Gelex

1987 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM LÆHEGN

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00136@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Ved læhegn forstås i denne lov en sammenhængende plantning af

træer eller buske med indtil 7 planterækker og en bredde af ikke

over 10 m, der

1) anlægges med det formål at nedsætte vindhastigheden over arealer,

der anvendes eller agtes anvendt til landbrug, frilandsgartneri,

frugtplantage, planteskole o.lign.,

2) er anlagt med det formål, der er angivet i nr. 1, og fortsat

tjener dette, eller

3) i øvrigt i væsentlig grad tilgodeser det formål, der er angivet i

nr. 1.

Stk. 2. Plantninger, der udgør en del af et skovareal, er ikke

omfattet af loven.

§ 2. Ved anlæg af læhegn skal der ved plantevalg og plantningsmetode

tages hensyn til, at læhegnet i videst muligt omfang tilpasses det

omgivende landskab.

Stk. 2. Læhegn må ikke plantes således, at de hindrer den frie

oversigt ved vejkryds, vejtilslutninger og vejsving.

§ 3. Et læhegn kan plantes i ejendomsskel eller således, at

skellinien kommer til at ligge inden for læhegnets ydergrænser,

når ejerne af de til læhegnet stødende jorder er enige herom.

Aftalen mellem ejerne skal indgås skriftligt og indeholde en

beskrivelse af læhegnet og dets placering samt fastlægge

fordelingen af arbejde og udgifter ved læhegnets anlæg og

vedligeholdelse. Aftalen skal tinglyses som servitut på de

ejendomme, der er omfattet af aftalen.

§ 4. Hvor læhegn plantes i nærheden af ejendomsskel, uden at der

foreligger den i § 3 omhandlede aftale mellem de berørte

grundejere eller andet særligt retsgrundlag, skal der holdes en

sådan afstand til skellinien, at læhegnets grene og eventuelle

rodskud ved normal vedligeholdelse kan holdes inden for

skellinien.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvor

læhegn plantes i nærheden af vejarealer, der er omfattet af lov om

offentlige veje eller lov om private fællesveje.

§ 5. Ejeren af et læhegn er berettiget til at nedskære, udskifte

eller rydde læhegnet. Hvor læhegnet udgør eneste hegn mod

naboejendommen, skal læhegnets ejer skriftligt underrette naboen

om de påtænkte foranstaltninger, mindst en måned før de

iværksættes.

§ 6. Et læhegn skal holdes i forsvarlig stand, så det kan opfylde sit

formål. Det skal ved vedligeholdelsen tilstræbes, at det ikke

kommer til at virke skæmmende i landskabet eller giver anledning

til unødig ulempe for naboen.

Stk. 2. Inden for 10 m's afstand fra ejendomsskel, er den

vedligeholdelsespligtige på naboens forlangende pligtig en gang

årligt at nedkappe læhegnet til en højde af 10 m.

§ 7. Et læhegn må ikke beskadiges, og den til læhegnet stødende jord

må ikke benyttes eller behandles således, at læhegnet udsættes for

beskadigelse.

§ 8. Den vedligeholdelsespligtige er berettiget til i tiden mellem 1.

november og 1. april at færdes på nabogrunden i det omfang,

læhegnets vedligeholdelse gør det nødvendigt.

Stk. 2. I forbindelse med renholdelse af læhegn, har den

vedligeholdelsespligtige ret til også uden for det i stk. 1 nævnte

tidsrum at færdes på nabogrunden.

Stk. 3. Den vedligeholdelsespligtiges færdselsret i medfør af stk. 1

og stk. 2 omfatter den nødvendige medhjælp, redskaber og maskiner

m.v.

Stk. 4. Såfremt den vedligeholdelsespligtiges færdsel på

naboejendommen medfører skade på denne, skal sådan skade

erstattes. Erstatningsspørgsmålet afgøres, såfremt en mindelig

ordning ikke kan opnås, af de i henhold til lov om hegn nedsatte

hegnsyn.

§ 9. Spørgsmål om tilsidesættelse af de i § 2, stk. 2., § 4, § 5, 2.

pkt., § 6 og § 7 indeholdte forskrifter eller bestemmelserne i en

i medfør af § 3 indgået aftale kan indbringes for hegnsynet.

Stk. 2. Hegnsynet træffer bestemmelse om de foranstaltninger, der er

nødvendige for at bringe læhegnet i behørig stand.

§ 10. Spørgsmål om ændring af en i medfør af § 3 indgået aftale kan,

såfremt parterne ikke ved forhandling kan opnå enighed herom,

indbringes for hegnsynet.

Stk. 2. Hvor hegnsynet finder, at forandringer i de pågældende

ejendommes drift eller andre væsentlige forhold taler for ændring

af aftalen, kan hegnsynet fastsætte de fornødne ændringer.

§ 11. Berettiget til at rejse sag for hegnsynet er læhegnets ejer,

dennes nabo samt, for såvidt angår bestemmelserne i § 2, stk. 2,

og § 4, stk. 2, den pågældende vejmyndighed.

§ 12. Kendelser afsagt af hegnsynet kan af hver af sagens parter

indbringes for landvæsenskommissionen.

§ 13. De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41, stk. 1, III og IV, og stk. 2, §

42, stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov

om hegn fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved

hegnsynsforretninger i medfør af nærværende lov.

Kapitel 2

Tilskud til læplantning

§ 14. Landbrugsministeren kan inden for en beløbsramme, der

fastsættes på de årlige finanslove, yde tilskud til fremme af

læplantningen.

Stk. 2. Tilskud kan ydes dels som tilskud til anlæg af kollektive og

individuelle læhegn, dels som støtte til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.

§ 15. Tilskud til anlæg af læhegn kan ydes til ejere af de i § 1,

stk. 1, nr. 1, angivne arealer.

Stk. 2. Tilskud kan ikke ydes til læhegn på arealer, der tilhører

staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.

Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til beplantninger, som er påbudt af en

offentlig myndighed, eller af en offentlig myndighed er stillet

som vilkår for en tilladelse, eller som tjener til opfyldelse af

krav, der umiddelbart måtte fremgå af lovgivningen.

Stk. 4. Tilskud kan ydes til nyanlæg og udskiftning af læhegn.

§ 16. Tilskud til anlæg af læhegn skal fortrinsvis anvendes som

støtte til gennemførelse af kollektive læplantningsprojekter.

Stk. 2. Tilskud til individuel læplantning kan ydes, hvor

tilskudsmodtageren er afskåret fra at indgå i en kollektiv

læplantning eller ikke hensigtsmæssigt kan deltage i denne.

§ 17. For opnåelse af støtte til kollektiv læplantning skal der

foreligge et af landbrugsministeren godkendt projekt omfattende et

samlet område med en hegnslængde på mindst 20 km fordelt på mindst

20 ejere. Projektdeltagerne skal indgå i en sammenslutning, hvis

vedtægter skal godkendes af landbrugsministeren.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan, hvor særlige omstændigheder taler

herfor, godkende projekter med en mindre hegnslængde eller et

mindre antal ejere end i stk. 1 fastsat.

§ 18. Landbrugsministeren fastsætter fordelingen af tilskudsmidlerne

mellem kollektiv og individuel læplantning samt midlernes

fordeling lokalt. Der kan ved tilskudsmidlernes fordeling

varetages landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og

miljøhensyn.

Stk. 2. Ved kollektiv læplantning ydes tilskud til de samlede

anlægsomkostninger inden for et af landbrugsministeren fastsat

maksimum. Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af

tilskudsgrundlaget og kan ikke overstige 50 pct. af dette.

Stk. 3. Ved individuel læplantning ydes tilskud til anskaffelse af

planter, der er optaget på en af landbrugsministeren udfærdiget

artsfortegnelse, inden for en af ministeren godkendt pris, excl.

merværdiafgift og eventuelle transport- og fordelingsomkostninger.

Tilskuddet udgør en af ministeren fastsat del af

tilskudsgrundlaget og kan ikke overstige 50 pct. af dette.

§ 19. Såfremt der til læplantningsarbejder, hvortil der ydes

statstilskud efter denne lov, tillige ydes tilskud af andre

statslige eller af kommunale midler eller af andre midler, der kan

sidestilles hermed, nedsættes tilskuddet efter denne lov, således

at det samlede offentlige tilskud ikke overstiger det af

landbrugsministeren i henhold til § 18, stk. 2 og 3, fastsatte.

§ 20. Ved tilskud til forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter

fastsætter landbrugsministeren i det enkelte tilfælde

tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten. Tilskuddet kan i

almindelighed ikke overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede

udgifter.

