1987 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00153@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf.
lovbekendtgørelse nr. 52 af 27. januar 1987, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »værker af beskrivende art«: »samt
værker i form af edb-programmer«.
2. I § 9 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for edb-programmer.«
3. I § 10 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke
beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov
om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).«
4. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at
1) opføre et bygningsværk,
2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved
aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde,
som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original, eller
3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed
medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om
1) værker af brugskunst,
2) kunstværker, dersom eksemplarfremstillingen har form af en
kunstnerisk gengivelse.«
5. Efter § 11 indsættes:
»§ 11 a. Ejeren af et eksemplar af et edb-program, som er udgivet i
maskinlæsbar form ved salg til almenheden, må fremstille reserve-
og sikkerhedseksemplarer af programmet samt sådanne eksemplarer,
som er nødvendige for hans brug af dette. Sådanne eksemplarer må
ejeren ikke udnytte på anden måde, og retten til at udnytte
eksemplarerne bortfalder, hvis ejeren af eksemplaret af det
erhvervede edb-program spreder dette videre."
6. I § 22, stk. 1, indsættes efter »Danmarks Radio«: », TV 2«, og
efter 2. pkt. indsættes: »Kultur- og kommunikationsministeren kan
fastsætte, at bestemmelsen skal finde tilsvarende anvendelse på
aftaler, truffet af andre radio- eller fjernsynsforetagender.«
7. I § 22 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Vederlagskravet påhviler ejeren af kabelanlægget. Hvis det
nævn, som er omtalt i § 54, har truffet en afgørelse om
vederlagets størrelse, hvorefter det vederlag, som ejeren skal
betale, er fastsat som et beløb pr. tilslutning i anlægget, skal
brugeren af den enkelte tilslutning betale et beløb til ejeren,
som svarer dertil.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
8. § 23 affattes således:
» § 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan de
udgivne eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden
ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede
1) eksemplarer af musikværker gennem udlejning eller
2) eksemplarer af edb-programmer, som er udgivet i maskinlæsbar
form, gennem udlån eller udlejning.
Stk. 3. Når et filmværk er udgivet i form af salg til almenheden,
kan de eksemplarer, som er omfattet af udgivelsen, spredes
videre. Dog må de ikke uden ophavsmandens samtykke spredes til
almenheden gennem udlån eller udlejning.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i
forfatternes ret til vederlag for det offentlige udlån af bøger,
som sker gennem bibliotekerne, jf. lov om biblioteksafgift.«
9. I § 25, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »film«: », jf. dog § 25
a«
10. Efter § 25 indsættes:
»§ 25 a. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af
kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5% af
salgsprisen ekskl. moms.
Stk. 2. Retten til vederlag omfatter ikke bygningsværker. Værker af
brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere
identiske eksemplarer.
Stk. 3. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere
regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om
mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.
Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. §
43. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død
falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og
livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller
livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er
nævnt i stk. 5.
Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af en
organisation, som er godkendt af kultur- og
kommunikationsministeren. Organisationen forestår opkrævningen og
foretager udlodningen til de berettigede. De berettigedes krav
mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen
af det år, i hvilket videresalget fandt sted.
Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er
sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over
salget af kunstværker, attesteret af en statsautoriseret eller
registreret revisor, til den organisation, som er nævnt i stk. 5.«
11. § 31, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke
foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem
eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis
forfølgningen retter sig mod
1) manuskripter,
2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan
udføres, eller
3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til
salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.«
12. Efter § 42 indsættes i kapitel 3:
»Særlige bestemmelser om edb-programmer
§ 42 a. En aftale om ret til at udnytte et edb-program medfører, når
intet andet er aftalt, ret til at foretage sådanne ændringer i
programmet, som er nødvendige for den aftalte udnyttelse, jf. dog
§ 3, samt ret til at fremstille sådanne eksemplarer, herunder
reserve- og sikkerhedseksemplarer, som er nødvendige for
udnyttelsen af programmet. Retten til at udnytte sådanne
eksemplarer bortfalder, hvis retten til udnytte programmet
ophører.
§ 42 b. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt som led i
et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, medmindre
andet er aftalt.«
13. I § 45, stk. 2, indsættes efter »gengive den,»: »eller udsendes
i lydradio eller fjernsyn,».
14. I § 49, stk. 1, udgår: »samt programmer«.
15. I § 53, stk. 2, ændres »§ 55, stk. 7« til: »§ 55 e, stk. 3«.
16. I § 54, stk. 2, ændres »§ 22 a, stk. 3« til: »§ 22 a, stk. 4« og
»§ 22 a, stk. 4« til: »§ 22 a, stk. 5«.
17. I § 55 a indsættes som nr. 4):
»4) unddrager sig vederlagspligten ved at undlade at fremsende
opgørelse efter § 25 a, stk. 6.«
18. I § 56, stk. 1, ændres »§ 55« til: »§§ 55, 55 a og 55 b«.
19. I § 58 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Bestemmelserne i § 25 a gælder for værker af danske
statsborgere og personer, der er bosat i Danmark«.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
20. I § 61, stk. 2, indsættes efter »musikværker«: »og om udlån og
udlejning af edb-programmer«.
§ 2
Loven træder i kraft den ..., § 1, nr. 10, dog først den 1. juli
1989.
§ 3
Lovens § 1, nr. 7 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og
Grønland med de afvigelser, som særlige færøske eller grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Den gældende ophavsretslov blev gennemført i 1961. Loven findes med
senere ændringer optrykt i bekendtgørelse nr. 52 af 27. januar
1987 af lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.
Lovens bestemmelser er stort set identiske med tilsvarende
bestemmelser i de øvrige nordiske ophavsretslove.
I 1973 og 1977 blev der foretaget nogle mindre lovændringer.
Ændringerne i 1973 tog sigte på at muliggøre Danmarks
ratifikation af Bernerkonventionen af 1971. Ved ændringen i 1977
blev der gennemført nye bestemmelser om skolernes adgang til at
foretage optagelser til undervisningsbrug af udsendelser i radio
og fjernsyn (§ 17).
I 1976 nedsatte kulturministeren et udvalg (Ophavsretsudvalget) med
den opgave i samarbejde med tilsvarende udvalg i de andre
nordiske lande at forberede en generel lovrevision i lyset af den
teknologiske og øvrige samfundsmæssige udvikling, som havde
fundet sted siden 1961. Ophavsretsudvalget har afgivet 7
delbetænkninger:
- Licenskonstruktioner og fotokopiering, betænkning 912/1981,
- Båndafgifter - sanktioner - påtale, betænkning 944/1982,
- Beskyttelse af kunstneriske præstationer, betænkning 962/1982,
- Film- og videogramspørgsmål, betænkning 1000/1984,
- Ophavsretligt biblioteksvederlag, betænkning 1038/1985,
- Billedret, betænkning 1063/1986,
- Ophavsret og EDB, betænkning 1064/1986.
Udvalget påregner at afgive en afsluttende betænkning i løbet af
1988.
I 1985 blev der på grundlag af forslag i de ovennævnte
delbetænkninger foretaget en mere omfattende lovrevision.
Emnemæssigt drejede det sig om følgende spørgsmål:
- Gennemførelse af en aftalelicens for fotokopiering i
undervisningsvirksomhed (§ 15 a)
- Krav om samtykke fra ophavsmanden ved udlejning af grammofonplader
(§ 23)
- Regulering af forholdet mellem ophavsretsloven og
offentlighedsloven (§ 24 a)
- Forlængelse af beskyttelsestiden for udøvende kunstnere og
grammofonpladeproducenter og radio- og fjernsynsforetagender fra
25 år til 50 år (§§ 45, 46 og 48)
- Skærpede sanktioner i forbindelse med pirateri (§§ 55, 55 a-f)
- Gennemførelse af en generel licensordning for samtidig og uændret
viderespredning af radio- og fjernsynsprogrammer over kabelanlæg
(§ 22 a).
Sidstnævnte ændring blev gennemført på grundlag af betænkningen
"Nabolands-TV i kabel" (NU 1983:12) afgivet af en af Nordisk
Ministerråd nedsat arbejdsgruppe.
Hovedpunkterne i dette lovforslag er:
- En præcisering af, at lovens bestemmelser om beskyttelse af
litterære værker også skal finde anvendelse på edb-programmer
(lovforslagets nr. 1).
- Gennemførelse af et forbud mod at fremstille eksemplarer til
privat brug (§ 11)af edb-programmer i maskinlæsbar form
(lovforslagets nr. 4) samt gennemførelse af nye bestemmelser i §
11 a og § 42 a (lovforslagets nr. 5 og 12) om ret til at
fremstille reserve- og sikkerhedseksemplarer m.v. af
edb-programmer.
- Præcisering af den i 1985 gennemførte generelle licensordning for
kabelviderespredning af radio- og TV-programmer (lovforslagets
nr. 7).
- Ændring af lovens § 23 om spredning af eksemplarer i relation til
edb-programmer og filmværker (lovforslagets nr. 8).
- Indførelse af en ophavsretlig afgift på 5% ved erhvervsmæssigt
videresalg af kunstværker (lovforslagets nr. 10).
- Gennemførelse af en særlig bestemmelse i § 42 b om ophavsretten
til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold (lovforslagets
nr. 12).
Lovforslaget har et begrænset sigte. Hovedformålet er at præcisere
ophavsretslovens anvendelighed på edb-området. En sådan
præcisering er påkrævet, fordi der i de senere år har hersket en
vis retsusikkerhed, som på længere sigt ville kunne have uheldige
konsekvenser for edb-omsætningen. Det skal i den forbindelse
bemærkes, at programmer for datamaskiner efter § 1, stk. 2, nr.
3) i patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 25. oktober
1978, ikke kan opnå patentbeskyttelse. Om baggrunden herfor
henvises til Ophavsretsudvalgets edb-betænkning side 36-37.
Kultur- og Kommunikationsministeriet har endvidere fundet det
ønskeligt, at der på et enkelt af lovens mere traditionelle
beskyttelsesområder - billedkunstområdet - gennemføres
forbedringer i ophavsmændenes retlige stilling. Vigtigst blandt
de foreslåede ændringer er forslaget om indførelse af en
afgiftsordning i forbindelse med erhvervsmæssigt videresalg af
kunstværker, men der stilles også andre forslag om forbedringer.
Forslagene er baseret på Ophavsretsudvalgets delbetænkning nr. 6
om Billedret, bet. 1063/1986. En del af udvalgets forslag er ikke
medtaget, da de efter ministeriets opfattelse kræver yderligere
overvejelser og nordiske forhandlinger. Dette gælder blandt andet
udvalgets forslag om obligatorisk høring af arkitekten i
forbindelse med ændringer af offentlige bygninger, ophavsretligt
udstillingsvederlag og bestemmelser om ret for en kunstner til at
have en lovbestemt adgangsret til værker, fx et maleri, som
kunstneren har solgt. For så vidt angår spørgsmålet om
udstillingsvederlag skal det nævnes, at Kultur- og
Kommunikationsministeriet påregner i nær fremtid at udstede
regler for betaling af et udstillingsvederlag til bildende
kunstnere for udlån af egne værker til udstillinger, hvor
ministeriet eller dets institutioner er arrangør eller
medarrangør. Vederlagsordningen vil foreløbig være en
forsøgsordning, gældende for en periode på 3 år.
I forbindelse med forslaget om en ophavsretlig afgiftsordning
(lovforslagets nr. 10) har ministeriet overvejet, om forslaget
burde kombineres med en generel offentligretlig afgift, som også
skulle omfatte omsætning af ikke-beskyttede kunstværker. Der
henvises i denne forbindelse til de af Folketinget i
folketingsåret 1986-87 behandlede lovforslag om afgift på
erhvervsmæssig omsætning af bildende kunst og om ændringer i
ophavsretsloven (L 194 og L 195), jf. Folketingstidende 1986-87,
Forhandl. sp. 7061, 9176, 12910, Tillæg A, sp. 4159, 4163 og
Tillæg B, sp. 2485.
