Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00150@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Lovens område m.v.

§ 1. Den, der udfører godskørsel for fremmed regning, skal have

tilladelse hertil af Vejtransportrådet, jf. § 8, hvis kørslen

foretages med et dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog

med en samlet tilladt totalvægt på mere end 6 tons.

Stk. 2. Godskørsel, der udelukkende udføres inden for dansk område

med et motorkøretøj eller vogntog, der er indregistreret i

udlandet, kan alene udføres i henhold til international aftale

eller regler fastsat af trafikministeren.

Stk. 3. Ved godskørsel for fremmed regning forstås kørsel med

motorkøretøj eller vogntog, hvorved der mod betaling af enhver

art transporteres gods, der ikke tilhører eller er knyttet til

køretøjets ejer (bruger) på den i stk. 4 angivne måde.

Stk. 4. Ved firmakørsel forstås kørsel med motorkøretøj eller

vogntog, hvorved der kun transporteres gods, der tilhører den,

der er registreret som ejer (bruger) af køretøjet, eller gods som

denne lejer, låner eller har i sin besiddelse med henblik på køb,

salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation,

idet kørslen skal udføres af en chauffør ansat hos den pågældende.

§ 2. Trafikministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af

køretøjer eller arter af godskørsel er undtaget fra kravet om

tilladelse.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte regler med henblik på

anvendelse eller gennemførelse af De europæiske Fællesskabers

forordninger og direktiver om godskørsel med motorkøretøjer samt

af tilsvarende aftaler med andre lande.

Betingelser for meddelelse af tilladelse

§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden

forretningsmæssigt forsvarligt,

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende

fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed,

jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

7) i faglig henseende er kvalificeret til at drive

vognmandsvirksomhed, og

8) i øvrigt gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder

i det omfang, dette følger af international aftale eller regler

fastsat af trafikministeren.

§ 4. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles

aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder

betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 8.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der

faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens godskørsel.

Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8,

jf. stk. 2.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles

tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med

begrænset ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber,

foreninger, stiftelser og andre selvejende institutioner. Der kan

ligeledes meddeles tilladelse til offentlige myndigheder og

virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3

nævnte art kan meddeles tilladelse, såfremt dette er hjemlet i

international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

trafikministeren.

§ 5. Trafikministeren kan fastsætte regler om ansøgningers indhold,

herunder om hvilke økonomiske eller faglige krav der skal være

opfyldt, jf. § 3.

Tilladelsens indhold m.v.

§ 6. Tilladelser i henhold til denne lov gives for et tidsrum af

højst 5 år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Stk. 2. Tilladelsen skal medføres i motorkøretøjet under kørslen,

herunder i udlandet.

Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået

denne, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre.

Stk. 4. Tilladelsen og godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere af

Vejtransportrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse.

Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om

løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende

kollektive overenskomster.

Vejtransportrådet

§ 7. Vejtransportrådet består af 7 medlemmer, der beskikkes af

trafikministeren. 3 af medlemmerne beskikkes efter indstilling

fra Danske Vognmænd, SiD, samt Industrirådet, Det danske

Handelskammer og Landbrugsrådet således, at de 2 førstnævnte

organisationer hver indstiller 1 medlem og de øvrige

organisationer i fællesskab 1 medlem.

Stk. 2. Trafikministeren udpeger blandt rådets medlemmer formanden,

der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse.

Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant

efter reglerne i stk. 1 og 2.

§ 8. Vejtransportrådet træffer afgørelse om tilladelse og

godkendelse i henhold til § 1, stk. 1, og § 4, stk. 2, om

fornyelse af tilladelse, samt om tilbagekaldelse af en tilladelse

eller godkendelse. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Stk. 2. Direktoratet for Vejtransport fungerer som sekretariat for

Vejtransportrådet. Trafikministeren kan efter aftale med

Vejtransportrådet fastsætte regler om, at direktoratet bemyndiges

til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder

bestemme, at afgørelser, der er truffet af direktoratet, ikke kan

indbringes for højere administrativ myndighed. Sådanne

bestemmelser er ikke til hinder for, at Vejtransportrådet på eget

initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af direktoratet,

op til nærmere undersøgelse og afgørelse.

Afmærkning af køretøjer

§ 9. Trafikministeren kan fastsætte regler om afmærkning m.v. af

køretøjer, der anvendes til godskørsel.

Gebyr

§ 10. Trafikministeren kan fastsætte regler om gebyr for udstedelse

af tilladelse og godkendelse samt for udstedelse af bevis for

anmeldelse i henhold til § 11.

Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.

Firmakørsel

§ 11. Et motorkøretøj eller vogntog, hvis samlede tilladte totalvægt

overstiger 6 tons, skal, såfremt det anvendes til firmakørsel,

anmeldes til et motorkontor, medmindre ejeren har tilladelse i

henhold til § 1, stk. 1. Trafikministeren kan efter forhandling

med justitsministeren fastsætte regler herom.

Stk. 2. Beviset for anmeldelsen af det pågældende køretøj i henhold

til stk. 1 skal medføres under kørslen.

Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v.

§ 12. Tilladelsen kan tilbagekaldes, hvis indehaveren eller de i

virksomheden ansatte personer groft eller gentagne gange har

overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. § 6, bestemmelserne i

denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8,

eller i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, for meddelelse af tilladelse

ikke længere er til stede. Tilbagekaldelse sker på tid fra 1-5 år

eller indtil videre.

Stk. 3. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, kan

ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1 og 2.

§ 13. En afgørelse efter § 12, stk. 2 og § 12, stk. 3, jf. stk. 2,

kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for

domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for

Vejtransportrådet, der anlægger sag mod den pågældende i den

borgerlige retsplejes former.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, finder tilsvarende anvendelse,

såfremt Vejtransportrådet bestemmer, at tilladelsen ikke kan

fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder

betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, eller i § 4, jf. § 3, stk. 1,

nr. 8.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten

kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens

behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller

godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved

dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende

virkning.

Stk. 4. En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2 og § 12, stk. 3, jf.

stk. 2 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af

Vejtransportrådet. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1

års mellemrum. Hvis ansøgning herom afslås, kan ansøgeren

forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt

tilbagekaldelsen er sket indtil videre, og der er forløbet mindst

5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelse

senest er nægtet ved dom. § 13, stk. 1, 2. pkt., finder

tilsvarende anvendelse.

§ 14. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af

en tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med

at opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 eller § 4, jf. §

3, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til Direktoratet for

Vejtransport kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet

bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et

konkursbo, eller en værge for en umyndiggjort, uden tilladelse

fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller

lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder fra

dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets

afsigelse eller umyndiggørelsen. I særlige tilfælde kan fristen

forlænges.

§ 15. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet,

jf. § 12-14 skal sammen med et i henhold til § 9 udleveret

kendetegn til afmærkning af køretøjet straks afleveres til

Direktoratet for Vejtransport.

Straffebestemmelser

§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning

straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 6, stk. 2 og 5, § 11

eller § 15,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller

godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt

i medfør af loven.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i

forskrifterne.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt

fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes

styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale

fællesskab bødeansvar.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 17. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 293 af 23. maj 1973 om

godstransport med motorkøretøjer.

