1987 LSF 215 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STØTTE TIL FORBEDRING AF STRUKTUREN OG EFFEKTIVITETEN I JORDBRUGET (SOCIO-STRUKTURELLE FORANSTALTNINGER M.V.)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00215@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 198 af 9. april 1986 om støtte til forbedring af
strukturen og effektiviteten i jordbruget foretages følgende
ændringer:
1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om tilskud til
skovtilplantning på andre betingelser end dem, der følger af de i
stk. 1 nævnte forordninger.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. I overskriften til kapitel 7 ændres »skovbrugsforanstaltninger«
til: »skovtilplantning«.
3. § 19 affattes således:
» § 19. Landbrugsministeren kan yde tilskud til tilplantning med
skov på arealer, hvorpå der kan tinglyses fredskovspligt,
1) på jordbrugsbedrifter omfattet af § 1, stk. 1,
2) inden for skovrejsningsområder, jf. stk. 5, og
3) med henblik på en forbedring af eksisterende fredskoves
arrondering.
Stk. 2. Tilskud efter stk. 1, nr. 1, kan ydes
1) til foranstaltninger, der gennemføres på jordbrugsbedrifter, hvor
ejeren eller forpagteren har jordbrug som hovederhverv, jf. § 3,
stk. 1, nr. 1 og 2, og § 4, og
2) til foranstaltninger, der gennemføres på arealer, hvortil ejeren
eller forpagteren modtager tilskud til nedbringelse af
produktionen i medfør af reglerne i § 20 c.
Stk. 3. Tilskud efter stk. 1 kan ikke ydes til arbejder, som ejeren
er forpligtet til at udføre over for offentlige myndigheder.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om
udbetaling af tilskud til sammenslutninger af jordbrugere, der
gennemfører de af stk. 1, nr. 1, omfattede tilplantninger.
Stk. 5. Amtsrådet, i hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, udpeger
efter forhandling med kommunalbestyrelsen de i stk. 1, nr. 2,
nævnte skovrejsningsområder, der endeligt fastlægges som led i
lands- og regionplanlægningen.
Stk. 6. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om udpegning
af områder efter stk. 1, nr. 2, om adgangen til tilskud, om de
tilskudsberettigede foranstaltninger efter stk. 1 samt om
størrelse og ydelse af tilskud.«.
4. Efter kapitel 7 indsættes:
»Kapitel 7a
Tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme
områder
§ 20a. Landbrugsministeren fastsætter regler om, at amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til ejere og forpagtere af
jordbrugsbedrifter i miljøfølsomme områder. Ejere og forpagtere
skal inden for rammerne af et særligt program for området i en
periode på mindst 5 år over for amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen forpligte sig til at indføre eller opretholde
produktionsmetoder i jordbruget, der er forenelige med kravet om
beskyttelse af miljøet og naturressourcerne eller kravet om
bevaring af naturen og landskabet.
Stk. 2. Amtsrådet udpeger efter forhandling med kommunalbestyrelsen
de i stk. 1 nævnte miljøfølsomme områder, der endeligt fastlægges
som led i lands- og regionplanlægningen.
Stk. 3. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om udpegning
af områder efter stk. 2, om de tilskudsberettigede
foranstaltninger efter stk. 1, samt om størrelse og ydelse af
tilskud.
Stk. 4. Udgifterne til tilskud efter stk. 1 afholdes af staten og
amtsrådet. Amtsrådet afholder 15 pct. af tilskuddene efter stk.
1. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan herudover yde et
supplerende tilskud for at fremme indgåelse af forpligtelser
efter stk. 1. Udgifterne til de supplerende tilskud afholdes af
amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen.
Stk. 5. Landbrugsministeren fastsætter den beløbsramme, inden for
hvilken det enkelte amtsråd kan give tilsagn om tilskud efter
stk. 1. Kommunalbestyrelsen giver tilsagn inden for det
pågældende amtsråds beløbsramme.
Stk. 6. I hovedstadsområdet indtræder Hovedstadsrådet i
amtskommunernes rettigheder og pligter efter bestemmelserne i
denne paragraf.