Kultur- og Kommunikationsministeriet finder imidlertid, at der
knytter sig svære principielle og administrative betænkeligheder
til en sådan sammenblanding af privatretlige og offentligretlige
afgifter. Ministeriet finder derfor, at der først bør søges
gennemført og indhentet erfaringer med en rent ophavsretlig
ordning, som kunstnerne selv administrerer. I overensstemmelse
hermed fremsættes der ikke forslag om nogen generel offentlig
afgift på omsætning af billedkunst.
Endelig indeholder lovforslaget et forslag til en præcisering af den
i 1985 gennemførte generelle licensordning for kabelspredning af
radio- og fjernsynsprogrammer (§ 22 a). Det drejer sig om et
punkt, som har givet anledning til tvivl i forhold til
boliglovgivningens huslejebestemmelser. Det foreslås, at der i
ophavsretsloven skabes hjemmel for, at ejeren af et kabelanlæg
kan opkræve de afgifter, der er fastsat af det nævn, som er
omtalt i § 54 (Tvangslicensnævnet), hos de enkelte brugere, der
er tilsluttet kabelanlægget.
Bortset fra de nævnte ændringsforslag finder Kultur- og
Kommunikationsministeriet, at mere omfattende og principielle
lovændringer bør afvente Ophavsretsudvalgets afsluttende
betænkning, idet sådanne ændringer også må forudsætte nordiske
drøftelser med sigte på, at den i 1961 tilvejebragte retsenhed
bevares.
Forslaget til nye edb-bestemmelser (lovforslagets nr. 1-5, 8 og 12)
skal ses på baggrund af den internationale udvikling. Forholdet
mellem datateknologien og ophavsretten har siden midten af
1970'erne været drøftet indenfor UNESCO og WIPO (World
Intellectual Property Organization), som er ansvarlig for de to
centrale immaterialretlige konventioner, Bernerkonventionen til
værn for litterære og kunstneriske værker og Pariserkonventionen
til beskyttelse af industriel ejendomsret.
I 1982 blev der indenfor UNESCO og WIPO vedtaget en rekommandation,
som afspejlede, at indlæggelse og udtræk ("input" og "output") af
beskyttede værker i edb-baser efter almindelig international
opfattelse måtte betragtes som eksemplarfremstilling
(reproduktion) efter de gældende bestemmelser i de internationale
ophavsretskonventioner og national lovgivning. Samme holdning har
ligget til grund for Ophavsretsudvalgets edb-betænkning. Der er
derfor i almindelighed ikke fra udvalgets side stillet forslag om
lovændringer med hensyn til brug af beskyttede værker i
edb-systemer. Der henvises om de nævnte spørgsmål samt
spørgsmålet om skabelse af værker ved hjælp af datamater til
udvalgsbetænkningen side 19-35 og 67-69. Udvalget har dog stillet
et enkelt forslag til lovændring for så vidt angår værker, som er
lagret i en edb-base. Det drejer sig om såkaldt »downloading«,
dvs. totalkopiering af alt, hvad der findes af værker i en
database ved brug af fremmed medhjælp. Udvalget finder, at noget
sådant bør være undergivet et forbud i ophavsretslovens § 11.
Efter Kultur- og Kommunikationsministeriets opfattelse må det
anses for tvivlsomt, om der er konstateret et tilstrækkeligt
behov for et sådant forbud. Da tilsvarende forslag ikke er
medtaget i de forslag, som er fremlagt i de øvrige nordiske
lande, finder ministeriet det ikke rigtigt på nuværende tidspunkt
at fremsætte forslag om et generelt forbud mod brug af fremmed
medhjælp ved eksemplarfremstilling til privat brug af værker, som
er indeholdt i data-baser. Spørgsmålet bør afvente yderligere
forhandlinger på nordisk plan.
Spørgsmålet om retsbeskyttelsen for det edb-program, der styrer en
given edb-udnyttelse, har ligeledes været genstand for
overvejelser inden for WIPO. I 1978 publicerede WIPO nogle "Model
Provisions on the Protection of Computer Software".
Modelbestemmelserne tog sigte på en såkaldt "sui generis"
regulering, dvs. at beskyttelsen af edb-programmer såvel
nationalt som internationalt skulle oparbejdes ved særlig
lovgivning udenfor de patentretlige og ophavsretlige
regelsystemer. Modelbestemmelserne blev ikke fulgt i noget land.
I stedet viste forløbet af regeringsekspertmøder i 1983 og 1985,
at den overvejende opfattelse gik i retning af, at edb-programmer
var eller burde være omfattet af national ophavsretslovgivning.
Ligeledes fandt man, at spørgsmålet om oparbejdelse af en
international retsbeskyttelse bedst blev løst ved anvendelse af
princippet om national behandling indenfor rammerne af de
eksisterende ophavsretskonventioner, Bernerkonventionen og
Verdenskonventionen om ophavsret senest af 1971. Ud fra sådanne
synspunkter blev der i 1980 i USA gennemført ændringer i
Copyright Act, og tilsvarende ændringer i den ophavsretlige
lovgivning er i 1985 gennemført i en række andre ledende
edb-lande fx Japan, England, Frankrig og Vesttyskland.
Udformningen af edb-bestemmelserne har på et enkelt punkt givet
ministeriet anledning til overvejelser af en mere principiel
karakter. Det drejer sig om spørgsmålet, hvorvidt der bør
gennemføres specielle bestemmelser, om ophavsretten til
edb-programmer, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold.
Ministeriets udgangspunkt har været, at en bestemmelse af denne
karakter ikke ville harmonere med hidtidig nordisk
lovgivningspraksis. Under de hidtidige nordiske
revisionsovervejelser har der også været overvejende enighed om,
at spørgsmålet om ansattes ophavsret fortsat ikke burde være
reguleret ved særlige bestemmelser i ophavsretslovgivningen.
Den gældende lov indeholder ikke bestemmelser om, hvilke rettigheder
en arbejdsgiver kan gøre krav på i relation til værker, der er
skabt af en ansat. Spørgsmålet er heller ikke udtrykkeligt omtalt
i de motiver, som ligger til grund for lovens vedtagelse.
Udgangspunktet er derfor, at rettighederne kun overgår til
arbejdsgiveren i det omfang dette er aftalt, det være sig ved
udtrykkelige eller stiltiende aftaler. Ved fortolkningen af
sådanne aftaler finder bestemmelserne i §§ 27 og 28 anvendelse,
jf. bemærkningerne til lovforslagets nr. 12. Aftalernes indhold
og område må fastsættes i overensstemmelse med disse
bestemmelser, evt. kombineret med foreliggende sædvaner på
området. I tilfælde, hvor der ikke foreligger udtrykkelige
aftaler, er det lovens udgangspunkt, at der må anlægges en snæver
fortolkning af rettighedsoverdragelsens omfang. Det udtales
blandt andet i lovforslagets bemærkninger til § 27, at
formodningen vil være imod, at der foreligger en total
rettighedsoverdragelse, hvis ikke dette klart og utvetydigt
fremgår af aftalen (Folketingstidende 1959/60, Tillæg A, spalte
2736).
En lignende holdning findes i de svenske lovmotiver. Det bemærkes i
disse, at aftaler om total overdragelse af råderetten er
usædvanlige. Selv i tilfælde, hvor en generelt formuleret
overdragelse foreligger, vil ophavsmanden ofte bevare retten til
at udgive værket i ændret eller bearbejdet form. Ved visse
ansættelsesforhold vil arbejdsaftalen dog i reglen indebære, at
arbejdsgiveren erhverver hele ophavsmandens råderet over værker,
skabt i ansættelsesforholdet. Som eksempler nævnes kunstnere
ansat i kunstindustrien eller på reklamebureauer.
I den nordiske retslitteratur synes det at være en almindelig
opfattelse, at arbejdsgiveren - i tilfælde hvor en arbejdsaftale
går ud på, at en ansat skal skabe åndsværker - kan få visse
rettigheder over de skabte værker i kraft af selve
tjenesteforholdet. Derimod er der nogen divergens med hensyn til
spørgsmålet, hvor langt arbejdsgiverens rettigheder strækker sig.
Der synes imidlertid at råde enighed om, at de sædvaner, der er
etableret indenfor bestemte brancher, under alle omstændigheder
må tillægges væsentlig betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om
rettighedsovergang mellem arbejdstager og arbejdsgiver.
Spørgsmålet om den ophavsretlige beskyttelse af edb-programmer er
først blevet aktuelt i de senere år. Kultur- og
Kommunikationsministeriet finder imidlertid at måtte gå ud fra,
at den gældende ulovbestemte retstilstand under hensyn til
eksisterende praksis og sædvane på edb-området ofte vil føre til,
at arbejdsgiveren allerede i kraft af selve ansættelsesforholdet
erhverver alle for den pågældende virksomhed relevante
udnyttelsesrettigheder til edb-programmer, som i et teamwork er
frembragt af personer, som er ansat med henblik på frembringelse
af sådanne programmer. Dette må efter ministeriets opfattelse
ikke mindst antages at være tilfældet, hvor en virksomheds formål
er at frembringe edb-systemprogrammer med henblik på almindelig
omsætning, det være sig ved salg eller begrænset overdragelse.
Selvom det herefter kan forekomme tvivlsomt, om der foreligger et
tilstrækkeligt behov for en lovregulering, finder ministeriet det
rigtigst, at der ud fra almene samfunds- og retssikkerhedsmæssige
hensyn omkring omsætningen af edb gennemføres en sådan
regulering. Lovforslaget indeholder derfor under nr. 12 et
forslag om, at ophavsretten til et edb-program, der er frembragt
som led i et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren,
medmindre andet er aftalt.
Det bemærkes, at de omtalte delbetænkninger fra Ophavsretsudvalget
om »Billedret« og »Ophavsret og EDB«, som udgør grundlaget for
lovforslagets hovedbestemmelser, har været udsendt til høring hos
en række myndigheder, institutioner, organisationer m.fl.
Lovforslaget medfører ikke direkte økonomiske konsekvenser for
staten eller kommunerne.
På baggrund af, at der såvel på rettighedshaversiden som på
forhandlersiden bør være fornøden tid til at tilrettelægge
opkrævningen af det nye følgeretsvederlag (droit de suite)
foreslås det i lovforslagets § 2, at forslagets § 1, nr. 10, (§
25 a), først skal træde i kraft den 1. juli 1989.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
I ophavsretslovens § 1 fastslås lovens udgangspunkt, hvorefter
litterære og kunstneriske værker nyder ophavsretlig beskyttelse.
Kultur- og Kommunikationsministeriet kan tilslutte sig
Ophavsretsudvalgets opfattelse, hvorefter beskyttelsen efter § 1
allerede efter lovens hidtidige formulering må antages også at
omfatte edb-programmer. Forslaget om indføjelse af en udtrykkelig
regel herom i § 1, stk. 2, har derfor alene en klargørende
karakter. Ministeriet finder, at edb-programmer mest
hensigtsmæssigt bør henregnes til de litterære værker. Dette har
betydning for de indskrænkninger i enerettighederne, som hjemles
i lovens kapitel 2, hvor der flere steder sondres mellem
forskellige værkstyper.
