Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00134@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6.

september 1986, som ændret senest ved lov nr. 385 af 10. juni

1987, foretages følgende ændringer:

1. § 38 affattes således:

»§ 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 1 år, er

udstået, afgøres det, om den dømte skal løslades på prøve. Er

straffetiden mere end 1 år, men ikke over 2 år, kan

prøveløsladelse dog først ske, når en tredjedel af den

straffetid, der overstiger 1 år, er udstået.

Stk. 2. Løsladelse kan kun nægtes, hvis:

1) der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå nyt strafbart

forhold af væsentlig betydning, og fortsat straffuldbyrdelse må

anses for nødvendig for at forebygge denne fare, eller

2) den dømte modsætter sig prøveløsladelse på de vilkår, som ville

blive fastsat.

Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan prøveløsladelse

ske tidligere end bestemt i stk. 1. Løsladelse kan dog tidligst

ske, når den dømte har udstået halvdelen af straffetiden og

mindst 2 måneder.

Stk. 4. Efter nægtelse af prøveløsladelse i medfør af stk. 1, skal

der, såfremt den resterende straffetid gør det muligt, senere

tages stilling til, om de forhold, der har begrundet nægtelsen,

fortsat bør medføre nægtelse af prøveløsladelse.«

2. Efter § 38 indsættes:

»§ 38 a. Afgørelser om prøveløsladelse efter § 38 træffes af

justitsministeren eller den, som ministeren med hensyn til

bestemte grupper af sager bemyndiger dertil. Afgørelser om

nægtelse af prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, kan dog kun

træffes af justitsministeren.

Stk. 2. Den dømte kan forlange, at nægtelsen af prøveløsladelse

efter § 38, stk. 1, af anklagemyndigheden indbringes for retten

til prøvelse. § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse.«

3. §§ 244-246 affattes således:

»§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en

andens legeme, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år

og 6 måneder.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller

farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med

fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Det samme gælder den, som uden for de i stk. 1 nævnte

tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred.

§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så

grov beskaffenhed eller haft så alvorlige følger, at der

foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige

til fængsel i 8 år.«

4. §§ 248-249 affattes således:

»§ 248. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har

øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig

formildende omstændigheder bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme

eller helbred, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4

måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4

år.«

§ 2

1. I borgerlig straffelov nr. 126 af 26. april 1930 som kundgjort

den 24. maj 1930 på Færøerne ophæves § 205.

2. I lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov

affattes § 3 således:

»§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.«

3. I lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig

straffelov affattes § 3 således:

»§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne. § 1, nr. 1, kan dog ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for denne

landsdel med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. oktober 1988.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2 finder anvendelse i sager, hvor dom i 1.

instans afsiges efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne i § 38,

stk. 2 og 4, samt § 38 a anvendes dog også i sager, hvor dom er

afsagt forud for dette tidspunkt.

§ 4

Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de

afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget indeholder dels et forslag til ændring af reglerne om

prøveløsladelse, dels et forslag til en revision af straffelovens

voldsbestemmelser. Endvidere indeholder lovforslaget hjemmel til

en teknisk ajourføring af nogle straffebestemmelser på Færøerne

efter anmodning derom fra det færøske hjemmestyre.

Forslaget vedrørende en ændring af reglerne om prøveløsladelse

tilsigter en væsentlig begrænsning i anvendelsen af

prøveløsladelse, således at domme til frihedsstraf for langt de

fleste dommes vedkommende skal fuldbyrdes med den længde, som

retten har bestemt i straffedommen.

Begrænsningen gennemføres ved, at den mindstetid, der skal være

udstået, før ordinær prøveløsladelse kan komme på tale, forhøjes

fra 2 måneder til 1 år. Endvidere foreslås der en særlig regel

ved beregning af tidspunktet for prøveløsladelse for straffe på

fængsel mellem 1 og 2 år.

Samtidig har denne del af forslaget til formål at forbedre

retssikkerheden for den lille gruppe af indsatte, der får meddelt

afslag på ordinær prøveløsladelse, selv om de tidsmæssige

betingelser er opfyldt. I den forbindelse foreslås

nægtelsesgrundene præciseret, og der foreslås indført en adgang

til efterfølgende domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af

ordinær prøveløsladelse.

Forslaget om revision af straffelovens voldsbestemmelser har til

formål at tilvejebringe en ny og mere enkel udformning af

voldsbestemmelserne, bl.a. således at de bliver lettere at

arbejde med. Til forslaget er knyttet nogle bemærkninger om

strafudmålingen i voldssager, herunder om behovet for en større

nuancering, således at der sker en vis skærpelse af straffene i

de grovere tilfælde inden for normalområdet.

Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse. I betænkningens første del har

Straffelovrådet foretaget en systematisk gennemgang af alle

strafferammer i straffeloven og bl.a. stillet forslag om

nedsættelse af strafmaksimum i en lang række bestemmelser med det

formål at tilpasse rammerne til det faktiske udmålingsniveau, der

i dag anvendes ved domstolene. Endvidere har Straffelovrådet

foreslået hæftestraffen afskaffet, således at fængsel herefter

bliver den eneste form for frihedsstraf. Betænkningen indeholder

også enkelte forslag om en ændret afgrænsning af det strafbare

område, herunder om ophævelse af en række bestemmelser. I

betænkningens anden del er spørgsmålet om prøveløsladelse

behandlet.

Det foreliggende lovforslag vedrører som nævnt alene straffelovens

bestemmelser om prøveløsladelse og vold, og ikke samtlige andre

spørgsmål, som Straffelovrådet har behandlet i sin meget

omfattende betænkning. Dette skyldes, at spørgsmålet om

prøveløsladelse og vold i de senere år i særlig grad har været

genstand for drøftelse i den kriminalpolitiske debat.

Justitsministeriet vil på et senere tidspunkt tage betænkningens

andre spørgsmål op til overvejelse bl.a. på grundlag af de

indkomne høringsudtalelser.

2. Prøveløsladelse

2.1. Indledning.

Spørgsmålet om en reform af straffelovens regler om prøveløsladelse

har ved flere lejligheder været genstand for drøftelse i den

kriminalpolitiske debat. I 1985 behandlede Folketinget således

tre forskellige forslag til folketingsbeslutning, der alle helt

eller delvis vedrørte prøveløsladelsesreglerne. Forslagene

spændte fra en væsentlig udvidelse af anvendelsen af

prøveløsladelse til en væsentlig begrænsning heri. Der henvises

til FT 1984/85, sp. 6987, A sp. 3169, FT 1985/1986, sp. 3382, A

sp. 1881 samt FT 1985/86, sp. 5261, A sp. 2365.

Hovedindholdet af forslagene er gengivet i Straffelovrådets

betænkning nr. 1099/1987 s. 230-231.

2.2. Nugældende retstilstand.

2.2.1. Prøveløsladelsesinstituttet blev indført i dansk ret ved

straffeloven af 1930. Efter de dagældende regler kunne der ske

prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffetiden,

dog mindst 9 måneder. Ved lov nr. 120 af 17. maj 1956 indførtes

en supplerende regel om en undtagelsespræget adgang til

prøveløsladelse, når halvdelen af straffetiden, dog mindst 4

måneder, var udstået.

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 gennemførtes en reform af reglerne

om prøveløsladelse, der bl.a. indebar en væsentlig udvidelse af

prøveløsladelsens anvendelsesområde. Den vigtigste ændring bestod

i, at mindstegrænsen for ordinær prøveløsladelse efter afsoning

af to trediedele af straffetiden blev nedsat fra 9 til 4 måneder.

Den seneste ændring af prøveløsladelsesreglerne er sket ved lov nr.

239 af 1. juni 1982, hvor reglerne om prøveløsladelse i

straffelovens § 38 fik det indhold, som de har i dag.

Lovændringen indebar, at den mindstetid, der skal være afsonet,

før prøveløsladelse kan komme på tale, blev nedsat fra 4 til 2

måneder. Nedsættelsen af mindstetiden gjaldt såvel for adgangen

til ordinær prøveløsladelse som for den undtagelsesprægede adgang

til prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffetiden.

2.2.2. Reglerne om prøveløsladelse er således i dag udformet på den

måde, at der efter hovedreglen i straffelovens § 38, stk. 1, kan

ske prøveløsladelse, når den indsatte har afsonet to tredjedele

af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Der kan alene ske

prøveløsladelse fra tidsbestemt fængselsstraf. Efter § 38, stk.

5, er det en hovedbetingelse for prøveløsladelse, at den dømtes

forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig. Det er forudsat, at der

som et normalt led i straffuldbyrdelsen i almindelighed skal ske

prøveløsladelse ved to tredjedels tid.

Om den praksis, der følges med hensyn til utilrådelighedskriteriet i

§ 38, stk. 5, har Direktoratet for Kriminalforsorgen til brug for

Straffelovrådets overvejelser afgivet en nærmere redegørelse for

de generelle retningslinier, der følges ved ordinær

prøveløsladelse i henhold til utilrådelighedskriteriet i

straffelovens § 38, stk. 5. Redegørelsen er optrykt som bilag 1

til lovforslaget.

Statistiske oplysninger om den praktiske anvendelse af ordinær

prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, viser, at mere end 90 pct. af

de indsatte løslades på prøve efter afsoning af to tredjedele af

straffetiden. Heraf løslades ca. 9 pct. efter den

undtagelsesprægede halvtidsregel i § 38, stk. 2, om fremrykket

prøveløsladelse, jf. nedenfor.

Det er således mindre end 10 pct. af de indsatte, der ikke

prøveløslades, når de tidsmæssige betingelser for prøveløsladelse

er opfyldt. De fleste afslag på prøveløsladelse er begrundet i,

at løsladelsen findes utilrådelig. I nogle få tilfælde skyldes

afslaget, at den dømte ikke ønsker at acceptere de vilkår om

tilsyn m.v., der kan fastsættes efter § 39, stk. 2.

Afslag efter § 38, stk. 1, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at

den fulde straf udstås. Ca. en fjerdedel af de indsatte i lukkede

anstalter, der ikke løslades på prøve efter to tredjedele af

straffetiden, løslades på et senere tidspunkt inden endt straf,

typisk fordi afslaget har virket motiverende på den indsattes

vilje til at medvirke til at tilvejebringe en forsvarlig

løsladelsessituation.

Om praksis med hensyn til prøveløsladelse efter hovedreglen i § 38,

stk. 1, henvises i øvrigt til Straffelovrådets betænkning nr.

1099/1987 s. 216-221.

Efter bestemmelsen i § 38, stk. 2, kan løsladelse ske tidligere end

bestemt i § 38, stk. 1, når den dømte har udstået halvdelen af

straffetiden, dog mindst 2 måneder, såfremt særlige

omstændigheder taler for en sådan fremrykket prøveløsladelse. Når

der undtagelsesvis sker fremrykning af løsladelsen, er der i

almindelighed tale om løsladelse på et tidspunkt mellem halv og

to tredjedels tid.