§ 21. De i § 18, stk. 2 og stk. 3, samt § 20 fastsatte begrænsninger

af tilskuddet kan fraviges, hvor ganske særlige omstændigheder

efter landbrugsministerens skøn taler herfor.

§ 22. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilskudsordningens

gennemførelse og administration.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis ansøgeren har givet

urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger

af betydning for afgørelsen, eller hvis forudsætningerne for

tilsagnet er bristet. Er tilskud udbetalt, kan dette kræves

tilbagebetalt.

§ 23. Landbrugsministeren kan fastsætte forskrifter om kontrol og

tilsyn med læhegn, hvortil der ydes tilskud.

Stk. 2. Landbrugsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil,

har til enhver tid i forbindelse med udøvelsen af de i medfør af §

22, stk. 1, og § 23, stk. 1, fastsatte beføjelser uden

retskendelse og mod behørig legitimation adgang til arealer med

læhegn, til hvilke der er ansøgt om eller udbetalt tilskud.

§ 24. Henlægger landbrugsministeren sine beføjelser efter loven til

en institution under Landbrugsministeriet, kan ministeren

fastsætte regler om adgangen til at klage over denne myndigheds

afgørelse, herunder om at klager ikke skal kunne indbringes for

anden administrativ myndighed.

Kapitel 3

Ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.

§ 25. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

landbrugsministeren.

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Anledningen til lovforslaget er, at den nuværende læplantningslov,

lov nr. 245 af 12. maj 1976 som senest ændret ved lov nr. 116 af

11. marts 1987, udløber med udgangen af 1988. Desuden har der

gennem en årrække manifesteret sig en række problemer omkring

hegnenes højde og placering, som i det lange løb ikke kan lades

uløste.

2. Læplantning modvirker sandflugt og jordfygning og giver derved

større sikkerhed for landbrugsproduktionen, der også øges noget

under de forbedrede læforhold. Læhegn bevirker også en nedsættelse

af vindhastigheden ud over de lokale læzoner og medvirker derved

til et bedre miljø for plante- og dyreliv og for mennesker. Med

sammensætningen af de moderne læhegn er disse oftest positive

landskabselementer og hegnenes placering vil tit medvirke til at

fremhæve landskabets naturlige konturer. Læhegn er også egnet til

i et vist omfang at tjene som spredningskorridorer for vildtet.

Gennem generationers bestræbelser er der opnået meget store

resultater inden for læplantningen, men det er ikke muligt i tal

at opgøre, hvad der i alt måtte være plantet, eller hvad der i dag

er i behold heraf. Der er fortsat et behov for nye læhegn, idet

landbrugsstrukturen hele tiden ændres ved omlægning af driften,

sammenlægning og jordfordeling. Hertil kommer et betydeligt behov

for udskiftning af ældre hegn, idet mange af disse er udlevede,

sygdomsangrebne eller uhensigtsmæssigt placeret.

3. Gennem henved et par hundrede år har den danske stat under

forskellige former - oprindelig ved uddeling af planter fra

præstegårdshaver og forstplanteskoler og præmieringsordninger -

ydet støtte til plantninger på landet, bl.a. for at skabe læ for

havedyrkning og husdyr og også ud fra æstetiske hensyn. Mere

organiserede læplantningsbestræbelser begyndte her i landet

omkring 1870, til dels inspireret af E. M. Dalgas og det

nystiftede Hedeselskab. Omkring 1880 stiftedes den første af de

plantningsforeninger, der gennem en længere årrække blev et

bærende element i læplantningen. Plantningsforeningerne er lokale

sammenslutninger (overvejende af landmænd), der har til formål at

udlevere planter til medlemmerne, der selv foretager plantningen.

Siden 1880'erne er der til plantningsforeningernes virksomhed ydet

statsstøtte gennem Hedeselskabet i form af et tilskud til

nedsættelse af plantepriserne. Hedeselskabets medvirken har ud

over formidling af statsstøtten bestået i gratis rådgivning og

vejledning.

En mere systematiseret form for læplantning begyndte i 1937, hvor der

etableredes det første læplantningslav, og dermed indledtes det,

der i dag betegnes som den »kollektive læplantning«. Et

læplantningslav omfatter typisk 50 til 100 landmænd og har til

formål i samarbejde med Hedeselskabet at udføre en systematisk

læplantning for medlemmerne.

Bl.a. på baggrund af nogle voldsomme sandstorme i 1938 og den dengang

høje arbejdsløshed gennemførtes en ordning, hvorefter læplantning

kunne udføres som en beskæftigelsesforanstaltning under

Socialministeriet med tilskud fra dette til arbejdslønnen samt

tilskud fra Landbrugsministeriet til nedsættelse af planteprisen.

Arbejdet henlagdes under Hedeselskabets ledelse, og der

organiseredes et »flyvende korps«, hvis læplantningsafdeling en

overgang beskæftigede 600-800 mand og 50-60 arbejdsledere. Det

flyvende korps ophørte i 1963 efter at have medvirket ved

plantning af 43.251 km læhegn. Beskæftigelsesarbejderne ophørte i

1962, men for at muliggøre en videreførelse af læplantningen

optoges der (første gang på finansloven for 1963/ 64) en bevilling

under Landbrugsministeriet på knap 3 mill. kr. til småplantninger,

læplantning m.v.

I 1967 introduceredes i læplantningen et nyt system med egnsprojekter

som en videre udvikling af den kollektive læplantning.

Egnsprojektet skal normalt omfatte mindst 20 km 3-rækkede læhegn,

og det forudsætter, at næsten alle lodsejere inden for området

tilslutter sig planen og slutter sig sammen i et læplantningslav

med solidarisk hæftelse. Egnsprojektet tilsigter at skabe det

varige hovedsystem af hegn på en hel egn, og det kan eventuelt

siden suppleres med individuelle hegnsplantninger. Egnsprojekterne

har fordele både i planlægningsfasen, hvor der ved en samlet plan

kan opnås langt større effektivitet i lævirkningen, og i

udførelsen, hvor en samlet planmæssig indsats af materiel og

mandskab muliggør en rationel arbejdsgang, hvorved arbejdet

billiggøres.

Læplantningsarbejdet kom imidlertid efterhånden ud i en kritisk

tilstand, idet den på finansloven optagne bevilling uanset nogle

mindre reguleringer blev stærkt udhulet af inflationen, men i 1974

opnåedes for første gang tilsagn fra FEOGA om støtte til plantning

af 2.000 km 3-rækkede læhegn i de jyske amter, og indtil støtten

ophørte i 1983, modtog Hedeselskabet i alt 12,3 mill. kr. til

læplantningsarbejdet.

For at muliggøre en udvidelse af læplantningsarbejdet og med henblik

på FEOGA-støttens eventuelle ophør fremsatte medlemmer af Venstre

og Det Radikale Venstre i 1976 forslag til lov om læplantning, og

lovforslaget gennemførtes som lov nr. 245 af 12. maj 1976.

Forslagets behandling findes i Folketingstidende 1975/76:

Folketingets forhandlinger sp. 4805, 6250, 8898; tillæg A sp.

1719; tillæg B sp. 267; tillæg C sp. 397.

Efter gennemførelsen af læplantningsloven og på baggrund af en

aktivitetstilbagegang inden for plantningsforeningerne

gennemførtes i 1977 en omstrukturering inden for

læplantningsarbejdet. De samvirkende plantningsforeninger, der

siden 1902 havde udgjort en overbygning på

plantningsforeningerne, opløstes, og der etableredes en række

regionsudvalg for læplantning, hvis medlemmer vælges af de

landøkonomiske foreningers planteavlsudvalg,

plantningsforeningerne, læplantningslavene og Det danske

Hedeselskab. Som overbygning herpå etableredes Fællesudvalget for

Læplantning, der bl.a. har til opgave at fordele de økonomiske

midler mellem regionerne.

I 1979 etableredes læplantningens reguleringsfond med det formål at

udjævne forskelle i lavenes økonomiske resultat, og afvigelser fra

den budgetterede udgift for læplantningsarbejdets gennemførelse i

de enkelte lav medfører herefter ikke hverken ekstraregninger til

lavets medlemmer eller krav om tilbagebetaling. Fondens midler er

tilvejebragt gennem lodsejerbidrag. Der er ved udgangen af 1986 i

fonden opsparet et beløb på 2.652.000 kr., hvilket svarer til den

ønskede andel af omsætningen. Med Rådsforordning 797/ 85 er der

fra 1986 åbnet mulighed for refusion fra EF på 25 pct. af de af

medlemsstaterne afholdte udgifter til læplantningsprojekter på

heltidsbedrifter.