§ 20b. Tilsagn om statstilskud efter § 20a, stk. 1, kan gives inden
for et beløb, der fastsættes på de årlige finanslove.
Kapitel 7b
Tilskud til nedsættelse eller omstilling af jordbrugsproduktion
§ 20c. Landbrugsministeren kan yde tilskud til ejere og forpagtere
af jordbrugsbedrifter til nedsættelse af produktionen af
jordbrugsprodukter.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om, hvilke produkter
der er omfattet af tilskudsmuligheden efter stk. 1.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud efter stk. 1 er betinget af, at ansøgeren
forpligter sig til i en periode på mindst 5 år at nedsætte
produktionen af det pågældende produkt med mindst 20 pct. Ved
forpagtning skal såvel ejer som forpagter forpligte sig.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om
beregning af produktionsnedsættelsen i stk. 3 og om størrelse og
ydelse af tilskud.
Stk. 5. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket
omfang støtte til omlægning, nedsættelse eller ophør af
produktionen efter andre regler skal medføre reduktion af tilskud
efter denne lov.
§ 20d. Landbrugsministeren kan yde tilskud til ejere og forpagtere
af jordbrugsbedrifter, der omstiller produktionen fra
overskudsprodukter til ikke-overskudsprodukter.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, hvilke
foranstaltninger der er tilskudsberettigede efter stk. 1.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere regler om
størrelse og ydelse af tilskud.
§ 20e. Tilsagn om tilskud efter dette kapitel kan gives inden for et
beløb, der fastsættes på de årlige finanslove.«.
5. I § 21, stk. 1, udgår »efter kapitel 2 og 3«.
6. § 21, stk. 2, affattes således:
» Stk. 2. Landbrugsministeren kan efter indhentet udtalelse fra De
danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Dansk
Erhvervsgartnerforening, Dansk Erhvervsfrugtavl, Dansk
Skovforening, De danske Skovdyrkerforeninger og Det danske
Hedeselskab godkende personer til at bistå med at udfærdige
ansøgninger m.v. Landbrugsministeren kan fastsætte antallet af
personer, der kan godkendes, og hvilke opgaver disse personer kan
bistå med.«.
7. I § 22 ændres »arbejder« til: »foranstaltninger«.
8. I § 26 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
» Stk. 3. Støtte efter kapitlerne 7, 7a og 7b bortfalder desuden,
1) hvis brugerforholdene på den bedrift, hvortil der er ydet støtte,
ændres,
2) hvis foranstaltninger efter § 19 viser sig at lide af væsentlige
fejl eller mangler,
3) hvis forpligtelsen i § 20a til at opretholde eller indføre de
omhandlede produktionsmetoder ikke opfyldes,
4) hvis produktionen ikke nedsættes, jf. § 20c, eller
5) hvis omstillingen ikke gennemføres, jf. § 20d.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
9. I § 26, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1, 2 og 3«.
10. I § 26, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1, 2 og 3«.
§ 2
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
landbrugsministeren.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund
Med lovforslaget tilsigtes en gennemførelse i Danmark af de af Rådet
for De Europæiske Fællesskaber den 15. juni 1987 vedtagne
ændringer af forordningen om forbedring af landbrugsstrukturernes
effektivitet, samt, som led i opfølgningen af regeringens
skovpolitiske redegørelse, en udbygning af de i forbedringsloven
indeholdte muligheder for at yde støtte til tilplantning med skov.
Rådet har den 15. juni 1987 vedtaget forordning (EØF) nr. 1760/87 om
ændring af forordning (EØF) nr. 797/85, (EØF) nr. 270/79, (EØF)
nr. 1360/78 og (EØF) nr. 355/77 for så vidt angår
landbrugsstrukturerne og tilpasningen af landbruget til den nye
markedssituation samt bevaringen af landskabet
(ændringsforordningen om de socio-strukturelle
foranstaltninger).1)
Med ændringsforordningen er foretaget en tilpasning af den fælles
landbrugsstrukturpolitik i form af en række foranstaltninger, der
sigter mod begrænsning og omlægning af landbrugsproduktionen,
opretholdelse af landbrugsindkomsterne, fremme af miljøvenlige
produktionsformer og øget tilplantning af landbrugsarealer med
skov.
