1987 LSF 185 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REALKREDITINSTITUTTER (FASTSÆTTELSE AF PANTETS VÆRDI)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00185@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om realkreditinstitutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 547 af 14.
august 1986, som ændret ved lov nr. 691 af 17. oktober 1986, § 1
i lov nr. 931 af 19. december 1986, § 3 i lov nr. 377 af 10. juni
1987, § 3 i lov nr. 379 af 10. juni 1987 og § 1 i lov nr. 860 af
23. december 1987, foretages følgende ændring:
I § 11, stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Ved ejerskifte af de i § 10, stk. 5, nævnte ejendomme kan
ejendommens værdi dog ikke fastsættes højere end den senest
ansatte ejendomsværdi med tillæg af værdien af eventuelt udførte
om- og tilbygninger m.v.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Loven finder anvendelse ved handler, hvor skøde eller
slutseddel er indleveret til tinglysning den 22. januar 1988
eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I den nuværende lov om realkreditinstitutter overlades det til
institutterne selv at fastsætte den »rimelige kontantværdi« for
de ejendomme, som ønskes belånt.
Herudover kan boligministeren fastsætte regler for værdiansættelsen.
I Boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 332 af 4. juli 1985 om
realkreditinstitutternes værdiansættelse og låneudmåling med
senere ændringer er det fastslået, at værdiansættelsen »normalt
ikke kan overstige den seneste ejendomsvurdering«, men der gøres
udtrykkelig en undtagelse i tilfælde af ejerskifte, hvor der
foreligger en konstateret købesum.
Disse regler har medført, at belåningen ved ejerskifte af bl.a.
kontor- og forretningsejendomme ydes på grundlag af helt
urimelige værdiansættelser, hvorved ejendomspriserne presses i
vejret. Dette medfører igen, at huslejerne sættes voldsomt i
vejret, hvorved priserne får endnu en tak opad.
På denne måde bliver realkreditinstitutterne til en
»inflationsmaskine«, der har butiksdød og en skævvridning af
butiksstrukturen som resultat. Hvis katastrofale
huslejestigninger i erhvervslejemål i bykernerne skal bremses på
varig vis, er det nødvendigt at stoppe realkreditinstitutternes
urimelige værdifastsættelser i kampen om markedsandele.
Da boligministeren og Tilsynet med Realkreditinstitutter ikke har
fundet anledning til at gribe ind over for institutternes
lånepraksis på baggrund af de eksisterende love og regler, er det
nødvendigt at præcisere og stramme lovgivningen.
I konsekvens heraf må det forventes, at Tilsynet med
Realkreditinstitutter effektiviserer sit arbejde.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
For at hindre urealistisk høj værdiansættelse ved ejerskifte af
kontor- og forretningsejendomme og hoteller foreslås med denne
bestemmelse, at værdien ikke kan fastsættes højere end den senest
ansatte ejendomsværdi, dvs. den offentlige ejendomsvurdering
eller årsregulering. Hertil kan tillægges værdien af eventuelt
udførte om- og tilbygninger m.v., som er gennemført efter den
seneste offentlige ejendomsvurdering eller årsregulering. Der
skal foreligge dokumentation for værdien af sådanne eventuelle
forbedringer.