1987 LSF 200 FORSLAG TIL LOV OM VARSLING M.V. I FORBINDELSE MED AFSKEDIGELSER I STØRRE OMFANG
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00200@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Denne lov finder anvendelse i forbindelse med afskedigelser,
som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke
kan tilregnes lønmodtageren selv, når der inden for et tidsrum af 30
dage påtænkes afskediget 10 eller flere af virksomhedens
lønmodtagere.
Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:
1. Afskedigelser foretaget inden for rammerne af arbejdsaftaler, der
er indgået for et bestemt tidsrum eller med henblik på en bestemt
arbejdsopgave, medmindre disse afskedigelser foretages, før disse
aftaler er udløbet eller opfyldt.
2. Afskedigelser af besætninger på søgående skibe.
3. Afskedigelser af lønmodtagere, som berøres af standsning af en
virksomheds aktiviteter som følge af en retsafgørelse.
Stk. 3. Arbejdsministeren kan efter forhandling med
Landsarbejdsnævnet fastsætte nærmere regler for opgørelse af
antallet af lønmodtagere i henhold til § 1, stk. 1, samt for,
hvilke kriterier der skal lægges til grund ved afgørelsen af, om
der foreligger en virksomhed der er omfattet af denne lov.
Stk. 4. Reglerne i denne lov ændrer ikke bestående individuelle
opsigelsesvarsler, der er fastsat i henhold til lov, kollektive
overenskomster eller individuel aftale.
Stk. 5. Reglerne i denne lov vedrører ikke de arbejdsretlige regler
om de lovlige følger af kollektive arbejdskonflikter.
§ 2. Agter en arbejdsgiver at foretage afskedigelser, der er
omfattet af § 1, skal han så tidligt som muligt indlede
forhandlinger med lønmodtagerne på virksomheden eller disses
repræsentanter, såfremt sådanne er valgt eller udpeget.
Stk. 2. Lønmodtagerne på virksomheden eller disses repræsentanter,
såfremt sådanne er valgt eller udpeget, har under forhandlingerne
adgang til at medtage rådgivere.
Stk. 3. Forhandlingerne skal have til formål at nå frem til en
aftale enten om at undgå afskedigelserne eller om at begrænse
disse samt afbøde følgerne heraf.
Stk. 4. Arbejdsgiveren skal til brug ved forhandlingerne give
lønmodtagerne på virksomheden eller disses repræsentanter,
såfremt sådanne er valgt eller udpeget, alle oplysninger af
betydning for sagen og give skriftlig meddelelse i det mindste om
årsagerne til afskedigelserne, om antallet af lønmodtagere, der
påtænkes afskediget, antallet af lønmodtagere, der normalt
beskæftiges på virksomheden, samt over, hvilken periode det
forudses at afskedigelserne skal finde sted.
Stk. 5. Lønmodtagerne på virksomheden eller disses repræsentanter,
såfremt sådanne er valgt eller udpeget, kan forlange, at
varslingen af afskedigelser i henhold til § 3 ikke kan finde sted
før tidligst 4 uger efter, at lønmodtagerne har modtaget de i §
2, stk. 3, angivne oplysninger.
Stk. 6. Arbejdsgiveren er i forbindelse med forhandlingerne efter
anmodning fra lønmodtagerne på virksomheden eller disses
repræsentanter, såfremt sådanne er valgt eller udpeget,
forpligtet til at tilvejebringe supplerende oplysninger af
betydning for sagen.
Stk. 7. Referat af forhandlingerne, der er godkendt af parterne,
sendes til Arbejdsmarkedsnævnet.
Stk. 8. Arbejdsgiveren skal samtidig med den i stk. 4 nævnte
skriftlige meddelelse fremsende en genpart heraf til vedkommende
arbejdsmarkedsnævn.
§ 3. Agter en arbejdsgiver efter at have forhandlet i
overensstemmelse med reglerne i § 2 fortsat at foretage
afskedigelser omfattet af § 1, skal han sende
arbejdsmarkedsnævnet skriftlig meddelelse herom.
Stk. 2. Meddelelsen i henhold til stk. 1 skal indeholde alle
oplysninger af betydning for behandlingen af sagen om de
planlagte afskedigelser og de i § 2 nævnte forhandlinger, navnlig
om årsagerne til afskedigelserne, antallet af lønmodtagere, der
normalt beskæftiges på virksomheden, samt over hvilken periode
det forudses at afskedigelserne skal finde sted.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal snarest muligt og senest 10 dage efter,
at meddelelsen i henhold til stk. 1 er afsendt, give vedkommende
arbejdsmarkedsnævn underretning om, hvilke personer der vil være
omfattet af afskedigelserne. Disse personer samt lønmodtagerne på
virksomheden eller disses repræsentanter, såfremt sådanne er
valgt eller udpeget, skal senest samtidig underrettes.
Stk. 4. Arbejdsgiveren skal snarest muligt give Arbejdsmarkedsnævnet
underretning om det endelige resultat af de i § 2 nævnte
forhandlinger.
