1987 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BYGNINGS- OG BOLIGREGISTRERING (SAMORDNING VEDRØRENDE STEDBESTEMTE OPLYSNINGER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00144@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 243 af 12. maj 1976 om bygnings- og boligregistrering som
ændret ved lov nr. 138 af 13. april 1983 og lov nr. 841 af 18.
december 1987 foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter »fast ejendom«: »og andre stedbestemte
oplysninger«.
2. I § 7 indsættes som stk. 2.:
»Stk. 2. Boligministeren kan bemyndige en styrelse under ministeriet
til at udøve de beføjelser, der er nævnt i stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 1988.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget.
Nærværende forslag er et led i regeringens moderniseringsplan med
henblik på at effektivisere og videreudvikle produktion og
anvendelse af stedbestemte oplysninger - kort- og
geodataprodukter - herunder disse i samspil med de store
administrative registersystemer vedrørende ejendomsdata.
Beslutningen ved kongelig resolution af 10. september 1987 om:
»at sager vedrørende Matrikeldirektoratet med undtagelse af
administrationen af landbrugslovenes kapitel 1-4 og
jordfordelingslovens § 9 overføres fra Landbrugsministeriet til
Boligministeriet, og
at sager vedrørende Geodætisk Institut og Søkortarkivet overføres
fra Forsvarsministeriet til Boligministeriet«
har gjort det naturligt at se samordningsbehovet for kort- og
geodata i sammenhæng med den eksisterende samordningsbeføjelse i
BBR-lovens § 7.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig hermed fremsatte
forslag til lov om Kort- og Matrikelstyrelsen.
Forslaget tager sigte på, at samordnings- og forenklingsindsatsen
vedrørende ejendomsdata udvides til også at omfatte kort- og
geodataprodukter med henblik på at realisere de fordele af
samfundsmæssig karakter, som en sådan indsats vil muliggøre.
Ved samordningsindsatsen tilstræbes det at modvirke den risiko, der
er for, at registrering og produktudvikling vedrørende den
offentlige kortlægning, opmåling og anden registrering af
stedbestemte oplysninger sker ukoordineret med deraf følgende
fejlinvesteringer af betydelig størrelsesorden.
Ved indsatsen er det tanken at tilvejebringe en fælles
referenceramme for det samlede område, som i mange henseender er
nært fagligt, teknisk og økonomisk sammenhængende, men som
tillige på en række punkter er så afvigende, at den foreslåede
udvidede samordningsbeføjelse indebærer en nødvendig præcisering
af, at området betragtes som en helhed.
Behovet for samordning er belyst i en lang række rapporter fra
arbejdsgrupper i såvel statsligt som kommunalt og privat regi. I
betænkning nr. 1073 af maj 1986 vedrørende den statslige kort- og
geodataproduktion er det således anført, at udviklingen på
området har ført til en ustruktureret opgave- og
kompetencefordeling samt
» - at næsten identiske opgaver inden for den centrale og decentrale
kortproduktion løses af to eller flere offentlige myndigheder
hver for sig inden for samme tidsrum
-at en række enkeltopgaver/enkeltinvesteringer, der tilsammen kunne
have udgjort en samlet opgave/enkeltinvestering, løses/foretages
ud fra så snævert individuelle hensyn, at samordning senere ikke
er mulig
-at en række opgaver af tidsmæssige eller økonomiske årsager må
løses af andre end dem, der udfra en uddannelsesmæssig eller
teknisk betragtning må anses for de rette
-at der sker fejlinvesteringer ved en ukoordineret edb-anvendelse og
ved opbygning af geografiske databehandlingssystemer
-at institutionelt betingede opgavebindinger vil kunne forhindre en
reel udnyttelse af det effektiviseringspotentiale, som er
indeholdt i anvendelsen af ny teknologi og nye samarbejdsformer.«
Det foreslås på denne baggrund, at boligministerens
samordningsbeføjelse generelt udvides til også at omfatte
samordningen af den offentlige sektors produktion og anvendelse
af kort- og geodataprodukter. Herved vil der være skabt mulighed
for at tilrettelægge en langsigtet samordningsindsats omfattende
såvel kort- og geodata som de oplysninger vedrørende fast
ejendom, der i dag først og fremmest er relaterede til et
kortgrundlag via matrikelkortværket. Samtidig hermed foreslås, at
boligministeren bemyndiges til at delegere samordningen til Kort-
og Matrikelstyrelsen, for hvilken der samtidig hermed, som nævnt,
er fremsat særskilt lovforslag.
2. Økonomiske og administrative konsekvenser
Forslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser ud
over de, der er anført i det samtidigt hermed fremsatte forslag
til lov om Kort- og Matrikelstyrelsen.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om Kort- og
Matrikelstyrelsen indebærer i sig selv en styrkelse af den
statslige kort- og geodatavirksomhed. Det er hensigten med
bestemmelsen snarest muligt at henlægge samordningen af kort- og
geodata til Kort- og Matrikelstyrelsen. Ved snævert samarbejde
mellem styrelsens virke og den samordning af ejendomsdata, som
fortsat påregnes varetaget af Boligministeriets Departement,
tilgodeses at samordningsindsatsen for de mange statslige,
kommunale og øvrige interessenter sker ud fra et helhedssynspunkt.
Bilag 1
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov nr. 243 af 12. maj 1976 om bygnings- og boligregistrering som
ændret ved lov nr. 138 af 13. april 1983 og lov nr. 841 af 18.
december 1987 foretages følgende ændringer:
1. I § 7 indsættes efter »fast ejendom«: »og andre stedbestemte
oplysninger«.
2. I § 7 indsættes som stk. 2.:
»Stk. 2. Boligministeren kan bemyndige en styrelse under ministeriet
til at udøve de beføjelser, der er nævnt i stk. 1.«
§ 7. Det påhviler boligministeren at søge gennemført sådanne regler
eller foranstaltninger, at der i videst muligt omfang sker en
samordning og forenkling af registreringen af oplysninger
vedrørende fast ejendom.
Bilag 2
Folketingsforhandlinger vedrørende lov om Bygnings- og
Boligregistrering
Folketingsåret 1975-76:
Sp. 4495, 5149, 5903, A 2541, B 945, 1067, C 443.
Loven stadfæstet 12. maj 1976 (Lovtidende nr. 243).
Folketingsåret 1982-83:
Sp. 4738, 5508, 8037, 8533, A 2321, B 1051, C 315.
Loven stadfæstet 13. april 1983 (Lovtidende nr. 138).
Folketingsåret 1987-88:
Fremsættelse af lovforslag nr. L 40 28. oktober 1987.
1. behandling 3. november 1987.
Betænkning afgivet af Boligudvalget 1. december 1987.
2. behandling 8. december 1987.
Vedtaget ved 3. behandling 10. december 1987.
Loven stadfæstet 18. december 1987 (Lovtidende nr. 841).