Kultur- og Kommunikationsministeriet har overvejet spørgsmålet,
hvorvidt det må anses for påkrævet at indføje en definition af
begrebet »edb-program« i § 1. En række forslag til en sådan
definition er i 1984 fremkommet på internationalt plan inden for
WIPO. En definition, som efter ministeriets opfattelse vil kunne
tjene som vejledning i praksis, er følgende: »Et edb-program er
en række instruktioner eller oplysninger, fikseret i en hvilket
som helst form eller på et hvilken som helst medium, som
tilsigter direkte eller indirekte at bringe en datamat til at
angive, udføre eller opnå en bestemt funktion, opgave eller et
bestemt resultat.« Bortset herfra finder ministeriet, at
spørgsmålet om den nærmere afgrænsning af beskyttelsesområdet for
edb-programmer under hensyn til den hurtigt skiftende tekniske
udvikling bør være overladt til praksis.
Omfattet af den ophavsretlige beskyttelse er kun edb-programmer, som
kan betegnes som "værker". Heri ligger, at programmet skal være
resultatet af en skabende åndsindsats. Det må altså fx ikke være
en afskrift af et andet program. Endvidere skal programmet bære
præg af ophavsmandens individualitet. Det betyder, at det må
adskille sig fra det nærliggende og alment kendte.
Den nærmere afgrænsning af originalitetskravet på edb-området har
givet anledning til en del retsafgørelser i udlandet. Nogen dansk
praksis foreligger ikke. Et karakteristisk træk i udenlandsk
praksis har været, at man synes at have søgt at afbalancere
kravet til det individuelle præg over for behovet for at sikre
den almindelige erhvervsfrihed.
I dansk praksis har man hidtil på de traditionelle områder indenfor
ophavsretten været liberal med hensyn til at yde beskyttelse af
fx billedkunst og skønlitteratur, måske fordi der her ikke findes
særligt markerede modstående erhvervsmæssige interesser.
Forholdet har været anderledes ved fx brugskunst, hvor en for
liberal beskyttelse kan gøre det vanskeligt for konkurrerende
virksomheder at holde trit med den nyeste udvikling på området.
På sådanne konkurrenceprægede områder har man i praksis været
mere tilbageholdende, både med hensyn til at fastslå beskyttelse
og med hensyn til at fastslå, at der i konkrete tilfælde
foreligger krænkelser.
Efter Kultur- og Kommunikationsministeriets opfattelse er
edb-programmer et område, hvor hensynet til den frie
erhvervsudøvelse tilsiger en vis tilbageholdenhed med hensyn til
ophavsretsbeskyttelse. Det bør efter ministeriets opfattelse
fastholdes, at der - også når det gælder edb-programmer -
eksisterer et vist "åndeligt fælleseje" i form af gængse
fremgangsmåder, nærliggende og velkendte problemløsninger osv.,
hvortil der ikke kan hævdes ophavsret. Hvis et program eller en
programdel således ikke i en eller anden henseende hæver sig over
det niveau, som det almindelige fælleseje repræsenterer, nyder
programmet ikke beskyttelse. For at beskyttelse kan opnås kræves
det, at programmet er udtryk for en særlig intellektuel indsats,
som i øvrigt også ofte vil være ganske omkostningskrævende for de
virksomheder, som frembringer edb-programmer.
Den ophavsretlige beskyttelse knytter sig til den udformning af
værket, som ophavsmanden har givet det. Den ide eller de
principper (algoritmer), som ligger til grund for værket,
beskyttes ikke. Dette kan opfattes som en svaghed ved den
ophavsretlige beskyttelse, men det indebærer også visse fordele,
idet der ikke sker nogen "monopolisering" af ideer og almene
principper. Beskyttelsen omfatter værket i alle dets mulige
fremtrædelsesformer, altså uanset om det er udtrykt i skematisk
form, nedskrevet i programmeringssprog eller i maskinsprog. Det
spiller ikke nogen rolle, om programmet fremtræder i kilde- eller
objektkode. Beskyttelsen omfatter principielt også gengivelse af
et program i ændret skikkelse, jf. § 2, stk. 1.
Bemærkningerne i det foregående sigter i første række på
originalprogrammer. Der kan imidlertid også være tale om
ophavsret til programmer, som består af en bearbejdelse af
tidligere programmer eller udgør en sammenstilling af tidligere
programmer eller dele heraf (moduler), som foretages på en sådan
måde, at der fremkommer et nyt program. I sådanne tilfælde
reguleres retsforholdet mellem bearbejderen eller den, som
sammenstiller allerede foreliggende værker til et samleværk, og
ophavsmanden til de anvendte programbidrag af de almindelige
bestemmelser om bearbejdelse (§ 4) og om frembringelse af
samleværker (§ 5).
Til nr. 2
Efter ophavsretslovens § 9 er love, administrative forskrifter,
retsafgørelser og andre offentlige aktstykker ikke genstand for
ophavsret. Bestemmelsen er begrundet i et ønske om, at materiale
af den nævnte karakter, fx love, bør have den størst mulige
udbredelse. Den omstændighed, at der i et offentligt materiale
kan indgå stof, fx litterære værker, som opfylder kravet til
ophavsretsbeskyttelse, bør ikke medføre, at der kan lægges
ophavsretlige hindringer i vejen for materialets udbredelse.
Da det ikke kan udelukkes, at udtrykket "offentlige aktstykker" i §
9 kan fortolkes som også omfattende edb-programmer i skriftlig
form, finder Kultur- og Kommunikationsministeriet det rigtigst,
at man af hensyn til de betydelige økonomiske interesser, som kan
være forbundet med edb-programmer fremstillet af offentlige
myndigheder, udelukker edb-programmer fra bestemmelsens
anvendelsesområde. Samtidig synes de almene hensyn om størst
mulig udbredelse, som ligger bag § 9, ikke at gøre sig gældende i
forbindelse med offentlige edb-programmer.
I overensstemmelse hermed foreslås i nr. 2, at bestemmelsen i
ophavsretslovens § 9 om love m.v. ikke skal finde anvendelse på
edb-programmer.
Til nr. 3
Med vedtagelsen af lov nr. 778 af 9. december 1987 har
Industriministeriet gennemført en lovgivning, der regulerer
beskyttelsen af halvlederprodukters udformning (topografi).
I konsekvens heraf foreslås det, at de nævnte produkters udformning,
uanset i hvilken form den måtte fremstå, ikke tillige skal være
beskyttet efter ophavsretsloven.
Til nr. 4
Efter ophavsretslovens § 11, stk. 1, er det tilladt til privat brug
at fremstille enkelte eksemplarer af et offentliggjort værk, men
de fremstillede eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde. Efter
§ 11, stk. 1, er det også tilladt at anvende fremmed medhjælp ved
eksemplarfremstillingen. Lovforslaget indebærer ingen ændringer i
den grundlæggende bestemmelse om eksemplarfremstilling til privat
brug i § 11, stk. 1. Der foreslås kun to nye bestemmelser i § 11,
stk. 2 og 3, om kopiering af edb-programmer og kunstværker.
I betænkningen "Licenskonstruktioner og fotokopiering" (bet. nr.
912/1981, se navnlig s. 124 ff) og senere delbetænkninger har
Ophavsretsudvalget stillet forslag om en væsentlig indskrænkning
i adgangen til privat kopiering efter § 11. Udvalgets forslag går
navnlig ud på, at retten til privat kopiering kun skal tilkomme
fysiske personer til deres personlige brug. Juridiske personer fx
selskaber, virksomheder, offentlige myndigheder, institutioner,
foreninger o.l. ville herefter ikke som sådanne kunne foretage
eksemplarfremstilling til privat brug.
Da de praktiske konsekvenser af udvalgets forslag ville være
betydelige i en situation, hvor der på en del områder savnes
praktiske løsninger, finder Kultur-og Kommunikationsministeriet,
at en gennemførelse af udvalgets forslag bør afvente en generel
lovrevision og forhandlinger med de andre nordiske lande med
sigte på i videst mulig udstrækning at bevare retsenhed på dette
centrale område.
Medens grundbestemmelsen i § 11, stk. 1, således bevares uændret,
foreslås den øvrige del af § 11 i overensstemmelse med
Ophavsretsudvalgets forslag til ny systematik for § 11 opdelt
således, at den foreslåede § 11, stk. 2, vedrører tilfælde, hvor
der skal gælde et totalt forbud mod privat eksemplarfremstilling,
medens § 11, stk. 3, drejer sig om situationer, hvor det er
tilladt at kopiere til privat brug, men ikke tilladt at bruge
fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen.
Til stk. 2
Forslaget til stk. 2 angiver 3 tilfælde, hvor det ikke skal være
tilladt at fremstille eksemplarer til privat brug: 1) opførelse
af bygningsværker, 2) visse typer eksemplarfremstilling af
kunstværker samt 3) eksemplarfremstilling af edb-programmer i
maskinlæsbar form.
Forslaget om bygningsværker under stk. 2, nr. 1, svarer til den
gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, om forbud mod at opføre
bygningsværker.
Forslaget til et nyt stk. 2, nr. 2, skal ses som led i ministeriets
ønske om at styrke billedkunstnernes retlige stilling. Efter den
gældende § 11 er det ikke forbudt at fremstille eksemplarer af
kunstværker til privat brug. Der findes i den gældende § 11, stk.
2, kun et forbud mod at anvende fremmed medhjælp til eftergørelse
af brugskunst m.v. Disse bestemmelser foreslås overført til § 11,
stk. 3. I § 11, stk. 2, nr. 2 foreslås det, at der gennemføres et
egentligt forbud mod fremstilling til privat brug af et eksemplar
af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade
eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at
eksemplaret kan opfattes som en original.
Den foreslåede skærpelse skal ses på baggrund af, at
skadevirkningerne ved de pågældende former for kopiering kan være
betydelige for kunstnerne. Gennem afstøbning af skulpturer er det
muligt at frembringe et eksemplar, som i alt væsentligt kan
benyttes som substitut for originalen. Da en kopiering desuden
ofte er væsentligt billigere end køb af originalen, vil sådanne
afstøbninger m.v. på uheldig måde kunne påvirke kunstnernes
indtægtsmuligheder.
Selvom kopieringsproblemet i forbindelse med kunstværker hidtil mest
har været fremme, når det gælder afstøbninger og aftryk, omfatter
den i § 11, stk. 2, nr. 2 foreslåede bestemmelse også andre
former for eksemplarfremstilling. Bestemmelsen er i det hele søgt
udformet så generelt, at den også vil kunne opfange fremtidige
udviklinger inden for kopieringsteknologien. I princippet
omfatter den derfor ikke blot den rent mekaniske kopiering, men
også håndværksmæssigt fremstillede eksemplarer, hvis kopien kan
opfattes som værende en original. Håndværksmæssig kopiering i fx
undervisnings- og studieøjemed er herefter kun tilladt, dersom
det er klart, at kopien ikke kan opfattes som en original, fx ved
at det tydeligt på kopien angives, at der er tale om en
eftergørelse. Denne adgang finder kun anvendelse ved de
håndværksmæssige kopieringer, hvor der ikke foreligger
fuldstændig identitet med originalen. Ved afstøbninger m.v. kan
kopieringen ikke lovliggøres ved at påføre ordet "kopi" eller
lignende. Det bemærkes, at den foreslåede kopieringsbestemmelse
for kunstværker i § 11, stk. 2, nr. 2, under hidtidige nordiske
overvejelser har vundet almindelig tilslutning.
Forslaget til § 11, stk. 2, nr. 3, vedrører et af lovforslagets
centrale spørgsmål: I hvilken udstrækning skal det være tilladt
at fremstille eksemplarer af edb-programmer til privat brug?