Til brug for Straffelovrådets overvejelser har Direktoratet for

Kriminalforsorgen afgivet en nærmere redegørelse om praksis

vedrørende anvendelsen af § 38, stk. 2. Redegørelsen er optrykt

som bilag 2 til lovforslaget.

Efter nugældende praksis løslades omkring 9 pct. af alle indsatte i

medfør af § 38, stk. 2. Den største gruppe af disse er

udlændinge, der efter endt strafudståelse skal udvises. Disse

udlændinge løslades efter udståelse af 7/12 af straffetiden, dog

mindst 2 måneder.

Den nugældende praksis med hensyn til prøveløsladelse efter

undtagelsesbestemmelsen i § 38, stk. 2, er gennemgået i

betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse s.

221-224, hvortil der henvises.

2.2.3. Med hensyn til spørgsmålet om kompetencen til at træffe

afgørelse i sager om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, gælder,

at anstalterne og arresthusene er bemyndiget til at træffe

afgørelse vedrørende domfældte, der udstår straf af fængsel i

mindre end 8 år, medmindre andet konkret er bestemt. Et eventuelt

afslag på prøveløsladelse kan påklages til Justitsministeriet,

Direktoratet for Kriminalforsorgen. For så vidt angår domfældte

med straffe på 8 år eller derover træffes afgørelsen af

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Afgørelser efter § 38, stk. 2, træffes som hovedregel af

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Institutionernes ledere har dog kompetence til at bestemme, om

udenlandske indsatte, der skal udvises, og som i øvrigt vil kunne

løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1, skal

løslades, når 7/12 - dog mindst 2 måneder - af straffetiden er

udstået. Endvidere kan institutionernes ledere bestemme, om

indsatte, der udstår straf af fængsel for totalnægtelse af

værnepligtstjeneste m.v., skal løslades på prøve, når halvdelen -

dog mindst 2 måneder - af straffetiden er udstået.

2.2.4. Den reststraf, der efter prøveløsladelse henstår uafsonet,

kan under visse omstændigheder senere komme til afsoning. Hvis

den prøveløsladte begår nyt strafbart forhold i prøvetiden, for

hvilket den pågældende indenretligt sigtes inden prøvetidens

udløb, følger det af bestemmelsen i straffelovens § 40, stk. 1,

jf. § 61, stk. 2, at retten har mulighed for at fastsætte en

fælles ubetinget straf, hvori også indgår den uafsonede reststraf.

Overtræder den prøveløsladte vilkår for prøveløsladelse fastsat i

medfør af § 39, stk. 2, kan Justitsministeriet efter

straffelovens § 40, stk. 2, tildele advarsel, ændre vilkårene

m.v., eller under særlige omstændigheder bestemme, at den

prøveløsladte skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Hvis den prøveløsladte derimod hverken begår nyt strafbart forhold

eller anden vilkårsovertrædelse i prøvetiden, bortfalder

reststraffen, og straffen anses for endeligt udstået på det

tidspunkt, da prøveløsladelsen fandt sted, jf. § 40, stk. 5.

2.3. Revision af reglerne om prøveløsladelse.

2.3.1. Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987 i kap. 13

foretaget en gennemgang af en række vejledende hensyn og

argumenter, der må tages i betragtning og afvejes indbyrdes i

forbindelse med overvejelserne om en revision af

prøveløsladelsesreglerne.

Straffelovrådet gør bl.a. rede for de formål, som traditionelt

knyttes til prøveløsladelsesinstituttet, herunder spørgsmålet om

den recidivdæmpende faktor som følge af truslen om fuldbyrdelse

af reststraffen i tilfælde af ny kriminalitet. Også hensynet til

muligheden for ved fastsættelse af vilkår for prøveløsladelsen at

etablere efterforsorg omtales, ligesom prøveløsladelsens

strafafkortende virkning nævnes. Straffelovrådet udtaler i den

forbindelse (betænkningens s. 241) bl.a:

»Ser man bort fra den strafafkortende virkning, står det spørgsmål

tilbage, om brugen af prøveløsladelse har nogen betydning for de

senere forløb, eller man helt kan afskrive prøveløsladelsen eller

i hvert fald foretage en stærk begrænsning af den. Det er næppe

meget, der kan siges med bestemthed herom. Der er ingen grund til

at skjule, at man kan komme til at overvurdere den

kriminalitetsforebyggelse og den effektivisering af forsorgen,

der bevirkes ved prøveløsladelse. De prøveløsladte falder tilbage

i betydeligt omfang, og det må ofte stille sig tvivlsomt, om

effektiviteten af forsorgen er øget ved den kombination af tilbud

og tvang, der ligger i prøveløsladelse med tillægsvilkår.«

Dette synspunkt gør sig især gældende ved korte straffetider, hvor

Straffelovrådet a.st. s. 244 anfører, at de domfældtes risiko for

at komme til at udstå disse korte reststraffe antagelig er en

recidivhæmmende faktor af begrænset betydning. Begrænset er også

disse reststraffes betydning som en støtte for gennemførelsen af

et forsorgsarbejde. Straffelovrådet fremhæver, at det behov for

afkortning af idømte straffe, der kendes i praksis, afgjort gør

sig gældende med størst vægt med hensyn til de ikke-kortvarige og

navnlig de langvarige straffe.

Af andre hensyn, som Straffelovrådet peger på som momenter, der må

indgå i overvejelserne, kan nævnes hensynet til enkelhed og

overskuelighed i straffesystemet, hensynet til forudsigelighed og

ligelig behandling af de domfældte, sammenhængen mellem

anvendelse af prøveløsladelse og den samlede mængde afsonet

frihedsstraf, samt hensynet til nordisk retsfællesskab. Der

henvises i det hele til Straffelovrådets betænkning nr.

1099/1987, side 230-249.

2.3.2. På grundlag af den foran nævnte gennemgang af hensyn og

argumenter har Straffelovrådet i betænkningens kap. 14 foretaget

en samlet afvejning og fremlagt forslag til den fremtidige

udformning af prøveløsladelsesreglerne.

Straffelovrådet har herved delt sig i et flertal og et mindretal.

Flertallet har efter en afvejning af de forskellige hensyn, der er

nævnt ovenfor, fundet, at der er sådanne fordele ved

prøveløsladelse, at prøveløsladelse bør opretholdes. Der henvises

til Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987, side 253 ff.

Flertallet foreslår, at den regelmæssigt indtrædende betingede

strafafkortning ved prøveløsladelse efter to tredjedele af

straffetiden, dog mindst 2 måneder, opretholdes i et uformindsket

omfang. Adgangen til en undtagelsesvis fremrykket prøveløsladelse

foreslås opretholdt uændret.

Mindretallet har stillet to forslag. Principalt foreslås det, at den

ordinære/regelmæssige prøveløsladelse efter udståelse af to

tredjedele af straffetiden afskaffes, og at der alene opretholdes

en undtagelsespræget prøveløsladelse efter tre fjerdedele af

straffetiden, således som den udmåles efter den nye ordning.

Som en subsidiær løsning foreslår mindretallet, at den mindstetid på

2 måneder i § 38, stk. 1, der skal være afsonet, før ordinær

prøveløsladelse kan ske, forhøjes til 1 år. Den

undtagelsesprægede halvtidsregel i § 38, stk. 2, foreslås

opretholdt uændret, således at prøveløsladelse i særlige tilfælde

kan ske, når den dømte har udstået halvdelen af straffetiden og

mindst 2 måneder.

I det omfang, hvori prøveløsladelse bortfalder efter det principale

eller det subsidiære forslag, skal bortfaldet af prøveløsladelse

kompenseres ved reduktion af de udmålte straffe med gennemgående

en trediedel, idet der med nyordningen ikke tilsigtes en stigning

i den samlede mængde af afsonede frihedsstraffe.

Både flertallets forslag og mindretallets subsidiære forslag

indeholder endvidere en præcisering af de grunde, der kan medføre

afslag på ordinær prøveløsladelse, ligesom det er fælles for de

to forslag, at afgørelse om nægtelse af ordinær prøveløsladelse

kun kan træffes af justitsministeren og ikke af anstaltslederen.

Mens flertallet har valgt at udskyde spørgsmålet om klageadgang med

hensyn til afslag på prøveløsladelse til senere drøftelse i

forbindelse med overvejelserne om en lov om straffuldbyrdelse,

har mindretallet i sit subsidiære forslag anbefalet, at

afgørelser om nægtelse af ordinær prøveløsladelse efter udståelse

af to tredjedele af straffetiden, dog mindst 1 år, efter begæring

fra den indsatte skal indbringes for retten til prøvelse.

Med hensyn til det nærmere indhold af Straffelovrådets forslag og

bemærkningerne hertil henvises til betænkning nr. 1099/1987, s.

250-268.

2.3.3. Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at det er

vanskeligt at afgøre, hvilken betydning brugen af prøveløsladelse

kan antages at have i forbindelse med de pågældende personers

senere forløb.

Navnlig ved mere kortvarige frihedsstraffe er der som også anført af

Straffelovrådet ikke holdepunkter for at antage, at truslen om,

at en kortere reststraf kommer til udløsning i tilfælde af ny

kriminalitet, virker særlig recidivhæmmende.

Hertil kommer, at behovet for at anvende prøveløsladelsen som støtte

for efterforsorgsmæssige foranstaltninger generelt set heller

ikke er stort i disse tilfælde. Dette afspejles bl.a. i den

praksis, der følges med hensyn til fastsættelse af tilsynsvilkår

og særvilkår. I forbindelse med prøveløsladelse kan der i medfør

af straffelovens § 39, stk. 2, fastsættes vilkår om tilsyn.

Endvidere kan der fastsættes særvilkår om bl.a. arbejde og

ophold, alkoholistbehandling, psykiatrisk behandling m.v. Der

henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987, s. 271 ff.

I praksis anvendes særvilkår kun i forbindelse med ca. 10 pct. af

prøveløsladelserne efter straffe på fængsel i højst 1 år, mens de

anvendes i ca. 50 pct. af prøveløsladelserne efter straffe på

fængsel i over 1 år.

Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig

Straffelovrådets mindretals forslag om at begrænse

anvendelsesområdet for ordinær prøveløsladelse væsentligt. En

sådan begrænsning vil samtidig indebære, at forsorgsindsatsen vil

kunne koncentreres om domfældte med lange straffe, hvor behovet

for støtte må antages at være størst.

