Gelex

1987 LSF 189 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF ARV OG GAVE OG LOV OM PÅLIGNING AF INDKOMST- OG FORMUESKAT TIL STATEN. (FRADRAG FOR VISSE ERHVERVSAKTIVER).

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00189@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 6.

februar 1987, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 20 indsættes:

» § 20 a. Omfatter de afgiftspligtige værdier en erhvervsvirksomhed,

kan den afgiftspligtige ved opgørelsen af det beløb, der skal

betales afgift af, fradrage 40 pct. af værdien af følgende

aktiver, der indgår i virksomheden og tilfalder den

afgiftspligtige:

1. Maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der omfattes af

bestemmelserne i afsnit I i afskrivningsloven.

2. Skibe, der omfattes af bestemmelserne i afsnit III i

afskrivningsloven.

3. Ejendomme, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Udlejning

til beboelse anses ikke for erhvervsmæssig anvendelse. Ved

afgørelsen af, om en ejendom udelukkende anvendes

erhvervsmæssigt, ses bort fra anvendelse til andet formål, som må

anses for uvæsentligt.

4. Ejendomme, som både anvendes til erhvervsmæssig virksomhed og til

andet formål, for så vidt angår den del af værdien, som kan

henføres til erhvervsmæssig anvendelse. Ved afgørelsen af, om en

ejendom anvendes både erhvervsmæssigt og til andet formål, ses

bort fra uvæsentlig erhvervsmæssig anvendelse.

5. Stambesætning, der er omfattet af lov om den skattemæssige

behandling af husdyrbesætninger.

6. Forfatter- og kunstnerrettigheder, patentrettigheder, ret til

mønster eller varemærke.

7. Goodwill.

Stk. 2. Aktivernes værdi opgøres som kontantværdien uden fradrag af

gæld, men i øvrigt efter reglerne i §§ 17-20.

Stk. 3. En person, som både modtager arv og boslod fra et fællesbo

efter sin afdøde ægtefælle, fordeler fradraget mellem boslod og

arvelod efter forholdet mellem de to lodders størrelse.

Stk. 4. Der kan ikke beregnes fradrag efter stk. 1, hvis der bliver

udlagt mindre end 1/10 af det pågældende aktiv til

udlægsmodtageren.

§ 20 b. Der kan ikke beregnes fradrag efter § 20 a, hvis afdøde

eller dennes ægtefælle har ejet den virksomhed, som aktivet

indgår i, i mindre end 2 år forud for dødsfaldet, med mindre

afdøde eller ægtefællen har erhvervet virksomheden ved arv eller

gave fra andre.

Stk. 2. Ved afståelse af virksomheden inden udgangen af det 5.

indkomstår efter det indkomstår, hvori udlægget fandt sted,

bortfalder det fradrag, der er indrømmet ved udlægget. Det samme

gælder, hvis virksomheden bortforpagtes inden for perioden. Hvis

beslutningen om udlæg er truffet efter udlægsdatoen i offentligt

skiftede boer, træder beslutningstidspunktet i stedet for

udlægsdatoen ved fastlæggelsen af 5 års perioden.

Stk. 3. Afståelse, udleje eller overgang til privat brug af en del

af virksomhedens aktiver af den i § 20 a nævnte art inden for 5

års perioden i stk. 2 medfører, at en tilsvarende del af

fradraget bortfalder. Afståelse eller udleje medfører dog ikke

bortfald af fradrag, hvis den finder sted som et naturligt led i

udlægsmodtagerens fortsatte drift af virksomheden.

Stk. 4. Stk. 2 og 3 gælder ikke ved afståelse til ægtefælle.

Bestemmelserne gælder endvidere ikke, hvis afståelsen skyldes

tvangsauktion, udlægsmodtagerens død, konkurs, tvangsakkord eller

frivillig akkord som led i en generel kreditorordning.

§ 20 c. Hvis der i afdødes bo indgår aktier, der ikke er noteret på

Københavns Fondsbørs, kan den afgiftspligtige fradrage et beløb

ved opgørelsen af, hvad der skal betales afgift af, i det omfang

vedkommende får udlagt aktierne. Det er en betingelse for

fradrag, at aktier svarende til mindst 15 pct. af stemmeværdien

udlægges til modtageren. Det er endvidere en betingelse, at enten

afdøde sammen med sin ægtefælle og børn under 18 år eller

udlægsmodtageren sammen med sin ægtefælle og børn under 18 år

ejede over halvdelen af de stemmeberettigede aktier på

udlægstidspunktet. Fradraget udgør det beløb, som den

formueskattepligtige værdi af aktierne pr. 1. januar forud for

udlægstidspunktet skal nedsættes med, såfremt værdien af

selskabets aktiver som nævnt i § 20 a, stk. 1, nr. 1-5, jf. § 20

a, stk. 4, nedsættes med 40 pct.

Stk. 2. Hvis betingelserne i stk. 1 for fradrag er opfyldt, og

selskabet ejer aktier for over halvdelen af stemmeværdien i et

datterselskab, kan der foretages et fradrag på grundlag af

datterselskabets aktiver som nævnt i § 20 a, stk. 1, nr. 1-5, jf.

§ 20 a, stk. 4. Fradraget udgør det beløb, som den

formueskattepligtige værdi af de udlagte aktier pr. 1. januar

forud for udlægstidspunktet skal nedsættes med, hvis værdien af

de nævnte aktiver i datterselskabet nedsættes med 40 pct.

Stk. 3. Værdien af selskabets og datterselskabets aktiver opgøres

som den værdi, der lægges til grund ved beregning af den

formueskattepligtige værdi af aktierne uden fradrag af gæld. § 20

a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse ved udlæg af aktier. Der

kan ikke beregnes fradrag efter stk. 1 eller 2, hvis afdøde eller

dennes ægtefælle har ejet aktierne i selskabet i mindre end 2 år

forud for dødsfaldet, med mindre afdøde eller ægtefællen har

erhvervet aktierne ved arv eller gave fra andre. Hvis fradrag

skal beregnes på grundlag af datterselskabsaktier, skal

moderselskabet have ejet disse i 2 år forud for dødsfaldet. § 20

b, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse på de udlagte aktier.

