Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00153@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf.

lovbekendtgørelse nr. 52 af 27. januar 1987, foretages følgende

ændringer:

1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »værker af beskrivende art«: »samt

værker i form af edb-programmer«.

2. I § 9 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for edb-programmer.«

3. I § 10 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke

beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov

om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).«

4. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved

aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde,

som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original, eller

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed

medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) værker af brugskunst,

2) kunstværker, dersom eksemplarfremstillingen har form af en

kunstnerisk gengivelse.«

5. Efter § 11 indsættes:

Ȥ 11 a. Ejeren af et eksemplar af et edb-program, som er udgivet i

maskinlæsbar form ved salg til almenheden, må fremstille reserve-

og sikkerhedseksemplarer af programmet samt sådanne eksemplarer,

som er nødvendige for hans brug af dette. Sådanne eksemplarer må

ejeren ikke udnytte på anden måde, og retten til at udnytte

eksemplarerne bortfalder, hvis ejeren af eksemplaret af det

erhvervede edb-program spreder dette videre."

6. I § 22, stk. 1, indsættes efter »Danmarks Radio«: », TV 2«, og

efter 2. pkt. indsættes: »Kultur- og kommunikationsministeren kan

fastsætte, at bestemmelsen skal finde tilsvarende anvendelse på

aftaler, truffet af andre radio- eller fjernsynsforetagender.«

7. I § 22 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Vederlagskravet påhviler ejeren af kabelanlægget. Hvis det

nævn, som er omtalt i § 54, har truffet en afgørelse om

vederlagets størrelse, hvorefter det vederlag, som ejeren skal

betale, er fastsat som et beløb pr. tilslutning i anlægget, skal

brugeren af den enkelte tilslutning betale et beløb til ejeren,

som svarer dertil.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

8. § 23 affattes således:

» § 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan de

udgivne eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden

ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede

1) eksemplarer af musikværker gennem udlejning eller

2) eksemplarer af edb-programmer, som er udgivet i maskinlæsbar

form, gennem udlån eller udlejning.

Stk. 3. Når et filmværk er udgivet i form af salg til almenheden,

kan de eksemplarer, som er omfattet af udgivelsen, spredes

videre. Dog må de ikke uden ophavsmandens samtykke spredes til

almenheden gennem udlån eller udlejning.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i

forfatternes ret til vederlag for det offentlige udlån af bøger,

som sker gennem bibliotekerne, jf. lov om biblioteksafgift.«

9. I § 25, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »film«: », jf. dog § 25

a«

10. Efter § 25 indsættes:

»§ 25 a. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af

kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5% af

salgsprisen ekskl. moms.

Stk. 2. Retten til vederlag omfatter ikke bygningsværker. Værker af

brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere

identiske eksemplarer.

Stk. 3. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om

mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. §

43. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død

falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og

livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller

livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er

nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af en

organisation, som er godkendt af kultur- og

kommunikationsministeren. Organisationen forestår opkrævningen og

foretager udlodningen til de berettigede. De berettigedes krav

mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen

af det år, i hvilket videresalget fandt sted.

Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er

sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over

salget af kunstværker, attesteret af en statsautoriseret eller

registreret revisor, til den organisation, som er nævnt i stk. 5.«

11. § 31, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke

foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem

eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis

forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan

udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til

salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.«

12. Efter § 42 indsættes i kapitel 3:

»Særlige bestemmelser om edb-programmer

§ 42 a. En aftale om ret til at udnytte et edb-program medfører, når

intet andet er aftalt, ret til at foretage sådanne ændringer i

programmet, som er nødvendige for den aftalte udnyttelse, jf. dog

§ 3, samt ret til at fremstille sådanne eksemplarer, herunder

reserve- og sikkerhedseksemplarer, som er nødvendige for

udnyttelsen af programmet. Retten til at udnytte sådanne

eksemplarer bortfalder, hvis retten til udnytte programmet

ophører.

§ 42 b. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt som led i

et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, medmindre

andet er aftalt.«

13. I § 45, stk. 2, indsættes efter »gengive den,»: »eller udsendes

i lydradio eller fjernsyn,».

14. I § 49, stk. 1, udgår: »samt programmer«.

15. I § 53, stk. 2, ændres »§ 55, stk. 7« til: »§ 55 e, stk. 3«.

16. I § 54, stk. 2, ændres »§ 22 a, stk. 3« til: »§ 22 a, stk. 4« og

»§ 22 a, stk. 4« til: »§ 22 a, stk. 5«.

17. I § 55 a indsættes som nr. 4):

»4) unddrager sig vederlagspligten ved at undlade at fremsende

opgørelse efter § 25 a, stk. 6.«

18. I § 56, stk. 1, ændres »§ 55« til: »§§ 55, 55 a og 55 b«.

19. I § 58 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Bestemmelserne i § 25 a gælder for værker af danske

statsborgere og personer, der er bosat i Danmark«.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

20. I § 61, stk. 2, indsættes efter »musikværker«: »og om udlån og

udlejning af edb-programmer«.

§ 2

Loven træder i kraft den ..., § 1, nr. 10, dog først den 1. juli

1989.

§ 3

Lovens § 1, nr. 7 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og

Grønland med de afvigelser, som særlige færøske eller grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Den gældende ophavsretslov blev gennemført i 1961. Loven findes med

senere ændringer optrykt i bekendtgørelse nr. 52 af 27. januar

1987 af lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.

Lovens bestemmelser er stort set identiske med tilsvarende

bestemmelser i de øvrige nordiske ophavsretslove.

I 1973 og 1977 blev der foretaget nogle mindre lovændringer.

Ændringerne i 1973 tog sigte på at muliggøre Danmarks

ratifikation af Bernerkonventionen af 1971. Ved ændringen i 1977

blev der gennemført nye bestemmelser om skolernes adgang til at

foretage optagelser til undervisningsbrug af udsendelser i radio

og fjernsyn (§ 17).

I 1976 nedsatte kulturministeren et udvalg (Ophavsretsudvalget) med

den opgave i samarbejde med tilsvarende udvalg i de andre

nordiske lande at forberede en generel lovrevision i lyset af den

teknologiske og øvrige samfundsmæssige udvikling, som havde

fundet sted siden 1961. Ophavsretsudvalget har afgivet 7

delbetænkninger:

- Licenskonstruktioner og fotokopiering, betænkning 912/1981,

- Båndafgifter - sanktioner - påtale, betænkning 944/1982,

- Beskyttelse af kunstneriske præstationer, betænkning 962/1982,

- Film- og videogramspørgsmål, betænkning 1000/1984,

- Ophavsretligt biblioteksvederlag, betænkning 1038/1985,

- Billedret, betænkning 1063/1986,

- Ophavsret og EDB, betænkning 1064/1986.

Udvalget påregner at afgive en afsluttende betænkning i løbet af

1988.

I 1985 blev der på grundlag af forslag i de ovennævnte

delbetænkninger foretaget en mere omfattende lovrevision.

Emnemæssigt drejede det sig om følgende spørgsmål:

- Gennemførelse af en aftalelicens for fotokopiering i

undervisningsvirksomhed (§ 15 a)

- Krav om samtykke fra ophavsmanden ved udlejning af grammofonplader

(§ 23)

- Regulering af forholdet mellem ophavsretsloven og

offentlighedsloven (§ 24 a)

- Forlængelse af beskyttelsestiden for udøvende kunstnere og

grammofonpladeproducenter og radio- og fjernsynsforetagender fra

25 år til 50 år (§§ 45, 46 og 48)

- Skærpede sanktioner i forbindelse med pirateri (§§ 55, 55 a-f)

- Gennemførelse af en generel licensordning for samtidig og uændret

viderespredning af radio- og fjernsynsprogrammer over kabelanlæg

(§ 22 a).

Sidstnævnte ændring blev gennemført på grundlag af betænkningen

"Nabolands-TV i kabel" (NU 1983:12) afgivet af en af Nordisk

Ministerråd nedsat arbejdsgruppe.

Hovedpunkterne i dette lovforslag er:

- En præcisering af, at lovens bestemmelser om beskyttelse af

litterære værker også skal finde anvendelse på edb-programmer

(lovforslagets nr. 1).

- Gennemførelse af et forbud mod at fremstille eksemplarer til

privat brug (§ 11)af edb-programmer i maskinlæsbar form

(lovforslagets nr. 4) samt gennemførelse af nye bestemmelser i §

11 a og § 42 a (lovforslagets nr. 5 og 12) om ret til at

fremstille reserve- og sikkerhedseksemplarer m.v. af

edb-programmer.

- Præcisering af den i 1985 gennemførte generelle licensordning for

kabelviderespredning af radio- og TV-programmer (lovforslagets

nr. 7).

- Ændring af lovens § 23 om spredning af eksemplarer i relation til

edb-programmer og filmværker (lovforslagets nr. 8).

- Indførelse af en ophavsretlig afgift på 5% ved erhvervsmæssigt

videresalg af kunstværker (lovforslagets nr. 10).

- Gennemførelse af en særlig bestemmelse i § 42 b om ophavsretten

til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold (lovforslagets

nr. 12).

Lovforslaget har et begrænset sigte. Hovedformålet er at præcisere

ophavsretslovens anvendelighed på edb-området. En sådan

præcisering er påkrævet, fordi der i de senere år har hersket en

vis retsusikkerhed, som på længere sigt ville kunne have uheldige

konsekvenser for edb-omsætningen. Det skal i den forbindelse

bemærkes, at programmer for datamaskiner efter § 1, stk. 2, nr.

3) i patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 25. oktober

1978, ikke kan opnå patentbeskyttelse. Om baggrunden herfor

henvises til Ophavsretsudvalgets edb-betænkning side 36-37.

Kultur- og Kommunikationsministeriet har endvidere fundet det

ønskeligt, at der på et enkelt af lovens mere traditionelle

beskyttelsesområder - billedkunstområdet - gennemføres

forbedringer i ophavsmændenes retlige stilling. Vigtigst blandt

de foreslåede ændringer er forslaget om indførelse af en

afgiftsordning i forbindelse med erhvervsmæssigt videresalg af

kunstværker, men der stilles også andre forslag om forbedringer.

Forslagene er baseret på Ophavsretsudvalgets delbetænkning nr. 6

om Billedret, bet. 1063/1986. En del af udvalgets forslag er ikke

medtaget, da de efter ministeriets opfattelse kræver yderligere

overvejelser og nordiske forhandlinger. Dette gælder blandt andet

udvalgets forslag om obligatorisk høring af arkitekten i

forbindelse med ændringer af offentlige bygninger, ophavsretligt

udstillingsvederlag og bestemmelser om ret for en kunstner til at

have en lovbestemt adgangsret til værker, fx et maleri, som

kunstneren har solgt. For så vidt angår spørgsmålet om

udstillingsvederlag skal det nævnes, at Kultur- og

Kommunikationsministeriet påregner i nær fremtid at udstede

regler for betaling af et udstillingsvederlag til bildende

kunstnere for udlån af egne værker til udstillinger, hvor

ministeriet eller dets institutioner er arrangør eller

medarrangør. Vederlagsordningen vil foreløbig være en

forsøgsordning, gældende for en periode på 3 år.

I forbindelse med forslaget om en ophavsretlig afgiftsordning

(lovforslagets nr. 10) har ministeriet overvejet, om forslaget

burde kombineres med en generel offentligretlig afgift, som også

skulle omfatte omsætning af ikke-beskyttede kunstværker. Der

henvises i denne forbindelse til de af Folketinget i

folketingsåret 1986-87 behandlede lovforslag om afgift på

erhvervsmæssig omsætning af bildende kunst og om ændringer i

ophavsretsloven (L 194 og L 195), jf. Folketingstidende 1986-87,

Forhandl. sp. 7061, 9176, 12910, Tillæg A, sp. 4159, 4163 og

Tillæg B, sp. 2485.

Kultur- og Kommunikationsministeriet finder imidlertid, at der

knytter sig svære principielle og administrative betænkeligheder

til en sådan sammenblanding af privatretlige og offentligretlige

afgifter. Ministeriet finder derfor, at der først bør søges

gennemført og indhentet erfaringer med en rent ophavsretlig

ordning, som kunstnerne selv administrerer. I overensstemmelse

hermed fremsættes der ikke forslag om nogen generel offentlig

afgift på omsætning af billedkunst.