Medlemsstaterne skal inden den 29. marts 1988 gennemføre
ændringsforordningens obligatoriske bestemmelser. Formålet med
lovforslaget er bl.a. at fastsætte de hovedbestemmelser, der er
nødvendige for forordningens anvendelse i Danmark.
Kommissionen har i januar forelagt Rådet yderligere ændringer af
rådsforordning 797/85. Der er tale om en braklægningsordning,
ændringer af forordningens bestemmelser om en
ekstensiveringsordning og ændringer af bestemmelserne om en
omstillingsordning. Da ændringerne ikke er vedtaget, har de ikke
kunnet indarbejdes i nærværende lovforslag.
Hovedparten af foranstaltningerne i den oprindelige rådsforordning
797/85 blev gennemført i Danmark ved lov nr. 198 af 9. april 1986
om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget (forbedringsloven), som derfor nu foreslås ændret til
også at omfatte en række af de foranstaltninger, der er indeholdt
i ændringsforordningen, ligesom mulighederne for at yde støtte
til tilplantning med skov foreslås udbygget.
Om Folketingets behandling af lov nr. 198 af 9. april 1986 henvises
til Folketingstidende 1985-86: Forh.sp. 74, 511, 7697 og 9117, A.
sp. 483, B. sp. 939 og 1261 og C. sp. 441.
2. Rådets forordning (EØF) nr. 1760/87 om de socio-strukturelle
foranstaltninger
Ved ændringsforordningen er Rådets forordning (EØF) 797/85 om
forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet udbygget. De
væsentligste ændringer er følgende:
a. Omstillings- og ekstensiveringsstøtte
Der skal indføres en støtteordning, der skal tilskynde landbrugerne,
herunder deltidslandmænd, til omstilling og ekstensivering af
produktionen. Medlemsstaterne er forpligtede til at gennemføre
denne ordning.
Omstillingsordningen omfatter støtte til omstilling af produktionen
fra overskuds- til ikke-overskudsprodukter.
Ændringsforordningen indeholder blot en programerklæring vedrørende
omstillingsordningen. Ifølge forordningen skal Rådet inden den
31. december 1987 på forslag af Kommissionen fastsætte en liste
over de produkter, til hvilke en omstilling kan tillades samt
betingelserne og de nærmere bestemmelser for ydelse af støtten.
Kommissionen har endnu ikke fremlagt forslag til denne liste.
Ekstensiveringsordningen omfatter støtte til nedsættelse af
produktionen af overskudsprodukter. Det er en forudsætning for
støtten, at produktionen på den enkelte bedrift i en periode på
mindst 5 år hvert år er nedsat med mindst 20 pct., uden at
kapaciteten for anden overskudsproduktion forøges. Som
overskudsprodukter betragtes produkter, der ikke til stadighed
kan afsættes normalt på fællesskabsplan uden støtteordninger.
Kommissionen kan dog give en medlemsstat tilladelse til ikke at
anvende ordningen i områder, hvor naturforholdene eller risikoen
for affolkning taler imod en produktionsnedsættelse.
Indtil udgangen af 1989 er ordningen alene obligatorisk for korn,
oksekød og vin. Medlemsstaterne kan herudover vælge at yde støtte
til ekstensivering af andre overskudsprodukter.
Produktionsnedsættelsen kan, afhængig af produktionens art,
gennemføres ved formindskelse med mindst 20 pct. af
- arealet for korn,
- antallet af dyr, for så vidt angår oksekød,
- udbyttet pr. ha for vin.
Kommissionen kan dog give en medlemsstat tilladelse til at anvende
andre regler for nedsættelse af produktionen.
Såfremt produktionen nedbringes ved at undlade at anvende
landbrugsarealer til landbrugsproduktion, kan disse arealer
lægges brak med mulighed for omdrift, tilplantes med skov eller
anvendes til ikke-landbrugsmæssige formål.