Bestemmelserne i § 20 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende

anvendelse på selskabets og datterselskabets aktiver. Fradraget

bortfalder ikke, når selskabets eller datterselskabets aktiver

afstås på grund af tvangsauktion over selskabets eller

datterselskabets aktiver, selskabets eller datterselskabets

konkurs eller ved selskabernes likvidation som led i den i § 20

b, stk. 4, omtalte kreditorforfølgning.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 om aktier gælder for aktier og

anparter i selskaber, der er indregistrerede her i riget, bortset

fra Færøerne og Grønland.

§ 20 d. Den afgiftspligtige beregner fradraget efter § 20 a eller §

20 c i forbindelse med indgivelse af den endelige boopgørelse til

skifteretten. I offentligt skiftede boer beregnes fradraget ved

eksekutors eller skifterettens fremsendelse af den endelige

boopgørelse til skattemyndigheden. Den skattemyndighed, der tager

stilllig til værdiansættelsen, påkender ligeledes spørgsmålet om

fradragets rigtighed.

Stk. 2. Senest ved indgivelsen af selvangivelsen for vedkommende

indkomstår meddeler udlægsmodtageren skifteretten, hvis fradraget

er bortfaldet helt eller delvis efter § 20 b, stk. 2 og 3, eller

§ 20 c, stk. 3. Dette oplyses ligeledes i selvangivelsen.

Spørgsmål om fradragets bortfald, som ligningsmyndighederne også

kan tage op af egen drift, påkendes af ligningsmyndighederne ved

ligningen af udlægsmodtagerens selvangivelse.

Stk. 3. Skattestyrelseslovens regler om klage og om indbringelse for

domstolene af indkomstansættelser finder tilsvarende anvendelse

på skattemyndighedens afgørelser vedrørende fradraget og dettes

eventuelle bortfald.

Stk. 4. § 25 om eksekutors hæftelse for arveafgift og § 34, stk. 2,

om privatskiftende arvingers solidariske hæftelse for arveafgift

gælder ikke for afgiftsforhøjelsen, der følger af en eventuel

omberegning af afgiften i henhold til § 20 b, stk. 2 og 3, eller

§ 20 c, stk. 3.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om

gennemførelse og administration af bestemmelserne i §§ 20 a-20 d.«

2. I § 46 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Gavegiver hæfter ikke for den afgift, der skyldes bortfald

af fradrag efter § 20 b, stk. 2 og 3, eller § 20 c, stk. 3.«

§ 2

I lov om påligning af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 19. november

1987, som ændret senest ved lov nr. 839 af 18. december 1987

indsættes som § 29:

»§ 29. En person, der fra en anden person modtager en

indkomstskattepligtig gave, kan ved opgørelsen af sin personlige

indkomst fradrage det beløb, der, hvis gaven var

gaveafgiftspligtig, kunne fradrages i det gaveafgiftspligtige

beløb efter reglerne i §§ 20 a-20 c i lov om afgift af arv og

gave. Fradraget kan ikke overstige gavens værdi og bortfalder

efter de regler, der er nævnt i § 20 b, stk. 2 og 3, eller § 20

c, stk. 3, i lov om afgift af arv og gave.«

§ 3

Loven har virkning for dødsfald den 1. januar 1989 og senere samt

for gaver og arveforskud, der ydes den 1. januar 1989 og senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreslås at gennemføre regler, der nedsætter den arve- og

gaveafgiftspligtige værdi af erhvervsvirksomheder. Forslaget går

ud på at give et fradrag i de afgiftspligtige værdier på 40 pct.

af værdien af en virksomheds anlægsaktiver. Finansielle aktiver

og omsætningsaktiver såsom kontanter, obligationer, børsnoterede

aktier, varelagre m.v. skal ikke berettige til fradrag. Endvidere

foreslås fradrag i værdien af ikke børsnoterede

hovedaktionæraktier. Herved lempes den belastning, som arve- og

gaveafgifter er for erhvervsvirksomheders fortsatte beståen.

Forslaget skal ligeledes gælde de sjældnere forekommende tilfælde

(gaver til søskende og søskendebørn, jf. bilag 1), hvor gaver er

indkomstskattepligtige i stedet for afgiftspligtige.

Forslaget er - ligesom forslaget om succession ved

familieoverdragelse - baseret på overvejelser i det sagkyndige

udvalg om de skatte- og afgiftsmæssige regler, der gælder for

generationsskiftet i erhvervslivet, som regeringen nedsatte i

oktober 1983. Udvalget afsluttede sit arbejde i maj 1987 med

betænkning nr. 1111/1987.

Forslaget må ses på baggrund af, at afgifterne udhuler

kapitalgrundlaget i de virksomheder, der generationsskiftes, og

af hvis overskud deres betaling skal finansieres.

Den marginale afgift af arv til børn er 32 pct. ved arv over

1.000.000 kr. Ved arv til søskende er den tilsvarende

afgiftsprocent 80 og ved arv til andre 90. Det bør i denne

sammenhæng nævnes, at arve- og gaveafgifterne opkræves efter

progressive skalaer, hvis trin har været uændret siden 1972, og

ikke er blevet justeret i takt med den siden da stedfundne

inflation, således at afgifterne i de forløbne 15 år er blevet

relativt mere tyngende. Afgiftsreglerne er nærmere beskrevet i

bilag 1.

Et andet problem, som også generationsskifteudvalget har fremdraget

i sin betænkning, er, at der kan være en del usikkerhed knyttet

til værdiansættelsen af de pågældende erhvervsaktiver. Ved

generationsskifte, hvor hensynet til videreførelsen af

virksomheden har en betydelig vægt, kan der - ikke mindst set i

lyset af arve- og gaveafgiftens størrelse - være særlig grund til

at søge risikoen ved en for høj værdiansættelse modvirket gennem

tilbageholdenhed ved fastsættelse af afgiftsgrundlaget.