I 1977 gennemførtes ved lov nr. 566 af 16. november 1977 om ændring

af forskellige lovbestemmelser i anledning af omlægningen af

statens finansår til kalenderåret en mindre teknisk ændring af

læplantningsloven, og ved lov nr. 127 af 25. marts 1981 om ændring

af lov om tilskud til læplantning forlængedes loven til udgangen

af 1986. Forslagets behandling findes i Folketingstidende 1980/

1981: Folketingets forhandlinger sp. 1758, 2866, 7488, 7883;

tillæg A sp. 1719; tillæg B sp. 267; tillæg C sp. 397.

Ved lov nr. 116 af 11. marts 1987 om ændring af lov om tilskud til

læplantning forlængedes loven til udgangen af 1988. Forslagets

behandling findes i Folketingstidende 1986/ 1987: Folketingets

forhandlinger sp. 3450, 4995, 7278, 7807; tillæg A sp. 2463;

tillæg B, »Blad nr. 542« (foreløbig henvisning).

Den gældende lovtekst er optaget som bilag til forslaget.

4. Der er i årene 1963-1986 for læplantningslavene plantet i alt

21.066 km læhegn, heraf 12.818 km 3-rækkede. Det er ikke muligt

tilsvarende at opgøre det fysiske resultat af den

plantningsaktivitet, som medlemmerne af plantningsforeningerne har

udført. De senest foreliggende aktivitetstal viser at der inden

for den kollektive læplantning i sæsonen efteråret 1986/ foråret

1987 blev plantet i alt 866 km læhegn for 21 lav med anvendelse af

ca. 2,8 mill. planter. Omsætningen inden for den kollektive

læplantning udgjorde i 1986 27,6 mill. kr., hvoraf statstilskuddet

udgjorde 8,4 mill. kr. Gennemsnitsudgiften ved plantning af 1 km

3-rækket læhegn udgjorde således i 1986 15.600 kr. Der var ved

Hedeselskabets læplantningsarbejder i 1986 beskæftiget en

arbejdsstyrke svarende til 85 helårsbeskæftigede. Med hensyn til

den individuelle læplantning blev der i 1986 gennem

plantningsforeningerne ydet tilskud til 1017 plantemodtagere til

anskaffelse af 630.214 planter til en værdi af ca. 1,8 mill. kr.,

og statstilskuddet udgjorde 900.531 kr. Planteantallet svarer

nogenlunde til 630 km 1-rækkede læhegn. Der er udover de nævnte

statstilskud i 1986 ydet tilskud over finanslovens § 11.05.14.

Tilskud til Det danske Hedeselskab på 6,7 mill. kr., der udgør

betaling af Hedeselskabets rådgivning og administration vedrørende

læplantningen.

Ved ændringsforslag til finansloven for 1987 overførtes rådgivnings-

og administrationsbevillingen fra konto § 11.05.14. Tilskud til

Det danske Hedeselskab til konto § 11.20.05.62.03. Læplantning,

således at den samlede læplantningsbevilling nu findes på denne

konto. Den samlede læplantningsbevilling udgør herefter 23.060.000

kr. i 1987.

5. Da den enkelte landmands investering i læplantning for en stor del

vil komme efterfølgende ejere tilgode, og da læplantningen har

betydning for en stor ubestemt personkreds ud over de deltagende

jordbrugere, forekommer det rimeligt, at der fortsat fra statens

side kan ydes økonomisk støtte til gennemførelse af læplantningen,

og for den kollektive læplantnings vedkommende må et tilskud af en

vis størrelse nok anses for nødvendigt for at sikre den næsten

fuldstændige lodsejertilslutning, der er en forudsætning for, at

hegnssystemet kan blive effektivt.

6. Som nævnt indledningsvis har der i de senere år manifesteret sig

en række problemer omkring læhegnenes placering og højde. Den

største tilladte højde for levende hegn i ejendomsskel er således

- (medmindre naboerne er enige om en anden højde) - 5 m, men de

nye 3-rækkede læhegn, der introduceredes i 1967, påregnes at opnå

en højde på ca. 10-12 m, og hele systemet ved den egnsvise

læplantning er baseret på, at hegnene opnår denne højde. Hertil

kommer, at det ofte er hensigtsmæssigt at lade læhegnene følge de

naturlige terrænlinier, hvorfor hegnslovens regler om »fælleshegn«

og »egne hegn« bliver uhensigtsmæsige. En nærmere belysning af

disse problemer er givet i bemærkningerne til kapitel 1 og til §

6.

7. I det foreliggende lovforslag indeholdes i kap. 1 en definition af

begrebet »læhegn«, og der indeholdes desuden i kapitlet

forskrifter om læhegns placering i forhold til naboejendomme og

vejarealer, om ændring af læhegn, om vedligeholdelse af læhegn og

behandlingen af den tilstødende jord og ret til færdsel på

nabogrunden i forbindelse med vedligeholdelse eller renholdelse.

Nabotvister om læhegn henlægges til de i henhold til lov om hegn

nedsatte hegnsyn med ankeadgang til den pågældende

landvæsenskommission. Kapitlet afsluttes med en angivelse af de

procedureforskrifter m.v. i hegnsloven, der skal finde anvendelse

ved sager i henhold til læhegnsloven.

Kapitel 2 indeholder den for læplantningen foreslåede

tilskudsordning. Det foreslås herunder, at Landbrugsministeren får

en ikke-tidsbegrænset hjemmel til at yde tilskud til fremme af

læplantningen inden for en beløbsramme, der fastsættes på de

årlige finanslove. Tilskuddet skal kunne ydes dels som tilskud til

anlæg af læhegn, dels som støtte til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.

For så vidt angår tilskud til anlæg af læhegn svarer forslaget i alt

væsentlig til tilskudsordningen efter 1976-loven og den praksis,

der er opbygget ved dennes administration, herunder at disse

tilskudsmidler fortrinsvis skal anvendes som støtte til

gennemførelse af kollektive læplantningsprojekter. Begreberne

»kollektiv læplantning« og »individuel læplantning« fastlægges nu

i lovteksten, der også præciserer tilskudsgrundlaget ved de to

former for læplantning. Tilskuddet vil normalt ikke kunne

overstige 50 pct. af de beløb, der indgår i tilskudsgrundlaget,

men landbrugsministeren foreslås bemyndiget til under særlige

omstændigheder at fravige dette. Den nærmere fordeling af

tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning samt

midlernes fordeling lokalt foreslås overladt til

landbrugsministeren, der herunder skal kunne varetage

landøkonomiske samt planlægnings-, fredning- og miljøhensyn.

Af miljø- og planlægningsudvalgets beretning om en samlet strategi på

marginaljordsområdet fremgår, at Regeringen i forbindelse med

fremlæggelsen af lovforslaget skal redegøre for, om støtten til

læplantning bør betinges af, at der ikke anvendes

bekæmpelsesmidler i og nær læhegn.

Der anvendes i udstrakt grad mekanisk renholdelse i læhegn, og et

eventuelt krav om sprøjtefrie zoner omkring læhegnene vil indebære

en forpligtelse for naboen i de tilfælde, hvor læhegnet ligger op

til skel. Hvis dette skal undgås, må læhegnet placeres i en sådan

afstand fra skel, at hegnet med beskyttelseszoner vil komme til at

optage en forholdsvis stor andel af den pågældende landmands

jorder, og dette må antages at medføre et kraftigt fald i

plantningsaktiviteten med en heraf følgende negativ effekt på

flora og fauna.

Under hensyn hertil samt bestemmelsen i § 7, hvorefter den til hegnet

stødende jord ikke må benyttes eller behandles således, at

læhegnet udsættes for beskadigelse, er det ikke fundet

hensigtsmæssigt med indførelsen af forbud mod anvendelse af

bekæmpelsesmidler i og nær læhegn som betingelse for opnåelse af

tilskud.

Forslagets mulighed for støtte til forsknings-, forsøgs- og

udviklingsprojekter er en nydannelse. Der har gennem en lang

årrække i Det danske Hedeselskab og inden for landbrugets

organisationer og andre steder været foretaget undersøgelser og

forsøg med henblik på udvælgelse af de mest egnede træarter og

plantemateriale, plantningsmetoder og udvikling af maskiner til

plantning og vedligeholdelse af læhegnene m.v. Under hensyn til

den betydelige offentlige interesse i læplantningen og i, at denne

bliver så effektiv og økonomisk som muligt, er det ønskeligt at

tilvejebringe mulighed for, at staten økonomisk kan støtte sådanne

aktiviteter. Det er ikke fundet hensigtmæssigt på forhånd at søge

afgrænset kredsen af tilskudsmodtagere, der vil kunne være f.eks.

institutioner, organisationer eller enkeltpersoner. Det foreslås,

at landbrugsministeren ved sådanne projekter i det enkelte

tilfælde skal fastsætte tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten.