Efter den gældende lovs § 11 gælder adgangen til at foretage
eksemplarfremstilling til privat brug kun for offentliggjorte
værker. Der gælder en total beskyttelse mod privat kopiering,
hvis et edb-program ikke har været publiceret eller udbudt
offentligt eller på anden måde er gjort tilgængeligt for
almenheden. Efter Kultur- og Kommunikationsministeriets
opfattelse må det anses for et vigtigt led i den ophavsretlige
beskyttelse af edb-programmer, at en rettighedshaver - det være
sig en person eller virksomhed - har en fuldstændig ophavsretlig
kontrol over programmer, som er frembragt udelukkende for at
tjene rettighedshaveren eller virksomheden til dennes brug. Der
stilles derfor ikke forslag om nogen ændring i grundbetingelsen
efter ophavsretslovens § 11, hvorefter adgangen til fremstilling
af eksemplarer til privat brug kun skal gælde for offentliggjorte
værker, jf. lovens § 8, stk. 1.
Kopieringsproblemet for edb-programmer opstår først, når
frembringeren eller den virksomhed, som har frembragt programmet,
bringer dette til omverdenens kendskab og eventuelle rådighed ved
udgivelse eller offentliggørelse af programmet, jf. herved lovens
§ 8.
Internationalt har der i de lovgivninger, som har søgt at løse
spørgsmålet, været en tendens til at gennemføre et totalt forbud
mod kopiering til privat brug. Begrundelsen har været et ønske om
at modvirke risikoen for en omfattende piratkopiering på
bekostning af den kreative og økonomiske indsats, som ligger bag
frembringelsen af edb-programmer.
Der kan anføres flere begrundelser for et sådant forbud. Enhver
datamat, som kan styres af et program, er også i stand til at
kopiere det. Edb-programmerne er således særligt sårbare overfor
den kopiering, som brugere og andre, der er kommet i besiddelse
af et eksemplar, kan foretage. Problemerne er størst ved
kopiering af programmer, som spredes ved salg til det brede
publikum, og som fortrinsvis sigter på hjemme- og mikrodatamater.
Det skyldes ikke mindst, at der ikke sker noget kvalitetstab ved
kopieringen. Man er ikke bundet til et "originaleksemplar" i en
god kvalitet, som forholdet fx er ved en grammofonplade. Er der
blot solgt et enkelt eksemplar, kan kopier og kopier af kopier
brede sig som ringe i vandet. Endvidere kræver frembringelsen af
edb-programmer ofte betydelige investeringer.
Rettighedsvederlagets andel af den samlede pris, som betales for
et programeksemplar, er derfor høj. En kopi af et edb-program kan
fremstilles for en brøkdel af den pris, et eksemplar sælges for
hos en autoriseret leverandør.
Inden for edb-branchen forsøger man undertiden at modvirke
kopieringen ved at indlægge forskellige programmeringstekniske
hindringer i programmerne, men der synes ikke at være opnået
resultater, som har haft en reel effekt i praksis. Foretages der
i forbindelse med en ulovlig kopiering en fjernelse af sådanne
hindringer, vil det imidlertid være et bevisdatum for forsæt og
skærpende omstændigheder, jf. lovens § 55, stk. 2.
Mod et generelt forbud med hensyn til privat kopiering af
edb-programmer taler, at et sådant forbud let kan få karakter af
en formalitet. Kopieringen sker i vidt omfang i private hjem,
hvor et forbud ikke reelt kan håndhæves.
I Ophavsretsudvalgets edb-betænkning (bet. 1064, 1986) foreslås det
som en mellemløsning, at der skal gælde et forbud mod privat
kopiering af edb-programmer, men at dette forbud kun skal gælde
for edb-programmer, som ikke er bragt i omsætning ved udgivelse,
jf. lovens § 8. Udvalgets forslag, som indebærer, at det skal
være tilladt til privat brug at kopiere udgivne edb-programmer,
skal ses i sammenhæng med forslaget om en væsentlig begrænsning
af den almindelige adgang til privat kopiering.
I Vesttyskland og Frankrig er der i 1985 gennemført generelle forbud
mod privat kopiering af edb-programmer.
På denne baggrund samt efter forhandlinger med departementerne i de
øvrige nordiske lande, foreslår Kultur- og
Kommunikationsministeriet, at edb-programmer - i det omfang der
er tale om programmer i maskinlæsbar form - generelt undtages fra
privat kopiering efter § 11.
I overensstemmelse hermed foreslås det i § 11, stk. 2, nr. 3, at
bestemmelsen i § 11, stk. 1, om adgang til at foretage
eksemplarfremstilling til privat brug ikke giver ret til at
fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.
Bestemmelsen gælder uanset om der er tale om kopiering af et
program, som foreligger i maskinlæsbar form, eller fremstilling
af et maskinlæsbart program på basis fx af et i skriftlig form
offentliggjort edb-program. Udtrykket »maskinlæsbar form« dækker
alle tilfælde, hvor et eksemplar af et edb-program foreligger
eller fremstilles i en sådan form, at det umiddelbart er egnet
til indlæsning i en datamat, hvad enten programmet foreligger
eller fremstilles på bånd, diskette eller ved anden teknisk
fremgangsmåde.
Derimod vil det fortsat være tilladt til privat brug i skriftlig
form at fremstille eksemplarer af edb-programmer, som måtte være
offentliggjort i skriftlig form.
Det foreslåede forbud må vurderes i sammenhæng med lovforslagets nr.
5 (§ 11 a) og nr. 12 (§ 42 a) om ret til at fremstille reserve-
og sikkerhedskopier m.v.
Til stk. 3
De i stk. 3, nr. 1 og 2 foreslåede bestemmelser om forbud mod at
benytte fremmed medhjælp til privat eksemplarfremstilling af
brugskunst og kunstværker svarer til bestemmelserne i den
gældende lovs § 11, stk. 2. Billedhuggerværker er dog ikke
længere nævnt særskilt, da dette ikke er nødvendigt som følge af,
at den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, nr. 2, gælder for
alle kunstværker.
Til nr. 5
Som nævnt under nr. 4 finder Kultur- og Kommunikationsministeriet,
at der bør gennemføres særlige bestemmelser om retten til at
kopiere maskinlæsbare edb-programmer, som er udgivet i form af
salg til almenheden.
Forslaget indebærer, at den, som lovligt har købt et maskinlæsbart
edb-program, som er udgivet ved salg til almenheden, har ret til
at fremstille sådanne kopier, som teknisk er nødvendige for, at
det erhvervede program kan bruges, samt nødvendige reserve- og
sikkerhedskopier. Derimod giver bestemmelsen ikke adgang til at
foretage ændringer i programmet.
Bestemmelsen er udformet med sigte på, at det ikke skal være lovligt
under nogen form at videresprede de med hjemmel i § 11 a
fremstillede eksemplarer. Det foreslås derfor i 2. pkt., at
sådanne eksemplarer ikke må udnyttes på anden måde, samt at
retten til at udnytte de med hjemmel i § 11 a fremstillede
eksemplarer bortfalder, når ejeren af det lovligt erhvervede
eksemplar spreder dette videre. Det er således ikke tilladt at
videresprede de fremstillede reserve- og sikkerhedskopier m.v.
til andre, ligesom ejerens ret til at anvende disse bortfalder,
hvis det erhvervede eksemplar viderespredes, uanset om der er
tale om spredning til almenheden eller spredning inden for en
privat kreds.
Adgangen for ejeren til at fremstille eksemplarer efter § 11 a bør
være nøje begrænset til de formål, der angives i bestemmelsen.
Der er således ikke ved § 11 a åbnet mulighed for, at en person
eller virksomhed fx kan fremstille kopier med henblik på samtidig
kørsel af det erhvervede program på flere datamater. Dette har
ikke mindst betydning for virksomhedsrelaterede programmer, som
sælges gennem detailhandelen, fx til bogføring, lagerstyring,
tekstbehandling o.lign.
Bestemmelsen i § 11 a indebærer en fravigelse af den almindelige
grundsætning, som er indeholdt i § 27, stk. 1, 2. pkt., hvorefter
overdragelse af eksemplarer ikke indbefatter overdragelse af
ophavsret. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale. Sådanne aftaler
må bedømmes efter de almindelige aftaleretlige regler og er kun
bindende for parterne. Derimod kan rettighedshaveren ikke ved
ensidige salgsklausuler o.lign. tilsidesætte bestemmelsen til
ugunst for en erhverver af et eksemplar.
Ejerens adgang til ophavsretligt at disponere over det lovligt
erhvervede programeksemplar følger lovens almindelige
bestemmelser om spredning af eksemplarer, jf. §§ 2 og 23. Dette
indebærer, at eksemplaret ikke lovligt kan spredes til almenheden
ved udlån eller udlejning uden rettighedshaverens samtykke, jf.
herved lovforslagets nr. 8 (§ 23, stk. 2, nr. 2).
Forslaget under nr. 5 må ses i sammenhæng med lovforslagets nr. 12
om en formodningsregel i lovens § 42 a, som angår situationer,
hvor der med rettighedshaveren er truffet aftale om udnyttelse af
et edb-program. Der henvises til bemærkningerne under nr. 12.
Til nr. 6
Forslaget er af redaktionel karakter. Den gældende § 22, stk. 1,
giver Danmarks Radio eller radiofonierne på Færøerne og i
Grønland mulighed for under visse nærmere betingelser at erhverve
ret til udsendelse af beskyttede værker på basis af et såkaldt
aftalelicenssystem. Systemet indebærer, at institutionerne -
under forudsætning af, at de har truffet aftale med
repræsentative danske rettighedsorganisationer på et bestemt
rettighedsområde - uden samtykke men mod vederlag kan udsende
værker af ikke-organiserede danske samt udenlandske
rettighedshavere.
Formålet med forslaget er først og fremmest at give det nyoprettede
fjernsynsforetagende TV 2 samme lettelser med hensyn til
rettighedsclearingen af dets udsendelser, som gælder for Danmarks
Radio og radiofonierne på Færøerne og i Grønland. Derudover åbnes
der mulighed for, at også andre radio- og fjernsynsforetagender -
efter en konkret administrativ vurdering - vil kunne drage nytte
af en tilsvarende ordning.
Til nr. 7
Den i 1985 gennemførte generelle licensordning for kabelspredning af
radio- og fjernsynsprogrammer har på et enkelt punkt givet
anledning til vanskeligheder i praksis. Det drejer sig om
spørgsmålet, hvem der er forpligtet til at udrede det samlede
vederlag for kabelspredningen af radio- og TV-programmer over et
kabelanlæg og spørgsmålet, om en kabelanlægsejer (husejere,
fællesantenneforeninger, kommuner m.fl.) kan opkræve bidrag til
rettighedsbetalingen hos de enkelte kabelabonnenter, som nyder
godt af programfordelingen.
Boligministeriet har overfor Kultur- og Kommunikationsministeriet
tilkendegivet, at der ikke efter boliglovgivningen er hjemmel
til, at det i § 22 a, stk. 2, nævnte rettighedsvederlag kan
opkræves som led i huslejebetaling, samt at en hjemmel for en
sådan betalingsforpligtelse efter Boligministeriets opfattelse
bør tilvejebringes uden for boliglovgivningens rammer.
På denne baggrund finder Kultur- og Kommunikationsministeriet det
rigtigst at foreslå, at det af selve lovteksten til § 22 a kommer
til at fremgå, at det samlede ophavsretlige vederlagskrav efter §
22 a, stk. 2, påhviler den for et kabelanlæg ansvarlige ejer, som
har den faktiske og retlige dispositionsret over anlægget.
Da Kultur- og Kommunikationsministeriet er enig i, at der kan være
principielle betænkeligheder ved at henføre
kabelvederlagsbetalingen under lejelovgivningens huslejebegreb
foreslås det videre, at der som et nyt stk. 3 i § 22 a indføjes
en bestemmelse om, at de enkelte kabeltilslutninger, som nyder
godt af programfordelingen, er forpligtet til at betale ejeren
sådanne bidragsbeløb til den samlede ophavsretsbetaling, som
måtte være fastsat af det nævn, som er omtalt i § 54
(Tvangslicensnævnet). Det er en forudsætning for
betalingspligten, at brugeren har de over anlægget fordelte
programmer til rådighed. Er den enkelte tilslutning ved tekniske
foranstaltninger, fx ved plombering el.lign., sat ud af funktion,
eller råder den enkelte tilsluttede hustand el.lign. ikke over en
radio- eller fjernsynsmodtager, som udløser pligt til
licensbetaling til Danmarks Radio, gælder den foreslåede
betalingspligt pr. tilslutning ikke.