Støttens størrelse vil afhænge af de forpligtelser, modtageren har
indgået, samt af indtægtstabene. Den maksimale
refusionsberettigede støtte vil blive fastlagt af Kommissionen
som led i gennemførelsesbestemmelserne og vil blive baseret på
bl.a. interventionsprisen for korn. Udkast til
gennemførelsesbestemmelser foreligger endnu ikke.
EUGFL (EF's landbrugsfond) refunderer for Danmarks vedkommende 25
pct. af udgifterne.
Ekstensiveringsordningen gælder for en forsøgsperiode på 3 år fra
den 29. juni 1987, hvilket indebærer, at der i en periode på 3 år
vil kunne gives tilsagn om ekstensiveringsstøtte for en
støtteperiode på mindst 5 år.
b. Støtte i miljøfølsomme områder
Der kan indføres en ordning med tilskud til landbrugere, herunder
deltidslandmænd, i områder, der er følsomme med hensyn til
beskyttelse af miljøet og naturressourcerne eller bevaring af
naturen og landskabet, med det formål at fremme indførelsen eller
opretholdelsen af produktionsmetoder, som er forenelige med
kravet om beskyttelse af miljøet og naturressourcerne eller med
kravet om bevaring af naturen og landskabet.
Der skal opstilles særlige programmer for mindst 5 år for hvert af
de pågældende områder. Inden for rammerne heraf kan landbrugeren
forpligte sig til at indføre eller opretholde de nævnte
produktionsmetoder.
Det refusionsberettigede maksimumstilskud udgør 100 ECU pr. ha (ca.
850 kr.). Inden for dette maksimum refunderer EUGFL for Danmarks
vedkommende 25 pct. af udgifterne. Medlemsstaterne kan fastsætte
højere arealpræmier.
Ordningen forudsætter ikke fastsættelse af
gennemførelsesbestemmelser på EF-niveau. Medlemsstaterne
fastlægger de miljøfølsomme områder og de særlige programmer, som
derefter skal godkendes af Kommissionen.
Ordningen vedrørende de miljøfølsomme områder gælder i lighed med
ekstensiveringsordningen i en tre-årig forsøgsperiode.
c. Skovbrugsforanstaltninger
Efter rådsforordning 797/85 kan der ydes støtte til tilplantning med
skov og til en række andre skovbrugsforanstaltninger. Det er
efter forordningen en forudsætning, at tilskudsmodtager har
landbrug som hovederhverv.
For at fremskynde yderligere skovtilplantning er modtagerkredsen ved
ændringsforordningen udvidet til også at omfatte landmænd, der
modtager støtte efter ekstensiveringsordningen, uanset
hovederhverv. Samtidig er det refusionsberettigede maksimum ved
tilplantning med skov forhøjet til 1.800 ECU (ca. 15.300 kr.) pr.
hektar.
EUGFL refunderer for Danmarks vedkommende 25 pct. af udgifterne
inden for visse grænser.
Denne ordning løber over samme periode som de øvrige
foranstaltninger i rådsforordning 797/85, d.v.s. indtil udgangen
af 1994.
d. Støtte i bjergområder og ugunstigt stillede områder
Som led i de socio-strukturelle foranstaltninger er der gennemført
visse ændringer af ordningen vedrørende støtte i bjergområder og
ugunstigt stillede områder. Ordningen er ikke indført i Danmark.
3. Struktur- og Planudvalgets delbetænkning om gennemførelsen af de
socio-strukturelle foranstaltninger
Landbrugsministeren nedsatte den 25. marts 1987 Struktur- og
Planudvalget, der bl.a. skulle udarbejde oplæg til gennemførelsen
af EF's socio-strukturelle foranstaltninger i Danmark.
Udvalget har i september 1987 afgivet 1. delbetænkning (betænkning
nr. 1122 om gennemførelsen af EF's socio-strukturelle
foranstaltninger i Danmark).
a. Omstillingsordning
Allerede fordi der ikke foreligger forslag fra EF's side om
udformningen af omstillingsordningen, har udvalget afstået fra at
behandle gennemførelsen af en sådan ordning i Danmark.
b. Ekstensiveringsordning for korn og oksekød
Struktur- og Planudvalget har anbefalet, at ekstensiveringsordningen
indføres uden nogen begrænsning i det geografiske
anvendelsesområde. Ordningen skal betragtes som et tilbud, der
kan benyttes af alle jordbrugere.