Stk. 3. Tilladelser til godskørsel for fremmed regning, som er

udstedt, forbliver i kraft med de begrænsninger, der er fastsat

herfor.

Stk. 4. Regler fastsat i henhold til §§ 5, 8, stk. 1 og 21 i lov nr.

293 af 23. maj 1973 forbliver i kraft indtil de ophæves.

Overtrædelse af disse regler straffes med bøde. § 16, stk. 3,

finder tilsvarende anvendelse.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Den gældende lovgivning vedrørende godskørsel ad landevej er

indeholdt i lov nr. 293 af 23. maj 1973 om godstransport med

motorkøretøjer som ændret ved lov nr. 311 af 19. juni 1974.

Ved denne lov blev godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel)

med motorkøretøjer, hvis samlede totalvægt overstiger 6 tons,

undergivet en offentlig regulering. Dels gælder en kvantitativ

begrænsning, idet det samlede antal tilladelser til

vognmandskørsel fastsættes under hensyn til en række angivne

forhold i loven, og videre stilles der en række

kvalifikationskrav til den, der ansøger om at kunne udføre

vognmandsvirksomhed. Disse krav vedrører den pågældendes

økonomiske og faglige baggrund samt vandelsmæssige forhold. De

mindre motorkøretøjer blev ikke inddraget under reguleringen,

idet disse køretøjer kun udfører en meget begrænset del af

transportarbejdet, hvorfor en reguleringsordning ikke står i

rimeligt forhold til de administrative omkostninger, dette ville

medføre.

Loven videreførte den tidligere gældende tilladelsesordning

vedrørende fragtmandskørsel, det vil sige den kørsel, som sker i

fast rute. Kravet om tilladelse til fragtmandskørsel gælder

uanset motorkøretøjets størrelse, men såfremt dette har en

totalvægt på over 6 tons skal der endvidere foreligge en

tilladelse til almindelig vognmandskørsel. Ved loven blev der

foretaget en klarere afgrænsning af fragtmandskørsel over for den

almindelige vognmandskørsel, hvilket spørgsmål gav anledning til

problemer under den tidligere lovgivning.

Adgangen til at udføre firmakørsel, det vil sige en virksomheds

benyttelse af eget motorkøretøj til kørsel med egne produkter,

blev ikke begrænset ved loven, men såfremt motorkøretøjets

totalvægt overstiger 6 tons skal der ske særlig anmeldelse heraf,

hvilket muliggør at følge udviklingen inden for firmakørsel samt

at kontrollere overholdelsen af reglerne om vognmandskørsel.

2. Lovforslaget går ud på revision af loven om godstransport, men

det er under hensyn til ændringernes karakter fundet

hensigtsmæssigt at foreslå en ny lov til afløsning af den

gældende i stedet for at foretage ændringer heri.

De væsentligste ændringer i forhold til den gældende lov er følgende:

Lovforslaget indebærer i overensstemmelse med regeringens målsætning

om afskaffelse af regulerende ordninger, der hæmmer en friere

erhvervsudfoldelse afskaffelse af den særlige tilladelsesordning

vedrørende fragtmandskørsel, idet der ikke længere er

tungtvejende grunde til at opretholde denne, hvortil kommer de

vanskeligheder reguleringen heraf giver, og i øvrigt altid har

givet anledning til siden de første regler om fragtmandskørsel

blev fastsat i 1927. Dernæst indebærer lovforslaget en ophævelse

af den antalsmæssige (kvantitative) begrænsning

vedrørende godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel).

Baggrunden herfor er, at erfaringerne har vist, at denne ordning

ikke er et egnet styringsmiddel til regulering af

vognmandskørsel. Udførelse af godskørsel for fremmed regning vil

imidlertid fremover stadig kræve tilladelse, og i følge

lovforslaget skal tilladelse gives, såfremt vedkommende opfylder

de fastsatte kvalifikationskrav, som foreslås udbygget i forhold

til den nugældende lov.

3. Baggrunden for at indføre reguleringsordningen for godstransport

for fremmed regning var bl.a. ønsket om at skabe mere lige

konkurrencevilkår inden for erhvervet og bedre sociale kår for

vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte de bestræbelser,

der fra samfundets side udfoldes for at øge færdselssikkerheden.

Indtil godstransportloven kunne vognmandskørsel udføres alene på

grundlag af et næringsbrev, og dette sammenholdt med mulighederne

for ved hjælp af afbetalingssystemet at kunne etablere sig uden

nogen større kapitalindsats medførte en tendens til permanent

overfyldning af erhvervet. Dette resulterede sammen med

erhvervets omkostningsstruktur i, at der i vidt omfang blev

udført transporter, der ikke kunne dække omkostningerne, og den

svage økonomi indebar en forøget risiko for overtrædelse af bl.a.

færdselslovens bestemmelser især i form af kørsel med overlæs,

mangelfuld vedligeholdelse af materiellet og kørsel med trætte

chauffører ved rattet, med deraf følgende konsekvenser for

færdselssikkerheden. De anførte begrundelser for en regulering

har fortsat gyldighed og formålet med lovforslaget er derfor at

skabe det mest hensigtsmæssige grundlag for at opfylde dette mål

i lyset af de gjorte erfaringer med 1973-loven og den skete

udvikling.

4. Som anført omfatter den nuværende lovgivning såvel en kvantitativ

som kvalitativ regulering. Vejtransportrådet skal træffe

beslutning om hvor stort et antal tilladelser til

vognmandskørsel, der skal udstedes. Denne beslutning skal jf. § 4

i den gældende lov træffes under hensyn bl.a. til antallet af

udstedte tilladelser og udnyttelsen af disse, det samlede behov

for vognmandskørsel, udviklingen af priserne ved salg af

vognmandstilladelser, samt udviklingen inden for firmakørsel.

Videre skal rådet sørge for, at der er en rimelig dækning af

transportbehovet overalt i landet.

Erfaringerne med den nuværende ordning viser, at det ikke er muligt

at tilpasse antallet af tilladelser på den måde, der er forudsat

i loven, hvilket bl.a. skyldes de betydelige ændringer i

erhvervslivets struktur og lokalisering, som det ikke er muligt

at kvantificere på en sådan måde, at kriteriet vedrørende det

samlede transportbehov kan anvendes på en rimelig måde. Som

anført er prisen ved salg af tilladelser, der kan overdrages i

henhold til den gældende lov, et andet af de kriterier, der skal

anvendes ved fastsættelsen af antallet af tilladelser. Ved øget

produktion og omsætning har der vist sig kraftige stigninger i

priserne, og det er fundet stødende, at en offentlig tilladelse

kan omsættes til en betydelig pris. Siden 1984 er der således

udstedt godt 4.000 nye tilladelser, hvorefter der ved udgangen af

1987 eksisterer ca. 7.300 vognmandsvirksomheder med ialt ca.

24.700 tilladelser.