Justitsministeriet deler samtidig Straffelovrådets synspunkt om, at

prøveløsladelsesinstituttet ikke helt bør afskaffes. Der vil

altid kunne opstå situationer, hvor løsladelse før tiden er

nødvendig eller nærliggende, og hvor man i mangel af adgangen til

prøveløsladelse måtte anvende benådning. Navnlig ved

længerevarende straffe må der antages at være knyttet visse

positive virkninger til en ordning, hvorefter der i almindelighed

sker prøveløsladelse. Det vil således ikke kunne afvises, at den

henstående reststraf i disse tilfælde har en vis recidivdæmpende

virkning. Også behovet for støtte og forsorg efter løsladelsen

med henblik på den dømtes tilpasning til det øvrige samfund taler

i disse tilfælde til fordel for en bestemmelse om regelmæssig

prøveløsladelse. Som nævnt ovenfor er der også ved de

længerevarende straffe et langt større behov for at fastsætte

særvilkår i forbindelse med prøveløsladelse.

Ved korterevarende straffe kan der undtagelsesvis i særlige tilfælde

bestå et behov for at kunne anvende prøveløsladelse. Dette vil

navnlig gælde inden for det område, hvor den undtagelsesprægede

adgang til fremrykket prøveløsladelse efter § 38, stk. 2,

anvendes i dag, jf. ovenfor under pkt. 2.2. Herudover vil der

kunne være behov for at anvende den undtagelsesprægede

prøveløsladelse til at varetage behandlingsbehov i visse særlige

tilfælde, hvor dette behov i dag kan varetages gennem § 38, stk.

1. Ligeledes vil behovet for prøveløsladelse ved korterevarende

straffe kunne opstå i tilfælde, hvor en dansker, der er dømt i et

andet nordisk land, overføres til Danmark med henblik på afsoning

af den idømte straf, jf. nedenfor under pkt. 2.5.

De anførte synspunkter imødekommes efter Justitsministeriets

opfattelse bedst ved en ordning, hvor anvendelsesområdet for den

ordinære prøveløsladelse begrænses til domme på mere end 1 års

fængsel, mens den undtagelsesprægede adgang til fremrykket

prøveløsladelse med en mindste afsoningstid på 2 måneder

opretholdes uændret.

Justitsministeriets forslag bygger således i det væsentlige på

mindretallets subsidiære forslag i Straffelovrådet.

I forhold til mindretallets subsidiære forslag har

Justitsministeriet dog i § 38, stk. 1, 2. pkt. foreslået en

særlig regel til beregning af tidspunktet for prøveløsladelse ved

domme på mellem 1 år og 2 år. Reglen indebærer, at den domfældte

i disse tilfælde skal afsone 1 år plus en tredjedel af den

straffetid, der overstiger 1 år. Baggrunden for reglen er navnlig

ønsket om at undgå, at en straf på f.eks. 1 år og 6 måneder

medfører samme afsoningstid som en straf på 1 års fængsel. En

illustration af reglens nærmere betydning er optrykt nedenfor i

bemærkningerne til forslagets § 38.

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at der af

retssikkerhedsmæssige grunde er behov for en præcisering i

lovteksten af de grunde, der kan føre til nægtelse af ordinær

prøveløsladelse, som - når de tidsmæssige betingelser er opfyldt

- bør være den normale afslutning på et fængselsophold.

Lovforslaget er på dette punkt affattet i overensstemmelse med

formuleringen i mindretallets subsidiære forslag.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig Straffelovrådets

forslag om, at afgørelse om nægtelse af ordinær prøveløsladelse

kun skal kunne træffes af Justitsministeriet, og at eventuelle

afslag ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn som foreslået i

mindretallets subsidiære forslag af den dømte bør kunne begæres

indbragt for retten til prøvelse.

2.4. Spørgsmålet om strafudmåling.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.3.2. har mindretallet i

Straffelovrådet i forbindelse med sit forslag om en væsentlig

begrænsning af anvendelsesområdet for prøveløsladelse anlagt det

synspunkt, at nyordningen ikke bør medføre en stigning i den

samlede mængde af afsonede frihedsstraffe, og at der derfor i det

omfang prøveløsladelsen bortfalder skal gennemføres en almindelig

sænkning af de idømte straffe på gennemgående en tredjedel.

Justitsministeriet finder ikke, at det er muligt generelt at

fastslå, at de udmålte straffe skal reduceres med en tredjedel i

forhold til den nugældende udmålingspraksis. Domstolene må som

hidtil foretage den konkrete udmåling af straf på grundlag af en

samlet vurdering af det begåede forholds strafværdighed. Det må

bl.a. i den forbindelse inddrages i domstolenes vurdering, at der

i disse tilfælde ikke vil henstå en reststraf, som i givet fald

helt eller delvis kan komme til udløsning i tilfælde af

domfældelse for ny kriminalitet. Endvidere vil den løsladte have

udstået sin straf fuldt ud bl.a. med den virkning, at den

pågældende efter løsladelsen ikke vil kunne pålægges vilkår om

tilsyn m.v.En reduktion i den udmålte straf på en tredjedel ville

således medføre en lempelse af sanktionen i forhold til, hvad der

gælder i dag.

2.5. Internationalt strafferetligt samarbejde.

Efter den nordiske straffuldbyrdelseslov (lov nr. 214 af 31. maj

1963) kan danskere, der er dømt i et andet nordisk land,

overføres til Danmark med henblik på afsoning af den idømte

straf. Ifølge lovens § 4 omsættes den idømte straf til en straf

af samme varighed i Danmark. Efter lovens § 20 fuldbyrdes

straffen i overensstemmelse med dansk ret, hvis regler om

prøveløsladelse finder tilsvarende anvendelse.

Hvis en dansker idømmes en fængselsstraf i et andet nordisk land, og

fuldbyrdelsen sker i Danmark, vil han, navnlig hvis straffen er

på op til 12 måneder, efter de nye regler komme til at afsone

længere tid, end hvis fuldbyrdelsen var sket i domslandet. Det

bemærkes herved, at der ved straffens fastsættelse ikke kan

forventes at blive taget hensyn til, om domfældte skal afsone

straffen i Danmark og i den forbindelse vil være undergivet de

danske prøveløsladelsesregler. Dette problem er i dag kun af

mindre betydning på grund af løsladelsesreglernes relative

ensartethed.

I disse tilfælde vil Justitsministeriet være indstillet på at løse

problemet ved en anvendelse af bestemmelsen i § 38, stk. 2,

således at en dansker, der afsoner her, så vidt muligt løslades,

når den pågældende ville være blevet løsladt, hvis afsoningen var

foregået i vedkommende nordiske domsland.

Med hensyn til andre nordiske statsborgeres overførsel til

hjemlandet med henblik på afsoning af en straf idømt i Danmark

vil Justitsministeriet henlede de øvrige nordiske landes

justitsministeriers opmærksomhed på omlægningen af reglerne om

strafudmåling og prøveløsladelse i Danmark.

Ved overførsel fra de øvrige europæiske lande til Danmark opstår der

ikke et tilsvarende problem, idet konventionen om overførelse af

domfældte i art. 11 giver mulighed for omsætning/konvertering af

den idømte straf, hvilken fremgangsmåde Danmark i lov nr. 323 af

4. juni 1986 har valgt at følge. Dette indebærer, at der ved

omsætning af straffen i Danmark kan tages hensyn til

prøveløsladelsesreglerne på samme måde, som hvis forholdet alene

var blevet pådømt i Danmark.

3. Vold

3.1. Baggrunden for forslaget.

Spørgsmålet om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf har i de

senere år indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske

debat i Folketinget. Spørgsmålet om volden i samfundet har

således bl.a. været drøftet ved en forespørgselsdebat den 16.

januar 1986 (Folketingstidende 1985/86, sp. 5078 ff) og en

forespørgselsdebat den 12. november 1987 (Folketingstidende

1987/88 sp. 1750 ff).

Voldskriminaliteten har gennem årene været stigende og har nået et

meget højt niveau. Der henvises til tabel 1 og 2 i lovforslagets

bilag 3. Af tabel 1 fremgår bl.a., at antallet af anmeldte

voldsforbrydelser er fordoblet i perioden 1976-86 (fra 3.391 i

1976 til 6.708 i 1986), og viser en konstant stigning bortset fra

1982. Tabel 2 viser ganske vist, at der er sket et væsentligt

fald i anmeldte tilfælde af simpel vold og vold med uagtsom skade

til følge. Samtidig er der imidlertid i perioden 1982-86 sket en

kraftig stigning på ca. 30 pct. i anmeldelser for vold mod

sagesløs (fra 3.686 i 1982 til 4.793 i 1986).

Der er i de senere år iværksat forskellige foranstaltninger til

styrkelse af straffesystemets funktion i voldssager. Der er

således blevet gennemført ændringer i retsplejeloven og i

forbindelse hermed foretaget en række omlægninger af politiets og

anklagemyndighedens sagsbehandling, som tager sigte på en mere

effektiv behandling af bl.a. voldssager. Der er taget skridt til

at sikre, at behandlingen af voldssager fremskyndes mest muligt,

og at personer, der er idømt frihedsstraf for vold, hurtigst

muligt indkaldes til afsoning af den idømte straf. Endvidere er

der ved lov nr. 386 af 10. juni 1987 sket en udvidelse af

adgangen til at varetægtsfængsle i visse grove voldssager. Af

aktuelle initiativer kan nævnes det forslag til lov om ændring af

våbenloven (L 92), som justitsministeren har fremsat den 18.

november 1987, der har til formål at skærpe våbenloven med

henblik på at begrænse udbredelsen og anvendelsen af bl.a. knive.

I forbindelse med overvejelserne om en yderligere effektivisering er

der rejst spørgsmål om, hvorvidt straffelovens voldsbestemmelser

i §§ 244-246 er unødigt komplicerede i deres opbygning bl.a. med

den virkning, at de ikke blot er vanskelige at forstå for

menigmand, men også komplicerede at arbejde med, både for

domstolene og for politiet og anklagemyndigheden. Den

komplicerede opbygning af § 244 bevirker således, at der skal

arbejdes med en halv snes forskellige ansvarskategorier, før

domstolene kender den eller de strafferammer, som kommer i

betragtning. Hertil kommer de typer af forsætlig

legemsbeskadigelse, der henhører under §§ 245 og 246.

Det er endvidere blevet anført, at et mere forenklet regelgrundlag i

mange tilfælde ville muliggøre en hurtigere sagsbehandling. Denne

sammenhæng er bl.a. kommet til udtryk i folketingsbeslutningen af

25. maj 1984 om en øget indsats mod volden (Folketingstidende

1983/84, sp. 806, 1683, 7085, tillæg A sp. 1477, B sp. 1141 og C

sp. 583), hvor det i pkt. 5 i afsnittet om hurtigere

sagsbehandling hedder: »Den i forhold til andre lande særdeles

komplicerede lovgivning vedrørende vold (straffelovens §§

244-246) drøftes i Straffelovrådet med henblik på en forenkling.«

Det er også et spørgsmål, hvorvidt de straffe, der udmåles i

voldssager, kan anses for passende ikke kun ud fra almen- og

specialpræventive synspunkter, men også ud fra en

proportionalitetsvurdering af forholdet mellem forbrydelsens

grovhed og den forskyldte straf.