Ekstensivering af kornproduktion foreslås baseret på en reduktion af
det dyrkede areal, eventuelt med henblik på tilplantning, eller
ved omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. Herudover har
udvalget overvejet muligheden af ekstensivering på grundlag af
begrænsninger i anvendelsen af produktionsfaktorer. Udvalget har
ikke stillet forslag herom, men har anbefalet, at der arbejdes
videre med spørgsmålet.
Udvalget har endvidere overvejet at kombinere ekstensivering med
omstilling til andre landbrugsmæssige formål. Udvalget har
imidlertid afstået fra at behandle en sådan ordning.
Udvalget har herefter anbefalet, at anvendelsen af ekstensiverede
arealer begrænses til braklægning inden for eller uden for
omdrift, skovtilplantning og sådanne ikke-landbrugsmæssige
formål, som ikke udelukker eller begrænser mulighederne for atter
at inddrage arealerne under landbrugsmæssig drift.
For så vidt angår braklægning inden for omdrift har udvalget
anbefalet, at de braklagte arealer holdes dækkede med græsser
eller græsmarksbælgplanter, forudsat at gødskning og udnyttelse
af disse arealer ikke tillades.
Braklægning uden for omdrift har udvalget anset for en acceptabel og
hensigtsmæssig anvendelse af de ekstensiverede arealer, og for at
undgå tilgroning af sådanne arealer har man anbefalet, at
arealpleje ved f.eks. græsningsdyr skal være tilladt under den
forudsætning, at bedriftens oksekødproduktion ikke øges.
For så vidt angår beregning af støtten har udvalget anbefalet en
ordning baseret på et sæt generelle støttesatser, der
differentieres på grundlag af det tidligere udbytteniveau på de
ekstensiverede arealer.
På oksekødsområdet har udvalget peget på, at oksekødsproduktionen i
EF forventes begrænset i de kommende år på grund af Rådets
beslutninger om begrænsninger i mælkeproduktionen. Det forudses,
at der uden ekstensivering vil være balance mellem produktion og
forbrug omkring 1990. Det er udvalgets opfattelse, at de indførte
begrænsninger i mælkeproduktionen vil medføre en relativ større
reduktion af oksekødsproduktionen i Danmark end i EF som helhed.
På denne baggrund og på grund af usikkerheden om
gennemførelsesbestemmelsernes indhold har udvalget ikke foreslået
en konkret ekstensiveringsmetode for oksekødsproduktionen.
Udvalget har umiddelbart fundet, at en nedsættelse af antallet af de
spæde tyrekalve, der indgår i produktionen, med 20 pct. vil kunne
opfylde kravet om nedsættelse af antallet af dyr og dermed være
en mulig, men ikke ideel ekstensiveringsmåde.
Udvalget har ligeledes overvejet omlægning af produktionen af
ungtyrekød til kalvekødsproduktion som en mulig
ekstensiveringsmåde, men har ikke fundet måden tilstrækkelig
belyst på nuværende tidspunkt, især med hensyn til de
markedsmæssige konsekvenser.
Overgang til ekstensiv studeproduktion betragtes som en
hensigtsmæssig ekstensiveringsmåde - især under hensyn til
naturplejeinteresser - men der er behov for belysning af de
markedsmæssige konsekvenser. Udvalget har dog samtidig gjort
opmærksom på, at denne metode kun opfylder den krævede
ekstensiveringsnorm, såfremt den anvendes i forbindelse med andre
ekstensiveringsmetoder.
En ordning med overgang fra mælkeproduktion til oksekødsproduktion
fra ammekøer med en samtidig reduktion af koantallet anbefales
undersøgt nærmere.