Tilskuddet skal dog i almindelighed ikke kunne overstige 50 pct.

af de tilskudsberettigede udgifter, men med mulighed for

landbrugsministeren til at fravige dette under ganske særlige

omstændigheder.

Efter 1976-loven kunne landbrugsministeren bemyndige Det danske

Hedeselskab til at træffe afgørelse efter loven. Dette svarede til

den udviklede praksis, hvorefter Hedeselskabet forvaltede

tilskudsmidlerne til læplantningen. Den hidtidige administration

har kun givet anledning til enkelte klagesager vedrørende den

individuelle læplantning, mens der ikke har været klagesager

vedrørende den kollektive læplantning. Ud fra moderne

forvaltningsmæssige principper bør den samme enhed imidlertid ikke

både administrere tilskudsordningen og samtidig forestå

gennemførelse af projekter, hvortil der ydes tilskud.

Hedeselskabet har som entreprenør forestået gennemførelsen af alle

hidtidige læplantningsprojekter, og Hedeselskabet ønsker fortsat

at kunne udføre sådanne læplantningsarbejder.

Det er tanken, at landbrugsministeren henlægger sine beføjelser efter

loven til Jordbrugsdirektoratet, der har en betydelig ekspertise

med administration af en lang række tilskudsordninger under

Landbrugsministeriet. Det er hensigten at tillægge Fællesudvalget

for Læplantning en rådgivende og indstillende funktion over for

Jordbrugsdirektoratet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne

til § 24.

8. Lovforslaget har været forelagt for De danske Landboforeninger,

Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne, Dansk

Erhvervsgartnerforening, Dansk Planteskoleejerforening,

Landsforeningen af Plantehandlere, Dansk Skovforening, De

samvirkende danske Skovdyrkerforeninger, Det danske Hedeselskab,

Fællesudvalget for Læplantning, Foreningen af Hegnsynsformænd,

Sammenslutningen af formænd for landvæsenskommissioner, Danmarks

Biavlerforening, Danske Biavleres Landsforening, Sammenslutningen

af Danske Erhvervsbiavlere, Dansk Jagtforening,

Landsjagtforeningen af 1923, Vildtforvaltningsrådet,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Miljøministeriet, Naturfredningsrådet, Danmarks

Naturfredningsforening, Ministeriet for kulturelle anliggender og

Ministeriet for offentlige arbejder.

9. Lovforslagets gennemførelse vil ikke have udgifts- eller

personalemæssige konsekvenser for kommunerne. Henlæggelsen af

tilskudsordningens administration til Jordbrugsdirektoratet

nødvendiggør en mindre personaleudvidelse her. Administrationen i

direktoratet forventes at udgøre 2 årsværk, 1 AC + 1 HK, samt

årlige lønudgifter på anslået 380.000 kr. Udgifter til syning af

læhegnsprojekter samt kontorhold m.v. på årligt ikke over 200.000

kr. Der vil endvidere være engangsudgifter til anskaffelse af

inventar, kontormaskiner m.v. på ikke over 200.000 kr. Midlerne

vil blive tilvejebragt ved en overførsel fra konto §

11.20.05.62.03. Læplantning til § 11.01.05. Jordbrugsdirektoratet.

Som det fremgår af lovforslaget, vil bevillingerne til læplantningens

fremme være at fastsætte på de årlige finanslove. Der er på

finanslovsforslaget for 1988 under § 11.20.05.62.03. Læplantning

optaget et beløb på 23,1 mill. kr. til formålet. Som det fremgår

af de optagne tal for budgetoverslagsårene 1989 til 1991 er det

hensigten at fastsætte bevillingsniveauet i 1989, 1990 og 1991 til

henholdsvis 23,0 mill. kr., 22,6 mill. kr. og 22,1 mill. kr. Der

kan påregnes EF-refusion på ca. 5 mill. kr. pr. år, jf.

foranstående bemærkninger under pkt. 3.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Bestemmelserne i dette kapitel er nye i forhold til den nuværende lov

om tilskud til læplantning. Kapitlet indledes med en definition af

»læhegn«, og der opstilles herefter en række forskrifter for

læhegns anlæg og vedligeholdelse m.v., hvorefter bestemmelserne i

hegnslovens kapitel I til IV ikke længere finder anvendelse på

læhegn. Nabotvister om læhegn vil dog fortsat være undergivet de

særlige hegnsmyndigheders (hegnsynet og landvæsenskommissionernes)

kompetence.

I § 1 afgrænses begrebet læhegn, og i §§ 2 til 4 fastsættes

forskrifter om disses placering i forhold til naboejendomme og

vejarealer. § 5 fastslår læhegnsejernes ret til (evt. efter

forudgående varsel til naboen) at nedskære, udskifte eller rydde

læhegnet. I §§ 6 til 8 indeholdes regler om læhegns

vedligeholdelse, behandling af den tilstødende jord og ret til

færdsel på nabogrunden i forbindelse med læhegns vedligeholdelse

eller renholdelse. I §§ 9 til 11 afgrænses hegnsynets kompetence

og den personkreds, der er berettiget til at rejse sag for

hegnsynet. § 12 giver adgang til anke af hegnsynets kendelser til

landvæsenskommissionen. I § 13 indeholdes en angivelse af de

procedureforskrifter m.v. i lov om hegn, der skal finde anvendelse

ved behandling af nabotvister i henhold til læhegnsloven.

Det har været overvejet, om hegnsloven fortsat - evt. med enkelte

mindre ændringer - hensigtsmæssigt kunne bringes til anvendelse på

læhegn. Dette er imidlertid, som det vil fremgå af det følgende,

ikke fundet muligt, og derfor foreslås fastsat et særligt regelsæt

for læhegn.

Hegnsloven omfatter begrebene »fælleshegn« og »egne hegn«.

Hegnslovens § 1 definerer fælleshegn som »hegn, der rejses

således, at der til hegnet afgives jord fra begge de tilstødende

ejendomme«, og det fastsættes i § 9, at fælleshegn skal rejses

således, at skellinien falder midt i hegnet. Forpligtelser og

rettigheder med hensyn til fælleshegn påhviler begge de

tilstødende grundejere. Egne hegn defineres i hegnslovens § 1 som

»hegn, som rejses på egen grund langs ejendommens skel«, men det

forudsættes herudover, at hegnet befinder sig inden for en vis

kortere afstand fra skellinien og udfylder hegnsfunktioner i

forhold til naboen, og at der ikke er et udnyttet areal mellem

hegnet og skellinien. Er disse forudsætninger ikke opfyldt, er der

tale om et »indre hegn«, der falder uden for hegnsloven. Et

levende hegn placeret ved skellinien anses som et eget hegn, når

blot hegnets stammer står helt inde på den ene grund. Naboen til

et eget hegn har ingen positive forpligtelser over for dette; men

han må ikke beskadige det, og han har en vis ret til at gøre

indsigelse mod hegnet, eventuelt kræve det nedkappet.

Der er i sin tid ved udarbejdelse af hegnsloven alene tænkt på, at

hegn var ganske smalle konstruktioner, der kunne anbringes i

skellinien eller umiddelbart op ad denne, og man har ikke kunnet

tage hensyn til den senere fremkomst af læhegn af en betydelig

bredde og med adskillige planterækker. Ved nutidens kollektive

læplantning vil hegn ofte blive placeret i det af ejerne påviste

ejendomsskel, uden at det dermed nødvendigvis har været tilsigtet,

at læhegnet skulle udgøre et »fælleshegn«, og der må ved

plantningen også tages hensyn til markskel, markveje og grøfter.

Hensynet til tilvejebringelse af sammenhæng i den systematiske

læplantning taler for, at læhegnet bør kunne følge terrænets

naturlige linier, hvad der ved den nuværende hegnslovgivning vil

kunne bevirke, at en given hegnsstrækning for nogle deles

vedkommende skulle anses for fælleshegn, mens andre dele ville

udgøre de pågældende lodsejeres egne hegn, og atter andre dele af

hegnsstrækningen i givet fald ville udgøre indre hegn, der falder

uden for hegnsloven.

Hertil kommer så de nedenfor i bemærkningerne til § 6 nævnte

problemer omkring højden af nutidens læhegn.

