Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00212@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om lands- og regionplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 735

af 21. december 1982, som ændret ved lov nr. 355 af 13. maj 1987

og lov nr. 393 af 10. juni 1987 foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Private virksomheder skal efter anmodning fra

miljøministeren give de oplysninger og foretage de undersøgelser,

der er nødvendige for en vurdering af de miljømæssige

konsekvenser, når de påtænker at etablere større enkeltanlæg, der

må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad.«

2. I § 7, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) Beliggenhed og udformning af større enkeltanlæg, der må antages

at påvirke miljøet i væsentlig grad.«

Nr. 6-12 bliver herefter nr. 7-13.

3. I § 8, stk. 1, indsættes efter første pkt.:

»Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder

retningslinier for de i § 7, stk. 1, nr. 6, nævnte anlæg, skal

indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekvenser.«

4. I § 11 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Private virksomheder skal give amtsrådet de oplysninger og

foretage de undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af

de miljømæssige konsekvenser, når de påtænker at etablere de i §

7, stk. 1, nr. 6, omhandlede anlæg.«

5. Efter § 18a indsættes:

»§ 18 b. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om hvilke

større anlæg, der er omfattet af § 7, stk. 1, nr. 6. Anlæg, der

vedtages i enkeltheder ved særlig lov, er dog altid undtaget.

Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke

mindsteoplysninger, der er nødvendige for, at en miljømæssig

vurdering kan foretages.«

§ 2

I lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet, jf.

lovbekendtgørelse nr. 736 af 21. december 1982, som ændret ved

lov nr. 355 af 13. maj 1987 og lov nr. 393 af 10. juni 1987

foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:

»7) beliggenhed og udformning af større enkeltanlæg, der må antages

at påvirke miljøet i væsentlig grad.«

Nr. 7-11 bliver herefter nr. 8-12.

2. I § 2, stk. 5, indsættes efter første pkt.:

»Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder

retningslinier for de i § 2, stk. 1, nr. 7, nævnte enkeltanlæg,

skal indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekvenser.«

3. Efter § 4, indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Ved etablering af de i § 7, stk. 1, nr. 7, nævnte anlæg

skal private virksomheder give de oplysninger og foretage de

undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af de

miljømæssige konsekvenser.«

4. Efter § 18 a indsættes:

» § 18 b. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke

større anlæg der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 7. Anlæg, der

vedtages i enkeltheder ved særlig lov, er dog altid undtaget.

Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke

mindsteoplysninger, der er nødvendige for, at en miljømæssig

vurdering kan foretages.«

§ 3

I miljøbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts

1985, som ændret ved lov nr. 329 af 4. juni 1986, lov nr. 925 af

19. december 1986, lov nr. 355 af 13. maj 1987 og lov nr. 392 af

10. juni 1987 foretages følgende ændring:

§ 63 a ophæves.

§ 4

Loven træder i kraft den 3. juli 1988.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Dette lovforslags formål er at supplere eksisterende lovhjemmel,

således at EF's direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse

offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM) kan

gennemføres i Danmark. Direktivet er optaget som bilag til

forslaget.

Forud for EF-direktivets vedtagelse er der foregået drøftelser og

overvejelser om de lovgivningsmæssige konksevenser af direktivets

gennemførelse i Danmark, herunder om gennemførelsen vil kræve

ændring af miljø- og planlægningslovene. Desuden fik det af

miljøministeren nedsatte arealudvalg bl.a. til opgave at

overveje, om VVM-direktivet ville få afgørende indflydelse på

udvalgets arbejde. Det ville det efter udvalgets opfattelse ikke.

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg behandlede i februar 1985

direktivforslaget. Miljøministeriet fremførte i denne

forbindelse, at der ville være behov for ændring af plan- og

miljølovgivningen, således at der blev tilvejebragt hjemmel

vedrørende oplysningspligt for bygherrerne og bestemmelser

vedrørende orientering af berørte medlemsstater.

VVM-direktivet gør ingen undtagelse for projekter på søterritoriet.