Bl.a. på baggrund af disse betragtninger har Straffelovrådet i

betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse i

kap. 6, hvor spørgsmålet om voldsforbrydelser behandles, ikke

begrænset sig til at foretage en gennemgang af strafferammerne

for vold, men har udarbejdet et forslag til en ny og mere

forenklet udformning af voldsbestemmelserne, jf. nedenfor under

pkt. 3.3., ligesom Straffelovrådet har foretaget en nærmere

vurdering af det nugældende udmålingsniveau i voldssager, jf.

nedenfor under pkt. 3.4.

3.2. Nugældende retstilstand.

De nugældende bestemmelser om vold findes i straffelovens §§ 244-246.

Der findes imidlertid også andre bestemmelser, der vedrører vold

eller hvor vold kan indgå som en del af gerningsindholdet. Som

eksempler fra straffeloven kan nævnes § 119 (vold mod offentlig

myndighed), § 134 a (opløb), § 216 (voldtægt), § 260 (ulovlig

tvang), § 183 a (flykapring) og § 288 (røveri). En del sager om

slagsmål og vold af mindre alvorlig karakter afgøres efter

politivedtægternes § 3.

Med hensyn til indholdet af straffelovens §§ 244-246 kan anføres

følgende:

Det afgørende for, om en voldshandling skal henføres til § 244, §

245 eller til § 246, er, hvad gerningsmanden ved voldsudøvelsen

har forsæt til. § 244 anvendes, når gerningsmanden ved

voldsudøvelsen ikke har haft forsæt til at forvolde legemsskade.

Hvis gerningsmanden har haft fortsæt til at påføre offeret skade på

legeme eller helbred, henhører forholdet under § 245 eller § 246

afhængigt af, hvor alvorlig en skade der har været forsæt til at

forvolde. Er der forsæt til, at offeret skal dø, henhører

forholdet under § 237 om manddrab.

Inden for § 244 er grunddeliktet vold (legemskrænkelse) beskrevet i

stk. 1. Straffen for overtrædelse af stk. 1 er bøde eller hæfte.

Ifølge § 244, stk. 5, er forfølgning af sager, hvor der alene er

spørgsmål om overtrædelse af § 244, stk. 1, som hovedregel

undergivet privat påtale.

I § 244, stk. 2, 3 og 4, er opregnet en række forhold, der kan

bevirke en skærpelse af straffen. Efter stk. 2 kan straffen stige

til fængsel i 2 år, hvis offeret er en gravid kvinde, eller hvis

den udøvede vold kan betegnes som særlig farlig, rå eller brutal.

Hvis der foreligger uagtsom legemsskade som følge af den

forsætlige legemskrænkelse, er straffen hæfte eller fængsel

indtil 2 år, under særlig formildende omstændigheder bøde, jf.

stk. 3. Har voldsudøvelsen karakter af mishandling, er straffen

hæfte eller fængsel indtil 2 år. Er skaden så alvorlig, at

offeret dør eller påføres grov legemsbeskadigelse, kan straffen

stige til fængsel i 6 år.

Efter § 244, stk. 4, medfører det en skærpet bedømmelse, hvis der er

tale om overfald, det vil sige vold udøvet mod en sagesløs

person. I disse tilfælde er straffen fængsel indtil 2 år. I visse

mildere tilfælde er der dog også mulighed for at anvende bøde

eller hæfte, medens straffen i grovere tilfælde kan stige til

fængsel i 6 år.

Ved forsætlig legemsbeskadigelse efter § 245 er straffen hæfte eller

fængsel indtil 3 år, under særlig formildende omstændigheder

bøde. Efter § 245 stk. 2, er straffen fængsel indtil 8 år, hvis

legemsbeskadigelsen er begået under de i § 244, stk. 2 og 4,

angivne omstændigheder. Det samme gælder, hvis

legemsbeskadigelsen har været forbundet med mishandling eller

haft døden eller grov legemsbeskadigelse som uagtsom følge.

Straffen for forsætlig grov legemsbeskadigelse efter § 246 er

fængsel fra 1 til 12 år.

Som tidligere nævnt bevirker den komplicerede opbygning af § 244, at

der skal arbejdes med en halv snes forskellige ansvarskategorier,

før domstolene kender den eller de strafferammer, som kommer i

betragtning, hvortil kommer de typer af forsætlig

legemsbeskadigelse, der henhører under §§ 245 og 246.

3.3. Forslag til en ny udformning af voldsbestemmelserne.

I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

anfører Straffelovrådet, at det efter Rådets opfattelse vil være

hensigtsmæssigt at søge det ovenfor beskrevne system i §§ 244-246

forenklet. Som fordele ved en sådan forenkling har Rådet peget

på, at reglerne herved bliver lettere at forstå, og at

forenklingen vil kunne bidrage til en hurtigere behandling af

voldssager.

Straffelovrådet anbefaler, at forenklingen af voldsbestemmelserne

gennemføres på den måde, at man i loven giver afkald på en

detaljeret opregning af de omstændigheder, der kan kendetegne en

voldsforbrydelse som mere eller mindre grov, og i stedet nøjes

med at opstille nogle få kategorier af voldsforbrydelser inddelt

efter graden af grovhed.

Straffelovrådet fremhæver i den forbindelse det principielle

synspunkt, at lovens beskrivelse af strafbar vold bør lægge mest

mulig vægt på selve voldens beskaffenhed, og at strafferammerne

for vold af forskellige grovhedsgrader derfor bør fastsættes på

en sådan måde, at der inden for hver kategori er plads til de

strafskærpelser, som kvalificerende omstændigheder ved volden,

herunder uagtsomme skadevirkninger og offerets sagesløshed, kan

begrunde i det enkelte tilfælde.

Om det nærmere indhold af Straffelovrådets forslag til ny affattelse

af §§ 244-246 og Rådets bemærkninger hertil henvises til

betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side

150-155.

Specielt med hensyn til spørgsmålet om det nærmere valg af

strafferammer og om strafudmåling henvises til pkt. 3.4. nedenfor.

Justitsministeriets er enig i, at der er behov for en forenkling af

straffelovens voldsbestemmelser, og kan tiltræde, at forenklingen

sker på den måde, som Straffelovrådet har foreslået. Det

foreliggende lovforslag er udformet i overensstemmelse hermed.

Forslaget til ny affattelse af § 244, der i sin beskrivelse af

gerningsindholdet svarer til den nugældende bestemmelse i § 244,

stk. 1, indebærer ingen ændringer i afgrænsningen af, hvad der er

strafbar vold. Derimod indebærer forslaget bl.a., at de

kvalificerende omstændigheder, der består i uagtsomme følger og

sagesløshed hos voldsofferet, udgår af loven som legale

skærpelseskriterier. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med,

at sådanne omstændigheder ikke længere skal tillægges betydning

ved bedømmelsen af voldssager. Det betyder blot, at det overlades

til domstolene at afgøre, hvilken vægt der skal tillægges sådanne

forhold ved udmåling af straf inden for normalrammen på 1 år og 6

måneder.

Selv om uagtsomme skader af forsætlig vold udgår som legal

skærpelsesgrund, er det ikke tanken, at der i stedet skal

straffes i sammenstød med § 241 eller § 249 i de tilfælde, hvor

ordinær vold har haft de uagtsomme følger, der er omfattet af de

nævnte bestemmelser.

For så vidt en uagtsom legemsskade er udslag af, at volden har haft

en særlig rå, brutal eller farlig karakter, hvilket i

almindelighed vil være tilfældet ved mere alvorlige skader,

henhører forholdet under § 245, stk. 1, og er dermed undergivet

en strafferamme på fængsel i 4 år. I meget grove tilfælde vil §

246 med en strafferamme på fængsel indtil 8 år kunne anvendes.

Specielt med hensyn til spørgsmålet om sagesløshed bemærkes, at det

i praksis ikke sjældent volder vanskeligheder at foretage den

afgrænsning af, om voldsofre kan anses for sagesløse, som den

nugældende udformning af voldsbestemmelserne nødvendiggør. Der

forekommer en del tilfælde, hvor det på den ene side er klart, at

voldsofferet ved sine udtalelser eller sin adfærd i nogen grad

har givet anledning til voldsudøvelsen, men hvor det på den anden

side findes betænkeligt at statuere, at han eller hun ikke har

været sagesløs. Efter forslaget vil det ikke længere være

nødvendigt at inddele voldsofre i sagesløse og ikke-sagesløse.

Det vil bero på rettens nærmere vurdering, hvilken vægt der skal

lægges på de foreliggende oplysninger om voldsofferets

forudgående adfærd og på forholdet mellem gerningsmand og offer

sammenholdt med voldens beskaffenhed og andre faktorer, der har

betydning for strafudmålingen.

Den nugældende regel i §§ 244, stk. 5, om privat påtale i sager

efter § 244, stk. 1, udgår, således at al vold efter forslaget

principielt bliver undergivet offentlig påtale.

I tilfælde, hvor handlingen har medført en så ringe krænkelse, at

den efter de hidtidige regler alene ville være omfattet af

straffelovens § 244, stk. 1, vil politiet i almindelighed først

have retlig anledning til at iværksætte en efterforskning, når

der foreligger en egentlig anmeldelse fra den, der mener sig

forurettet.

Den foreslåede bestemmelse i § 245, stk. 1, om kvalificeret vold har

en strafferamme på fængsel indtil 4 år og omfatter de forhold,

der i dag er beskrevet i § 244, stk. 2, om særlig farlig, rå

eller brutal vold, § 244, stk. 3, 2. pkt., om mishandling og §

244, stk. 4, sidste punktum, jf. stk. 2 og 3. Uagtsomme følger af

ordinær vold er ikke medtaget blandt de kvalificerende

omstændigheder. Ordinær vold henhører under § 244, og uagtsomme

skader heraf kan i almindelighed ikke bringe forholdet ind under

§ 245, stk. 1. Er der tale om alvorlige skader, kan der

imidlertid være holdepunkter for at bedømme den udøvede vold som

særlig farlig og dermed omfattet af § 245, stk. 1.

§ 245, stk. 2, omfatter forsætlig legemsbeskadigelse. Det markeres

herved, at forsæt til legemsbeskadigelse gør en voldshandling

særlig grov. I almindelighed vil stk. 2 ikke have nogen

selvstændig betydning ved siden af stk. 1, idet vold udøvet med

forsæt til skade som regel vil være af særlig rå, brutal eller

farlig karakter. Der kan dog tænkes situationer, hvor dette ikke

vil være tilfældet, og her vil bestemmelsen i § 245, stk. 2, være

nødvendig for at markere, at forsæt til skade i sig selv

kendetegner en voldshandling som særlig grov og derfor er

undergivet en strengere strafferamme end normalrammen på 1 år og

6 måneder i § 244.