Formålet med værdiansættelsen er at finde frem til værdien i handel

og vandel. I nogle tilfælde findes standardiserede regler om

værdiansættelsen. Fast ejendom kan således medtages til

ejendomsværdien, idet man dog godkender afvigelser på op til 15

pct. Værdiansættelsesreglerne er nærmere beskrevet i bilag 2.

Den usikkerhed, der knytter sig til værdiansættelserne, er

principiel. Den kan hænge sammen med, at aktiverne kan være af

speciel karakter, og deres værdi afhængig af, om de afhændes til

en egnet køber, der kan fortsætte virksomheden.

Hertil kommmer, at den virkelige prøve på, om værdiansættelsen er

rigtig, er et salg på det frie marked, og den lader sig ifølge

sagens natur ikke foretage.

Hvilke aktiver omfattes af forslaget?

Efter forslaget foretages et fradrag i arven eller gaven, når der

indgår erhvervsaktiver i denne, som har karakter af anlægsaktiver.

Det foreslås således, at fast ejendom, der bruges erhvervsmæssigt,

skal berettige til fradrag. Hvis kun en del af en ejendom bruges

erhvervsmæssigt, beregnes fradraget kun på grundlag af denne del.

Maskiner, inventar og lignende driftsmidler samt skibe, der

udelukkende bruges erhvervsmæssigt, berettiger efter forslaget

ligeledes til fradrag. Ved driftsmidler og skibe med blandet

benyttelse foreslås, at der ikke beregnes fradrag overhovedet.

Endelig foreslås, at patentrettigheder m.v. samt goodwill også

skal berettige til fradrag.

Finansielle aktiver skal ikke berettige til fradrag. For disse

aktivers vedkommende er der ingen usikkerhed om værdiansættelsen,

og deres tilstedeværelse kan være udtryk for en højere grad af

evne til at betale afgifterne. Kontantbeløb, indestående i

pengeinstitutter, obligationer og børsnoterede aktier berettiger

herefter ikke til fradrag.

Varelagre er hurtigt omsættelige og har derfor en vis lighed med

finansielle aktiver. Dette sammenholdt med, at det kan anføres,

at den nedenfor omtalte værnsregel er specielt vanskelig at

håndtere ved varelagre, medfører, at det foreslås, at varelagre

ikke skal berettige til fradrag.

Selvom der indgår fradragsberettigede aktiver i en personligt ejet

virksomhed, foreslås det at undlade fradrag, når der overføres

mindre end 1/10 af virksomheden. I disse tilfælde har

investeringen mere karakter af en passiv kapitalanbringelse, som

der er mindre behov for at tilgodese gennem regler om fradrag.

Erhvervsvirksomhed kan drives som personlig virksomhed eller i

selskabsform. Såfremt man holdt aktier uden for nedslagsreglerne,

ville der derfor ske en vilkårlig forskelsbehandling af

overdragelser, der alle kan have karakter af generationsskifte.

Det foreslås derfor, at hovedaktionæraktier, som ikke noteres på

Københavns Fondsbørs, skal berettige til fradrag, hvis der

overdrages mindst 15 pct. at stemmeretten. Børsnoterede aktier

har som anført karakter af finansielle aktiver og skal derfor

ikke berettige til fradrag. Reglen skal også gælde for anparter.

Forudsætningen for fradraget er, at enten arveladeren, dennes

ægtefælle og børn under 18 år, eller arvingen, dennes ægtefælle

og børn under 18 år, før udlægget besidder over 50 pct. af

stemmeretten. I så fald beregnes formueskattekursen (som normalt

lægges til grund også ved afgiftsberegningen), som et vejet

gennemsnit af indtjeningsevne og indre værdi.

Fradragets størrelse og beregning.

Det foreslås, som anført i indledningen, at fradraget skal udgøre 40

pct. Det svarer til det nedslag i den formueskattepligtige værdi,

der gælder for de fleste anlægsaktiver.

Ved hovedaktionæraktier foreslås det, at fradraget beregnes som det

beløb, den formueskattepligtige værdi falder med, hvis værdien af

de af selskabets anlægsaktiver, der ville berettige til fradrag,

hvis de var personligt ejet, nedsættes med 40 pct. På samme måde

kan også anlægsaktiver i datterselskaber berettige til nedslag,

hvis selskabet, hvis aktier generationsskiftes, ejer mere end 50

pct. af datterselskabets aktier. Fradraget udgør det beløb, som

den formueskattepligtige værdi af aktierne i selskabet nedsættes

med, hvis værdien af datterselskabets anlægsaktiver nedsættes med

40 pct.

Det foreslås at beregne 40 pct.'s-fradraget på grundlag af

aktivernes bruttoværdi (altså værdien uden fradrag af gæld). For

denne løsning taler, at usikkerheden omkring værdiansættelsen

knytter sig til aktivernes bruttoværdi. Nok så væsentligt er det

dog, at der til alternativet, at beregne fradraget af

nettoværdien (altså efter fradrag af gæld) knytter sig en række

administrative vanskeligheder. Det vil således være vanskeligt at

afgøre, til hvilket aktiv et givet lån hører. Lånet kan jo være

optaget til køb af mange andre aktiver end det aktiv, der f.eks.

er stillet til sikkerhed for lånet. Det er da også bruttometoden,

der bruges ved beregning af nedslag i den formueskattepligtige

værdi efter de gældende regler herom, jf. ligningslovens §§ 18 A

- 18 C.

Når aktiverne indgår i en personligt ejet erhvervsvirksomhed,

opgøres bruttoværdierne kontant. Kontantværdien er ikke altid det

samme som den nominelle værdi. Er aktivet, typisk en fast

ejendom, prioriteret, er den nominelle værdi prioriteternes

pålydende med tillæg af arvens eller gavens værdi og eventuelt

kontant vederlag. Kontantværdien er værdien, hvis hele aktivet

blev købt kontant. Når aktiverne indgår i et selskab, opgøres

bruttoværdierne på samme måde som de, der bruges ved beregning af

den formueskattepligtige værdi.

Værnsregler.

