1987 LSF 191 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (EFTERGIVELSE AF STUDIEGÆLD OG EFTERBETALINGER FRA ANDELSSELSKABER)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00191@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 19. november
1987, som ændret ved lov nr. 835, 837 og 839 af 18. december
1987, indsættes i § 7 som litra æ:
»æ. Eftergivet studiegæld efter kapitel 3 og 4 i lov om tilskud til
afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld.«
§ 2
I lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v.
(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 623 af 18.
september 1987, indsættes i § 4 som stk. 4:
»Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, medregnes udlodninger,
bortset fra normal forrentning af en indbetalt medlemskapital,
fra selskaber og foreninger som nævnt i
aktieavancebeskatningslovens § 2 b dog til den personlige
indkomst.«
§ 3
I lov nr. 144 af 19. marts 1986 om indkomstbeskatning af
selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven) indsættes
i § 1, stk. 2, som 2. pkt.:
»Udlodninger efter ligningslovens § 16 A, bortset fra normal
forrentning af en indbetalt medlemskapital, fra selskaber og
foreninger som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 b
medregnes dog til virksomhedens indkomst.«
§ 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning fra og med indkomståret 1987.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 19. november
1987, som ændret ved lov nr. 835, 837 og 839 af 18. december 1987
indsættes i § 7 som litra æ:
»æ. Eftergivet studiegæld efter kapitel 3 og 4 i lov om tilskud til
afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld.«.
§ 2
I lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v.
(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 623 af 18.
september 1987, indsættes i § 4 som stk. 4:
» Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, medregnes
udlodninger, bortset fra normal forrentning af en indbetalt
medlemskapital, fra selskaber og foreninger som nævnt i
aktieavancebeskatningslovens § 2 b dog til den personlige
indkomst.«.
§ 3
I lov nr. 144 af 19. marts 1986 om indkomstbeskatning af
selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven) indsættes
i § 1, stk. 2, som 2. pkt.:
»Udlodninger efter ligningslovens § 16 A, bortset fra normal
forrentning af en indbetalt medlemskapital, fra selskaber og
foreninger som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 b,
medregnes dog til virksomhedens indkomst.«.
§ 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning fra og med indkomståret 1987.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget går ud på at skattefritage eftergivet studiegæld efter
lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af
studiegæld.
Endvidere tager lovforslaget sigte på klart at fastslå, at
efterbetalinger fra andelsselskaber indgår i
virksomhedsindkomsten som personlig indkomst.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter lov nr. 371 af 10. juni 1987 om tilskud til afvikling af
studiegæld og om eftergivelse af studiegæld kan Hypotekbanken
efter ansøgning helt eller delvis eftergive studiegæld, såfremt
låntagerens erhvervs-, indtjenings- eller tilbagebetalingsevne er
væsentligt reduceret. Herudover kan Hyptekbanken eftergive den
del af studiegælden, som låntager må antages ikke at kunne
afvikle i passende rater over 15 år. Endvidere har Hypotekbanken
mulighed for at eftergive misligholdt studiegæld, såfremt gælden
er særlig stor eller byrdefuld. Endelig kan Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte ifølge loven eftergive for meget betalt
uddannelsesstøtte i tilfælde, hvor låntager er tilkendt
førtidspension eller invaliditetsydelse.
Under de politiske forhandlinger om forslaget drøftede man
forslagets skattemæssige konsekvenser. Der var enighed om, at det
var en forudsætning for, at eftergivelsesordningen kunne virke
efter sin hensigt, at de eftergivne beløb blev fritaget for
beskatning på samme måde som ved gældssanering efter
konkurslovens regler, jf. betænkning af 13. maj 1987 fra
Folketingets uddannelsesudvalg over lovforslag nr. L 160,
Folketingstidende 1986-87, blad 890.
Skattemæssigt set er der ingen forskel på, om en skyldner opnår
nedsættelse af sin gæld i form af en gældssanering efter
konkurslovens regler eller i form af en akkord eller anden samlet
kreditorordning. Det er i alle tilfælde afgørende for, om de
eftergivne beløb skal beskattes, at fordringen på
eftergivelsestidspunktet må anses for at have en større værdi end
det beløb, den ved gældseftergivelsen er blevet nedsat til. Hvor
eftergivelsen af gæld helt eller delvis fremtræder som led i en
samlet akkord, herunder akkord med hovedkreditor, eller anden
samlet kreditorordning, sker der i almindelighed ikke nogen
beskatning af gældseftergivelsen, idet kreditors tiltrædelse af
ordningen tages som bevis på skyldnerens insolvens.
I en række situationer vil en eftergivelse af studiegæld efter lov
nr. 371 allerede efter den gældende skattelovgivning være uden
skattemæssige virkninger. Det gælder således, hvis det godtgøres,
at fordringen på studiegælden på eftergivelsestidspunktet reelt
ikke har større værdi end det beløb, som gælden ved eftergivelsen
er blevet nedsat til. Dette bevis vil i almindelighed kunne føres
ved skyldnerens insolvens.
