Gelex

1987 LSF 151 FORSLAG TIL LOV OM PATIENTFORSIKRING

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00151@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Kapitel 1

Erstatningsomfang

Dækningsområde

§ 1. Til patienter, som her i landet påføres fysisk skade i

forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget

- på sygehus,

- hos en privatpraktiserende medicinalperson, der er autoriseret i

henhold til særlig lovgivning, eller foretaget på vegne heraf,

- hos en apoteker eller dennes personale,

- hos en offentligt ansat jordemoder uden for sygehusene eller

- hos en kommunalt ansat tandlæge eller dennes medhjælp

ydes erstatning efter reglerne i denne lov. Det samme gælder for

efterladte til sådanne patienter.

Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i

biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller

behandling af personens sygdom. Det samme gælder for vævs-, organ-

og vævsvæskedonorer.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke områder der

efter stk. 1 og 2 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan

endvidere fastsætte regler om, at visse områder efter stk. 1 og 2

er undtaget fra loven, samt at andre områder end de i stk. 1 og 2

nævnte skal omfattes af loven. Erstatningsberettigende skader

§ 2. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er

forvoldt på en af følgende måder:

1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende

område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet

anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved

skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur,

redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse

med undersøgelse, behandling eller lignende,

3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået

ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller

behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have

været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb,

eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre

komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med

rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens

alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand iøvrigt samt til

skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen

for dens indtræden i betragtning.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, hvilke skader der

efter stk. 1 nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan

endvidere fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1, nr.

3, er undtaget fra loven.

§ 3. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig

diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1,

nr. 1 og 2, nævnte tilfælde.

Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr. 2,

ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på

et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under

sådanne omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have

pådraget sig erstatningsansvar herfor efter almindelige

erstatningsretlige regler.

Stk. 3. Erstatning efter denne lov ydes ikke for skader, der skyldes

egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse,

behandling eller lignende.

§ 4. Til de af § 1, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer ydes

erstatning for enhver skade, som kan være forårsaget af forsøget

eller af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende

sandsynligt, at skaden har anden årsag.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af § 3,

stk. 3.

Stk. 3. For de af § 1, stk. 2, 1. pkt., omfattede forsøgspersoner

gælder reglen i stk. 1 tilsvarende for psykisk skade.

Erstatningsudmåling m.v.

§ 5. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes såfremt den overstiger

20.000 kr. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og

smerte kun ydes, såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed

eller sygdom ud over en nærmere fastsat periode, der højst kan

udgøre 3 måneder.

Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke

anvendelse på skader, der omfattes af § 4, stk. 1 eller stk. 3,

jf. § 1, stk. 2.

Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.

§ 6. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes

eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten

forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

§ 7. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller

har krav på at få erstatning i henhold til § 5, kan

erstatningskrav ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig

erstatningsansvar for skaden.

§ 8. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have

pådraget sig erstatningsansvar over for patienten eller dennes

efterladte, er omfattet af § 1, stk. 1, eller iøvrigt er ansat på

et sygehus, kan ydelser i henhold til § 5 kun danne grundlag for

regreskrav, hvis skaden er forvoldt forsætligt.

Kapitel 2

Erstatningsordningens organisation

Erstatningspligt

§ 9. Pligt til at yde erstatning efter loven har:

1) Enhver driftsansvarlig for sygehuse, for en privat praksis

omfattende en eller flere medicinalpersoner, der er autoriserede i

henhold til særlig lovgivning, for et apotek, for offentligt

ansatte jordemødre uden for sygehusene, for kommunalt ansatte

tandlæger, samt driftsansvarlige for institutioner, som foretager

undersøgelse, behandling eller lignende på vegne af ovenstående.

2) Driftsansvarlige for institutioner, som foretager biomedicinske

forsøg på personer, uden at forsøget indgår som led i diagnostik

eller behandling af personens sygdom, og driftsansvarlige for

institutioner, som forestår vævs-, organ- og

vævsvæskedonorvirksomhed.

3) Andre driftsansvarlige, som efter § 1, stk. 3, måtte blive

inddraget under lovens dækningsområde.

Forsikringspligt

§ 10. Krav om erstatning efter loven skal være dækket af en

forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af

sundhedsministeren, jf. dog § 11.

Stk. 2. Forsikringen skal inden for et år yde erstatning efter § 5 på

indtil 30 mill. kr. Omfatter forsikringen flere personer, skal

forsikringen inden for et år dække erstatning på indtil 30 mill.

kr. for hver omfattet medicinalperson, der er autoriseret i

henhold til særlig lovgivning.

Stk. 3. Beløbene i stk. 2 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om

erstatningsansvar.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse. Ministeren fastsætter herunder

bestemmelse om,

1) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab

yder erstatning i tilfælde af overtrædelse af stk. 1,

2) at de efter stk. 1 godkendte forsikringsselskaber i fællesskab

yder erstatning i tilfælde, hvor erstatningen overstiger

forsikringens dækningssum, jf. stk. 2,

3) at de erstatningspligtige i fællesskab yder erstatning efter § 5 i

tilfælde, hvor det ikke er muligt med rimelig sikkerhed at udpege

den erstatningspligtige efter § 9.

Stk. 5. Ministeren kan ved fastsættelse af bestemmelser efter stk. 4,

nr. 1-3, indføre en maksimering af den fælles

erstatningsforpligtelse.

Stk. 6. Præmier for forsikringen tillægges udpantningsret.

§ 11. Staten og kommunerne er undtaget fra forsikringspligt efter §

10. Patientforsikringsforeningen

§ 12. Forsikringsselskaber, som er godkendt efter § 10, opretter i

fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en bestyrelse

for foreningen. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten og de

kommuner, som er selvforsikrende, kan blive medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter vedtægter for foreningens

styrelse og virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt

udgifter, der i øvrigt pålægges foreningen efter loven, afholdes

af forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter en

fordeling, som fastsættes i vedtægterne.

Stk. 3. De godkendte forsikringsselskaber og de kommuner, der efter

§ 11 ikke har tegnet forsikring, skal dække udgifterne til Den

Sociale Ankestyrelses administration af de forhold, der omfattes

af denne lov. Bidragets størrelse fastsættes en gang årligt.

Ankestyrelsen giver inden udgangen af september måned

patientforsikringsforeningen meddelelse om størrelsen af bidraget,

der skal indbetales inden udgangen af oktober måned samme år.

Fordelingen af foreningens bidrag til Den Sociale Ankestyrelse

fastsættes i vedtægterne.

Stk. 4. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse til

sundhedsministeren om sin virksomhed. Sagernes behandling

§ 13. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør alle

erstatningssager efter denne lov. Foreningen kan efter nærmere

bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte

forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at

oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved

Byretten på det sted, hvor de bor.

Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles vedkommende

forsikringsselskab, staten eller selvforsikrende kommune, som

herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.

§ 14. De afgørelser, der træffes efter § 13, kan indbringes for Den

Sociale Ankestyrelse, der har den endelige administrative

afgørelse. Ankestyrelsen kan tillægge en klage opsættende

virkning.

Stk. 2. Klage til ankestyrelsen indgives inden 4 uger efter, at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristen,

når der er særlig grund hertil.

§ 15. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse kan indbringes for

Landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen

er meddelt.

§ 16. Patientforsikringsforeningen kan af kommuner, amtskommuner og

andre vedkommende, herunder sygehuse, institutioner, behandlende

læger m.v. samt den skadelidte forlange meddelt enhver oplysning,

herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen

skønner er af betydning for behandling af sager efter loven.

Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger til

Den Sociale Ankestyrelse og Sundhedsministeriet, som er nødvendige

for disse myndigheders varetagelse af opgaver efter loven.

Kapitel 3

Forældelses- og straffebestemmelser

§ 17. Erstatningskrav efter denne lov skal være anmeldt til

patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den

erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til

skaden.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år

efter den dag, skaden er forårsaget.

§ 18. Overtrædelse af § 10, stk. 1, straffes med bøde. For

overtrædelse, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 19. Loven træder i kraft den 1. juni 1989 og finder anvendelse for

skader, der forårsages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 82 af 8. marts 1978 om erstatning

for vaccinationsskader. Skader, der er forårsaget før 1. juni

1989, og som efter lov om erstatning for vaccinationsskader ville

kunne anmeldes senest et år efter, at de første sikre symptomer på

skaden er påvist, omfattes af denne lov.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets hovedindhold og baggrund

1.1. Lovforslaget er på de centrale punkter i det væsentlige en

uændret genfremsættelse af det forslag til lov om

patientforsikring, der blev fremsat for Folketinget den 19.

februar 1987 (Lovforslag nr. 210 i folketingsåret 1986-87), og som

ikke nåede at blive færdigbehandlet inden udgangen af

folketingsåret 1986-87. Indenrigsministerens fremsættelsestale er

optrykt i Folketingstidende 1986-87, Folketingets forhandlinger,

sp. 7660-61. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt s.st.

sp. 8625 ff.

Samtidig med fremsættelsen i Folketinget blev lovforslaget sendt til

udtalelse hos de berørte myndigheder og organisationer. Bl.a.

foranlediget af disse udtalelser er der foretaget enkelte

ændringer i forhold til det tidligere forslag. I § 1, stk. 1, er

patientforsikringens dækningsområde nu direkte i lovteksten

udvidet til også at omfatte apotekere el. disses personale,

offentligt ansatte jordemødres virksomhed uden for sygehusene,

samt tandlæger og disses medhjælp i den kommunale tandpleje. I §

10, stk. 2 er der fastsat en maksimering af den lovpligtige

forsikringsdækning. Bestemmelsen er begrundet i forsikringsmæssige

hensyn i forbindelse med genforsikring og tager ikke sigte på at

berøre patienternes ret til erstatning efter loven. Dette fremgår

af § 10, stk. 4, nr. 2, hvorefter der vil blive fastsat

bestemmelser om, at de godkendte forsikringsselskaber i fællesskab

skal udrede de erstatninger, der ligger ud over maksimumsgrænsen i

§ 10, stk. 2. Der vil endvidere i medfør af § 10, stk. 4, nr. 1,

blive fastsat bestemmelser om, at de godkendte

forsikringsselskaber i fællesskab skal yde erstatning i de

tilfælde, hvor en forsikringspligtig uretmæssigt ikke har tegnet

forsikring, ligesom de erstatningspligtige i fællesskab skal yde

erstatning i de tilfælde, hvor en erstatningspligtig ikke med

rimelig sikkerhed kan udpeges, jf. § 10, stk. 4, nr. 3. I § 10,

stk. 5, er der indført en bemyndigelse til ministeren til at

fastsætte en begrænsning af den fælles erstatningsforpligtelse,

jf. stk. 4, nr. 1-3. I § 15, stk. 2, er fristen for indbringelse

af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser for Landsretten forlænget

fra 4 uger til 6 måneder. I § 19, stk. 1, foreslås

ikrafttrædelsestidspunktet rykket frem til 1. juni 1989. Endvidere

er bemærkningerne til lovforslaget på enkelte punkter uddybet

eller præciseret.

1.2. Formålet med lovforslaget er at oprette en offentlig styret

patientforsikringsordning, hvorefter der gives patienter

erstatning for skader opstået under behandling m.v. i

sundhedsvæsenet, navnlig sygehusvæsenet, i videre omfang end efter

gældende erstatningsregler (f.eks. culpa-reglen) og på en for

patienten lettere og hurtigere måde.

Baggrunden for lovforslaget er, at dansk rets almindelige

erstatningsregel - culpareglen, hvorefter skadelidte skal kunne

bevise, at der er begået en fejl eller udvist en forsømmelse -

findes uhensigtsmæssig, når det drejer sig om patientskader. Det

har særlig for patientskader vist sig vanskeligt for patienten at

føre bevis for lægelige fejl og årsagsforbindelse mellem fejl og

skade. Det synes endvidere urimeligt, at skadede patienter skal

igennem anstrengende retssager.

Ifølge lovforslaget (§ 1) vil alle patienter, eller disses

efterladte, samt forsøgspersoner og donorer, have krav på

erstatning (§ 2) for skader, som med overvejende sandsynlighed

skyldes undersøgelse, behandling eller lignende på sygehus, på

apotek, hos offentligt ansatte jordemødre uden for sygehusene, hos

tandlæger inden for den kommunale tandpleje eller hos en

privatpraktiserende medicinalperson. Udgangspunktet er, at der

ydes erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at

undersøgelsen, behandlingen m.v. var blevet udført på en anden

måde end den, der faktisk blev anvendt. I visse tilfælde kan der

endvidere ydes erstatning, selv om skaden ikke kunne være undgået.

Erstatningerne udmåles (§ 5) efter reglerne i

erstatningsansvarsloven. Herved dækkes såvel varige som

midlertidige tab.

Ordningen gennemføres således, at (§ 9) driftsansvarlige for

sygehuse, privat praksis for en eller flere autoriserede

medicinalpersoner m.v. er erstatningspligtige for ovenstående

skader. Endvidere er de erstatningsansvarlige, med undtagelse af

staten og kommunerne, pligtige (§ 10) at være dækket af en

forsikring i et forsikringsselskab, der er godkendt af

sundhedsministeren. De forsikringsgivende selskaber danner (§ 12)

i fællesskab en forening, som træffer afgørelse i de enkelte

erstatningssager. Loven træder i kraft den 1. juni 1989.

1.3. I december 1984 nedsatte Indenrigsministeriet en arbejdsgruppe,

som fik til opgave at undersøge mulighederne for eventuelt at

etablere en patientforsikringsordning i Danmark. I juni 1986

afsluttede arbejdsgruppen sit arbejde med afgivelse af rapporten

»Patient- og lægemiddelforsikring«. Rapportens synspunkter er

videreført i det foreliggende lovforslag. I det omfang der i

bemærkningerne henvises til denne rapport, bruges forkortelsen:

rap., efterfulgt af sidenummer.

2. Gældende erstatningsforhold på sundhedsområdet

2.1. Danmark

Hovedreglen inden for dansk erstatningsret er den såkaldte

culparegel. En person eller myndighed bliver herefter kun

erstatningspligtig, hvis vedkommende har udvist fejl eller

forsømmelse, dvs. begået en forsætlig eller uagtsom skadegørende

handling eller undladelse.

For at kunne pålægge et erstatningsansvar skal det endvidere kunne

bevises, at der er lidt et tab, og at der er en naturlig

sammenhæng mellem den skadevoldende handling og tabet. Det er som

hovedregel skadelidte, der skal bevise, at skadevolderen har

handlet culpøst, at der er lidt et tab, og at der er

årsagssammenhæng mellem handling og tab. Kan skadelidte ikke føre

bevis herfor, bliver skaden ofte betegnet som hændelig, og

erstatning udbetales ikke.

På sundhedsområdet finder culpareglen og de øvrige

erstatningsbetingelser almindelig anvendelse. Dette betyder, at en

medicinalperson pådrager sig erstatningsansvar, hvis denne har

handlet anderledes, end man med rette kunne forvente af en person

med den pågældende uddannelse i den pågældende situation.

Ved anvendelse af særligt kompliceret teknisk apparatur har

retspraksis på sundhedsområdet - som på andre områder - stillet

store krav til personalets agtpågivenhed, navnlig hvor

fejlbetjening kan medføre store skader for patienten.