Baggrunden for forslaget er hensynet til erhvervsvirksomhedernes

videreførelse, og det bør derfor sikres, at fradragsreglen kun

anvendes ved de egentlige genrerationsskifter. Der må naturligt

stilles krav om, at overdrageren har en vis reel tilknytning til

virksomheden. Det foreslås, at fradraget kun gives, hvis

overdrageren har ejet virksomheden i mindst 2 år forinden

overdragelsen. Derimod skal det ikke være nogen hindring for

fradrag, at enkelte aktiver er anskaffet inden for de sidste 2

år. Den foreslåede regel skal gælde både ved hel og ved delvis

afståelse af virksomheden som arv eller gave.

Hvis modtageren videreoverdrager virksomheden eller dele heraf kort

tid efter modtagelsen, kan dette være et indicium for, at der

ikke har været noget egentligt ønske om generationsskifte af

virksomheden.

Det foreslås derfor, at hel eller delvis videreoverdragelse inden

for det 5. indkomstår efter modtagelsen medfører, at fradraget

bortfalder, og at afgiften må omberegnes. Dette skal dog ikke

gælde den delvise afståelse, der er et naturligt led i driften.

Mindre indskrænkninger, indskrænkninger og omlægninger, der er

driftsmæssigt begrundede, medfører således ikke, at fradraget

bortfalder, og at afgiften må omberegnes. Det vil således kun

være omfattende frasalg af aktiver, der ikke kan anses for

driftsmæssigt begrundet, der udløser efterregulering. Det følger

af forslaget, at en afståelse, der erstattes af en

genanskaffelse, ikke medfører, at fradraget bortfalder. Afstås

det genanskaffede aktiv i perioden, uden at driftsmæssige hensyn

tilsiger dette, vil det efter omstændighederne kunne medføre

bortfald af en tilsvarende del af fradraget. Hvis virksomheden er

udvidet inden overdragelsen, uden at driftsmæssige hensyn

tilsiger dette, og reduceres efter overdragelsen, vil der også

kunne foreligge et tilfælde, hvor fradraget bortfalder.

Med afståelse sidestilles udleje og overgang fra erhvervsmæssig til

privat benyttelse.

Hvis afståelsen skyldes tvangsauktion, konkurs, udlægsmodtagerens

død, tvangsakkord eller frivillig akkord som led i en generel

kreditorordning, skal fradraget ikke bortfalde. I ingen af

tilfældene vil afståelsen være udtryk for misbrug af forslagets

regler. En generel kreditorordning kan godt foreligge, selvom

enkelte af kreditorerne ikke deltager.

Ved hovedaktionæraktier kan både udlægsmodtagerens

videreoverdragelse af aktierne og selskabets afståelse af

virksomheden medføre, at nedslaget bortfalder under tilsvarende

omstændigheder.

Fradraget og værdiansættelsen.

Det foreslåede fradrag ved afgiftsberegningen ændrer ikke aktivernes

værdiansættelse i skattemæssige sammenhænge. Den værdi, der skal

lægges til grund ved opgørelsen af overdragerens eventuelle

fortjeneste eller af afskrivningsgrundlaget hos erhververen, er

således uændret. (I § 5 i lov om særlig indkomstskat er det altså

værdien før fradrag, der skal anvendes). Ved skifteafgift (som

betales i de offentligt skiftede dødsboer) påvirkes

beregningsgrundlaget heller ikke af forslaget. Fradraget ændrer

heller ikke den værdi, arvingen i et dødsbo er berettiget til at

lægge til grund ved arvedelingen.

Administrative forhold ved forslaget.

Den arveafgiftspligtige skal selv i forbindelse med indgivelse af

boopgørelsen til skifteretten beregne fradraget. Det er

imidlertid ikke skifteretten, der skal kontrollere fradragets

rigtighed. Den opgave påhviler ved dødsboer den kommunale

ligningsmyndighed, der efter gældende regler også skal tage

stilling til selve værdiansættelsen af boets aktiver og passiver.

At kontrollen med fradraget pålægges ligningsmyndigheden i

arveladers kommune skyldes, at fradragets beregning afhænger af

en række skattemæssige forhold. I en række tilfælde er det

således afgørende, om aktivet er afskrivningsberettiget.

Fradraget skal som foran anført ikke være en del af

værdiansættelsen. Værdiansættelsen i et dødsbo bliver bindende

efter 3 måneder, medmindre den kommunale ligningsmyndighed

forinden tilsidesætter den eller begærer vurderingsmænd udmeldt.

Noget tilsvarende foreslås ikke for fradraget. I og med at

fradraget er nært knyttet til indkomstopgørelsen, f.eks.

eksistensen af afskrivningsberettigede driftsmidler, er det ikke

fundet muligt at behandle fradraget efter samme regler som

værdiansættelsen.

Hvis ligningsmyndighederne således tilsidesætter overdragerens

selvangivelse, fordi man mener, at driftsmidler benyttes privat

og derfor ikke er afskrivningsberettigede, skal myndighederne

have lejlighed til samtidig at ændre fradraget. Fradraget skal

derfor ikke være bindende efter 3 måneder, og det foreslås, at

skattemyndighedernes forhøjelse kan påklages efter de regler, der

gælder for indkomstskatteansættelser.

I gavesager foretages værdiansættelsen efter gældende regler af

amtsskatteinspektoratet. Det er derfor efter forslaget også

amtsskatteinspektoratet, der som 1. instans kontrollerer

fradragets beregning. Amtsskatteinspektoratets afgørelser kan

påklages efter samme regler, som gælder for amtsligningsrådets

indkomstansættelser.

Hvis erhververen mener, at fradraget er bortfaldet helt eller

delvist, f.eks. på grund af videresalg af virksomheden, meddeler

han dette til afgiftsmyndigheden (skifteret ved arv,

amtsskatteinspektorat ved gave), der herefter omberegner

afgiften. Spørgsmål om fradragets nedsættelse eller bortfald som

følge af reglerne i § 20 b afgøres i øvrigt i forbindelse med den

almindelige ligning af erhververens selvangivelse.

Efter forslaget er det altså normalt den kommunale

ligningsmyndighed, der er 1. instans. I arvesager meddeles en

eventuel ændring af fradragets størrelse til skifteretten, der

herefter udsender en ny afgiftsberegning. I gavesager meddeles

ændringen til amtsskatteinspektoratet, der udsender ny

gaveafgiftsberegning.