Til § 1

I § 1 opstilles en definition af de af loven omfattede læhegn. Denne

definition tjener dels til en afgrænsning af de læhegn, som ved

bestemmelserne i kapitel 1 unddrages bestemmelserne i hegnslovens

kapitel I og IV, og dels til afgrænsning af de læhegn, til hvilke

der ydes statstilskud i henhold til bestemmelserne i kapitel 2.

Der er ved definitionen lagt vægt på, at loven fortsat overvejende

skal varetage hensyn af landøkonomisk karakter. Plantninger, der

ikke er beregnet på eller tjener til at nedsætte vindhastigheden

over jordbrugsarealer, f.eks. plantninger, der skal læ for eller

pynte på boligbebyggelse og idrætsanlæg, eller f.eks. skal tjene

til støj- eller støvdæmpning eller begrænsning af energiforbrug i

bygninger, falder således udenfor. Den foreslåede største bredde

(10 m) dækker alle i dag normalt forekommende læhegnstyper, og en

plantning inden for denne bredde vil i almindelighed fuldt ud være

i stand til at opfylde læbehovet selv under mere udsatte forhold.

Det kan stadig forekomme, at der f.eks. i forbindelse med haver og

bygninger på landet anlægges bredere læplantninger, i dag ofte

betegnet »læbælter«, men disse er ikke medtaget, da de typisk ikke

har til formål at nedsætte vindhastigheden over jordbrugsarealer,

og da en medtagen af dem kunne give afgrænsningsproblemer over for

f.eks. småplantninger og vildtplantninger.

I stk.1, nr. 1 afgrænses de jordbrugsarealer, på hvilke læhegn vil

være omfattet af loven.

Ifølge stk. 2 omfattes plantninger, der udgør en del af et skovareal,

ikke af loven, selvom skovarealet måtte være beliggende på en

landbrugsejendom. Begrundelsen er, at det vil være meget

vanskeligt at udsondre en del af et skovareal som »hegn«, og at

spørgsmålet om eventuelt tilskud til anlæg af læbælter i skove

ikke bør løses ved denne lov, men ved den kommende revision af

skovbrugets støttelovgivning. Der er for tiden hjemmel i § 2, nr.

3 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 20. januar 1978

om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende

foranstaltninger i det private skovbrug til at yde tilskud til

etablering af løvskovbælter, f.eks. af hensyn til stormfalds- og

brandfare eller af miljømæssige hensyn.

Til § 2

Bestemmelsen i stk.1 tager hensyn til det forhold, at anlæg af læhegn

i det åbne land kan øve betydelig indflydelse på det omgivende

landskab. Bestemmelsen har paralleller i hegnslovens § 10, stk. 1,

(»på uheldig måde ændre landskabsbilledet«), § 10, stk. 2,

(»tiltalende ramme om de pågældende ejendomme«) og § 10, stk. 3,

(»tilstræbes et tiltalende helhedsindtryk«). Da langt

størsteparten af læhegn anlægges med tilskud fra

Landbrugsministeriet, har ministeriet mulighed for at påse, at det

i bestemmelsen indbyggede princip tilgodeses.

Med hensyn til plantevalget i en tilskudsberettiget læplantning

anvendes især i de kollektive læhegn en meget artsrig

sammensætning af træer og buske, der må anses for hjemhørende i

det danske landskab. Denne praksis agtes videreført, hvor ikke

væsentlige hensyn til klima - og jordbundsforhold, resistens over

for plantesygdomme eller skadedyrsangreb eller andre væsentlige

hensyn til læhegnets effektivitet og økonomi taler derimod.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den i hegnslovens § 10, stk. 3, 2.

pkt., indeholdte regel.

Til § 3

Som det fremgår af forslagets § 1 vil læhegn kunne omfatte indtil 7

planterækker inden for en bredde på ikke over 10 m. Ved

forslagets § 3 skabes der en betydelig frihed for et sådant

læhegns placering i forhold til ejendomsskellet, forudsat at de

pågældende lodsejere er enige herom. Herved fraviges principperne

i de foran under bemærkningerne til kap. 1 nævnte bestemmelser i

hegnslovens §§ 1 og 9 om fælleshegn, hvorefter der til et

fælleshegn afgives jord fra begge de tilstødende ejendomme, og

fælleshegnet skal rejses således, at skellinien falder midt i

hegnet. Hegnet vil eksempelvis kunne plantes med den ene yderrække

i ejendomsskellet eller med en planterække på den ene side af

skellet og to på den anden. Da hegnslovens regler ikke finder

anvendelse, er det påkrævet i bestemmelsen at opstille et krav om,

at ejerne skal indgå skriftlig aftale om læhegnet med et nærmere

angivet indhold, og at aftalen skal tinglyses servitutstiftende på

de berørte ejendomme.

Til § 4

§ 4 omhandler situationer, hvor læhegnet plantes på en enkelt

ejendom, og naboejendommene ikke er inddraget i hegnsanlægget. Da

grene, der rager over skellinien, ofte giver anledning til

nabokonflikter, er det fundet hensigtsmæssigt - også på baggrund

af den i § 6, stk. 2, foreslåede tilladte større højde for læhegn,

jf. herom nedenfor under bemærkningerne til § 6 - at fastsætte, at

et læhegn skal plantes i en sådan afstand fra skellinien, at dets

grene og eventuelle rodskud ved normal vedligeholdelse kan holdes

inden for skellinien. Bestemmelsen er parallel til vejreglen i

hegnslovens § 11, stk. 1, 1. pkt. Udtrykket »særligt retsgrundlag«

er anvendt i samme betydning som i hegnslovens § 5. Der kan f.eks.

være tale om en servitut, der tillader eller påbyder en anden

placering af læhegnet eller en mere uformel aftale mellem de

pågældende grundejere.

Bestemmelserne i stk. 2 tilgodeser de i hegnslovens § 11, stk. 1, 1.

pkt., indeholdte hensyn.

Til § 5

§§ 5 til 7 udtrykker tilsammen et princip, hvorefter ejeren af et

læhegn frit kan nedskære, udskifte eller rydde læhegnet, men så

længe læhegnet består, skal det holdes i forsvarlig stand, og

hverken ejeren eller naboerne må udsætte det for beskadigelse.

Ejeren af et læhegn kan være flere personer, og der vil således

foreligge et samejeforhold i henseende til læhegnet, tilsvarende

som ved fælleshegn i hegnsloven. Den enkelte deltager i samejet

vil i så fald ikke kunne foretage den i 1. pkt. hjemlede

nedskæring, udskiftning eller rydning af læhegnet - heller ikke af

den del, der måtte stå på hans grund - uden de andre har givet

samtykke, eller hegnsynet har meddelt tilladelse hertil.

Bestemmelserne i § 5 svarer til bestemmelserne for egne hegn i

hegnslovens § 13, stk. 1, dog kræver hegnsloven ikke skriftlig

meddelelse til naboen.

Til § 6

I stk. 1 fastslås læhegnsejernes vedligeholdelsespligt og de hensyn,

der skal varetages herved 1. pkt. svarer til hegnslovens § 18,

stk. 1.

For en praktisk vigtig situation, nemlig hvor naboen klager over

træernes højde, fastsætter stk. 2 vedligeholdelsespligten konkret.

Efter forslaget kan naboen forlange læhegn, der befinder sig inden

for 10 m fra ejendomsskellet, nedkappet en gang årlig til en højde

af 10 m.

Forslaget medfører en væsentligt ændring af den hidtidige

retstilstand på området. Hegnslovens § 18, stk. 2, fastsætter, at

fælleshegn mellem jorder, der anvendes til landbrug, gartneri og

havebrug, samt mellem sådanne jorder og skove, hvor lævirkning er

af væsentlig betydning, kun kan kræves nedkappet en gang årligt

til en højde af 5 m. Er læhegnet et eget hegn, følger det af

hegnslovens § 2, at den størst tilladte højde er 5 m med et tillæg

svarende til afstanden fra hegnet til skellinien, dog for

frugtplantagers egne hegn mod syd og vest med et tillæg på 1 1/ 2

gang afstanden fra hegnet til skellinien. Udgør læhegnet et indre

hegn, hvilket ifølge praksis vil sige, at det står i en afstand af

mere end 1,75 m fra skellet, falder det som nævnt uden for

hegnsloven, og er dermed ikke omfattet af nogen lovmæssigt

fastsatte højdebestemmelser. Føler naboen sig generet af læhegn,

der er placeret som indre hegn, må han derfor indbringe

spørgsmålet herom for domstolene, der ud fra en konkret vurdering

må tage stilling til striden mellem de to naboer. Reglen i

hegnsloven lider af den ulempe, at den kun omfatter hegn mellem

jordbrugsarealer indbyrdes og mellem sådanne og skove. Kommer et

læhegn, der oprindeligt er anlagt mellem 2 landbrugsejendomme,

således til at støde op til en boligbebyggelse, vil hegnet efter

reglerne om hegn ved boligbebyggelse kunne kræves nedkappet til en

højde af højst 2 m.