På enkeltstående områder inden for sundhedsvæsenet er der gennemført

særlige og mere vidtgående erstatningsregler, der retter sig mod

de offentlige sundhedsmyndigheder.

Ifølge lov om erstatning for vaccinationsskader, L 82 8/3 1978, § 1,

yder staten erstatning til en vaccineret person - eller dennes

efterladte - for skade, som med rimelig sandsynlighed må anses at

være forårsaget af visse vaccinationer her i landet.

Ifølge tekstanmærkninger til finansloven er sundhedsministeren

bemyndiget til at yde bloddonorer samt nyre- og knoglemarvsdonorer

eller disses efterladte erstatning i tilfælde af midlertidig eller

varig legemsbeskadigelse eller død, der med rimelighed kan

henføres til afgivelsen af blod til blodtransfusion eller antages

at skyldes nyre- eller knoglemarvsafgivelsen eller den nødvendige

forundersøgelse.

Baggrunden for et udvidet erstatningsansvar på disse områder er, at

skadelidte her har underkastet sig »indgreb« til hjælp for andre

personer.

Samtlige amtskommunale sygehuse, med undtagelse af et, er

ansvarsforsikret i Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab.

Forsikringerne dækker det erstatningsansvar, som

forsikringstagerne og de i forsikringstagernes tjeneste værende

personer pådrager sig for skade, tilføjet personer eller ting

under udøvelse af pågældendes erhverv, incl. ansvaret som ejer

eller bruger af bygning eller grundareal. Enkelte amtskommuner har

tegnet forsikringen med en vis selvrisiko. Københavns og

Frederiksberg kommuner samt staten (Rigshospitalet) er

selvforsikrende på området.

2.2. Udlandet

I Sverige er hele sundhedsvæsenet med virkning fra 1. januar 1975

omfattet af en frivillig patientforsikringsordning. Forsikringen

er en frivillig, kollektiv, ulykkesforsikring tegnet til fordel

for trediemand - dvs. borgerne - og er tegnet af det offentlige

sundhedsvæsens arbejdsgivere samt de privatpraktiserende

medicinalpersoner. Forsikringen dækker udover culpøse skader også

visse hændelige skader forårsaget af behandling, diagnostiske

indgreb, fejlagtig diagnose, infektioner og ulykker.

I Sverige er der endvidere med virkning fra 1. juli 1978 etableret en

frivillig forsikringsaftale mellem forsikringsbranchen og

medicinalbranchen til dækning af lægemiddelskader. Ordningen

medfører en betydelig udvidelse af adgangen til at få erstatning

for lægemiddelskader. Der stilles alene krav om, at der er

overvejende sandsynlighed for, at skaden skyldes indtagelse af et

lægemiddel. Skader, som rimeligvis må godtages som bivirkninger,

erstattes dog ikke.

I Norge har regeringen i efteråret 1985 nedsat et udvalg, som skal

undersøge mulighederne for at indføre en offentlig

patientforsikring efter svensk mønster.

I Finland er i 1986 vedtaget en lov, der med virkning fra 1. maj 1987

forpligter driftsansvarlige for sygehuse og privat praksis for

autoriserede medicinalpersoner til at tegne forsikringer, som

dækker patientskader. Erstatningsgrundlaget er stort set det samme

som i Sverige.

I New Zealand erstattes alle ulykker med personskader, herunder også

lægelige ulykker, efter reglerne i en ulykkeserstatningslov fra

1972. I praksis er der for så vidt angår patientskader stor lighed

med skadeafgrænsningen efter den svenske ordning. I New Zealand

finansieres erstatningerne dels gennem afgifter fra arbejdsgivere

og dels gennem skattemidler.

Der ses ikke ved en foreløbig undersøgelse, at være indført lignende

patientforsikringsordninger andre steder i verden end nævnt

ovenfor.

3. Patientskadernes omfang i Danmark

I 1985 blev ca. 200 personskader anmeldt til Kommunernes Gensidige

Forsikringsselskab og selskabet havde en samlet erstatningsudgift

på ca. 10 mill. kr. I 1985 anmeldtes der i alt i Danmark ca. 225

erstatningskrav for personskade ved lægelig behandling på alle

landets sygehuse, dvs. incl. Københavns og Frederiksberg kommuner

og staten. Ca. halvdelen skønnes at vedrøre culpøse skader.

Det skønnes, at det samlede antal erstatningsberettigende hændelige

og ikke-hændelige, fysiske personskader, som opstår i forbindelse

med sundhedsvæsenets behandling og diagnosestillelse af patienter,

efter lovforslaget vil udgøre ca. 2.000 pr. år. Der er dog

betydelig usikkerhed i dette skøn.

4. Patientforsikringens dækningsområde

Lovforslaget tager udgangspunkt i det eksisterende

arbejdsgiveransvar. Der er således tale om, at det udvidede

erstatningsansvar for patientskader pålægges sundhedsvæsenets

arbejdsgivere. I lovforslaget (§ 1) afgrænses de

erstatningspligtige til direkte at omfatte driftsansvarlige for

sygehuse (amtskommuner m.fl., stat og private), driftsansvarlige

for apoteker, for offentligt ansatte jordemødre ansat uden for

sygehusene, for den kommunale tandplejeordning (jf. L 310 4/6 1986

om tandpleje m.v.), driftsansvarlige for privat praksis for

autoriserede medicinalpersoner samt driftsansvarlige for

institutioner, som foretager undersøgelse, behandling eller lign.

på vegne af disse. Denne afgrænsning dækker den centrale del af

patientforsikringens område, idet den altovervejende del af de

beskrevne skader forventes at opstå her. Uden for den direkte

lovregulerede afgrænsning holdes således de fleste primærkommunale

sundhedsordninger (sundhedsplejersker, hjemmesygeplejersker,

kommunalt ansatte medicinalpersoner ved f.eks. plejehjem,

medicinalpersoner ved skolesundhedstjenesten m.v.). Disse grupper

vil sundhedsministeren efter behov kunne inddrage under ordningen

efter § 1, stk. 3, 2. pkt. Tilsvarende gælder f.eks. kiropraktorer

og andre ikke-autoriserede medicinalpersoner. Nye grupper af

medicinalpersoner, som opnår autorisation og påbegynder privat

praksis, vil umiddelbart blive omfattet af lovens bestemmelser.

Som følge af at lovforslaget, jf. § 1, stk. 2, omfatter sunde

forsøgspersoner, som indgår i biomedicinske forsøg, er

driftsansvarlige for institutioner, som udfører sådanne forsøg,

ligeledes omfattet af erstatningspligten.

Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 3, sikrer, at lovforslagets

dækningsområde kan tilpasses udviklingen eller nærmere kan

præciseres for særlige grupper, idet sundhedsministeren herefter

kan begrænse eller udvide lovens dækningsområde ved at pålægge de

herfor driftsansvarlige erstatningspligt efter loven.

5. Patientforsikringens skadeafgrænsning

5.1. Udgangspunktet for afgrænsningen af hvilke skader loven skal

omfatte, er på den ene side, at de skader, som i dag er

erstatningsberettigende - de culpøse skader - må omfattes af

loven, mens på den anden side, de skader, som er uundgåelige

følger af grundsygdommen og behandlingen, ikke omfattes af loven.

Lovforslagets skadeafgrænsning bygger på en beskrivelse af

patientskader ud fra et uundgåelighedskriterium, jf. rap. s.

61-63.

På denne baggrund dækkes (§ 2) alle skader, der enten skyldes fejl

fra læge m.v. (hvor målestokken for fejlbedømmelsen er, hvad en

kyndig og erfaren specialist ville gøre) eller apparatursvigt

(uanset om dette beror på en fejl). Endvidere dækkes alle skader

(bortset fra følgerne af en forkert diagnose), der ud fra en

efterfølgende betragtning kunne være undgået ved hjælp af en anden

til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode (en

slags »udviklingsskade«-dækning). Endelig dækkes skader i form af

komplikationer eller infektioner som følge af undersøgelse,

herunder diagnostiske indgreb eller behandling, selv om skaden

ikke kunne være undgået. Det er her en forudsætning, at skaden går

ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle, under hensyn til

skadens alvor, patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt

skadens sjældenhed (en slags »systemskade«-dækning).

5.2. Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser om visse

specielle skader:

Ulykker (§ 3, stk. 2) sket uden direkte sammenhæng med

patientbehandling m.v., dækkes af praktiske og afgrænsningsmæssige

grunde også af patientforsikringen, men kun når de er sket på et

sygehus og kun inden for rammerne af det eksisterende

ansvarsgrundlag. Psykiske skader er undtaget fra dækningsområdet,

bl.a. fordi det lægeligt er meget vanskeligt at afgøre, om en

psykisk skade skyldes behandlingen eller andre forhold, eller er

en direkte følge af grundsygdommen. Generelt er behandlingen af

psykiske sygdomme dog ikke undtaget. Indtræder der f.eks. ved en

sådan behandling en fysisk skade, er denne omfattet, ligesom

psykiske følger af fysisk skade er omfattet. Derimod vil en fysisk

følge af en rent psykisk skade ikke være omfattet.

Lovforslaget indeholder endvidere en særregel (§ 4) om en udvidet

dækning af sunde forsøgspersoner, dvs. personer som deltager i

forsøg, der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling af

nogen sygdom, den pågældende lider af. For disse personer er der

ingen begrænsning med hensyn til hvilke skader, der ydes

erstatning for.

Endelig skal det nævnes, at erstatning for skader i forbindelse med

donorvirksomhed (nyre- og knoglemarvsdonorer samt bloddonorer)

samt skader i forbindelse med vaccinationer inddrages under lovens

almindelige dækningsområde.

5.3. Lovforslaget dækker ikke skader, der alene skyldes de anvendte

lægemidler (§ 3, stk. 3). Hvis en skade opfylder de almindelige

kriterier, som gælder for patientforsikringen, dækkes den dog også

af lovforslaget, selv om lægemidlet indgår som (medvirkende)

skadeårsag. Der ydes således erstatning, hvis der er begået fejl

ved anvendelsen af lægemidlet, eller hvis skaden - i øvrigt -

kunne være undgået ved en anden til rådighed stående

behandlingsmetode, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, men ikke, hvis der er

tale om en uundgåelig komplikation, som alene må henføres til det

eller de anvendte lægemidler.

På baggrund af EF-direktiv af 25. juli 1985 om produktansvar, findes

det vigtigt, at medicinalbranchen på et frivilligt grundlag

etablerer en lægemiddelforsikring, der kan harmoniseres med

lovforslaget, dels med hensyn til skade- og erstatningsdækning,

dels organisatorisk. Dette vil sikre, at bl.a. skadeanmeldelse i

grænsetilfælde ikke forskydes til den ordning, der giver størst

erstatning. Endvidere vil grænsetilfælde kunne fordeles efter

reglernes hensigt, bl.a. af hensyn til den forskellige

finansiering, der vil ligge bag de to forsikringer.

5.4. For så vidt angår bevisbyrdereglerne er disse efter lovforslaget

lettet for patienten i to henseender. Dels påhviler der ikke

direkte patienten nogen bevisbyrde i den forstand, at det er

patienten, der skal tilvejebringe bevis for, at skaden er

forårsaget ved et af de i lovens § 2 nævnte forhold, som opfylder

de materielle dækningskriterier. Patientforsikringsforeningen

varetager - efter anmeldelsen af skaden - oplysningen af sagen (§

13), og på grundlag heraf vurderer foreningen, om

erstatningsbetingelserne er opfyldt i de enkelte tilfælde. Dels

skal der kun foreligge en overvejende sandsynlig sammenhæng (§ 2)

mellem behandling og erstatningsgivende skade, for at erstatning

kan ydes. Endelig er sidstnævnte bevisregel lempet yderligere for

forsøgspersoner og donorer (§ 4, stk. 1), idet den her er

formuleret som en omvendt bevisbyrde.

6. Patientforsikringens erstatninger

Efter lovforslaget (§ 5) skal erstatningsudmålingen følge

erstatningsansvarslovens bestemmelser herom. Dette medfører, at

der ved personskade ydes erstatning og godtgørelse for såvel

midlertidige tab (helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste,

svie og smerte), som for varige tab (varigt men og

erhvervsevnetab). Ved dødsfald kan der ydes erstatning for

forsørgertab og ydes begravelseshjælp.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om (§ 5, stk. 2), at

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og

smerte kun ydes i det omfang, patientskaden har medført

uarbejdsdygtighed eller sygdom i mere end 3 måneder. Endvidere

ydes der ikke erstatning i det omfang den andrager mindre end

20.000 kr. Disse regler gælder dog ikke forsøgspersoner og

donorer.

Erstatning til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller

efter omstændighederne helt bortfalde, hvis patienten forsætligt

eller ved grov uagtsomhed selv har medvirket til skaden.

7. Patientforsikringens organisation og finansiering

De erstatningspligtige, med undtagelse af staten og kommunerne, har

pligt (§ 10) til at tegne forsikringer i forsikringsselskaber, som

er godkendt af sundhedsministeren, til dækning af erstatningskrav

efter lovforslaget. Forsikringspligten pålægges således

driftsansvarlige for private sygehuse, driftsansvarlige for

apoteker, driftsansvarlige for privat praksis for autoriserede

medicinalpersoner, samt driftsansvarlige for private

institutioner, som foretager undersøgelser, behandling el. lign.

på vegne af ovenstående. Forsikringspligten påhviler endvidere

private institutioner og virksomheder, som foretager biomedicinske

forsøg med sunde personer, samt private institutioner, som

forestår vævs-, organ- og vævsvæskedonorvirksomhed.

Forsikringsselskaberne skal yde erstatning på indtil 30 mill. kr.

inden for et forsikringsår. Omfatter forsikringen flere personer,

skal forsikringen dække erstatning på indtil 30 mill. kr. pr.

autoriseret medicinalperson. Såfremt et selskab inden for et år

modtager berettigede erstatningskrav udover det gældende maksimum,

skal de godkendte selskaber i fællesskab yde erstatning.

Selskaberne har herefter adgang til at rejse regreskrav overfor

den erstatningsansvarlige. Endvidere skal selskaberne i fællesskab

erstatte skader, som er ansvarspådragende efter loven, men som

forårsages af personer, som uretmæsigt ikke er forsikret.

Selskaberne har i disse tilfælde ligeledes adgang til at rejse

regreskrav overfor den erstatningsansvarlige.

Patientforsikringsforeningen vil, på grundlag af

Sundhedsstyrelsens registre for autoriserede medicinalpersoner,

have mulighed for at identificere uforsikrede driftsansvarlige.

Det forventes, at de fleste amtskommuner vil dække ansvaret efter

denne lov gennem Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, som i

forvejen dækker de fleste amtskommuners eksisterende

erstatningsansvar.

Til at administrere forsikringsordningen danner de

forsikringsselskaber, som dækker erstatningsansvar efter

lovforslaget, i fællesskab en forening (§ 12) og vælger en

bestyrelse for foreningen samt opretter et administrativt

sekretariat. Sundhedsministeren godkender vedtægterne for

patientforsikringsforeningens styrelse og virksomhed, og

sundhedsministeren kan bestemme, at selvforsikrede myndigheder

skal være medlemmer af patientforsikringsforeningens bestyrelse.