Provenumæssige forhold.

Skøn over provenutabet ved gennemførelse af lovforslaget er behæftet

med stor usikkerhed, idet der ikke findes oplysninger, der

muliggør en egentlig provenuberegning.

Det kan rent skønsmæssigt anslås, at lovforslaget vil medføre et

provenutab på ca. 150-250 mill. kr. årligt. Heraf skønnes mellem

halvdelen og to trediedele at vedrøre fysiske erhvervsaktiver.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1.

Forslaget til §§ 20 a-d, vedrører direkte kun arveafgift. Det får

imidlertid også gyldighed for gaveafgiftspligtige gaver i kraft

af den gældende regel i arveafgiftsloven § 48, stk. 2, der

bestemmer, at arveafgiftsreglerne også gælder for gaveafgift »for

så vidt reglerne efter deres indhold er anvendelige«.

Forslaget til § 20 a indholder i stk. 1 en opregning af de aktiver,

der berettiger til fradrag. Det bemærkes, at forslaget afgrænser

fast ejendom på samme måde som fast ejendom, der ved

formueskatteberegningen er berettiget til nedslag. Ved afgørelsen

af, om en ejendom anvendes erhvervsmæssigt, ses således bort fra

uvæsentlig anvendelse af fast ejendom. I overensstemmelse med

praksis på formueskatteområdet må en erhvervsmæssig anvendelse af

en ejendom i almindelighed anses for uvæsentlig, hvis den svarer

til mindre end 10 pct. af den pågældende ejendom. Tilsvarende

gælder en ikke-erhvervsmæssig anvendeles af en erhvervsejendom.

§ 20 a, stk. 3 foreslår en særlig regel for en ægtefælle, der ved

den anden ægtefælles død udtager en virksomhed fra ægtefællernes

fællesbo. Den går ud på at fordele fradraget forholdsmæssigt

mellem arvelod og boslod. Det er uden betydning, hvem af

ægtefællerne, der ejede virksomheden inden dødsfaldet.

Stk. 4 udelukker ejere, der er berettigede til mindre end 1/10, fra

fradrag. Hvis afdøde var gift, og ægtefællerne både havde særeje

og fælleseje, kan fradrag beregnes vedrørende et

nedslagsberettiget aktiv, når det samlede udlæg af andele i

aktivet fra de to boer er 1/10 eller mere.

§ 20 b, stk. 1 indeholder den foreslåede regel om, at virksomheden

skal have været ejet i to år, for at fradrag kan gives. Stk. 2-4

indeholder reglen om, at afståelse inden udgangen af det 5.

indkomstår efter udlægget medfører, at fradraget bortfalder.

Overdragelse mellem ægtefæller medfører ikke, at fradraget

bortfalder. Det gælder heller ikke, selvom overdragelsen sker i

forbindelse med separation eller skilsmisse. På den anden side

indtræder ægtefællen i 5-års begrænsningen. Det gælder dog kun,

så længe ægtefællerne er samlevende.

Forslaget til § 20 c indeholder i stk. 1 forslaget om fradrag for

hovedaktionæraktier. Aktierne må ikke være børsnoterede. I visse

tilfælde er et selskabs A-aktier ikke børsnoterede, mens

B-aktierne noteres på Københavns Fondsbørs. Kursen på A-aktierne

fastsættes imidlertid under hensyntagen til børskursen på

B-aktierne, og der kan derfor efter forslaget ikke gives fradrag,

hverken for A- eller B-aktierne.

Det er en betingelse for fradrag, at der overdrages aktier svarende

til mindst 15 pct. af stemmeværdien. Denne betingelse kan ikke

opfyldes ved sammenlægning med tidligere eller senere arv eller

gave.

Det er endvidere en betingelse, at der er tale om

hovedaktionæraktier, jf. herom i de almindelige bemærkninger.

Fradraget kan også gives for ikke børsnoterede B-aktier i selskabet,

når blot 15 pct. af stemmeværdien overføres.

Fradrag for ikke børsnoterede aktier kan efter forslaget godt

indrømmes, selvom man ikke anvender formueskattekursen ved arve-

og gaveafgiftsberegningen, men i stedet bruger en værdi fastsat

på et andet grundlag, f.eks. ved vurdering.

Fradraget kan ikke beregnes umiddelbart på grundlag af selskabets

anlægsaktiver, men skal beregnes som det beløb, den

formueskattepligtige værdi af aktierne skal nedsættes med, hvis

anlægsaktivernes værdi nedsættes med 40 pct.

Stk. 2 indeholder reglerne om fradrag for anlægsaktiver i

datterselskaber. Fradraget beregnes som det beløb, den

formueskattepligtige værdi af de udlagte aktier i moderselskabet

skal nedsættes med, såfremt værdien af datterselskabets

anlægsaktiver nedsættes med 40 pct.

Det er kun de anlægsaktiver, der indgår i beregningen af den

formueskattepligtige værdi, der nedsættes. Det betyder, at der

ikke beregnes nedsættelse på forfatter- og kunstnerrettigheder,

patentrettigheder, ret til mønstre eller varemærker og goodwill.

Stk. 3 indeholder først forslaget om, at værdien af selskabets

aktiver skal opgøres uden fradrag af eventuel gæld. Det er den

værdi, der bruges ved formueskattekursberegningen, der anvendes.

Hvis der gives et nedslag ved kursberegningen, fradrages dette

nedslag inden beregningen af fradraget.

Stk. 3 indeholder også forslaget om, at arveladeren skal have ejet

aktierne i mindst 2 år forud for dødsfaldet. Har arveladeren

erhvervet aktierne over flere omgange og siden solgt af dem,

anses de først erhvervede for de først afhændede.

Hvis fradrag skal beregnes på grundlag af datterselskabets aktier,

skal moderselskabet også have ejet disse i 2 år forud for

dødsfaldet.