Derimod vil det ikke være muligt for Vejtransportrådet, når der er

nedgang i produktion og omsætning og dermed i behovet for

vognmandskørsel, at inddrage tilladelserne på kort sigt, idet

tilladelserne er udstedt med en gyldighed på 5 år. Hertil kommer,

at det i praksis vil være yderst vanskeligt at nægte fornyelse af

tilladelser vedrørende virksomheder, der ikke har overtrådt

bestemmelserne i lovgivningen, med den konsekvens, at de må

ophøre eller indskrænke.

Det må derfor konstateres, at den antalsmæssige regulering ikke er

et egnet styringsmiddel til regulering af erhvervet, og det er

derfor ikke hensigtsmæssigt at opretholde denne regulering.

Lovforslaget indeholder derfor ingen bestemmelse om fastsættelse

af det samlede antal tilladelser, der kan udstedes. Ophævelsen af

den antalsmæssige begrænsning vil endvidere være i

overensstemmelse med udviklingen i De europæiske Fællesskaber,

hvor der vedrørende den internationale godstransport er opnået

principiel enighed om afskaffelse af kvantitative bergrænsninger

i 1992.

5. Efter den gældende lov kan en tilladelse til at udføre godskørsel

for fremmed regning alene gives til en ansøger, der har økonomisk

baggrund for at drive en sådan virksomhed, og som i faglig

henseende er kvalificeret hertil. Ansøgerens vandel skal

endvidere være i orden, hvilket vil sige, at den pågældende ikke

må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en

nærliggende fare for misbrug af tilladelsen, eller som giver

grund til at antage, at ansøgeren ikke vil drive virksomheden på

forsvarlig måde. Der er i De europæiske Fællesskaber i direktiv

74/561 fastsat regler om adgang til erhvervet med godstransport

ad landevej i indenlandsk og international transport, der

vedrører de nævnte kvalifikationskrav.

I lovforslaget bibeholdes de eksisterende kvalifikationskrav, men

det foreslås at foretage en opstramning heraf, hvilket direktivet

giver mulighed for.

Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøger opfylder kravet om

økonomisk baggrund skal der udarbejdes et årsbudget og en

finansieringsplan for det første driftsår for den virksomhed,

ansøgeren påtænker at drive. På baggrund af disse oplysninger

vurderes det, om den påtænkte virksomhed kan antages at blive

rentabel. Der indhentes videre en skatteattest for det seneste

afsluttede indkomstår, og der er i flere sager meddelt afslag,

fordi ansøgeren havde betydelige restancer til det offentlige.

Denne ordning vil blive bibeholdt i henhold til lovforslaget, men

herudover vil der blive indført et krav om, at ansøgeren råder

over en nærmere fastsat positiv egenkapital eller der stilles

bankgaranti for et tilsvarende beløb, hvilket også vil komme til

at gælde vognmænd, der ansøger om yderligere tilladelser.

For at en ansøger kan anses for fagligt kvalificeret, skal

vedkommende i mindst 3 år have været beskæftiget i en

transportvirksomhed, speditionsvirksomhed eller anden dermed

beslægtet virksomhed og herigennem, eventuelt kombineret med

kursusuddannelse eller lignende, have opnået kendskab til driften

af en vognmandsvirksomhed. Såfremt beskæftigelsen har været som

chauffør skal der gennemføres et kursus, der i dag forestås af

foreningen Danske Vognmænd. Med henblik på at sikre størst muligt

kendskab til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder for

godskørsel, indeholder lovforslaget adgang til at indføre et krav

om obligatorisk deltagelse i kursus, således at fritagelse herfor

kun kan forekomme i særlige tilfælde.

Til brug for vurdering af, hvorvidt en ansøgers vandel kan

godkendes, indhentes i dag en fuldstændig straffeattest, hvilket

også sker ved ansøgning om fornyelse af tilladelser. Ved

lovforslaget er den eksisterende ordning, hvorefter der kan

meddeles afslag på en ansøgning på grund af vedkommendes

strafbare forhold, opretholdt. Der kan således bl.a. meddeles

afslag i tilfælde, hvor vedkommende er dømt for

berigelseskriminalitet samt for overtrædelse af færdselsloven og

bestemmelserne om køre- og hviletid m.v. Disse bestemmelser har

en direkte relation til udførelsen af vognmandserhvervet, og der

skal derfor ikke gives tilladelse til ansøgere, der de seneste år

inden ansøgningen er dømt for strafbart forhold, der begrunder en

nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed. Ligeledes indebærer lovforslaget, at der kan

nægtes tilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan antages at

ville udføre virksomheden på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen, hvilket bl.a.

kan være tilfældet, hvis vedkommende tidligere er afskediget fra

en stilling på grund af uredelighed.

6. Vognmandstilladelser kan udstedes til et selskab eller anden

juridisk person, der opfylder kravet til økonomisk baggrund,

såfremt det yderligere dokumenteres, at selskabet som ansvarlig

leder har ansat en person, der opfylder det faglige krav og

vandelskravet. Vejtransportrådet kræver dokumentation for

eksistensen af et reelt ansættelsesforhold i de tilfælde, hvor

den ansvarlige leder ikke ejer hele virksomheden selv. Formålet

hermed er bl.a. at hindre »stråmandsvirksomhed« i selskaber, der

ønsker at drive vognmandsvirksomhed. Dette har særlig betydning

ved ansøgninger fra selskaber, der efter økonomiske

vanskeligheder i en tidligere virksomhed påbegynder

vognmandsvirksomhed på ny med samme personkreds som i den

tidligere virksomhed, men med en faglig kvalificeret indsat som

ansvarlig leder. Baggrunden herfor kan være, at den tidligere

leder af virksomheden ikke kan godkendes som ansvarlig leder,

idet vedkommende efter en bedømmelse af årsagerne til de

økonomiske vanskeligheder i den tidligere vognmandsvirksomhed

ikke opfylder de faglige kvalifikationskrav. Efter lovforslaget

bibeholdes ordningen med godkendelse af ansvarlig leder, ligesom

der i forslaget er indeholdt bestemmelser, hvorefter en

godkendelse kan gives på en række vilkår og i øvrigt kan

tilbagekaldes.

7. Tilladelser udstedt i henhold til den nuværende lov kan

tilbagekaldes, idet der alene herved kan tilgodeses de formål

loven tilsigter. Vejtransportrådet kan således tilbagekalde en

tilladelse, hvis indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller

oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for tilladelsen eller

forskrifter udstedt i medfør af loven, og afgørelsen om

tilbagekaldelse kan ikke påklages til anden administrativ

myndighed. Såfremt tilladelsesindehaveren ikke kan acceptere

afgørelsen må han anlægge sag mod rådet ved domstolene og

domstolsprøvelsen følger de almindelige regler om domstolskontrol

med forvaltningen i grundlovens § 63. Vejtransportrådet kan

endvidere tilbagekalde en tilladelse, såfremt indehaveren i

udøvelsen af sin virksomhed har gjort sig skyldig i andre

forhold, der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil

drive virksomheden på forsvarlig måde. Vejtransportrådet kan

herefter tilbagekalde tilladelser på grund af

straffelovsovertrædelser eller overtrædelser af relevant

særlovgivning d.v.s. overtrædelse af andre bestemmelser, der har

sammenhæng med udøvelsen af vognmandsvirksomheden. Afgørelsen om

tilbagekaldelse kan heller ikke i dette tilfælde påklages til

anden administrativ myndighed, men den, afgørelsen vedrører, kan

forlange afgørelsen undergivet en såkaldt kvalificeret

domstolsprøvelse, hvorefter Vejtransportrådet skal anlægge sag

mod den pågældende.

