Gelex

1987 LSF 166 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF AKTIEAFGIFTSLOVEN

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00166@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov nr. 228 af 22. april 1987 om afgift ved overdragelse af aktier

m.v. (aktieafgiftsloven) affattes § 4, stk. 1, nr. 5, således:

»5) når en her i landet hjemmehørende part indgår aftale med en

udenlandsk vekselerer eller et udenlandsk pengeinstitut om køb

eller bytte af aktier m.v.«.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har

virkning for overdragelser, der finder sted den 1. juni 1987

eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget indeholder en udvidelse af

afgiftsfritagelsesbestemmelsen i aktieafgiftslovens § 4, stk. 1,

nr. 5.

Efter den gældende formulering skal der ikke betales afgift, når et

dansk børsmæglerselskab indgår aftale med en udenlandsk

vekselerer eller et udenlandsk pengeinstitut om køb eller bytte

af danske eller udenlandske børsnoterede aktier m.v.

Efter forslaget skal afgiftsfritagelsen udvides, således at det ikke

længere er en betingelse at den danske part er et

børsmæglerselskab. Det er endvidere efter forslaget ikke en

forudsætning for afgiftsfritagelse, at de handlede værdipapirer

er børsnoterede. Derimod opretholdes betingelsen om at den

udenlandske part skal være vekselerer eller pengeinstitut.

Baggrunden for lovforslaget er, at der med den gældende udformning

af aktieafgiftsloven kan siges at være tale om en diskriminering

af udenlandske vekselerere og pengeinstitutter i forhold til

danske fondshandlere. Danske fondshandleres overdragelse af

aktier m.v. er helt fritaget for afgift efter § 4, stk. 1, nr. 1,

jf. § 4, stk. 3. Dette gælder uanset om erhververen er

fondshandler eller ej. Det er ligeledes underordnet om

erhververen er hjemmehørende her i landet eller i udlandet.

Efter § 2, stk. 2, er der afgiftspligt, når den ene af parterne

eller begge parter er hjemmehørende her i landet. Der skal derfor

som udgangspunkt betales afgift, når en udenlandsk part

overdrager aktier m.v. til en dansk part. Dette gælder selv om

den udenlandske part er vekselerer eller pengeinstitut. Der er

som nævnt en enkelt undtagelse, nemlig den gældende § 4, stk. 1,

nr. 5. Denne bestemmelse omfatter imidlertid kun aftale om

overdragelse til et dansk børsmæglerselskab. Hvis en udenlandsk

vekselerer eller et udenlandsk pengeinstitut sælger aktier m.v.

til en dansk part, der ikke er et børsmæglerselskab, skal der

altså betales afgift. Salget havde derimod været afgiftsfrit,

hvis sælgeren havde været en dansk fondshandler.

Der er efter lovens vedtagelse rejst spørgsmål, om denne

afgiftsmæssige forskelsbehandling er i strid med EØF-traktatens

regler om fri udveksling af tjenesteydelser. Disse regler

indebærer bl.a., at medlemsstaterne ikke må indføre nye

begrænsninger i den frihed til udveksling af tjenesteydelser, der

faktisk er opnået ved traktatens ikrafttræden. Det kan ikke

afvises, at udenlandske fondshandlere udsættes for en

forskelsbehandling i forhold til danske fondshandlere.

Den tidligere gældende børsstempelafgiftslov, der blev afløst af

aktieafgiftsloven med virkning fra 1. juni 1987, ligestillede

udenlandske og danske vekselerere og pengeinstitutter i

afgiftsmæssig henseende. Konsekvensen af lovforslaget vil være,

at der igen bliver tale om afgiftsmæssig ligestilling. Der vil

ikke skulle betales afgift ved en udenlandsk vekselerers eller et

udenlandsk pengeinstituts salg af aktier m.v. til en dansk part.

Der foreslås ikke andre ændringer. Der skal derfor fortsat betales

afgift ved en dansk ikke-fondshandlers salg til en udenlandsk

part, hvad enten den udenlandske part er fondshandler eller ej.

Dette svarer til situationen ved en dansk ikke-fondshandlers salg

til en anden dansk part - fondshandler eller ej.

Administrative og provenumæssige konsekvenser

Lovforslaget vil kun have begrænsede administrative virkninger.

Efter aktieafgiftslovens § 6 er det, ved handler mellem en

udenlandsk part og en dansk part, den danske part, der skal

indbetale afgiften og indberette handelen til

Statsskattedirektoratet. Dette ændres ikke ved forslaget. Den

danske part skal indberette handelen, uanset om der er tale om en

afgiftspligtig eller en afgiftfri handel med en udenlandsk part.

Overdragelse af børsnoterede aktier fra en udenlandsk vekselerer

eller pengeinstitut til en dansk part kan allerede efter den

gældende aktieafgiftslov foretages uden afgift, såfremt der

handles via et dansk børsmæglerselskab.

Alligevel viser erfaringerne med den siden 1. juni 1987 gældende

aktieafgiftslov, at der i en vis udstrækning overdrages aktier

m.v. direkte fra en udenlandsk part til en dansk part, således at

der efter den gældende aktieafgiftslov skal betales afgift ved

overdragelsen.

Det må formodes, at en del af disse handler sker med udenlandske

vekselerere eller pengeinstitutter og således efter forslaget vil

blive afgiftsfritaget. På denne baggrund skønnes forslaget at

medføre et provenutab for staten i størrelsesordenen 5 mill. kr.

årligt. Skønnet er behæftet med betydelig usikkerhed.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

For at opnå den tilsigtede afgiftsmæssige ligestilling mellem danske

fondshandlere og udenlandske vekselerere og pengeinstitutter er

det efter forslaget ikke nogen betingelse for afgiftsfritagelse,

at de handlede værdipapirer er børsnoterede. I forhold til den

gældende lov indebærer forslaget en udvidelse af

afgiftsfritagelsesbestemmelsen i aktieafgiftslovens § 4, stk. 1,

nr. 5. Det er således ikke en forudsætning for afgiftsfritagelse,

at den danske part er børsmæglerselskab. Efter forslaget kan

danske fondshandlere og danske ikke-fondshandlere afgiftsfrit

erhverve aktier m.v. fra udenlandske vekselerere og

pengeinstitutter.

Til § 2

Lovforslaget skal have virkning for allerede indgåede aftaler.

Ændringen skal således omfatte aftaler om overdragelse, der

indgås den 1. juni 1987 eller senere.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende lov

Aktieafgiftsloven, lov nr. 228 af 22. april 1987.

§ 4. Afgift betales ikke

Stk. 1, nr. 1-4,. . . . .

Stk. 1, nr. 5, når et børsmæglerselskab indgår aftale med en

udenlandsk vekselerer eller et udenlandsk pengeinstitut om køb

eller bytte af børsnoterede aktier m.v.

Lovforslaget

I lov nr. 228 af 22. april 1987 om afgift ved overdragelse af aktier

m.v. (aktieafgiftsloven) affattes § 4, stk. 1, nr. 5, således:

»5) når en her i landet hjemmehørende part indgår aftale med en

udenlandsk vekselerer eller et udenlandsk pengeinstitut om køb

eller bytte af aktier m.v.«.

Versioner

  1. 1988-05-21