Til nr. 8
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 23, stk. 1, 1. pkt.
Til stk. 2
Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1) svarer til den gældende lovs § 23,
stk. 1, 2. pkt.
Efter den gældende § 23, stk. 1, må eksemplarer af litterære værker,
som er udgivet, jf. lovens § 8, frit spredes videre eller
fremvises offentligt. I lovforslagets nr. 1 er det foreslået, at
det bør præciseres, at edb-programmer henregnes under litterære
værker. Følgen heraf ville umiddelbart være, at eksemplarer af
udgivne edb-programmer frit kunne viderespredes til almenheden.
Med henvisning til det i forbindelse med lovforslagets nr. 4 og 5
anførte om mulighederne for piratkopiering af udgivne
edb-programmer, foreslås det i stk. 2, nr. 2, at der skal gælde
et forbud mod viderespredning til almenheden af edb-programmer
ved udlån og udlejning af eksemplarer af edb-programmer, som er
udgivet i maskinlæsbar form. Med hensyn til forståelsen af
udtrykket »maskinlæsbar form« henvises til bemærkningerne til
lovforslagets nr. 4.
Programmer i maskinlæsbar form kan også bringes i omsætning på en
måde, som væsentligt adskiller sig fra de udgivelsesformer, som
hidtil har været kendt inden for ophavsretten. Det drejer sig om
programmer, som er overført til et elektronisk
hukommelseskredsløb, fx en read-only-memory (ROM), der er
indføjet i et industriprodukt. Det kan fx være operativprogrammet
i en datamat, men det kan også være programmer, som styrer
funktionerne i dagligdags produkter såsom biler, vaskemaskiner,
fotografiapparater, digitalure, lommeregnere osv. I sådanne
tilfælde bør det ikke være muligt på grundlag af ophavsretten at
udøve kontrol over produktets spredning. Da forholdet normalt må
anses for dækket ved udtrykkelig eller stiltiende aftale med
rettighedshaveren, finder ministeriet det ikke påkrævet at optage
nogen udtrykkelig bestemmelse herom.
Til stk. 3
Efter den gældende lovs §§ 2 og 23 nyder rettighedshaveren til et
filmværk en ubetinget beskyttelse med hensyn til viderespredning
af eksemplarer af filmværket.
I overensstemmelse med forslaget i Ophavsretsudvalgets betænkning
"Film- og videogramspørgsmål" (bet. nr. 1000/1984) foreslås det,
at spredningsretten for eksemplarer af filmværker begrænses,
således at det er tilladt frit at foretage videresalg o.l. af
udgivne eksemplarer af filmværker. Derimod bør det fortsat ikke,
som det fremgår af forslaget til stk. 3, være tilladt at sprede
sådanne eksemplarer til almenheden ved udlån eller udlejning uden
samtykke fra rettighedshaveren.
Til stk. 4
Den foreslåede bestemmelse svarer med redaktionelle ændringer til
den gældende lovs § 23, stk. 2.
Til nr. 9
Forslaget fremsættes på baggrund af forslaget under nr. 10, der
indeholder nye bestemmelser om en vederlagsret for
billedkunstnere i forbindelse med erhvervsmæssigt videresalg af
eksemplarer af kunstværker. Dette forslag indebærer en vis
modifikation af hovedreglen i § 25, stk. 1, 1. pkt, hvorefter det
er tilladt frit at videresprede eksemplarer af kunstværker, når
et kunstværk er overdraget eller værket er udgivet, jf. § 8.
Kultur- og Kommunikationsministeriet finder derfor, at der i § 25
bør indføjes en henvisning til § 25 a, således at det fremgår, at
den under nr. 10 foreslåede afgiftsordning for videresalg af
kunstværker indebærer en begrænsning i den frie
viderespredningsret efter den gældende lovs § 25.
Til nr. 10
Til stk. 1
I loven er fastsat indskrænkninger i ophavsmandens eneret til
spredning af eksemplarer af værket til almenheden. For så vidt
angår litterære og musikalske værker findes bestemmelser i § 23;
for kunstværkers vedkommende er der fastsat regler i § 25.
Lovens § 25 indebærer, at eksemplarer af udgivne kunstværker frit
kan spredes videre, fx ved gave, salg, udlån eller udleje. Det
samme gælder eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er
overdraget til andre.
De omtalte bestemmelser er baseret på hensynet til den frie
vareomsætning. Virkningerne af indskrænkningerne i
spredningsretten er imidlertid ikke den samme for alle kategorier
af ophavsmænd. Dette træder frem, når det tages i betragtning,
hvad der er den typiske udnyttelsesform for de forskellige arter
af værker.
Ser man fx på litterære værker, er den centrale udnyttelse
fremstillingen af eksemplarer med henblik på spredning til
almenheden. Her har forfatterne en rimeligt stærk
rettighedsmæssig position, idet de kan afhænde
trykningsrettighederne mod betaling af royalities for
udnyttelsen. Ved de musikalske værker er forholdet i princippet
det samme for så vidt angår udgivelsen af noder. Ved den
offentlige fremførelse af musikværker, fx i radioen eller ved
koncerter, er komponister og tekstforfattere ligeledes dækket ind
rettighedsmæssigt, idet de på basis af deres ophavsret gennem
forvaltningsselskabet KODA kan kræve vederlag for opførelserne.
For billedkunstnernes vedkommende er den rettighedsmæssige dækning
betydeligt svagere på de områder, som repræsenterer den typiske
udnyttelse af deres værker. Den typiske udnyttelse af det
billedkunstneriske værk består i, at kunstneren sælger
originaleksemplaret (ved unika) eller i øvrigt sælger eksemplarer
af fx grafiske arbejder eller afstøbninger af skulpturer.
Herefter bliver disse værker fremvist i private eller offentlige
omgivelser, og til tider viderespredes de ved salg af
værkseksemplarerne. Billedkunstnerne har ingen rettigheder til
disse former for udnyttelse, jf. § 25. At billedkunstnerne i
stedet har rettigheder til fx trykning af afbildninger af værker
på plakater og reproduktioner, i kunstbøger osv. samt - med visse
begrænsninger - til visning i TV, spiller en mindre rolle, idet
disse udnyttelsesformer er marginale i forhold til de
ikke-rettighedsbelagte udnyttelsesformer.
Bernerkonventionen indeholder i artikel 14 ter en bestemmelse,
hvorefter ophavsmanden til bl.a. et originalkunstværk har en
uoverdragelig ret til at være medinteresseret i de
salgshandlinger, som værket er genstand for efter den første
overdragelse fra ophavsmanden selv. Denne beskyttelse kan kun
kræves i et unionsland, hvis lovgivningen i det land, til hvilket
ophavsmanden hører, indrømmer en sådan beskyttelse, og i den
udstrækning, den indrømmes af lovgivningen i det land, hvor
beskyttelsen kræves. De nærmere regler med hensyn til
opkrævningen og beløbenes størrelse fastsættes i hvert lands
nationale lovgivning.
En billedkunstners ret til et vederlag, når eksemplarer af hans værk
videresælges, betegnes som en følgeret (droit de suite). Retten
giver kunstneren andel i kunstværkets eventuelle værdistigning,
når denne konstateres ved senere salg.
I en række lande er der gennemført ordninger, hvorefter der lægges
en afgift på offentligt auktionssalg og undertiden også andet
salg af kunstværker til fordel for kunstneren eller hans
arvinger. Sådanne ordninger findes ikke i de nordiske lande. I
Norge har man dog siden 1948 haft en omsætningsafgift på
offentligt salg af kunstværker, men provenuet går ikke til de
enkelte kunstnere, hvis værker er solgt, men indgår i en fond,
hvoraf der ydes stipendier til kunstnere. Omsætningsafgiften skal
i øvrigt også betales ved salg af ubeskyttede kunstværker. I
Danmark har spørgsmålet om gennemførelse af en følgeret og
lignende ordninger været drøftet i forskellige sammenhænge,
senest i bet. nr. 783/1976 om Statens Kunstfond.
I nærværende lovforslag foreslås det, at der tillægges ophavsmænd
til kunstværker en følgeret, dvs. en ret til vederlag ved
videresalg af eksemplarer af deres kunstværker. Vederlagsretten
omfatter kun erhvervsmæssige videresalg. Private handler er ikke
omfattet, men det forudsættes, at hverken køber, sælger eller
eventuelt medvirkende mægler er erhvervsdrivende. Vederlagsretten
omfatter alle former for erhvervsmæssig handel, dvs. både butiks-
og auktionshandel.
Kunstværker defineres almindeligvis som omfattende både den såkaldt
»rene« kunst, dvs. kunstværker som ikke samtidigt tjener et
praktisk formål, samt brugskunst og bygningsværker. Der er
imidlertid i stk. 2 foretaget en indsnævring af det
vederlagspligtige område for så vidt angår brugskunst, der er
fremstillet i flere identiske eksemplarer. Der stilles ikke noget
krav om, at det skal dreje sig om originaleksemplarer;
litografier o.lign. er således omfattet af vederlagsretten. Med
hensyn til videresalg af reproduktioner o.lign. forudsættes det,
at den fornødne afgrænsning af det vederlagspligtige område
foretages ved hjælp af bestemmelsen i stk. 3, hvorefter kultur-
og kommunikationsministeren kan fastsætte mindstebeløb for den
salgspris, som skal medføre ret til vederlag.
Ophavsmændenes ret er formuleret som en individuel ret, som
imidlertid kun kan gøres gældende gennem den organisation, som er
nævnt i stk. 5.
Vederlaget beregnes af salgsprisen med fradrag af merværdiafgiften
(denne afgift vil skulle betales af den samlede salgssum, dvs.
salgsprisen + vederlaget på 5%). Ved butikshandel o.l. vil der
sjældent herske tvivl om salgsprisen, men dette kan være
tilfældet med hensyn til auktionssalg, hvor der dels forekommer
en hammerslagspris (budsummen), dels en endelig pris for køber,
hvor der er sket tillæg af salær til auktionsholderen samt af
moms. Af disse tillæg skal salæret medregnes ved opgørelsen af
vederlaget, idet afgiftsgrundlaget ellers ville være forskelligt
ved auktionshandel og den øvrige kunsthandel.
Der findes ingen opgørelse over omsætningen i den erhvervsmæssige
kunsthandel. Ophavsretsudvalget har i sin delbetænkning
»Billedret« (s. 120) foretaget en beregning af omsætningen på
kunstauktioner, der for dette områdes vedkommende vil indebære et
afgiftsprovenu på ca. 500.000 kr. I øvrigt kan det oplyses, at et
skøn over den samlede omsætning af kunstværker foretaget på
grundlag af Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse 1981 viser,
at omsætning af kunstværker med stor usikkerhed andrager ca. 200
mill. kr. pr. år. Det er ikke muligt på grundlag af de
foreliggende oplysninger at angive, hvor stor en del af denne
omsætning, der vedrører beskyttede kunstværker.
Organisationen COPY-DAN's forvaltningssektor »Billedkunst« har
skønnet, at sektorens årlige omkostninger ved administrationen af
en følgeretsordning vil udgøre ca. 275.000 kr., baseret på 500
salgsvirksomheder.
Til stk. 2
Efter forslaget undtages bygningsværker fra følgeretten.