Det findes vigtigt, at der gennem et sådant fællesorgan kan skabes

en ensartet praksis på området samt i øvrigt en rationel

administration, bl.a. ved selskabernes fælles anvendelse af

lægelige konsulenter el. lign. Patientforsikringsforeningen

modtager, oplyser og afgør alle erstatningssager efter loven,

herunder også for selvforsikrende (§ 13). Foreningen vil efter

vedtægterne kunne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og de

enkelte selvforsikrede myndigheder til selv at oplyse og afgøre

nærmere beskrevne sagstyper. Patientforsikringsforeningen afgiver

årligt en redegørelse til sundhedsministeren om sin virksomhed.

I foreningens vedtægter fastsættes en fordeling, hvorefter

forsikringsselskaberne og selvforsikrede myndigheder afholder

udgifter til foreningens drift samt udgifter, som i øvrigt

pålægges foreningen efter loven.

Samtidig med etableringen af bestyrelsen vil der blive oprettet et

uformelt kontaktorgan mellem kommunerne, staten m.fl. Der henvises

herom nærmere til bemærkningerne til § 12.

Det har ved udarbejdelsen af lovforslaget været overvejet, om der

heri skulle optages en bestemmelse til særlig regulering af

forsikringsselskabernes avance på patientforsikringsområdet i

princippet svarende til en lignende bestemmelse optaget i

arbejdsskadeforsikringsloven (§ 47). Da størstedelen af

forsikringsområdet forventes varetaget af kommunernes eget

forsikringsselskab, da konkurrenceforholdene skønnes at sikre

rimelige præmieopkrævninger på området, og da Finanstilsynet i

øvrigt vil føre et almindeligt tilsyn med forsikringsselskaberne

på området, herunder også økonomisk, er der ikke i lovforslaget

indført en avancebegrænsningsbestemmelse. Det vil, bl.a. gennem

den statistik der skal udarbejdes af patientforsikringsforeningen,

blive vurderet, om der eventuelt i fremtiden skulle blive behov

for at optage en sådan bestemmelse i loven.

Patientforsikringsforeningens afgørelser i de enkelte sager meddeles

de respektive forsikringsselskaber, staten eller de

selvforsikrende kommuner, som herefter er pligtige til at udbetale

de fastsatte ydelser. Dog kan foreningens afgørelser, inden 4 uger

efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, indbringes

for Den Sociale Ankestyrelse (§ 14), der foruden at være

ankeinstans på det sociale område også er ankeinstans på

arbejdsskadeforsikringens område. Den Sociale Ankestyrelse, som

har den endelige administrative afgørelse, kan se bort fra

overskridelse af tidsfristen, når der er særlig grund hertil.

I lovforslaget (§ 15) er det endvidere bestemt, at hvis en afgørelse

fra Den Sociale Ankestyrelse ønskes forelagt de almindelige

domstole, skal dette ske inden 6 måneder fra det tidspunkt,

ankestyrelsen har meddelt sin afgørelse. Det er også med denne 6

månedersfrist ønsket, at erstatningssagerne efter ordningen ikke

verserer mange år efter, at skaden er opstået og dermed skaber

vanskelighed for bevisførelse m.v.

Til brug for behandlingen af erstatningssagerne kan

patientforsikringsforeningen forlange meddelt enhver oplysning (§

16) fra kommuner, amtskommuner m.v., herunder sygehuse,

institutioner, behandlende læger m.v. samt den skadelidte, som

foreningen skønner er af betydning for sagernes afgørelse.

Patientforsikringsforeningen kan således indhente

sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v.

Tilsvarende skal patientforsikringsforeningen afgive de oplysninger

til Den Sociale Ankestyrelse og til Sundhedsministeriet, som er

nødvendige for disse myndigheders varetagelse af opgaver efter

loven.

Erstatningskrav efter loven forældes 5 år efter, at den

erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til

skaden. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år

efter den dag, skaden er forårsaget.

8. Hørte myndigheder, organisationer m.v.

Forslaget har, således som det blev fremsat for Folketinget den 19.

februar 1987 (Lovforslag nr. 210 i folketingsåret 1986-87), været

til udtalelse hos berørte ministerier, organisationer m.fl.,

herunder forsikrings- og lægemiddelbranchen.

9. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser

9.1. Lovforslagets administrative konsekvenser knytter sig næsten

udelukkende til forsikringsselskabernes oprettelse af den fælles

patientforsikringsforening med hertil hørende bestyrelse og

sekretariat til administration af ordningen. I et mindre omfang

vil eksisterende myndigheder og organer få arbejdsopgaver på

området, jf. nedenfor.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at knytte

patientforsikringsordningen organisatorisk til det klagesystem,

der har det faglige tilsyn med medicinalpersoner og

sundhedsvæsenet i øvrigt (Sundhedsstyrelsen m.v.), idet det bl.a.

ikke efter forsikringsordningen, som for det faglige tilsyn, skal

fastslås, om vedkommende medicinalperson har begået en fejl. Da

det efter gældende retstilstand er en af forudsætningerne for

opnåelse af erstatning, at medicinalpersonen har begået en fejl

(handlet culpøst), har flere faglige klager nok primært været

rejst for Sundhedsstyrelsen med henblik på at få grundlag for en

erstatningssag. Det må derfor forventes, at oprettelsen af en

velfungerende patientforsikringsordning som sådan vil reducere

antallet af klagesager over medicinalpersoners faglige forhold.

9.2. Omkostningerne til administration af loven fordeler sig

umiddelbart med størstedelen på forsikringsselskaberne, bl.a.

gennem selskabernes - og de selvforsikrendes - finansiering af

patientforsikringsforeningens og Den Sociale Ankestyrelses

virksomhed, i et mindre omfang på sygehuskommunerne, bl.a. i

forbindelse med disses vejledning om ordningen og oplysning af

sagerne, og endelig i et vist omfang på Sundhedsministeriet.

Forsikringsselskabernes omkostninger knytter sig dels til den

almindelige administration af forsikringsvirksomheden, dels til

patientforsikringsforeningens virksomhed og dels til dækning af

udgifter ved Den Sociale Ankestyrelse. Omkostningerne til den

almindelige administration af forsikringsvirksomheden er det ikke

muligt at skønne over, mens omkostningerne, som er forbundet med

foreningens virksomhed, skønnes at beløbe sig til 5-8 mill. kr.

pr. år (jf. rap. s. 137).

Den Sociale Ankestyrelses merudgifter i forbindelse med

administration af loven vil være afhængig af ankesagernes antal og

art. Det er ikke muligt at skønne over antal ankesager.

Erfaringerne fra den lignende svenske ordning viser dog, at der

kun ankes ca. 3 pct. af de forelagte sager. Der vil i betydeligt

omfang være behov for at inddrage (sundheds-) faglig ekspertise i

forbindelse med ankestyrelsens forberedelse af sagerne.

Det vil blive nærmere aftalt mellem de involverede ministerier

(Sundhedsministeriet, Socialministeriet,

Administrationsdepartementet m.fl.), hvorledes administrationen af

ordningen nærmere skal tilrettelægges, herunder hvilke

administrative foranstaltninger, der skal træffes for at opnå den

bedst mulige udnyttelse af ressourcerne.

Den Sociale Ankestyrelses merudgifter til administration af loven

dækkes af patientforsikringsforeningen m.fl. (§ 12, stk. 3) og

beregnes på grundlag af det faktiske sagsantal efter

hovedretningslinierne i Budgetvejledningens regler om

indtægtsdækket virksomhed. Disse retningslinier anvendes allerede

ved ankestyrelsens behandling af arbejdsskadesager.

Der kan udover ovennævnte forventes et behov for yderligere personale

til Sikringsstyrelsen i det omfang, styrelsen vil komme til at

afgive udtalelser vedrørende mengrader og

erhvervsevnetabsprocenter, jf. bemærkningerne til § 13. Omfanget

af Sikringsstyrelsens arbejde hermed kan ikke opgøres nøjagtigt ud

fra de foreliggende oplysninger om det forventede sagsantal, men

Sikringsstyrelsen forventer, at styrelsens merarbejde over en

periode vil blive af samme størrelsesorden som i forbindelse med

gennemførelse af loven om erstatningsansvar. Merarbejdet

forventes efter nogle år at svare til 5 årsværk, eller ca. 1,2

mill. kr. i lønudgifter og 200.000 kr. i øvrige driftsudgifter.

Sikringsstyrelsens udgifter ved afgivelse af erklæringerne vil

blive afholdt af forsikringsselskaberne efter de almindelige

regler herom i arbejdsskadeforsikringslovens § 62, stk. 2.

Det er ikke muligt at skønne over amtskommunernes udgifter til

vejledning og oplysning af sagerne, men de vurderes dog af mindre

størrelse, idet opgaven bl.a. vil indgå i den almindelige

forpligtelse til at vejlede patienter om deres rettigheder m.v.

Herudover vil Industriministeriet få mindre meropgaver i forbindelse

med Finanstilsynets almindelige tilsyn med de

forsikringsselskaber, der godkendes til forsikringsvirksomhed på

området.

Sundhedsministeriets administrative omkostninger knytter sig til den

overordnede administration af ordningen, herunder bl.a.

udstedelser af bekendtgørelser m.v. efter loven, samt den løbende

kontrol af ordningen, og anslås at beløbe sig til 2 årsværk for

akademiske sagsbehandlere samt 0,5 årsværk for HK svarende til

ialt 610.000 kr. og øvrige driftsudgifter på 210.000 kr.

(forventet 1988 pris- og lønniveau) i 1989 og fremover.

Endelig vil der i forsikringens første år, 1989, skulle iværksættes

en offentlig information om ordningen, der for statens vedkommende

anslås til 550.000 kr.

Der vil iøvrigt senest 5 år efter patientforsikringsordningens

indførelse blive foretaget en samlet vurdering af ordningens

tilrettelæggelse.

9.3. Udgifterne til erstatningsudbetalingerne har ikke nærmere kunnet

opgøres. Det skønnes, at der efter en årrække, når antallet af

erstatningsberettigede skader har stabiliseret sig, vil skulle

ydes erstatning til ca. 2.000 personer årligt. På grundlag af

skadestrukturen under den svenske ordning, kan

erstatningsudgifterne skønsmæssigt anslås til ca. 80 mill. kr.

årligt for hele landet. Herved er ikke medregnet anvendelsen af

en undergrænse for udbetaling af erstatninger, jf. lovforslagets §

5, stk. 2, 2. pkt. Det helt overvejende beløb forventes udbetalt

til personer, som er skadet på sygehus.

Det skønnes, at statens udgifter til erstatning vedrørende

Rigshospitalet heraf vil udgøre ca. 7,2 mill. kr. årligt.

9.4. De direkte merudgifter ved lovforslaget vil for størstedelens

vedkommende blive pålagt sygehuskommunerne enten som

selvforsikrende eller gennem betaling af forsikringspræmie, der

dækker forsikringsselskabernes administration og

erstatningsudbetalinger. Endvidere vil kommunerne blive pålagt

merudgifter som driftsansvarlige for den kommunale tandpleje.

Herudover vil privatpraktiserende medicinalpersoner få øgede

præmieudgifter, som dog skønnes af relativ mindre størrelse end

sygehuskommunernes udgifter, bl.a. fordi denne gruppe generelt set

ikke varetager sådanne komplicerede behandlingsopgaver m.v., som

patientforsikringsordningens udvidede erstatningsdækning særligt

tager sigte på. Tilsvarende gælder apotekere, som virker i henhold

til særlig bevilling. Merudgifter til forsikringspræmier for

private sygehuse forventes dækket af de sengedagsbetalinger m.v.,

som afholdes af de indlæggende sygehuskommuner.

Spørgsmålet om kompensation til kommunerne over de generelle tilskud

for merudgifter som følge af lovforslaget har været forhandlet med

de kommunale organisationer. På grund af vanskeligheden ved blot

tilnærmelsesvist på forhånd at fastslå størrelsen af de kommunale

merudgifter, var der enighed om at gennemføre kompensationen ved

en foreløbigt beregnet kompensation for årene 1989-92. I 1992

foretages på baggrund af erfaringerne fra 1991 en efterregulering

for 1989-91 og en endelig beregning for 1992 og fremover.

Sundhedsministeriet har endvidere fremlagt en beregning af den

foreløbige kompensation for årene 1989-91. For 1991, hvor

ordningen skønnes at være fuldt indkørt, har ministeriet

foreløbigt tilbudt sygehuskommunerne ialt 67,3 mio. kr. (1988

pris- og lønniveau) som kompensation for de merudgifter,

kommunerne vil være forpligtet til at afholde. Primærkommunerne

skønnes af ministeriet foreløbigt i 1991 at ville få merudgifter

på ca. 0,5 mill. kr.

Ministeriet har ikke i disse beløb medtaget kommunernes særlige

merudgifter ved at inddække erstatningskrav efter loven i et

forsikringsselskab, dvs. en del af de forøgede præmieudgifter,

idet kommunerne ikke efter loven er forpligtet til at tegne

forsikring. Kommunerne har ikke været enig heri. Ministeriet har

endvidere ikke i beløbene medtaget kompensation for de

privatpraktiserende medicinalpersoners merudgifter til

forsikringspræmier efter loven, da sygehuskommunerne ikke er

forpligtet til at kompensere disse merudgifter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver i stk. 1 og 2 patientforsikringens centrale

dækningsområde. Den grundlæggende betingelse er, at en person har

været undergivet helbredelsesforanstaltninger, der enten er

foretaget på et sygehus, på et apotek, hos en offentligt ansat

jordemoder i forbindelse med svangerskabshygiejne og fødselshjælp

uden for sygehusvæsenet, inden for den kommunale tandpleje, hos en

privatpraktiserende medicinalperson, eller

helbredelsesforanstaltninger foretaget på vegne af et sygehus

eller en privatpraktiserende autoriseret medicinalperson.

Helbredelsesforanstaltninger omfatter enhver form for undersøgelse,

behandling eller lignende, der retter sig mod den enkelte patient,

herunder også rent forebyggende foranstaltninger. Således er

f.eks. også vaccinationer omfattet, idet det forudsættes, at

vaccinationserstatningsloven ophæves i forbindelse med

patientforsikringslovens ikrafttræden. Det er tilstrækkeligt, at

personen har henvendt sig på et sygehus, til en autoriseret

medicinalperson m.fl. med henblik på at blive undersøgt eller

modtage behandling eller lignende.

Det er en betingelse, at undersøgelsen eller behandlingen m.v. finder

sted her i landet. Det er derimod uden betydning, om den

pågældende læge eller patient er dansker eller udlænding. Det er

endvidere forudsat, at forsikringsordningen ikke dækker tilfælde,

hvor f.eks. en læge privat, d.v.s. i sin fritid, udenfor sit

tjenestested el. lign. foretager behandling, yder nødvendig

førstehjælp m.v.

Begrebet patient omfatter også fostre, således at skader under

svangerskabet eller under fødslen vil berettige til erstatning,

forudsat barnet fødes levende og de almindelige betingelser for

ret til erstatning, jf. bl.a. §§ 2 og 3, i øvrigt er opfyldt.

