Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00182@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1. To personer af samme køn kan lade deres partnerskab registrere.

Registrering

§ 2. Ægteskabslovens kapitel 1 og § 12 og § 13, stk. 1 og stk. 2, 1.

pkt., finder tilsvarende anvendelse på registrering af

partnerskab, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis begge parter

eller en af dem har bopæl her i landet.

Stk. 3. Regler om fremgangsmåden ved registrering af partnerskab,

herunder prøvelse af, om betingelserne for registrering er

opfyldt, fastsættes af justitsministeren.

Retsvirkninger

§ 3. Registrering af partnerskab har med den i § 4 anførte

undtagelse samme retsvirkninger som indgåelse af ægteskab.

§ 4. Adoptionslovens regler om ægtefæller finder ikke anvendelse på

det registrerede partnerskab.

Opløsning

§ 5. Ægteskabslovens kapitel 3, 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse

på opløsning af et registreret partnerskab, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Ægteskabslovens § 43, stk. 1, 2. pkt., og § 46 anvendes ikke

ved opløsning af et registreret partnerskab.

Stk. 3. Uanset retsplejelovens § 448 c kan registrerede

partnerskaber altid opløses her i landet.

Stk. 4. Regler om fremgangsmåden ved opløsning af registreret

partnerskab fastsættes af justitsministeren.

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Folketinget har i de seneste år ført en række debatter og truffet en

række beslutninger af betydning for bøsser og lesbiske. Trods

uenighed om enkelte beslutninger har debatterne afsløret en

positiv holdning til samfundsmæssig ligestilling af bøsser og

lesbiske, der rækker langt ud over de partier, som har båret de

enkelte beslutnings- og lovforslag igennem.

Der er ingen tvivl om, at denne politiske velvilje også afspejler

den aktuelle holdning i befolkningen. Det accepteres i stigende

grad, at bøsser og lesbiske lever et liv i overensstemmelse med

deres eget valg, og at forhold melem to personer af samme køn i

nøjagtig samme omfang som forhold mellem to personer af

forskelligt køn bygger på kærlighed, gensidig ansvarlighed og

solidaritet.

Eller som stifteren af Landsforeningen for bøsser og lesbiske, Axel

Axgil, skriver i bogen »Homofile kampår«:

»Vi homoseksuelle følte os ikke hverken syge eller kriminelle. Vi

betragtede os som mennesker, der af en eller anden grund fra

naturens side var skabt anderledes, men vi fandt, at vores form

for kærlighedsliv kunne være lige så smuk og fuld af følelser som

hos de såkaldt »normale« mennesker.'

Forud for den generelt ændrede holdning til bøssers og lesbiskes

samliv er imidlertid gået en århundredlang udvikling, startende

med at straffelovskommissionen af 1905 i sin betænkning af 1912

foreslog en betydelig liberalisering i forhold til gældende

lovgivning, og at denne liberalisering - efter flere forsøg -

gennemførtes i straffeloven af 15. april 1930.

Med datidens målestok betragtedes det som en betydelig landvinding,

da justitsminister C. Th. Zahle i forbindelse med forslaget

udtalte, at »når betaling ikke ydes, og når der ikke finder

misbrug sted af unge mennesker, må forholdet siges ikke at

vedkomme de retshåndhævende myndigheder«.

Disse udtalelser markerede den politiske beslutningstagers accept af

forhold mellem to personer af samme køn. Bøsser og lesbiske

betragtede dem som et væsentligt fremskridt, fordi de indebar, at

forfølgelse på grund af homoseksualitet ikke måtte ske.

Men en egentlig ligestilling af forhold mellem to personer af samme

køn og to personer af forskelligt køn var dog på ingen måde på

tale. Dels var der hverken i befolkningen eller hos politikerne

nogen forståelse herfor, og dels betragtede de fleste bøsser og

lesbiske sådanne ideer som urealistiske, så længe de havde nok at

gøre med at afværge forfølgelse og diskrimination. Kun i mere

visionære øjeblikke diskuteredes egentlig ligestilling.

