Gelex

1987 LSF 159 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00159@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om lige løn til mænd og kvinder, jf. lovbekendtgørelse nr. 237

af 5. maj 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, ændres »26 ugers løn« til: »39 ugers løn«.

2. Efter § 5 indsættes:

» § 5 a. Ligestillingsrådet kan af egen drift eller efter anmodning

undersøge forhold, der vedrører denne lov.

Stk. 2. Arbejdsgivere og lønmodtagere samt disses organisationer

skal efter anmodning overlade Ligestillingsrådet enhver

oplysning, der er af betydning for Ligestillingsrådets

virksomhed.«

3. Efter § 6 indsættes:

» § 6 a. Overtrædelse af § 5 a, stk. 2, straffes med bøde.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 1988.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lov nr. 32 af 4. februar 1976 om lige løn til mænd og kvinder

(Folketingstidende 1975-76, sp. 1674, 2401, 5032 og 5121, tillæg

A, sp. 1505, tillæg B, sp. 385, tillæg C, sp. 183) er senest

bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 237 af 5. maj 1986.

Folketinget vedtog den 20. januar 1987 en dagsorden, der bl.a.

opfordrer regeringen til at styrke Ligestillingsrådet med

kompetence og ressourcer til at behandle sager om lige løn og

ligebehandling. Arbejdsministeriet har haft drøftelser med

Ligestillingsrådet, LO, DA og FTF om opfølgningen af denne

dagsorden. Der var enighed om, at Ligestillingsrådet skal have

adgang til oplysninger om forhold vedrørende ligeløn. Der

henvises til det samtidigt fremsatte forslag til lov om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og

barselorlov m.v.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der foreslås en forhøjelse af godtgørelsesniveauet fra 26 ugers løn

til 39 ugers løn, svarende til godtgørelsesniveauet i

Hovedaftalen mellem LO og DA for usaglig opsigelse.

Til nr. 2

Forslaget er indsat for at imødekomme et ønske om mere kompetence

til Ligestillingsrådet, jf. Folketingets dagsorden af 20. januar

1987. Ligestillingsrådet får adgang til af egen drift eller efter

anmodning at undersøge alle forhold vedrørende loven.

Arbejdsgivere, lønmodtagere og disses organisationer har pligt til

at afgive de oplysninger, som har betydning for

Ligestillingsrådet i forbindelse med undersøgelse af

ligelønssager m.v. Hvis bestemmelsen overtrædes, kan der pålægges

bødestraf, jf. forslag til § 6 a.

Offentlige myndigheder skal afgive oplysninger til

Ligestillingsrådet efter reglerne i forvaltningsloven. Efter

forvaltningslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 4, skal

offentlige myndigheder således videregive oplysninger, der er et

nødvendigt led i sagens behandling, eller er nødvendige for

gennemførelse af Ligestillingsrådets tilsynsopgaver.

Til nr. 3

Det foreslås, at overtrædelse af § 5 a, stk. 2, om oplysningspligt

skal kunne straffes med bøde.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

1. I § 3, stk. 2, ændres »26 ugers løn« til: »39 ugers løn«.

§ 3. Afskediges en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om

ligeløn herunder lige lønvilkår efter loven, skal arbejdsgiveren

udrede en godtgørelse.

Stk. 2. Godtgørelsen, der ikke kan overstige 26 ugers løn,

fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og

sagens omstændigheder i øvrigt.

Versioner

  1. 1988-05-21