Den nugældende, meget restriktivt affattede bestemmelse i § 246 om

forsætlig grov legemsbeskadigelse anvendes meget sjældent. Der

foreslås en ændret formulering af § 246, hvilket bl.a. vil

indebære, at den ud over de meget få tilfælde, der i dag henføres

til § 246, vil komme til at omfatte de groveste af de

voldstilfælde, der i dag henhører under § 244, stk. 4, jf. stk. 2

og 3, samt en del af de tilfælde, der er omfattet af den

nugældende bestemmelse i § 245, stk. 2. Således tænkes § 246

bl.a. anvendt i sager om grov vold, hvor offeret er afgået ved

døden, men hvor der ikke kan bevises forsæt til drab efter § 237.

3.4. Strafferammer og strafudmåling

3.4.1. Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse s. 145-146 udarbejdet en

oversigt over strafudmålingen i voldssager til brug for sine

overvejelser om, hvilke strafferammer der skal fastsættes i de

nye voldsbestemmelser. Straffelovrådet har i den forbindelse

taget det udgangspunkt, at strafferammerne stort set bør tillade

samme strafniveau for de forskellige gerningstyper, som er

anvendt i hidtidig praksis.

Straffelovrådet har på den baggrund foreslået, at normalrammen i §

244 fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder

(et mindretal har foreslået et strafmaksimum på 1 år).

Strafferammerne i § 245 og § 246 er forelsået fastsat til fængsel

i henholdsvis 4 år og 8 år.

Justitsministeriet har ved udarbejdelsen af forslaget fulgt

Straffelovrådets indstilling.

De valgte strafferammer indebærer, at der for visse voldstypers

vedkommende bliver tale om et mindre strafmaksimum end det, der

gælder i dag. Dette vil bl.a. være tilfældet i sager om ordinær

vold mod sagesløs med mindre skader til følge, der i dag er

omfattet af § 244, stk. 4, jf. stk. 3, og som efter forslaget vil

henhøre under § 244. Omvendt vil bl.a. forhold, der i dag er

undergivet et strafmaksimum i § 244, stk. 2, på fængsel i 2 år,

efter forslaget være omfattet af § 245, stk. 1, med et

strafmaksimum på fængsel indtil 4 år.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse afgørende vægt på at

fremhæve, at strafmaksima i §§ 244-246 i overensstemmelse med

Straffelovrådets indstilling er fastsat ud fra overvejelser om -

bl.a. støttet på oplysninger om gældende udmålingspraksis -

hvilken straf der bør kunne være plads til at udmåle for den

enkelte gerningstype i sin grovest tænkelige form. Der er derimod

ikke i kraft af selve de fastsatte strafmaksima tilsigtet nogen

generel påvirkning af det faktiske udmålingsniveau i voldssager.

Det foreslåede normalmaksimum i § 244 skal således ikke opfattes

som et signal til en lavere strafudmåling, men er udtryk for en

tilpasning af lovens hovedregel til det faktiske behov for

udmåling i det store flertal af almindelige voldssager. Det

behov, der kan være for at justere den nugældende

udmålingspraksis i visse typer af voldssager, er omtalt nedenfor.

3.4.2. Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1. har Straffelovrådet i

betænkning nr. 1099/1987 ikke begrænset sig til at foreslå en ny

og forenklet affattelse af straffelovens voldsbestemmelser. Rådet

er også gået ind i en nærmere vurdering af de straffe, der

faktisk udmåles i voldssager. Til brug for denne vurdering har

Straffelovrådet bl.a. udarbejdet en oversigt over inddeling af

voldshandlinger i forskellige typer, som f.eks. gadevold,

restaurationsvold, selskabsvold, familievold, osv. Endvidere er

der i betænkningen foretaget en gennemgang af udmålingspraksis i

voldssager. Af betænkningens tabel 17 (side 120), hvor

udmålingspraksis ved berigelsesforbrydelser og voldsforbrydelser

sammenlignes, fremgår, at der i ca. 60 pct. af samtlige

voldssager i 1984 blev idømt ubetinget frihedsstraf. Betinget dom

og tiltalefrafald anvendtes i ca. 25 pct. af sagerne, medens

bødestraf blev idømt i ca. 14 pct. af sagerne.

Ser man alene på længden af de udmålte frihedsstraffe, viser Rådets

gennemgang af udmålingspraksis for perioden 1979-1984

(betænkningen s. 145-146), at ca. 80-85 pct. af alle udmålte

fængsels- og hæftestraffe for vold ikke overstiger 3 måneder, og

i langt de fleste domme overstiger de fastsatte straffe ikke 60

dage.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om strafudmålingen i

voldssager kan anses for passende. Straffelovrådet har

sammenfattende udtalt, at man hverken kan anbefale en almindelig

strafskærpelse eller betydelige reduktioner i sanktionsniveauet i

voldssager. Derimod har Rådet peget på behovet for en større

nuancering af strafudmålingen, bl.a. således at der på den ene

side indtræder skærpelser med hensyn til nogle af de groveste

tilfælde inden for normalområdet, navnlig hvor det drejer sig om

tilfældig vold af grov karakter, samtidig med at bødestraf og

betinget dom anvendes i lidt videre omfang i mindre alvorlige

sager.

Justitsministeriet deler Straffelovrådets opfattelse, hvorefter der

er behov for en større differentiering af strafudmålingen i

voldssager indenfor normalområdet. Det er ikke tilfredsstillende,

at der i dag almindeligvis kun er en straflængde på omkring een

måned, der skiller de grove fra de mindre grove tilfælde inden

for normalområdet. En større nuancering bør efter

Justitsministeriets opfattelse ske ved, at straffene i de grovere

tilfælde skærpes. Herved vil der blive skabt et mere

proportionalt forhold i strafudmålingen mellem forskellige typer

af voldsforbrydelser indbyrdes. Som grovere tilfælde indenfor

normalområdet tænkes f.eks. på tilfælde, hvor gerningsmanden

overfalder helt sagesløse personer med knytnæveslag og/eller

spark eventuelt med skade til følge. Er der ved voldsudøvelsen

anvendt våben, herunder kniv, falder forholdet udenfor

normalområdet og vil være undergivet en væsentlig strengere

bedømmelse.

Det fremgår af de ovenfor angivne oplysninger om udmålingspraksis i

voldssager, at der i et vist omfang i dag anvendes bøde og

betinget dom. Justitsministeriet har ikke grundlag for generelt

at vurdere, om det i mindre alvorlige sager om vold vil være

forsvarligt at anvende bøde og betinget dom i videre omfang, end

det allerede finder sted i dag.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Skønnet over de økonomiske konsekvenser af den foreslåede væsentlige

begrænsning i anvendelsen af prøveløsladelse er forbundet med

betydelig usikkerhed, idet en række faktorer vil være medvirkende

ved domstolenes fremtidige strafudmålinger.

Forslaget om revision af straffelovens voldsbestemmelser tilsigter

som anført bl.a. en større differentiering af strafudmålingen i

visse voldssager. Forslaget forudsætter således en skærpelse af

straffen i grovere sager.

Uanset at de økonomiske konsekvenser af ændrede

prøveløsladelsesregler og ændrede voldsbestemmelser således vil

afhænge af domstolenes udmålingspraksis, vil de foreslåede regler

efter Justitsministeriets vurdering kunne medføre en vis stigning

i den samlede mængde frihedsstraffe, der skal afsones. Hvor stor

en sådan stigning vil blive, er vanskeligt at sige mere præcist.

Såfremt udviklingen i domstolenes praksis efter den foreslåede

lovændring måtte tale derfor, vil Justitsministeriet tage

spørgsmålet om denne udviklings eventuelle ressourcemæssige

konsekvenser op til overvejelse, herunder med henblik på eventuel

særskilt forelæggelse for de bevilgende myndigheder.

Efter lovforslagets § 38 a kan klager over afslag på ordinær

prøveløsladelse indbringes for domstolene. Vurderingen af,

hvilket antal klager der vil blive indbragt for domstolene, er

forbundet med betydelig usikkerhed. Justitsministeriet skønner

imidlertid, at antallet af indbragte klagesager må antages at

blive forholdsvis begrænset. På denne baggrund finder

Justitsministeriet, at forslagets regel om domstolsprøvelse ikke

kan antages at påføre domstolene merarbejde af væsentligt omfang.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller

administrative konsekvenser af betydning.

5. Hørte myndigheder m.v.

Der er indhentet udtalelse over Straffelovrådets betænkning nr.

1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fra præsidenterne

for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i

Århus, Odense og Ålborg, fra Den danske Dommerforening,

rigsadvokaten, rigspolitichefen, Politidirektøren i København,

Foreningen af politimestre i Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen,

Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Forsvarsministeriet,

Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk Politiforbund, Dansk

Fængselsforbund, HK-landsklubben for Kriminalforsorgen,

Foreningen af Fængselsinspektører m.fl. samt fra

Kriminalforsorgsforeningen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 1, indeholder de tidsmæssige

betingelser for ordinær prøveløsladelse. Efter bestemmelsen skal

der tages stilling til spørgsmålet om prøveløsladelse, når to

trediedele af straffetiden, dog mindst 1 år, er udstået. For

domme på mellem 1 år og 2 år foreslås der den særregel, at der

først skal tages stilling til spørgsmålet om prøveløsladelse, når

1 år plus en trediedel af den resterende straffetid er udstået.

Virkningen af særreglen fremgår af følgende skema:

Straf Afsoningstid med særreglen Afsoningstid uden særreglen

1 år 1 år 1 år

1 år 3 mdr. 1 år 1 md. 1 år

1 år 6 mdr. 1 år 2 mdr. 1 år

1 år 9 mdr. 1 år 3 mdr. 1 år 2 mdr.

2 år 1 år 4 mdr. 1 år 4 mdr.

Baggrunden for særreglen er ønsket om at undgå, at straffe på f.eks.

1 år og 6 måneder medfører samme afsoningstid som straffe på

f.eks. 1 år, hvilket ville være tilfældet, hvis § 38, stk. 1, 1.

pkt., stod alene.

§ 38, stk. 2, angiver de materielle betingelser, hvorunder ordinær

prøveløsladelse efter stk. 1 kan nægtes. Selv om adgangen til

prøveløsladelse således er fakultativ, er det forudsat, at

prøveløsladelse er den normale afslutning på et fængselsophold,

når de tidsmæssige betingelser efter stk. 1 er opfyldt.

