1987 LSF 165 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING VED FUSION AF AKTIESELSKABER M.V. (SPAREKASSERS OMDANNELSE TIL AKTIESELSKABER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00165@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om beskatning ved fusion af aktieselskaber m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 653 af 8. oktober 1987, indsættes efter §
14 i kapitel 2:
» § 14 a. Ved sparekassers omdannelse til aktieselskaber, jf.
kapitel 12 b i lov om banker og sparekasser m.v., finder § 5, §
6, stk. 1, § 6, stk. 3-6, § 7, § 8 og § 10, stk. 2, tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Underskud fra tidligere indkomstår kan uanset § 8, stk. 6,
bringes til fradrag i det fortsættende selskabs indkomstopgørelse
efter ligningslovens § 15, hvis sparekassens aktiver og gæld som
helhed overdrages til et af sparekassen oprettet aktieselskab,
hvori sparekassen ejer hele aktiekapitalen.
Stk. 3. Aktier i det fortsættende selskab, som den erhvervsdrivende
fond modtager i henhold til § 52 c i lov om banker og sparekasser
m.v., anses for anskaffet på det tidspunkt, hvor fusionen er
vedtaget i alle de fusionerende selskaber. Som anskaffelsessum
anvendes værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af
sparekassens gæld.
Stk. 4. Aktier modtaget af garanter ved ombytning af deres
garantbeviser til aktier anses for anskaffet ved ombytningen for
garantbevisets indløsningsværdi.«.
§ 2
Loven har virkning fra og med indkomståret 1988.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Lovens formål
Formålet med lovforslaget er at foretage justeringer i
skattelovgivningen på baggrund af, at industriministeren den 18.
november 1987 har fremsat forslag om ændring af bank- og
sparekasseloven, således at sparekasserne kan omdannes til
aktieselskaber ved fusion med et sparekasseaktieselskab (L 86).
Det fortsættende selskab udsteder aktier til en erhvervsdrivende
fond svarende til den af sparekassen indskudte kapital. Fondens
formål er at drive sparekassen videre i aktieselskabsform.
Forslaget går ud på at ændre fusionsloven, således at fusionen
ikke udløser likvidationsbeskatning af den ophørende sparekasse.
2. Fusionsloven er senest ændret ved lov nr. 311 af 25. maj 1987,
jf. Folketingstidende 1986/87, sp. 8275, 8929, 11.611, 12.281,
Tillæg A, sp. 4571, Tillæg B, sp. 1679, 2369.
3. Lovforslagets indhold
Fusionsloven omfatter ikke fusioner mellem sparekasser og
aktieselskaber, når aktieselskabet er det fortsættende selskab.
Fusion mellem en sparekasse og et sparekasseaktieselskab efter
industriministerens lovforslag medfører alene en omstrukturering
af en virksomhed, der iøvrigt fortsætter uændret. Det foreslås
derfor at ændre fusionsloven, således at omdannelsen ikke udløser
skat af f.eks. genvundne afskrivninger eller af gevinster efter
kursgevinstloven.
Efter fusionsloven succederer det fortsættende selskab i de
ophørende selskabers skattemæssige stilling. Dette vil efter
lovforslaget finde tilsvarende anvendelse, når en sparekasse
fusionerer med et sparekasseaktieselskab, med aktieselskabet som
det fortsættende selskab, jf. lovforslagets § 14 a, stk. 1.
Sparekassens formuegoder behandles således ved opgørelsen af det
fortsættende aktieselskabs indkomstopgørelse, som om de var
anskaffet af dette på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af
sparekassen, og for de anskaffelsessummer, sparekassen har
erhvervet formuegoderne for. Hovedprincippet er således, at
sparekassen ikke beskattes af realisationsavancer eller -tab ved
fusionen. Beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor det
fortsættende sparekasseaktieselskab realiserer avancen eller
tabet.
Efter industriministerens lovforslag kan flere forskellige
sparekasser fusionere med det samme sparekasseaktieselskab. Efter
fusionslovens almindelige regler er der ikke adgang til at
overføre underskud fra den ophørende sparekasse til det
fortsættende selskab, jf. fusionslovens § 8, stk. 6. Efter denne
bestemmelse kan underskud fra tiden før fusionen ikke fradrages
ved det fortsættende selskabs indkomstopgørelse, medmindre
selskaberne har været sambeskattet indtil fusionsdatoen og i de
seneste 5 indkomstår forud herfor. Denne begrænsning foreslås
opretholdt også for sparekasserne.