Endelig indeholder lovforslaget et forslag til en præcisering af den

i 1985 gennemførte generelle licensordning for kabelspredning af

radio- og fjernsynsprogrammer (§ 22 a). Det drejer sig om et

punkt, som har givet anledning til tvivl i forhold til

boliglovgivningens huslejebestemmelser. Det foreslås, at der i

ophavsretsloven skabes hjemmel for, at ejeren af et kabelanlæg

kan opkræve de afgifter, der er fastsat af det nævn, som er

omtalt i § 54 (Tvangslicensnævnet), hos de enkelte brugere, der

er tilsluttet kabelanlægget.

Bortset fra de nævnte ændringsforslag finder Kultur- og

Kommunikationsministeriet, at mere omfattende og principielle

lovændringer bør afvente Ophavsretsudvalgets afsluttende

betænkning, idet sådanne ændringer også må forudsætte nordiske

drøftelser med sigte på, at den i 1961 tilvejebragte retsenhed

bevares.

Forslaget til nye edb-bestemmelser (lovforslagets nr. 1-5, 8 og 12)

skal ses på baggrund af den internationale udvikling. Forholdet

mellem datateknologien og ophavsretten har siden midten af

1970'erne været drøftet indenfor UNESCO og WIPO (World

Intellectual Property Organization), som er ansvarlig for de to

centrale immaterialretlige konventioner, Bernerkonventionen til

værn for litterære og kunstneriske værker og Pariserkonventionen

til beskyttelse af industriel ejendomsret.

I 1982 blev der indenfor UNESCO og WIPO vedtaget en rekommandation,

som afspejlede, at indlæggelse og udtræk ("input" og "output") af

beskyttede værker i edb-baser efter almindelig international

opfattelse måtte betragtes som eksemplarfremstilling

(reproduktion) efter de gældende bestemmelser i de internationale

ophavsretskonventioner og national lovgivning. Samme holdning har

ligget til grund for Ophavsretsudvalgets edb-betænkning. Der er

derfor i almindelighed ikke fra udvalgets side stillet forslag om

lovændringer med hensyn til brug af beskyttede værker i

edb-systemer. Der henvises om de nævnte spørgsmål samt

spørgsmålet om skabelse af værker ved hjælp af datamater til

udvalgsbetænkningen side 19-35 og 67-69. Udvalget har dog stillet

et enkelt forslag til lovændring for så vidt angår værker, som er

lagret i en edb-base. Det drejer sig om såkaldt »downloading«,

dvs. totalkopiering af alt, hvad der findes af værker i en

database ved brug af fremmed medhjælp. Udvalget finder, at noget

sådant bør være undergivet et forbud i ophavsretslovens § 11.

Efter Kultur- og Kommunikationsministeriets opfattelse må det

anses for tvivlsomt, om der er konstateret et tilstrækkeligt

behov for et sådant forbud. Da tilsvarende forslag ikke er

medtaget i de forslag, som er fremlagt i de øvrige nordiske

lande, finder ministeriet det ikke rigtigt på nuværende tidspunkt

at fremsætte forslag om et generelt forbud mod brug af fremmed

medhjælp ved eksemplarfremstilling til privat brug af værker, som

er indeholdt i data-baser. Spørgsmålet bør afvente yderligere

forhandlinger på nordisk plan.

Spørgsmålet om retsbeskyttelsen for det edb-program, der styrer en

given edb-udnyttelse, har ligeledes været genstand for

overvejelser inden for WIPO. I 1978 publicerede WIPO nogle "Model

Provisions on the Protection of Computer Software".

Modelbestemmelserne tog sigte på en såkaldt "sui generis"

regulering, dvs. at beskyttelsen af edb-programmer såvel

nationalt som internationalt skulle oparbejdes ved særlig

lovgivning udenfor de patentretlige og ophavsretlige

regelsystemer. Modelbestemmelserne blev ikke fulgt i noget land.

I stedet viste forløbet af regeringsekspertmøder i 1983 og 1985,

at den overvejende opfattelse gik i retning af, at edb-programmer

var eller burde være omfattet af national ophavsretslovgivning.

Ligeledes fandt man, at spørgsmålet om oparbejdelse af en

international retsbeskyttelse bedst blev løst ved anvendelse af

princippet om national behandling indenfor rammerne af de

eksisterende ophavsretskonventioner, Bernerkonventionen og

Verdenskonventionen om ophavsret senest af 1971. Ud fra sådanne

synspunkter blev der i 1980 i USA gennemført ændringer i

Copyright Act, og tilsvarende ændringer i den ophavsretlige

lovgivning er i 1985 gennemført i en række andre ledende

edb-lande fx Japan, England, Frankrig og Vesttyskland.

Udformningen af edb-bestemmelserne har på et enkelt punkt givet

ministeriet anledning til overvejelser af en mere principiel

karakter. Det drejer sig om spørgsmålet, hvorvidt der bør

gennemføres specielle bestemmelser, om ophavsretten til

edb-programmer, der er frembragt som led i et ansættelsesforhold.

Ministeriets udgangspunkt har været, at en bestemmelse af denne

karakter ikke ville harmonere med hidtidig nordisk

lovgivningspraksis. Under de hidtidige nordiske

revisionsovervejelser har der også været overvejende enighed om,

at spørgsmålet om ansattes ophavsret fortsat ikke burde være

reguleret ved særlige bestemmelser i ophavsretslovgivningen.

Den gældende lov indeholder ikke bestemmelser om, hvilke rettigheder

en arbejdsgiver kan gøre krav på i relation til værker, der er

skabt af en ansat. Spørgsmålet er heller ikke udtrykkeligt omtalt

i de motiver, som ligger til grund for lovens vedtagelse.

Udgangspunktet er derfor, at rettighederne kun overgår til

arbejdsgiveren i det omfang dette er aftalt, det være sig ved

udtrykkelige eller stiltiende aftaler. Ved fortolkningen af

sådanne aftaler finder bestemmelserne i §§ 27 og 28 anvendelse,

jf. bemærkningerne til lovforslagets nr. 12. Aftalernes indhold

og område må fastsættes i overensstemmelse med disse

bestemmelser, evt. kombineret med foreliggende sædvaner på

området. I tilfælde, hvor der ikke foreligger udtrykkelige

aftaler, er det lovens udgangspunkt, at der må anlægges en snæver

fortolkning af rettighedsoverdragelsens omfang. Det udtales

blandt andet i lovforslagets bemærkninger til § 27, at

formodningen vil være imod, at der foreligger en total

rettighedsoverdragelse, hvis ikke dette klart og utvetydigt

fremgår af aftalen (Folketingstidende 1959/60, Tillæg A, spalte

2736).

En lignende holdning findes i de svenske lovmotiver. Det bemærkes i

disse, at aftaler om total overdragelse af råderetten er

usædvanlige. Selv i tilfælde, hvor en generelt formuleret

overdragelse foreligger, vil ophavsmanden ofte bevare retten til

at udgive værket i ændret eller bearbejdet form. Ved visse

ansættelsesforhold vil arbejdsaftalen dog i reglen indebære, at

arbejdsgiveren erhverver hele ophavsmandens råderet over værker,

skabt i ansættelsesforholdet. Som eksempler nævnes kunstnere

ansat i kunstindustrien eller på reklamebureauer.

I den nordiske retslitteratur synes det at være en almindelig

opfattelse, at arbejdsgiveren - i tilfælde hvor en arbejdsaftale

går ud på, at en ansat skal skabe åndsværker - kan få visse

rettigheder over de skabte værker i kraft af selve

tjenesteforholdet. Derimod er der nogen divergens med hensyn til

spørgsmålet, hvor langt arbejdsgiverens rettigheder strækker sig.

Der synes imidlertid at råde enighed om, at de sædvaner, der er

etableret indenfor bestemte brancher, under alle omstændigheder

må tillægges væsentlig betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om

rettighedsovergang mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Spørgsmålet om den ophavsretlige beskyttelse af edb-programmer er

først blevet aktuelt i de senere år. Kultur- og

Kommunikationsministeriet finder imidlertid at måtte gå ud fra,

at den gældende ulovbestemte retstilstand under hensyn til

eksisterende praksis og sædvane på edb-området ofte vil føre til,

at arbejdsgiveren allerede i kraft af selve ansættelsesforholdet

erhverver alle for den pågældende virksomhed relevante

udnyttelsesrettigheder til edb-programmer, som i et teamwork er

frembragt af personer, som er ansat med henblik på frembringelse

af sådanne programmer. Dette må efter ministeriets opfattelse

ikke mindst antages at være tilfældet, hvor en virksomheds formål

er at frembringe edb-systemprogrammer med henblik på almindelig

omsætning, det være sig ved salg eller begrænset overdragelse.

Selvom det herefter kan forekomme tvivlsomt, om der foreligger et

tilstrækkeligt behov for en lovregulering, finder ministeriet det

rigtigst, at der ud fra almene samfunds- og retssikkerhedsmæssige

hensyn omkring omsætningen af edb gennemføres en sådan

regulering. Lovforslaget indeholder derfor under nr. 12 et

forslag om, at ophavsretten til et edb-program, der er frembragt

som led i et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren,

medmindre andet er aftalt.

Det bemærkes, at de omtalte delbetænkninger fra Ophavsretsudvalget

om »Billedret« og »Ophavsret og EDB«, som udgør grundlaget for

lovforslagets hovedbestemmelser, har været udsendt til høring hos

en række myndigheder, institutioner, organisationer m.fl.

Lovforslaget medfører ikke direkte økonomiske konsekvenser for

staten eller kommunerne.

På baggrund af, at der såvel på rettighedshaversiden som på

forhandlersiden bør være fornøden tid til at tilrettelægge

opkrævningen af det nye følgeretsvederlag (droit de suite)

foreslås det i lovforslagets § 2, at forslagets § 1, nr. 10, (§

25 a), først skal træde i kraft den 1. juli 1989.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I ophavsretslovens § 1 fastslås lovens udgangspunkt, hvorefter

litterære og kunstneriske værker nyder ophavsretlig beskyttelse.

Kultur- og Kommunikationsministeriet kan tilslutte sig

Ophavsretsudvalgets opfattelse, hvorefter beskyttelsen efter § 1

allerede efter lovens hidtidige formulering må antages også at

omfatte edb-programmer. Forslaget om indføjelse af en udtrykkelig

regel herom i § 1, stk. 2, har derfor alene en klargørende

karakter. Ministeriet finder, at edb-programmer mest

hensigtsmæssigt bør henregnes til de litterære værker. Dette har

betydning for de indskrænkninger i enerettighederne, som hjemles

i lovens kapitel 2, hvor der flere steder sondres mellem

forskellige værkstyper.

Kultur- og Kommunikationsministeriet har overvejet spørgsmålet,

hvorvidt det må anses for påkrævet at indføje en definition af

begrebet »edb-program« i § 1. En række forslag til en sådan

definition er i 1984 fremkommet på internationalt plan inden for

WIPO. En definition, som efter ministeriets opfattelse vil kunne

tjene som vejledning i praksis, er følgende: »Et edb-program er

en række instruktioner eller oplysninger, fikseret i en hvilket

som helst form eller på et hvilken som helst medium, som

tilsigter direkte eller indirekte at bringe en datamat til at

angive, udføre eller opnå en bestemt funktion, opgave eller et

bestemt resultat.« Bortset herfra finder ministeriet, at

spørgsmålet om den nærmere afgrænsning af beskyttelsesområdet for

edb-programmer under hensyn til den hurtigt skiftende tekniske

udvikling bør være overladt til praksis.

Omfattet af den ophavsretlige beskyttelse er kun edb-programmer, som

kan betegnes som "værker". Heri ligger, at programmet skal være

resultatet af en skabende åndsindsats. Det må altså fx ikke være

en afskrift af et andet program. Endvidere skal programmet bære

præg af ophavsmandens individualitet. Det betyder, at det må

adskille sig fra det nærliggende og alment kendte.

Den nærmere afgrænsning af originalitetskravet på edb-området har

givet anledning til en del retsafgørelser i udlandet. Nogen dansk

praksis foreligger ikke. Et karakteristisk træk i udenlandsk

praksis har været, at man synes at have søgt at afbalancere

kravet til det individuelle præg over for behovet for at sikre

den almindelige erhvervsfrihed.