Værker af brugskunst berettiger kun til afgift, hvis der foreligger,
hvad der normalt betegnes som et unikum. Herved forstås et
eksemplar, som er bestemt til at være det eneste af det
pågældende værk. Hvis kunstneren beslutter at lave et større
antal eksemplarer af et oprindeligt unikum, vil dette fratage det
oprindelige eksemplar karakteren af et unikum. Især inden for
keramikken kan det være forbundet med vanskeligheder at vurdere,
om der foreligger en uændret eksemplarfremstilling eller blot
gentagelse af motiver i nye værker. Det kan her være berettiget
at se på, om der er anvendt forme eller lignende, som udelukker
individuelle variationer, ligesom man kan lægge vægt på, om
eksemplarerne er udført af kunstneren egenhændigt.
Ved beregningen af vederlaget for værker af guld- og sølvsmedekunst
bør værdien af ædle metaller og ædelsten fradrages i salgssummen.
Der er derfor i stk. 3 åbnet mulighed for at kultur- og
kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere regler, bl.a. om
dette spørgsmål.
Kunstindustrielle frembringelser udløser ikke følgerettigheder, hvis
der er tale om brugskunst, altså hvis genstandene er bestemt til
at tjene praktiske formål. Er der derimod tale om »ren kunst«,
altså fx afstøbninger af relieffer eller statuetter, vil
vederlagskrav i almindelighed kunne gøres gældende.
Til stk. 3
Ved forslaget hjemles der mulighed for, at kultur- og
kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om vederlagets
beregning, herunder bestemmelser om mindstebeløb for den
salgspris, som skal medføre ret til vederlag. Det fastsatte
mindstebeløb kan være af væsentlig betydning for, at forskellige
afgrænsningsspørgsmål ikke kommer til at volde vanskeligheder i
praksis. Der vil kunne fastsættes forskellige grænser for
forskellige typer af kunstværker, fx malerier, grafik, skulptur
og brugskunst.
Til stk. 4
Bestemmelsen i stk. 4 er udformet i overensstemmelse med
Bernerkonventionens art. 14 ter, hvorefter følgeretten skal være
uoverdragelig.
For så vidt angår forholdene efter kunstnerens død foreslår
ministeriet, at kredsen af mulige arvinger begrænses til den
efterladte ægtefælle og livsarvingerne. For de tilfælde, hvor der
ved kunstnerens død ikke findes berettigede arvinger, foreslås
det, at vederlagsretten tilfalder den organisation, som
administrerer retten.
Til stk. 5
Forslaget er beslægtet med de regler, som findes i §§ 17, stk. 3, og
47. Der er imidlertid sket visse tillempninger. Således kan
retten kun gøres gældende af den fælles organisation, ikke - som
det er tilfældet i de nævnte bestemmelser - gennem
organisationen. Hensigten hermed har været at etablere en særlig
legitimation for organisationen, således at den kan gennemføre
vederlagskravene også i tilfælde, hvor den pågældende kunstner er
ukendt eller ikke har taget kontakt med organisationen. Herudover
vil organisationen kunne oppebære vederlag for ophavsmænd, som er
afgået ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller
livsarvinger, jf. stk. 4, 4. pkt. Sådanne vederlag kan benyttes
til almene formål eller til dækning af
administrationsomkostninger.
Ved ministeriets godkendelse af organisationen vil man påse, at
vedtægterne gør det muligt for alle berettigede, herunder også
udenlandske, at nyde lige rettigheder med hensyn til midlernes
udlodning. Der vil ikke være noget til hinder for, at
organisationen vedtægtsmæssigt får mulighed for at vedtage, at
visse midler ikke skal udloddes individuelt, men der bør i så
fald foreligge rimelige mindretalsgarantier m.v. For såvidt angår
anvendelsen af § 25 a i forhold til udlandet henvises i øvrigt
til bemærkningerne under nr. 19.
Til stk. 6
Forslaget om en revisionsmæssig gennemgang af kunsthandlernes
opgørelse over salg, der berettiger til vederlag, har til formål
at befæste vederlagsretten i praksis.
Til nr. 11
Til stk. 2
Et spørgsmål, som har en vis praktisk betydning, for kunstnerne, er,
i hvilket omfang en billedkunstners kreditorer må søge sig
fyldestgjort gennem udlæg og udpantning i de egne værker, som
kunstneren har i sin besiddelse. Ophavsretsloven fastsætter i dag
regler herom i § 31, hvorefter kreditorforfølgning ikke kan ske i
kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på
anden måde godkendt til offentliggørelse. Formålet med reglerne
er at forhindre, at ufærdige værker kommer ud i omsætningen.
I Ophavsretsudvalgets betænkning 1063/1986 om billedret rejses to
tvivlsspørgsmål vedrørende reglerne i § 31, stk. 2. Det drejer
sig dels om, hvorvidt reglen omfatter skitser, udkast og
forarbejder til de værkseksemplarer, hvori udlæg kan gøres, dels
om der kan gøres udlæg i forme, stokke, plader eller lignende
værktøjer til fremstilling af eksemplarer af værker, typisk
skulpturer og grafik.
Hvad angår spørgsmålet om skitser o.l. har Ophavsudvalget fundet, at
den gældende § 31, stk. 2, er uklart formuleret. Bestemmelsen
omhandler muligheden for udlæg i "kunstværker", men meningen må
efter udvalgets opfattelse - set i sammenhæng med paragraffens
første stykke - være "eksemplarer af kunstværker". Et udlæg og
efterfølgende tvangssalg af fx et maleri vil ikke give den
endelige erhverver større ret, end hvis denne havde købt maleriet
i almindelig fri handel, og erhververen vil navnlig ikke have
nogen ret til at råde over værket, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt.
På baggrund af udvalgets overvejelser finder ministeriet, at
bestemmelsen i § 31, stk. 2, bør præciseres. Det foreslås, at
skitser o.l. kun skal kunne være genstand for retsforfølgning,
hvis de selvstændigt har været genstand for udstilling m.v. For
så vidt angår eksemplarer af grafik og skulpturer, som er trykt
eller støbt i flere eksemplarer, men hvor kun et (eller enkelte)
eksemplarer har været udstillet m.v., finder ministeriet ikke, at
der opstår særlige problemer ved den foreslåede ændring, idet de
ikke-udstillede eksemplarer gennem udstillingen af et duplikat
efter omstændighederne må anses som »på anden måde godkendt til
offentliggørelse«, jf. § 31, stk. 2.
Med hensyn til forme, stokke, plader o.l., hvormed eksemplarer af
kunstværker umiddelbart kan fremstilles, er der det særlige ved
disse eksemplarer, at de for kunstneren selv kan repræsentere en
høj økonomisk værdi, mens de for kreditorerne kun repræsenterer
materialeværdien. Årsagen er, at kunstneren ofte vil kunne
benytte de omtalte værktøjer (eksemplarer) til at fremstille nye
eksemplarer af værkerne, og derigennem skaffe sig indtægter.
Kreditorerne vil derimod ikke efter ophavsretslovens almindelige
regler være berettiget til at fremstille nye eksemplarer uden
kunstnerens samtykke.
Det foreslås derfor, at den gældende bestemmelse i § 31, stk. 2,
ændres, således at kreditorforfølgning - under de i øvrigt efter
§ 31, stk. 1, gældende betingelser - ikke kan foretages, dersom
retsforfølgningen retter sig imod manuskripter, stokke, plader,
forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller
imod eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt
til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.
De foreslåede ændringer afskærer ikke ophavsmanden fra selv at
anvise de omfattede værkseksemplarer som genstand for udlæg. I og
med at de pågældende værkseksemplarer er overdragelige, vil
ophavsmanden også kunne pantsætte dem.
Til § 42 a
Til nr. 12
Overskriften »Særlige bestemmelser om edb« til de foreslåede
bestemmelser i §§ 42 a og 42 b skal ses på baggrund af, at
bestemmelserne indebærer en fravigelse af visse af de i lovens
kap. 3 indeholdte almindelige bestemmelser om ophavsrettens
overgang til andre.
Efter § 27, stk. 1, 2. pkt. indbefatter overdragelse af et eksemplar
ikke overdragelse af ophavsret. I lovens § 28, stk. 1, bestemmes,
at overdragelse af ophavsret ikke giver erhververen ret til at
ændre værket, når ikke andet er aftalt.
De nævnte bestemmelser fraviges i det fremlagte forslag til en § 42
a, hvorefter en aftale om ret til at udnytte et edb-program - når
intet andet er aftalt - giver ret til at foretage sådanne
ændringer i programmet, som falder indenfor rammerne af den
aftalte udnyttelse samt ret til fremstilling af reserve- og
sikkerhedskopier m.v.
Efter § 27, stk. 1, 3. pkt. gælder det, at har ophavsmanden
overdraget en anden ret til at gøre værket tilgængeligt for
almenheden på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver
overdragelsen ikke erhververen ret til at gøre det på andre måder
eller ved andre midler. Denne bestemmelse vil efter forslaget til
§ 42 b vanskeligt kunne finde anvendelse på forholdet mellem
arbejdstager og arbejdsgiver på edb-området, idet § 42 b fastslår
som en almindelig formodningsregel, at ophavsretten til et
edb-program - når intet andet er aftalt - skal tilkomme
arbejdsgiveren.
I øvrigt finder bestemmelserne i §§ 42 a og 42 b principielt kun
anvendelse på aftaler, som er indgået efter lovens ikrafttræden
og edb-programmer, som er frembragt efter dette tidspunkt. På
baggrund af hidtidig lovgivningspraksis på ophavsretsområdet
finder Kultur- og Kommunikationsministeriet det ikke påkrævet med
nogen udtrykkelig lovbestemmelse herom. Spørgsmålet er næppe af
særlig betydning, da de aftaler og sædvaner, som eksisterer,
antagelig ofte vil føre til samme resultater som foreslået i §§
42 a og b.
Til § 42 a
Den normale brug af et edb-program indebærer i almindelighed, at det
er nødvendigt at foretage en eksemplarfremstilling, som er
omfattet af ophavsretslovens beskyttelse, idet programmet
overføres på en indretning, der kan gengive det. Hertil kommer,
at der kan være behov for at fremstille reserve- og
sikkerhedskopier. Erhververen af et programeksemplar har således
behov for at kunne råde over dette på en måde, som er omfattet af
ophavsretten. Dette behov opfyldes for så vidt angår udgivne
programmer, som spredes ved salg til almenheden, gennem adgangen
til at fremstille eksemplarer med hjemmel i den under nr. 5
foreslåede bestemmelse i § 11 a. Anvendelsesområdet for § 11 a er
det almindelige detailsalg af edb-programmer, hvor der kun
sjældent vil være truffet aftale mellem rettighedshaveren og
køberen om brugen af det erhvervede programeksemplar. Er et
edb-program ikke udgivet ved salg til almenheden, finder § 11 a
ikke anvendelse, og brugen af et sådant ikke-udgivet program -
eller et program, som måtte være udgivet på anden måde end ved
salg til almenheden - vil efter loven forudsætte, at der træffes
aftale med rettighedshaveren. Det er også den normale
forretningsgang, især på markedet for mellemstore og store
datamater, at der eksisterer et aftaleforhold mellem leverandør
og bruger. Selv uden udtrykkelige bestemmelser vil det normalt
kunne indfortolkes i sådanne brugsaftaler, at brugeren må
foretage en vis eksemplarfremstilling. En sådan fortolkning er
imidlertid ikke uden videre i overensstemmelse med bestemmelsen i
§ 27, stk. 1, 2. pkt., hvorefter overdragelse af et eksemplar af
et beskyttet værk ikke indbefatter overdragelse af ophavsret.