Stk. 5. Arbejdsgiveren skal samtidig med meddelelserne i henhold til
stk. 1 og 4 fremsende genpart heraf til lønmodtagerne på
virksomheden eller disses repræsentanter, såfremt sådanne er
valgt eller udpeget. Disse kan fremsende deres eventuelle
bemærkninger til vedkommende arbejdsmarkedsnævn. Genpart heraf
fremsendes til arbejdsgiveren.
§ 4. Afskedigelser, hvorom der er givet meddelelse efter § 3, stk.
1, får tidligst virkning 8 uger efter, at meddelelsen er modtaget
af arbejdsmarkedsnævnet.
§ 5. Arbejdsmarkedsnævnene skal i forbindelse med de varslede
afskedigelser i henhold til § 3 udarbejde en egentlig
arbejdsmarkedspolitisk handlingsplan.
Stk. 2. Arbejdsministeren kan efter forhandling med
Landsarbejdsnævnet fastsætte nærmere regler for
arbejdsmarkedsnævnenes og Landsarbejdsnævnets virksomhed i
henhold til denne lov.
§ 6. Lønmodtagerne på virksomheden eller disses repræsentanter samt
arbejdsgiveren og dennes repræsentant må ikke videregive
oplysninger, der udtrykkeligt er givet som fortrolige i henhold
til denne lov.
§ 7. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af reglerne i
denne lov er af væsentlig betydning, og straffesager vedrørende
overtrædelse af §§ 2 og 3 behandles under medvirken af sagkyndige
retsmedlemmer efter reglerne i retsplejelovens §§ 6 a og 18 c.
§ 8. Overtrædelse af §§ 2 og 3 straffes med bøde. Er overtrædelsen
begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller
lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er
overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt
fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes
styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale
fællesskab bødeansvar.
Stk. 2. Undlader en arbejdsgiver i forbindelse med afskedigelser,
der er omfattet af § 1, at følge reglerne i § 2, stk. 1-7, eller
reglerne i § 3, stk. 1, skal han yde de pågældende lønmodtagere
en godtgørelse, der svarer til lønnen i en periode på 4 måneder
fra opsigelsestidspunktet. Fra godtgørelsen skal dog trækkes den
løn, som lønmodtageren har modtaget i en eventuel individuel
opsigelsesperiode.
§ 9. I lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 17. september 1987, som ændret
ved lov nr. 877 og 881 af 23. december 1987, ophæves kapitel 5 a.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. april 1988.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I kapitel 5 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring
m.v. pålægges det en arbejdsgiver, der vil afskedige et større
antal ansatte, pligt til at forhandle med de fyringstruede og
pligt til at give arbejdsmarkedsnævnet mindst 30 dages varsel om
afskedigelserne.
En række konkrete kollektive afskedigelser inden for det seneste år
har vist, at de gældende varslingsregler ikke fungerer i
overensstemmelse med intentionerne bag reglerne.
Socialdemokratiet finder derfor, at der er behov for en
tydeliggørelse og opstramning af reglerne, således at det bl.a.
sikres, at der er tale om reelle forhandlinger mellem
virksomhedens ledelse og medarbejderne, og at
Arbejdsmarkedsnævnet opnår reelle muligheder for at iværksætte
arbejdsmarkeds- og uddannelsesinitiativer.
Endvidere ønsker Socialdemokratiet, at varslingsreglerne fremstår
som en selvstændig lov.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til stk. 1
Formålet med forslagets § 1, stk. 1, er at sikre, at alle
virksomheder uanset størrelse er omfattet af varslingsreglerne,
når der påtænkes afskediget 10 eller flere af virksomhedens
lønmodtagere inden for et tidsrum af 30 dage.
Til stk. 2-5
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 a, stk. 2-5, i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 2
Til stk. 1
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 b, stk. 1, i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til stk. 2
Formålet med stk. 2 er at sikre, at lønmodtagerne eller disses
repræsentanter kan medtage rådgivere ved forhandlingerne. Det
forudsættes derfor, at der indkaldes til forhandlinger så
tidligt, at der er reel mulighed for, at lønmodtagere kan
indkalde rådgivere.
Til stk. 3
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 b, stk. 2, i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til stk. 4
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 b, stk. 3, i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til stk. 5-7
Gældende praksis har vist, at de nuværende regler ikke sikrer
lønmodtagerne egentlige forhandlinger. Det skyldes bl.a., at det
i konkrete tilfælde har været vanskeligt at definere, hvornår der
er tale om forhandlinger frem for en orientering om en allerede
truffet beslutning.
Formålet med stk. 5-7 er at sikre lønmodtagerne eller disses
repræsentanter reelle forhandlingsmuligheder, hvor lønmodtagerne
i samarbejde med deres rådgivere sikres mulighed for at analysere
de fremlagte oplysninger, og hvor det pålægges virksomhederne at
fremskaffe de nødvendige oplysninger.