I dansk praksis har man hidtil på de traditionelle områder indenfor

ophavsretten været liberal med hensyn til at yde beskyttelse af

fx billedkunst og skønlitteratur, måske fordi der her ikke findes

særligt markerede modstående erhvervsmæssige interesser.

Forholdet har været anderledes ved fx brugskunst, hvor en for

liberal beskyttelse kan gøre det vanskeligt for konkurrerende

virksomheder at holde trit med den nyeste udvikling på området.

På sådanne konkurrenceprægede områder har man i praksis været

mere tilbageholdende, både med hensyn til at fastslå beskyttelse

og med hensyn til at fastslå, at der i konkrete tilfælde

foreligger krænkelser.

Efter Kultur- og Kommunikationsministeriets opfattelse er

edb-programmer et område, hvor hensynet til den frie

erhvervsudøvelse tilsiger en vis tilbageholdenhed med hensyn til

ophavsretsbeskyttelse. Det bør efter ministeriets opfattelse

fastholdes, at der - også når det gælder edb-programmer -

eksisterer et vist "åndeligt fælleseje" i form af gængse

fremgangsmåder, nærliggende og velkendte problemløsninger osv.,

hvortil der ikke kan hævdes ophavsret. Hvis et program eller en

programdel således ikke i en eller anden henseende hæver sig over

det niveau, som det almindelige fælleseje repræsenterer, nyder

programmet ikke beskyttelse. For at beskyttelse kan opnås kræves

det, at programmet er udtryk for en særlig intellektuel indsats,

som i øvrigt også ofte vil være ganske omkostningskrævende for de

virksomheder, som frembringer edb-programmer.

Den ophavsretlige beskyttelse knytter sig til den udformning af

værket, som ophavsmanden har givet det. Den ide eller de

principper (algoritmer), som ligger til grund for værket,

beskyttes ikke. Dette kan opfattes som en svaghed ved den

ophavsretlige beskyttelse, men det indebærer også visse fordele,

idet der ikke sker nogen "monopolisering" af ideer og almene

principper. Beskyttelsen omfatter værket i alle dets mulige

fremtrædelsesformer, altså uanset om det er udtrykt i skematisk

form, nedskrevet i programmeringssprog eller i maskinsprog. Det

spiller ikke nogen rolle, om programmet fremtræder i kilde- eller

objektkode. Beskyttelsen omfatter principielt også gengivelse af

et program i ændret skikkelse, jf. § 2, stk. 1.

Bemærkningerne i det foregående sigter i første række på

originalprogrammer. Der kan imidlertid også være tale om

ophavsret til programmer, som består af en bearbejdelse af

tidligere programmer eller udgør en sammenstilling af tidligere

programmer eller dele heraf (moduler), som foretages på en sådan

måde, at der fremkommer et nyt program. I sådanne tilfælde

reguleres retsforholdet mellem bearbejderen eller den, som

sammenstiller allerede foreliggende værker til et samleværk, og

ophavsmanden til de anvendte programbidrag af de almindelige

bestemmelser om bearbejdelse (§ 4) og om frembringelse af

samleværker (§ 5).

Til nr. 2

Efter ophavsretslovens § 9 er love, administrative forskrifter,

retsafgørelser og andre offentlige aktstykker ikke genstand for

ophavsret. Bestemmelsen er begrundet i et ønske om, at materiale

af den nævnte karakter, fx love, bør have den størst mulige

udbredelse. Den omstændighed, at der i et offentligt materiale

kan indgå stof, fx litterære værker, som opfylder kravet til

ophavsretsbeskyttelse, bør ikke medføre, at der kan lægges

ophavsretlige hindringer i vejen for materialets udbredelse.

Da det ikke kan udelukkes, at udtrykket "offentlige aktstykker" i §

9 kan fortolkes som også omfattende edb-programmer i skriftlig

form, finder Kultur- og Kommunikationsministeriet det rigtigst,

at man af hensyn til de betydelige økonomiske interesser, som kan

være forbundet med edb-programmer fremstillet af offentlige

myndigheder, udelukker edb-programmer fra bestemmelsens

anvendelsesområde. Samtidig synes de almene hensyn om størst

mulig udbredelse, som ligger bag § 9, ikke at gøre sig gældende i

forbindelse med offentlige edb-programmer.

I overensstemmelse hermed foreslås i nr. 2, at bestemmelsen i

ophavsretslovens § 9 om love m.v. ikke skal finde anvendelse på

edb-programmer.

Til nr. 3

Med vedtagelsen af lov nr. 778 af 9. december 1987 har

Industriministeriet gennemført en lovgivning, der regulerer

beskyttelsen af halvlederprodukters udformning (topografi).

I konsekvens heraf foreslås det, at de nævnte produkters udformning,

uanset i hvilken form den måtte fremstå, ikke tillige skal være

beskyttet efter ophavsretsloven.

Til nr. 4

Efter ophavsretslovens § 11, stk. 1, er det tilladt til privat brug

at fremstille enkelte eksemplarer af et offentliggjort værk, men

de fremstillede eksemplarer må ikke udnyttes på anden måde. Efter

§ 11, stk. 1, er det også tilladt at anvende fremmed medhjælp ved

eksemplarfremstillingen. Lovforslaget indebærer ingen ændringer i

den grundlæggende bestemmelse om eksemplarfremstilling til privat

brug i § 11, stk. 1. Der foreslås kun to nye bestemmelser i § 11,

stk. 2 og 3, om kopiering af edb-programmer og kunstværker.

I betænkningen "Licenskonstruktioner og fotokopiering" (bet. nr.

912/1981, se navnlig s. 124 ff) og senere delbetænkninger har

Ophavsretsudvalget stillet forslag om en væsentlig indskrænkning

i adgangen til privat kopiering efter § 11. Udvalgets forslag går

navnlig ud på, at retten til privat kopiering kun skal tilkomme

fysiske personer til deres personlige brug. Juridiske personer fx

selskaber, virksomheder, offentlige myndigheder, institutioner,

foreninger o.l. ville herefter ikke som sådanne kunne foretage

eksemplarfremstilling til privat brug.

Da de praktiske konsekvenser af udvalgets forslag ville være

betydelige i en situation, hvor der på en del områder savnes

praktiske løsninger, finder Kultur-og Kommunikationsministeriet,

at en gennemførelse af udvalgets forslag bør afvente en generel

lovrevision og forhandlinger med de andre nordiske lande med

sigte på i videst mulig udstrækning at bevare retsenhed på dette

centrale område.

Medens grundbestemmelsen i § 11, stk. 1, således bevares uændret,

foreslås den øvrige del af § 11 i overensstemmelse med

Ophavsretsudvalgets forslag til ny systematik for § 11 opdelt

således, at den foreslåede § 11, stk. 2, vedrører tilfælde, hvor

der skal gælde et totalt forbud mod privat eksemplarfremstilling,

medens § 11, stk. 3, drejer sig om situationer, hvor det er

tilladt at kopiere til privat brug, men ikke tilladt at bruge

fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen.

Til stk. 2

Forslaget til stk. 2 angiver 3 tilfælde, hvor det ikke skal være

tilladt at fremstille eksemplarer til privat brug: 1) opførelse

af bygningsværker, 2) visse typer eksemplarfremstilling af

kunstværker samt 3) eksemplarfremstilling af edb-programmer i

maskinlæsbar form.

Forslaget om bygningsværker under stk. 2, nr. 1, svarer til den

gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, om forbud mod at opføre

bygningsværker.

Forslaget til et nyt stk. 2, nr. 2, skal ses som led i ministeriets

ønske om at styrke billedkunstnernes retlige stilling. Efter den

gældende § 11 er det ikke forbudt at fremstille eksemplarer af

kunstværker til privat brug. Der findes i den gældende § 11, stk.

2, kun et forbud mod at anvende fremmed medhjælp til eftergørelse

af brugskunst m.v. Disse bestemmelser foreslås overført til § 11,

stk. 3. I § 11, stk. 2, nr. 2 foreslås det, at der gennemføres et

egentligt forbud mod fremstilling til privat brug af et eksemplar

af et kunstværk ved afstøbning, ved aftryk fra original plade

eller stok eller på nogen anden måde, som indebærer, at

eksemplaret kan opfattes som en original.

Den foreslåede skærpelse skal ses på baggrund af, at

skadevirkningerne ved de pågældende former for kopiering kan være

betydelige for kunstnerne. Gennem afstøbning af skulpturer er det

muligt at frembringe et eksemplar, som i alt væsentligt kan

benyttes som substitut for originalen. Da en kopiering desuden

ofte er væsentligt billigere end køb af originalen, vil sådanne

afstøbninger m.v. på uheldig måde kunne påvirke kunstnernes

indtægtsmuligheder.

Selvom kopieringsproblemet i forbindelse med kunstværker hidtil mest

har været fremme, når det gælder afstøbninger og aftryk, omfatter

den i § 11, stk. 2, nr. 2 foreslåede bestemmelse også andre

former for eksemplarfremstilling. Bestemmelsen er i det hele søgt

udformet så generelt, at den også vil kunne opfange fremtidige

udviklinger inden for kopieringsteknologien. I princippet

omfatter den derfor ikke blot den rent mekaniske kopiering, men

også håndværksmæssigt fremstillede eksemplarer, hvis kopien kan

opfattes som værende en original. Håndværksmæssig kopiering i fx

undervisnings- og studieøjemed er herefter kun tilladt, dersom

det er klart, at kopien ikke kan opfattes som en original, fx ved

at det tydeligt på kopien angives, at der er tale om en

eftergørelse. Denne adgang finder kun anvendelse ved de

håndværksmæssige kopieringer, hvor der ikke foreligger

fuldstændig identitet med originalen. Ved afstøbninger m.v. kan

kopieringen ikke lovliggøres ved at påføre ordet "kopi" eller

lignende. Det bemærkes, at den foreslåede kopieringsbestemmelse

for kunstværker i § 11, stk. 2, nr. 2, under hidtidige nordiske

overvejelser har vundet almindelig tilslutning.

Forslaget til § 11, stk. 2, nr. 3, vedrører et af lovforslagets

centrale spørgsmål: I hvilken udstrækning skal det være tilladt

at fremstille eksemplarer af edb-programmer til privat brug?

Efter den gældende lovs § 11 gælder adgangen til at foretage

eksemplarfremstilling til privat brug kun for offentliggjorte

værker. Der gælder en total beskyttelse mod privat kopiering,

hvis et edb-program ikke har været publiceret eller udbudt

offentligt eller på anden måde er gjort tilgængeligt for

almenheden. Efter Kultur- og Kommunikationsministeriets

opfattelse må det anses for et vigtigt led i den ophavsretlige

beskyttelse af edb-programmer, at en rettighedshaver - det være

sig en person eller virksomhed - har en fuldstændig ophavsretlig

kontrol over programmer, som er frembragt udelukkende for at

tjene rettighedshaveren eller virksomheden til dennes brug. Der

stilles derfor ikke forslag om nogen ændring i grundbetingelsen

efter ophavsretslovens § 11, hvorefter adgangen til fremstilling

af eksemplarer til privat brug kun skal gælde for offentliggjorte

værker, jf. lovens § 8, stk. 1.

Kopieringsproblemet for edb-programmer opstår først, når

frembringeren eller den virksomhed, som har frembragt programmet,

bringer dette til omverdenens kendskab og eventuelle rådighed ved

udgivelse eller offentliggørelse af programmet, jf. herved lovens

§ 8.

Internationalt har der i de lovgivninger, som har søgt at løse

spørgsmålet, været en tendens til at gennemføre et totalt forbud

mod kopiering til privat brug. Begrundelsen har været et ønske om

at modvirke risikoen for en omfattende piratkopiering på

bekostning af den kreative og økonomiske indsats, som ligger bag

frembringelsen af edb-programmer.

Der kan anføres flere begrundelser for et sådant forbud. Enhver

datamat, som kan styres af et program, er også i stand til at

kopiere det. Edb-programmerne er således særligt sårbare overfor

den kopiering, som brugere og andre, der er kommet i besiddelse

af et eksemplar, kan foretage. Problemerne er størst ved

kopiering af programmer, som spredes ved salg til det brede

publikum, og som fortrinsvis sigter på hjemme- og mikrodatamater.