Udvalget har på denne baggrund ikke ønsket at pege på konkrete
ekstensiveringsmåder for oksekød, men har anbefalet, at der gives
mulighed for at kombinere flere ekstensiveringsmåder på den
enkelte bedrift.
c. Støtte i miljøfølsomme områder
Det har været Struktur- og Planudvalgets opfattelse, at ordningen
skal anvendes i områder, hvor beskyttelsesinteresserne har en
sådan karakter og prioriteres så højt, at det er ønskeligt at
supplere eventuelle generelle reguleringer eller andre
foranstaltninger med det særlige tilbud, som ordningen indeholder.
Grundlaget for ordningen er udpegning af områder og udarbejdelse af
programmer for områdernes anvendelse, hvori det angives, hvilke
særlige natur- og miljøinteresser, der skal tilgodeses. Det har
været udvalgets opfattelse, at den eksisterende planlægning er
tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre områdeudpegningen, og
at amtsrådet efter forhandling med primærkommunerne skal stå for
denne udpegning. Amtsrådet kan prioritere de udpegede områder.
Udvalget har foreslået, at staten udstikker retningslinier for
områdeudpegningen, men har fundet, at de enkelte amtsråd samtidig
skal have mulighed for at tage hensyn til lokale og regionale
forhold.
Udvalget har konkret foreslået, at ordningen skal medvirke til:
- at bevare ekstensivt dyrkede arealer, f.eks. strandenge, overdrev
og ferske enge,
- at beskytte vandløbs- og sønære arealer, som er oplande til
særligt følsomme recipienter og
- at beskytte områder, der er særligt følsomme over for intensiv
landbrugsdrift, f.eks. over visse særligt sårbare
grundvandsressourcer,
og at dette bør fremgå af de statslige udmeldinger.
Udvalget har foreslået, at den endelige afgrænsning af de
miljøfølsomme områder fastlægges i et landsplandirektiv.
Det har været udvalgets opfattelse, at programmet for det enkelte
område skal udgøre grundlaget for indgåelse af aftaler mellem det
offentlige og den enkelte jordbruger eller sammenslutning af
jordbrugere. Programmerne, der udarbejdes af amtskommunen (eller
primærkommunen) i snævert samarbejde med de berørte jordbrugere,
skal kunne sætte den enkelte jordbruger i stand til at vurdere
konsekvenserne af at indgå en aftale under programmet.
Det har været udvalgets opfattelse, at retningslinier for
administrationen af ordningen for de udpegede miljøfølsomme
områder, såvel som retningslinier for administrationen af
tilsvarende aftaler om naturpleje inden for rammerne af en
revideret lov om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål
(lov 230), bør fastlægges i et samarbejde mellem
Landbrugsministeriet og Miljøministeriet.
Udvalget har endelig anbefalet at lade amts- og/eller
primærkommunerne deltage i støtteordningens finansiering.
d. Skovbrugsforanstaltninger
Udvalgets overvejelser om modeller for støtte til skovtilplantning i
henhold til den reviderede rådsforordning 797/85 har været af
foreløbig karakter og vil i udvalgets videre arbejde blive
vurderet i sammenhæng med de overvejelser, der i øvrigt finder
sted med henblik på fremme af skovtilplantning, herunder om en
supplerende national støtteordning for privat skovtilplantning.
Det har været udvalgets opfattelse, at investering i
skovtilplantning er en disposition, som kun er meningsfuld,
såfremt tilplantningen får mulighed for at udvikle sig til
egentlig skov. Udvalget har derfor anbefalet, at der i
forbindelse med udbetaling af tilskud til tilplantning stilles
krav, som sikrer en langsigtet og stabil skovdrift på de
tilplantede arealer under hensyntagen til miljø- og
landskabsinteresser. Udvalget har derfor også anbefalet, at der
ikke ydes støtte til tilplantninger med henblik på produktion af
pyntegrønt og juletræer.
4. Lovforslagets formål
Med lovforslaget tilsigtes i Danmark at gennemføre EF's omstillings-
og ekstensiveringsordning, ordningen vedrørende støtte i
miljømæssigt følsomme områder og udbygningen af støtteordningen
vedrørende skovbrugsforanstaltninger på jordbrugsbedrifter.
Forslaget tilsigter endvidere gennem en udbygning af mulighederne
for at yde tilskud til privat tilplantning med skov at medvirke
til en forøgelse af det samlede skovareal i Danmark.