Dertil kom, at den daværende justitsministers holdning næppe var i

overensstemmelse med befolkningens og de udøvende myndigheders

syn på sagen. Med baggrund i en tvivlsom dom fra 1936 fortolkedes

begrebet »betaling« som enhver materiel gestus, rækkende fra

restaurationsbesøg til en cigaret. Formentlig i modstrid med

justitsminister Zahles intentioner skete der derfor en omfattende

forfølgelse af bøsser og lesbiske frem til slutningen af 60'erne,

hvor især folketingsmedlem Else Merete Ross samt

justitsministrene K. Axel Nielsen og Knud Thestrup huskes for

initiativer, der dæmmede op for den uværdige behandling af bøsser

og lesbiske.

Siden da er der både i befolkningen og blandt de politiske

beslutningstagere på tværs af partiskel sket en ganske betydelig

holdningsændring, som gør det aktuelt at tage yderligere

lovgivningsmæssige initiativer for at ligestille forhold mellem

to personer af samme køn med forhold mellem to personer af

forskelligt køn.

Holdningsændringen er allerede markeret ved flere lejligheder:

1. I 1984 vedtog Folketinget at nedsætte en kommission til at belyse

bøssers og lesbiskes livsforhold i samfundet.

2. I 1986 vedtog Folketinget en arveafgiftsmæssig ligestilling

mellem to personer af samme køn og ægtefæller.

3. I 1987 vedtog Folketinget at udvide den eksisterende

antidiskriminationslovgivning til også at omfatte bl.a. bøsser og

lesbiske.

Dertil kommer, at den daværende indenrigsminister Knud Enggaard og

Folketingets Kommunaludvalg i begyndelsen af 1987 vakte betydelig

international opmærksomhed ved at besøge den hollandske

organisation for bøsser og lesbiske i forbindelse med en

studietur om bekæmpelse af sygdommen AIDS, og at den danske

organisation, Landsforeningen for bøsser og lesbiske, i stigende

grad har høstet anerkendelse, bl.a. som samarbejdspartner i den

danske AIDS-bekæmpelse.

Forslagsstillerne er opmærksom på, at »Kommissionen til belysning af

homoseksuelles situation i samfundet« arbejder med spørgsmålet om

registrering af partnerskab, og at kommissionen kan forventes at

afslutte sit arbejde i nær fremtid.

Når nærværende lovforslag fremsættes, forinden den afsluttende

betænkning foreligger, skyldes det ønsket om, at reglerne om

registrerede par kan gennemføres i indeværende folketingsår.

Forslagsstillerne vil naturligvis inddrage kommissionens vurderinger

og betragtninger i lovgivningsarbejdet, så snart betænkningen

foreligger.

2. Lovforslagets formål

Ud over det indlysende behov for ligestilling mellem to ligeværdige

samlivsformer, som er aktualiseret gennem en årelang udvikling,

er der flere andre formål med lovforslaget:

1. En samfundsmæssig accept af forhold mellem to personer af samme

køn udtrykt gennem egentlig lovgivning vil sikre partnerne i et

sådant forhold de samme retsgarantier, de samme rettigheder og de

samme pligter, som gælder mellem ægtefæller.

2. En partnerskabsinstitution vil sikre bedre muligheder for, at

bøsser og lesbiske kan leve et liv i overensstemmelse med deres

egne ønsker og egne valg. Dette er ikke mindst af betydning for

unge mennesker, for hvem det erfaringsmæssigt er en svær og

langvarig proces at træffe et valg i overensstemmelse med deres

følelser og behov, når de tillige skal inddrage irrationelle

forhold som bl.a. samfundets og omgivelsernes reaktion i deres

overvejelser.

3. En formel anerkendelse gennem eksplicit lovgivning vil forbedre

mulighederne for længerevarende og faste samlivsforhold mellem to

personer af samme køn, idet eksistensen eller blot følelsen af en

negativ reaktion fra omgivelsernes side erfaringsmæssigt påvirker

holdbarheden af det faste forhold i negativ retning.