Imidlertid har Hypotekbanken og Styrelsen for Statens
Uddannelsesstøtte ifølge loven mulighed for at eftergive
studiegæld, selv om skyldneren ikke er insolvent. Det må anses
for rimeligt og administrativt hensigtsmæssigt, om eftergivelse
af studiegæld i alle eftergivelsessituationer behandles
skattemæssigt ens. Det foreslås derfor, at eftergivelse af
studiegæld, som finder sted efter lovens kapitel 3 og 4, fritages
for beskatning.
Om forslagets provenumæssige konsekvenser kan det oplyses, at
området statistisk set er meget dårligt belyst. Et skøn over de
provenumæssige virkninger af forslaget er som følge heraf
behæftet med stor usikkerhed.
På baggrund af oplysninger fra Hypotekbanken skønnes det, at for
indkomståret 1987 vil studielån for op imod 10 mill. kr. blive
omfattet af forslagets bestemmelser. Provenutabet ved
skattefritagelse skønnes til knap 5 mill. kr. i 1987. Heraf ca. 3
mill. kr. for staten.
Eftergivelse af studiegæld for førtidspensionister m.v. skønnes kun
at medføre et ubetydeligt provenutab.
Til §§ 2 og 3
Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at visse udbetalinger
fra de selskaber og foreninger, som er nævnt i
aktieavancebeskatningslovens § 2 b, medregnes til den personlige
indkomst.
De andelsselskaber og foreninger, som er nævnt i
aktieavancebeskatningslovens § 2 b, er indkøbsforeninger samt
produktions- og salgsforeninger omfattet af selskabskattelovens §
1, stk. 1, nr. 3 a og 4, samt de foreninger, der er omfattet af
selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og hvis formål og
funktion er af samme karakter.
Forslagene i lovforslagets §§ 2 og 3 omfatter de udlodninger, der er
omfattet af ligningslovens § 16 A, bortset fra en eventuel
forrentning efter sædvanlige principper af en indbetalt
medlemskapital. Ligningslovens § 16 A omfatter ikke udlodninger
af friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i
det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.
Der har vist sig en vis tvivl om, hvorvidt sådanne udlodninger skal
behandles som kapitalindkomst eller som personlig indkomst.
Hvis man anser sådanne udbetalinger som kapitalindkomst er
resultatet, at sædvanlige efterbetalinger for medlemmernes
produkter, der udloddes af andelsselskaber, ikke kan indgå i
virksomhedsordningen.
Udloddet overskud fra andelsselskaber har ifølge praksis hidtil
kunnet medregnes ved opgørelsen af grundlag for henlæggelse til
investeringsfonds og overførsel til medarbejdende ægtefælle. Hvis
overskuddet anses som kapitalindkomst, er det tvivlsomt, om denne
praksis fortsat kan opretholdes.
Reale hensyn taler for, at udlodningerne, der i praksis er beregnet
på grundlag af den enkelte andelshavers/det enkelte medlems
omsætning med selskabet eller foreningen, er personlig indkomst.
Udlodningerne har typisk en meget nær tilknytning til
andelshaverens/medlemmets erhvervsmæssige omsætning.
Ændringen, der er af præciserende karakter, kan ikke antages at have
nævneværdige provenumæssige eller administrative konsekvenser.
Til § 4
Lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af
studiegæld trådte i kraft den 1. oktober 1987. Det foreslås på
den baggrund, at skattefritagelsen for eftergivet studiegæld
efter denne lov får virkning fra og med indkomståret 1987.
Det foreslås endvidere, at ændringerne i §§ 2 og 3 har virkning fra
og med indkomståret 1987.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 19. november
1987, som ændret ved lov nr. 835, 837 og 839 af 18. december 1987
indsættes i § 7 som litra æ:
»æ. Eftergivet studiegæld efter kapitel 3 og 4 i lov om tilskud til
afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld.«.
§ 7. Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:
a.-z. - - -
§ 2
I lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v.
(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 623 af 18.
september 1987, indsættes i § 4 som stk. 4:
»Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, medregnes udlodninger,
bortset fra normal forrentning af en indbetalt medlemskapital,
fra selskaber og foreninger som nævnt i
aktieavancebeskatningslovens § 2 b dog til den personlige
indkomst.«.
§ 4. Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af
1)-3) - - -
4) aktieudbytte og skattegodtgørelse efter ligningslovens § 16 A og
selskabsskattelovens § 17 A,
5)-10) - - -
Stk. 2-3 - - -
§ 3
I lov nr. 144 af 19. marts 1986 om indkomstbeskatning af
selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven) indsættes
i § 1, stk. 2, som 2. pkt.:
»Udlodninger efter ligningslovens § 16 A, bortset fra normal
forrentning af en indbetalt medlemskapital, fra selskaber og
foreninger som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 b,
medregnes dog til virksomhedens indkomst.«.
§ 1, stk. 1. - - -
Stk. 2. Aktier, anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser, beviser
for indskud i investeringsforeninger og lignende værdipapirer,
der omfattes af § 1, stk. 1, i aktieavancebeskatningsloven,
indeksobligationer og præmieobligationer indgår ikke i den
selvstændige erhvervsvirksomhed, medmindre den skattepligtige
driver næring med sådanne aktiver.
Stk. 3. - - -