I lovforslaget opretholdes ovennævnte adgang for Vejtransportrådet

til at tilbagekalde tilladelser, men der foreslås en udvidelse i

adgangen til tilbagekaldelse, således at denne også skal kunne

foretages, såfremt overtrædelsen begås af de i virksomheden

ansatte personer. Der vil således ved grov eller gentagen

overtrædelse af bl.a. bestemmelser om køre- og hviletid, overlæs

og transport af farligt gods kunne ske tilbagekaldelse.

8. Efter lovforslaget forudsættes der som hidtil udstedt en

tilladelse for hvert køretøj, der anvendes til godskørsel for

fremmed regning. Tilladelsen, der vil blive udstedt på navn, skal

medføres under kørslen. Tilsvarende skal beviset for anmeldelsen

af et motorkøretøj, der anvendes til firmakørsel, medbringes

under kørslen.

Kontrollen med overholdelsen af de i lovforslaget indeholdte regler

forudsættes som hidtil i det væsentlige baseret på, at politiet i

forbindelse med færdselskontrollen foretager en stikprøvekontrol

af, om chaufføren kan fremvise en tilladelse til godskørsel for

fremmed regning eller bevis for, at køretøjet er anmeldt til

firmakørsel. Endvidere forudsættes der også en stikprøvekontrol

af det gods, der transporteres på firmavogne.

Køretøjerne skal med det formål at lette kontrollen på vejene efter

lovforslaget forsynes med særlige kendetegn i form af skiltning

eller lignende, som angiver, om køretøjet anvendes til almindelig

godskørsel for fremmed regning eller er anmeldt til firmakørsel.

På køretøjerne skal endelig på en synbar og ikke let fjernelig

måde, f.eks. påmaling på vognsiden, være angivet navn m.v. på

den, i hvis navn køretøjet er indregistreret.

9. Den nuværende godstransportlov opererer med en speciel

tilladelsesordning vedrørende fragtmandskørsel, der blev indført

i 1927 på en historisk baggrund, der ikke er gældende i dag.

1927-lovens afgrænsning af fragtmandskørsel over for den dengang

uregulerede almindelige vognmandskørsel viste sig imidlertid at

være uhensigtsmæssig, og der opstod en omfattende

»kontraktskørsel i rute«, som efter gældende domspraksis ikke var

underkastet en tilladelsespligt.

I godstransportloven fra 1973 blev der foretaget ændring af

definitionen for fragtmandskørsel, således at kravet om

fragtmandstilladelse nu også omfatter »kontraktkørsel i rute«,

men hovedparten af de ruter, der fandtes ved godstransportlovens

gennemførelse, blev legaliseret dels af trafikudvalgene i de

enkelte amter, der udsteder tilladelse, såfremt kørslen

udelukkende foregår inden for en enkelt amtskommune, og i øvrigt

af Vejtransportrådet.

Antallet af ruter pr. 1. april 1974, hvortil der var udstedt

tilladelse, var herefter 418 ruter under Vejtransportrådets

kompetence, og 420 under trafikudvalgenes kompetence.

I overensstemmelse med godstransportloven er der foretaget en præcis

angivelse af, i hvilke områder gods må optages og afsættes. Der

er herved taget hensyn til det forhold, at fragtmændene har pligt

til at have holdeplads på de autoriserede fragtcentraler, hvor

sådanne findes i de områder, hvor fragtmanden må optage og

afsætte gods. Betydningen heraf er bl.a. at gods undertiden må

omekspederes på fragtcentraler til lokalruter, hvilket kan

indebære, at godset transporteres direkte gennem den by eller

lokalitet, der er dets bestemmelsessted for at blive

transporteret tilbage med en lokalrute. Sådanne transporter må

anses for urationelle, og kunderne finder dem uhensigtsmæssige

såvel omkostningsmæssigt som tidsmæssigt.

Igennem de senere år er der påny opstået en række problemer

vedrørende fragtmandskørsel. Der er således opstået en ny form

for stykgodstransport, der har mange lighedspunkter med

fragtmandskørsel, men hvis udøvere ikke er indehavere af

fragtmandstilladelser, og heller ikke har noget ønske om at

erhverve sådanne tilladelser med de forpligtelser dette medfører

i form af tilslutningspligt til fragtcentraler m.v. Kørslen har

fået fællesbetegnelsen »distributionskørsel« og kan beskrives som

samtidig lastbiltransport mod vederlag af stykgods fra flere

virksomheder til disses kunder i hele landet eller en del heraf.

Særlige former for distributionskørsel er dels den kørsel, der

består i, at samlegods, der er ankommet fra udlandet efter

opbevaring hos f.eks. en speditør, videredistribueres som

stykgods til modtagerne, dels pakkedistribution. Der foreligger

ikke nogen samlet opgørelse over omfanget af

distributionskørslen, men der er tale om en meget omfattende

stykgodskørsel, som har udviklet sig bl.a. som følge af

strukturændringer i erhvervslivet, og det er givet at denne

kørsel udfylder et reelt behov hos erhvervslivet. Dette gælder

også den kørsel, der udføres af de såkaldte pakkeservicefirmaer,

der tilgodeser erhvervslivets behov for hurtige og præcise

forsendelser som led i ofte verdensomspændende net.

Et andet problem i relation til fragtmandsreglerne udgør den

transport, der udføres af DSB via egne godsterminaler, der kan

sammenlignes med fragtcentralerne. Det har ikke været muligt at

opnå en domstolsprøvelse af spørgsmålet om, hvorvidt den

landsomfattende stykgodskørsel, DSB udfører med egne køretøjer

eller med fremmede vognmænd, er i strid med fragtmandsreglerne

eller ej, idet godstransportlovens straffebestemmelse ikke gør

det muligt at straffe en offentlig myndighed.

Det tredje problem, de nuværende regler om fragtmandskørsel giver

anledning til, er, at lovgivningen hindrer, at P&T og DSB, der

begge opererer landsdækkende stykgodssystemer, indleder et

nærmere samarbejde på stykgodsområdet med hensyn til lettere

gods. I statsrevisorberetning nr. 3 fra 1983 om DSB's

godsbefordring er der peget på det mindre hensigtsmæssige i

opretholdelsen af to statslige konkurrenter på

pakketransportområdet, og det blev anbefalet at undersøge, hvilke

muligheder der foreligger for en koordinering af disse

pakketransporter med henblik på etablering af en mere rationel

driftsform. Godstransportlovens fragtmandsregler hindrede

imidlertid en gennemførelse af et forsøgsprojekt om »samkørsel«.