Langt alvorligere er imidlertid det forhold, at hegnsloven ikke yder

tilstrækkelig beskyttelse af nutidens læhegn. Systemet i den

kollektive læplantning er således baseret på, at træerne vokser op

til en højde af ca. 10 m. I det omfang, læhegnet er omfattet af

hegnsloven, vil naboen imidlertid kunne kræve læhegnet nedkappet

til en højde af fra 5 m (hvor læhegnet står i skellet) til 6,75 m

(hvis læhegnet står i den maksimale afstand fra skellet, hvor

hegnet er omfattet af hegnsloven). Heroverfor står så at naboen

ikke har nogen mulighed for efter hegnsloven at gøre indsigelse

mod et læhegn, der står i en større afstand fra skellet end 1,75

m, uanset læhegnets højde.

Ved de i § 4, stk. 1, og § 6, stk. 2, foreslåede regler vil

situationen for henholdsvis naboen og læhegnsejeren blive som

følger:

Naboen vil, medmindre han selv har været med til at aftale noget

andet, blive tilsikret, at læhegnet plantes i en sådan afstand fra

skellet til hans ejendom, at denne ikke bliver generet af

udhængende grene og rodskud fra læhegnet. Naboen skal herefter

akceptere en større læhegnshøjde end hidtil inden for 1,75 m

ejendomsskellet, men til gengæld vil han få ret til at kræve den

lovlige læhegnshøjde - 10 m - overholdt i et 10 m-bælte fra

ejendomsskellet.

Læhegnets ejer må for fremtiden plante sit læhegn i en større afstand

fra skellet end hidtil, men får ret til at holde en større

hegnshøjde end hidtil inden for en afstand af 1,75 m fra skellet.

Til gengæld må ejeren affinde sig med, at naboen får ret til at

kræve nedkapning af læhegnet inden for en væsentlig større afstand

fra skellinien end tidligere.

Reglen i § 6, stk. 2, vil også finde anvendelse i det indbyrdes

forhold mellem flere ejere af det samme læhegn, jf. foran under

bemærkningerne til § 5, med mindre disse har aftalt en anden

højde.

Til § 7

Tilsvarende bestemmelser findes i hegnslovens § 18, stk. 1, og § 19,

stk. 1.

Til § 8

Tilsvarende bestemmelser er indeholdt i hegnslovens § 22, dog er

tidsrummet - af hensyn til risikoen for markskader - ændret fra

mellem 1. november og 1. maj til mellem 1. november og 1. april.

Overskridelse af grænserne for den i § 8 fastlagte færdselsret på

nabogrunden vil evt. kunne straffes som overtrædelse af § 17 i lov

om mark- og vejfred.

Ved stk. 4 foreslås en generel erstatningspligt for skader opstået på

naboejendommen i forbindelse med vedligeholdelse eller renholdelse

af læhegn, og hegnsynet foreslås tillagt kompetence til at afgøre

erstatningsspørgsmålet, hvor parterne (i praksis ofte deres

forsikringsselskaber) ikke kan opnå enighed herom. Da de af

kommunerne i medfør af hegnsloven udpegede hegnsynsmænd i

almindelighed også er udpeget som vurderingsmænd i henhold til lov

om mark- og vejfred, vil der i de fleste hegnsyn allerede være en

sagkundskab med hensyn til vurdering af markskader o.l. Det

fremgår ikke af erstatningsreglen i hegnslovens § 22, stk. 3,

hvilken myndighed der skal afgøre erstatningsspørgsmålet efter

hegnsloven, men det antages støttet på hegnslovens § 42, stk. 2,

at hegnsynet har kompetence til at afgøre erstatningsspørgsmålet

uden ankemulighed.

Til § 9 og § 10

§§ 9 og 10 fastlægger hegnsynets kompetence i henhold til

læhegnsloven. Ved tilsidesættelse af forskrifterne i § 5, 2. pkt.,

vil hegnsynet evt. kunne påbyde arbejdets udsættelse eller

standsning, ligesom hegnsynet vil kunne tage stilling til krav fra

naboen om rejsning af fælleshegn i henhold til reglerne i

hegnslovens kapitel II.

Det må påregnes, at der efter en årrækkes forløb vil kunne opstå

ønsker om ændring af en aftale om læhegn indgået i medfør af

lovens § 3. Landbrugsstrukturen og driften af de enkelte ejendomme

og arealer er undergivet fortsatte ændringer, ligesom f.eks.

ejernes helbred og alder kan gøre det naturligt at foretage

ændringer i den aftalte fordeling af vedligeholdelsesbyrden. Det

er derfor fundet hensigtsmæssigt ved § 10 at tillægge hegnsynet

kompetence til (inden for rammerne af parternes påstande) at

fastsætte de fornødne ændringer af en i medfør af § 3 indgået

overenskomst. Opstår der i denne forbindelse retsspørgsmål, f.eks.

om overenskomstens gyldighed eller fortolkning, må hegnsynet

henvise et sådant spørgsmål til domstolene, med mindre parterne er

enige om at lade hegnsynet træffe afgørelse i det jf. § 13, stk.

2.

Til § 11

Bestemmelsen fastsætter, hvem der kan rejse sag for hegnsynet i

medfør af læhegnsloven. Der findes ikke nogen tilsvarende

bestemmelse i hegnsloven, men det antages i praksis, at der som

altovervejende hovedregel kun kan rejses sag for hegnsynet af

ejeren af en fast ejendom mod ejeren af en anden fast ejendom, og

under forudsætning af at de pågældende ejendomme støder direkte op

til hinanden. For så vidt angår hegn mod vejarealer antages det,

at en sag kan rejses også af den pågældende vejmyndighed. Om

»læhegnets ejer« henvises til bemærkningerne til § 5 og § 6, stk.

2.

Til § 12

§ 12 fastsætter en adgang til at indbringe hegnsynets kendelser for

landvæsenskommissionen.

Bestemmelsen afviger væsentligt fra de i hegnslovens § 42, stk. 1 til

stk. 3 fastsatte ankeregler.

Ifølge hegnslovens ankesystem kan hegnsynets kendelser, bortset fra

en række ordinære vedligeholdelsesspørgsmål, indankes for

landvæsenskommissionen. Landvæsenskommissionens kendelser i

hegnsankesager kan ikke yderligere påankes; dog kan

landbrugsministeren undtagelsesvis tillade sagens indbringelse for

en overlandsvæsenskommission, når den skønnes at have almindelig

interesse eller videregående betydelige følger for den pågældende.

Anke af hegnsynets kendelser til landvæsenskommisionen sker nok i

noget større omfang, end der er hjemmel til i hegnsloven, bl.a.

fordi det ofte er meget vanskeligt at se, hvilke bestemmelser i

hegnsloven hegnsynet har støttet sin afgørelse på. Medens det vil

være rimeligt, at et hegnsyns afgørelse om klipning af en hæk

mellem to parcelhushaver ikke kan indbringes for

landvæsenskommissionen, må det under hensyn til de store

økonomiske, æstetiske og andre interesser, der kan knytte sig til

læhegn, anses for mindre rimeligt, om der ikke her skulle være

adgang til også at anke vedligeholdelsesspørgsmål. Da det ikke

findes praktisk muligt at afgrænse sådanne

vedligeholdelsesspørgsmål, som er så ubetydelige, at anke ikke

burde kunne iværksættes, foreslås det at åbne adgang til anke af

alle af hegnsynet afsagte kendelser om læhegn til

landvæsenskommissionen. Dette vil dog, jf. § 13, stk. 1, ikke

gælde de af hegnsynet i medfør af hegnslovens § 44, stk. 1,

afsagte kendelser.

Det har været overvejet at udelukke muligheden for opnåelse af

tredieinstansbevilling, men efter henstilling fra

Justitsministeriet er denne mulighed bibeholdt. Justitsministeriet

har i den forbindelse henvist til, at landvæsensretternes fremtid

og fremtidige opgaver p.t. behandles i et udvalg under

Justitsministeriet.

Til § 13

Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 angiver de bestemmelser i

hegnslovens kapitel VI og kapitel VII, der kommer til anvendelse

ved behandlingen af sager i medfør af læhegnslovens kapitel 1.

