1987 LSF 142 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DSB
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00142@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 245 af 8. juni 1977 om DSB, som ændret ved lov nr. 226 af
16. maj 1984, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 52 indsættes:
»Hegn. Hævd
§ 52 a. DSB træffer afgørelse om hegnstyper og om etablering,
vedligeholdelse og nedtagning af egne hegn på DSB's
jernbanearealer.
Stk. 2. Hævd kan ikke vindes over arealer, der i matriklen er
registreret som jernbanearealer.«
2. I § 53 ændres »§§ 44-52« til: »§§ 44-52 a, stk. 1«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 1988.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 245 af 8. juni 1977 om DSB, som ændret ved lov nr. 226 af
16. maj 1984, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 52 indsættes:
»Hegn. Hævd
§ 52 a. DSB træffer afgørelse om hegnstyper og om etablering,
vedligeholdelse og nedtagning af egne hegn på DSBs
jernbanearealer.
Stk. 2. Hævd kan ikke vindes over arealer, der i matriklen er
registreret som jernbanearealer.
2. I § 53 ændres »§§ 44-52« til »§§ 44-52 a, stk. 1«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juni 1988.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Det har hidtil været anset for usikkert, hvorvidt DSB har hjemmel
til selv at træffe afgørelse om etablering, nedtagning og
vedligeholdelse af hegn på DSBs arealer. Det er ligeledes
usikkert, om der kan vindes hævd over jernbanearealer.
På denne baggrund findes det hensigtsmæssigt nu at indføre
udtrykkelige bestemmelser på de nævnte områder, jf. herved
bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1 nr. 1
Ad § 52 a, stk. 1
I forordningen af 5. marts 1845 om grundafståelser m.m. i anledning
af jernbaners anlæg i Danmark var der i § 19 om bl.a. hegning af
jernbanerne sålydende bestemmelse:
»Entrepreneurerne ere forpligtede til at indrette og vedligeholde
alle Anlæg, som ere fornødne til at tilvejebringe og sikre
Kommunikationen paa de af Banen overskaarne Landeveje, saavel som
Overkjørsler, Indhegninger, Opkjørselssteder paa Grundstykker,
Vandledninger og Steenkister, for at afværge Fare og Skade på de
nærliggende Grundstykker.«
Indtil 1. oktober 1964, hvor 1845-forordningen ophævedes ved lov nr.
186 af 4. juni 1964 om fremgangsmåden ved ekspropriation
vedrørende fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 21.
februar 1984, har § 19 i 1845-forordningen været administreret
således, at der opsattes hegn langs jernbaner, når anlægslovene
intet foreskrev herom, medens opsætning af hegn modsætningsvis
blev undladt, når anlægslovene udtrykkeligt bestemte, at hegn
ikke skulle opsættes. Denne administration af 1845-forordningen
har i øvrigt haft støtte i retspraksis.
Efter at 1845-forordningen er ophævet, og da dennes § 19 ikke er
optaget i nogen anden lov, og da der i øvrigt ikke i anden
lovgivning er indeholdt regler om jernbanernes hegnspligt, må det
anses for usikkert, hvad der i dag gælder på området.
Af økonomiske grunde ønsker DSB i de kommende år at nedtage hegn
langs en række jernbanestrækninger på steder, hvor dette skønnes
forsvarligt. Der vil som hovedregel kun blive tale om steder,
hvor banerne forløber uden for bymæssige områder. Endvidere
påregner DSB at indføre forenklede hegnstyper på steder, hvor
hegn fortsat skal bestå.
I forbindelse med nedtagning af hegn, der tjener som eneste
skelafmærkning af en banegrænse, agter DSB at foranledige anden
skelafmærkning anbragt i fornødent omfang.
DSB vil i øvrigt iagttage bestemmelsen i lov nr. 259 af 27. maj 1950
med senere ændringer om hegn § 13, stk. 1, 2. pkt. om
underretning til nabolodsejeren.
DSBs udgifter til vedligeholdelse af hegn udgør for tiden ca 15 mio.
kr. årligt. Det skønnes, at halvdelen af dette beløb vil kunne
spares ved gennemførelsen af nærværende lovforslag.
For så vidt angår forslagets forhold til lov om hegn bemærkes, at
forslaget ikke indebærer nogen ændring af hegnsloven. En
grundejer har således som hidtil adgang til i overensstemmelse
med reglerne i hegnslovens § 11 at rejse eget hegn imod
jernbanearealer. Rejsning af eget hegn vil være i grundejerens
interesse, idet det har støtte i retspraksis efter § 9 i lov nr.
117 af 11. marts 1921 med senere ændring om erstatningsansvar for
skade ved jernbanedrift, at ejeren af løsgående dyr selv må
beskytte dyrene bl.a. ved tilstrækkeligt hegn.
Ad § 52 a, stk. 2
Der er i juridisk teori og praksis rejst tvivl om, hvorvidt der kan
vindes hævd på jernbane- og vejarealer.
For vejarealernes vedkommende er problemet løst ved sålydende
bestemmelse i § 88, stk. 2, i lov om offentlige veje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. august 1985: »Hævd kan ikke
vindes over offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen«
Grænsen mellem jernbanearealer og andre arealer er ofte ikke
tydeligt markeret i marken, hvilket medfører en ikke ubetydelig
risiko for, at nabolodsejere kan vinde hævd over jernbanearealer.
Denne risiko forøges ved den for DSB planlagte nedtagning af hegn.
For privatbanerne gælder det, med undtagelse af Lollandsbanen, at
deres arealer er uindhegnede, og hævdsrisikoen eksisterer således
også i særlig grad for disse baners arealer.
På denne baggrund findes det hensigtsmæssigt at indføre en
bestemmelse som foreslået i § 52 a, stk. 2, svarende til
vejlovens § 88, stk. 2, således at den foreslåede bestemmelse
kommer til at gælde umiddelbart både for arealer tilhørende DSB
og privatbanerne, og således at bestemmelsen endvidere kommer til
at gælde såvel for de egentlige banearealer som for veje, ramper
og havearealer m.v., der matrikulært er afgrænset af skel og i
matriklen registreret som jernbanearealer.
Til § 1 nr. 2
Ændringen i § 53 muliggør, at også bestemmelsen i § 52 a, stk. 1, af
ministeren kan bringes til anvendelse for jernbaner under
privatdrift.