Hvis udlægsmodtageren afstår aktierne helt eller delvis inden for

sit 5. indkomstår efter udlægget, bortfalder fradraget i

tilsvarende omfang. Salget vil normalt ikke kunne betragtes som

et naturligt led i driften.

Fradraget vil også kunne bortfalde, hvis selskabet inden for samme

tidsfrist afstår virksomheden eller sælger dele heraf, uden at

dette kan betragtes som et naturligt led i driften.

De bestemmelser, der gælder ved personligt ejede virksomheder om

afståelse til ægtefælle og afståelse ved død, konkurs og akkord,

gælder efter forslaget også for aktier. I ingen af tilfældene

medfører afståelse inden for 5-års fristen, at fradraget

bortfalder.

Anlægsaktiver i datterdatterselskaber berettiger efter forslaget

ikke til fradrag.

§ 20 d indeholder de processuelle regler. Der henvises til de

almindelige bemærkninger herom.

Stk. 4 indeholder særlige regler om hæftelse. Den i bestemmelsen

omtalte § 25 pålægger eksekutor, der behandler et offentligt

skiftet dødsbo, ansvar for, at arveafgiften berigtiges. § 34

pålægger medarvingerne ansvar for, at arveafgiften betales. Det

foreslås ikke at anvende disse regler på den arveafgift, der

skyldes, at fradraget bortfalder efterfølgende. Medarvinger og

eksekutor vil nemlig være uden indflydelse på de dispositioner,

der fører til fradragets bortfald. Ved bortfald skal det alene

være den arving, der har modtaget anlægsaktiverne, der hæfter for

den forhøjede afgift.

Til § 1, nr. 2.

Ved gaver hæfter gavegiver solidarisk med gavemodtager for afgiftens

betaling. Det foreslås, at dette ikke skal gælde i de tilfælde,

hvor afgiften forhøjes, fordi fradraget ændres på grund af

afståelser inden for de 5 indkomstår.

Til § 2.

Ligningsloven er senest ændret ved lov nr. 839 af 10. december 1987

jf. Folketingstidende 1987-88 sp. 000, tillæg A, sp. 000, tillæg

B, sp. 000, Tillæg C, sp. 000.

De foreslåede regler om fradrag ved beregning af arveafgift af

erhvervsaktiver vil også komme til at vedrøre beregning af

gaveafgift, når erhvervsaktiver bortgives. I nogle tilfælde

betales der imidlertid ikke gaveafgift af gaver, men

indkomstskat.Det gælder navnlig ved gaver til søskende og

søskendebørn, fjernere beslægtede samt helt ubeslægtede personer.

Forslaget til ligningslovens § 29 indeholder bestemmelserne om,

at fradragsreglerne også skal gælde ved disse gaver. De

betingelser, der skal være opfyldt for at få fradrag i den

gaveafgiftspligtige værdi, skal også være opfyldt her.

Eksempelvis skal overdrageren af en virksomhed have ejet den i 2

år. Det foreslås, at fradraget gives i den personlige indkomst.

Det hænger sammen med, at gaver, når de beskattes, også er

personlig indkomst for modtageren. Fradraget kan ikke overstige

gavens værdi. Heri ligger, at det ikke kan overstige nettoværdien

af de nedslagsberettigede aktiver. Forslaget vedrører kun gaver

mellem fysiske personer. Ligesom det er tilfældet ved

afgiftspligtige gaver, har fradraget ikke betydning for

beskatningen hos overdrageren eller for erhververens

afskrivningsgrundlag. De processuelle regler er mindre

sammensatte. Gaven indkomstbeskattes hos erhververen, hvis

ligningskommission derfor både tager stilling til gavens værdi,

fradragets størrelse samt eventuelt efterfølgende bortfald af

fradrag som et led i den almindelige ligning.

Bilag 1

Gældende regler om arve- og gaveafgift og om indkomstskat af gaver,

i hovedtræk.

Arveafgift beregnes af hver arvings arvelod for sig. Beregningen er

afgængig af arvens størrelse og af arvingens slægtsskabsforhold

til afdøde. Afgiften vokser progressivt med arvens størrelse, og

den vokser ligeledes med fjernere slægtskabsforhold, jf. nedenfor.

Hvis arven tilfalder børnene og deres afkom, betales arveafgift

efter arveafgiftslovens § 2 A.

Marginale Arvelod (kr.) Afgift (kr.) afgifts- procenter 0 - 500.000 0 - 72.990 0 - 10 500.000 - 1.000.000 72.990 - 192.990 24 over 1.000.000 over 192.990 32

Der benyttes en særlig beregningsskala for ægtefæller, idet arv,

der ikke overstiger 100.000 kr., er afgiftsfri. Af arv fra

100.000 kr. til 1.000.000 kr. betales også mindre i afgift, men

når arvelodden er på 1.000.000 kr. eller derover, betales samme

afgift, som gælder for børn.

Såfremt en arv tilfalder forældre, søskende og deres afkom, betales

afgift efter arveafgiftslovens § 2 B.

Marginale Arvelod (kr.) Afgift (kr.) afgifts- procenter 0 - 500.000 0 - 234.310 0 - 55 500.000 - 1.000.000 234.310 - 574.310 68 over 1.000.000 over 574.310 80 Hvis arven tilfalder andre fysiske personer, betales afgift efter arveafgiftslovens § 2 C. Marginale Arvelod (kr.) Afgift (kr.) afgifts- procenter 0 - 500.000 0 - 302.940 0 - 68 500.000 - 1.000.000 302.940 - 697.940 79 over 1.000.000 over 697.940 90

Hvis arven ikke tilfalder en fysisk person, men tilfalder et

selskab eller en fond, der ikke er almenvelgørende, betales en

proportional afgift på 35 pct. af arvelodden.

Gaver til børn og deres afkom belægges med samme afgift som

arv, idet der dog gives et årligt fradrag på 8.000 kr. ved

gaveafgiftsberegningen.

Gaver til søskende, nevøer og niecer og ubelægtede personer

er indkomstskattepligtige.

Gaver til fonde var efter de tidligere gældende regler hverken

gaveafgiftspligtige eller indkomstskattepligtige. Med

fondsbeskatningsloven er denne retstilstand imidlertid ændret fra

1987. Gaver til fonde skal nu som udgangspunkt indkomstbeskattes,

men med adgang til dispensation efter nærmere regler.