Til § 14

Som nævnt foran under Almindelige bemærkninger, 3, har

tilskudsordningen i henhold til lov om tilskud til læplantning

hidtil været tidsbegrænset, oprindeligt til 31. marts 1982,

derefter ved ændringsloven af 1981 til udgangen af 1986 og senest

ved ændringsloven i 1987 til udgangen af 1988. Da behovet for

statsstøtte til læplantningen må antages at bestå i en lang

årrække endnu, foreslås ved affattelsen af stk. 1 at undlade at

tidsbegrænse tilskudsordningen. Det foreslås tillige, at

beløbsrammen for tilskuddet fastsættes på de årlige finanslove,

som det har været tilfældet siden den i 1981 gennemførte ændring

af læplantningsloven.

Det i stk. 2 indeholdte hjemmel til at yde tilskud til forsknings-,

forsøg- og udviklingsprojekter af betydning for læplantningen er -

som nævnt foran under Almindelige bemærkninger, 7 - ny.

Til § 15

Bestemmelserne i § 15 afgrænser den kreds af tilskudsmodtagere, der

kan modtage tilskud til anlæg af læhegn til private ejere af

arealer, der anvendes eller agtes anvendt til landbrug,

frilandsgartneri, frugtplantage, planteskole o.l. Afgrænsningen

af, hvilke ejere, der skal anses for private, sker ved i stk. 2 at

fastslå, at tilskud ikke kan ydes til læhegn på arealer, der

tilhører staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige

stiftelser. En ganske tilsvarende afgrænsning er foretaget ved § 1

i lov om skove, § 55, stk. 1, i lov om naturfredning, § 2, stk. 2,

i lov om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og

miljøfremmende foranstaltninger i det private skovbrug samt § 1,

stk. 4, i lov om foranstaltninger i anledning af stormfaldet i

1981 (stormfaldsloven). Begrebet »offentlig stiftelse« er fastlagt

i administrativ praksis.

I stk. 3 fastslås, at der ikke kan ydes tilskud til anlæg af læhegn,

hvor ejeren allerede over for en offentlig myndighed er pligtig at

foretage sådanne foranstaltninger eller er nødt til at foretage

dem for at opnå en tilladelse. Efter naturfredningslovens § 44 kan

amtsrådet (Hovedstadsrådet), hvis anvendelsen af en ejendom i det

åbne land til f.eks. campingplads, tankstation, oplags- og

losseplads eller pelsdyrfarm medfører væsentlige ulemper eller

virker stærkt skæmmende i forhold til omgivelserne, give ejeren

påbud om etablering af hegn, beplantning eller andre

foranstaltninger, som kan afhjælpe forholdet. Efter § 44, stk. 4 i

kommuneplanloven kan kommunalbestyrelsen påbyde en grundejer at

foretage hegning, beplantning eller andre

afhjælpningsforanstaltninger, hvis anvendelsen af en grund til

oplag, henlæggelse af affald eller lignende formål virker

skæmmende i forhold til omgivelserne. Kravet om afskærmende

beplantning eller lignende som betingelse for en tilladelse har

f.eks. været stillet i forbindelse med råstofindvinding.

Efter formuleringen af stk. 4 kan der ikke ydes tilskud til den

almindelige vedligeholdelse, renholdelse eller efterplantning af

læhegn. For så vidt angår kollektive læhegn vil bestemmelsen ikke

være til hinder for en fortsættelse af den for nogle år siden

indførte praksis, hvorefter der i 3 vækstsæsoner foretages

ukrudtsbekæmpelse og efterplantning for at sikre, at hegnene

kommer i god vækst. Der er her tale om en del af anlægsarbejdet.

Til § 16

Ved stk. 1 foreslås, at det i overensstemmelse med mangeårig praksis

nu lovfæstes, at de midler, der står til rådighed for tilskud til

anlæg af læhegn, fortrinsvis skal anvendes til støtte for den

kollektive læplantning.

Efter stk. 2 vil der fortsat være mulighed for at yde tilskud til

individuel læplantning, hvor ansøgeren er afskåret fra at indgå i

en kollektiv læplantning eller ikke hensigtsmæssig kan deltage i

en sådan.

Tilskudsgrundlaget er væsentlig forskellig. Men der ved kollektiv

læplantning, jf. § 18, stk. 2, ydes tilskud til de samlede

anlægsomkostninger, beregnes tilskuddet ved individuel

læplantning, jf. § 18, stk. 3, på grundlag af planteprisen.

Til § 17

De i stk. 1 foreslåede betingelser for støtte til kollektiv

læplantning svarer i det væsentlige til hidtidig praksis, bortset

fra den i 2. pkt. indeholdte regel om, at sammenslutningens

(læplantningslavets) vedtægter skal godkendes af

landbrugsministeren. Dette skal tilsikre, at vedtægterne er i

overensstemmelse med de i loven og i henhold til denne fastsatte

forskrifter.

Efter de nuværende standardvedtægter for læplantningslav har disse

til opgave under medvirken af Hedeselskabet at få udført

systematisk læplantning hos lavets medlemmer. Lavet hæfter over

for kreditorer for de enkelte medlemmers gæld i forbindelse med

planteindkøb, jordarbejde, plantning m.v., når gælden er stiftet

efter aftale med eller påbud af bestyrelsen eller Hedeselskabet.

Lavet kan kræve forudbetaling eller sikkerhedsstillelse for de

udgifter, der anslås at ville komme til at påhvile det enkelte

medlem. Hvis medlemmets skyld ikke afregnes inden 8 dage efter

påkrav, kan bestyrelsen kræve beløbet betalt af medlemmets

tilgodehavende hos mejeri, slagteri eller anden aftager af

ejendommens produktion. Der påhviler medlemmerne en solidarisk

forpligtelse for lavets forpligtelser. Lavet kan ikke uden

Hedeselskabets samtykke opløses i de første 10 år efter

fuldførelsen af plantningsarbejdet. Læplantningslavene er nu

momsregistreret.

Med det foreslåede stk. 2 åbnes der mulighed for, at

landbrugsministeren kan godkende et kollektivt læhegnsprojekt med

et mindre antal ejere eller km, f.eks. hvor de stedlige forhold

ikke gør det muligt at nå op på det i stk. 1 fastsatte antal,

eller hvor der f.eks. er tale om plantning af forsøgsmæssig

karakter.

Til § 18

Ifølge stk. 1 fastsætter landbrugsministeren fordelingen af

tilskudsmidlerne mellem kollektiv og individuel læplantning - med

respekt af § 16, stk. 1, hvorefter tilskudsmidlerne overvejende

skal anvendes til støtte for kollektiv læplantning - samt

midlernes fordeling lokalt. Det er hensigten herigennem at fastslå

en styringsmulighed, således at der ved tilskudsmidlernes

fordeling kan tages hensyn til det offentliges større eller mindre

interesse i læplantningen i et bestemt område, således at der

f.eks. kan ske en graduering af tilskudsprocenten. Denne fordeling

foretages for tiden af Det danske Hedeselskab og Fællesudvalget

for Læplantning.

Det foreslås, at der ved tilskudsmidlernes fordeling kan varetages

landøkonomiske samt planlægnings-, frednings- og miljøhensyn.

Dette indebærer, at tilskud ud fra en konkret vurdering vil kunne

nægtes, såfremt et eller flere af disse hensyn taler imod den

pågældende plantning. Tilskud vil blive nægtet, hvor etablering af

et læhegn vil stride mod en konkret fredning, mod

fredningsformålet i en rejst, konkret fredningssag eller mod

forpligtelser, der påhviler danske myndigheder inden for rammerne

af internationale aftaler som Ramsar-konventionen eller

EF-fuglebeskyttelsesdirektivet. Til sikring af den fornødne

interesseafvejning agtes etableret en høringsprocedure i forhold

til de interesserede lokale og regionale myndigheder samt således,

at disse får lejlighed til at udtale sig om et kollektivt

læplantningsprojekt, inden dette godkendes. Der vil i de kommende

administrative bestemmelser blive fastsat regler for dokumentation

af, at de fornødne høringer er foretaget, og at eventuelt fornødne

dispensationer fra lovgivningen foreligger. Der er under den

nuværende ordning af Hedeselskabet indledt en praksis, hvorefter

amtskommunen, primærkommunens tekniske forvaltning samt de

stedlige museer orienteres om de kollektive projekter.

Ifølge den nuværende lovs § 2 kan der til kollektive

læplantningsarbejder ydes tilskud på indtil 50 pct. af de med

arbejdets udførelse forbundne omkostninger. Princippet om indtil

50 pct. statstilskud videreføres i stk. 2; men reglen er

omformuleret for at understrege, at 50 pct. er maksimum. Ifølge

stk. 2 skal landbrugsministeren nu fastsætte maksimum for de

samlede anlægsomkostninger, der kan beregnes tilskud af, samt

fastsætte tilskudsprocenten (til en procent ikke overstigende 50).

