Gelex

1987 LSF 199 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKESKOLEN (FREDSOPLYSNING OG INTERNATIONAL FORSTÅELSE SOM OBLIGATORISK EMNE)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00199@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af 21. august

1986, som ændret ved lov nr. 231 af 22. april 1987, foretages

følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:

»7) fredsoplysning og international forståelse.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 1988.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at det er vigtigt at

fastholde og videreformidle den danske og nordiske tradition for

fredsoplysning og arbejde for international forståelse. Denne

mere end hundredårige tradition - fra oplysningstiden og til i

dag - har været udøvet ud fra flere forskellige religiøse,

politiske og videnskabelige opfattelser. Den har i årtier været

beundret uden for Danmarks og Nordens grænser.

Folkeskolen forbereder ifølge sit formål eleverne til medleven og

medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for

løsningen af fælles opgaver. Dette må sammen med den trussel, som

oprustningen rummer for menneskers og landes sikkerhed, og med

det medansvar, alle har for, at freden skabes og bevares i

overensstemmelse med FN's Pagt fra 1945, efter forslagsstillernes

opfattelse indebære, at man i skolen beskæftiger sig med

forskellige former for konflikter og konfliktløsninger.

Forslagsstillerne er desuden af den opfattelse, at der fremover bør

skabes mere modspil til den megen vold, som børn og unge oplever

ikke mindst i massemedierne. I de moderne elektroniske medier,

f.eks. video og tv, vil børn i løbet af deres barndom have

overværet et enormt antal mord, mishandlinger, krige og andre

voldelige konfliktløsninger - og mange af disse vil være

fremstillet som »retfærdige« og rimelige.

Selv om dette ikke i sig selv gør børn voldelige - det afhænger i

lige så høj grad af hjem, skole og børnepolitik - så mener

forslagsstillerne, at børn og unge i højere grad end hidtil bør

møde eksempler på ikke-voldelige konfliktløsninger i såvel deres

nærmiljø som i den danske, nordiske og internationale

fredshistorie. Det må sikres, at børn erfarer, at de voksne

aktivt kan skabe lokal og international forståelse og solidaritet.

Sådanne erfaringer vil også kunne medvirke til at dæmpe den angst

for krig, som videnskabelige undersøgelser fra så at sige alle

industrilande, inklusive Danmark, viser kan være en fremherskende

bekymring hos og sundhedsrisiko for børn og unge. I en dansk

undersøgelse, der omfattede 1.209 elever fra 6. til 10.

klassetrin, udtrykte således 82 pct., at de var ret bekymrede

eller meget bekymrede for atomkrig, og 56 pct. gav udtryk for, at

de havde fået for lidt oplysning i skolen om dette problem1). Det

er bl.a. sådanne resultater fra mange lande, der får WHO til at

anse ikke alene krig, men også krigstrusler og krigsfrygt for vor

tids alvorligste trussel mod sundheden2).

Foruden de allerede nævnte begrundelser for forslaget finder

forslagsstillerne, at Danmarks medlemskab af FN medfører en

forpligtelse til at leve op til de mange rekommandationer

vedrørende fredsoplysning, nedrustning og andet fredsskabende og

fredsbevarende arbejde, som Danmark har tilsluttet sig.

Internationale rekommandationer

I De Forenede Nationers Pagt undertegnet 1945 blev bl.a. formuleret

det formål »at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og i

dette øjemed: træffe effektive fælles forholdsregler til

forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden og til

undertrykkelse af angrebshandlinger eller andre brud på freden .

. .« (Kap. I, artikel 1, stk. 1).

Til virkeliggørelse af denne forebyggelse og fjernelse af

krigstrusler blev i 1946 oprettet UNESCO, FN's organisation for

uddannelse, videnskab og kultur. Ved oprettelsen blev udtalt de

ofte citerede ord: »Siden krige begynder i menneskers sind, er

det i menneskers sind, forsvaret for fred skal opbygges«. Selv om

årsager til krig og vold er mere komplicerede end blot menneskers

bevidsthed, så er der næppe nogen, som vil benægte, at de

begreber, mennesker har udviklet om f.eks. krig, fred,

oprustning, fjendebilleder og sikkerhed, er vigtige betingelser

for vold eller fredelige konfliktløsninger. Derfor har

fredsoplysning (»peace-education«) og international forståelse

også spillet en stor rolle i FN's arbejde såvel på

generalforsamlinger som i organisationer som UNESCO, WHO m.fl.