Arveforskud, der gives til den personkreds, der er

gaveafgiftspligtig af gaver, er ligeledes gaveafgiftspligtige.

Arveforskud til andre er arveafgiftspligtige.

Bilag 2

Uddrag af skattedepartementets cirkulære af 17. november 1982 om

værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved

gaveafgiftsberegning.

- - -

2. De aktiver, der omfattes af skatte- og afgiftsberegningen,

ansættes normalt til deres værdi i handel og vandel på det

tidspunkt, der er afgørende for afgiftsberegningen. Ved værdien i

handel og vandel forstås det beløb, som aktivet vil kunne

indbringe ved et salg i det åbne marked.

- - -

Fast ejendom

4. Er ejendommen solgt til arvinger eller disses nære pårørende,

eller udlægges ejendommen til en arving, skal den ansættes til

værdien i handel og vandel. Det fremgår af §§ 17-19 i arve- og

gaveafgiftsloven, der henviser til kildeskattelovens § 16, stk. 3

og 4.

Skatte- og afgiftsmyndighederne skal påse, at værdien i boopgørelsen

eller gaveanmeldelsen svarer til værdien i handel og vandel på

det tidspunkt, der er afgørende for værdiansættelsen.

Til brug herfor fastsættes følgende regler om, inden for hvilke

grænser skatte- og afgiftsmyndighederne skal acceptere

værdiansættelsen.

5. Den nominelle værdi, der er ansat i boopgørelsen eller

gaveanmeldelsen, omregnes til kontantværdi ved at kursregulere

hver enkelt gældspost, der indgår i boets eller parternes

værdiansættelse.

Det kontante vederlag, den kapitaliserede værdi af en

aftægtsforpligtelse samt arv eller gave, der indgår i den ansatte

nominelle værdi, skal dog ikke kursreguleres, men medregnes til

den pålydende værdi.

6. Den efter punkt 5 opgjorte kontantværdi sammenlignes med

kontantejendomsværdien ved den senest forud for arveudlægget

eller gaveoverdragelsen for boet eller parterne bekendtgjorte

almindelige vurdering, årsomvurdering, vurdering efter

vurderingslovens § 4 eller § 4 A eller årsregulering i henhold

til vurderingslovens § 2 A.

Hvis boets eller parternes værdiansættelse omregnet til kontantværdi

højst er 15 pct. højere eller lavere end den nævnte

kontantejendomsværdi, skal værdiansættelsen lægges til grund ved

beregningen af arve- eller gaveafgiften.

Hvis værdiansættelsen omregnet til kontantværdi er mere end 15 pct.

over eller under kontantejendomsværdien, bør værdiansættelsen

ændres, således at den holdes inden for denne ramme, medmindre

boet eller parterne har oplyst særlige omstændigheder, som

begrunder, at man ikke følger denne fremgangsmåde. Som eksempel

herpå kan nævnes en stærkt faldende prisudvikling for fast

ejendom siden den senest bekendtgjorte ansættelse af

kontantejendomsværdien.

7. Omfatter arveudlægget eller gaveoverdragelsen såvel fast ejendom

som løsøre, skal den til kontantværdi omregnede værdiansættelse

fordeles forholdsmæssigt på den faste ejendom og løsøret,

medmindre boet eller parterne har fastsat en anden fordeling.

8. Ved efterprøvelsen må der tages hensyn til faktiske og retlige

ændringer, der måtte være indtruffet ved ejendommen, såsom

bygningsforandringer, udstykninger eller ændret zonestatus, som

endnu ikke har givet sig udslag i kontantejendomsværdien.

- - -

10. Skattemyndighedens ansættelse af ejendommens værdi benævnes

den skatte- og afgiftsmæssige værdi.

Denne værdi betragtes som afståelsessum for giveren og

anskaffelsessum for gavemodtager i forbindelse med beskatningen

af en eventuel fortjeneste på ejendommen efter lov om beskatning

af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, efter at der er

sket omregning til kontantværdi efter lovens § 4.

Endvidere betragtes den skatte- og afgiftsmæssige værdi som købesum

og som salgssum efter afskrivningsloven, efter at der er sket

omregning til kontantværdi efter lovens § 19 A.

- - -

12. Efter kildeskattelovens § 16, stk. 3 og 4, kan myndighederne

lade aktiver vurdere af personer udmeldt af skifteretten.

Tilsvarende regler gælder for den afgiftspligtige.

Værdipapirer

- - -

17. Værdiansættelsen for unoterede aktier skal ske efter aktiernes

handelsværdi. Ofte vil der ikke kunne fremskaffes oplysninger om

handelsværdien ud fra stedfundne omsætninger, eller omsætningerne

har fundet sted under forhold, som bevirker, at den anvendte

overdragelseskurs er uegnet som udtryk for handelsværdien. I så

fald vil en kurs udregnet efter de af ligningsrådet fastsatte

retningslinjer for beregning af formueskattekursen kunne anvendes

ved værdiansættelsen. Denne kursberegning foretages i

almindelighed på grundlag af selskabets regnskab for det

regnskabsår, der er udløbet nærmest forud for det tidspunkt, der

er afgørende for skatte- og afgiftsberegningen. I særlige

tilfælde må beregningen dog foretages på grundlag af regnskabet

for regnskabsåret, der udløber efter afgiftstidspunktet, navnlig

i tilfælde, hvor den afgiftspligtige begivenhed er indtruffet

ganske kort tid forud for regnskabsårets udløb. Beregningen af

kursen sker med anvendelse af de beregningsregler, herunder

beregningsfaktorerne, som var kendt på afgiftstidspunktet,

hvilket ved gaveoverdragelser vil sige beregningsreglerne for

beregning af formueskattekursen pr. 1 januar i det kalenderår,

hvori afgiftspligten indtræder.