Fragtmændene er - udover konkurrencen fra P&T og DSB - udsat for en

stigende konkurrence fra distributionskørslen, der giver

anledning til betydelige problemer med hensyn til afgrænsning og

kontrol af, hvad der kræver tilladelse eller kan anses for

fritaget fra tilladelseskravet. I praksis har det på grund af

bevismæssige forhold vist sig vanskeligt at gennemføre sager til

domfældelse, og det er ikke muligt at opstille ganske præcise

definitioner af de forskellige former for kørsel, der kan

anvendes i det daglige, selvom der måtte blive foretaget en

betydelig udvidelse af kontrollen med bestemmelsernes

overholdelse. Det er således uhensigtsmæssigt at opretholde

bestemmelserne, der særligt regulerer stykgodsområdet, og

lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser om

fragtmandskørsel. Dette vil løse problemerne i relation til den

stigende distributionskørsel og pakketransport, ligesom dette vil

åbne mulighed for en ressourcebesparende »samkørsel« mellem P&T

og DSB.

Den eksisterende konkurrence fra distributionskørslen har ikke

medført ændringer i eller nedbrydning af det eksisterende

landsdækkende rutenet, der omfatter 38 godkendte fragtcentraler,

og det må derfor antages, at fragtmændene også efter en ophævelse

af bestemmelserne om fragtmandskørsel vil være

konkurrencedygtige, men i fremtiden vil konkurrencen ske på

grundlag af markedskræfterne, hvorfor der antagelig vil blive

foretaget en række rationaliseringer, herunder sammenlægning af

ruter. En ophævelse af bestemmelserne om fragtmandskørsel vil

indebære, at fragtmandssystemet fremover alene vil blive

reguleret af en frivillig ordning mellem fragtmændene indbyrdes,

hvilket muliggør, at disse frit kan fastsætte køreplan og takster

samt fastlægge ruterne.

Antallet af ruter, der betjener yderdistrikterne, er allerede blevet

reduceret gennem årene, og der er ingen tegn på, at denne

udvikling vil blive vendt. Ved udgangen af 1987 eksisterer der

400 ruter under Vejtransportrådets kompetence og ca. 300 under

trafikudvalgenes kompetence. Såvel med som uden regler vedrørende

fragtmandskørsel vil der derfor kunne ske ændringer, idet ingen

vognmænd kan forpligtes til at drive fragtmandskørsel ud over det

punkt, hvor virksomheden er rentabel. Det må imidlertid

forventes, at fragtmandssystemet vil blive opretholdt selvom der

ikke er nogen regulering heraf, således at der fortsat vil være

en fyldestgørende betjening af yderdistrikterne og dækning af

transportbehovet i disse områder, ligesom også de rutenet, der

opereres af P&T og DSB, vil bidrage til at sikre dette.

10. Lovforslaget vil ikke indebære øgede udgifter eller øget

administration for amtskommuner og kommuner.

Direktoratet for Vejtransport skal som hidtil udføre

sekretariatsfunktionerne for Vejtransportrådet. Den daglige

administration, der følger af lovforslaget, kan ikke antages at

være forbundet med økonomiske konsekvenser af betydning i forhold

til den eksisterende ordning.

11. Lovforslaget er forud for fremsættelsen sendt til høring hos de

myndigheder og organisationer m.v., der berøres af forslaget.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen i stk. 1, svarer indholdsmæssigt til § 3 i den gældende

lov og indeholder kravet om, at godskørsel for fremmed regning

med et dansk indregistreret køretøj kræver en forud meddelt

tilladelse fra Vejtransportrådet. Kravet om tilladelse er ikke

begrænset til den kørsel, som alene foregår nationalt, hvorfor

der også kræves tilladelse efter bestemmelsen i relation til

international godskørsel med danske køretøjer. Herudover finder

lov nr. 257 af 22. maj 1974 om international godstransport med

motorkøretøjer m.v. anvendelse.

Kravet om tilladelse er som hidtil begrænset til godskørsel med

motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte eller samlede

tilladte totalvægt overstiger 6 tons, idet erfaringerne med den

nuværende reguleringsordning ikke tilsiger at inddrage mindre

vogne, der især anvendes i den lokale distributionskørsel, under

denne ordning, når henses til de administrative omkostninger og

ulemper, der vil være forbundet hermed.

Afgørende for om der foreligger tilladelsespligtig godskørsel for

fremmed regning er, at den skal være udført med motorkøretøj

eller vogntog. Motorkøretøjer m.v. skal forstås i

overensstemmelse med den i færdselsloven indeholdte definition,

og lovforslaget omfatter derfor ikke kørsel med køretøjer, der

som f.eks. traktorer og motorredskaber ifølge færdselsloven ikke

er motorkøretøjer.

Påhængsvogne, sættevogne og andre ikke selvkørende køretøjer, der

anvendes til godskørsel for fremmed regning, må, såfremt

vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger 6 tons, kun

tilkobles motorkøretøjer, der er omfattet af en tilladelse i

henhold til bestemmelsen i stk. 1.

Tilladelsen udstedes på navn til vedkommende person eller selskab.

Den gælder for eet motorkøretøj, og det vil derfor være muligt

for indehaveren at ombytte sit motorkøretøj med et nyt, der har

større lasteevne.

Bestemmelsen i stk. 2, er ny i forhold til den eksisterende

lovgivning og vedrører den såkaldte »cabotagekørsel«, hvorved

forstås, at der med et køretøj, der er registreret i udlandet,

udføres transporter mellem steder her i landet. I medfør af

EF-traktatens artikel 75, stk. 1, litra b, skal Rådet fastsætte

de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til

at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er

hjemmehørende. EF-domstolen har i dom af 22. maj 1985 i sag 13/83

fastslået, at Rådet er forpligtet til inden for en rimelig frist

at gennemføre princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i

forbindelse med den pågældende form for kørsel, men disse regler

er endnu ikke fastsat. Fri udveksling af tjenesteydelser på

godstransportområdet betyder, at en transportvirksomhed i en

medlemsstat har ret til at udføre transporter i en anden

medlemsstat på samme betingelser som denne stats egne

transportvirksomheder uden at være etableret i denne medlemsstat.

Bestemmelsen i stk. 2, der omfatter såvel godskørsel for fremmed

regning som firmakørsel, indebærer, at cabotagekørsel som

udgangspunkt er forbudt uanset motorkøretøjets tilladte

totalvægt, men at denne kørsel kan udføres uden tilladelse i

henhold til § 1, stk. 1, såfremt dette følger af en international

aftale, herunder EF-regler, eller af regler fastsat af

trafikministeren.

Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en definition af begrebet

»godskørsel for fremmed regning« (vognmandskørsel), og afgørende

for om denne form for kørsel foreligger er, at der under kørsel

mod betaling af enhver art transporteres gods, der ikke er

knyttet til køretøjets ejer eller bruger på en sådan måde, at

kørslen falder ind under begrebet »firmakørsel«. Definitionen af

dette begreb er derfor af afgørende betydning for definitionen af

begrebet godskørsel for fremmed regning.