Det skyldes ikke mindst, at der ikke sker noget kvalitetstab ved

kopieringen. Man er ikke bundet til et "originaleksemplar" i en

god kvalitet, som forholdet fx er ved en grammofonplade. Er der

blot solgt et enkelt eksemplar, kan kopier og kopier af kopier

brede sig som ringe i vandet. Endvidere kræver frembringelsen af

edb-programmer ofte betydelige investeringer.

Rettighedsvederlagets andel af den samlede pris, som betales for

et programeksemplar, er derfor høj. En kopi af et edb-program kan

fremstilles for en brøkdel af den pris, et eksemplar sælges for

hos en autoriseret leverandør.

Inden for edb-branchen forsøger man undertiden at modvirke

kopieringen ved at indlægge forskellige programmeringstekniske

hindringer i programmerne, men der synes ikke at være opnået

resultater, som har haft en reel effekt i praksis. Foretages der

i forbindelse med en ulovlig kopiering en fjernelse af sådanne

hindringer, vil det imidlertid være et bevisdatum for forsæt og

skærpende omstændigheder, jf. lovens § 55, stk. 2.

Mod et generelt forbud med hensyn til privat kopiering af

edb-programmer taler, at et sådant forbud let kan få karakter af

en formalitet. Kopieringen sker i vidt omfang i private hjem,

hvor et forbud ikke reelt kan håndhæves.

I Ophavsretsudvalgets edb-betænkning (bet. 1064, 1986) foreslås det

som en mellemløsning, at der skal gælde et forbud mod privat

kopiering af edb-programmer, men at dette forbud kun skal gælde

for edb-programmer, som ikke er bragt i omsætning ved udgivelse,

jf. lovens § 8. Udvalgets forslag, som indebærer, at det skal

være tilladt til privat brug at kopiere udgivne edb-programmer,

skal ses i sammenhæng med forslaget om en væsentlig begrænsning

af den almindelige adgang til privat kopiering.

I Vesttyskland og Frankrig er der i 1985 gennemført generelle forbud

mod privat kopiering af edb-programmer.

På denne baggrund samt efter forhandlinger med departementerne i de

øvrige nordiske lande, foreslår Kultur- og

Kommunikationsministeriet, at edb-programmer - i det omfang der

er tale om programmer i maskinlæsbar form - generelt undtages fra

privat kopiering efter § 11.

I overensstemmelse hermed foreslås det i § 11, stk. 2, nr. 3, at

bestemmelsen i § 11, stk. 1, om adgang til at foretage

eksemplarfremstilling til privat brug ikke giver ret til at

fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.

Bestemmelsen gælder uanset om der er tale om kopiering af et

program, som foreligger i maskinlæsbar form, eller fremstilling

af et maskinlæsbart program på basis fx af et i skriftlig form

offentliggjort edb-program. Udtrykket »maskinlæsbar form« dækker

alle tilfælde, hvor et eksemplar af et edb-program foreligger

eller fremstilles i en sådan form, at det umiddelbart er egnet

til indlæsning i en datamat, hvad enten programmet foreligger

eller fremstilles på bånd, diskette eller ved anden teknisk

fremgangsmåde.

Derimod vil det fortsat være tilladt til privat brug i skriftlig

form at fremstille eksemplarer af edb-programmer, som måtte være

offentliggjort i skriftlig form.

Det foreslåede forbud må vurderes i sammenhæng med lovforslagets nr.

5 (§ 11 a) og nr. 12 (§ 42 a) om ret til at fremstille reserve-

og sikkerhedskopier m.v.

Til stk. 3

De i stk. 3, nr. 1 og 2 foreslåede bestemmelser om forbud mod at

benytte fremmed medhjælp til privat eksemplarfremstilling af

brugskunst og kunstværker svarer til bestemmelserne i den

gældende lovs § 11, stk. 2. Billedhuggerværker er dog ikke

længere nævnt særskilt, da dette ikke er nødvendigt som følge af,

at den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, nr. 2, gælder for

alle kunstværker.

Til nr. 5

Som nævnt under nr. 4 finder Kultur- og Kommunikationsministeriet,

at der bør gennemføres særlige bestemmelser om retten til at

kopiere maskinlæsbare edb-programmer, som er udgivet i form af

salg til almenheden.

Forslaget indebærer, at den, som lovligt har købt et maskinlæsbart

edb-program, som er udgivet ved salg til almenheden, har ret til

at fremstille sådanne kopier, som teknisk er nødvendige for, at

det erhvervede program kan bruges, samt nødvendige reserve- og

sikkerhedskopier. Derimod giver bestemmelsen ikke adgang til at

foretage ændringer i programmet.

Bestemmelsen er udformet med sigte på, at det ikke skal være lovligt

under nogen form at videresprede de med hjemmel i § 11 a

fremstillede eksemplarer. Det foreslås derfor i 2. pkt., at

sådanne eksemplarer ikke må udnyttes på anden måde, samt at

retten til at udnytte de med hjemmel i § 11 a fremstillede

eksemplarer bortfalder, når ejeren af det lovligt erhvervede

eksemplar spreder dette videre. Det er således ikke tilladt at

videresprede de fremstillede reserve- og sikkerhedskopier m.v.

til andre, ligesom ejerens ret til at anvende disse bortfalder,

hvis det erhvervede eksemplar viderespredes, uanset om der er

tale om spredning til almenheden eller spredning inden for en

privat kreds.

Adgangen for ejeren til at fremstille eksemplarer efter § 11 a bør

være nøje begrænset til de formål, der angives i bestemmelsen.

Der er således ikke ved § 11 a åbnet mulighed for, at en person

eller virksomhed fx kan fremstille kopier med henblik på samtidig

kørsel af det erhvervede program på flere datamater. Dette har

ikke mindst betydning for virksomhedsrelaterede programmer, som

sælges gennem detailhandelen, fx til bogføring, lagerstyring,

tekstbehandling o.lign.

Bestemmelsen i § 11 a indebærer en fravigelse af den almindelige

grundsætning, som er indeholdt i § 27, stk. 1, 2. pkt., hvorefter

overdragelse af eksemplarer ikke indbefatter overdragelse af

ophavsret. Bestemmelsen kan fraviges ved aftale. Sådanne aftaler

må bedømmes efter de almindelige aftaleretlige regler og er kun

bindende for parterne. Derimod kan rettighedshaveren ikke ved

ensidige salgsklausuler o.lign. tilsidesætte bestemmelsen til

ugunst for en erhverver af et eksemplar.

Ejerens adgang til ophavsretligt at disponere over det lovligt

erhvervede programeksemplar følger lovens almindelige

bestemmelser om spredning af eksemplarer, jf. §§ 2 og 23. Dette

indebærer, at eksemplaret ikke lovligt kan spredes til almenheden

ved udlån eller udlejning uden rettighedshaverens samtykke, jf.

herved lovforslagets nr. 8 (§ 23, stk. 2, nr. 2).

Forslaget under nr. 5 må ses i sammenhæng med lovforslagets nr. 12

om en formodningsregel i lovens § 42 a, som angår situationer,

hvor der med rettighedshaveren er truffet aftale om udnyttelse af

et edb-program. Der henvises til bemærkningerne under nr. 12.

Til nr. 6

Forslaget er af redaktionel karakter. Den gældende § 22, stk. 1,

giver Danmarks Radio eller radiofonierne på Færøerne og i

Grønland mulighed for under visse nærmere betingelser at erhverve

ret til udsendelse af beskyttede værker på basis af et såkaldt

aftalelicenssystem. Systemet indebærer, at institutionerne -

under forudsætning af, at de har truffet aftale med

repræsentative danske rettighedsorganisationer på et bestemt

rettighedsområde - uden samtykke men mod vederlag kan udsende

værker af ikke-organiserede danske samt udenlandske

rettighedshavere.

Formålet med forslaget er først og fremmest at give det nyoprettede

fjernsynsforetagende TV 2 samme lettelser med hensyn til

rettighedsclearingen af dets udsendelser, som gælder for Danmarks

Radio og radiofonierne på Færøerne og i Grønland. Derudover åbnes

der mulighed for, at også andre radio- og fjernsynsforetagender -

efter en konkret administrativ vurdering - vil kunne drage nytte

af en tilsvarende ordning.

Til nr. 7

Den i 1985 gennemførte generelle licensordning for kabelspredning af

radio- og fjernsynsprogrammer har på et enkelt punkt givet

anledning til vanskeligheder i praksis. Det drejer sig om

spørgsmålet, hvem der er forpligtet til at udrede det samlede

vederlag for kabelspredningen af radio- og TV-programmer over et

kabelanlæg og spørgsmålet, om en kabelanlægsejer (husejere,

fællesantenneforeninger, kommuner m.fl.) kan opkræve bidrag til

rettighedsbetalingen hos de enkelte kabelabonnenter, som nyder

godt af programfordelingen.

Boligministeriet har overfor Kultur- og Kommunikationsministeriet

tilkendegivet, at der ikke efter boliglovgivningen er hjemmel

til, at det i § 22 a, stk. 2, nævnte rettighedsvederlag kan

opkræves som led i huslejebetaling, samt at en hjemmel for en

sådan betalingsforpligtelse efter Boligministeriets opfattelse

bør tilvejebringes uden for boliglovgivningens rammer.

På denne baggrund finder Kultur- og Kommunikationsministeriet det

rigtigst at foreslå, at det af selve lovteksten til § 22 a kommer

til at fremgå, at det samlede ophavsretlige vederlagskrav efter §

22 a, stk. 2, påhviler den for et kabelanlæg ansvarlige ejer, som

har den faktiske og retlige dispositionsret over anlægget.

Da Kultur- og Kommunikationsministeriet er enig i, at der kan være

principielle betænkeligheder ved at henføre

kabelvederlagsbetalingen under lejelovgivningens huslejebegreb

foreslås det videre, at der som et nyt stk. 3 i § 22 a indføjes

en bestemmelse om, at de enkelte kabeltilslutninger, som nyder

godt af programfordelingen, er forpligtet til at betale ejeren

sådanne bidragsbeløb til den samlede ophavsretsbetaling, som

måtte være fastsat af det nævn, som er omtalt i § 54

(Tvangslicensnævnet). Det er en forudsætning for

betalingspligten, at brugeren har de over anlægget fordelte

programmer til rådighed. Er den enkelte tilslutning ved tekniske

foranstaltninger, fx ved plombering el.lign., sat ud af funktion,

eller råder den enkelte tilsluttede hustand el.lign. ikke over en

radio- eller fjernsynsmodtager, som udløser pligt til

licensbetaling til Danmarks Radio, gælder den foreslåede

betalingspligt pr. tilslutning ikke.

Til nr. 8

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 23, stk. 1, 1. pkt.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1) svarer til den gældende lovs § 23,

stk. 1, 2. pkt.

Efter den gældende § 23, stk. 1, må eksemplarer af litterære værker,

som er udgivet, jf. lovens § 8, frit spredes videre eller

fremvises offentligt. I lovforslagets nr. 1 er det foreslået, at

det bør præciseres, at edb-programmer henregnes under litterære

værker. Følgen heraf ville umiddelbart være, at eksemplarer af

udgivne edb-programmer frit kunne viderespredes til almenheden.

Med henvisning til det i forbindelse med lovforslagets nr. 4 og 5

anførte om mulighederne for piratkopiering af udgivne

edb-programmer, foreslås det i stk. 2, nr. 2, at der skal gælde

et forbud mod viderespredning til almenheden af edb-programmer

ved udlån og udlejning af eksemplarer af edb-programmer, som er

udgivet i maskinlæsbar form. Med hensyn til forståelsen af

udtrykket »maskinlæsbar form« henvises til bemærkningerne til

lovforslagets nr. 4.

