Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00202@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf.

lovbekendtgørelse nr. 52 af 27. januar 1987, foretages følgende

ændringer:

1. Efter § 25 indsættes som ny paragraf:

» § 25 a. Ved erhvervsmæssige vidersalg af et kunstværk, som er

omfattet af lov om afgift på erhvervsmæssig omsætning af bildende

kunst, har ophavsmanden ret til at få udbetalt den i samme lov

omtalte afgift.

Stk. 2. Retten til afgiftsbeløbet efter stk. 1 er en personlig og

uoverdragelig ret. Efter ophavsmandens død falder retten dog i

arv til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger, men ikke til

andre. Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller

livsarvinger, anvendes afgiftsbeløbet efter reglerne i § 5, stk.

1, i lov om afgift på erhvervsmæssig omsætning af bildende kunst.

Stk. 3. Kultur - og kommunikationsministeren kan fastsætte

bestemmelser om, at ophavsmanden kun har ret til afgift efter

stk. 1, såfremt salgssummen for et kunstværk ligger inden for af

kultur- og kommunikationsministeren nærmere fastsatte minimums-

og maksimumsbeløb.

Stk. 4. Retten til udbetaling af afgiften kan kun gøres gældende af

ophavsmanden eller dennes ægtefælle og livsarvinger gennem en af

Kultur- og Kommunikationsministeriet godkendt organisation.

Organisationen foretager udlodningen til de berettigede. De

berettigedes krav om organisationen forældes efter tre år fra

udløbet af det år, hvor videresalget fandt sted.«

2. I § 58 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Bestemmelsen i § 25 a gælder for værker af danske

statsborgere og personer, der er bosat i Danmark.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1988.

Bemærkninger til lovforslaget

Det Radikale Venstre fremsætter dette lovforslag, som er en næsten

uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1986-87 (1.

samling) fremsat forslag (se Folketingstidende 1986-87 (1.

samling), forhandlingerne sp. 7061, 9176 og 12910 samt tillæg A

sp. 4163 og tillæg B sp. 2485), fordi partiet har den opfattelse,

at billedkunstnere og visse andre tilsvarende kunstnere er

dårligt stillede med hensyn til udnyttelse af ophavsretten til

deres værker.

For musikere har man i Danmark indført afgifter på afspilning af

musik og gennemført fordeling til de enkelte komponister gennem

KODA, og forfattere til litterære værker og illustratorer er

gennem bogafgifter fra de offentlige biblioteker sikret en vis

økonomi byggende direkte på ophavsretten.

For bildende kunstnere foreslås det, at man tager udgangspunkt i

Bernerkonventionen i den såkaldte Bruxelles-tekst af 26. juni

1948, der ved kongelig resolution af 28. september 1961 blev

tiltrådt af Danmark. I denne tekst hedder det i artikel 14:

»1) Med hensyn til originale kunstværkers og forfatteres og

komponisters originale manuskripter har ophavsmanden - eller

efter hans død de personer eller institutioner, som den nationale

lovgivning dertil bemyndiger - en uoverdragelig ret til at være

medinteresserede i de salgshandlinger, som værket er genstand

for, og som følger efter den første overdragelse fra ophavsmanden

selv.

2) Den i foregående stykke omhandlede beskyttelse kan kun kræves i

et unionsland, hvis lovgivningen i det land, til hvilket

ophavsmanden hører, indrømmer en sådan beskyttelse, og i den

udstrækning, hvori det indrømmes af lovgivningen i det land, hvor

denne beskyttelse kræves.

3) De nærmere regler med hensyn til opkrævningen og beløbenes

størrelse fastsættes i hvert lands nationale lovgivning.«

Af betydning for udarbejdelsen af lovforslaget har endvidere været

teksten til Verdenskonventionen om Ophavsret, som revideret i

Paris den 24. juli 1971 og ratificeret ved kongelig resolution af

16. februar 1979, især artikel I, II og III:

»Artikel 1

Enhver kontraherende stat forpligter sig til at træffe alle

nødvendige forholdsregler for at sikre en fyldestgørende og

effektiv beskyttelse for ophavsmænds og andre retsindehaveres

rettigheder til litterære, videnskabelige og kunstneriske værker

såsom skrifter, musikværker, dramatiske og kinematografiske

værker, malerier, gravurer og billedhuggerværker.

