Gelex

1987 LSF 203 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SÆRLIG INDKOMSTSKAT (ENGANGSINDTÆGTER FOR KUNSTNERE M.FL.)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00203@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1

I lov om særlig indkomstskat m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 900 af

18. december 1987, foretages følgende ændring:

Efter § 17 indsættes som ny paragraf:

» § 17 A. Såfremt der i en persons skattepligtige almindelige

indkomst indgår en indtægt, der efter den pågældendes sædvanlige

indkomstforhold er ekstraordinært stor, og som fremtræder som

resultatet af et opfinderarbejde eller et arbejde af litterær,

kunstnerisk, videnskabelig eller lignende karakter, kan den

skattepligtige over for ligningsmyndighederne tilkendegive, at en

del af denne indtægt skal overføres til beskatning efter reglerne

om særlig indkomstskat, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Den ekstraordinært store indtægt efter stk. 1 skal overstige

15.000 kr. og udgøre mindst 25 pct. af den gennemsnitlige

skattepligtige almindelige indkomst i de 3 nærmest foregående

indkomstår.

Stk. 3. Ved overførsel til beskatning efter reglerne i afsnit I og

II fragår 25 pct. af den gennemsnitlige skattepligtige

almindelige indkomst i de 3 nærmest foregående indkomstår, dog

mindst 15.000 kr., idet dette beløb skal beskattes som almindelig

indkomst.

Stk. 4. Mindstebeløbene på 15.000 kr. i stk. 2 og 3 reguleres efter

personskattelovens § 20.«

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og har

virkning fra og med indkomståret 1988.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Lovforslaget går ud på at lovfæste den administrative praksis,

som har udviklet sig omkring lempelsesreglen i § 17, stk. 1, i

lov om særlig indkomstskat. Efter denne regel kan en del af

ekstraordinært store engangsindtægter, der er resultatet af

opfinderarbejde eller arbejde af kunstnerisk eller videnskabelig

karakter m.v., overføres fra den almindelige indkomst til den

særlige indkomst, således at der sker en lempelse i den samlede

skat for det indkomstår, hvor den ekstraordinært store indkomst

erhverves.

Lovforslaget er identisk med et forslag, der er optrykt i Betænkning

nr. 1095, København, april 1987, om beskatning af kunstnere.

(Delbetænkning om forskellige udjævningsmuligheder for kunstneres

skattepligtige indkomster, afgivet af

Kunstnerbeskatningsudvalget).

2. Såfremt der i en persons skattepligtige almindelige indkomst

indgår en indtægt, der efter den pågældendes indkomstforhold er

ekstraordinært stor, og som fremtræder som resultatet af et

opfinderarbejde eller et arbejde af litterær, kunstnerisk,

videnskabelig eller lignende karakter, kan

amtsskatteinspektoratet (i København og på Frederiksberg

skattedirektoratet) i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 1, i

lov om særlig indkomstskat tillade, at en del af indtægten

beskattes som særlig indkomst.

Bestemmelsen blev indført i 1958 og fik sin nuværende formulering og

placering i 1960. Med bestemmelsen tilsigtes det at kunne lempe

den progressive almindelige indkomstbeskatning, som finder sted,

når en kunstner eller opfinder udnytter eller sælger et værk

eller opfinderarbejde.

Lempelsen sker ved, at en del af indkomsten overføres til beskatning

som særlig indkomst. I den særlige indkomst foretages et fradrag

på 6.000 kr., inden skatten beregnes med 50 pct. (for personer).

Bestemmelserne i lovforslaget er udarbejdet med udgangspunkt i den

administrative praksis, som har udviklet sig i forbindelse med

anvendelsen af § 17, stk. 1, i lov om særlig indkomstskat.

Efter denne praksis er bestemmelsen kun fundet anvendelig, når den

ekstraordinært store indtægt stammer fra afhændede eller

udnyttede rettigheder m.v. vedrørende opfindelser og værker, som

er skabt af den, som afhænder eller udnytter dem.

Der kan f.eks. være tale om en forfatters indtægter i henhold til en

forlagskontrakt. Indtægter fra f.eks. maler-, billedhugger- og

komponistvirksomhed vil også være omfattet af bestemmelsen.

Derimod har ligningsmyndighederne hidtil ikke fundet, at der kan

foretages overførsel til særlig indkomst af f.eks. en

skuespillers ekstraordinært store indtægt ved deltagelse i en

bestemt produktion.

Denne fortolkning af den nugældende § 17, stk. 1, er bl.a. blevet

kritiseret af kunstnerbeskatningsudvalget, hvis delbetænkning som

nævnt ligger til grund for dette lovforslag. Forslagsstillerne

finder, at der ikke i formuleringen af § 17, stk. 1, er noget til

hinder for, at også udøvende kunstnere som f.eks. skuespillere

har adgang til at overføre en del af en ekstraordinært stor

indkomst til beskatning med særlig indkomstskat.

Med dette lovforslag tilsigtes det at imødekomme

kunstnerbeskatningsudvalgets kritik af den hidtidige praksis også

på dette punkt. Opfylder en udøvende kunstner derfor i øvrigt

lovforslagets forskellige betingelser, vil den pågældende kunne

kræve, at et beløb overføres til beskatning med særlig

indkomstskat.

3. I stk. 2 i den foreslåede § 17 A er nærmere angivet, hvad der

skal forstås ved en ekstraordinært stor indkomst. Der lægges

afgørende vægt på den procentvise indkomststigning, som skal

udgøre 25 pct. eller mere af den gennemsnitlige indkomst i de 3

nærmest foregående indkomstår. I den nuværende administrative

praksis sættes procentstigningen i forhold til en

»normalindtægt«, der er det foregående års skattepligtige

indkomst, eventuelt under unormalt svingende indtægter et

gennemsnit af f.eks. de 3 tidligere indkomstårs indtægter. Som

anført forslås det nu, at normalindtægten altid sættes til et

gennemsnit af de 3 foregående års skattepligtige almindelige

indkomst.

Af administrative hensyn bortses der dog fra engangsindtægter på

under 15.000 kr. Dette beløb reguleres fremover efter

personskattelovens § 20.

Det fremgår af stk. 1 i den foreslåede bestemmelse, at kun en del af

den ekstraordinært store indkomst kan overføres til beskatning

som særlig indkomst. I stk. 3 er herefter angivet, at der inden

overførslen til beskatning som særlig indkomst fragår et beløb

svarende til 25 pct. af den gennemsnitlige almindelige

skattepligtige indkomst i de 3 nærmest foregående år, dog mindst

15.000 kr. Mindstebeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.

Som det foran er anført, reguleres mindstebeløbene i stk. 2 og 3 på

15.000 kr. efter personskattelovens § 20, hvilket er angivet

i stk. 4.

Efter personskattelovens § 20 forhøjes eller nedsættes det beløb,

som er nævnt i lovforslagets tekst - 15.000 kr. - med samme

procent, som den, hvormed årets reguleringstal afviger fra 100. I

1987 er reguleringspristallet 100.

4. Det foreslås, at loven har virkning fra og med indkomståret 1988.

Versioner

  1. 1988-05-21