Lovforslaget omfatter ikke disse projekter, der dækkes af

Trafikministeriets og Energiministeriets lovgivning.

Baggrunden for direktivet er EFs målsætning om, at den bedste

miljøpolitik består i at undgå dannelse af forurening og gener

fra starten, frem for senere at modvirke deres virkninger, og at

virkningerne på miljøet skal tages i betragtning så tidligt som

muligt i alle tekniske planlægnings- og beslutningsprocesser.

Direktivet pålægger medlemslandene at sikre, at der forud for

etablering af visse nærmere beskrevne anlæg foretages en

vurdering af anlæggets miljømæssige konsekvenser for

omgivelserne, ligesom der skal træffes de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at den, der søger et sådant anlæg

etableret, giver de oplysninger, der er nødvendige for, at en

vurdering kan foretages. Direktivet forudsætter tillige, at

offentligheden orienteres om de foretagne vurderinger og får

lejlighed til at udtale sig, før beslutning om etablering træffes.

Direktivet vedrører »offentlige og private projekter, der er af en

sådan beskaffenhed, at de må forventes at påvirke miljøet

væsentligt.« Der skelnes mellem projekter, hvor VVM er

obligatorisk, og hvor VVM er »frivillig«.

De projekter, der er omtalt i direktivets obligatoriske del, er

allerede i dag omfattet af godkendelseskrav efter den danske

miljø- og planlægningslovgivning, herunder først og fremmest

miljøbeskyttelsesloven, lands- og regionplanlovene og

naturfredningsloven. Atomanlægsprojekter er omfattet af

atomanlægsloven.

VVM er obligatorisk (art. 4, stk. 1) for følgende hovedgrupper af

projekter (bilag I):

- råolieraffinaderier,

- store kraftværker (konventionelle og atomare),

- anlæg til deponering og bortskaffelse af radioaktivt affald,

- store jern- og stålværker,

- anlæg, hvor der anvendes asbest,

- store kemiske anlæg,

- omfattende trafikanlæg,

- søhandelshavne, og

- anlæg til destruktion af kemisk affald.

Direktivet vedrører ikke projekter, der tager sigte på det nationale

forsvar. Projekter, der vedtages i enkeltheder ved en særlig lov

er heller ikke omfattet (art. 1, stk. 4 og 5), idet det er

antaget, at de i direktivet krævede vurderinger vil blive

foretaget i forbindelse med lovgivningsproceduren.

Medlemsstaterne kan endvidere undtagelsesvis fritage andre projekter

fra VVM-vurdering. I så fald skal der gives en nærmere

begrundelse til offentligheden og til Kommissionen (art. 2, stk.

3).

Direktivets »frivillige« del (art. 4, stk. 2) omfatter middelstore

projekter m.v., der skal underkastes VVM-procedure i det omfang,

miljøpåvirkningerne skønnes at være betydelige. Det enkelte land

opstiller selv kriterier og grænseværdier som grundlag for dette

skøn.

For visse projekter inden for følgende hovedgrupper er VVM frivillig

(bilag II):

- landbrug,

- udvindingsindustri-bearbejdning af metaller,

- glasindustri,

- kemisk industri,

- levnedsmiddelindustri,

- tekstil-, læder-, træ- og papirindustri,

- gummiindustri,

- infrastrukturprojekter,

- andre projekter (herunder feriebyer og -hoteller), og

- ændring af obligatoriske projekter (under visse forudsætninger).

Direktivet indeholder en række bestemmelser om proceduren i

forbindelse med projektgodkendelse. Det hedder således, at

proceduren skal være »passende« (art. 2, stk. 2). Deri ligger

visse muligheder for at graduere undersøgelsernes omfang under

hensyntagen til karakteren af de konkrete projekter.