Endelig foreslås lovens bestemmelser om støtte til forbedring af
skovarealer udtaget, idet det er hensigten at samle reglerne om
støtte til sådanne foranstaltninger i skovstøtteloven, der vil
blive foreslået revideret.
Som anført under pkt. 1 har Kommissionen forelagt Rådet en
braklægningsordning samt visse ændringer af bestemmelserne om
ekstensiverings- og omstillingsordningerne. Når disse forslag
vedtages af Rådet, og deres endelige indhold er fastlagt, vil det
være nødvendigt at gennemføre yderligere ændringer af
forbedringsloven, dels for at inkorporere de nye forslag, dels
for at sikre en koordineret anvendelse af de forskellige
EF-ordninger i Danmark.
Ifølge præamblen til rådsforordning nr. 1760/87 er formålet med
omstillings- og ekstensiveringsordningen først og fremmest at
tilskynde landbrugerne til at gennemføre produktionsændringer,
der kan bidrage til tilpasningen af de forskellige
produktionssektorer til markedsbehovene, særlig sektorerne med
overskudsproduktion. Gennemførelsen af denne ordning vil
imidlertid også kunne have en positiv miljømæssig effekt.
Ordningen vedrørende de miljømæssigt følsomme områder tilsigter
først og fremmest at tilskynde landbrugerne til at indføre eller
opretholde produktionsmetoder, som er forenelige med de øgede
krav til miljøbeskyttelse eller bevarelse af naturen. I
begrundelsen for ordningen fremhæves imidlertid også, at
ordningen vil kunne yde et bidrag til, at målene i den fælles
landbrugspolitik nås med hensyn til genoprettelse af ligevægten
på markedet for visse landbrugsprodukter.
I begrundelsen for skovbrugsforanstaltningerne i forordning 797/85
anføres det, at markedssituationen for landbrugsprodukter gør det
nødvendigt, at landbrugsforanstaltningerne suppleres med visse
særlige skovbrugsforanstaltninger. Det fremhæves samtidig, at
skovbrugsforanstaltninger kan bidrage til bevarelse og forbedring
af jordbunden, dyrelivet og plantevæksten, samt overflade- og
grundvandsystemet og til landbrugsarealernes produktivitet.
Ved tilrettelæggelsen af den danske gennemførelse af de nævnte
ordninger søges den beskrevne dobbelte målsætning opnået, nemlig
aflastningen af produktionen i sektorer, der er præget af
overskudsproduktion, og varetagelsen af hensynet til det
omgivende miljø.
Det bemærkes, at EF-Kommissionen som foran anført har fremlagt
forslag til en braklægningsordning (»set-aside«), der primært
tilsigter at reducere produktionen af korn og andre produkter
under markedsordninger i Fællesskabet. Ordningen forventes at
bygge på betaling af en præmie, der inden for visse grænser
fastsættes af de enkelte medlemslande, til landmænd, der udtager
mindst 20 pct. af deres faktisk dyrkede areal af produktion.
Ordningen vil ved en kommende gennemførelse i Danmark kræve
ændringer og suppleringer af forbedringsloven som foreslået
ændret ved nærværende forslag. Den vil på samme måde som
ekstensiveringsordningen gennem braklægning af landbrugsarealer
have en positiv miljømæssig effekt.
Lovforslaget må endvidere ses i sammenhæng med de initiativer, der i
de seneste år er taget med henblik på beskyttelse af natur- og
miljøinteresserne. Handlingsplanen mod forureningen af det danske
vandmiljø med næringssalte og den samlede strategi for
marginaljorder henviser til EF's socio-strukturelle
foranstaltninger som midler, der vil indgå i gennemførelsen af
planerne.
Det må forventes, at de driftsomlægninger, der bliver en følge af
gennemførelsen af ordningen vedrørende de miljømæssigt følsomme
områder og ordningen vedrørende ekstensivering, vil medvirke til
at nedbringe forbruget af kvælstof og bekæmpelsesmidler i
jordbruget.