Såfremt sparekassen fusionerer med et af den selv oprettet
aktieselskab, hvori den ejer alle aktierne, er der dog ingen
mulighed for at spekulere i overførsel af skattemæssigt underskud
fra et skattesubjekt til et andet. I denne situation er det
derfor rimeligt at lade det fortsættende sparekasseaktieselskab
fremføre sparekassens eventuelle underskud fra tidligere år.
Fusionen er som nævnt alene en omstrukturering af en virksomhed,
der iøvrigt fortsætter uændret. I lovforslagets § 14 a, stk. 2,
er disse tilfælde derfor undtaget fra den generelle bestemmelse i
§ 8, stk. 6.
Fusionsloven indeholder for aktie-, anparts- og andelsselskaber
udtrykkelig bestemmelse om den skattemæssige status for aktierne
i det fortsættende selskab. For at undgå tvivl om
anskaffelsestidspunkt og anskaffelseskurs for de aktier, fonden
modtager som vederlag for sparekassens egenkapital, og de aktier,
som garanter oppebærer ved ombytning med garantbeviser, er der
også for disses vedkommende i forslaget fastsat regler herom.
Efter forslagets § 14 a, stk. 3, anses de aktier, som den
erhvervsdrivende fond modtager som vederlag for sparekassens
egenkapital, for anskaffet på det tidspunkt, hvor fusionen er
vedtaget i alle de fusionerende selskaber. Som anskaffelsessum
anvendes værdien af de indskudte aktiver med fradrag af
sparekassens gæld. Som udgangspunkt er fonden skattepligtig af
værdien af de modtagne aktier. Det er dog ikke nødvendigt
særskilt at fritage fonden for beskatning. Fonden kan opnå
dispensation for beskatning og afgift efter
fondsbeskatningslovens § 3, stk. 3 og 4, når aktierne anvendes
til at oprette fonden eller til at udvide fondens grundkapital.
Efter fondsbeskatningscirkulæret vil fuld skattefritagelse uden
kompenserende afgift kunne meddeles ved gaver til stiftelse eller
udvidelse af grundkapitalen i erhvervsdrivende fonde, der ikke
tillige kan anses som familiefonde.
Efter forslagets § 14 a, stk. 4, skal aktier modtaget af garanter
ved ombytning med garantbeviser anses for anskaffet ved
ombytningen for garantbevisets indløsningsværdi. Såfremt aktierne
afstås inden 3 år efter ombytningen, vil en eventuel avance blive
beskattet som kapitalindkomst. jf. aktieavancebeskatningslovens §
2. Afstås aktier efter 3 års besiddelsestid, er avancen
skattefri. Selve ombytningen af garantbeviserne med aktier er
skattefri, idet aktierne erhverves for garantbevisernes
indløsningsværdi.
4. Andre skattemæssige konsekvenser.
Den foreslåede omdannelse vil ikke udløse stempelafgift. Efter
stempellovens § 53, stk. 5, er dokumenter om indskud af fast
ejendom stempelfri, hvis de oprettes i anledning af
sammenslutning mellem selskaber m.v., som omfattes af § 53, stk.
1. Sparekasser er omfattet af § 53, stk. 1, ligesom det må
anerkendes, at der er tale om en sammenslutning. Andre
formuegoder kan også overdrages stempelfrit.
Heller ikke efter aktieafgiftsloven bliver der tale om afgiftspligt
i forbindelse med sammenslutningen. Aktieafgiftslovens § 4, stk.
1, indeholder dels en henvisning til stempellovens § 53, dels en
bestemmelse om, at der ikke skal betales afgift ved overdragelse
af aktier m.v., hvis overdrageren er fondshandler (bl.a.
sparekasser).
5. Forslagets administrative og provenumæssige konsekvenser.
Lovforslaget indebærer ikke væsentlige administrative konsekvenser.
Ved en sparekasses omdannelse fra den nuværende organisationsform
til et aktieselskab skal der efter gældende regler ske
likvidationsbeskatning af den ophørende sparekasse. Med
lovændringen friholdes sparekassen fra likvidationsbeskatning,
såfremt den ophørende sparekasse fortsætter i aktieselskabsform.
Man kan således sige, at lovforlaget indebærer et provenutab, for så
vidt sparekasser ville blive omdannet til aktieselskaber under
den gældende lovgivning. Det må dog antages, at sparekasser kun i
beskedent omfang ville lade sig omdanne til aktieselskaber,
såfremt lovændringen ikke fandt sted.
Der foreligger ikke skøn over, i hvilket omfang og tempo sparekasser
kan forventes at lade sig omdanne til aktieselskaber.
6. Ikrafttræden
Lovforslaget finder anvendelse fra og med indkomståret 1988.