Ifølge den nuværende lovs § 3 kan der ved individuel læplantning ydes

tilskud på indtil 50 pct. af indkøbte lætræers pris. Dette princip

videreføres ved stk. 3, der iøvrigt svarer til mangeårig praksis.

Det er som i stk. 2 ved udformningen af 50 pct.-reglen tilstræbt

at understrege, at de 50 pct. er maksimum og ikke nødvendigvis

normen, eller noget tilskudsmodtageren har krav på.

Til § 19

Bestemmelsen i stk. 1 sigter bl.a. til de foran under Almindelige

bemærkninger, 3, omtalte FEOGA-tilskud og til det forhold, at der

i en række situationer som led i beskæftigelsesforanstaltninger

har været ydet kommunale tilskud til læplantningen. Disse ekstra

beløb er blevet administreret således, at der er sket en udvidelse

af læplantningens omfang, mens der ikke er sket nogen forhøjelse

af statstilskuddet til den enkelte lodsejer. Der er yderligere

tale om, at legatmidler og donationer i beskedent omfang tilgår

læplantningen. Under hensyn til disses i det hele ubetydelige

omfang er der ikke fundet anledning til at medtage sådanne midler

i reglen i stk. 1.

Til § 20

Da de projekter, der vil kunne blive tale om, vil have meget

varierende indhold og omfang foreslås det, at landbrugsministeren

kan fastsætte tilskudsgrundlaget og tilskudsprocenten i det

enkelte tilfælde. Det må imidlertid anses for ønskeligt, at

tilskudsmodtageren selv har et væsentligt økonomisk medansvar for

projektet, og det foreslås derfor, at tilskud i almindelighed ikke

skal kunne overstige 50 pct. af de tilskudsberettigede udgifter.

Til § 21

Det foreslås i bestemmelsen, at de i § 18, stk. 2 og stk. 3 samt § 20

fastsatte begrænsninger af tilskuddet til ikke over 50 pct. af de

tilskudsberettigede udgifter under ganske særlige omstændigheder

kan fraviges. Med hensyn til tilskud til læhegn påregnes

dispensationsbeføjelsen umiddelbart ikke anvendt, men det kan være

ønskeligt at kunne fravige 50 pct.-grænsen, hvis der f.eks. skulle

blive tale om læplantning på mindre øer. Ved tilskud til projekter

kunne der være tale om særlig værdifulde projekter, hvor

tilskudsansøgerne imidlertid ikke er i stand til selv at

tilvejebringe de fornødne midler til en 50 pct. medfinansiering.

Til § 22

De i stk. 1 og stk. 2 indeholdte bemyndigelser til

landbrugsministeren er videreført fra § 5, stk. 1 og stk. 3, i den

nuværende lov.

Til § 23

Den i stk. 1 indeholdte bemyndigelse er videreført fra § 5, stk. 4, i

den nuværende lov.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny. Bestemmelsen tilsigter at skabe mulighed

for, at der kan foretages besigtigelser af arealer, for hvilke der

er ansøgt om tilskud til læplantning til brug ved en bedømmelse af

projektet samt at give mulighed for en efterfølgende kontrol med

læhegn, hvortil der er ydet tilskud. Ved fastsættelse af regler

for tilsyn i de administrative bestemmelser vil det blive bestemt,

at tilsynet som hovedregel skal ske efter et nærmere fastsat

varsel til ejer og eventuel bruger, medmindre formålet med

tilsynet ikke derved forspildes.

For de kollektive læhegns vedkommende har Hedeselskabet hidtil

foretaget tilsynet med hjemmel i lavenes vedtægter, og der har

derudover af Hedeselskabet været udøvet en stikprøvekontrol over

modtagere af tilskud til individuel læplantning. Der har herved

været konstateret nogle tilfælde, hvor tilskudsbetingelserne har

været tilsidesat, og der har i sådanne tilfælde været rejst krav

om tilbagebetaling af de ydede statstilskud.

Til § 24

Bestemmelsen svarer i sin udformning til en række af

Landbrugsministeriets øvrige tilskudslove.

I det i 1976 fremsatte forslag til læplantningslov, jf. foran under

Almindelige bemærkninger, 3, var det foreslået, at

landbrugsministeren kunne bemyndige Statens Jordlovsudvalg

(jordbrugskommissionerne) til at træffe afgørelse efter loven.

Under forslagets behandling i Folketinget foretoges af praktiske

hensyn en ændring på dette punkt, således at landbrugsministeren i

henhold til lovens § 6, stk. 1, kan bemyndige Det danske

Hedeselskab til at træffe afgørelse efter loven. Baggrunden for

denne ændring var bl.a., at der var tale om en tidsbegrænset

tilskudsordning, og at Hedeselskabet under tidligere

ikke-lovfæstede ordninger havde administreret tilskuddene til

læplantningen. Der er foran i Almindelige bemærkninger, 7,

redegjort for det ønskelige i, at de af Hedeselskabet hidtil

udøvede beføjelser fremover udøves af Landbrugsministeriets

myndigheder. Det påregnes, at landbrugsministerens beføjelser

efter lovens kap. 2 vil blive henlagt til Jordbrugsdirektoratet.

Det hidtidige Fællesudvalg for Læplantning besidder i kraft af

dets sammensætning stor ekspertise på læplantningsområdet, og

Fællesudvalget repræsenterer endvidere brugerinteressen. Som

anført i de almindelige bemærkninger vil Fællesudvalget blive

tillagt en rådgivende funktion over for jordbrugsdirektoratet ved

lovens administration. Det er således hensigten, at inddrage

Fællesudvalget i spørgsmål om fordelingen af tilskudsmidler mellem

kollektiv og individuel læplantning, om fordelingen af

tilskudsmidlerne mellem forskellige regioner, samt i andre

spørgsmål af større betydning for læplantningen.

Til § 25

Da forslaget skal notificeres for EF-Kommissionen, foreslås

landbrugsministeren bemyndiget til at fastsætte lovens

ikrafttrædelsestidspunkt. Det påregnes, at loven vil kunne sættes

i kraft med virkning fra 1. januar 1989.

Bilag

Lov nr. 245 af 12. maj 1976 om tilskud til læplantning

(med de af lov nr. 566 af 16. november 1977 om ændring af forskellige

lovbestemmelser i anledning af omlægningen af statens finansår til

kalenderåret, lov nr. 127 af 25. marts 1981 om ændring af lov om

tilskud til læplantning samt lov nr. 116 af 11. marts 1987 om

ændring af lov om tilskud til læplantning følgende ændringer)

§ 1. Til tilplantningsarbejder på landbrugsarealer kan

landbrugsministeren i finansårene 1976-77 til 1981 og derudover

til 31. marts 1982 give tilsagn om tilskud af statskassen inden

for en beløbsramme på 5 mill. kr. årligt.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere i tiden fra 1. april 1982

til 31. december 1982 samt i finansårene 1983 til 1988 give

tilsagn om tilskud af statskassen inden for en beløbsramme, der

fastsættes på de årlige finanslove.

§ 2. Til kollektive læplantningsarbejder kan der ydes indtil 50 pct.

af de med arbejdets udførelse forbundne omkostninger.

§ 3. Til anlæg af lægivende hegn på landbrugs- eller gartnerijord

under forhold, hvor der ikke er mulighed for at deltage i

kollektiv læplantning, kan der ydes de pågældende jordbrugere et

tilskud på indtil 50 pct. af indkøbte lætræers pris. § 4.

Landbrugsministeren kan kræve, at tilskud efter denne lov

tilbagebetales, såfremt de pågældende læhegn misrøgtes eller

sløjfes inden 10 år efter anlægget.

§ 5. Landbrugsministeren bemyndiges til at fastsætte de nødvendige

regler for tilskudsordningens gennemførelse og administration,

herunder om, hvilke udgifter der skal anses for

tilskudsberettigede, samt om tilskudsprocenten og tilskuddenes

udbetaling.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan udbetale forskud på tilskudsbeløb i

henhold til § 2.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for tilbagebetaling

i henhold til § 4 af ydede tilskudsbeløb.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte forskrifter for

projektering, udførelse, tilsyn med og vedligeholdelse af de

kollektive læplantninger.

§ 6. Landbrugsministeren kan bemyndige Det danske Hedeselskab til at

træffe afgørelser efter denne lov.

Stk. 2. Hedeselskabets afgørelse efter stk. 1 kan påklages til

landbrugsministeren.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 8. (Ikrafttrædelsesbestemmelse).

Versioner

  1. 1988-05-21