Alle sygehuse er omfattet, hvad enten de er statslige, kommunale

eller private. Privatpraktiserende medicinalpersoner, der er

autoriserede i henhold til særlig lovgivning, omfatter

praktiserende læger, herunder speciallæger, praktiserende

tandlæger, kliniske tandteknikere, ergo- og fysioterapeuter og

fodterapeuter samt eventuelle privatpraktiserende sygeplejersker

og jordemødre.

Efter stk. 3, 2. pkt. vil sundhedsministeren kunne fastsætte regler,

hvorefter patientforsikringens dækningsområde udvides i forhold

til stk. 1 og 2. Dette vil navnlig kunne komme på tale i relation

til en række offentlige sundhedsordninger. Det gælder således

sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejerskeordningerne, samt

skolesundhedstjenesten.

Personer, der opholder sig på plejehjem eller på andre sociale

institutioner, er ikke umiddelbart omfattet af loven. Hvis der

imidlertid under ophold foretages undersøgelse eller gives

behandling m.v. af en privatpraktiserende autoriseret

medicinalperson, f.eks. en privatpraktiserende læge, er skader i

forbindelse hermed omfattet.

Loven dækker heller ikke umiddelbart undersøgelse, behandling m.v.,

der foretages af ikke-autoriserede medicinalpersoner som f.eks.

kiropraktorer, uanset om der af sygesikringen ydes tilskud til

behandlingen, som tilfældet er ved kiropraktorbehandling. Men også

disse grupper kan efter behov helt eller delvist inddrages under

dækningsområdet af sundhedsministeren efter § 1, stk. 3, 2. pkt.

Sundhedsministeren vil ligeledes efter § 1, stk. 3, 2. pkt. kunne

fastsætte regler om, at visse områder undtages fra lovens område.

Erfaringerne kan vise, at der ikke fremover vil være behov for, at

alle grupper af privatpraktiserende autoriserede medicinalpersoner

omfattes af loven, bl.a. fordi deres virksomhed ikke - eller kun i

minimalt omfang - har medført skader, der begrunder en udvidelse

af dansk rets almindelige erstatningsregler. Det må forventes, at

denne bestemmelse ikke bringes i anvendelse ved lovens

ikrafttræden.

Bestemmelsen angiver endvidere, at kun fysiske skader falder inden

for lovens område. Det er i §§ 2-4 nærmere beskrevet, i hvilke

tilfælde disse skader berettiger til erstatning.

Kravet om, at der skal være påført patienten skade af fysisk art,

herunder dødsfald, indebærer for det første, at rent psykisk skade

falder uden for lovens dækning. Det skyldes, at det ved psykiske

lidelser er særligt vanskeligt at skelne mellem følger af

grundsygdommen og følger af behandlingen, ligesom komplikationer i

forbindelse hermed enten ofte er uundgåelige eller blot er en

følge af, at behandlingen ikke lykkedes. Behandling af psykiske

sygdomme er ikke som sådan undtaget. Hvis der ved sådan behandling

indtræder fysisk skade, er den omfattet af loven. Psykiske følger

af en fysisk skade er ligeledes omfattet, derimod ikke fysiske

følger af en rent psykisk skade.

For det andet indebærer kravet om fysisk skade, at en læges eller

anden medicinalpersons tilsidesættelse af reglerne om indhentelse

af informeret samtykke ikke i sig selv udgør en patientskade. Det

samme gælder krænkelser af den personlige frihed ved ulovlig

tvangsindlæggelse.

I de tilfælde, der falder uden for patientforsikringslovens dækning,

fordi der ikke er indtrådt fysisk skade, kan patienten efter

omstændighederne rejse krav om erstatning og godtgørelse, herunder

for tort, efter almindelige erstatningsretlige regler. Sådanne

erstatningskrav vil fortsat kunne rejses, jf. § 7, hvorefter

erstatningskrav kun afskæres i det omfang, skaden dækkes af

patientforsikringen.

Reglen i stk. 2 fastslår for det første, at sunde forsøgspersoner er

omfattet af loven, selv om disse ikke er »patienter«. Tilfælde,

hvor forsøget indgår som led i undersøgelse eller behandling af

personen, er omfattet af den almindelige definition i stk. 1.

Sunde forsøgspersoner kan enten være raske personer eller

personer, der lider af en sygdom, som er irrelevant i forhold til

forsøget, d.v.s. tilfælde, hvor forsøget ikke har nogen

diagnostisk eller terapeutisk værdi for personen. Afprøvning af

lægemidler er også omfattet, ligesom kliniske afprøvninger af

lægemidler også omfattes af stk. 1, nemlig i de tilfælde, hvor der

begås en lægelig fejl m.v. ved afprøvningen. Tilfælde, hvor skaden

skyldes fejl ved selve lægemidlet eller producentens anvisning for

afprøvningen, vil normalt ikke berettige til erstatning efter

denne lov, jf. § 3, stk. 3, og § 4, stk. 2.

Skader, der rammer sunde forsøgspersoner, er efter gældende ret

dækket af arbejdsskadeforsikringsloven. Dækning efter

patientforsikringsloven gør ikke nogen ændring heri, men det er en

følge af henvisningen i § 5, stk. 1, til erstatningsansvarsloven,

at erstatning, der er opnået i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven, skal fratrækkes erstatningen i

henhold til patientforsikringsloven.

For det andet fastslås det, at donorer er omfattet af loven. Det

findes naturligt og hensigtsmæssigt at inddrage erstatning til

donorer under en almindelig patientforsikringsordning, således at

de hidtidige ved tekstanmærkning gennemførte erstatningsordninger

for skadede nyre- og knoglemarvsdonorer samt skadede bloddonorer

kan ophæves ved patientforsikringslovens ikrafttræden.

Tekstanmærkningernes regler om godtgørelse til nyre- og

knoglemarvsdonorer for tabt arbejdsfortjeneste og udgifter i

forbindelse med nyre- eller knoglemarvsafgivelsen, eller de

nødvendige forundersøgelser hertil, opretholdes uændret. Donorer

er defineret bredt i overensstemmelse med reglerne i lov om

udtagelse af menneskeligt væv m.v., således at ikke kun de nævnte

grupper af donorer er omfattet, men også eventuelle andre

transplantationer og lignende fra mennesker, der måtte blive

udviklet. Det er karakteristisk, at disse donorer stiller sig til

rådighed for behandling af andre end dem selv, hvorfor det er

rimeligt at sikre dem erstatning for tab i forbindelse hermed.

Den udtrykkelige fremhævelse i lovteksten af dækningen af

forsøgspersoner og donorer tjener tillige til afgrænsning af den

udvidede erstatningsdækning i § 4, stk. 1, og stk. 3 og § 5, stk.

3.

Efter § 1, stk. 3, 1. pkt., skal sundhedsministeren fastsætte regler

om den nærmere afgrænsning, jf. ovenfor, af patientforsikringens

dækningsområde. Denne bestemmelse tager sigte på at præcisere

patientforsikringens dækningsområde.

Bemyndigelsen i stk. 3, herunder bestemmelsen i 2. pkt. om udvidelse

eller indskrænkning af dækningsområdet, gør det i øvrigt muligt,

at forsikringsordningen kan tilpasses ændringer i sundhedsvæsenets

tilrettelæggelse af behandling og pleje, bl.a. omstilling og

samordning mellem sygehussektoren og den primære sundhedstjeneste

samt den sociale sektor.

Til § 2

Bestemmelsen fastslår indledningsvis, hvilke krav der skal stilles

til beviset for årsagssammenhæng mellem behandlingen m.v. og

skaden, for at den kan anerkendes som skade efter loven. Det

fremgår af stk. 1, nr. 1, 2 og 4, at skaden skal være sket i

forbindelse med undersøgelse, behandling m.v. Bestemmelsen

fastlægger endvidere, i hvilke tilfælde en patient eller - ved

dødsfald - dennes efterladte har krav på erstatning for en

patientskade. Bestemmelsen suppleres af en række præciseringer og

begrænsninger i § 3 og på den anden side af en særlig udvidelse af

de erstatningsberettigende skader i § 4.

Kravet om, at skaden skal være forvoldt i forbindelse med

undersøgelse, behandling m.v., indebærer, at loven ikke dækker

skadelige følger eller anden helbredsforringelse, der skyldes den

sygdom, patienten led af på forhånd. Skaden skal være forårsaget

af en af de helbredelsesforanstaltninger, der omfattes af § 1.

Normale følger af grundsygdommen eller komplikationer, der må

henføres til selve grundsygdommens forløb, dækkes derfor ikke. En

patientskade omfatter kun forskellen mellem følgerne af et normalt

sygdoms- og behandlingsforløb og følgerne af det faktiske

behandlingsforløb. Grundsygdommens forløb kan dog udgøre en

patientskade, hvis dette forløb er blevet påvirket af, at

patienten ikke har fået adækvat behandling, f.eks. fordi sygdommen

ikke er blevet rigtigt diagnosticeret, jf. § 3, stk. 1. Det følger

endvidere af dette princip, at der ikke foreligger en

patientskade, blot fordi den givne behandling ikke lykkedes.

Ved vurderingen af, om der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem

skaden og den undersøgelse, behandling m.v., som patienten blev

givet, er det tilstrækkeligt, at der tilvejebringes en overvejende

sandsynlighed for, at skaden er forvoldt herved. Dette gælder både

ved vurderingen af, om skaden overhovedet kan henføres til de

iværksatte helbredelsesforanstaltninger fremfor til

grundsygdommens normale - eller unormale - forløb, men også ved

den konkrete vurdering af, om skaden ville eller kunne være

undgået under de i § 2, stk. 1, nr. 1-3, nævnte omstændigheder,

eller om skaden kan henføres under de i § 2, stk. 1, nr. 4, nævnte

komplikationer.

Der foreligger herefter en patientskade, hvis det efter en

undersøgelse af sagens konkrete omstændigheder, herunder bl.a. den

tidsmæssige sammenhæng mellem behandlingen og den indtrufne skade,

fremstår som mere sandsynligt, at den er forårsaget af

erstatningsbegrundende helbredelsesforantaltninger, end at den er

forårsaget på anden måde, herunder ved komplikationer i

forbindelse med grundsygdommens forløb, som har udviklet sig

uafhængigt af behandlingen. I princippet er selv en minimal

sandsynlighedsovervægt tilstrækkelig. Hvis intet sikkert om

skadesårsagen kan fastslås, må den relative sandsynlighed af de

mulige skadeårsager vurderes og afvejes over for hinanden. Må det

herefter antages, at det er lige så sandsynligt, at skaden kan

have udviklet sig uafhængigt af behandlingen, eller kan intet

siges om den relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager,

foreligger der ikke en (erstatningsberettigende) patientskade. Det

er imidlertid sjældent muligt at træffe afgørelsen i tvivlsomme

tilfælde alene på grundlag af generelle statistiske erfaringer.

Formuleringen udelukker ikke, at der i sådanne tilfælde tillige

kan inddrages andre momenter i vurderingen, hvor dette findes

rimeligt. Hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl

ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den

konkrete skade, kan det være rimeligt at lade en eventuel tvivl om

den faktiske årsagssammenhæng komme patienten til gode.

En generelt lempeligere bevisregel vedrørende årsagssammenhæng gælder

ifølge § 4, stk. 1, for så vidt angår skader på sunde

forsøgspersoner og donorer.

Afgrænsningen af de erstatningsberettigende skader i § 2 er opbygget

efter en stigende grad af uundgåelighed. Udgangspunktet er, at der

kun ydes erstatning ved skader, der kunne være undgået ved, at

undersøgelse, behandling m.v. var blevet udført på en anden måde

end den faktisk anvendte. Dette gælder i princippet ved alle

skader, der omfattes af nr. 1-3. Disse bestemmelser suppleres af

reglen i nr. 4, hvorefter der i visse tilfælde kan ydes erstatning

for skader, selv om de ikke kunne være undgået.

Ved vurderingen af, om en patientskade berettiger til erstatning, bør

derfor afgrænsningerne i bestemmelsen undersøges led for led.

Spørgsmålet er således først, jf. nr. 1, om skaden ville være

undgået, såfremt patienten var blevet undersøgt, behandlet m.v. af

en erfaren specialist (fagperson), og denne ville have vurderet,

at der skulle iværksættes anden undersøgelse, anden behandling

m.v., end der faktisk blev iværksat. Er svaret bekræftende, ydes

der erstatning efter nr. 1. Den erfarne specialist repræsenterer

en person med en generelt set sufficient faglig uddannelse på det

pågældende område. Det forudsættes ikke nødvendigvis at være en

læge med speciallægeanerkendelse på området, selv om det ofte vil

være tilfældet på det lægelige område.

Er det benægtende, er spørgsmålet, jf. nr. 2, om skaden kan henføres

til fejl eller svigt i det apparatur m.v., der blev anvendt ved

undersøgelsen eller behandlingen, således at skaden ville være

undgået, hvis apparaturet havde fungeret, som det skulle. Er

svaret bekræftende, ydes der erstatning efter nr. 2 - uanset om

selv en erfaren specialist ikke ville have fået mistanke om

apparaturets fejl eller svigt.

Er svaret benægtende, bliver det næste spørgsmål, om skaden kunne

være undgået ved hjælp af en anden behandlingsteknik eller

-metode, som kunne være valgt, selv om det ikke kan fastslås, at

en erfaren specialist ville have valgt den anden teknik eller

metode. Er svaret bekræftende, ydes erstatning efter nr. 3.

Er svaret benægtende, bliver det sidste spørgsmål, om skaden består i

komplikationer, der ud fra nærmere angivne kriterier går ud over,

hvad patienten med rimelighed må tåle. Er svaret bekræftende, ydes

der erstatning efter nr. 4, selv om skaden ikke kunne være undgået

ved nogen anden behandlingsteknik eller -metode.

Er svaret benægtende, idet der er tale om en anden type uundgåelig

skade end anført i nr. 4, kan der ikke ydes erstatning, medmindre

skadelidte er en person, der falder ind under den videregående

regel i § 4 om forsøgspersoner og donorer.

Om de enkelte led i bestemmelsen skal følgende bemærkes:

Reglen i nr. 1 omfatter alle objektive fejl, der er begået i

forbindelse med undersøgelse, behandling m.v. af patienten. Det er

uden betydning, hvilken type skade fejlen har resulteret i.

Omfattet er således bl.a. enhver form for fejlbehandling, uanset

om fejlen skyldes en forkert diagnose, eller at der af andre

grunde enten blev givet en behandling, der ikke var motiveret ud

fra et medicinsk synspunkt, eller omvendt, at der ikke blev givet

den behandling, der var motiveret ud fra et medicinsk synspunkt,

eller der i øvrigt er blevet anvendt en forkert behandlingsmetode

eller behandlingsteknik eller er begået fejl ved udførelsen af

den, ved tilsynet med patienten under eller efter behandlingen

osv.