Programmer i maskinlæsbar form kan også bringes i omsætning på en

måde, som væsentligt adskiller sig fra de udgivelsesformer, som

hidtil har været kendt inden for ophavsretten. Det drejer sig om

programmer, som er overført til et elektronisk

hukommelseskredsløb, fx en read-only-memory (ROM), der er

indføjet i et industriprodukt. Det kan fx være operativprogrammet

i en datamat, men det kan også være programmer, som styrer

funktionerne i dagligdags produkter såsom biler, vaskemaskiner,

fotografiapparater, digitalure, lommeregnere osv. I sådanne

tilfælde bør det ikke være muligt på grundlag af ophavsretten at

udøve kontrol over produktets spredning. Da forholdet normalt må

anses for dækket ved udtrykkelig eller stiltiende aftale med

rettighedshaveren, finder ministeriet det ikke påkrævet at optage

nogen udtrykkelig bestemmelse herom.

Til stk. 3

Efter den gældende lovs §§ 2 og 23 nyder rettighedshaveren til et

filmværk en ubetinget beskyttelse med hensyn til viderespredning

af eksemplarer af filmværket.

I overensstemmelse med forslaget i Ophavsretsudvalgets betænkning

"Film- og videogramspørgsmål" (bet. nr. 1000/1984) foreslås det,

at spredningsretten for eksemplarer af filmværker begrænses,

således at det er tilladt frit at foretage videresalg o.l. af

udgivne eksemplarer af filmværker. Derimod bør det fortsat ikke,

som det fremgår af forslaget til stk. 3, være tilladt at sprede

sådanne eksemplarer til almenheden ved udlån eller udlejning uden

samtykke fra rettighedshaveren.

Til stk. 4

Den foreslåede bestemmelse svarer med redaktionelle ændringer til

den gældende lovs § 23, stk. 2.

Til nr. 9

Forslaget fremsættes på baggrund af forslaget under nr. 10, der

indeholder nye bestemmelser om en vederlagsret for

billedkunstnere i forbindelse med erhvervsmæssigt videresalg af

eksemplarer af kunstværker. Dette forslag indebærer en vis

modifikation af hovedreglen i § 25, stk. 1, 1. pkt, hvorefter det

er tilladt frit at videresprede eksemplarer af kunstværker, når

et kunstværk er overdraget eller værket er udgivet, jf. § 8.

Kultur- og Kommunikationsministeriet finder derfor, at der i § 25

bør indføjes en henvisning til § 25 a, således at det fremgår, at

den under nr. 10 foreslåede afgiftsordning for videresalg af

kunstværker indebærer en begrænsning i den frie

viderespredningsret efter den gældende lovs § 25.

Til nr. 10

Til stk. 1

I loven er fastsat indskrænkninger i ophavsmandens eneret til

spredning af eksemplarer af værket til almenheden. For så vidt

angår litterære og musikalske værker findes bestemmelser i § 23;

for kunstværkers vedkommende er der fastsat regler i § 25.

Lovens § 25 indebærer, at eksemplarer af udgivne kunstværker frit

kan spredes videre, fx ved gave, salg, udlån eller udleje. Det

samme gælder eksemplarer af kunstværker, der af ophavsmanden er

overdraget til andre.

De omtalte bestemmelser er baseret på hensynet til den frie

vareomsætning. Virkningerne af indskrænkningerne i

spredningsretten er imidlertid ikke den samme for alle kategorier

af ophavsmænd. Dette træder frem, når det tages i betragtning,

hvad der er den typiske udnyttelsesform for de forskellige arter

af værker.

Ser man fx på litterære værker, er den centrale udnyttelse

fremstillingen af eksemplarer med henblik på spredning til

almenheden. Her har forfatterne en rimeligt stærk

rettighedsmæssig position, idet de kan afhænde

trykningsrettighederne mod betaling af royalities for

udnyttelsen. Ved de musikalske værker er forholdet i princippet

det samme for så vidt angår udgivelsen af noder. Ved den

offentlige fremførelse af musikværker, fx i radioen eller ved

koncerter, er komponister og tekstforfattere ligeledes dækket ind

rettighedsmæssigt, idet de på basis af deres ophavsret gennem

forvaltningsselskabet KODA kan kræve vederlag for opførelserne.

For billedkunstnernes vedkommende er den rettighedsmæssige dækning

betydeligt svagere på de områder, som repræsenterer den typiske

udnyttelse af deres værker. Den typiske udnyttelse af det

billedkunstneriske værk består i, at kunstneren sælger

originaleksemplaret (ved unika) eller i øvrigt sælger eksemplarer

af fx grafiske arbejder eller afstøbninger af skulpturer.

Herefter bliver disse værker fremvist i private eller offentlige

omgivelser, og til tider viderespredes de ved salg af

værkseksemplarerne. Billedkunstnerne har ingen rettigheder til

disse former for udnyttelse, jf. § 25. At billedkunstnerne i

stedet har rettigheder til fx trykning af afbildninger af værker

på plakater og reproduktioner, i kunstbøger osv. samt - med visse

begrænsninger - til visning i TV, spiller en mindre rolle, idet

disse udnyttelsesformer er marginale i forhold til de

ikke-rettighedsbelagte udnyttelsesformer.

Bernerkonventionen indeholder i artikel 14 ter en bestemmelse,

hvorefter ophavsmanden til bl.a. et originalkunstværk har en

uoverdragelig ret til at være medinteresseret i de

salgshandlinger, som værket er genstand for efter den første

overdragelse fra ophavsmanden selv. Denne beskyttelse kan kun

kræves i et unionsland, hvis lovgivningen i det land, til hvilket

ophavsmanden hører, indrømmer en sådan beskyttelse, og i den

udstrækning, den indrømmes af lovgivningen i det land, hvor

beskyttelsen kræves. De nærmere regler med hensyn til

opkrævningen og beløbenes størrelse fastsættes i hvert lands

nationale lovgivning.

En billedkunstners ret til et vederlag, når eksemplarer af hans værk

videresælges, betegnes som en følgeret (droit de suite). Retten

giver kunstneren andel i kunstværkets eventuelle værdistigning,

når denne konstateres ved senere salg.

I en række lande er der gennemført ordninger, hvorefter der lægges

en afgift på offentligt auktionssalg og undertiden også andet

salg af kunstværker til fordel for kunstneren eller hans

arvinger. Sådanne ordninger findes ikke i de nordiske lande. I

Norge har man dog siden 1948 haft en omsætningsafgift på

offentligt salg af kunstværker, men provenuet går ikke til de

enkelte kunstnere, hvis værker er solgt, men indgår i en fond,

hvoraf der ydes stipendier til kunstnere. Omsætningsafgiften skal

i øvrigt også betales ved salg af ubeskyttede kunstværker. I

Danmark har spørgsmålet om gennemførelse af en følgeret og

lignende ordninger været drøftet i forskellige sammenhænge,

senest i bet. nr. 783/1976 om Statens Kunstfond.

I nærværende lovforslag foreslås det, at der tillægges ophavsmænd

til kunstværker en følgeret, dvs. en ret til vederlag ved

videresalg af eksemplarer af deres kunstværker. Vederlagsretten

omfatter kun erhvervsmæssige videresalg. Private handler er ikke

omfattet, men det forudsættes, at hverken køber, sælger eller

eventuelt medvirkende mægler er erhvervsdrivende. Vederlagsretten

omfatter alle former for erhvervsmæssig handel, dvs. både butiks-

og auktionshandel.

Kunstværker defineres almindeligvis som omfattende både den såkaldt

»rene« kunst, dvs. kunstværker som ikke samtidigt tjener et

praktisk formål, samt brugskunst og bygningsværker. Der er

imidlertid i stk. 2 foretaget en indsnævring af det

vederlagspligtige område for så vidt angår brugskunst, der er

fremstillet i flere identiske eksemplarer. Der stilles ikke noget

krav om, at det skal dreje sig om originaleksemplarer;

litografier o.lign. er således omfattet af vederlagsretten. Med

hensyn til videresalg af reproduktioner o.lign. forudsættes det,

at den fornødne afgrænsning af det vederlagspligtige område

foretages ved hjælp af bestemmelsen i stk. 3, hvorefter kultur-

og kommunikationsministeren kan fastsætte mindstebeløb for den

salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Ophavsmændenes ret er formuleret som en individuel ret, som

imidlertid kun kan gøres gældende gennem den organisation, som er

nævnt i stk. 5.

Vederlaget beregnes af salgsprisen med fradrag af merværdiafgiften

(denne afgift vil skulle betales af den samlede salgssum, dvs.

salgsprisen + vederlaget på 5%). Ved butikshandel o.l. vil der

sjældent herske tvivl om salgsprisen, men dette kan være

tilfældet med hensyn til auktionssalg, hvor der dels forekommer

en hammerslagspris (budsummen), dels en endelig pris for køber,

hvor der er sket tillæg af salær til auktionsholderen samt af

moms. Af disse tillæg skal salæret medregnes ved opgørelsen af

vederlaget, idet afgiftsgrundlaget ellers ville være forskelligt

ved auktionshandel og den øvrige kunsthandel.

Der findes ingen opgørelse over omsætningen i den erhvervsmæssige

kunsthandel. Ophavsretsudvalget har i sin delbetænkning

»Billedret« (s. 120) foretaget en beregning af omsætningen på

kunstauktioner, der for dette områdes vedkommende vil indebære et

afgiftsprovenu på ca. 500.000 kr. I øvrigt kan det oplyses, at et

skøn over den samlede omsætning af kunstværker foretaget på

grundlag af Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse 1981 viser,

at omsætning af kunstværker med stor usikkerhed andrager ca. 200

mill. kr. pr. år. Det er ikke muligt på grundlag af de

foreliggende oplysninger at angive, hvor stor en del af denne

omsætning, der vedrører beskyttede kunstværker.

Organisationen COPY-DAN's forvaltningssektor »Billedkunst« har

skønnet, at sektorens årlige omkostninger ved administrationen af

en følgeretsordning vil udgøre ca. 275.000 kr., baseret på 500

salgsvirksomheder.

Til stk. 2

Efter forslaget undtages bygningsværker fra følgeretten.

Værker af brugskunst berettiger kun til afgift, hvis der foreligger,

hvad der normalt betegnes som et unikum. Herved forstås et

eksemplar, som er bestemt til at være det eneste af det

pågældende værk. Hvis kunstneren beslutter at lave et større

antal eksemplarer af et oprindeligt unikum, vil dette fratage det

oprindelige eksemplar karakteren af et unikum. Især inden for

keramikken kan det være forbundet med vanskeligheder at vurdere,

om der foreligger en uændret eksemplarfremstilling eller blot

gentagelse af motiver i nye værker. Det kan her være berettiget

at se på, om der er anvendt forme eller lignende, som udelukker

individuelle variationer, ligesom man kan lægge vægt på, om

eksemplarerne er udført af kunstneren egenhændigt.

Ved beregningen af vederlaget for værker af guld- og sølvsmedekunst

bør værdien af ædle metaller og ædelsten fradrages i salgssummen.

Der er derfor i stk. 3 åbnet mulighed for at kultur- og

kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere regler, bl.a. om

dette spørgsmål.

Kunstindustrielle frembringelser udløser ikke følgerettigheder, hvis

der er tale om brugskunst, altså hvis genstandene er bestemt til

at tjene praktiske formål. Er der derimod tale om »ren kunst«,

altså fx afstøbninger af relieffer eller statuetter, vil

vederlagskrav i almindelighed kunne gøres gældende.

Til stk. 3

Ved forslaget hjemles der mulighed for, at kultur- og

kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om vederlagets

beregning, herunder bestemmelser om mindstebeløb for den

salgspris, som skal medføre ret til vederlag. Det fastsatte

mindstebeløb kan være af væsentlig betydning for, at forskellige

afgrænsningsspørgsmål ikke kommer til at volde vanskeligheder i

praksis. Der vil kunne fastsættes forskellige grænser for

forskellige typer af kunstværker, fx malerier, grafik, skulptur

og brugskunst.

Til stk. 4

Bestemmelsen i stk. 4 er udformet i overensstemmelse med

Bernerkonventionens art. 14 ter, hvorefter følgeretten skal være

uoverdragelig.

For så vidt angår forholdene efter kunstnerens død foreslår

ministeriet, at kredsen af mulige arvinger begrænses til den

efterladte ægtefælle og livsarvingerne. For de tilfælde, hvor der

ved kunstnerens død ikke findes berettigede arvinger, foreslås

det, at vederlagsretten tilfalder den organisation, som

administrerer retten.