Artikel II

1. Værker, som er publiceret af statsborgere i en hvilken som helst

kontraherende stat, og værker, der publiceres første gang inden

for en sådan stats territorium, nyder i enhver anden

kontraherende stat såvel den beskyttelse, som denne anden stat

indrømmer de værker af dens egne statsborgere, som første gang er

publiceret inden for dens eget territorium, som den beskyttelse,

der særligt tilkommer dem i henhold til denne konvention.

2. Ikke-publicerede værker af statsborgere i hver kontraherende stat

nyder i enhver anden kontraherende stat såvel den beskyttelse,

som denne anden stat indrømmer i ikke-publicerede værker af dens

egne statsborgere, som den beskyttelse, der særligt tilkommer dem

i henhold til denne konvention.

3. Med henblik på anvendelsen af denne konvention kan en

kontraherende stat gennem sin nationale lovgivning ligestille

enhver person, der har hjemsted i denne stat, med dens egne

statsborgere.

Artikel III

1. Enhver kontraherende stat, hvis nationale lovgivning som

betingelse for ophavsretsbeskyttelse kræver opfyldelse af

formaliteter såsom deponering, registrering, udtrykkeligt

forbehold, notarielle certifikater, betaling af afgifter eller

fremstilling eller publicering i den pågældende kontraherende

stat, skal anse disse krav som opfyldt med hensyn til ethvert i

henhold til denne konvention beskyttet værk, som første gang er

gjort tilgængeligt for almenheden uden for dens territorium, og

hvis ophavsmand ikke er statsborger i denne stat, for så vidt

alle eksemplarer af værket, der publiceres med samtykke af

ophavsmanden eller enhver anden indehaver af ophavsretten, fra og

med den første publicering er forsynet med og ledsaget af navnet

på indehaveren af ophavsretten og året for den første

publicering, anbragt på en sådan måde og et sådant sted, at det

på en klar måde viser, at ophavsretten er forbeholdt.

2. Bestemmelserne i stk. 1 hindrer ikke en kontraherende stat i at

kræve formaliteter eller andre betingelser for erhvervelsen eller

udøvelsen af ophavsret med hensyn til værker, der første gang er

gjort tilgængelige for almenheden inden for dens territorium,

eller for værker, der - hvor de end er publiceret - hidrører fra

dens egne statsborgere.

3. Bestemmelserne i stk. 1 hindrer ikke en kontraherende stat i at

bestemme, at den, der anlægger sag ved domstolene, skal opfylde

visse processuelle krav, såsom at sagsøgeren skal lade sig

repræsentere af en stedlig advokat, eller at han skal deponere et

eksemplar af det værk, som sagen angår, hos domstolene eller hos

en administrativ myndighed eller begge steder. Undladelsen af at

opfylde sådanne krav har dog ingen betydning for ophavsrettens

gyldighed. Ingen sådanne krav kan kræves opfyldt af en

statsborger i en anden kontraherende stat, hvis den stat, i

hvilken beskyttelse søges, ikke kræver dem opfyldt af sine egne

statsborgere.

4. Enhver kontraherende stat skal uden krav om opfyldelse af

formaliteter yde retlig beskyttelse af ikke-publicerede værker af

statsborgere fra andre kontraherende stater.

5. Hvis en kontraherende stat giver beskyttelse i mere end een

periode, og hvis den første periode er længere end en af de i

artikel IV fastsatte minimumsperioder, behøver denne stat ikke at

anvende bestemmelser i stk. 1 af denne artikel med hensyn til den

anden eller nogen af den følgende beskyttelsesperioder.«

En lovgivning, der sikrer bildende kunstnere visse vedvarende

rettigheder byggende på ophavsretten til deres originalværker, er

gennemført i flere lande, bl.a. Belgien, Frankrig og Vesttyskland.

Lovgivningen fra disse lande har sammen med den norske lovgivning om

afgift på omsætning af billedkunst og kunsthåndværk været

benyttet ved udarbejdelse af nærværende lovforslag.

Versioner

1. 1988-05-21