Prøveløsladelse kan således kun nægtes, hvis der er nærliggende fare

for, at den dømte vil begå nyt strafbart forhold af væsentlig

betydning, og fortsat straffuldbyrdelse må anses for nødvendig

for at forebygge denne fare. Med denne afslagsgrund tilsigtes

tilvejebragt en lovfæstelse af det utilrådelighedskriterium, der

anvendes i praksis, jf. bilag 1. Som strafbart forhold af

væsentlig betydning anses i almindelighed kriminalitet, der

forventes at ville medføre fængselsstraf i 3-4 måneder eller

derover. Der tilsigtes således på dette punkt ingen ændringer i

forhold til nugældende praksis, således som den er beskrevet i

bilag 1. I vurderingen af recidivrisikoen vil der også kunne

tages hensyn til den dømtes forhold under afsoningen. Har den

pågældende under afsoningen gjort sig skyldig i nyt strafbart

forhold, undvigelse eller i anden grov tilsidesættelse af de

regler, der gælder for strafudståelsen, vil dette være momenter,

der taler imod løsladelse på prøve. Herudover kan prøveløsladelse

kun nægtes, hvis den dømte modsætter sig prøveløsladelse på de

vilkår, som ville blive fastsat. Dette svarer til den gældende

retstilstand.

Derimod vil det ikke længere være en forudsætning for

prøveløsladelse, at der er sikret den dømte passende ophold og

arbejde eller andet underhold, jf. den nugældende § 38, stk. 5.

Hvis ordinær prøveløsladelse nægtes, skal spørgsmålet om

prøveløsladelse senere tages op til fornyet overvejelse, såfremt

den resterende straffetid gør det muligt, jf. § 38, stk. 4. Dette

gælder, uanset om nægtelsen af prøveløsladelse er blevet tiltrådt

af retten efter § 38 a, stk. 2.

I § 38, stk. 3, opretholdes den gældende undtagelsesprægede adgang

til fremrykket prøveløsladelse. Bestemmelsen, der ikke kun gælder

for straffetider på under 1 år, men også for længere straffe, er

omformuleret i forhold til den gældende bestemmelse i § 38, stk.

2, for at fremhæve, at det væsentlige ikke er løsladelse efter

den halve tid.

Det væsentlige er, at bestemmelsen giver mulighed for i særlige

tilfælde at anvende prøveløsladelse, selv om den dømte ikke har

afsonet en mindstetid på 1 år. Herudover kan bestemmelsen

anvendes til en vis fremrykning af løsladelsen ved længere

afsoningstider, hvor den afsonede straffetid endnu ikke udgør to

tredjedele af straffen.

Den ekstraordinære adgang til prøveløsladelse efter § 38, stk. 3,

tænkes i det væsentlige anvendt inden for det samme snævre område

som den nugældende § 38, stk. 2, jf. bilag 2.

Som nævnt ovenfor i de almindelige bemærkninger under pkt. 2.3.3.

vil der endvidere kunne være et behov for at anvende den

undtagelsesprægede prøveløsladelse til at varetage

behandlingsbehov i visse særlige tilfælde og til at sikre, at

danskere, der overføres til Danmark til afsoning af en

frihedsstraf idømt i et andet nordisk land, så vidt muligt ikke

får en længere afsoningstid, end den pågældende ville have fået,

hvis straffen var blevet afsonet i domslandet.

En forudsætning for prøveløsladelse efter § 38, stk. 3, i disse

tilfælde vil dog altid være, at afslagsgrundene som beskrevet i §

38, stk. 2, ikke foreligger.

Lovforslaget opretholder ikke den nugældende regel i § 38, stk. 3,

om, at der i almindelighed ikke kan ske prøveløsladelse, når den

resterende straffetid er mindre end 30 dage.

Ligeledes foreslås den gældende regel i § 38, stk. 4, ophævet. Efter

bestemmelsen kan der ikke ske prøveløsladelse med hensyn til den

ubetingede del af en dom efter § 58, stk. 1. Bestemmelsen blev

indsat ved lov nr. 239 af 1. juni 1982 samtidig med, at

mindstetiden for prøveløsladelse blev nedsat fra 4 måneder til 2

måneder. Ved en gennemførelse af forslaget om at forhøje

mindsteafsoningstiden ved ordinær prøveløsladelse fra 2 måneder

til 1 år vil der ikke længere kunne opstå spørgsmål om ordinær

prøveløsladelse med hensyn til den ubetingede del af en

kombinationsdom efter § 58, stk. 1, der højst kan være 3 måneder.

Derimod vil en ophævelse af reglen indebære, at det i princippet

ikke vil være udelukket, at den undtagelsesprægede regel i § 38,

stk. 3, kan anvendes til prøveløsladelse fra den del af den

ubetingede straf, der overstiger 2 måneder. Da de særlige

omstændigheder, der skal foreligge som betingelse for anvendelse

af § 38, stk. 3, imidlertid næppe vil kunne tænkes at være til

stede ved sådanne kombinationsdomme, hvor der udover den

ubetingede strafdel også er en betinget strafdel, hvortil der

eventuelt er knyttet tilsyn m.v., foreslås den gældende

bestemmelse i § 38, stk. 4, ophævet.

Til nr. 2

I § 38 a, stk. 1, foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse

om prøveløsladelse henhører under justitsministeren eller den,

som ministeren med hensyn til bestemte grupper af sager

bemyndiger dertil. Afgørelser om nægtelse af ordinær

prøveløsladelse kan dog kun træffes af justitsministeren

(Direktoratet for Kriminalforsorgen).

Hvis en indsat, der opfylder de tidsmæssige betingelser efter § 38,

stk. 1, bliver nægtet ordinær prøveløsladelse, kan den pågældende

forlange, at afgørelsen af anklagemyndigheden indbringes for

retten til prøvelse. Sagen indbringes for den i straffelovens §

59, stk. 3, nævnte byret (i almindelighed den ret, som har afsagt

straffedommen). Justitsministeriet forudsætter, at der i disse

sager beskikkes en forsvarer til at bistå den indsatte.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, som i givet fald kan

indbringes for højere ret efter de almindelige regler om kære.

Til nr. 3

Om forholdet mellem de gældende bestemmelser i straffelovens §§

244-246 og de foreslåede bestemmelser henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.3.

I § 244 er hovedbestemmelsen om strafbar vold beskrevet.

Beskrivelsen, der svarer til den hidtil anvendte, indebærer ingen

ændringer i den nedre afgrænsning af, hvilke fysiske krænkelser

der udgør strafbar vold. Straffen for overtrædelser af § 244 er

bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Der henvises

herved til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.1.

§ 244 omfatter alle tilfælde af forsætlig vold, hvor den udøvede

vold efter sin beskaffenhed ikke kan betegnes som særlig rå,

brutal eller farlig eller som mishandling, jf. § 245, stk. 1. Har

gerningsmanden ved voldsudøvelsen haft forsæt til at påføre

offeret skade på legeme eller helbred, henhører forholdet under §

245, stk. 2.

§ 244 må forventes at finde anvendelse på langt de fleste

voldshandlinger, der kommer til pådømmelse. Som eksempler kan

nævnes slag, herunder lussinger og knytnæveslag, kast med

genstande, der rammer en anden, benspænd, førergreb, bid og

lignende. Om forholdet mellem § 244 og § 245, stk. 1, henvises

til bemærkningerne til § 245, stk. 1.

Tilføjelsen »eller på anden måde angriber en andens legeme« vil

ligesom i dag omfatte nogle legemsangreb, der består i

fremkaldelse af bevidstløshed, ildebefindende og lignende, og som

ligger på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige

forståelse af udtrykket »øver vold«.

For så vidt angår spørgsmålet om betydningen af uagtsomme skader og

sagesløshed hos offeret henvises til de almindelige bemærkninger

under pkt. 3.3.

Ved de såkaldt sammensatte forbrydelser, herunder voldtægt og

røveri, hvor vold kan indgå som tvangsmiddel, skal der kun

straffes i sammenstød med voldsbestemmelserne, hvis den anvendte

vold er omfattet af § 245 eller § 246.

Den foreslåede bestemmelse i § 245 vedrører to tilfælde af

kvalificeret vold, i hvilke maksimumsstraffen for vold forhøjes

til 4 års fængsel. Anvendelsen af § 245 medfører ikke

obligatorisk, at der skal idømmes en straf over maksimum i § 244.

Når lovens betingelser er opfyldt, vil bestemmelsen kunne

anvendes som grundlag for en straf, der ligger under maksimum i §

244, men på den anden side over det almindeligt anvendte

strafniveau for voldsforbrydelser af ordinær type.

§ 245, stk. 1, omfatter den vold, der efter sin beskaffenhed må

betegnes som særlig rå, brutal eller farlig, eller som har

karakter af mishandling.

Legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter tænkes

afgrænset på samme måde som hidtil efter den gældende bestemmelse

i § 244, stk. 2. Som eksempler på forhold, der vil være omfattet

af § 245, stk. 1, kan nævnes voldshandlinger begået under

anvendelse af våben, såsom geværer, pistoler, økser, knive m.v.,

og kast med genstande, der kan påføre offeret ikke uvæsentlige

skader. Slag med redskaber, som f.eks. ølflasker, stave, kæder

m.v. vil efter omstændighederne også være omfattet af

bestemmelsen. Også vold, der udøves uden anvendelse af redskaber

og våben, kan være omfattet af § 245, stk. 1. Således må

håndkantslag mod halsen, kvælergreb og i almindelighed også spark

i ansigtet betegnes som vold af særlig rå, brutal eller farlig

karakter. Når der anvendes våben, vil der samtidig ofte være

grundlag for også at anvende § 245, stk. 2, om forsætlig

legemsbeskadigelse. Om anvendelse af § 246 henvises til

bemærkningerne nedenfor.

Ved mishandling, der i dag er beskrevet i § 244, stk. 3, 2. pkt.,

forstås en gentagen voldsudøvelse over en vis tidsperiode mod et

mere eller mindre værgeløst offer, typisk et barn eller en

ægtefælle. Udtrykket mishandling vil få selvstændig betydning i

de tilfælde, hvor den vold, der anvendes, ikke er af særlig rå,

brutal eller farlig karakter.

Efter § 245, stk. 2, straffes den, der forsætligt tilføjer en anden

person skade på legeme eller helbred. Ikke kun den fysiske, men

også den psykiske helbredstilstand er omfattet. »Skade« skal

forstås i overensstemmelse med hidtidig praksis. Som skade anses

efter praksis bl.a. udslåede eller beskadigede tænder, snitsår

eller flænger, der kræver syning, en brækket finger eller tå, og

hjernerystelser (bortset fra de letteste).

En afgørende betingelse for anvendelse af bestemmelsen er, at

gerningsmanden har handlet med forsæt til at tilføje den

pågældende skade, jf. straffelovens § 19. Kan skadetilføjelsen

alene tilregnes gerningsmanden som uagtsom, falder forholdet uden

for § 245, stk. 2.