Reglen indeholder træk, som også karakteriserer den hidtil gældende

culparegel, men er ikke identisk med denne. Det er ikke nogen

betingelse, at behandlingen m.v. kan bebrejdes den konkrete læge

eller medicinalperson i øvrigt som en fejl eller forsømmelse, som

denne burde have undgået ved at udvise en højere grad af

agtpågivenhed. Dette følger af, at målestokken for vurderingen af,

om skaden kunne være undgået ved andre undersøgelser eller anden

behandling m.v., altid er de undersøgelser eller den behandling

m.v., som en erfaren specialist på det pågældende område må

antages at ville have iværksat. Der skal således helt ses bort fra

den konkrete medicinalpersons faglige baggrund og individuelle

forudsætninger i øvrigt for at erkende, at anden undersøgelse,

behandling m.v. havde været indiceret. Derimod skal der tages

hensyn til den konkrete undersøgelses- eller behandlingssituation,

herunder de ydre faciliteter, der stod til rådighed, tidsfaktoren

ved et nødvendigt akut indgreb m.v. Vurderingen skal således tage

udgangspunkt i de konkrete omstændigheder, der forelå på

behandlingstidspunktet, men således, at den konkrete læge m.v.

tænkes udskiftet med en erfaren specialist. Ville specialisten

under disse omstændigheder have handlet anderledes, end der

faktisk blev behandlet, har patienten ret til erstatning i det

omfang, det må antages, at skaden herved ville være blevet

undgået.

Der kan forekomme tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om en erfaren

specialist ville have handlet anderledes, f.eks. fordi afgørelsen

også i så fald ville bero på et vanskeligt skøn, eller tilfælde,

hvor der blandt erfarne specialister ikke er enighed om, hvad den

optimale behandlingsform m.v. er. Som nævnt er det generelt en

betingelse for retten til erstatning, at skaden med overvejende

sandsynlighed er forvoldt ved et erstatningsbegrundende forhold.

Dette gælder således også ved vurderingen i henhold til nr. 1 af,

om skaden ville være blevet undgået. Drejer spørgsmålet sig om

valget af behandlingsteknik eller af behandlingsmetode, vil det

være naturligt i de nævnte tvivlsomme tilfælde at træffe

afgørelsen på grundlag af reglen i nr. 3, hvor det ikke er

afgørende, hvilken teknik eller metode en erfaren specialist må

antages at ville have valgt.

I nogle af de tilfælde, der omfattes af reglen i nr. 1, vil der

foreligge et sådant uagtsomt forhold hos den konkrete

medicinalperson, at patienten efter almindelige erstatningsretlige

regler (culpareglen) ville kunne kræve erstatning af denne og af

dennes arbejdsgiver. Disse tilfælde vil altid udløse ret til

erstatning efter nr. 1, forudsat at de almindelige betingelser for

dækning i § 1 og i § 2 vedrørende årsagssammenhæng er opfyldt. Det

er imidlertid uden betydning for anvendelsen af nr. 1, om der må

antages at foreligge culpa eller ej. Selv om der måtte foreligge

culpa, er patienten afskåret fra at rejse erstatningskrav, f.eks.

ved domstolene, efter almindelige erstatningsretlige regler, så

langt patientforsikringens dækning rækker, jf. § 7, stk. 1. Det

følger endvidere af reglerne i § 8, at patientforsikringen kun kan

rejse regreskrav mod den medicinalperson (og dennes arbejdsgiver),

som efter almindelige erstatningsretlige regler måtte være

ansvarlig for skaden, såfremt skaden er forvoldt forsætligt.

Reglen i nr. 2 omfatter en anden gruppe af objektive fejl, nemlig

tilfælde, hvor skadesårsagen er fejl eller svigt i det apparatur

eller udstyr i øvrigt, som blev anvendt ved eller i forbindelse

med undersøgelse, behandling m.v. Som efter reglen i nr. 1 er det

uden betydning, hvilken slags patientskade apparaturets fejl eller

svigt har resulteret i. Der kan f.eks. være tale om, at

undersøgelsesresultater er blevet forkerte som følge af

funktionsfejl i teknisk apparatur, og at der på grund heraf er

blevet stillet en fejlagtig diagnose. Eller der kan være tale om,

at apparatur eller redskaber, der anvendes ved narkose eller i

øvrigt i forbindelse med et operativt indgreb, svigter, fungerer

forkert, bryder sammen eller lignende med skade til følge. Det er

ligeledes uden betydning, om årsagen til apparatets eller

udstyrets svigt kan henføres til en fejl ved konstruktionen eller

fremstillingen af det eller til utilstrækkelig vejledning i brugen

af det, manglende vedligeholdelse eller andet. Retten til

erstatning er heller ikke betinget af, at fejlen kunne eller burde

være opdaget i forbindelse med almindelig eller særlig kontrol fra

det sygehuspersonel eller andre, der står for denne, eller af den

medicinalperson, der stod for den konkrete anvendelse af

apparatet.

Reglen omfatter kun apparater, redskaber m.v., der anvendes ved

undersøgelse, behandling eller lignende. Indtræder der skade som

følge af fejl eller svigt i andre ting eller indretninger, f.eks.

almindelige bygningsindretninger, elevatorer m.v., kan der ikke

ydes erstatning efter nr. 2. Sådanne ulykkestilfælde vil

imidlertid i nogle tilfælde berettige til erstatning i henhold til

reglen i § 3, stk. 2.

Som tilfældet er ved skader, der falder ind under nr. 1, vil nogle af

de skader, der omfattes af nr. 2, kunne begrunde erstatningskrav

efter dansk rets almindelige regler, i dette tilfælde reglerne om

produktansvar. Retten til erstatning efter nr. 2 er imidlertid

uafhængig af, om nogen ville kunne drages til ansvar efter

produktansvarsreglerne. Patienten er afskåret fra at rejse krav

efter reglerne om produktansvar i det omfang, skaden dækkes af

patientforsikringen, jf. § 7. Patientforsikringen kan derimod i

disse tilfælde rejse regreskrav mod den ansvarlige, jf.

bemærkningerne til § 8.

Reglen i nr. 3 omfatter tilfælde, hvor skaden ikke - selv i objektiv

forstand - kan henføres til nogen fejl fra medicinalpersoner eller

ved det anvendte udstyr, idet det først efterfølgende, d.v.s.

efter at behandlingen er blevet gennemført, og skaden er

indtruffet, kan konstateres, at den kunne være undgået, hvis man i

stedet havde valgt en anden behandlingsteknik eller

behandlingsmetode. Reglen går således videre end reglen i nr. 1,

idet det ikke er nogen betingelse, at en erfaren specialist i den

givne situation måtte antages at ville have valgt den anden teknik

eller metode.

Betingelserne for, at der kan ydes erstatning efter denne regel, er

følgende:

For det første er det en betingelse, at der på det tidspunkt, hvor

behandlingen blev iværksat, faktisk fandtes en anden

behandlingsteknik eller anden behandlingsmetode, og at denne

faktisk stod til rådighed i den konkrete behandlingssituation,

eventuelt i kraft af en henvisning af patienten til en specialist

eller til en specialafdeling på et (andet) sygehus. Der kan

således ikke tages hensyn til behandlingsmuligheder, som først er

blevet taget i anvendelse efter behandlingstidspunktet, eller som

dog ikke stod til rådighed i den givne situation, eventuelt ved

henvisning eller overflytning af patienten.

For det andet er det en betingelse, at den anden behandlingsteknik

eller behandlingsmetode måtte betragtes som ligeværdig med den

valgte teknik eller metode, d.v.s. at den ud fra en medicinsk

vurdering måtte antages at ville have været mindst lige så

effektiv til behandling af patientens sygdom som den faktisk

valgte teknik eller metode. Vurderingen heraf baseres på den

medicinske videnskab og erfaring på behandlingstidspunktet.

Målestokken er for så vidt på dette punkt den erfarne specialists

vurdering, jf. herved bemærkningerne til reglen i nr. 1. Hvis

denne vurdering munder ud i, at den alternative behandlingsteknik

eller behandlingsmetode i den givne situation ville have været så

meget bedre end den faktisk valgte, at en erfaren specialist ville

have valgt den anden teknik eller metode, er skade, der herved

kunne være undgået, omfattet af reglen i nr. 1. Hvis omvendt

vurderingen munder ud i, at en anden behandlingsteknik eller

-metode, bedømt på forhånd, måtte anses for at være ringere end

den, der blev valgt, kan der ikke ydes erstatning efter denne

regel. Ved denne vurdering skal der således ikke tages hensyn til

den faktisk indtrufne skade. Der kan med andre ord ikke ydes

erstatning i tilfælde, hvor lægen med rette afstod fra at anvende

en anden teknik eller metode, fordi den erfaringsmæssigt ville

være mindre effektiv til behandling af patientens sygdom, selv om

det - med efterfølgende kendskab til den faktisk indtrufne skade -

kan siges, at valg af den anden teknik eller metode ville have

været bedre for den konkrete patient.

For det tredie er det en betingelse, at det med den viden om

behandlingsforløbet, som foreligger på det tidspunkt, hvor

erstatningssagen skal afgøres, kan konstateres, at skaden med

overvejende sandsynlighed ville være blevet undgået, hvis man i

stedet havde anvendt en anden - ligeværdig behandlingsteknik eller

behandlingsmetode. Ved denne rent efterfølgende vurdering af

skadens undgåelighed kan der således bl.a. tages hensyn til den

viden om patientens sygdom, helbredskonstitution iøvrigt m.v., som

den faktisk iværksatte behandling gav, uanset om disse forhold

måtte have været uerkendelige for selv en erfaren specialist på

det tidpunkt, hvor beslutningen om valg af behandlingsteknik eller

-metode skulle træffes.

Det fremgår heraf, at det ikke gør nogen forskel, om valget stod

mellem forskellige, ligeværdige måder at udføre en given

behandling på (»behandlingsteknik«), eller valget stod mellem helt

forskelligartede behandlingsprincipper, f.eks. medicinsk contra

kirurgisk behandling (»behandlingsmetode«).

Reglen indebærer bl.a., at forsøgspatienter vil være berettiget til

erstatning, hvis der i forbindelse med forsøgsmetoden indtræder

skader, som ikke ville være indtrådt, hvis man i stedet havde

anvendt hidtidige optimale behandlingsmetoder, under forudsætning

af, at de gængse metoder på behandlingstidspunktet fremtrådte som

(mindst) ligeværdige med forsøgsmetoden. Men reglen er ikke

begrænset til tilfælde, hvor valget står mellem nye og gamle

metoder eller teknikker.

Ved vurderingen af, hvilke skader der kan henføres til den valgte

behandlingsteknik eller -metode, må der tages hensyn til de

sandsynlige følger af en anvendelse af den alternative teknik

eller metode. Hvis det må antages, at heller ikke den anden teknik

eller metode ville have kunnet helbrede patienten fuldstændigt,

omfatter skaden i denne forbindelse kun den yderligere

helbredelsesforringelse, som den valgte teknik eller metode viste

sig at indebære.

Det bemærkes, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, at reglen i nr. 3 ikke

omfatter skader som følge af, at der ikke er blevet stillet en

rigtig diagnose. Det findes således ikke rimeligt at underkaste

diagnosestillelsen en efterfølgende bedømmmelse, da

diagnosestillelsen typisk altid er en løbende proces. Der henvises

iøvrigt til bemærkningerne vedrørende § 3, stk. 1.

Reglen i nr. 4 omfatter en række skader ved undersøgelse og

behandling, som ikke kunne være undgået, selv ud fra en

efterfølgende vurdering som efter reglen i nr. 3. Formålet med

reglen er at opfange patientskader, som falder igennem reglerne i

nr. 1-3, men hvor det findes urimeligt, at patienten skal tåle

skaden uden ret til erstatning, først og fremmest på grund af et

misforhold mellem på den ene side skadens alvor og på den anden

side alvoren af patientens grundsygdom og de normale, forventelige

følger af undersøgelse og behandling af den.

Bestemmelsen omfatter principielt en hvilken som helst komplikation,

herunder infektioner, der med overvejende sandsynlighed er

forårsaget af undersøgelser eller behandling. Komplikationer,

herunder infektioner, der skyldes grundsygdommen og dennes forløb

uafhængigt af undersøgelse eller behandling, berettiger derimod

ikke til erstatning, medmindre de opfanges af reglerne i nr. 1-3.

Den afgørende begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde er kravet

om, at komplikationens alvor skal gå ud over, hvad patienten med

rimelighed må tåle. Det er ikke tilstrækkeligt, at komplikationen

i sig selv har alvorlige følger for patienten. Komplikationens

alvor skal sammenholdes med karakteren og alvoren af patientens

grundsygdom og helbredstilstand i øvrigt. Hvis grundsygdommen

ubehandlet indebærer nærliggende risiko for alvorlig invaliditet

eller for patientens død, må der også accepteres en betydelig

risiko for alvorlige komplikationer i forbindelse med behandlingen

af den. Mindre alvorlige komplikationer må sædvanligvis også

accepteres i forbindelse med behandling af en sygdom, der ikke er

ganske harmløs. Ved vurderingen af, hvilken risiko for

komplikationer patienten må acceptere, må der også tages hensyn

til de nærmere omstændigheder omkring undersøgelsen og

behandlingen, herunder bl.a., at tidsfaktoren undertiden kan gøre

det nødvendigt at løbe en større risiko, end man normalt ville

løbe.

Et misforhold mellem alvoren af grundsygdommen og af komplikationen

kan særligt klart være til stede i forbindelse med visse

diagnostiske indgreb (undersøgelsesoperationer), som derfor

fremhæves udtrykkeligt i bestemmelsen. F.eks. kan det ved mistanke

om, at patienten har en hjernesvulst, være nødvendigt at udføre en

røntgenundersøgelse ved hjælp af kontrastvæske. Undertiden

medfører denne undersøgelse alvorlig hjerneskade samtidig med, at

den viser, at patienten ikke led af en hjernesvulst. Denne skade

vil ikke være omfattet af reglerne i nr. 1-3, men i dette tilfælde

går den ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle, og

patienten har derfor ret til erstatning efter reglen i nr. 4.

På tilsvarende måde vil patienten i almindelighed være berettiget til

erstatning ved komplikationer, der indtræder i forbindelse med

rent forebyggende foranstaltninger som f.eks. vaccinationer.

Retten til erstatning ved mindre alvorlige komplikationer vil

derfor i disse tilfælde normalt kun blive begrænset af

undergrænsen i § 5, stk. 2, samt regler fastsat i medfør heraf.

Det andet led i vurderingen af, om komplikationen går ud over, hvad

patienten med rimelighed må tåle, er den hyppighed, hvormed den i

almindelighed kan forventes at indtræde, kombineret med en konkret

vurdering af, i hvilket omfang der i det enkelte tilfælde var

anledning til at tage risikoen for dens indtræden i betragtning. I

jo højere grad den pågældende komplikation måtte forventes som en

normal risiko ved den konkrete undersøgelse eller behandling, i jo

højere grad må patienten tåle den uden ret til erstatning. Det er

principielt uden betydning, om lægen har informeret patienten om

risikoen for den pågældende komplikation, men bestemmelsen vil

typisk omfatte sådanne komplikationer, som ikke er omfattet af

lægens informationspligt dvs. de meget sjældne komplikationer. Der

kan ikke opstilles bestemte grænser, baseret på den statistiske

sjældenhed af den pågældende komplikation, men hyppigheden vil

være et af de momenter, der indgår i vurderingen af, om den går ud

over, hvad patienten må tåle, fordi risikoen måtte anses for at

være så ringe, at der ikke var grund til at tage den i

betragtning.