4. Partnerskabsinstitutionen er en forudsætning for at sikre to

personer af samme køn i et fast parforhold samme rettigheder som

ægtefæller i forhold til anden lovgivning, f.eks. bolig-,

pensions- og udlændingelovgivningen, og dermed hindre en række

menneskeligt belastende situationer.

5. Muligheden for, at to personer af samme køn kan vælge at indgå et

formaliseret partnerskab, indebærer, at de på linje med to

personer af forskelligt køn får to valgmuligheder: den

formaliserede og den ikke-formaliserede.

Derimod udspringer lovforslaget ikke af den alvorlige situation

omkring sygdommen AIDS, om end den dog har aktualiseret

gennemførelsen af det. Også uden forekomsten af denne sygdom

ville vedtagelsen af en partnerskabsinstitution være relevant.

Men det kan naturligvis ikke nægtes, at sygdommen har givet

anledning til en sådan fokusering på bøssers samlede

livssituation, at bl.a. overlæge Henrik Zoffmann ved flere

lejligheder har givet udtryk for, at bedre livsvilkår, ændret

holdning og mindre pres på det faste parforhold mellem to

personer af samme køn vil kunne nedbringe antallet af tilfældige

parforhold mellem bøsser og dermed bidrage til bekæmpelse af

smittespredningen.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at denne vurdering er korrekt,

men i betragtning af de øvrige tungtvejende - og tidsuafhængige -

argumenter for forslaget kan den kun opfattes som en positiv

ekstragevinst ved en gennemførelse af det.

3. Internationale perspektiver

Danmark har i forvejen et godt ry blandt bøsser og lesbiske i

udlandet. Trods vanskeligheder er Danmark et af de få lande i

verden, hvor det er muligt for bøsser og lesbiske at leve en

menneskeværdig tilværelse.

Det antages, formentlig med rette, at et så markant kvalitativt

fremskridt for alle bøsser og lesbiske som vedtagelse af en

egentlig partnerskabsinstitution med rettigheder og pligter på

nuværende tidspunkt næppe vil kunne gennemføres i andre lande end

Danmark.

Over store dele af verden vil Folketingets behandling af nærværende

lovforslag derfor blive betragtet med stor interesse, idet

Danmark med en vedtagelse heraf som det første land vil tage

første skridt i en - i hvert fald i Vesteuropa - uafvendelig

udvikling.

I forbindelse med den årlige konference i ILGA (International

Lesbian and Gay Association), som i 1986 fandt sted i Danmark,

udtrykte mange udenlanske delegerede håb om, at Folketinget ville

vedtage et partnerskabsforslag, idet det ville forbedre vilkårene

for deres arbejde, ikke blot med henblik på at opnå tilsvarende

bestemmelser, men også med henblik på at opnå rettigheder, som

man i Danmark i mange år har opfattet som selvfølgelige

menneskerettigheder. Der er således fortsat en række lande, også

i Europa, hvor homoseksualitet end ikke er tilladt, eller hvor

der er lovhjemmel til diskrimation på grund af homoseksualitet.

Det er forlagsstillernes opfattelse, at vedtagelse af nærværende

lovforslag i kraft af eksemplets magt vil påvirke arbejdet for

bøssers og lesbiskes menneskerettigheder i mange lande over hele

verden.

4. Hovedindhold

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget indebærer, at samtlige ægteskabets retsvirkninger

overføres til det registrerede partnerskab, bortset fra de

undtagelser, der er angivet i lovforslaget og fremgår af dets

bemærkninger.

Forslagsstillerne har valgt at anvende betegnelsen »registreret

partnerskab«, hvilket dels er begrundet i, at betegnelsen findes

velegnet, når der samtidigt lægges vægt på en kort benævnelse,

dels i, at Landforeningen for bøsser og lesbiske i en årrække har

anvendt denne betegnelse for en registreringsordning for

homoseksuelle par, hvorfor betegnelsen må antages i forvejen at

være kendt, i hvert fald iblandt homoseksuelle.