Ikke mindst i 1970'erne har FN påpeget situationens alvor, f.eks. i

slutdokumentet fra verdenskonferencen om nedrustning fra sommeren

1978: »Menneskeheden står over for et valg: Vi må standse

våbenkapløbet eller stå ansigt til ansigt med tilintetgørelse'3).

I WHO's sundhedsprogram »Sundhed for alle i år 2000« anses krig

og krigstrusler for at være de alvorligste trusler mod sundhed:

»Uden fred og social retfærdighed, uden tilstrækkelig mad- og

vandforsyning, uden uddannelse og ordentlige boligforhold og uden

en nyttig funktion i samfundet vil der ikke være nogen sundhed

for befolkningen, ingen virkelig vækst og ingen samfundsmæssig

udvikling . . . Krig er den alvorligste trussel mod sundheden . .

. Også krigsfrygt spiller en vigtig rolle'4).

Inden for UNESCO og FN har man i årtier arbejdet med nærmere

præcisering af fredsoplysningens formål og indhold: »Den

internationale undervisning bør sætte ind allerede i

førskolealderen, fordi visse holdninger f.eks. i racespørgsmål

ofte dannes i denne alder'5). »Undervisningen bør tage sigte på

udryddelse af de forhold, som skaber problemer, der truer

menneskehedens overleven og velfærd - ulighed, uretfærdighed,

magtanvendelse - og på internationale samarbejdsforanstaltninger,

der kan tjene til at løse problemerne'6).

»Med henblik på at bidrage til større forståelse af og bevidsthed om

de problemer, der er skabt af rustningskapløbet og nødvendigheden

af nedrustning, opfordres regeringer såvel som statslige og

ikke-statslige internationale organisationer til at tage skridt

til at udvikle uddannelsesprogrammer for nedrustnings- og

fredsstudier på ethvert plan'7).

»Som integreret del af fredsundervisningen har

nedrustningsundervisning tæt sammenhæng med undervisning i og

opdragelse til menneskerettigheder og udvikling, for så vidt som

hvert af disse begreber fred, menneskerettigheder og udvikling må

defineres i forhold til de andre to. Desuden giver

nedrustningsundervisning også lejlighed til at belyse nyere

begreber såsom de individuelle og kollektive rettigheder til fred

og udvikling baseret på tilfredsstillelse af basale materielle og

ikke-materielle menneskelige behov'8).

I denne sammenhæng står fredsoplysningens overordnede indhold

beskrevet som en kombination af delområderne udvikling,

menneskerettigheder og nedrustning. Disse tre delområder er det

værd at have i tankerne ved enhver tilrettelæggelse af arbejde

med områderne fred og international forståelse.

Og børnene mener . . .

I spørgsmål om oplysning, undervisning og folkeskole bør også

børnene høres, eftersom det er dem, det i så høj grad vedrører.

Børn kan spørges på mange måder: i direkte samtale, ved at

analysere resultater fra deres skabende virksomhed (stile, digte,

tegninger etc.), gennem systematiske interviews og spørgeskemaer

(med ikke-ledende spørgsmål).

Med hensyn til børns og unges utopier (fremtidsvisioner) er deres

svar entydige. Videnskabelige studier fra næsten alle

industrilande viser, at bekymring for krig med kernevåben

placerer sig højt blandt mulige fremtidsbekymringer (f.eks. frygt

for miljøødelæggelser, arbejdsløshed og »blind« teknologisk

udvikling). Eksistensen af sådanne bekymringer blandt børn og

unge er således et internationalt faktum og problem, der ikke bør

ignoreres eller afvises af voksne. Undersøgelser viser også, at

børn og unge naturligvis ikke kun nærer bekymringer for

fremtiden, men også nærer positive håb og utopier. Desuden viser

undersøgelser, at det bedste middel til at dæmpe fremtidsangst er

voksenmodeller, som ikke blot bruger smukke ord, men

også handler aktivt for fred, mod forurening, for nedrustning og

solidaritet med den 3. verden, etc.