Dette hænger tillige sammen med, at de to led i bedømmelsen -

komplikationens relative alvor og dens sjældenhed eller iøvrigt

uventede karakter - normalt må vurderes samlet ved bedømmelsen af,

om skaden går ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle. Hvis

misforholdet mellem grundsygdommens og komplikationens alvor er

særligt udtalt, kan der slækkes på kravet til dens sjældenhed. Det

kan f.eks. være tilfældet ved de nævnte diagnostiske indgreb, men

kan også tænkes ved egentlige behandlingsskader, hvor et normalt

banalt indgreb medfører meget alvorlig skade. Omvendt kan der

slækkes på kravet til komplikationens relative alvor, hvis der er

tale om en ekstrem sjælden, måske hidtil ukendt, komplikation.

Efter stk. 2, 1. pkt., kan sundhedsministeren fastsætte regler om,

hvilke skader der nærmere er omfattet af stk. 1. Denne

bemyndigelse tager sigte på, at sundhedsministeren efter behov kan

udfærdige bestemmelser, som præciserer afgrænsningerne i stk. 1,

f.eks. efter en periode, hvor praksis efter erstatningsordningen

har tegnet et mere præcist billede af, hvilke behandlings- og

skadesituationer, der omfattes af stk. 1. Det understreges, at

bestemmelserne i stk. 1 selvstændigt udgør den retlige regulering

af de erstatningsberettigende skader, og at det ikke er en

nødvendig forudsætning, at sundhedsministeren først skal opregne

de konkrete behandlings- og skadetyper, for at erstatning kan

ydes.

Da afgrænsningen i stk. 1, nr. 3, om tilstedeværelsen af en

alternativ behandlingsteknik eller -metode er formuleret meget

bredt, kan der vise sig behov for, at sundhedsministeren direkte

begrænser denne bestemmelses anvendelsesområde over for

utilsigtede tilfælde. En bemyndigelse hertil er derfor indsat i

stk. 2, 2. pkt.

Til § 3

Bestemmelsen fastlægger en række præciseringer og begrænsninger i

relation til afgrænsningen af erstatningsberettigende skader i §

2. Stk. 1 omhandler diagnosefejl, stk. 2 egentlige ulykkestilfælde

og stk. 3 lægemiddelskader.

Reglen i stk. 1 har til formål at fastslå, at reglen i § 2, stk. 1,

nr. 3, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor skaden består i, at

patientens sygdom ikke blev diagnosticeret korrekt. Af

bemærkningerne til § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, fremgik, at

diagnosefejl berettiger til erstatning, hvis enten en erfaren

specialist måtte antages at ville have stillet en rigtig diagnose

eller gjort dette på et tidligere tidspunkt under de i øvrigt

givne forhold, eller hvis årsagen til den fejlagtige diagnose er

forkerte undersøgelsesresultater el. lign. som følge af fejl eller

svigt i teknisk apparatur m.v., der blev anvendt ved

undersøgelsen. I disse tilfælde ydes erstatning for følgerne af,

at den rigtige diagnose ikke blev stillet eller ikke blev stillet

rettidigt, hvad enten de består i en forværring af grundsygdommen,

eller i en forlængelse eller komplicering af behandlingsforløbet,

jf. herved bemærkningerne til § 2.

Bestemmelsen udelukker derimod, at diagnosticeringen underkastes en

rent efterfølgende bedømmelse. Hvis det således først efter, at

behandlingen er blevet iværksat eller gennemført, f.eks. ved

operativt indgreb, har været muligt - selv for en erfaren

specialist - at stille den rigtige diagnose, kan der ikke ydes

erstatning for det forhold, at diagnosen ikke blev stillet på

noget tidligere tidspunkt.

Reglen i § 2, stk. 1, nr. 4, er ikke relevant i forbindelse med

diagnosefejl. Den omfatter ikke følgerne af selve den stillede

diagnose, men derimod bl.a. skader, der indtræder i forbindelse

med indgreb, der foretages i diagnostisk øjemed.

Reglen i stk. 2 tilsigter bl.a. at præcisere afgrænsningen af de

skader, der kan erstattes i henhold til reglen i § 2, stk. 1, nr.

2. Som nævnt i bemærkningerne til denne bestemmelse omfatter den

ikke skader, der skyldes fejl eller svigt i almindelige

bygningsindretninger m.v. eller ved andre ting, der ikke anvendes

ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling m.v.

Ulykkestilfælde kan også indtræde i øvrigt, uden at materielsvigt

eller lignende kan udpeges som årsag, f.eks. skade ved, at en

patient glider og falder under badning eller falder ud af en

sygeseng. Sådanne skader er ikke generelt undtaget fra dækning,

men i modsætning til skader, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 2,

ydes der efter bestemmelsen kun erstatning, hvis to betingelser er

opfyldt:

For det første skal der være tale om et ulykkestilfælde, der er

indtruffet inden for et sygehus' område. Baggrunden for, at disse

ulykker falder ind under patientforsikringens dækningsområde er,

at det ofte kan være vanskeligt netop på et sygehus, hvor

patienten typisk er indlagt døgnet rundt, at afgøre, hvornår en

ulykke på sygehuset står i direkte forbindelse med undersøgelse,

behandling m.v. eller skyldes anden årsag. I de tilfælde, hvor

ulykken medfører skader, der ikke erstattes efter § 2, stk. 1, nr.

2, findes det derfor rimeligt over for patienten, at disse skader

dækkes direkte af patientforsikringen.

Ulykker, der indtræder på andre lokaliteter, hvor personen befinder

sig eller har indfundet sig med henblik på undersøgelse eller

behandling, dækkes ikke, det være sig lokalerne for en

privatpraktiserende læge, et plejehjem, en skole m.v. Ulykker i

forbindelse med transport til eller fra et sygehus dækkes heller

ikke. Begrebet ulykkestilfælde defineres ikke nærmere, idet

bestemmelsen henholder sig til den almindelige opfattelse af

betydningen, jf. f.eks. arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Det har dog mindre betydning i denne forbindelse som følge af den

anden betingelse, der opstilles.

For det andet er det en betingelse, at sygehuset efter almindelige

erstatningsretlige regler må antages at have pådraget sig ansvar

for ulykkestilfældet. På dette punkt får patientforsikringen

således snarere karakter af en traditionel ansvarsforsikring end

af en ulykkesforsikring til fordel for patienterne. Ved disse

ulykker, der ikke står i forbindelse med undersøgelse, behandling

m.v., ville det ikke være meningsfuldt at anlægge den i § 2, stk.

1. nr. 1, angivne specialistmålestok. Henvisningen til almindelige

erstatningsretlige regler omfatter derfor i stedet den almindelige

culparegel og sådanne regler om skærpet ansvar, der måtte finde

anvendelse i den konkrete situation. Der vil herefter skulle ydes

erstatning, hvis skaden f.eks. skyldes fejl eller forsømmelser i

forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og

bygningsindretninger eller i forbindelse med tilsyn m.v. med

patienter (uden for den egentlige undersøgelses- eller

behandlingssituation).

Reglen i stk. 3 undtager lægemiddelskader fra patientforsikringens

dækning. Baggrunden herfor er, at et EF-direktiv fra juli 1985 om

produktansvar (85/374/EØF) og det danske følgelovforslag (L 19,

forslag til lov om produktansvar, fremsat den 7. oktober 1987 af

justitsministeren) kun giver mulighed for at gennemføre en dækning

af lægemiddelskader, der svarer til patientforsikringens dækning

af behandlingsskader, gennem en frivillig forsikringsordning,

etableret af medicinalbranchen selv. Undtagelsen i stk. 3 omfatter

kun skader, der er forårsaget af egenskaber - såvel kendte som

ukendte - ved de anvendte lægemidler. Hvis der ud fra det i § 2,

stk. 1, nr. 1, angivne bedømmelsesgrundlag er begået fejl ved

ordineringen af det pågældende lægemiddel, eller hvis

anvisningerne vedrørende dets brug i øvrigt ikke er blevet fulgt

af vedkommende medicinalperson, har patienten ret til erstatning i

henhold til denne bestemmelse. Patienten vil endvidere kunne have

ret til erstatning i henhold til § 2, stk. 1, nr. 3, hvis

lægemiddelskaden kunne være undgået ved hjælp af en anden,

ligeværdig behandlingsteknik eller -metode, medmindre denne

indebar en tilsvarende risiko for en anden lægemiddelskade.

Undtagelsen omfatter således navnlig uundgåelige bivirkninger ved

korrekt brug af lægemidlet.

Til § 4

Reglen giver en i forhold til reglerne i § 2 udvidet ret til

erstatning for skader, der rammer de sunde forsøgspersoner og

donorer, der omfattes af § 1, stk. 2. Derimod fraviges reglerne i

§ 3 ikke i disse tilfælde. Reglen i § 3, stk. 1, om diagnosefejl

er imidlertid ikke relevant i denne forbindelse. Det samme gælder

reglen i § 3, stk. 2, om ulykkestilfælde, idet den særlige ret til

erstatning efter § 4, stk. 1, er betinget af, at skaden er

forårsaget af forsøget eller af organudtagelsen m.v. Udelukkelsen

af lægemiddelskader i § 3, stk. 3, har derimod betydning i

forbindelse med afprøvning af lægemidler på sunde forsøgspersoner.

Reglen i stk. 2 præciserer, at denne udelukkelse også gælder i

forhold til forsøgspersoner, idet sådanne skader må dækkes af en

eventuel lægemiddelforsikringsordning.

Bortset herfra dækkes efter stk. 1 enhver skade, som kan sættes i

forbindelse med forsøget, organudtagelsen, blodafgivningen m.v.

Det betyder navnlig, at de i § 2, stk. 1, nr. 4, opstillede

betingelser for retten til erstatning ved uundgåelige

komplikationer ikke gælder i disse tilfælde. Det kan også

udtrykkes på den måde, at enhver skade i disse tilfælde går ud

over, hvad personen med rimelighed bør tåle. Også mindre skader

berettiger derfor til erstatning. Undergrænsen i § 5, stk. 2, samt

regler fastat i medfør af § 5, stk. 2, vil derfor heller ikke

gælde i disse tilfælde, jf. § 5, stk. 3.

Kravet om bevis for årsagssammenhæng mellem forsøg m.v. og skaden er

endvidere afsvækket i forhold til de almindelige betingelser i §

2. Hvis skaden kan være forårsaget af forsøget m.v., skal enhver

rimelig tvivl om den konkrete årsagssammenhæng her komme de

skadelidte til gode. Der er således ret til erstatning, selv om

skaden lige så vel kan være forårsaget af andre omstændigheder,

eller selv om det ikke er muligt at vurdere den relative

sandsynlighed af de mulige skadesårsager.

Reglen i stk. 3 præciserer, at også psykiske skader på sunde

forsøgspersoner dækkes. For sunde forsøgspersoner findes det ikke

rimeligt, at der er nogen begrænsning med hensyn til, hvilke

skader der ydes erstatning for. Endvidere vil der ikke i disse

tilfælde være vanskeligheder ved at vurdere, hvorvidt den psykiske

skade skyldes behandlingen, idet forsøgspersonen her må

forudsættes at være psykisk rask, jf. i øvrigt bemærkningerne til

§ 1.

Til § 5

Bestemmelsen fastslår, at erstatning for skader, der omfattes af §§

2-4, udmåles efter reglerne i lov nr. 228 af 23. maj 1984 om

erstatningsansvar. Dette princip modificeres af, at der fastsættes

en særlig undergrænse for retten til erstatning og godtgørelse,

jf. stk. 2 og 3, og af at regreskrav ikke dækkes, jf. stk. 4.

Med reglen i stk. 1 overføres alle regler i erstatningsansvarsloven

til patientforsikringen, for så vidt som de vedrører fastsættelse

af erstatning og godtgørelse for personskade eller tab af

forsørger m.v. Det gælder således først og fremmest reglerne om

udmåling af erstatning og godtgørelse for de forskellige poster,

dvs. helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste,

svie og smerte, varigt men, erhvervsevnetab, forsørgertab og

begravelsesudgifter. (Disse udmålingsregler er nærmere omtalt i

rap. s. 126-127 og 180-185). Dernæst følger det af henvisningen

til erstatningsansvarsloven, at dennes regler om samordning af

erstatning og anden kompensation, f.eks. sociale ydelser og

private forsikringer, finder tilsvarende anvendelse ved udmålingen

af erstatning for patientskader. Det indebærer bl.a., at der ved

udmåling af erstatning for erhvervsevnetab eller forsørgertab ikke

skal foretages fradrag for social førtidspension, og at der aldrig

skal foretages fradrag for private forsikringer, der har karakter

af summaforsikringer. Hvis skaden er omfattet af

arbejdsskadeforsikringsloven m.v., hvad f.eks. skade på sunde

forsøgspersoner er, skal der derimod foretages fradrag for

erstatning i henhold til denne lov. I erstatning for

helbredelsesudgifter skal der foretages fradrag for ydelser i

henhold til sygesikringsloven m.v., og i erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste skal der foretages fradrag for bl.a. sygeløn og

ydelser i henhold til dagpengeloven, jf. erstatningsansvarslovens

§ 2, stk. 2.

Henvisningen til erstatningsansvarsloven omfatter desuden en række

andre regler, der har betydning i forbindelse med

erstatningsfastsættelsen, nemlig reglerne i § 10 om adgang til

forelæggelse for Sikringsstyrelsen af spørgsmålet om mengrad og

erhvervsevnetabsprocent, § 11 om genoptagelse af erstatningssager,

§ 15 om regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb, § 16 om

forrentning og § 18 om overførelse af erstatnings- og

godtgørelseskrav. Regresreglen i § 17, stk. 2, overføres derimod

ikke, jf. stk. 4. Erstatningsansvarslovens regler om betydningen

af tingsforsikring m.v. har ikke betydning ved patientskader, idet

kun personskade dækkes. Reglerne om arbejdstageres

erstatningsansvar over for skadelidte og regresansvar over for

arbejdsgiveren i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, og § 23,

fortrænges af reglerne i patientforsikringslovens § 7 og § 8.

Reglen om godtgørelse for tort i erstatningsansvarslovens § 26 vil

normalt ikke få betydning ved patientskader som følge af

afgrænsningen heraf i § 1.

Det følger endvidere af skadebegrebet i § 1, at patientens situation

efter patientskaden altid må sammenholdes med de sandsynlige

følger af et normalt sygdomsforløb, herunder normale følger af

nødvendig behandling. Skaden - og dermed erstatningen - omfatter

kun forskellen herimellem. Hvis f.eks. patientens erhvervsevne

efter patientskaden er nedsat med 75 pct., men de normale følger

af sygdommen og af nødvendig behandling må antages at ville have

været en erhvervsevnenedsættelse på 50 pct., kan der kun ydes

erstatning for de yderligere 25 pct. erhvervsevnetab, der kan

henføres til patientskaden.

Reglen i stk. 2 fastlægger en særlig undergrænse for retten til

erstatning og godtgørelse ved patientskader, ligesom reglen giver

sundhedsministeren mulighed for at fastlægge en tidsmæssig grænse

for ydelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og

godtgørelse for svie og smerte. Ifølge stk. 2 udbetales det fulde

erstatningsbeløb, såfremt den samlede erstatning m.v. ligger over

grænsen. Grænserne vil gælde ved alle skader, der omfattes af §§ 2

og 3, men efter stk. 3 ikke ved skader, der omfattes af § 4, stk.

1.