Foreligger der særdeles skærpende omstændigheder i forbindelse med

en overtrædelse af § 245, henhører forholdet under § 246.

§ 246 omfatter de groveste former for vold og giver mulighed for at

idømme straf af indtil 8 års fængsel. En anvendelse af den

foreslåede bestemmelse i § 246 vil for det første altid

forudsætte, at volden er omfattet af § 245. Enten skal der være

handlet med forsæt til legemsskade (§ 245, stk. 2), eller også

skal volden være »af særlig rå, brutal eller farlig karakter«,

eller der skal foreligge mishandling (§ 245, stk. 1). Dernæst

skal der i øvrigt foreligge »særdeles skærpende omstændigheder«,

og det er fremhævet, at denne bedømmelse kan skyldes voldens

grove beskaffenhed eller dens alvorlige følger. Det sidstsnævnte

led vil omfatte forsætlig og uagtsom påførelse af meget betydelig

legemsskade, herunder varig invalidering, samt uagtsom

forvoldelse af dødens indtræden - alt som nævnt under den

forudsætning, at volden er omfattet af § 245.

Som nævnt ovenfor i de almindelige bemærkninger under pkt. 3.3.

tænkes § 246 bl.a. anvendt i sager om grov vold, herunder skud

med våben eller stik med kniv, hvor offeret er afgået ved døden,

men hvor der ikke kan bevises forsæt til drab efter § 237.

Hvor der ikke er tale om voldsfølger som skærpende omstændigheder,

vil § 246 omfatte de groveste tilfælde blandt dem, der er

omfattet af § 245, stk. 1.

Til nr. 4

Den nugældende bestemmelse i § 248 indeholder i stk. 1 en regel om

betydningen af samtykke til legemsangreb. Denne regel foreslås

som anbefalet af Straffelovrådet ophævet som overflødig.

Bestemmelsen i den gældende § 248, stk. 2, om strafnedsættelse og

strafbortfald ved legemsangreb begået i forbindelse med slagsmål

og i tilfælde, hvor den angrebne har øvet gengæld mod angriberen,

bevares med en formulering, der er lidt ændret som en konsekvens

af den ændrede opbygning af voldsbestemmelserne i § 244-246.

Affattelsen af § 248 er i overensstemmelse med Straffelovrådets

forslag. Der henvises til betænkning nr. 1099/1987 om

strafferammer og prøveløsladelse, side 159-160.

Forslaget til ny formulering af § 249 er af redaktionel karakter.

Den nye formulering er en konsekvens af, at sondringen i den

gældende § 249 mellem § 246-skader og mindre betydelige skader

som følge af den ændrede opbygning af §§ 244-246 ikke kan

opretholdes. Der tilsigtes ingen realitetsændringer med den nye

formulering af bestemmelsen.

Formuleringen svarer til Straffelovrådets forslag, jf. betænkning

nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, side 166-167,

bortset fra at det gældende strafmaksimum på fængsel i 4 år

foreslås opretholdt uændret.

Til § 2

Forslaget indeholder i § 2 hjemmel til en lovteknisk ajourføring af

den færøske straffelovgivning, som Hjemmestyret på Færøerne har

anmodet om i forbindelse med en større gennemgang af denne

lovgivning.

Nr. 1 indeholder hjemmel til, at straffelovens § 205 om ulovlig

privatdetektiv-virksomhed ophæves for Færøerne. Denne bestemmelse

blev i 1943 ophævet ved en lov, der ikke omfattede Færøerne.

For Færøerne gælder i dag en regel, hvorefter strafansvar for

overtrædelse af love om offentlige skatter, hvorved pligtige

ydelser søges unddraget det offentlige, ikke forældes uden særlig

hjemmel dertil. Som en styrkelse af retstillingen for den enkelte

færøske borger indeholder nr. 2 og 3 hjemmel til, at der på

Færøerne gennemføres en forældelsesfrist for overtrædelse af den

færøske lovgivning om offentlige skatter i lighed med, hvad der

gælder i det øvrige Danmark. Denne forældelsesfrist skal i så

fald i intet tilfælde være mindre end 10 år.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

For så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af de nye regler om

prøveløsladelse i lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, fastsættes

i stk. 2, 1. pkt., at de nye regler i straffelovens § 38 og § 38

a finder anvendelse i sager, hvor dom i 1. instans afsiges efter

lovens ikrafttræden. Heraf følger, at afsoningen af straffe i

henhold til domme afsagt i 1. instans før lovens ikrafttræden

sker efter de hidtil gældende regler, det vil sige med adgang til

prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2

måneder. Dette gælder også med hensyn til fuldbyrdelse af

ankedomme afsagt efter lovens ikrafttræden, hvis dom i 1. instans

er afsagt forud for lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at

ankeinstansen ikke skal foretage eventuel reduktion af

strafudmålingen, idet prøveløsladelse vil skulle ske efter de

hidtil gældende regler.

Medens overgangsreglen for så vidt angår de tidsmæssige betingelser

for prøveløsladelse knyttes til, hvornår dom i 1. instans er

afsagt, fastsættes det i stk. 2, 2. pkt., at § 38, stk. 2 og 4,

samt § 38 a også anvendes i sager, hvor dom er afsagt forud for

lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at de nye regler om

betingelserne for prøveløsladelse og om adgang til

domstolsprøvelse af administrativt meddelte afslag på

prøveløsladelse gælder for alle afgørelser, der træffes efter

lovens ikrafttræden. Overgangsreglen medfører endvidere, at kun

Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen) kan

meddele afslag på ordinær prøveløsladelse, også i tilfælde, hvor

denne afgørelse træffes på grundlag af de hidtil gældende

tidsmæssige betingelser.

Efter § 3, stk. 1, i Justitsministeriets cirkulære nr. 150 af 29.

juni 1953 (som ændret ved cirkulære nr. 110 af 16. juni 1982) om

beregningen af frihedsstraf og om forhold, der midlertidigt

afbryder straffuldbyrdelsen, foretages der ved afsoning af flere

selvstændige domme til frihedsstraf en sammenlægning af dommene

til en samlet straffetid, der udgør en enhed. Dette indebærer, at

flere domme, der hver for sig ikke giver mulighed for

prøveløsladelse, ved afsoningen sammenlægges med den virkning, at

der vil kunne ske prøveløsladelse, hvis den samlede straffetid

overstiger 1 år. Denne praksis opretholdes.

Såfremt der ved afsoning af flere domme indgår en eller flere domme

afsagt efter de hidtil gældende regler, bør den tidsmæssige

beregning af prøveløsladelsestidspunktet ske efter de hidtil

gældende regler, selvom dette vil give en gunstigere retsstilling

for den indsatte. En kombination af f.eks en dom på fængsel i 6

måneder afsagt før lovens ikrafttræden og en dom på fængsel i 6

måneder afsagt efter de nye regler, der afsones efter lovens

ikrafttræden, bør således i det hele bedømmes efter de gamle

prøveløsladelsesregler, således at løsladelse kan ske efter 8

måneder, selv om der ved den seneste dom må antages at være sket

en vis reduktion i strafudmålingen.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører den foreslåede lovs territoriale gyldighed.

Bilag 1

Redegørelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen

om generelle retningslinier for

utilrådighedskriteriet i straffelovens § 38, stk. 5

Efter praksis betragtes løsladelsen generelt som utilrådelig,

såfremt risikoen for recidiv til kriminalitet, der ikke kan anses

for bagatelagtig, og som ikke formodes at kunne begrænses ved

efterforsorgsmæssige foranstaltninger, vurderes som væsentlig.

Som bagatelagtig kriminalitet anses i almindelighed kriminalitet,

der forventes at medføre fængselsstraf i højst 4 måneder.

I den konkrete vurdering af, om løsladelsen må betragtes om

utilrådelig, indgår navnlig følgende momenter:

1) Antallet af tidligere prøveløsladelser (hvormed sidestilles

tidligere betingede domme).

Løsladelse på prøve bør normalt ikke finde sted, såfremt der inden

for de seneste ca. 5 år har foreligget 3-4 prøveløsladelser med

recidiv til ny kriminalitet. Det samme gælder et tilsvarende

antal forudgående betingede domme, uden at man dog tillægger en

forudgående betinget dom helt samme negative vægt som en

forudgående prøveløsladelse. Undtagelsesvis bør afslag komme på

tale, uanset at den indsatte ikke tidligere har været

prøveløsladt. Der sigtes herved navnlig til personer, der under

en tidligere tilsynsperiode i henhold til betinget dom har vist

en udtalt grad af manglende vilje til samarbejde med

tilsynsmyndigheden.

2) Den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder.

Der lægges her vægt på den indsattes forhold til tilsynsmyndigheden,

herunder foreliggende erfaringer med hensyn til gennemførelsen af

tilsynsforanstaltninger. Der lægges endvidere væsentlig vægt på,

hvor hurtigt den indsatte er recidiveret efter den sidste

løsladelse. Ved vurderingen tages dog også hensyn til, om recidiv

har beroet på ekstraordinære forhold.

3) Den nu foreliggende løsladelsessituation.

Prøveløsladelse vil, uanset at de under a) og b) nævnte momenter

isoleret måtte føre til afslag, kunne komme på tale, hvor der

skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation,

f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller

uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v.,

og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at

være sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte.

Modsat vil det forhold, at der på tidspunktet for prøveløsladelse

verserer en straffesag, der kan forventes at føre til ubetinget

frihedsstraf eller anden frihedsberøvende retsfølge, kunne føre

til afslag, idet en forestående frihedsberøvelse i sig selv vil

forringe mulighederne for en social tilpasning.

I vurderingen af, om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, bør finde

sted, indgår andre momenter end de nævnte, herunder bl.a.

følgende:

1) For indsatte i de yngre aldersgrupper (under ca. 24-25 år) bør

prøveløsladelse hyppigt komme på tale, uanset at en samlet

vurdering af de øvrige momenter taler herimod.

2) En gennemført (forestående) prøveløsladelse af meddomfældte, der

har udstået (udstår) straf af omtrent tilsvarende længde, vil

tale for prøveløsladelse, uanset at denne efter vurdering af

forholdene i øvrigt nærmest må anses for utilrådelig.

3) Det tillægges ikke arten af den pådømte kriminalitet som sådan

væsentlig betydning; kriminalitetens art vil dog have en vis

betydning ved vurderingen af risikoen for ny kriminalitet.

Risikoen for recidiv til (ikke-professionel)

berigelseskriminalitet vil bedre kunne accepteres end risiko for

recidiv til personfarlig kriminalitet.

4) Der tillægges straffetidens længde en vis betydning. Jo længere

tidsrummet mellem 2/3 straffetid og det endelige

løsladelsestidspunkt er, des mere tilbøjelig vil man i praksis

være til at træffe bestemmelse om prøveløsladelse, uanset at

flere forhold måtte tale herimod. Er tidsrummet til endt straf

meget langt, kan det her nævnte moment tale for løsladelse efter

2/3 tid, men inden endt straf, uanset om forholdene i øvrigt

taler for afslag.