I en dansk, tværfaglig undersøgelse foretaget af 3 læger, 1 lærer, 1

psykolog og 1 statistiker konkluderedes bl.a., at »den

internationale oprustning og terrorbalance medfører en mental

sundhedsrisiko for mange af vore unge«. Desuden anføres, at »Det

er påfaldende, at 24 pct. af eleverne i vor undersøgelse angav

aldrig at have talt med deres forældre om forhold vedrørende

kernevåbenkrig, og at 56 pct. ønskede at høre mere om dette i

skolen. Dette peger på nødvendigheden af en øget indsats af

forældre og skole på dette område'9).

Af resultater fra undersøgelsen omfattende de 1.209 elever på 6.-10.

klassetrin fremgår f.eks., at 71 pct. ikke mente, at de eller

deres familie ville kunne overleve en atomkrig (kun 3 pct. mente,

det var muligt), at 36 pct. anførte, at de ofte tænkte på krig

med kernevåben, at 17 pct. mente, at det var sikkert eller

sandsynligt, at en atomkrig vil udbryde i deres levetid, og at 14

pct. mente, at en atomkrig ikke kunne undgås.

I en anden dansk undersøgelse, der tog udgangspunkt i 750 stile

skrevet i 1977 og 1983 af unge i 9. klasse om deres forventninger

til fremtiden, konkluderes bl.a.: »Næsten alle stile beskæftiger

sig med den trussel mod en fremtidig tilværelse, som den

tiltagende atomoprustning udgør . . . Der er dog også mange, der

udtrykker vilje til at forsøge at modvirke de dårlige udsigter,

også ofte i stile, der udtrykker meget stor bekymring . . .'10).

I disse unges (16-åriges) stile kan man f.eks. læse: »Hvis først 3.

verdenskrig bryder ud, tror jeg ikke, at der er mere tilbage at

leve for. Krigen vil højst sandsynlig blive ført med atomvåben .

. .« (pige).

»Men før man overhovedet spekulerer på at få børn, burde man tænke

sig godt om, da verden, vi lever i, er meget urolig, og med den

forurening og de uhyggelige atomvåben, vi har, synes jeg ikke,

det er lykken at skulle sætte et barn i verden, før den bliver

forbedret« (pige).

»Gid der må blive så megen fred i verden, at de (børnene) kan rejse

rundt og besøge andre folkeslag og lære af dem i stedet for at

slå dem ihjel« (pige).

Det udvidede fredsbegreb

Som citaterne ovenfor fra FN's rekommandationer lader ane, så er der

her tale om det såkaldt udvidede fredsbegreb. Hovedindholdet heri

er, at »fred« ikke blot betyder fravær af krig, men også fravær

af betingelser (»årsager«) for krig såsom ulighed, social

uretfærdighed og fordomsfulde fjendebilleder.

Hvis fredsoplysningen skal undgå at blive overfladisk, må den tage

udgangspunkt i dette fredsbegreb. En »fred« præget af oprustning,

militarisering af samfundet, forberedelser til krig, bidrag til

krige i den 3. verden, koldkrigspropaganda og

menneskerettighedskrænkelser er ikke en ægte fred, hvor

krigsbetingelser er afskaffet. Der er blot tale om »fred« til

krigsforberedelse, eller som en ældre dansk historiker, Gustav

Bang, kaldte det: »en væbnet fred'11).

Det udvidede fredsbegreb har været udgangspunkt for den

skandinaviske freds- og konfliktforskning, hvor især Norge har

været ledende siden 1950'erne (Johan Galtung m.fl.).

Dette fredsbegreb er desuden i overensstemmelse med opfattelser

fremlagt i FN af EF, herunder Danmark. Det blev på FN's

konference om sammenhængen mellem nedrustning og udvikling i

september 1987 udtrykt af ambassadør Ole Bierring på bl.a.

følgende måde: »Verden kan ikke betragtes som sikker, når så

mange mennesker lever i den yderste fattigdom, i frygt for at

blive invaderede, i frygt for at miste frihed eller andre

grundlæggende menneskerettigheder. Sult og social uretfærdighed

og fattigdom er hovedkilder til konflikter, indre såvel som ydre,

i udviklingslandene'12).

