.

I henhold til bemærkningerne til det oprindelige lovforslag til lov

om afgift af renter af forbrugslån bortfalder afgiftsfriheden for

gamle boliglån, dvs. lån optaget før 7. oktober 1986, såfremt

låneaftalen ændres. Denne fortolkning medfører eksempelvis, at

den afgiftspligtige og låneinstituttet afskæres fra at aftale

ændring af renten for et fastforrentet lån. Dette medfører, at

konkurrencen mellem låneinstitutterne om disse lån dermed er

fjernet til skade for forbrugerne.

Det foreslås derfor i stykke 7, at en ændring af en låneaftale

omfattet af stk. 4, nr. 3, efter den 31. december 1986 som

udgangspunkt ikke medfører bortfald af retten til at nedsætte

afgiftsgrundlaget med renterne af lånet. Da det imidlertid ikke

vil kunne anerkendes, at der foretages ændringer af låneaftalen,

der medfører yderligere forbrugsmuligheder, vil lånet blive

afgiftspligtigt, såfremt det forhøjes eller løbetiden forlænges.

Manglende betaling af renter eller afdrag, der ikke skyldes en ny

aftale mellem parterne, medfører ikke, at renterne af lånet

bliver belagt med forbrugsrenteafgift. Indgås der derimod en

aftale om henstand ved betalingen af renter eller afdrag, bliver

renterne af lånet herefter afgiftsbelagt, medmindre debitor kan

dokumentere, at aftalen skyldes manglende betalingsevne. Det skal

samtidig præciseres, at ændring af lånevilkårene for andre lån

omfattet af § 3, stk. 4, ikke medfører bortfald af

afgiftsfriheden.

Til nr. 3

Det foreslås af administrative hensyn at forhøje minimumsbeløbet for

afgiften fra 50 kr. til 100 kr.

Til nr. 4

Det foreslås, at afgiftsgrundlaget for afgiftsåret 1987 opgøres

efter de gældende regler. Der beregnes dog kun afgift af den del

af afgiftsgrundlaget, der overstiger 20.000 kr. Endvidere

opkræves for afgiftsåret 1987 ikke afgiftsbeløb på under 1.000

kr. Herved opnås, at ligningsmyndighederne, som det i realiteten

vil blive tilfældet for afgiftsåret 1987, kan koncentrere sig om

et langt mindre antal afgiftspligtige.

Til § 2

Indberetning af oplysninger fra banker, sparekasser, andelskasser og

andre låneinstitutter vil først kunne finde sted fra indkomståret

1988. Fra dette indkomstår vil de indberetningspligtige skulle

afgive oplysninger til skattemyndigheder og de afgiftspligtige

om, hvilke lånerenter der er omfattet af afgiftspligten.

Indberetningspligten medfører, at låneinstitutterne skal opsplitte

lånene i lån, der er afgiftspligtige, og lån der er afgiftsfri.

Denne opsplitning vil med de klare betingelser, der foreslås for,

at et lån bliver afgiftsfrit, normalt kunne foretages uden

problemer. Opstår der i enkelte tilfælde tvivl om den

afgiftsmæssige status for konkrete låneforhold, vil disse

spørgsmål fortsat skulle afklares mellem ligningsmyndighederne og

den enkelte skatteyder. Af hensyn til indberetninger for de

efterfølgende år må der etableres en tilbagemelding fra

ligningsmyndighederne til de indberetningspligtige

låneinstitutter i de tilfælde, hvor ligningsmyndighederne ændrer

den indberettede lånetype.

Til § 3

Som det fremgår af forslaget til et nyt § 3, stk. 7, medfører en

ændring af en låneaftale, hvorved lånet forhøjes eller løbetiden

forlænges efter den 31. december 1986, at lånet bliver

afgiftspligtigt. Da der kan være låntagere, der efter den 31.

december 1986 har foretaget en forhøjelse eller en forlængelse af

løbetiden for lån omfattet af § 3, stk. 4, nr. 3, er det fundet

rimeligt, at den afgiftspligtige alligevel kan opnå nedsættelse

af afgiftsgrundlaget med renterne af lånet, såfremt den

låneaftale, der forelå den 31. december 1986, genetableres inden

den 1. juni 1988.

Versioner

1. 1988-05-21