Med § 2, stk. 5, er det sikret, at hvis lønmodtagerne forlanger det,
skal alle oplysninger af betydning for sagen i henhold til § 2,
stk. 4, foreligge senest 4 uger før varsling af afskedigelserne
kan finde sted. Virksomhederne kan således ikke umiddelbart før
varslingen indlede forhandlingerne, som der er set flere
eksempler på, hvis lønmodtagerne eller disses repræsentanter ikke
accepterer det.
Det er endvidere forudsat, at der foreligger et godkendt referat af
forhandlingerne, og at forhandlingerne fortsætter efter
varslingen og minimum i hele afskedigelsesperioden, jf. § 4.
Til stk. 8
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 b, stk. 4, i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 3
Hele § 3 er ikke ændret i forhold til § 23 c i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., udover at det
i § 3, stk. 3, nu sikres, at lønmodtagerne på virksomhederne
eller disses repræsentanter også får oplysning om, hvilke
lønmodtagere der konkret afskediges.
Til § 4
Afskedigelsesfristerne foreslås forlænget til 8 uger mod de
nuværende 30 dage. Forlængelsen har særlig betydning for
forhandlingsmulighederne i henhold til § 2 og for
arbejdsmarkedsnævnets/Arbejdsformidlingens muligheder for at
iværksætte initiativer over for de enkelte afskedigede
lønmodtagere med henblik på tilbud om uddannelse eller andet job.
Forlængelsen skal også sikre, at medarbejderne opnår bedre
muligheder for selv at finde nyt arbejde, hvor der ofte ved
kollektive afskedigelser vil være tale om, at den enkelte
lønmodtager må flytte bopæl for at få nyt arbejde.
Endvidere er det præciseret, at fratrædelsesperioden løber fra den
dato, meddelelsen er modtaget af arbejdsmarkedsnævnet.
Til § 5
Til stk. 1
Ud over at arbejdsmarkedsnævnet spiller en aktiv rolle i forbindelse
med administrationen af loven om kollektive afskedigelser, skal
arbejdsmarkedsnævnet tillægges en central rolle i forbindelse med
den nødvendige arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske indsats,
der skal sættes i værk i forbindelse med kollektive afskedigelser.
Arbejdsmarkedsnævnet skal således sikre, at der udarbejdes en
arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk handlingsplan for en
indsats i forbindelse med kollektive afskedigelser for at sikre,
at de afskedigede tilbydes job- og uddannelsesmuligheder.
Handlingsplanens formål kan således også være gennem
arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsespolitiske tiltag at sikre,
at de varslede afskedigelser ikke iværksættes.
Arbejdsmarkedsnævnet bør kunne disponere over en økonomisk ramme,
der kan anvendes til iværksættelse af konkrete arbejdsmarkeds- og
uddannelsestiltag.
Arbejdsmarkedsnævnet skal ved udarbejdelse af handlingsplanen sikre,
at de berørte kommuner og andre relevante parter orienteres om
varslingens konsekvenser og de iværksatte initiativer.
Til stk. 2
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 e, stk. 1, i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 6
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 f i lov om arbejdsformidling
og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 7
Dette er ikke ændret i forhold til § 23 g i lov om arbejdsformidling
og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Til § 8
Til stk. 1
Efter den gældende straffebestemmelse i § 102 a, stk. 1, er det
alene den eller de ansvarlige leder(e), der kan straffes for
overtrædelse af §§ 2 og 3, hvilket har betydet små
bødestørrelser. Med tilføjelsen i § 8, stk. 1, indføres et
kollektivt strafansvar for et aktieselskab, anpartsselskab,
andelsselskab eller lignende, der overtræder §§ 2 og 3, samt for
offentlige arbejdsgivere. Dette svarer til ændringen af § 86 i
lov om arbejdsmiljø, som blev gennemført ved lov nr. 220 af 22.
april 1987 om ændring af lov om arbejdsmiljø.
Til stk. 2
En arbejdsgiver, der i dag undlader at efterleve forhandlings- og
varslingspligten slipper efter § 102 a, stk. 1, med en beskeden
bøde, såfremt lønmodtagerne har fået et opsigelsesvarsel på 30
dage. I dette tilfælde skal der nemlig ikke udbetales godtgørelse
efter bestemmelsens stk. 2.
Det er imidlertid ikke acceptabelt, at en arbejdsgiver kan undlade
at overholde reglerne.
Ved forslaget er det valgt at skabe en økonomisk motivation for, at
arbejdsgiverne vil overholde reglerne om forhandling og varsling.
I modsætning til de nugældende regler vil arbejdsgivere, der
overtræder reglerne, komme til at betale mere end ved
overholdelse af reglerne. Lønforpligtelsen efter lovforslagets §
4 er således en periode på 8 uger foruden 4 uger som følge af
reglen i lovforslagets § 2, stk. 5. Denne forpligtelse skal
sammenholdes med de 4 måneders løngodtgørelse i lovforslaget.