Til stk. 5

Forslaget er beslægtet med de regler, som findes i §§ 17, stk. 3, og

47. Der er imidlertid sket visse tillempninger. Således kan

retten kun gøres gældende af den fælles organisation, ikke - som

det er tilfældet i de nævnte bestemmelser - gennem

organisationen. Hensigten hermed har været at etablere en særlig

legitimation for organisationen, således at den kan gennemføre

vederlagskravene også i tilfælde, hvor den pågældende kunstner er

ukendt eller ikke har taget kontakt med organisationen. Herudover

vil organisationen kunne oppebære vederlag for ophavsmænd, som er

afgået ved døden uden at efterlade sig ægtefælle eller

livsarvinger, jf. stk. 4, 4. pkt. Sådanne vederlag kan benyttes

til almene formål eller til dækning af

administrationsomkostninger.

Ved ministeriets godkendelse af organisationen vil man påse, at

vedtægterne gør det muligt for alle berettigede, herunder også

udenlandske, at nyde lige rettigheder med hensyn til midlernes

udlodning. Der vil ikke være noget til hinder for, at

organisationen vedtægtsmæssigt får mulighed for at vedtage, at

visse midler ikke skal udloddes individuelt, men der bør i så

fald foreligge rimelige mindretalsgarantier m.v. For såvidt angår

anvendelsen af § 25 a i forhold til udlandet henvises i øvrigt

til bemærkningerne under nr. 19.

Til stk. 6

Forslaget om en revisionsmæssig gennemgang af kunsthandlernes

opgørelse over salg, der berettiger til vederlag, har til formål

at befæste vederlagsretten i praksis.

Til nr. 11

Til stk. 2

Et spørgsmål, som har en vis praktisk betydning, for kunstnerne, er,

i hvilket omfang en billedkunstners kreditorer må søge sig

fyldestgjort gennem udlæg og udpantning i de egne værker, som

kunstneren har i sin besiddelse. Ophavsretsloven fastsætter i dag

regler herom i § 31, hvorefter kreditorforfølgning ikke kan ske i

kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på

anden måde godkendt til offentliggørelse. Formålet med reglerne

er at forhindre, at ufærdige værker kommer ud i omsætningen.

I Ophavsretsudvalgets betænkning 1063/1986 om billedret rejses to

tvivlsspørgsmål vedrørende reglerne i § 31, stk. 2. Det drejer

sig dels om, hvorvidt reglen omfatter skitser, udkast og

forarbejder til de værkseksemplarer, hvori udlæg kan gøres, dels

om der kan gøres udlæg i forme, stokke, plader eller lignende

værktøjer til fremstilling af eksemplarer af værker, typisk

skulpturer og grafik.

Hvad angår spørgsmålet om skitser o.l. har Ophavsudvalget fundet, at

den gældende § 31, stk. 2, er uklart formuleret. Bestemmelsen

omhandler muligheden for udlæg i "kunstværker", men meningen må

efter udvalgets opfattelse - set i sammenhæng med paragraffens

første stykke - være "eksemplarer af kunstværker". Et udlæg og

efterfølgende tvangssalg af fx et maleri vil ikke give den

endelige erhverver større ret, end hvis denne havde købt maleriet

i almindelig fri handel, og erhververen vil navnlig ikke have

nogen ret til at råde over værket, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt.

På baggrund af udvalgets overvejelser finder ministeriet, at

bestemmelsen i § 31, stk. 2, bør præciseres. Det foreslås, at

skitser o.l. kun skal kunne være genstand for retsforfølgning,

hvis de selvstændigt har været genstand for udstilling m.v. For

så vidt angår eksemplarer af grafik og skulpturer, som er trykt

eller støbt i flere eksemplarer, men hvor kun et (eller enkelte)

eksemplarer har været udstillet m.v., finder ministeriet ikke, at

der opstår særlige problemer ved den foreslåede ændring, idet de

ikke-udstillede eksemplarer gennem udstillingen af et duplikat

efter omstændighederne må anses som »på anden måde godkendt til

offentliggørelse«, jf. § 31, stk. 2.

Med hensyn til forme, stokke, plader o.l., hvormed eksemplarer af

kunstværker umiddelbart kan fremstilles, er der det særlige ved

disse eksemplarer, at de for kunstneren selv kan repræsentere en

høj økonomisk værdi, mens de for kreditorerne kun repræsenterer

materialeværdien. Årsagen er, at kunstneren ofte vil kunne

benytte de omtalte værktøjer (eksemplarer) til at fremstille nye

eksemplarer af værkerne, og derigennem skaffe sig indtægter.

Kreditorerne vil derimod ikke efter ophavsretslovens almindelige

regler være berettiget til at fremstille nye eksemplarer uden

kunstnerens samtykke.

Det foreslås derfor, at den gældende bestemmelse i § 31, stk. 2,

ændres, således at kreditorforfølgning - under de i øvrigt efter

§ 31, stk. 1, gældende betingelser - ikke kan foretages, dersom

retsforfølgningen retter sig imod manuskripter, stokke, plader,

forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan udføres, eller

imod eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt

til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

De foreslåede ændringer afskærer ikke ophavsmanden fra selv at

anvise de omfattede værkseksemplarer som genstand for udlæg. I og

med at de pågældende værkseksemplarer er overdragelige, vil

ophavsmanden også kunne pantsætte dem.

Til § 42 a

Til nr. 12

Overskriften »Særlige bestemmelser om edb« til de foreslåede

bestemmelser i §§ 42 a og 42 b skal ses på baggrund af, at

bestemmelserne indebærer en fravigelse af visse af de i lovens

kap. 3 indeholdte almindelige bestemmelser om ophavsrettens

overgang til andre.

Efter § 27, stk. 1, 2. pkt. indbefatter overdragelse af et eksemplar

ikke overdragelse af ophavsret. I lovens § 28, stk. 1, bestemmes,

at overdragelse af ophavsret ikke giver erhververen ret til at

ændre værket, når ikke andet er aftalt.

De nævnte bestemmelser fraviges i det fremlagte forslag til en § 42

a, hvorefter en aftale om ret til at udnytte et edb-program - når

intet andet er aftalt - giver ret til at foretage sådanne

ændringer i programmet, som falder indenfor rammerne af den

aftalte udnyttelse samt ret til fremstilling af reserve- og

sikkerhedskopier m.v.

Efter § 27, stk. 1, 3. pkt. gælder det, at har ophavsmanden

overdraget en anden ret til at gøre værket tilgængeligt for

almenheden på en bestemt måde eller ved bestemte midler, giver

overdragelsen ikke erhververen ret til at gøre det på andre måder

eller ved andre midler. Denne bestemmelse vil efter forslaget til

§ 42 b vanskeligt kunne finde anvendelse på forholdet mellem

arbejdstager og arbejdsgiver på edb-området, idet § 42 b fastslår

som en almindelig formodningsregel, at ophavsretten til et

edb-program - når intet andet er aftalt - skal tilkomme

arbejdsgiveren.

I øvrigt finder bestemmelserne i §§ 42 a og 42 b principielt kun

anvendelse på aftaler, som er indgået efter lovens ikrafttræden

og edb-programmer, som er frembragt efter dette tidspunkt. På

baggrund af hidtidig lovgivningspraksis på ophavsretsområdet

finder Kultur- og Kommunikationsministeriet det ikke påkrævet med

nogen udtrykkelig lovbestemmelse herom. Spørgsmålet er næppe af

særlig betydning, da de aftaler og sædvaner, som eksisterer,

antagelig ofte vil føre til samme resultater som foreslået i §§

42 a og b.

Til § 42 a

Den normale brug af et edb-program indebærer i almindelighed, at det

er nødvendigt at foretage en eksemplarfremstilling, som er

omfattet af ophavsretslovens beskyttelse, idet programmet

overføres på en indretning, der kan gengive det. Hertil kommer,

at der kan være behov for at fremstille reserve- og

sikkerhedskopier. Erhververen af et programeksemplar har således

behov for at kunne råde over dette på en måde, som er omfattet af

ophavsretten. Dette behov opfyldes for så vidt angår udgivne

programmer, som spredes ved salg til almenheden, gennem adgangen

til at fremstille eksemplarer med hjemmel i den under nr. 5

foreslåede bestemmelse i § 11 a. Anvendelsesområdet for § 11 a er

det almindelige detailsalg af edb-programmer, hvor der kun

sjældent vil være truffet aftale mellem rettighedshaveren og

køberen om brugen af det erhvervede programeksemplar. Er et

edb-program ikke udgivet ved salg til almenheden, finder § 11 a

ikke anvendelse, og brugen af et sådant ikke-udgivet program -

eller et program, som måtte være udgivet på anden måde end ved

salg til almenheden - vil efter loven forudsætte, at der træffes

aftale med rettighedshaveren. Det er også den normale

forretningsgang, især på markedet for mellemstore og store

datamater, at der eksisterer et aftaleforhold mellem leverandør

og bruger. Selv uden udtrykkelige bestemmelser vil det normalt

kunne indfortolkes i sådanne brugsaftaler, at brugeren må

foretage en vis eksemplarfremstilling. En sådan fortolkning er

imidlertid ikke uden videre i overensstemmelse med bestemmelsen i

§ 27, stk. 1, 2. pkt., hvorefter overdragelse af et eksemplar af

et beskyttet værk ikke indbefatter overdragelse af ophavsret.

Kultur- og Kommunikationsministeriet foreslår derfor, at der som

supplement til bestemmelsen i § 11 a gennemføres en

formodningsregel i § 42 a, som - når intet andet er aftalt -

udfylder ufuldstændige brugsaftaler, således at brugeren får en

adgang til at fremstille brugs-, sikkerheds- og reservekopier,

som stort set svarer til, hvad der for udgivne edb-programmer

følger af § 11 a.

Da der for de ikke-udgivne edb-programmer ofte vil være behov for,

at en virksomhed løbende kan foretage visse ændringer og

justeringer i programmet under hensyn til senere opståede behov,

finder ministeriet det naturligt, at der i § 42 a tillige skabes

hjemmel for, at også sådanne ændringer kan foretages inden for

rammerne af den brug af programmet, som i øvrigt er aftalt med

rettighedshaveren. Som nævnt kan § 42 a fraviges ved aftale

mellem parterne.

Adgangen til at udnytte de eksemplarer, som er fremstillet med

hjemmel i § 42 a, bør efter ministeriets opfattelse kun gælde,

sålænge den aftalte adgang til at udnytte programmet består. En

bestemmelse herom er optaget i § 42 a, stk. 1, 2. pkt.

Til § 42 b

Som det er omtalt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget,

vil ophavsretten til et edb-program, som er frembragt som led i

et ansættelsesforhold, efter den gældende lovs § 1 som

udgangspunkt tilkomme den eller de personer, som har frembragt

programmet. Selv om det i teori og praksis er antaget, at der i

kraft af selve ansættelsesforholdet under visse nærmere

betingelser kan ske en automatisk overgang af ophavsret til

arbejdsgiveren, finder Kultur- og Kommunikationsministeriet, at

der af hensyn til edb-omsætningen bør gennemføres en klar

bestemmelse om overgang af ophavsret på edb-området. Det foreslås

derfor - på linie med, hvad der i 1985 er gennemført i fransk

ophavsretslovgivning - at ophavsretten til et edb-program, der er

frembragt som led i ansættelsesforhold, overgår til

arbejdsgiveren, medmindre andet er aftalt. Den foreslåede

bestemmelse vedrører udelukkende spørgsmålet om

rettighedsovergang til arbejdsgiveren, når det gælder

frembringelse af edb-programmer. Bestemmelsen har ikke

konsekvenser for spørgsmålet om overgang af rettigheder til

arbejdsgiveren på andre måder, som er omfattet af

ophavsretslovgivningen.

Bestemmelsen omfatter alle former for varige ansættelsesforhold med

deraf normalt følgende instruktionsbeføjelser for arbejdsgiveren,

således som de måtte være fastlagt i de til enhver tid gældende

arbejdsretlige bestemmelser. Ikke-permanente ansættelsesforhold

og tilfælde, hvor et edb-program er frembragt efter bestilling

hos en selvstændig frembringer, omfattes ikke af § 42 a.

Overgangen af ophavsret til arbejdsgiveren omfatter ikke alene de i

lovens § 2 nævnte økonomiske rettigheder, men også ophavsmandens

rettigheder efter § 3.