Den i stk. 4 indeholdte definition af »firmakørsel« svarer til

definitionen i den nugældende lov. Afgørende for, om der

foreligger firmakørsel, er, at det transporterede gods tilhører

køretøjets ejer (bruger) eller på anden i stk. 4, nærmere angiven

måde er knyttet til denne. De i stk. 4, angivne former for en

sådan tilknytning er udtømmende, og selve transporten må -

sammenlignet med firmaets samlede aktivitet - repræsentere en

underordnet funktion. Det forhold f.eks., at køretøjets ejer

(bruger) eller dennes virksomhed forsender gods i eget navn, men

for andres regning (speditørvirksomhed) bringer således ikke

kørslen ind under reglerne om firmakørsel. Ligeledes bringer det

ikke kørslen ind under begrebet firmakørsel, at køretøjets ejer

har opbevaret godset eller påtaget sig andre opgaver for godsets

ejer.

Den virksomhed, der ejer godset - eller til hvem godset på den

angivne måde er knyttet - skal være indregistreret som ejer af

det køretøj, der benyttes til transporten, og kørslen skal

udføres af en hos virksomheden ansat chauffør. Hvis et firma

danner en selvstændig juridisk enhed, der skal udføre

transporterne af firmaets gods, falder en sådan kørsel uden for

firmakørslens område. Den, der er indregistreret som bruger,

ligestilles med køretøjets ejer.

Til § 2

Efter bestemmelsen i stk. 1, kan trafikministeren fastsætte regler

om, at kravet om tilladelse efter § 1, stk. 1, ikke skal finde

anvendelse på bestemte typer af motorkøretøjer eller arter af

godskørsel. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering af,

hvorvidt der foreligger sådanne omstændigheder, at

tilladelseskravet kan fraviges. Bestemmelsen kan finde anvendelse

i relation til køretøjer, der ejes af offentlige myndigheder,

herunder forsvaret og civilforsvaret samt kommunale myndigheder.

Endvidere kan der efter bestemmelsen ske undtagelse fra

tilladelseskravet vedrørende køretøjer, der anvendes til

specielle formål, ligesom visse former for godskørsel for fremmed

regning af særlig karakter vil kunne undtages fra kravet om

tilladelse.

Bestemmelsen i stk. 2, indeholder hjemmel for trafikministeren til

at fastsætte de fornødne iværksættelsesforanstaltninger med

henblik på anvendelse eller gennemførelse af De europæiske

Fællesskabers forordninger og direktiver om godskørsel samt af

tilsvarende regler med andre lande. I henhold til bestemmelsen

vil der således bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om

udenlandske motorkøretøjers adgang til at udføre godskørsel

mellem steder i Danmark (cabotagekørsel), om gensidig

anerkendelse af kvalifikationsbeviser og om afgivelse af

statistiske oplysninger m.v.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder en angivelse af de krav, som skal være

opfyldt, for at en tilladelse kan gives til en person til den i

lovforslagets § 1, stk. 1, angivne kørsel. Det vil sige den

kørsel, der er omfattet af den nuværende ordning med »grønne

tilladelser«. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse ved

ansøgninger om fornyelse af tilladelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, hvori er redegjort for

den eksisterende ordning med hensyn til vurdering af en ansøgers

økonomiske og faglige baggrund, ligesom det er anført, at Danmark

i henhold til forpligtelser i medfør af EF-medlemsskabet skal

fastsætte bestemmelser om adgang til erhvervet med godstransport

ad landevej i indenlandsk og international transport. EF-reglerne

er indeholdt i Rådets direktiv 74/561, der foreskriver, at en

ansøger skal opfylde krav vedrørende vandel, økonomisk evne og

faglig dygtighed.

Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende

lovgivning, men svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i

anden lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves

godkendelse, tilladelse, bevilling eller lignende.

Kravet i stk. 1, nr. 5, om, at ansøgeren skal have den fornødne

økonomiske baggrund svarer til § 5, stk. 1, i lov om

godstransport med motorkøretøjer.

Den økonomiske baggrund dokumenteres i dag ved, at ansøgeren bl.a.

skal indsende årsbudget og finansieringsplan, således at

indtægtsmuligheder og omkostninger, herunder afskrivning og

forrentning, kan vurderes. En gennemgang heraf kan ikke alene

sikre, at virksomheden kan drives hensigtsmæssigt eller

forsvarligt. Det er derfor nødvendigt at udstedelse af

tilladelser gøres betinget af, at ansøgeren råder over en nærmere

fastsat positiv egenkapital eller der eventuelt stilles

bankgaranti. Det skal også gælde i relation til eksisterende

vognmænd, der ønsker yderligere tilladelser. Dette krav vil sikre

en højere grad af økonomisk forsvarlig drift og modvirke kørsel i

strid med reglerne om køre- og hviletid, overlæs m.v.. Ved

ansøgning om fornyelse skal indsendes årsregnskab for det seneste

regnskabsår og i tilfælde af dårlig økonomi kan fornyelse ske for

et kortere tidsrum end normalt, ligesom fornyelse helt kan nægtes

eller kun vil omfatte en del af en virksomheds tilladelser. Ved

nyetablering vil tilladelsen ligeledes blive givet for en kortere

periode end normalt, så virksomhedens økonomiske forhold kan

blive efterprøvet efter få år.

Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at vedkommende ikke må være dømt for

strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug

af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, er indeholdt i §

5, stk. 3, i den gældende lov, og tilsvarende bestemmelse er

indeholdt i anden lovgivning om tilladelsesordninger.

Henvisningen i bestemmelsen til borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

indebærer, at den skal fortolkes på samme måde som straffelovens

bestemmelser. Hvorvidt det pådømte strafbare forhold begrunder en

nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve

vognmandsvirksomhed, afhænger således først og fremmest af, om

det begåede forhold efter sin art viser en særlig fare for

kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af vognmandsvirksomhed.

Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der er for

tilbagefald for netop denne gerningsmand. Der må derfor tages

hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået,

forbrydelsens grovhed og udførelsesmåde, gerningsmandens

personlige forhold på gerningstidspunktet og nu, om det er

førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst - hvor

lang tid der er gået siden lovovertrædelsen. Med hensyn til

personer, der er dømt for berigelseskriminalitet eller for

overtrædelse af reglerne i denne lov samt reglerne i

færdselsloven og vedrørende køre- og hviletid, indebærer

bestemmelsen, at man som udgangspunkt bør være tilbageholdende

med at meddele tilladelse.

Henvisningen til straffelovens bestemmelse indebærer i øvrigt, at

nægtelse af tilladelse på begæring af ansøgeren skal indbringes

for retten af anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3.

Såfremt nægtelsen godkendes af retten, kan spørgsmålet på ny

indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb. Efter

retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 4, behandles sagen for retten

i strafferetsplejens former.

Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, skal en ansøger i faglig

henseende være kvalificeret til at udøve vognmandsvirksomhed,

hvorfor der kan fastsættes krav om, at vedkommende i en årrække

skal have været beskæftiget i vognmandsvirksomhed, og herigennem

have opnået kendskab til erhvervet. Der vil blive fastsat krav om

obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et nærmere

angivet indhold, hvorved risikoen reduceres for, at ansøgere,

herunder ansøgere, der alene har udført godskørsel med køretøjer,

hvortil der ikke kræves tilladelse, ikke har kendskab til de

økonomiske og retlige vilkår, der gælder for godskørsel.