Indgåelse af registreret partnerskab er ikke forbeholdt

homoseksuelle, idet en betingelse herom ville forudsætte en

definition af, hvad et homoseksuelt forhold nærmere indebærer. En

sådan definition er formentlig ikke mulig og ej heller ønskelig.

Personer af samme køn uden seksuelle relationer til hinanden, som

opfylder de betingelser, der i øvrigt stilles til indgåelse af

registreret partnerskab, vil således være omfattede af

lovforslaget.

Lovforslaget indeholder ikke et krav om samliv mellem de personer,

der ønsker at blive registreret. Ægteskabsloven opstiller heller

ikke krav om, at ægtefæller hverken før eller under ægteskabet

lever sammen.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at der i den række af

bestemmelser i ægteskabslovgivningen, som finder tilsvarende

anvendelse på det registrerede partnerskab, anvendes udtryk som

»mand«, »hustru« og lignende. Som eksempler kan nævnes §§ 1, 11

og 26 i lov om ægteskabets retsvirkninger. Forslagsstillerne

finder det ikke nødvendigt at ændre ordlyden i alle sådanne

bestemmelser, men finder, at problemet kan løses ved

analogislutninger eller ved en formålsfortolkning af de

pågældende bestemmelser.

Derimod vil det være nødvendigt at ændre de bestemmelser i

ægteskabslovgivningen, hvori der stilles betingelser vedrørende

et tidligere ægteskab, jf. det samtidig hermed fremsatte forslag

til lov om ændring af ægteskabsloven, arveloven, straffeloven og

lov om afgift af arv og gave. (Ændringer som følge af indførelse

af registreret partnerskab), L 183.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det fastslås, at det kun er to personer af samme køn, der kan indgå

registreret partnerskab. Som nævnt under de almindelige

bemærkninger stilles der ikke krav om, at de to personer har et

seksuelt forhold til hinanden eller blot bor sammen. På den anden

side følger det af bestemmelsen, at registreret partnerskab alene

vedrører parforhold. En gruppe af personer, f.eks. deltagerne i

et kollektiv, kan således ikke benytte ordningen til at indføre

f.eks. indbyrdes legal arveret. Der stilles tillige yderligere

betingelser til de to personer, idet de begge skal opfylde de

betingelser, der gælder ved indgåelse af ægteskab, jf.

bemærkningerne til § 2.

Til § 2

Stk. 1 overfører ægtskabsbetingelserne og reglerne om prøvelse af

disse til at gælde for det registrerede partnerskab, dog med de

undtagelser, der følger af § 2, stk. 2.

Dette betyder bl.a., at personer, som er under 18 år, ikke må indgå

registreret partnerskab uden statsamtets og forældrenes

tilladelse. Det indispensable forbud i ægteskabslovens § 6

overføres tillige, således at registreret partnerskab ikke kan

indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linie eller

mellem søskende, men gerne mellem fætre og kusiner. Desuden

overføres forbudet mod bigami, jf. ægteskabslovens § 9, samt

skiftebetingelsen i lovens § 10.

Lovforslaget indebærer endvidere, at reglerne om kirkelig og

borgerlig vielse ikke finder anvendelse på registreret

partnerskab.

Justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for

fremgangsmåden ved registrering af partnerskab, jf. stk. 3.

Stk. 2 indfører særlige regler for så vidt angår kravet til

parternes tilknytning til Danmark.

Ægteskabslovens kapitel 1 om ægteskabsbetingelser og kapitel 2 om

vielse stiller ikke noget krav om, at dansk vielse kun kan

indgås, hvis en eller begge parter har bopæl (domicil) i Danmark

eller er danske statsborgere.