Den stedfundne overgang af ophavsrettigheder forbliver i kraft efter

ansættelsesforholdets ophør.

Uanset den foreslåede overgang af rettigheder til arbejdsgiveren bør

afgørelsen af alle relevante retstekniske spørgsmål, som fx

beregning af beskyttelsestid, bestemmes efter frembringerens

forhold i overensstemmelse med lovens almindelige regler,

herunder også bestemmelsen i lovens § 44. Efter § 44, stk. 1,

gælder det, at når et værk er offentliggjort uden angivelse af

ophavsmandens navn, alment kendte pseudonym eller mærke, varer

ophavsretten, indtil 50 år er forløbet efter udgangen af det år,

da værket blev offentliggjort.

Til nr. 13

Forslaget er af redaktionel karakter. Ved ændringsloven af 6. juni

1985 blev § 45, stk. 1, om beskyttelse af udøvende kunstnere

ændret, således at beskyttelsen ikke kun gælder for udsendelse og

kabelviderespredning af deres umiddelbare fremførelser ("live

performances"), men også for udsendelse af optagelser af deres

fremførelser. Samtidig blev den i bestemmelsens stk. 2 nævnte

beskyttelsestid for udøvende kunstnere hævet fra 25 år til 50 år.

Siden ændringslovens vedtagelse er Kultur- og

Kommunikationsministeriet blevet opmærksom på, at

beskyttelsestidsbestemmelsen i § 45, stk. 2, ved en redaktionel

fejl ikke blev gjort anvendelig såvel på kopiering af optagelser

af udøvende kunstneres præstationer som på udsendelse af og

samtidig kabelviderespredning af sådanne optagelser. Det foreslås

derfor, at beskyttelsestiden på 50 år ved en præcisering af § 45,

stk. 2, kommer til at gælde også for udsendelse af optagelser af

udøvende kunstneres præstationer i radio og fjernsyn, jf. § 45,

stk. 1, pkt. b. Det bemærkes, at der ikke herved sker nogen

ændring i den generelle licensordning efter § 47 for brug af

grammofonplader i radio og TV m.v.

Til nr. 14

Forslaget indebærer en præcisering af, at edb-programmer ikke skal

være omfattet af den kortvarige katalogbeskyttelse efter § 49.

Desuden indebærer forslaget, at teater- og udstillingsprogrammer

m.v. kun er omfattet af beskyttelsen, hvis de kan siges at

sammenstille et større antal oplysninger. Det bemærkes, at

eventuelt artikelstof i sådanne programmer vil kunne nyde

beskyttelse som litterære værker.

Til nr. 15

Ministeriet er blevet opmærksom på, at henvisningen til § 55, stk.

7, i den gældende lovs § 53, stk. 2, efter de i 1985 gennemførte

lovændringer ikke er korrekt. Det foreslås derfor, at

henvisningen ændres til »§ 55 e, stk. 3«.

Til nr. 16

Ændringen er en konsekvens af den foreslåede indføjelse af et nyt

stk. 2 i § 22 a, jf. lovforslagets nr. 7.

Til nr. 17

Efter forslagets § 25 a, stk. 6, er den, der erhvervsmæssigt sælger

kunstværker, som berettiger til vederlag i medfør af § 25 a, stk.

1, forpligtet til at fremsende opgørelse over stedfundne salg til

den i § 25 a, stk. 5, nævnte organisation. Det foreslås, at

undladelse af at indsende den nævnte opgørelse skal kunne medføre

bødestraf efter bestemmelsen i § 55 a.

Til nr. 18

Ministeriet er blevet opmærksom på, at den i § 56, stk. 1, foretagne

henvisning til § 55 efter de i 1985 gennemførte lovændringer er

ufuldstændig. Det foreslås derfor, at henvisningen suppleres med

en henvisning til §§ 55 a og b.

Til nr. 19

Til stk. 4

I forholdet til udenlandske ophavsmænd finder ministeriet ikke, at

der for så vidt angår vederlagsretten efter § 25 a (følgeretten)

er behov for at lade den umiddelbare anvendelse af loven være

særligt vidtgående. Navnlig vil det ikke være hensigtsmæssigt at

anvende det såkaldte udgivelseskriterium for beskyttelsen,

således at udenlandske kunstnere kunne kræve følgeretsvederlag,

hvis deres værker først var udgivet i Danmark. I konsekvens heraf

omfatter retten i § 25 a kun værker af personer, som er danske

statsborgere, eller som har fast bopæl her i landet.

For så vidt angår udenlandske statsborgeres rettigheder indeholder

den gældende lov i § 60 en hjemmel for, at der ved kgl. anordning

under forudsætning af gensidighed kan ske udvidelser af lovens

rækkevidde. Denne hjemmel vil også få virkning for følgeretten,

og Bernerkonventionens særlige regler om materiel gensidighed vil

således kunne finde udtryk i de administrativt fastsatte regler.

Udtrykkelige lovbestemmelser herom er følgelig ikke påkrævet.

Til nr. 20

I overensstemmelse med den lovgivningspraksis, som i 1961 og 1985

har været fulgt vedrørende retten til at sprede eksemplarer af

musikalier, dvs. noder, partiturer o.l., og senere i 1985 også

generelt for musikværker, dvs. grammofonplader o.l., foreslås

det, at de i lovforslagets nr. 8 indeholdte nye bestemmelser om

udlån og udlejning af edb-programmer, som er udgivet i

maskinlæsbar form, efter lovens ikrafttræden også skal iagttages

for så vidt angår eksemplarer af edb-programmer, som er kommet

til eksistens før lovens ikrafttræden.

Til § 2

På baggrund af, at der såvel på rettighedshaversiden som på

forhandlersiden bør være fornøden tid til at tilrettelægge

opkrævningen af det nye følgeretsvederlag (droit de suite)

foreslås det i lovforslagets § 2, at forslagets § 1, nr. 10, (§

25 a) først skal træde i kraft den 1. juli 1989.

Til § 3

I forbindelse med vedtagelsen af den generelle licensordning for

kabelspredning af radio- og fjernsynsprogrammer (§ 22 a) vedtoges

det i 1985, at ordningen ikke umiddelbart skulle gælde for

Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning kunne sættes helt

eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,

som særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

I konsekvens heraf foreslås det, at det samme skal gælde for såvidt

angår den under nr. 7 foreslåede ændring i § 22 a.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

1. I § 1, stk. 2, indsættes efter »værker af beskrivende art«: »samt

værker i form af edb-programmer«.

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har

ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift

eller tale udtrykt skønlitterær eller beskrivende fremstilling,

som musikværk eller sceneværk, som filmværk, som værk af

billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet

til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form

udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

2. I § 9 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for edb-programmer.«

§ 9. Love, administrative forskrifter, retsafgørelser og andre

offentlige aktstykker er ikke genstand for ophavsret.

3. I § 10 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Halvlederprodukters udformning (topografi) nyder ikke

beskyttelse efter denne lov, men beskyttes efter reglerne i lov

om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).«

§ 10. Beskyttelse efter lov om mønstre udelukker ikke ophavsret.

Stk. 2. Fotografier nyder ikke beskyttelse efter denne lov, men

beskyttes efter reglerne i lov om retten til fotografiske

billeder.

4. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning, ved

aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden måde,

som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en original, eller

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i maskinlæsbar form.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at benytte fremmed

medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er tale om

1) værker af brugskunst,

2) kunstværker, dersom eksemplarfremstillingen har form af en

kunstnerisk gengivelse.«

§ 11. Af et offentliggjort værk må enkelte eksemplarer fremstilles

til privat brug, men de må ikke udnyttes på anden måde.

Stk. 2. Denne bestemmelse medfører ikke ret til at lade andre

eftergøre brugskunst eller billedhuggerværker eller fremstille

kunstneriske gengivelser af andre kunstværker, og heller ikke ret

til at opføre bygningsværker.

5. Efter § 11 indsættes:

Ȥ 11 a. Ejeren af et eksemplar af et edb-program, som er udgivet i

maskinlæsbar form ved salg til almenheden, må fremstille reserve-

og sikkerhedseksemplarer af programmet samt sådanne eksemplarer,

som er nødvendige for hans brug af dette. Sådanne eksemplarer må

ejeren ikke udnytte på anden måde, og retten til at udnytte

eksemplarerne bortfalder, hvis ejeren af eksemplaret af det

erhvervede edb-program spreder dette videre.«

6. § 22, stk. 1, indsættes efter »Danmarks Radio«: »,TV2«, og efter

2. pkt. indsættes: »Kultur- og kommunikationsministeren kan

fastsætte, at bestemmelsen skal finde tilsvarende anvendelse på

aftaler, truffet af andre radio- eller fjernsynsforetagender.«

§ 22. Har Danmarks Radio eller radiofonierne på Færøerne og i

Grønland i medfør af aftale med en organisation, som omfatter en

væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af værker,

ret til at udsende de af organisationen repræsenterede værker, må

radiofonien mod ydelse af vederlag tillige udsende udgivne værker

af tilsvarende art af ophavsmænd, som ikke repræsenteres af

organisationen. Denne bestemmelse gælder ikke for sceneværker og

heller ikke for andre værker, hvis ophavsmanden har nedlagt

forbud mod værkets udsendelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når

ophavsmanden til et kunstværk har overdraget et eller flere

eksemplarer af værket til andre.

Stk. 3. Radio- eller fjernsynsforetagender kan til brug i deres

udsendelser optage værker på bånd, film eller andre indretninger,

der kan gengive dem, under forudsætning af, at de har ret til at

udsende de pågældende værker. Retten til at gøre således optagne

værker tilgængelige for almenheden afhænger af de i øvrigt

gældende regler.

Stk. 4. Ved kgl. anordning kan der gives nærmere forskrifter om

vilkårene for at foretage sådanne optagelser og om brugen og

opbevaringen af disse.

7. I § 22 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Vederlagskravet påhviler ejeren af kabelanlægget. Hvis det

nævn, som er omtalt i § 54, har truffet en afgørelse om

vederlagets størrelse, hvorefter det vederlag, som ejeren skal

betale, er fastsat som et beløb pr. tilslutning i anlægget, skal

brugeren af den enkelte tilslutning betale et beløb til ejeren,

som svarer dertil.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 22 a. Værker, som udsendes i radio eller fjernsyn, må fordeles

over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved hjælp af

radioanlæg, når dette sker uden ændringer og samtidig med, at

udsendelsen finder sted.

Stk. 2. Ophavsmanden har krav på vederlag. Dette gælder dog ikke,

når radio- eller fjernsynsudsendelser modtages ved hjælp af egen

fællesantenne og fordeles over kabelanlæg, som ikke omfatter mere

end 25 tilslutninger i en bygning eller i en gruppe af

nærtliggende bygninger.

Stk. 3. Vederlagskravet kan kun gøres gældende af en af ministeren

for kulturelle anliggender godkendt fællesorganisation, som

omfatter ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre

rettighedshavere, herunder radio- eller fjernsynsforetagender og

fotografer, hvis værker, præstationer, frembringelser og billeder

anvendes i radio- eller fjernsynsudsendelser i Danmark.

Stk. 4. Fællesorganisationens vederlagskrav forældes efter 3 år fra

udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted. Forældelsen

afbrydes ved skriftligt påkrav fra Fællesorganisationen.

Ophavsmandens krav mod fællesorganisationen forældes efter 3 år

fra udløbet af det år, i hvilket udnyttelsen fandt sted.

Forældelsen afbrydes ved skriftligt påkrav fra rettighedshaveren.

8. § 23 affattes således:

»§ 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan de

udgivne eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det ikke tilladt uden

ophavsmandens samtykke til almenheden at sprede

1) eksemplarer af musikværker gennem udlejning eller

2) eksemplarer af edb-programmer, som er udgivet i maskinlæsbar

form, gennem udlån eller udleje.