Det er videre efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en

betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren i øvrigt

gør det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden

på forsvarlig måde. Bestemmelsen omfatter således tilfælde, hvor

en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der

imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af

adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6,

men herudover omfatter bestemmelsen også forhold, der ikke har

medført strafferetlig tiltale. Det kan således være oplyst, at

ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed,

der ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden

virksomhed på grov måde har tilsidesat hensynet til sine kunder.

Videre kan omstændigheder ved en eventuel tidligere konkurs

medføre, at den pågældende ikke kan anses for at kunne udføre

virksomheden på forsvarlig måde.

Efter stk. 1, nr. 8, 2. led, skal ansøgeren endvidere gøre det

antageligt, at han vil udøve virksomheden i overensstemmelse med

god skik inden for branchen, herunder at han vil kunne drive

virksomheden på en sådan måde, at den vil kunne leve op til de

inden for branchen gældende regler og kutymer for god og

sædvanlig, faglig kompetent transportvirksomhed. Det må i øvrigt

understreges, at de krav, der følger af 1. og 2. led, i vidt

omfang vil være sammenfaldende, og at der også vil kunne nægtes

tilladelse, såfremt vedkommende f.eks. ikke tidligere har

overholdt de kollektive overenskomster eller som anført ovenfor

har gjort sig skyldig i et eller flere strafbare forhold, der

efter en samlet vurdering medfører, at vedkommende ikke kan gøre

det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig

måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Såfremt nægtelse af tilladelse sker efter stk. 1, nr. 8, vil

afgørelsen kunne efterprøves ved domstolene efter den almindelige

regel om domstolskontrol med forvaltningen i grundlovens § 63.

Sagen skal af den pågældende anlægges for landsretten i 1.

instans, men byretsbehandling vil dog kunne vedtages, jf.

retsplejelovens § 226.

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at kravet om dansk indfødsret og

bopæl bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international

aftale eller ved bestemmelser fastsat af trafikministeren.

Bestemmelsen i EF-traktaten om etablering gælder for

vognmandsvirksomhed, og derfor gælder kravet om indfødsret og

bopæl ikke for personer, der er omfattet af disse regler. I

henhold til bestemmelsen kan trafikministeren i øvrigt fastsætte,

at kravet om dansk indfødsret m.v. ikke skal gælde for f.eks.

nordiske statsborgere.

Til § 4

Tilladelse til godskørsel for fremmed regning jf. § 1, stk. 1, kan

som hidtil udstedes til et selskab eller anden juridisk person,

såfremt betingelserne i lovudkastets § 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 8,

er opfyldt. Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, kan anvendes

således, at der nægtes tilladelse til et selskab, hvor

personkredsen bag dette helt eller delvis ikke selv vil kunne få

udstedt en tilladelse f.eks. på grund af, at de pågældende

tidligere ikke har drevet transportvirksomhed på forsvarlig måde

eller i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det er videre en betingelse for at opnå en tilladelse, at der i

selskabet m.v. er ansat en af Vejtransportrådet godkendt

ansvarlig leder jf. bestemmelsen i stk. 2, hvorefter denne skal

opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-4 og 6-8.

Den ansvarlige leder skal faktisk og vedvarende forestå godskørslen

i virksomheden, og Vejtransportrådet kan derfor med henblik på

sikring heraf, således at der ikke forekommer

»stråmandsvirksomhed«, kræve ansættelseskontrakten forelagt til

godkendelse, ligesom det kan fastsættes, at vedkommende

udelukkende skal være ansat i selskabet, og ikke må drive

virksomhed ved siden af arbejdet som ansvarlig leder.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder hjemmel for trafikministeren til at

fastsætte nærmere regler om udformningen af ansøgninger om

tilladelse til godskørsel for fremmed regning og om godkendelse

som ansvarlig leder, herunder om hvilke økonomiske eller faglige

krav, der skal være opfyldt.

Til § 6

Bestemmelsen i lovforslagets stk. 1 om, at en tilladelse gives for

et tidsrum af højst 5 år medfører, at der med passende mellemrum

gives Vejtransportrådet mulighed for at overveje, hvorvidt

betingelserne for at drive virksomheden fortsat er til stede.

Bestemmelsen svarer til den nugældende ordning vedrørende

tilladelser til godskørsel. Den har bl.a. en præventiv virkning,

og bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte en kortere

periode for gyldigheden af tilladelser til nystartede

virksomheder, således at der kan foretages en vurdering af

virksomheden hurtigere end i dag. Der kan gives en ansøger flere

tilladelser forudsat betingelserne for udstedelse heraf er til

stede. Tilladelsen skal medføres under kørslen, herunder i

udlandet. Efter den gældende lovgivning er tilladelsen personlig,

og denne ordning foreslås opretholdt ved bestemmelsen i stk. 3.

Forbudet mod, at tilladelsen hverken helt eller delvis kan overgå

til andre omfatter salg, bortforpagtning, udleje, udlån,

pantsætning, kreditorforfølgning, arv eller lignende.

En tilladelse eller godkendelse skal meddeles på nærmere fastsatte

vilkår, som det ikke er fundet hensigtsmæssigt at angive i selve

loven, idet vilkårene ikke nødvendigvis skal være ens i relation

til alle typer af tilladelser eller godkendelser. Bestemmelsen i

stk. 4 giver en vidtgående hjemmel til at fastsætte vilkår i

selve tilladelsen eller godkendelsen, herunder at

tilladelsesindehaveren skal være registreret som ejer/bruger af

et køretøj for hver tilladelse vedkommende har fået udstedt, at

der afgives statistiske oplysninger, og vedrørende

forsikringsforhold m.v. Denne angivelse er imidlertid ikke

udtømmende, og den vil således bl.a. også kunne danne grundlag

for at fastsætte vilkår om, at tilladelsesindehaveren skal have

en fast ejendom til rådighed for virksomheden, således at

køretøjer, der benyttes af denne, kan henstå på ejendommen.

Bestemmelsen i stk. 5 svarer til den nugældende bestemmelse i § 6,

stk. 2, i lov om godstransport med motorkøretøjer. Som hidtil er

sigtet med bestemmelsen at bidrage til udviklingen af sunde

konkurrencevilkår samt - for så vidt angår de i de kollektive

overenskomster indeholdte regler om arbejdstid og lignende vilkår

- at fremme færdselssikkerheden. Bestemmelsen tager primært sigte

på situationer, der indebærer konkurrenceforvridninger.

Til § 7 og 8

I henhold til den gældende lovgivning er det Vejtransportrådet, der

giver tilladelser - »grønne tilladelser« - til godskørsel for

fremmed regning, og tager stilling til spørgsmålet om fornyelse

og eventuel tilbagekaldelse heraf. Denne ordning foreslås

opretholdt ved bestemmelsen i forslagets § 8, idet

Vejtransportrådet også skal træffe afgørelse om godkendelse af

ansvarlig leder, tilbagekaldelse af en sådan godkendelse m.v..

Endelig indeholder bestemmelsen en præcisering af, at

Vejtransportrådets afgørelser ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed. Sammensætningen af rådet er uændret i

forhold til den gældende lov.