Reglen i stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der fastsættes en

beløbsmæssig grænse på 20.000 kr. for udbetaling af erstatninger

efter loven. Denne grænse, der vedrører alle former for

patientskader, tager sigte på at rette forsikringen mod større

skader og tab.

I bestemmelsens 2. pkt. er undergrænsen udformet som en tidsmæssig

begrænsning for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste

og godtgørelse for svie og smerte. Den tidsmæssige begrænsning kan

være op til 3 måneder, således at der kun ydes fuld erstatning

incl. de 3 måneder, hvis mer-sygeperioden m.v. har været på mere

end 3 måneder. Også ved anvendelsen af denne bestemmelse må der

tages hensyn til de normale følger af sygdommen og af nødvendig

behandling. Hvis der f.eks. indtræffer en erstatningsberettigende

patientskade under en operation, hvorefter patienten er

uarbejdsdygtig i 4 måneder, men den normale følge af operationen

ville være en uarbejdsdygtighedsperiode på 2 måneder, omfatter

patientskaden kun 2 måneders uarbejdsdygtighed, og patienten vil

derfor ikke være berettiget til erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte for denne

periode.

Grænsen efter 2. pkt. vil ikke ramme andre erstatnings- eller

godtgørelsesposter. Hvis patientskaden medfører

helbredelsesudgifter eller andre lignende udgifter, jf.

erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, har patienten således ret

til erstatning herfor, selv om uarbejdsdygtigheds- eller

sygeperioden er kortere end 3 måneder, forudsat erstatningen

overstiger 20.000 kr., jf. grænsen i 1. pkt. Hvis patientskaden

får varige følger i form af varigt men eller erhvervsevnetab, har

patienten ret til godtgørelse og erstatning herfor efter de

almindelige regler i erstatningsansvarsloven, uanset om patientens

helbredstilstand måtte være blevet stationær på kortere tid end 3

måneder. Ved dødsfald ydes tilsvarende altid erstatning for

forsøgertab og begravelsesudgifter efter de almindelige regler i

erstatningsansvarsloven.

Bestemmelsen tager sigte på generelt (dog undtaget sunde

forsøgspersoner) at lade patientforsikringen dække de mere

alvorlige og varige følger af patientsskader efter loven.

Reglen i stk. 3 gør undtagelse fra en undergrænse ved skader, der

rammer sunde forsøgspersoner og donorer. I disse tilfælde udmåles

erstatning og godtgørelse således fuldt ud efter reglerne i

erstatningsansvarsloven.

Reglen i stk. 4 præciserer, at patientforsikringen alene yder

erstatning til patienterne og disses efterladte, men ikke til

andre, der efter almindelige erstatningsretlige regler måtte have

et afledet krav i anledning af patientskaden. Reglen har navnlig

betydning for den i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 2,

hjemlede regresret for arbejdsgivere for udbetalte dagpenge eller

sygeløn. Sådanne krav dækkes således ikke af patientforsikringen.

Bestemmelsen svarer til reglen i § 7, stk. 2, i lov om erstatning

til ofre for forbrydelser.

Til § 6

Reglen omhandler erstatningsnedsættelse på grund af egen skyld og

anden medvirken fra patienten til skadens indtræden. Reglen

indeholder den afvigelse fra almindelige erstatningsretlige

regler, at egen skyld i form af simpel uagtsomhed fra patientens

side ikke kan medføre nedsættelse af erstatningen. Udtrykket

»medvirket« omfatter både egen skyld og accept af risiko, men

accept af risiko får dog normalt ikke betydning i disse tilfælde,

da selv et udtrykkeligt samtykke fra patienten til gennemførelse

af behandlingen i sig selv er uden betydning for vurderingen af,

om der foreligger en erstatningsberettigende patientskade.

Har patienten hidført skaden med forsæt, vil dette normalt udelukke,

at der overhovedet kan siges at foreligge en patientskade. Skulle

der undtagelsesvis foreligge en i øvrigt erstatningsberettigende

patientskade trods forsætlig medvirken fra patienten, vil

anvendelsen af reglen i § 6 normalt føre til bortfald af

erstatningen, men reglen udelukker ikke, at man i særlige tilfælde

kan nøjes med en vis nedsættelse af erstatningen.

Har patienten ved grov uagtsomhed medvirket til patientskadens

indtræden, skal der normalt kun foretages en vis nedsættelse af

erstatningen. Ved bedømmelsen af, om og i hvilket omfang

erstatningen skal nedsættes, skal der både tages hensyn til

patientens skyldgrad og dens betydning for skadens indtræden samt

til omstændighederne i øvrigt, herunder skadens alvor og

erstatningens betydning for patientens eller de efterladtes

økonomiske forhold. Bestemmelsen udelukker således ikke, at der

kan gives fuld erstatning trods groft uagtsom medvirken fra

patienten.

Til § 7

Bestemmelsen omhandler koordinationen mellem patientforsikringens

dækning og adgangen til at rejse erstatningskrav efter almindelige

erstatningsretlige regler. Bestemmelsen gør erstatningen fra

patientforsikringen til den primære erstatning, således at

patienten eller dennes efterladte afskæres fra at kræve erstatning

efter almindelige erstatningsretlige regler, så langt

patientforsikringens dækning rækker. Det er i så henseende uden

betydning, om den, mod hvem erstatningskrav ellers kunne rejses,

er en medicinalperson eller dennes arbejdsgiver, eller det drejer

sig om en udenfor stående skadevolder.

Erstatningskrav baseret på culpareglen ville kunne fremsættes i nogle

af de tilfælde, der omfattes af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 (og dermed

i nogle af de tilfælde, der omfattes af § 3, stk. 1), samt i alle

tilfælde, der omfattes af § 3, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at

patienten eller dennes efterladte henvises til at fremsætte kravet

mod patientforsikringen. I det omfang erstatning og godtgørelse

fra patientforsikringen svarer til den, der kunne opnås efter

almindelige erstatningsretlige regler, dvs. reglerne i

erstatningsansvarsloven, kan der således ikke rejses krav mod den,

der måtte være erstatningsansvarlig for patientskaden.

Patientforsikringens dækning vil afvige fra

erstatningsansvarslovens i kraft af undergrænsen i § 5, stk. 2

samt regler fastsat i medfør af § 5, stk. 2.

Det følger af § 5, stk. 3, at erstatning og godtgørelse til sunde

forsøgspersoner og til donorer fuldt ud udmåles efter reglerne i

erstatningsansvarsloven. I disse tilfælde vil der således aldrig

være grundlag for noget supplerende erstatningskrav mod en

eventuel erstatningsansvarlig skadevolder.

Ved skader, der falder uden for patientforsikringens dækning (f.eks.

fordi skaden ikke er forvoldt på sygehus eller ved behandling hos

autoriseret medicinalpersonel, jf. § 1, stk. 1, eller fordi der

ikke er tale om fysisk skade), følger det af bestemmelsen, at

patienten eller dennes efterladte frit kan rejse erstatningskrav

mod den, der måtte være erstatningsansvarlig for skaden.

Til § 8

Bestemmelsen regulerer spørgsmålet om, i hvilket omfang

patientforsikringen, efter at have betalt erstatning til patienten

eller dennes efterladte, kan rejse regreskrav for den udbetalte

erstatning mod den, der efter almindelige erstatningsretlige

regler ville være erstatningsansvarlig for patientskaden.

Reglen indebærer, at der kun kan rettes regreskrav mod den, der er

omfattet af § 1, stk. 1, eller iøvrigt er ansat på et sygehus,

hvis skaden er forvoldt forsætligt. Skader forvoldt af denne

personkreds ved grov uagtsomhed vil således ikke, som det er

gældende efter de almindelige regler om regres i

erstatningsansvarsloven, kunne danne grundlag for regreskrav.

Baggrunden herfor er, at det er afgørende for

patientforsikringsordningens funktion, at den behandlende læge

m.fl. ikke hindres i aktivt at medvirke til vejledning og

oplysning om en skadevoldende handling.

Såfremt patientskaden er forvoldt under sådanne omstændigheder, at

erstatningskrav vil kunne rejses over for andre end de i § 1

nævnte grupper, vil spørgsmålet om regresmulighed skulle afgøres

efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Det bemærkes, at patientens ret til at kræve erstatning reguleres af

reglen i § 7, hvorefter patienten som hovedregel ikke kan

fremsætte noget direkte erstatningskrav mod den, der er ansvarlig

for skaden.

Vedtagelse af L 19, forslag til lov om produktansvar, der er fremsat

den 7. oktober 1987 af justitsministeren, vil nødvendiggøre en

ændring i §§ 7 og 8, således at producenten i overensstemmelse med

produktansvarsreglerne vil blive direkte ansvarlig.

Til § 9

I stk. 1, nr. 1, fastslås de myndigheder og personer, som direkte er

forpligtede til at yde erstatning efter loven. Driftsansvarlige

for sygehusene vil typisk være landets amtsråd samt Københavns og

Frederiksberg kommuner og staten - for Rigshospitalets

vedkommende. Ejere eller bestyrelser for private sygehuse er

ligeledes erstatningsforpligtede.

De i stk. 1, nr. 2, nævnte driftsansvarlige for biomedicinske forsøg

og donorvirksomhed vil typisk være de samme som er

driftsansvarlige for de under nr. 1 nævnte sygehuse. I det omfang

denne virksomhed ligger uden for de nævnte sygehuse, vil

erstatningspligten efter nr. 2 have en selvstændig betydning,

f.eks. i tilfælde, hvor forsøg måtte finde sted på videnskabelige

institutter under universiteterne, eller hvor donorvirksomhed

måtte finde sted på helt private institutioner uden for

sygehusvæsenet.

I erstatningsbeløbet indgår også de erstatningsudbetalinger, som

staten hidtil har afholdt til forskellige donorer (bloddonorer

m.fl.) samt for vaccinationsskader, idet disse særordninger med

virkning fra lovforslagets ikrafttræden ophæves.

De under stk. 1, nr. 3, nævnte andre områder, der kan besluttes

inddraget under patientforsikringen, kan, jf. bemærkningerne til

lovens § 1, tænkes at være skolesundhedstjenesten,

sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejerskeordningerne.

Til § 10

Erstatningspligtige efter § 9, med undtagelse af stat og kommuner,

skal efter stk. 1 være dækket af en forsikring i et

forsikringsselskab, der er godkendt af sundhedsministeren.

Sundhedsministerens godkendelse af et forsikringsselskab

forudsættes baseret på en udtalelse fra Finanstilsynet.

Sundhedsministeriets betingelser for godkendelse af selskaberne vil

bl.a. tage sigte på, at de godkendte selskaber skal anvende

ensartede retningslinier vedrørende forsikringernes tidsmæssige

dækning. Formålet hermed er at sikre, at enhver

erstatningsberettiget skade efter loven altid vil være dækket af

en forsikring, f.eks. således at en patient også i tilfælde af, at

den erstatningspligtige er afgået ved døden og forsikringen dermed

er bortfaldet - vil have mulighed for at få sit krav dækket af et

forsikringsselskab. Principperne herfor vil nærmere blive drøftet

med de involverede forsikringsselskaber.

Efter stk. 2 indføres en maksimering af forsikringsselskabets

hæftelse. Denne bestemmelse er indsat med henblik på at gøre det

både lettere og billigere at opnå genforsikring for de privat

praktiserende medicinalpersoners forsikringer. Maksimeringen er

udformet således, at en forsikring inden for et forsikringsår skal

kunne yde erstatning for mindst 30 mill. kr. Såfremt en

forsikringstager og et selskab ønsker en højere dækningssum, kan

der frit indgås aftale herom. Bestemmelsen fastsætter således den

nederste grænse for en forsikrings dækningssum. Da staten og

kommuner, jf. § 11, er undtaget for forsikringspligt, tager

bestemmelsen kun sigte på private driftsansvarlige for de i § 9

nævnte institutioner, nemlig private sygehuse, privat praksis,

private forsøgsinstitutioner m.v. Af praktisk-administrative

grunde og for at sikre, at dækningssummen generelt set står i et

rimeligt forhold til de medicinske aktiviteter, er maksimeringen

alene knyttet til antallet af autoriserede medicinalpersoner. Det

er således uden betydning for maksimeringen, i hvilket omfang der

i øvrigt er ansat ikke-autoriseret hjælpepersonale. Såfremt en

forsikring omfatter flere personer, skal forsikringen inden for et

forsikringsår kunne yde erstatning for 30 mill. kr. for hver

omfattet autoriseret medicinalperson. Omfatter forsikringen f.eks.

3 autoriserede medicinalpersoner skal forsikringen kunne yde

erstatning på indtil 90 mill. kr. inden for et forsikringsår.

Ved fastsættelsen af dækningsbeløbet på 30 mill. kr. pr. år er der på

den ene side lagt vægt på, at beløbet sættes så højt, at det i

praksis ikke vil blive nået og på den anden side så lavt, at

genforsikringen, der typisk sker internationalt, bliver både

lettere og billigere. Dette vil også bidrage til, at de mindre

forsikringsselskaber kan tilbyde forsikringer på området, og

dermed fremme en mere lige konkurrence blandt selskaberne.

Såfremt erstatningerne for en forsikret i helt ekstreme tilfælde

inden for et år skulle andrage mere end dækningssummen, vil den

erstatningspligtige efter loven - uanset ansvarsgrundlagets

karakter - hæfte personligt for erstatningen. Med henblik på at

sikre, at sidstnævnte erstatningskrav kan honoreres, vil

ministeren efter stk. 4 skulle fastsætte bestemmelse om, at de

godkendte forsikringsselskaber gennem en pool-aftale dækker

berettigede erstatningskrav, der ligger over dækningssummen,

samtidig med at selskabernes regresret mod den

erstatningsansvarlige opretholdes.

Efter stk. 3 reguleres beløbene i stk. 2 efter reglerne i

erstatningsansvarslovens § 15.

Bemyndigelsen i stk. 4, hvorefter sundhedsministeren fastsætter

bestemmelser om forsikringspligtens gennemførelse, tager sigte på

at sikre, at alle forsikringspligtige efter stk. 1 rent faktisk

tegner forsikring, bl.a. gennem en underretning herom til

vedkommende, og en kontrol af at forsikringen opretholdes. Der vil

endvidere i medfør af bestemmelsen blive fastsat regler om, at de

godkendte forsikringsselskaber inden for disses vedtægtsmæssige

rammer er forpligtede til at overtage forsikring for enhver

forsikringspligtig, der vil underkaste sig selskabets

forsikringsbetingelser fastlagt i overensstemmelse med den risiko,

der overtages. Herved sikres det, at forsikringspligtige efter

stk. 1 altid vil være i stand til at opnå den lovpligtige

forsikringsdækning.

Bemyndigelsen tager desuden sigte på at sikre, at berettigede

erstatningskrav altid vil blive dækket. Ministeren fastsætter i

den forbindelse ifølge nr. 1 bestemmelse om, at de godkendte

forsikringsselskaber i fællesskab udbetaler erstatning, hvis en

skade forårsages af en forsikringspligtig, der ikke har tegnet

forsikring. Ifølge nr. 2 fastsætter ministeren bestemmelse om, at

selskaberne i fællesskab yder erstatning, hvis erstatningsbeløbene

inden for et forsikringsår skulle overstige en forsikrings

dækningssum, jf. stk. 2. Sundhedsministeren fastlægger

fordelingsnøglen for selskabernes udgifter til denne pool-ordning.