Stk. 3. Når et filmværk er udgivet i form af salg til almenheden,

kan de eksemplarer, som er omfattet af udgivelsen, spredes

videre. Dog må de ikke uden ophavsmandens samtykke spredes til

almenheden gennem udlån eller udlejning.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 medfører ingen indskrænkning i

forfatternes ret til vederlag for det offentlige udlån af bøger,

som sker gennem bibliotekerne, jf. lov om biblioteksafgift.«

§ 23. Når et litterært eller musikalsk værk er udgivet, kan udgivne

eksemplarer spredes videre eller fremvises offentligt. Dog kan

eksemplarer af musikværker ikke uden ophavsmandens samtykke

spredes til almenheden gennem udlejning.

Stk. 2. Der sker ikke ved bestemmelsen i stk. 1 nogen indskrænkning

i forfatternes ret til vederlag for det gennem bibliotekerne

stedfindende offentlige udlån af bøger, jf. lovbekendtgørelse nr.

128 af 16. april 1959 § 7, stk. 2.

9. I § 25, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »film«: », jf. dog § 25

a.«

§ 25. Når ophavsmanden har overdraget et eller flere eksemplarer af

et kunstværk til andre, eller værket er blevet udgivet, må de

overdragne eller udgivne eksemplarer spredes videre, og værket må

vises offentligt på anden måde end i fjernsyn eller ved visning

af film. Værket må dog medtages ved indspilning og visning af

film eller fjernsynsprogram, når gengivelsen af det er af

underordnet betydning for filmens eller fjernsynsprogrammets

indhold.

Stk. 2. Kunstværker, som indgår i en samling, eller som udstilles

eller udbydes til salg, kan afbildes i kataloger over samlingen

og i meddelelser om udstilling eller salg. Kunstværker kan også

afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for

offentligheden tilgængelig plads eller vej, men er kunstværket

hovedmotivet, og udnyttes gengivelsen erhvervsmæssigt, har

ophavsmanden krav på vederlag, medmindre det drejer sig om

afbildning i aviser.

Stk. 3. Bygninger kan frit afbildes.

10. Efter § 25 indsættes:

»§ 25 a. Ved erhvervsmæssigt videresalg af eksemplarer af

kunstværker har ophavsmanden ret til et vederlag på 5% af

salgsprisen ekskl. moms.

Stk. 2. Retten til vederlag omfatter ikke bygningsværker. Værker af

brugskunst er ikke omfattet, hvis de er fremstillet i flere

identiske eksemplarer.

Stk. 3. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om vederlagets beregning, herunder bestemmelser om

mindstebeløb for den salgspris, som skal medføre ret til vederlag.

Stk. 4. Retten til vederlag består indtil ophavsrettens udløb, jf. §

43. Retten er personlig og uoverdragelig. Efter ophavsmandens død

falder retten dog i arv til ophavsmandens ægtefælle og

livsarvinger. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller

livsarvinger, tilfalder vederlagsretten den organisation, som er

nævnt i stk. 5.

Stk. 5. Retten til vederlag kan kun gøres gældende af kultur- og

kommunikationsministeren. Organisationen forestår opkrævningen og

foretager udlodningen til de berettigede. De berettigedes krav

mod organisationen består, indtil 3 år er forløbet fra udgangen

af det år, i hvilket videresalget fandt sted.

Stk. 6. Ved erhvervsmæssigt videresalg som nævnt i stk. 1 er

sælgeren forpligtet til at fremsende en årlig opgørelse over

salget af kunstværker, attesteret af en statsautoriseret eller

registreret revisor, til den organisation, som er nævnt i stk. 5.«

11. § 31 stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Kreditorforfølgning i eksemplarer af værket kan heller ikke

foretages hos ophavsmanden selv eller hos nogen, til hvem

eksemplarer er overgået ifølge ægteskab eller arv, hvis

forfølgningen retter sig mod

1) manuskripter,

2) stokke, plader, forme eller lignende, hvorved et kunstværk kan

udføres, eller

3) eksemplarer af kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til

salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.«

§ 31. Ophavsmandens ret til at råde over sit værk kan ikke være

genstand for kreditorforfølgning, hverken hos ham selv eller hos

nogen, til hvem den er overgået ifølge ægteskab eller arv.

Stk. 2. Det samme gælder for så vidt angår kunstværker, som ikke er

udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til

offentliggørelse, og med hensyn til manuskripter.

12. Efter § 42 indsættes i kapitel 3:

»Særlige bestemmelser om edb-programmer

§ 42 a. En aftale om ret til at udnytte et edb-program medfører, når

intet andet er aftalt, ret til at foretage sådanne ændringer i

programmet, som er nødvendige for udnyttelsen af den aftalte

udnyttelse, jf. dog § 3, samt ret til at fremstille sådanne

eksemplarer, herunder reserve- og sikkerhedseksemplarer, som er

nødvendige for udnyttelsen af programmet. Retten til at udnytte

sådanne eksemplarer bortfalder, hvis retten til at udnytte

programmet ophører.

§ 42 b. Ophavsretten til et edb-program, der er frembragt som led i

et ansættelsesforhold, overgår til arbejdsgiveren, medmindre

andet er aftalt.

13. I § 45, stk. 2, indsættes efter »gengive den,»: »eller udsendes

i lydradio eller fjernsyn,».

§ 45. En udøvende kunstners fremførelse af et litterært eller

kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens samtykke

a) optages på grammofonplade, lydbånd, film eller anden indretning,

der kan gengive den;

b) udsendes i lydradio eller fjernsyn;

c) på anden måde ved samtidig overføring ad teknisk vej gøres

offentligt tilgængelig for en anden kreds end den, for hvilken

kunstneren direkte optræder.

Stk. 2. Er fremførelsen optaget som anført i stk. 1, punkt a), må

den ikke uden kunstnerens samtykke overføres til anden

indretning, der kan gengive den, førend 50 år er forløbet efter

udgangen af det år, da fremførelsen fandt sted.

Stk. 3. På optagelser, udsendelser og overføringer som nævnt i stk.

1 og stk. 2 finder bestemmelserne i § 3, § 11, stk. 1, § 14, stk.

1, §§ 17, 20 og 21, § 22, stk. 3 og 4, § 22 a, § 24 a samt §§

27-31 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 b) kan Det Kongelige Teater

lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning

af officielle besøg udsende af Danmarks Radio i lydradio og

fjernsyn.

14. I § 49, stk. 1, udgår: »samt programmer«.

§ 49. Kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et

større antal oplysninger, samt programmer må ikke eftergøres uden

samtykke af den, som har frembragt dem, før 10 år er gået efter

det år, da arbejdet blev udgivet.

Stk. 2. Er arbejder af den nævnte art eller dele deraf genstand for

ophavsret eller anden beskyttelse, kan denne også gøres gældende.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 11, stk. 1, og §§ 14, 15 a, 17 og 24 a

finder tilsvarende anvendelse. Det samme gælder bestemmelsen i §

9, dog ikke for så vidt angår Det Kongelige Teaters programmer.

15. I § 53, stk. 2, ændres »§ 55, stk. 7« til: »§ 55 e, stk. 3«.

§ 53. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller

kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for

almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle

interesser herved krænkes.

Stk. 2. Ministeriet for Kulturelle Anliggender afgiver efter

anmodning erklæring om, hvorvidt en benyttelse af et værk skønnes

at være i strid med de i stk. 1 angivne regler eller at indebære

en overtrædelse af § 3, der vil kunne medføre offentlig påtale,

jfr. § 55, stk. 7.

16. I § 54, stk. 2, ændres »§ 22 a, stk. 3« til: »22 a, stk. 4« og

»§ 22 a, stk. 4« til: »22 a, stk. 5«.

§ 54. Såfremt der ikke kan opnås enighed om størrelsen af vederlag i

henhold til §§ 14, 15 a, stk. 3, 16, 17, 18, 19, 22, 22 a, 25 og

47, kan hver af parterne forelægge spørgsmålet for et af

ministeren for kulturelle anliggender nedsat særligt nævn. Nævnet

har den endelige administrative afgørelse. Ministeren fastsætter

de nærmere regler for nævnets virksomhed.

Stk. 2. Nægter et radio- eller fjernsynsforetagende efter § 48, stk.

1, at give samtykke til, at foretagendets radio- eller

fjernsynsudsendelser samtidig og uden ændringer fordeles over

kabelanlæg, eller kan der ikke opnås enighed om vilkårene for en

sådan fordeling, kan det i stk. 1 omtalte nævn på begæring af

hver af parterne meddele den fornødne tilladelse og fastsætte

nærmere vilkår herfor. Afgørelse om fastsættelse af vederlag kan

dog af nævnet kun træffes på grundlag af krav fremsat af radio-

eller fjernsynsforetagendet gennem den i § 22 a, stk. 3, nævnte

fællesorganisation. Bestemmelsen i § 22 a, stk. 4, finder

tilsvarende anvendelse.

17. I § 55 a indsættes som nr. 4):

»4) unddrager sig vederlagspligten ved at undlade at fremsende

opgørelse efter § 25 a, stk. 6.«

§ 55 a. Med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt

1) overtræder § 3, stk. 1 og 2, § 26, stk. 2 og 3, § 28, stk. 1, §

39, stk. 1, § 45, stk. 1, litra b og c, § 48, stk. 1, 1. pkt.,

eller §§ 50-53,

2) overtræder forskrifter givet efter § 30, stk. 2, eller efter §

45, stk. 3, jf. § 30, stk. 2, eller

3) overtræder § 45, stk. 3, jf. §§ 3 og 28, stk. 1.

18. I § 56, stk. 1, ændres »§ 55« til: »§§ 55, 55 a og 55 b«.

§ 56. Tab, som er forvoldt ved en af de i § 55 nævnte overtrædelser,

kan kræves erstattet efter de almindelige erstatningsregler. Den,

der har krænket en ophavsmands eller udøvende kunstners ret ved

retsstridigt forhold, skal dømmes til at betale den forurettede

en godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

Stk. 2. For så vidt det skønnes rimeligt, kan der tilkendes den

forurettede erstatning, selv om overtrædelsen er begået i god

tro. I dette tilfælde kan erstatningen dog ikke overstige den ved

overtrædelsen indvundne fortjeneste.

19. I § 58 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

Stk. 4. Bestemmelserne i § 25 a gælder for værker af danske

statsborgere og personer, der er bosat i Danmark'.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

§ 58. Lovens bestemmelser om ophavsret gælder for:

1) værker af danske statsborgere eller personer, der er bosat i

Danmark,

2) værker, som er udgivet første gang i Danmark, eller som er

udgivet første gang samtidig i Danmark og i et andet land, og

3) filmværker, hvis producent har sit hovedsæde eller er bosat i

Danmark,

4) bygningsværker, beliggende i Danmark,

5) kunstværker, der er indføjet i bygninger eller anlæg i Danmark.

Stk. 2. Ved anvendelse af stk. 1, nr. 2, anses samtidig udgivelse at

have fundet sted, såfremt værket efter udgivelse i et andet land

inden 30 dage udgives i Danmark.

Stk. 3. Ved anvendelse af stk. 1, nr. 3, anses, når andet ikke er

oplyst, den som producent, hvis navn på sædvanlig måde er angivet

på filmen.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 42 finder ikke anvendelse på filmværker,

der efter den reviderede Bernerkonvention til beskyttelse af

litterære og kunstneriske værker af 24. juli 1971 har som

hjemland et andet til Bernerunionen hørende land end Danmark, som

har tiltrådt konventionen af 1971. Særlige bestemmelser om

aftaler vedrørende medvirken ved indspilning af sådanne

filmværker kan gives ved kgl. anordning.

Stk. 5. Bestemmelserne i §§ 51-53 finder dog anvendelse på ethvert

værk, som omfattes af § 1.

20. I § 61, stk. 2, indsættes efter »musikværker«: »og om udlån og

udlejning af edb-programmer«.

§ 61. Loven gælder også værker og andre frembringelser, som allerede

er genstand for ophavsret efter ældre love.

Stk. 2. Eksemplarer, som er lovligt fremstillet før lovens

ikrafttræden, kan fremdeles vises offentligt og spredes til

almenheden, idet dog bestemmelsen i § 23 om udlejning af

musikværker må iagttages.

Stk. 3. Beskyttelsen mod eftergørelse af en lydoptagelse, som er

fremstillet før lovens ikrafttræden, og som ville være beskyttet

efter ældre lov, skal uanset den i § 46 angivne tidsfrist ikke

kunne udløbe tidligere end 1. oktober 1966.

Versioner

1. 1988-05-21