Kultur- og Kommunikationsministeriet foreslår derfor, at der som
supplement til bestemmelsen i § 11 a gennemføres en
formodningsregel i § 42 a, som - når intet andet er aftalt -
udfylder ufuldstændige brugsaftaler, således at brugeren får en
adgang til at fremstille brugs-, sikkerheds- og reservekopier,
som stort set svarer til, hvad der for udgivne edb-programmer
følger af § 11 a.
Da der for de ikke-udgivne edb-programmer ofte vil være behov for,
at en virksomhed løbende kan foretage visse ændringer og
justeringer i programmet under hensyn til senere opståede behov,
finder ministeriet det naturligt, at der i § 42 a tillige skabes
hjemmel for, at også sådanne ændringer kan foretages inden for
rammerne af den brug af programmet, som i øvrigt er aftalt med
rettighedshaveren. Som nævnt kan § 42 a fraviges ved aftale
mellem parterne.
Adgangen til at udnytte de eksemplarer, som er fremstillet med
hjemmel i § 42 a, bør efter ministeriets opfattelse kun gælde,
sålænge den aftalte adgang til at udnytte programmet består. En
bestemmelse herom er optaget i § 42 a, stk. 1, 2. pkt.
Til § 42 b
Som det er omtalt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget,
vil ophavsretten til et edb-program, som er frembragt som led i
et ansættelsesforhold, efter den gældende lovs § 1 som
udgangspunkt tilkomme den eller de personer, som har frembragt
programmet. Selv om det i teori og praksis er antaget, at der i
kraft af selve ansættelsesforholdet under visse nærmere
betingelser kan ske en automatisk overgang af ophavsret til
arbejdsgiveren, finder Kultur- og Kommunikationsministeriet, at
der af hensyn til edb-omsætningen bør gennemføres en klar
bestemmelse om overgang af ophavsret på edb-området. Det foreslås
derfor - på linie med, hvad der i 1985 er gennemført i fransk
ophavsretslovgivning - at ophavsretten til et edb-program, der er
frembragt som led i ansættelsesforhold, overgår til
arbejdsgiveren, medmindre andet er aftalt. Den foreslåede
bestemmelse vedrører udelukkende spørgsmålet om
rettighedsovergang til arbejdsgiveren, når det gælder
frembringelse af edb-programmer. Bestemmelsen har ikke
konsekvenser for spørgsmålet om overgang af rettigheder til
arbejdsgiveren på andre måder, som er omfattet af
ophavsretslovgivningen.
Bestemmelsen omfatter alle former for varige ansættelsesforhold med
deraf normalt følgende instruktionsbeføjelser for arbejdsgiveren,
således som de måtte være fastlagt i de til enhver tid gældende
arbejdsretlige bestemmelser. Ikke-permanente ansættelsesforhold
og tilfælde, hvor et edb-program er frembragt efter bestilling
hos en selvstændig frembringer, omfattes ikke af § 42 a.
Overgangen af ophavsret til arbejdsgiveren omfatter ikke alene de i
lovens § 2 nævnte økonomiske rettigheder, men også ophavsmandens
rettigheder efter § 3.
Den stedfundne overgang af ophavsrettigheder forbliver i kraft efter
ansættelsesforholdets ophør.
Uanset den foreslåede overgang af rettigheder til arbejdsgiveren bør
afgørelsen af alle relevante retstekniske spørgsmål, som fx
beregning af beskyttelsestid, bestemmes efter frembringerens
forhold i overensstemmelse med lovens almindelige regler,
herunder også bestemmelsen i lovens § 44. Efter § 44, stk. 1,
gælder det, at når et værk er offentliggjort uden angivelse af
ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer
ophavsretten, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år,
da værket blev offentliggjort.
Til nr. 13
Forslaget er af redaktionel karakter. Ved ændringsloven af 6. juni
1985 blev § 45, stk. 1, om beskyttelse af udøvende kunstnere
ændret, således at beskyttelsen ikke kun gælder for udsendelse og
kabelviderespredning af deres umiddelbare fremførelser ("live
performances"), men også for udsendelse af optagelser af deres
fremførelser. Samtidig blev den i bestemmelsens stk. 2 nævnte
beskyttelsestid for udøvende kunstnere hævet fra 25 år til 50 år.
Siden ændringslovens vedtagelse er Kultur- og
Kommunikationsministeriet blevet opmærksom på, at
beskyttelsestidsbestemmelsen i § 45, stk. 2, ved en redaktionel
fejl ikke blev gjort anvendelig såvel på kopiering af optagelser
af udøvende kunstneres præstationer som på udsendelse af og
samtidig kabelviderespredning af sådanne optagelser. Det foreslås
derfor, at beskyttelsestiden på 50 år ved en præcisering af § 45,
stk. 2, kommer til at gælde også for udsendelse af optagelser af
udøvende kunstneres præstationer i radio og fjernsyn, jf. § 45,
stk. 1, pkt. b. Det bemærkes, at der ikke herved sker nogen
ændring i den generelle licensordning efter § 47 for brug af
grammofonplader i radio og TV m.v.
Til nr. 14
Forslaget indebærer en præcisering af, at edb-programmer ikke skal
være omfattet af den kortvarige katalogbeskyttelse efter § 49.
Desuden indebærer forslaget, at teater- og udstillingsprogrammer
m.v. kun er omfattet af beskyttelsen, hvis de kan siges at
sammenstille et større antal oplysninger. Det bemærkes, at
eventuelt artikelstof i sådanne programmer vil kunne nyde
beskyttelse som litterære værker.
Til nr. 15
Ministeriet er blevet opmærksom på, at henvisningen til § 55, stk.
7, i den gældende lovs § 53, stk. 2, efter de i 1985 gennemførte
lovændringer ikke er korrekt. Det foreslås derfor, at
henvisningen ændres til »§ 55 e, stk. 3«.
Til nr. 16
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede indføjelse af et nyt
stk. 2 i § 22 a, jf. lovforslagets nr. 7.
Til nr. 17
Efter forslagets § 25 a, stk. 6, er den, der erhvervsmæssigt sælger
kunstværker, som berettiger til vederlag i medfør af § 25 a, stk.
1, forpligtet til at fremsende opgørelse over stedfundne salg til
den i § 25 a, stk. 5, nævnte organisation. Det foreslås, at
undladelse af at indsende den nævnte opgørelse skal kunne medføre
bødestraf efter bestemmelsen i § 55 a.
Til nr. 18
Ministeriet er blevet opmærksom på, at den i § 56, stk. 1, foretagne
henvisning til § 55 efter de i 1985 gennemførte lovændringer er
ufuldstændig. Det foreslås derfor, at henvisningen suppleres med
en henvisning til §§ 55 a og b.
Til nr. 19
Til stk. 4
I forholdet til udenlandske ophavsmænd finder ministeriet ikke, at
der for så vidt angår vederlagsretten efter § 25 a (følgeretten)
er behov for at lade den umiddelbare anvendelse af loven være
særligt vidtgående. Navnlig vil det ikke være hensigtsmæssigt at
anvende det såkaldte udgivelseskriterium for beskyttelsen,
således at udenlandske kunstnere kunne kræve følgeretsvederlag,
hvis deres værker først var udgivet i Danmark. I konsekvens heraf
omfatter retten i § 25 a kun værker af personer, som er danske
statsborgere, eller som har fast bopæl her i landet.
For så vidt angår udenlandske statsborgeres rettigheder indeholder
den gældende lov i § 60 en hjemmel for, at der ved kgl. anordning
under forudsætning af gensidighed kan ske udvidelser af lovens
rækkevidde. Denne hjemmel vil også få virkning for følgeretten,
og Bernerkonventionens særlige regler om materiel gensidighed vil
således kunne finde udtryk i de administrativt fastsatte regler.
Udtrykkelige lovbestemmelser herom er følgelig ikke påkrævet.
Til nr. 20
I overensstemmelse med den lovgivningspraksis, som i 1961 og 1985
har været fulgt vedrørende retten til at sprede eksemplarer af
musikalier, dvs. noder, partiturer o.l., og senere i 1985 også
generelt for musikværker, dvs. grammofonplader o.l., foreslås
det, at de i lovforslagets nr. 8 indeholdte nye bestemmelser om
udlån og udlejning af edb-programmer, som er udgivet i
maskinlæsbar form, efter lovens ikrafttræden også skal iagttages
for så vidt angår eksemplarer af edb-programmer, som er kommet
til eksistens før lovens ikrafttræden.
Til § 2
På baggrund af, at der såvel på rettighedshaversiden som på
forhandlersiden bør være fornøden tid til at tilrettelægge
opkrævningen af det nye følgeretsvederlag (droit de suite)
foreslås det i lovforslagets § 2, at forslagets § 1, nr. 10, (§
25 a) først skal træde i kraft den 1. juli 1989.
Til § 3
I forbindelse med vedtagelsen af den generelle licensordning for
kabelspredning af radio- og fjernsynsprogrammer (§ 22 a) vedtoges
det i 1985, at ordningen ikke umiddelbart skulle gælde for
Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning kunne sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
I konsekvens heraf foreslås det, at det samme skal gælde for såvidt
angår den under nr. 7 foreslåede ændring i § 22 a.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »værker af beskrivende art«: »samt
værker i form af edb-programmer«.
§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har
ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift
eller tale udtrykt skønlitterær eller beskrivende fremstilling,
som musikværk eller sceneværk, som filmværk, som værk af
billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet
til udtryk på anden måde.
Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form
udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.
2. I § 9 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for edb-programmer.«
§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og andre
offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.
3. I § 10 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke
beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov
om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).«
§ 10. Beskyttelse efter lov om mønstre udelukker ikke ophavsret.
Stk. 2. Fotografier nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men
beskyttes efter reglerne i lov om retten til fotografiske
billeder.
4. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at
1) opføre et bygningsværk,
2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved
aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde,
som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original, eller
3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed
medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om
1) værker af brugskunst,
2) kunstværker, dersom eksemplarfremstillingen har form af en
kunstnerisk gengivelse.«
§ 11. Af et offentliggjort værk må enkelte eksemplarer fremstilles
til privat brug, men de må ikke udnyttes på anden måde.
Stk. 2. Denne bestemmelse medfører ikke ret til at lade andre
eftergøre brugskunst eller billedhuggerværker eller fremstille
kunstneriske gengivelser af andre kunstværker, og heller ikke ret
til at opføre bygningsværker.
5. Efter § 11 indsættes:
»§ 11 a. Ejeren af et eksemplar af et edb-program, som er udgivet i
maskinlæsbar form ved salg til almenheden, må fremstille reserve-
og sikkerhedseksemplarer af programmet samt sådanne eksemplarer,
som er nødvendige for hans brug af dette. Sådanne eksemplarer må
ejeren ikke udnytte på anden måde, og retten til at udnytte
eksemplarerne bortfalder, hvis ejeren af eksemplaret af det
erhvervede edb-program spreder dette videre.«
6. § 22, stk. 1, indsættes efter »Danmarks Radio«: »,TV2«, og efter
2. pkt. indsættes: »Kultur- og kommunikationsministeren kan
fastsætte, at bestemmelsen skal finde tilsvarende anvendelse på
aftaler, truffet af andre radio- eller fjernsynsforetagender.«
§ 22. Har Danmarks Radio eller radiofonierne på Færøerne og i
Grønland i medfør af aftale med en organisation, som omfatter en
væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker,
ret til at udsende de af organisationen repræsenterede værker, må
radiofonien mod ydelse af vederlag tillige udsende udgivne værker
af tilsvarende art af ophavsmænd, som ikke repræsenteres af
organisationen. Denne bestemmelse gælder ikke for sceneværker og
heller ikke for andre værker, hvis ophavsmanden har nedlagt
forbud mod værkets udsendelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når
ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere
eksemplarer af værket til andre.