Naturligvis skal parret være til stede i Danmark under vielsen, men

der er intet til hinder for, at udenlandske statsborgere bliver

gift her i landet, uanset at de begge eller en af dem er bosat i

udlandet. Af hensyn til prøvelsen af ægteskabsbetingelserne skal

parterne dog opholde sig her i landet i nogle dage før vielsen,

mens prøvelsesmyndighederne behandler sagen.

En overførelse på dette punkt af de ovennævnte regler om indgåelse

af ægteskab vil kunne føre til, at rent udenlandske par kan indgå

registreret partnerskab her i landet, uden at registreringen vil

få nogen betydning i deres hjemland. Forslagsstillerne finder

denne konsekvens uhensigtsmæssig. Registreringsordningen bør

derfor kun finde anvendelse i tilfælde, hvor mindst en af

parterne har bopæl i Danmark.

Om stedet for registreringen bemærkes, at forslagsstillerne finder

det betænkeligt med regler, der tillader danske diplomater at

foretage registreringer i udlandet, således som det ved en

overførsel af ægteskabslovgivningen vil være muligt efter

ægteskabslovens § 22. Forudsætningen er, at det pågældende land

tillader, at fremmede myndigheder foretager registreringer af

homoseksuelle på dets territorium. En sådan tilladelse vil

formentlig ikke kunne opnås.

Som følge af, at ægteskabslovens § 22 ikke finder anvendelse, bør

visumansøgere, der ønsker at komme til Danmark for at indgå et

registreret partnerskab, kunne opnå visum, uanset om visum

sædvanligvis ikke udstedes til ansøgere fra det pågældende land.

Stk. 3 bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler

om indgåelse af registreret partnerskab.

Til § 3

§ 3 indeholder lovforslagets hovedbestemmelse, hvorefter samtlige

ægteskabets retsvirkninger overføres til det registrerede

partnerskab med den undtagelse, der er nævnt i § 4.

Bestemmelsen medfører således eksempelvis, at parterne i det

registrerede partnerskab har gensidig forsørgelsespligt, at

ægteskabets formueordning finder anvendelse, og at parterne har

legal arveret efter hinanden, samt at reglerne om

ægtefællebeskatning og sociale ydelser til ægtefæller finder

anvendelse.

Forslag til eventuelle nødvendige følgelovgivninger forudsættes

udarbejdet af Justitsministeriet under lovforslagets behandling,

således at følgelovgivningen kan vedtages i Folketinget samtidig

med nærværende forslag.

Til § 4

Bestemmelsen medfører, at reglerne i adoptionsloven om ægtefællers

adgang til i fællesskab at adoptere et fremmed barn og om

stedbarnsadoption ikke finder anvendelse for personer, der har

indgået registreret partnerskab.

§ 5

Stk. 1 medfører, at reglerne i ægteskabsloven om omstødelse,

separation og skilsmisse, herunder reglerne om separations- og

skilsmissevilkår og ændring af vilkårene m.v., finder tilsvarene

anvendelse ved opløsning af et registreret partnerskab.

Stk. 2 er en konsekvens af, at reglerne om kirkelig vielse m.v. ikke

finder anvendelse på registrerede partnerskaber. Det er derfor

fundet nødvendigt at undtage bestemmelsen i ægteskabslovens § 43,

stk. 1, 2. pkt., der bl.a. fastsætter, at mægling i forbindelse

med separation eller skilsmisse kan foretages af præsten. Mægling

i forbindelse med opløsning af et registreret partnerskab vil

herefter finde sted på statsamtet, hvilket der kan fastsættes

nærmere bestemmelser om i medfør af nærværende bestemmelses stk.

4. Endvidere undtages ægteskabslovens § 46 om forældremyndigheden

over børnene i forbindelse med separation eller skilsmisse.

Stk. 3. Det vil efter forslagsstillernes opfattelse være mest

hensigtsmæssigt at indføre adgang til opløsning i Danmark af alle

danske registreringer uanset parternes bopæl på separations-

eller skilsmissetidspunktet.

Versioner

1. 1988-05-21