Til § 9

I lighed med § 21 i den gældende lov indeholder lovforslaget

bemyndigelse for trafikministeren til at fastsætte bestemmelser

om afmærkning af køretøjer, der anvendes til godskørsel,

omfattende såvel firmakørsel som godskørsel for fremmed regning.

Bemyndigelsen kan videre benyttes til udfærdigelse af

bestemmelser vedrørende kontrolforanstaltninger og gebyr for

udlevering af afmærkningsskilte m.v..

Til § 10

Bestemmelsen i stk. 1, indeholder som gældende lovgivning en hjemmel

for trafikministeren til at fastsætte gebyrer for udstedelse af

tilladelser og udstedelse af bevis for anmeldelse af køretøjer

til firmakørsel, jf. lovforslagets § 11. Herudover åbner

bestemmelsen mulighed for at fastsætte gebyr for godkendelse som

ansvarlig leder. I medfør af bestemmelsen i stk. 2, er der

udpantningsret for de nævnte gebyrer.

Til § 11

Som under den gældende lovgivning er firmakørsel holdt uden for

reguleringen. Bestemmelsen svarer til § 8 i den eksisterende lov

og formålet med bestemmelsen er på en relativ enkel måde at kunne

kontrollere overholdelsen af reglerne om den almindelige

vognmandskørsel ved, at der skal gennemføres en anmeldelse og

afmærkning af alle køretøjer over 6 tons totalvægt, der anvendes

til firmakørsel. Anmeldelsen vil som hidtil skulle ske til

vedkommende motorkontor.

Til §§ 12 og 13

Efter lovforslagets § 12, stk. 1, vil en tilladelse kunne

tilbagekaldes af Vejtransportrådet, hvis indehaveren eller de i

virksomheden ansatte personer groft eller gentagne gange har

overtrådt bestemmelser i loven, forskrifter udstedt i medfør af

loven eller vilkårene for tilladelsen. En tilbagekaldelse på

dette grundlag er underkastet domstolskontrol efter de

almindelige regler om domstolskontrol med forvaltningen i

grundlovens § 63, og det er ikke en forudsætning for anvendelsen

af bestemmelsen, at den pågældende virksomhed eller indehaveren

heraf er kendt skyldig i overtrædelserne ved en domstolsafgørelse.

Bestemmelsen i § 12, stk. 2 indebærer en udvidelse af adgangen til

tilbagekaldelse i forhold til den nuværende lov. Mens betingelsen

for frakendelse af retten til at udøve en bestemt virksomhed i

henhold til straffelovens § 79 forudsætter en nærliggende risiko

for misbrug, jf. også forslagets § 3, stk. 1, nr. 6, omfatter

henvisningen til § 3, stk. 1, nr. 8, bl.a. lovovertrædelser, der

hver for sig ikke er så graverende, men som ud fra en samlet

vurdering fører til, at virksomheden ikke har gjort det

antageligt, at denne vil blive udført på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen. Der vil således

i første række kunne ske tilbagekaldelse, såfremt der er

konstateret overtrædelse af anden lovgivning, herunder

bestemmelserne om køre- og hviletid, overlæs og transport af

farligt gods, samt reglerne vedrørende skatte- og afgiftsforhold.

Det er ikke en betingelse, at overtrædelsen er konstateret ved en

straffesag. Herudover kan der ske tilbagekaldelse, såfremt

virksomhedens indehaver eller de heri ansatte personer i øvrigt

har handlet på en sådan måde, at de ikke længere kan gøre det

antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på forsvarlig måde

og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. I en

folketingsbeslutning af 28. maj 1986 om skærpelse af køre- og

hviletids- samt kontrolbestemmelser for buschauffører er

indeholdt bestemmelse om, at tilladelsen skal kunne tilbagekaldes

ved alvorlige overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, og de

samme hensyn gør sig gældende vedrørende godskørsel.

En tilbagekaldelse efter § 12, stk. 2, er undergivet en kvalificeret

domstolsprøvelse i henhold til lovforslagets § 13, der svarer til

bestemmelsen i den nugældende lovs § 19 og tilsvarende

bestemmelser i anden lovgivning vedrørende erhvervsregulering,

idet dog bestemmelsen i stk. 3, er ny. Denne bestemmelse

indebærer adgang til kvalificeret domstolsprøvelse, såfremt en

tilladelse ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere

opfylder betingelsen i § 3, stk. 1, nr. 8.

I henhold til bestemmelsen i udkastets § 12, stk. 3, vil godkendelse

som ansvarlig leder ligeledes kunne tilbagekaldes efter både

bestemmelsen i stk. 1 og 2, idet tilbagekaldelsen i sidstnævnte

tilfælde er undergivet kvalificeret domstolsprøvelse.

Til § 14

Bestemmelsen i stk. 1, er indholdsmæssigt i overensstemmelse med §

20 i den gældende lov, men er nu affattet i overensstemmelse med

tilsvarende bestemmelser i anden nyere lovgivning.

Reglen i stk. 2 indeholder som den nugældende lov en adgang til at

kunne fortsætte virksomheden, selv om tilladelsen er bortfaldet,

men såfremt der i afviklingsperioden sker overtrædelse af

lovgivningen m.v., vil adgangen til at fortsætte virksomheden

kunne bringes til ophør efter bestemmelserne i §§ 12 og 13.

Til § 15

Bestemmelsen er indholdsmæssigt i overensstemmelse med § 22 i den

gældende lov. Hvis en indehaver ikke udleverer det pågældende

kendetegn, kan Direktoratet for Vejtransport i medfør af

retsplejelovens regler om umiddelbare fogedforretninger begære

sig indsat i besiddelsen heraf.

Til § 16

Det foreslås i overensstemmelse med den gældende lovgivning, at

strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde. Forbeholdet,

der ikke findes i den gældende lov, om, at højere straf kan være

forskyldt efter anden lovgivning, henviser specielt til

straffelovens § 131, hvorefter straffen er bøde, hæfte eller

fængsel indtil 6 måneder for den, som uden offentlig bemyndigelse

udøver en virksomhed, til hvilken en sådan kræves, eller

vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham

frakendt.

Det er meget vigtigt at modvirke, at vognmandsvirksomhed udøves uden

tilladelse, eller at denne virksomhed udøves ved anvendelse af

stråmænd. Stråmandsvirksomhed kan straffes efter straffelovens §

131, stk. 2, hvorefter den, som medvirker til, at en person, der

er fradømt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne,

straffes med bøde eller under særlig skærpede omstændigheder med

hæfte. Herudover gælder det almindelige medvirkenansvar jf.

straffelovens § 23.

I § 16, stk. 3, er det foreslået, at der også vil kunne pålægges

staten og kommuner et bødeansvar.

Til §§ 17 og 18

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 1988, og

ophæve den eksisterende lovgivning på området fra samme dato.

Bestemmelsen i § 17, stk. 3, opretholder de under den tidligere

lovgivning givne tilladelser med de begrænsninger, der er fastsat

herfor, idet bestemmelserne i lovforslaget i øvrigt finder

anvendelse herpå.

Endelig indeholder lovforslagets§ 18 sædvanlige forbehold vedrørende

Færøerne og Grønland.

Versioner

1. 1988-05-21