VVM kan indgå i medlemsstaternes gældende procedurer for

projektgodkendelse (art. 2, stk. 2). De faste holdepunkter er:

a. Medlemsstaterne fastlægger hvilke myndigheder, der har til opgave

at administrere direktivets regler (art. 1, stk. 3) (kompetent

myndighed).

b. den kompetente myndighed fastlægger hvilke oplysninger, der skal

afgives af bygherren i forbindelse med godkendelsesproceduren og

tidspunktet herfor (art. 5, stk. 1).

c. Bygherren er forpligtet til at afgive de oplysninger, som det med

rimelighed kan forventes på baggrund af bl.a. den nuværende viden

(art. 5, stk. 1). Direktivet opstiller nogle minimumskrav til

oplysningernes omfang (art. 5, stk. 2) (se endvidere Råds- og

Kommissionserklæringen til art. 5, stk. 1) og pålægger

myndighederne en pligt til at stille oplysninger til rådighed for

bygherren (art. 5, stk. 3).

d. Alle implicerede myndigheder skal have mulighed for at udtale sig

(art. 6, stk. 1).

e. Offentlighedsbestemmelserne består i (art. 6, stk. 2):

- at ansøgning samt indsamlede oplysninger gøres offentligt

tilgængelige,

-at de berørte dele af offentligheden får lejlighed til at udtale

sig, inden projekter påbegyndes.

f. Eventuelt berørte medlemsstater orienteres med henblik på

nødvendige høringer.

g. Indholdet af trufne beslutninger og det relevante

beslutningsmateriale stilles til rådighed for den berørte

offentlighed.

Det foreslås på den baggrund, at miljøministeren bliver den

kompetente myndighed, der skal drage omsorg for direktivets

overholdelse på land. Miljøbeskyttelseslovens § 63 a indeholder i

dag en del af den nødvendige hjemmel til gennemførelse af

reglerne, men giver ikke hjemmel til at opfylde direktivets krav

om vurderinger af et anlægs landskabelige, økologiske og visuelle

konsekvenser. Det foreslås derfor, at ophæve bestemmelsen i

miljøbeskyttelsesloven, og at lands- og regionlovene ændres,

således at den fornødne hjemmel samles i disse love.

Det foreslås, at VVM-proceduren for anlæg på land knyttes til

regionplanlægningen, således at den fornødne tilladelse opnås ved

godkendelse af regionplanretningslinier, der omfatter det

pågældende anlæg. Regionplanmyndigheden bliver herved den

kompetente myndighed, der fastsætter hvilke undersøgelser og

oplysninger, der er nødvendige for, at en miljømæssig vurdering

kan foretages, og som foretager disse vurderinger.

Det bliver regionplanernes opgave at danne en overordnet ramme for

den øvrige myndighedsbehandling af de pågældende anlæg, såvel

efter planlovene som efter øvrig lovgivning, herunder de

nødvendige tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5. I

overensstemmelse med hidtidige regler forudsættes det, at

regionplangodkendelse og dermed VVM-tilladelse foreligger forud

for andre afgørelser.

Ved at knytte VVM-proceduren til regionplanlægningen, vil

direktivets krav om offentlighed blive opfyldt, idet de

eksisterende regler i lands- og regionplanlovene giver såvel

andre myndigheder som borgere lejlighed til at udtale sig, inden

der vedtages regionplanretningslinier.

Såfremt der i forbindelse med et anlæg, der kræver VVM-procedure,

bliver tale om at udstede et konkret landsplandirektiv efter

lands- og regionplanlovens § 4, stk. 2, vil offentlighedens

inddragelse ske efter de for denne bestemmelse forudsatte

procedurer.

Landsplandirektiver af denne karakter giver mulighed for at fritage

regionplanmyndigheden for at udarbejde regionplantillæg inden der

disponeres efter direktivet.

Sådanne landsplandirektiver bliver typisk - selv om de er hastende -

forhandlet med såvel amtsråd som kommunalbestyrelse.

Parallelt med høringen vil der indgå en inddragelse af

offentligheden.

Det må antages, at regionplanmyndighederne er i besiddelse af mange

af de nødvendige oplysninger, idet de i forbindelse med

regionplanlægningen i almindelighed indhenter oplysninger til

brug for en afvejning af de forskellige sektorinteresser.