Danske og nordiske fredstraditioner

Enhver fredsoplysning bør som andre oplysnings- og

undervisningsområder foregå på alsidig og ikke-manipulerende vis.

Hertil kan bl.a. en virkelighedstro skildring af den danske og

nordiske fredshistories mange traditioner tjene, fordi der her er

tale om adskillige bevægelser i indbyrdes brydning.

Fredsbevægelsen har ikke været en ensartet, social bevægelse. Den

har været sammensat af forskellige fredstraditioner, hvoraf flere

har meget gamle rødder, f.eks. religiøse fredstraditioner

(kvækerne, forsoningsforbundet, kristne for nedrustning m.v.),

liberale fredstraditioner (Dansk (Norsk og Svensk) Fredsforening

fra 1880'erne, FN-forbundet), arbejderbevægelsens

fredstraditioner (2. Internationale, arbejderpartiers

anti-militarisme og solidaritetsarbejde, SiD, fagbevægelsen for

fred). Hertil kommer de mange fredstraditioner med lidt mere

specielle målsætninger (militærnægterbevægelsen, feministiske

fredsbevægelser, ikke-voldsbevægelser, solidaritetsbevægelser,

anti-racistiske bevægelser, Nej til atomvåben, unge for fred etc)

og faglige bevægelser (højskolelærere for fred, læger mod

kernevåben osv.).

Det forhold, at der mellem disse traditioner har hersket både

uenigheder og enighed og samarbejde, bør ikke føre til hetz mod

dem, men tages som et demokratisk sundhedstegn. Skolens børn - og

andre - bør kunne erfare, at såvel enigheder som uenigheder

mellem bevægelser og traditioner kan drøftes på dokumenterende og

kultiveret måde.

Udvikling af fredskompetence

Et vigtigt overordnet formål med en fredsoplysning og fremme af

international forståelse er udvikling af fredskompetence, dvs. at

udvikle kvalifikationer til at skabe og opretholde fred og

fredelige konfliktløsninger på alle sociale niveauer -

personligt, lokalt og globalt. Der ligger bag denne formulering

den opfattelse, at »fred« ikke er en passiv og altid idyllisk

tilstand uden modsigelser, modsætninger og konflikter. Hvor

mennesker virker sammen, vil der altid være

konfliktmuligheder, men det væsentlige er at kunne løse

modsigelser og konflikter med ikke-voldelige midler.

Fredshistorien og tværkulturel forskning viser, at dette kan lade

sig gøre. Mennesket er ikke fra naturens hånd dømt til

destruktive problemløsninger.

Til en sådan fredskompetence hører selvklart viden og indsigt som

nødvendige betingelser. Viden og indsigt er imidlertid ikke

tilstrækkelige forudsætninger. Der må også påpeges nødvendigheden

af håb og handlemuligheder. En »fredsoplysning«, der blot ville

vælte en masse isolerede informationer om krig, våben, sult og

elendighed i hovedet på elever, vil nemt føre til apati og

handlingslammelse i stedet for til fredskompetence. Derfor bør

fredsoplysning også være bredere end blot at være mod noget. Den

bør også beskæftige sig med de værdier, vi sætter pris på - og

derfor kan være bange for at miste - samt udvikle en global

omsorg - en omsorg for naturen, for dyr, for undertrykte

menneskegrupper, international forståelse og solidaritet med

underprivilegerede og forfulgte.

Med hensyn til handlemuligheder kan henvises til de mange

ikke-voldsstrategier, som i mange år har været dokumenteret og

diskuteret. Vigtige handlemuligheder i denne forbindelse kan være

deltagelse i internationale lejrskoleophold, i venskabsklasser,

-skoler og -byer på tværs af Øst-Vest og Nord-Syd skel.

Emnerne bør desuden i videst muligt omfang tages op, når børn, unge

og andre målgrupper selv spørger om og undersøger disse emner.