Ved værdiansættelsen tages der ikke hensyn til vedtægtsmæssige

begrænsninger i aktiernes omsættelighed, idet den byrde, der

består i, at aktierne skal tilbydes medaktionærer eller selskabet

til en vis kurs, modsvares af værdien af en tilsvarende ret til

at erhverve til salg udbudte aktier på tilsvarende vilkår.

Såfremt en medaktionær, der ikke er lodtager i et bo, udnytter en

forkøbs- eller køberet, må man dog acceptere salgssummen.

Ved værdiansættelsen tages der normalt heller ikke hensyn til, om de

afgiftspligtige aktier er majoritets- eller minoritetsaktier. Der

kan kun undtagelsesvis tages hensyn til en forringelse af

selskabets økonomiske forhold i perioden fra udløbet af det

regnskabsår, der skal anvendes ved kursberegningen, til det

afgørende tidspunkt for skatte- og afgiftsberegningen. Parterne

må eventuelt henvises til at lade aktierne vurdere efter reglerne

i kildeskattelovens § 16, stk. 3 og 4.

18. Unoterede konvertible obligationer. Når et selskab med unoterede

aktier har udstedt konvertible obligationer, er den kurs, der er

anvendt ved den seneste formueansættelse, vejledende for

værdiansættelsen af både aktierne og de konvertible obligationer,

jf. retningslinjerne herfor i ligningsvejledningen. I øvrigt

finder de almindelige regler om værdiansættelse af unoterede

aktier tilsvarende anvendelse på sådanne aktier og konvertible

obligationer.

- - -

Besætning, avl, maskiner, inventar og lignende driftsmidler,

varelagre.

21. De nævnte aktiver ansættes til værdien i handel og vandel.

22. For landbrugsbesætninger er der ved lov nr. 208 af 13. maj 1981

fastsat regler om den skattemæssige behandling af

husdyrbesætninger. Loven forudsætter, at ligningsrådet fastsætter

en normalhandelsværdi ved udgangen af hvert kalenderår for hver

kategori af dyr. Ved normalhandelsværdi forstås den

gennemsnitlige handelsværdi for de pågældende kategorier af dyr.

Disse normalhandelsværdier kan være vejledende ved

værdiansættelsen i dødsboer eller ved gaveoverdragelser.

23. De til en landbrugsejendom hørende beholdninger af avl og

afgrøder, der er nødvendige for at holde ejendommen i normal

driftstilstand indtil det tidspunkt på foråret, hvor jorden er

tilsået, og kreaturerne kan sættes på græs, anses som omfattet af

ejendommens værdiansættelse. Det er alene beholdninger herudover,

der skal opføres med en særlig værdi i boet.

24. Maskiner, inventar og lignende driftsmidler kan ikke ansættes

til den skattemæssige værdi, såfremt denne ikke kan anses for et

passende udtryk for salgsværdien. Værdien skal altså ansættes

uafhængigt af foretagne skattemæssige afskrivninger.

25. De under 22-24 nævnte aktiver og beholdninger kan ansættes til

den pris, der kan forventes opnået ved et samlet salg, f.eks. ved

salg af erhvervsvirksomheden.

- - -

Forfatter- og kunstnerrettigheder, ophavs- og patentretigheder m.v.

(immaterielle rettigheder)

29. - - -

Endvidere skal værdien af retigheden som sådan medtages med en

skønnet værdi. Ved ansættelsen af denne værdi vil man i reglen

være henvist til at foretage beregninger over de fremtidige

indtægter på grundlag af ydelser, som afdøde har modtaget.

Der kan bl.a. lægges vægt på, om indtægten gennem årene har været

stigende eller faldende. I mangel af andet grundlag kan

rettigheden sættes til 2/3 af det samlede afkast i de sidste 3 år

før dødsfaldet.

- - -

Goodwill

30. Hvis et bo ejer en erhvervsvirksomhed, der ved salg må antages

at indbringe et vederlag for good-will, må det påses, at denne er

ansat til et passende beløb i boet.

Det må herved tages i betragtning, at ved lov nr. 248 af 9. juni

1982 er beskatningen af fortjeneste og tab ved afståelse af

goodwill som hovedregel blevet ophævet fra 1. juli 1982.

Endvidere er adgangen til at afskrive anskaffelsessummen for

goodwill blevet ophævet.

Denne ophævelse af beskatningen og afskrivningsadgangen må antages

at ville kunne føre til lavere handelsværdier for goodwill end

tidligere. Særlig ved store virksomheder kan der være grund til

at lade værdien fastsætte ved en vurdering efter reglerne i

kildeskattelovens § 16, stk. 3 og 4.

- - -

Indestående i interessentskaber

31. Hvis afdøde var deltager i et interessentskab, skal alle

interessentskabets aktiver principielt opgøres til deres

salgsværdi, og boets anpart efter fradrag af passiver skal

medtages i boopgørelsen.

Det er imidlertid en meget almindelig bestemmelse i

interessentskabskontrakter, at boet, når en af interessenterne

afgår ved døden, ikke kan kræve afdødes anpart i

interessentskabets formue inddraget under bobehandlingen. Boet

kan da alene kræve afdødes kapitalkonto efter sidste status

udbetalt. Det skal ofte ske på en måde, der er lempelig for

interessentskabet.

Afdødes kapitalkonto viser kun hans indestående efter foretagne af-

og nedskrivninger, og den svarer som regel ikke til

handelsværdien af afdødes anpart af nettoformuen. Da bestemmelsen

er led i en gensidigt bebyrdende kontrakt, kan afdødes anpart dog

ikke kræves medtaget i boet til højere værdi end kapitalkontoens

udvisende.

Bilag 3

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 6.

februar 1987, foretages følgende ændringer:

1. - - -

2. I § 46 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Gavegiver hæfter ikke for den afgift, der skyldes bortfald

af fradrag efter § 20 a, stk. 5 og 6.«

§ 46. Afgiften påhviler gavemodtageren. Over for statskassen hæfter

giveren solidarisk med modtageren for betalingen. Afgiften

forfalder til betaling 4 uger efter, at der givet modtageren og

giveren meddelelse om afgiftsberegningen, med sidste rettidige

betalingsdag 14 dage senere.

Versioner

  1. 1988-05-21