De eksisterende regler om oplysningspligt i lands- og

regionplanlovene vedrører imidlertid kun offentlige myndigheder

m.v., jf. §§ 3 og 11 i lands- og regionplanloven og § 4, stk. 2,

i hovedstadsregionplanloven.

Det foreslås derfor, at private virksomheder pålægges en

oplysningspligt.

Det foreslås, at miljøministeren får bemyndigelse til at udstede en

bekendtgørelse, der fastsætter de nærmere regler for proceduren

og afgrænsningen af hvilke anlæg, der er omfattet af ordningen,

og hvilke mindsteoplysninger, der er nødvendige for, at

VVM-vurderingen kan foretages. Denne fastsættelse af

mindsteoplysninger hindrer imidlertid ikke, at

regionplanmyndighederne vil være forpligtet til at indhente

yderligere oplysninger, hvis det skønnes nødvendigt for, at

vurderingerne kan foretages.

Af bekendtgørelsen skal det fremgå, at amtsrådet/Hovedstadsrådet

skal underrette miljøministeren, hvis andre stater berøres af

projektet. Miljøministeren vil i så fald foranledige, at der i

forbindelse med offentliggørelsen af regionplanforslaget gives en

orientering til staterne.

Lovforslaget er udformet således, at det kan omfatte andre anlæg end

de, der opregnes i direktivet. Dvs. såvel obligatoriske,

frivillige som helt nye former for anlæg. Samtidig betyder det,

at en direktivændring ikke kræver lovændring, men kun ny

bekendtgørelse.

I første omgang er det alene tanken at udstede bekendtgørelse

vedrørende de obligatoriske anlæg. Dog påregnes det, at ændringer

af de eksisterende obligatoriske anlæg af et sådant omfang, at de

må sidestilles med etablering af et nyt anlæg, også vil blive

omfattet af bekendtgørelsen. Hovedparten af de frivillige anlæg

vil være underkastet planlovgivningens almindelige procedurer, og

der skønnes ikke i dag at være behov for oplysninger udover, hvad

der fremkommer i den sammenhæng. Skulle der vise sig behov for

skærpede oplysningsregler for frivillige anlæg, vil

bekendtgørelse herom blive udsendt.

Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget

Med lovforslaget tilsigtes VVM-direktivet gennemført via

regionplanlægningen. Når VVM-proceduren indgår i

regionplanlægningen, vil det i praksis betyde, at

regionplanmyndighederne, når en bygherre ønsker et anlæg som

nævnt i bekendtgørelsen etableret, skal tage sagen op som

regionplanlægning.

I regionplanen vil der i forvejen være optaget retningslinier om

beliggenheden af virksomheder m.v., hvortil der af hensyn til

forebyggelse af forurening stilles særlige beliggenhedskrav.

Disse retningslinier tager også sigte på en række af de større

enkeltanlæg, der skal omfattes af VVM-proceduren. Den konkrete

regionplanlægning, som skal finde sted for et sådant enkeltanlæg

vil således kunne ske med baggrund i disse retningslinier.

Regionplanmyndigheden skal indhente de oplysninger og foretage de

vurderinger, der er nødvendige. Ministeren kan som baggrund

herfor med hjemmel i § 9 i lands- og regionplanloven have fastsat

regler for i hvilket omfang alternative placeringer skal indgå i

vurderingerne. Når en vurdering er foretaget, skal denne

udtrykkes i forslag til regionplanretningslinier.

Regionplanretningslinierne skal ledsages af en redegørelse for de

undersøgelser og vurderinger, der er foretaget.

Under udarbejdelsen af forslag til regionplanretningslinier vil der

blive forhandlet med involverede kommuner, statslige myndigheder

etc.

Når regionplanmyndigheden har vedtaget forslag til retningslinier,

offentliggøres disse sammen med redegørelsen. De tilgrundliggende

oplysninger og undersøgelser skal være offentligt tilgængelige.

Når offentlighedsperioden er afsluttet, indsendes forslaget til

miljøministerens godkendelse. Ministerens godkendelse vil

samtidig være en VVM-tilladelse.