I sin tematisering og fastlæggelse af mulige emner bør

fredsoplysning og international undervisning tage hensyn til

virkelighedens dynamiske egenskaber, dvs. beskæftige sig med

muligheder for at nå fra en mindre ønsket tilstand til en mere

værdifuld, humanistisk og tryg verden. Hertil kunne føjes, at der

også er grund til at tage hensyn til det forhold, at krig og

undertrykkelse i dag ikke blot udøves med fysiske magtmidler som

f.eks. invasion, men også i stigende grad med økonomiske,

politiske og psykologiske midler.

Ud fra sådanne overvejelser kan foreslås en emneoversigt som

nedenstående 13), der sikkert i sin principielle tænkemåde vil

kunne vinde tværfaglig og tværpolitisk accept, selv om

detailemner kan varieres:

Fredsoplysning

FRA

TIL

FYSISKE

VÅBEN Produktion af fysiske våben; oprustning Omstilling til

produkter af civil, social og human betydning; ned- og afrustning

ØKONOMISKE MIDLER Udbyttende og undertrykkende brug af økonomiske

ressourcer; krænkelser af økonomiske, sociale og kulturelle

menneskerettigheder Udvikling af ny økonomisk verdensorden;

politisk-økonomisk lighed globalt og nationalt; afskaffelse af

militærindustrielle kompleks; reelle økonomiske, sociale og

kulturelle menneskerettigheder

POLITISKE

MIDLER Autoritære magtstrukturer; kanonbådsdiplomati; krænkelser af

demokratiske (borgerlige og politiske) menneskerettigheder;

snæver nationalisme Ægte demokratiske strukturer og holdninger;

fredelig sameksistens; reelle demokratiske menneskerettigheder;

trans-nationalisme

PSYKOLOGISKE MIDLER Begrebsdannelser

Militaristiske begreber vedr. fred, sikkerhed, forsvar, nation,

kønsroller, fædreland, 3. verden osv. Alternative begreber i

humane og sociale behovs tjeneste

»Myter« Videnskabeligt orienterede forklaringer

Underkastelse, lydighed og falsk tro på autoriteter Kritisk indsigt;

civil ulydighed

Forråelse Omsorg og solidaritet

Offentlig mening som våben (f.eks. fjendebilleder, rygter, stadige

trusler, udbredelse af myter) Kritisk og solidarisk

mellemfolkelig forståelse; ny global informationsorden

Lav politisk dannelse Høj politisk dannelse

Handlingshæmning, følelser af magtesløshed, angst og

fremtidspessimisme Handling, fredskompetence, evne til formidling

og positiv kontakt; frygt og social indignation omsættes til

fredsarbejde

Kildehenvisninger

11) Billesbølle, P. m.fl.: Børns angst for krig med

kernevåben. Ugeskrift for Læger, 1986; 148, side 731-4.

Jensen, J. P.: Også danske børn frygter atomkrig. Dansk pædagogisk

Tidsskrift, 1986 nr. 2, side 50-54.

Raundalen, Tora & Magne: Barn i atomalderen. Oslo, 1984.

12) Isager, Torben m.fl.: Kernevåben som en trussel mod

sundheden. Ugeskrift for Læger, 1986; 148/46, side 3028-32.

Sundhed for alle i år 2000. WHO's sundhedspolitiske mål for Europa.

Kbh.: Komiteen for sundhedsoplysning, 1985.

13) FN's 10. ekstraordinære generalforsamling vedrørende

nedrustning. Udenrigsministeriet, september 1978.

14) Sundhed for alle i år 2000 (jf. note 2)), side 13-14.

15) UNESCO's rekommandation om international undervisning, 1974. Den

danske UNESCO-nationalkommission. København, 1976, side 7.

16) Som note 5), side 6.

17) Som note 3), side 24.

18) World Congress on Disarmament Education. Paris: UNESCO, 1980,

side 9.

19) Billesbølle, P. m.fl., 1986 (jf. note 1)), side 734.

10) Varming, Ole: Tidens unge. Kbh., 1984, side 84 og 87.

11) Gustav Bang: Evropas Kulturhistorie. Bd. II, side 470-75.

København 1899.

12) Indslag i DR's nyhedsmagasin, september 1987. Citeret i Lærere

for fred nyt, 1987 nr. 4, side 19.

13) Fredsoplysning og socialisme. Århus: SP Forlag, 1986, side 35.

Versioner

  1. 1988-05-21