Stk. 3. Radio- eller fjernsynsforetagender kan til brug i deres
udsendelser optage værker på bånd, film eller andre indretninger,
der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at
udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne
værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt
gældende regler.
Stk. 4. Ved kgl. anordning kan der gives nærmere forskrifter om
vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og
opbevaringen af disse.
7. I § 22 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Vederlagskravet påhviler ejeren af kabelanlægget. Hvis det
nævn, som er omtalt i § 54, har truffet en afgørelse om
vederlagets størrelse, hvorefter det vederlag, som ejeren skal
betale, er fastsat som et beløb pr. tilslutning i anlægget, skal
brugeren af den enkelte tilslutning betale et beløb til ejeren,
som svarer dertil.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 22 a. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles
over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af
radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at
udsendelsen finder sted.
Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke,
når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen
fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere
end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af
nærtliggende bygninger.
Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af ministeren
for kulturelle anliggender godkendt fællesorganisation, som
omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre
rettighedshavere, herunder radio- eller fjernsynsforetagender og
fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder
anvendes i radio- eller fjernsynsudsendelser i Danmark.
Stk. 4. Fællesorganisationens vederlagskrav forældes efter 3 år fra
udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen
afbrydes ved skriftligt påkrav fra Fællesorganisationen.
Ophavsmandens krav mod fællesorganisationen forældes efter 3 år
fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted.
Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra rettighedshaveren.
8. § 23 affattes således:
»§ 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan de
udgivne eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden
ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede
1) eksemplarer af musikværker gennem udlejning eller
2) eksemplarer af edb-programmer, som er udgivet i maskinlæsbar
form, gennem udlån eller udleje.
Stk. 3. Når et filmværk er udgivet i form af salg til almenheden,
kan de eksemplarer, som er omfattet af udgivelsen, spredes
videre. Dog må de ikke uden ophavsmandens samtykke spredes til
almenheden gennem udlån eller udlejning.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i
forfatternes ret til vederlag for det offentlige udlån af bøger,
som sker gennem bibliotekerne, jf. lov om biblioteksafgift.«
§ 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan udgivne
eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt. Dog kan
eksemplarer af musikværker ikke uden ophavsmandens samtykke
spredes til almenheden gennem udlejning.
Stk. 2. Der sker ikke ved bestemmelsen i stk. 1 nogen indskrænkning
i forfatternes ret til vederlag for det gennem bibliotekerne
stedfindende offentlige udlån af bøger, jf. lovbekendtgørelse nr.
128 af 16. april 1959 § 7, stk. 2.
9. I § 25, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »film«: », jf. dog § 25
a.«
§ 25. Når ophavsmanden har overdraget et eller flere eksemplarer af
et kunstværk til andre, eller værket er blevet udgivet, må de
overdragne eller udgivne eksemplarer spredes videre, og værket må
vises offentligt på anden måde end i fjernsyn eller ved visning
af film. Værket må dog medtages ved indspilning og visning af
film eller fjernsynsprogram, når gengivelsen af det er af
underordnet betydning for filmens eller fjernsynsprogrammets
indhold.
Stk. 2. Kunstværker, som indgår i en samling, eller som udstilles
eller udbydes til salg, kan afbildes i kataloger over samlingen
og i meddelelser om udstilling eller salg. Kunstværker kan også
afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for
offentligheden tilgængelig plads eller vej, men er kunstværket
hovedmotivet, og udnyttes gengivelsen erhvervsmæssigt, har
ophavsmanden krav på vederlag, medmindre det drejer sig om
afbildning i aviser.
Stk. 3. Bygninger kan frit afbildes.
10. Efter § 25 indsættes:
»§ 25 a. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af
kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5% af
salgsprisen ekskl. moms.
Stk. 2. Retten til vederlag omfatter ikke bygningsværker. Værker af
brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere
identiske eksemplarer.
Stk. 3. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere
regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om
mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.
Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. §
43. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død
falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og
livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller
livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er
nævnt i stk. 5.
Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af kultur- og
kommunikationsministeren. Organisationen forestår opkrævningen og
foretager udlodningen til de berettigede. De berettigedes krav
mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen
af det år, i hvilket videresalget fandt sted.
Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er
sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over
salget af kunstværker, attesteret af en statsautoriseret eller
registreret revisor, til den organisation, som er nævnt i stk. 5.«
11. § 31 stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke
foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem
eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis
forfølgningen retter sig mod
1) manuskripter,
2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan
udføres, eller
3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til
salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.«
§ 31. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke være
genstand for kreditorforfølgning, hverken hos ham selv eller hos
nogen, til hvem den er overgået ifølge ægteskab eller arv.
Stk. 2. Det samme gælder for så vidt angår kunstværker, som ikke er
udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til
offentliggørelse, og med hensyn til manuskripter.
12. Efter § 42 indsættes i kapitel 3:
»Særlige bestemmelser om edb-programmer
§ 42 a. En aftale om ret til at udnytte et edb-program medfører, når
intet andet er aftalt, ret til at foretage sådanne ændringer i
programmet, som er nødvendige for udnyttelsen af den aftalte
udnyttelse, jf. dog § 3, samt ret til at fremstille sådanne
eksemplarer, herunder reserve- og sikkerhedseksemplarer, som er
nødvendige for udnyttelsen af programmet. Retten til at udnytte
sådanne eksemplarer bortfalder, hvis retten til at udnytte
programmet ophører.
§ 42 b. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt som led i
et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, medmindre
andet er aftalt.
13. I § 45, stk. 2, indsættes efter »gengive den,»: »eller udsendes
i lydradio eller fjernsyn,».
§ 45. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller
kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke
a) optages på grammofonplade, lydbånd, film eller anden indretning,
der kan gengive den;
b) udsendes i lydradio eller fjernsyn;
c) på anden måde ved samtidig overføring ad teknisk vej gøres
offentligt tilgængelig for en anden kreds end den, for hvilken
kunstneren direkte optræder.
Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, punkt a), må
den ikke uden kunstnerens samtykke overføres til anden
indretning, der kan gengive den, førend 50 år er forløbet efter
udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted.
Stk. 3. På optagelser, udsendelser og overføringer som nævnt i stk.
1 og stk. 2 finder bestemmelserne i § 3, § 11, stk. 1, § 14, stk.
1, §§ 17, 20 og 21, § 22, stk. 3 og 4, § 22 a, § 24 a samt §§
27-31 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 b) kan Det Kongelige Teater
lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning
af officielle besøg udsende af Danmarks Radio i lydradio og
fjernsyn.
14. I § 49, stk. 1, udgår: »samt programmer«.
§ 49. Kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et
større antal oplysninger, samt programmer må ikke eftergøres uden
samtykke af den, som har frembragt dem, før 10 år er gået efter
det år, da arbejdet blev udgivet.
Stk. 2. Er arbejder af den nævnte art eller dele deraf genstand for
ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 11, stk. 1, og §§ 14, 15 a, 17 og 24 a
finder tilsvarende anvendelse. Det samme gælder bestemmelsen i §
9, dog ikke for så vidt angår Det Kongelige Teaters programmer.
15. I § 53, stk. 2, ændres »§ 55, stk. 7« til: »§ 55 e, stk. 3«.
§ 53. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller
kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for
almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle
interesser herved krænkes.
Stk. 2. Ministeriet for Kulturelle Anliggender afgiver efter
anmodning erklæring om, hvorvidt en benyttelse af et værk skønnes
at være i strid med de i stk. 1 angivne regler eller at indebære
en overtrædelse af § 3, der vil kunne medføre offentlig påtale,
jfr. § 55, stk. 7.
16. I § 54, stk. 2, ændres »§ 22 a, stk. 3« til: »22 a, stk. 4« og
»§ 22 a, stk. 4« til: »22 a, stk. 5«.
§ 54. Såfremt der ikke kan opnås enighed om størrelsen af vederlag i
henhold til §§ 14, 15 a, stk. 3, 16, 17, 18, 19, 22, 22 a, 25 og
47, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af
ministeren for kulturelle anliggender nedsat særligt nævn. Nævnet
har den endelige administrative afgørelse. Ministeren fastsætter
de nærmere regler for nævnets virksomhed.
Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 48, stk.
1, at give samtykke til, at foretagendets radio- eller
fjernsynsudsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over
kabelanlæg, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en
sådan fordeling, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring af
hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte
nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan
dog af nævnet kun træffes på grundlag af krav fremsat af radio-
eller fjernsynsforetagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte
fællesorganisation. Bestemmelsen i § 22 a, stk. 4, finder
tilsvarende anvendelse.
17. I § 55 a indsættes som nr. 4):
»4) unddrager sig vederlagspligten ved at undlade at fremsende
opgørelse efter § 25 a, stk. 6.«
§ 55 a. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt
1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, § 26, stk. 2 og 3, § 28, stk. 1, §
39, stk. 1, § 45, stk. 1, litra b og c, § 48, stk. 1, 1. pkt.,
eller §§ 50-53,
2) overtræder forskrifter givet efter § 30, stk. 2, eller efter §
45, stk. 3, jf. § 30, stk. 2, eller
3) overtræder § 45, stk. 3, jf. §§ 3 og 28, stk. 1.
18. I § 56, stk. 1, ændres »§ 55« til: »§§ 55, 55 a og 55 b«.
§ 56. Tab, som er forvoldt ved en af de i § 55 nævnte overtrædelser,
kan kræves erstattet efter de almindelige erstatningsregler. Den,
der har krænket en ophavsmands eller udøvende kunstners ret ved
retsstridigt forhold, skal dømmes til at betale den forurettede
en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.
Stk. 2. For så vidt det skønnes rimeligt, kan der tilkendes den
forurettede erstatning, selv om overtrædelsen er begået i god
tro. I dette tilfælde kan erstatningen dog ikke overstige den ved
overtrædelsen indvundne fortjeneste.
19. I § 58 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
Stk. 4. Bestemmelserne i § 25 a gælder for værker af danske
statsborgere og personer, der er bosat i Danmark'.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.
§ 58. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for:
1) værker af danske statsborgere eller personer, der er bosat i
Danmark,
2) værker, som er udgivet første gang i Danmark, eller som er
udgivet første gang samtidig i Danmark og i et andet land, og
3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde eller er bosat i
Danmark,
4) bygningsværker, beliggende i Danmark,
5) kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.
Stk. 2. Ved anvendelse af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at
have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land
inden 30 dage udgives i Danmark.
Stk. 3. Ved anvendelse af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er
oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet
på filmen.
Stk. 4. Bestemmelsen i § 42 finder ikke anvendelse på filmværker,
der efter den reviderede Bernerkonvention til beskyttelse af
litterære og kunstneriske værker af 24. juli 1971 har som
hjemland et andet til Bernerunionen hørende land end Danmark, som
har tiltrådt konventionen af 1971. Særlige bestemmelser om
aftaler vedrørende medvirken ved indspilning af sådanne
filmværker kan gives ved kgl. anordning.
Stk. 5. Bestemmelserne i §§ 51-53 finder dog anvendelse på ethvert
værk, som omfattes af § 1.
20. I § 61, stk. 2, indsættes efter »musikværker«: »og om udlån og
udlejning af edb-programmer«.
§ 61. Loven gælder også værker og andre frembringelser, som allerede
er genstand for ophavsret efter ældre love.
Stk. 2. Eksemplarer, som er lovligt fremstillet før lovens
ikrafttræden, kan fremdeles vises offentligt og spredes til
almenheden, idet dog bestemmelsen i § 23 om udlejning af
musikværker må iagttages.
Stk. 3. Beskyttelsen mod eftergørelse af en lydoptagelse, som er
fremstillet før lovens ikrafttræden, og som ville være beskyttet
efter ældre lov, skal uanset den i § 46 angivne tidsfrist ikke
kunne udløbe tidligere end 1. oktober 1966.