Er den resterende straffetid under 30 dage, vil løsladelse på prøve

i almindelighed kun ske, når der foreligger særlige

omstændigheder, som taler derfor, f.eks. ønskeligheden af

iværksættelse af tilsyn, af en alkoholistbehandling eller

lignende, som også den indsatte lægger vægt på at få iværksat,

jf. straffelovens § 38, stk. 3.

Bilag 2

Redegørelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen

om praksis med hensyn til fremrykket prøveløsladelse

i henhold til straffelovens § 38, stk. 2

Efter Justitsministeriets praksis vil løsladelse på prøve i henhold

til § 38, stk. 2, kunne ske, når fremrykning af

løsladelsestidspunktet tilsigtes af

1) klare konkrete behandlingshensyn. Der sigtes særligt til

tilfælde, hvor der - en kortere tid (normalt indtil ca. 1 måned)

før prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, kan ske - foreligger gode

arbejds-, uddannelses- og bopælsmuligheder, som ellers ville

forspildes,

2) vigtige humanitetshensyn svarende til sædvanlige

benådningsgrunde, uden at der dog til prøveløsladelse kræves, at

disse hensyn fremtræder med samme styrke som ved benådning for

hele den idømte straf. Der sigtes eksempelvis til indsattes

helbredsforhold, at hans ægteskab eller hjem ellers ville lide

sammenbrud, alvorlig sygdom hos hans ægtefælle eller børn,

3) en individuel helhedsvurdering, hvori indgår momenter af følgende

karakter:

a. at der foreligger hensyn som nævnt under pkt. 1) og 2), uden at

disse isoleret vil kunne begrunde fremrykning af

prøveløsladelsen,

b.at indsatte på gerningstiden var under 21 år eller over 55-60 år,

c.at den indsatte ikke tidligere har udstået fængselsstraf eller

fået tiltalefrafald eller betinget dom. En indsat anses som

førstegangsstraffet, hvis der er forløbet 5 år, efter at den

sidste straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet,

under hensyn til, at straffedomme efter denne frist mister deres

gentagelsesvirkning, jf. straffelovens § 81, stk. 3,

d.at straffetiden er forholdsvis langvarig (3 år eller derover),

e.at indsatte under straffesagen har haft særlig langvarigt ophold i

varetægtsfængsel,

f.at fortsat strafudståelse formodes at ville være skadelig ud fra

et specialpræventivt synspunkt.

Ved den samlede vurdering af, om fremrykning af løsladelse bør ske,

vil der i almindelighed ikke blive lagt vægt på arten eller

omfanget af den pådømte kriminalitet. Det vil dog kunne tale imod

løsladelse på prøve i henhold til § 38, stk. 2, at den indsatte

er dømt for farlig kriminalitet, f.eks. overtrædelse af

straffelovens § 191 eller grovere røveri.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for løsladelse efter § 38,

stk. 2, at risikoen for tilbagefald til kriminalitet efter en

bedømmelse, der er strengest, for så vidt angår de under punkt 3

nævnte sager, kun skønnes at være ringe.

Bilag 3

Tabel 1.

Anmeldte voldsforbrydelser (§§ 119-120 og 244 og 246) i årene

1976-1986 antal og andel af samtlige anmeldte

straffelovsovertrædelser.

Vold mod off. mynd. Vold i øvrigt (§§ 119-120) (§§ 244-246) Vold i alt 1976 268 3.123 3.391 1977 277 3.724 4.001 1978 345 4.012 4.357 1979 376 4.285 4.661 1980 608 4.854 5.462 1981 674 5.326 6.000 1982 594 5.169 5.763 1983 557 5.270 5.827 1984 519 5.395 5.914 1985 586 5.870 6.456 1986 628 6.080 6.708

Tabel 2.

Anmeldte voldsforbrydelser i årene 1982-86, opdelt efter

straffelovens voldsbestemmelser.

Vold 1982 1983 1984 1985 1986 1. § 244, stk. 1. Simpel vold 225 172 152 146 131 2. § 244, stk. 2. Vold af særlig farlig karakter m.v. 383 407 452 356 365 3. § 244, stk. 3. Vold med uagtsom skade til følge 805 884 852 736 641 4. § 244, stk. 4. Vold mod sagesløs m.v. 3.686 3.734 3.873 4.501 4.793 5. § 245. Forsætlig legemsbeskadigelse 63 67 63 126 142 6. § 246. Forsætlig grov legemsbeskadigelse 7 6 3 5 8 7. §§ 244-246 I alt 5.169 5.270 5.395 5.870 6.080 8. §§ 119-120 594 557 519 516 628 Vold i alt 5.763 5.827 5.914 6.456 6.708

Kilder: Kriminalstatistikken og Politiets årsberetning 1986.

Bilag 4

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslagets § 1

§ 1

1. § 38 affattes således:

»§ 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 1 år, er

udstået, afgøres det, om den dømte skal løslades på prøve. Er

straffetiden mere end 1 år, men ikke over 2 år, kan

prøveløsladelse dog først ske, når en tredjedel af den

straffetid, der overstiger 1 år, er udstået.

Stk. 2. Løsladelse kan kun nægtes, hvis:

1) der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå nyt strafbart

forhold af væsentlig betydning, og fortsat straffuldbyrdelse må

anses for nødvendig for at forebygge denne fare, eller

2) den dømte modsætter sig prøveløsladelse på de vilkår, som ville

blive fastsat.

Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan prøveløsladelse

ske tidligere end bestemt i stk. 1. Løsladelse kan dog tidligst

ske, når den dømte har udstået halvdelen af straffetiden og

mindst 2 måneder.

Stk. 4. Efter nægtelse af prøveløsladelse i medfør af stk. 1 skal

der, såfremt den resterende straffetid gør det muligt, senere

tages stilling til, om de forhold, der har begrundet nægtelsen,

fortsat bør medføre nægtelse af prøveløsladelse.«

2. Efter § 38 indsættes:

»§ 38 a. Afgørelser om prøveløsladelse efter § 38 træffes af

justitsministeren eller den, som ministeren med hensyn til

bestemte grupper af sager bemyndiger dertil. Afgørelser om

nægtelse af prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, kan dog kun

træffes af justitsministeren.

Stk. 2. Den dømte kan forlange, at nægtelsen af prøveløsladelse

efter § 38, stk. 1, af anklagemyndigheden indbringes for retten

til prøvelse. § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse.«

§ 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er

udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger

dertil, om den dømte skal løslades på prøve.

Stk. 2. Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige

omstændigheder taler derfor og den dømte har udstået halvdelen af

straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af

justitsministeren eller den, som han med hensyn til bestemte

grupper af sager bemyndiger dertil.

Stk. 3. Prøveløsladelse kan i almindelighed ikke ske, når den

resterende straffetid er mindre end 30 dage.

Stk. 4. Prøveløsladelse kan ikke ske med hensyn til den ubetingede

del af en dom efter § 58, stk 1.

Stk. 5. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke

gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold

og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville

overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39,

stk. 2.

3. §§ 244-246 affattes således:

»§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en

andens legeme, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år

og 6 måneder.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller

farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med

fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Det samme gælder den, som uden for de i stk. 1 nævnte

tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred.

§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så

grov beskaffenhed eller haft så alvorlige følger, at der

foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige

til fængsel i 8 år.«

§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens

legeme, straffes for legemskrænkelse med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Er den angrebne en frugtsommelig kvinde, eller har angrebet

på grund af de benyttede redskabers eller midlers art eller de

forhold, under hvilke det er udøvet, haft en særlig farlig

karkater, kan straffen stige til fængsel i 2 år. Det samme

gælder, når den udøvede vold i øvrigt har været særlig rå eller

brutal.

Stk. 3. Har legemkrænkelsen haft skade på legeme eller helbred til

følge, er straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år, under særlig

formildende omstændigheder bøde. Har mishandling fundet sted, er

straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år. Dersom handlingen har

medført døden eller grov legemsbeskadigelse, kan straffen stige

til fængsel i 6 år.

Stk. 4. Den, som øver vold mod en sagesløs person eller på anden

måde angriber hans legeme, straffes for overfald med fængsel

indtil 2 år. Er den udøvede vold af mindre grov beskaffenhed,

eller foreligger der forhold af undskyldende karakter, kan

straffen nedsættes til hæfte; er den udøvede vold af ringe

betydning, eller foreligger der særlig formildende

omstændigheder, kan straf af bøde anvendes. Har voldshandlingen

medført sådanne følger eller haft en sådan karakter, at den

omfattes af bestemmelserne i stk. 2 eller 3, kan straffen stige

til fængsel i 6 år.

Stk. 5. I de i stk. 1 nævnte tilfælde finder offentlig påtale ikke

sted, medmindre almene hensyn kræver det.

§ 245. Den, som tilføjer en anden skade på legeme eller helbred,

straffes for legemsbeskadigelse med hæfte eller med fængsel

indtil 3 år, under særlig formildende omstændigheder med bøde.

Stk. 2. Under de i § 244, stk. 2 og 4, angivne omstændigheder, såvel

som når legembeskadigelsen har været forbundet med mishandling

eller haft døden eller grov legemsbeskadigelse til følge, er

straffen fængsel indtil 8 år.

§ 246. Tilføjer nogen en anden en sådan skade, at han mister eller

lider væsentlig forringelse af syn, hørelse, taleevne eller

forplantningsevne, at han bliver vanfør eller i høj grad

vansiret, at han enten for bestandig eller for lang, ubestemt tid

bliver uskikket til at udføre sine kaldspligter eller det daglige

livs sysler, eller tilføjer han ham anden skade på legeme eller

helbred af lige betydning, straffes han for grov

legemsbeskadigelse med fængsel fra 1 til 12 år.

4. §§ 248-249 affattes således:

» § 248. for legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har

øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig

formildende omstændigheder bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme

eller helbred, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4

måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4

år.«

§ 248. Samtykke til et legemsangreb medfører, at straffen kan

nedsættes, og at handlingen i det i § 244, stk. 1, omhandlede

tilfælde ikke straffes.

Stk. 2. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har

øvet gengæld mod angriberen, kan straffen nedsættes og i de i §

244, stk. 1, omhandlede tilfælde bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme

eller helbred, der dog ikke falder ind under § 246, straffes med

bøde eller hæfte. Påtale finder kun sted efter den forurettedes

begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale.

Stk. 2. Den, som uagtsomt tilføjer nogen skade af den i § 246

angivne art, straffes med hæfte eller bøde, under skærpende

omstændigheder med fængsel indtil 4 år.

Versioner

1. 1988-05-21