De anlæg, der er omfattet af VVM-direktivet, ville allerede efter

gældende regler skulle underkastes en planlægningsbehandling.

Behandling i henhold til VVM-direktivet afviger således kun med

hensyn til undersøgelsespligtens omfang væsentligt fra de i dag

gældende regler. Dog vil de væsentligste af oplysningerne

allerede i dag skulle foreligge ved den efterfølgende

myndighedsbehandling.

VVM-proceduren indebærer i disse tilfælde kun, at tidspunktet for

oplysningernes tilvejebringelse rykkes frem til regionplanfasen.

Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser vil

derfor formentlig være begrænsede.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Miljøministeren får herved mulighed for til brug for planlægningen

at indhente oplysninger også fra private virksomheder.

Bestemmelsen svarer til tilføjelsen i § 11, hvor amtsrådene får

en lignende mulighed.

I den foreslåede § 18 b gives ministeren bemyndigelse til at

bestemme hvilke anlæg, der er omfattet m.v.

Begrebet anlæg skal her og i det følgende opfattes i vid forstand,

således at det dækker alle de former for projekter,

VVM-direktivet omfatter.

Til nr. 2

Med bestemmelsen sikres det, at alle kategorier af anlæg på land,

der omfattes af VVM-proceduren indgår i regionplanlægningen. Det

skønnes, at et nyt nr. er nødvendigt for at understrege de

specielle forhold, der gør sig gældende ved planlægning af

anlæggene for eksempel med hensyn til anlæggenes landskabelige,

økologiske og visuelle konsekvenser.

Til nr. 3

Med bestemmelsen udvides kravene til redegørelsen, idet det

forudsættes, at VVM-vurderingen af de nævnte anlæg omtales i

redegørelsen på en sådan måde, at offentligheden får kendskab til

undersøgelser m.v., der er foretaget forud for anlæggets

lokalisering.

Til nr. 4.

Ved bestemmelsen får amtsrådet mulighed for at indhente det

nødvendige materiale, som de private virksomheder er forpligtet

til at give, jf. § 18b.

Til nr. 5.

Formålet med bemyndigelsen er at give ministeren den fornødne

hjemmel til at sikre, at han til hver en tid kan opfylde

direktivets krav om, at nærmere angivne anlægskategorier skal

underkastes VVM-procedure, og at visse minimumsoplysninger skal

foreligge. De i bekendtgørelsen listede virksomheder vil, hvis

det i en konkret sag er nødvendigt for at foretage den

miljømæssige vurdering, være forpligtet til at afgive yderligere

oplysninger. Ministeren kan også bestemme hvilke konkrete anlæg,

der kan fritages for VVM-proceduren. Ministeren kan endelig

bestemme, at et anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelsen,

skal underkastes proceduren.

Bekendtgørelsen vil blive forhandlet med berørte ministerier og

organisationer.

Anlæg, der vedtages i enkeltheder ved lov, er direkte undtaget. Når

det i det konkrete tilfælde besluttes, at anlægget skal fremmes

gennem en fastlæggelse i enkeltheder i særlig lov, fastslås det i

den foreslåede § 18 b, at anlægget ikke skal omfattes af den i

lovforslaget angivne procedure. Baggrunden er, at det i

direktivet er antaget, at de krævede vurderinger vil blive

foretaget i forbindelse med lovgivningsproceduren.

Til § 2

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse svarer til forslaget i § 1, nr. 2.

Til nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse svarer til forslaget i § 1, nr. 3.

Til nr. 3

Den foreslåede bestemmelse svarer til forslaget i § 1, nr. 4.

Til nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse svarer til forslaget i § 1, nr. 5.

Til § 3

Bestemmelsen ophæves, idet formålet er opfyldt med de foreslåede

ændringer i lands- og regionplanlovene.

Til § 4

Det foreslås, at lovændringerne træder i kraft på den dato, hvor

direktivet skal være efterkommet, dvs. den 3. juli 1988, tre år

efter at direktivet er meddelt medlemsstaterne.

Bilag

Versioner

1. 1988-05-21