Da pool-ordningen kun har relation til forsikringspligtige

erstatningsansvarlige vil fordelingsnøglen tage udgangspunkt i

forsikringsselskabernes præmieindtægter for forsikringspligtige.

Selskaber, som tegner forsikringer for stat og kommuner, bidrager

således kun til poolen i det omfang, de tegner forsikringer for

forsikringspligtige.

Poolen har adgang til at rejse regreskrav over for den

erstatningsansvarlige skadevolder. Dette gælder både i tilfælde af

overtrædelse af § 10, stk. 1, og i tilfælde hvor berettigede

erstatningskrav overstiger forsikringens dækning. Endvidere har

poolen, jf. stk. 6, altid adgang til overfor de uforsikrede

forsikringspligtige at opkræve den ubetalte præmiesum.

Efter nr. 3 fastsætter sundhedsministeren bestemmelse om, at de

erstatningspligtige i fællesskab udbetaler erstatning, hvis den

erstatningspligtige ikke med sikkerhed kan udpeges. Bestemmelsen

sigter til den situation, hvor flere erstatningspligtige har

deltaget i en behandling eller et behandlingsforløb, og den

erstatningspligtige efterfølgende ikke med rimelig sikkerhed kan

udpeges. Udgifterne hertil betales af alle forsikringsselskaber og

selvforsikrede. Sundhedsministeren fastlægger fordelingsnøglen for

indbetalinger til puljen. Udgangspunktet for fordelingsnøglen vil

være selskabernes og de selvforsikredes erstatningsudgifter.

Bemyndigelsen i stk. 5 tager sigte på, at ministeren skal kunne

fastsætte en begrænsning af selskabernes og de

erstatningspligtiges fælles erstatningspligt efter stk. 4, nr.

1-3, såfremt dette findes hensigtsmæssigt for opnåelse af

genforsikring. Det bemærkes, at bestemmelsen primært tager sigte

på at kunne begrænse selskaberne fælles erstatningsforpligtelse

efter stk. 4, nr. 2, og at dækningssummen vil blive fastsat

således, at erstatningsberettigede krav kan imødekommes.

Stk. 6 tager sigte på at give forsikringsselskaberne et umiddelbart

retsgrundlag for retlig inddrivelse af ikke betalte

forsikringspræmier.

Til § 11

Også efter andre ordninger, hvor der stilles krav om lovpligtig

forsikring (f.eks. ved ansvar for automobilskader, arbejdsskader

m.fl.), er stat og kommuner typisk undtaget fra forsikringspligt.

Baggrunden herfor er, at offentlige myndigheder altid forudsættes

økonomisk at kunne honorere et erstatningskrav som

selvforsikrende. Rent faktisk har alle amtskommuner på nær en

hidtil tegnet almindelig forsikring for ansvar på området, jf. de

almindelige bemærkninger.

Til § 12

De efter § 10 godkendte forsikringsselskaber skal efter stk. 1 indgå

i et fællesskab, som udgør en patientforsikringsforening. Denne

forening og det sekretariat, den forudsættes at etablere, udgør

det centrale organ, der administrerer hele

patientforsikringsordningen. Efter stk. 1 vælger

patientforsikringsforeningen en bestyrelse, som er ansvarlig for

foreningens virksomhed. Sundhedsministeren kan bestemme, at staten

og de kommuner, der er selvforsikrende, f.eks. Københavns og

Frederiksberg kommuner, kan blive medlem af bestyrelsen.

Baggrunden for denne bestemmelse er, at også selvforsikrende efter

§ 13, stk. 1 og 3, har pligt til at forelægge erstatningssager for

foreningen og rette sig efter foreningens afgørelser.

Da varetagelsen af lovens opgaver i høj grad er lagt i privat regie,

findes det nødvendigt, at foreningens styrelse og virksomhed

varetages på en måde, der tilgodeser opfyldelse af lovens

bestemmelse og hensigter. Det er derfor i stk. 2 fastsat, at

sundhedsministeren skal fastsætte vedtægter herfor.

Ministeriet vil i vedtægterne nærmere fastsætte bestyrelsens

størrelse og sammensætning, idet medlemmerne, dvs. de godkendte

forsikringsselskaber, forventes at få repræsentation i bestyrelsen

i forhold til præmieindtægter eller forsikringsdækning.

Sygehuskommunerne vil således gennem deres fælles

forsikringsselskab, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, få

en relativ stor repræsentation i bestyrelsen.

Det forudsættes, at den almindelige administration og afgørelse af de

enkelte erstatningssager afgøres af foreningens sekretariat, og at

bestyrelsen kun inddrages i generelle spørgsmål, herunder forhold

vedrørende sekretariatets forsvarlige varetagelse af de opgaver,

der er pålagt foreningen. Den nærmere sammensætning og opbygning

af sekretariatet vil skulle fastlægges af foreningens bestyrelse.

I foreningens vedtægter fastsættes endvidere en fordeling, hvorefter

forsikringsselskaberne og selvforsikrede myndigheder afholder

udgifter til foreningens drift samt udgifter, som i øvrigt

pålægges foreningen efter loven.

Idet der i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.

5.3., viser erfaringerne fra den svenske

patientforsikringsordning, at det er hensigtsmæssigt samtidigt at

etablere en lægemiddelforsikringsordning, og at disse to ordninger

harmoniseres dels med hensyn til erstatningsdækning og ydelser,

dels i administrativ henseende. Set fra patientens side er det

underordnet, om en skade skyldes en fejlagtig anvendelse af et i

øvrigt egnet lægemiddel, eller om lægemidlet som sådant er defekt,

herunder forkert markedsført. Da en lægemiddelforsikringsordning

svarende til erstatningsdækningen efter dette lovforslag forventes

at ville blive etableret på et frivilligt grundlag af branchen

selv, forudsættes det, at sundhedsministeren, gennem fastsættelsen

af patientforsikringsforeningens vedtægter, vil kunne foretage

sådanne ændringer i patientforsikringsforeningens organisation

m.v., som måtte findes nødvendigt til en samordning, navnligt

administrativt, af de to forsikringsordninger. Man kunne her

forestille sig, at der mellem de to forsikringsordninger blev

oprettet et fælles koordinationsudvalg/organ, hvor

erstatningsager, som der er tvivl om dækningen af efter de to

ordninger, skal forelægges med henblik på en vejledende udtalelse

herom. Den nærmere fastlæggelse af ordningernes organisatoriske

koordinering må imidlertid afvente det forslag om en

lægemiddelforskringsordning, som branchen arbejder med. Der

henvises i øvrigt om dette spørgsmål og om en

lægemiddelforsikringsordning til rap. side 149 ff.

Foreningens virksomhed vil i øvrigt ved særlig bekendtgørelse i

henhold til offentligheds- og forvaltningsloven blive omfattet af

de to loves regler om offentlig forvaltning samt af

tavshedspligtsreglerne i straffeloven. Se nærmere herom tillige

bemærkningerne til § 16.

Efter stk. 3 skal de godkendte forsikringsselskaber og de

selvforsikrende kommuner dække Den Sociale Ankestyrelses

omkostninger i forbindelse med loven. Omkostningerne beregnes på

grundlag af det faktiske sagsantal efter hovedretningslinierne i

Budgetvejledningens regler om indtægtsdækket virksomhed.

Efter stk. 4 pålægges det foreningen at afgive en årlig redegørelse

om sin virksomhed til sundhedsministeren. Det findes vigtigt, at

der udarbejdes en deltaljeret statistik og redegørelse for

patientforsikringsordningens afgørelser, økonomi m.v. Dette har

bl.a. betydning for vurderingen af patientforsikringens

hensigtsmæssighed og tilpasning til den medicinske udvikling.

Endelig vil en statistik, der fordeler skader dels geografisk,

dels på de enkele virksomhedsområder (f.eks. på de enkelte

specialeområder, på sygehuse og i praksis m.v.) gøre det muligt,

at man særlig kan udpege områder, hvor skadefrekvensen synes

uforholdsmæssig høj og lignende med henblik på iværksættelse af

eventuelle foranstaltninger. Endelig kan det blive nødvendigt,

bl.a. af økonomiske grunde, at justere

patientforsikringsordningens dækningsområde, og eventuelt fremover

undtage områder, der har vist sig særlig økonomisk belastende,

uden at de samtidig udgør et naturligt element i

forsikringsordningen. I redegørelsen til sundhedsministeren kan

patientforsikringsforeningen påpege særlige områder, hvor det

findes vanskeligt eller urimeligt at udbetale erstatning efter

ordningen, eller hvor nye områder bør inddrages.

Sundhedsministeriet vil i forbindelse med oprettelse af

patientforsikringsforeningen samtidig etablere et kontaktorgan

bestående af bl.a. kommunerne, staten m.fl. Kontaktorganet skal

uformelt følge ordningen og koordinere særlige spørgsmål, der har

betydning for ordningens funktion, navnlig i forhold til

kommunerne.

Til § 13

I stk. 1 fastsættes, at patientforsikringsforeningen administrerer,

dvs. modtager, oplyser og afgør, alle erstatningssager.

Erstatningssager vedrørende selvforsikrende skal således også

forelægges foreningen. Modtagelsen af sagerne skal ske centralt i

patientforsikringen, således at man kan samle og udvikle

ekspertise på området og sikre en ensartet praksis, jf. rap. side

142 og 147. I forbindelse med modtagelsen af sagen informeres

vedkommende kommune eller forsikringstager i øvrigt direkte herom

af foreningen. Det er i øvrigt vigtigt for ordningens sigte, at

forsikringsforeningen selv tilvejebringer de oplysninger, der er

nødvendige til sagens afgørelse, således at patienten ikke skal

engagere f.eks. en advokat til varetagelse af sine interesser.

I forbindelse med undersøgelse og oplysning af sagerne kan foreningen

eller det enkelte forsikringsselskab indhente udtalelse fra

Sikringsstyrelsen til fastsættelse af mengrader og

erhvervsevnetabsprocent, jf. rap. side 141.

Da der efter loven er tale om en ren forsikringsordning, og da

erstatningsansvarsloven og lovforslaget, samt de bestemmelser der

udfærdiges i henhold hertil, relativt detaljeret vil komme til at

beskrive forsikringsordningens ydelser og indhold, har man valgt i

det hele at overdrage administrationen af ordningen til

forsikringsselskaberne, ved at disse sammen danner en

patientforsikringsforening. Man har altså ikke som for

arbejdsskadeforsikringen valgt at opbygge et særligt statsligt

direktorat eller lignende til primær administration af ordningen.

Dette nødvendiggør, jf. bemærkningerne til § 12, at

patientforsikringsforeningens virksomhed må fastlægges i

vedtægter fastsat af Sundhedsministeriet.

Proceduren for afgørelse af de enkelte sager overlades til

patientforsikringsforeningen. Ved afgørelsen af lægelige spørgsmål

forudsættes inddraget et panel af eksperter, der vil blive udpeget

af foreningens bestyrelse, således at panelets omfang og

sammensætning efter indvundne erfaringer løbende kan tilpasses

behovet.

I stk. 1 fastsættes det endvidere, at patientforsikringsforeningen

efter nærmere bestemmelse i vedtægterne kan bemyndige de enkelte

forsikringsselskaber og selvforsikrende myndigheder til selv at

oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper. Der kan f.eks. være

tale om sager, som erfaringsmæssigt er ukomplicerede, og som kan

afgøres ensartet, eventuelt efter fastsatte retningslinier. Sager,

som er afgjort efter disse bemyndigelsesbestemmelser, kan ankes

til patientforsikringsforeningen.

Bestemmelsen forudsættes først anvendt efter en periode, hvor der er

indvundet erfaringer med administration af loven.

Da det ved undersøgelse og oplysning af erstatningssagerne må anses

for vigtigt, at alle oplysningsmuligheder står til rådighed, er

det i stk. 2 fastsat, at patientforsikringsforeningen kan lade

vidner afhøre ved Byretten. Det kan i visse sager være af

betydning, at oplysninger kan kræves afgivet under vidneansvar,

ligesom det kan være af betydning, at få vidneforklaringer frem på

et tidspunkt, hvor vidnerne har begivenhedsforløbet i god

erindring. Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 147b, stk. 4,

der handler om Advokatnævnets virksomhed.

Efter stk. 3 meddeler patientforsikringsforeningen, straks efter at

afgørelsen er truffet, vedkommende forsikringsselskab, stat eller

selvforsikrende kommune sin afgørelse. Det forudsættes, at

foreningen tillige orienterer vedkommende kommune eller

forsikringstager i øvrigt direkte herom. Samtidig skal skadelidte

have afgørelsen meddelt, eventuelt i foreløbig form, indtil

endelig meddelelse kan ske med alle oplysninger (herunder

eventuelle supplerende beregninger foretaget af vedkommende

forsikringsselskab) af relevans for skadelidtes vurdering af

sagen, herunder om afgørelsen skal ankes. Afgørelsen indeholder

oplysninger om, hvorvidt det pågældende tilfælde er omfattet af

lovens regler og i bekræftende fald, oplysninger om

erstatningsposter og erstatningsbeløb. Findes det enkelte tilfælde

ikke erstatningsberettigende, skal dette begrundes og patienten

vejledes om ankeadgang m.v. Udbetaling af ydelser sker hurtigst

muligt efter modtagelsen af foreningens afgørelse.

Til § 14

Efter stk. 1 kan patientforsikringsforeningens afgørelser indbringes

for Den Sociale Ankestyrelse. Afgørelser truffet af de enkelte

forsikringsselskaber m.v. i henhold til bemyndigelsen i § 13,

indbringes først til patientforsikringsforeningen og herefter til

Den Sociale Ankestyrelse. En afgørelse kan påklages af den, som

afgørelsen vedrører, og i øvrigt af enhver, der har retlig

interesse i sagen - f.eks. patienten, vedkommende

forsikringsselskab og forsikringstager. Tilsvarende gælder for

anke af afgørelser truffet efter bemyndigelsen i henhold til § 13.

En anke har ikke umiddelbart opsættende virkning, således at

udbetaling af ydelser stilles i bero indtil Den Sociale

Ankestyrelse har behandlet klagen. Det findes således ikke

rimeligt, at f.eks. et forsikringsselskab ved anke af et forhold

af marginal karakter kan tilbageholde et eventuelt stort

erstatningsbeløb, som der principielt er enighed om. Efter stk. 1,

2. pkt. kan ankestyrelsen dog ex officio eller efter begæring

tillægge en anke opsættende virkning.

Reglerne i stk. 2 og 3 om, at en afgørelse kan indgives til Den

Sociale Ankestyrelse inden 4 uger efter, at klageren har fået

meddelelse om afgørelsen fra patientforsikringsforeningen, og om

at der kan dispenseres fra en overskridelse af klagefristen,

svarer til reglerne for ankestyrelsens almindelige område, dvs.

det sociale område.

Klagen til ankestyrelsen vil - som for visse dele af den sociale

lovgivning - i praksis forudsættes indgivet til

patientforsikringsforeningen, som den instans der klages over.

Foreningen vil herefter fremsende klagen med supplerende

oplysninger, dokumenter m.v. til Den Sociale Ankestyrelse.

Til § 15

106 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.

Versioner

  1. 1988-05-21