Det må endvidere forventes, at en betydelig del af de kommende
marginale jorder vil opstå i områder, der kan forventes udpeget
som miljømæssigt følsomme områder, ligesom der kan forventes et
vist sammenfald mellem kommende marginaljorder og anvendelsen af
lovforslagets skovtilplantningsforanstaltninger.
På denne baggrund er lovforslaget et væsentligt element i
gennemførelsen af marginaljordsstrategien. Det bemærkes herved,
at ikke mindst de midler, herunder forvaltningskontrakten, som
tænkes bragt i anvendelse inden for de miljømæssigt følsomme
områder, vil kunne yde et væsentligt bidrag til bevarelsen og
genopretningen af natur- og landskabstyper samt til beskyttelsen
af vådområder. Specielt for så vidt angår beskyttelsen af
vådområderne bemærkes, at det er hensigten i forbindelse med
udformningen af aftaler om ekstensivering at sikre iagttagelsen
af de særlige krav til landbrugsdriften, der gør sig gældende
inden for de af aftalerne omfattede bræmmer langs vandløb og
omkring søer og moser.
Gennemførelsen af en braklægningsordning vil yderligere kunne
medvirke til at fremme de anførte målsætninger.
Gennemførelsen af de foreslåede bestemmelser om støtte til
skovtilplantning er endvidere et element i opfølgningen af
skovpolitisk udvalgs betænkning (nr. 1090) »En fremtidig
skovpolitik« og af den skovpolitiske redegørelse.
Det bemærkes herved, at forslaget som anført ikke blot tilsigter at
gennemføre de ændrede bestemmelser vedrørende skovtilplantning i
effektivitetsforordningen, men også at udbygge mulighederne for
at yde støtte til tilplantninger med henblik på at øge
skovarealet i Danmark.
Da tilplantninger inden for rammerne af effektivitetsforordningen er
underkastet en række begrænsninger, og da der efter den gældende
landbrugslovgivning eksisterer en række begrænsninger i adgangen
til at erhverve tilplantningsegnede landbrugsarealer, må det
antages, at gennemførelsen af større private tilplantninger
forudsætter, at der skabes mulighed for at yde støtte til ejeren
af de tilplantede arealer. Dette er baggrunden for den foreslåede
udbygning af tilplantningsbestemmelserne, idet det er fundet mest
hensigtsmæssigt at samle reglerne om støtte til tilplantning i
forbedringsloven.
Det tilføjes, at det er hensigten at fremsætte forslag til en
skovstøttelov, der kan afløse lov nr. 476 af 14. september 1977
om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende
foranstaltninger i det private skovbrug. De hidtige bestemmelser
i forbedringsloven om støtte til forbedring af skovarealer m.v.,
der endnu ikke er udmøntet, vil ved den lejlighed blive
indarbejdet i skovstøtteloven.
Regeringen har i januar fremsat forslag om en skovlov. Samtidig med
fremsættelsen af nærværende lovforslag fremsættes forslag om lov
om støtte til naturbevaring, naturgenopretning, statslig
skovtilplantning og friluftsliv og om lov om ændring af lov om
naturfredning. Gennem denne række af lovforslag på
Miljøministeriets og Landbrugsministeriets områder etableres et
koordineret og indbyrdes afstemt retsgrundlag for en offentlig
indsats med henblik på at fremme skovtilplantningen og forbedre
skovarealets tilstand. Private tilplantninger vil herefter kunne
støttes gennem forbedringsloven. Produktions-, miljøfremmende og
andre forbedringsforanstaltninger i eksisterende skovarealer vil
kunne støttes på grundlag af bestemmelserne i den kommende
skovstøttelov. Fremme af løvskovsarealet i forbindelse med
genplantninger i eksisterende fredskovsområder vil kunne støttes
på grundlag af bestemmelserne i skovloven, og offentlig
skovrejsning vil kunne fremmes gennem loven om støtte til
naturbevaring, naturgenopretning, statslig skovtilplantning og
friluftsliv. Hertil kommer, at småtilplantninger uden forstligt
erhvervsmæssigt sigte vil kunne fremmes gennem
Landbrugsministeriets vildtplantningsordning, at etableringen af
læhegn, der også har betydning som levesteder for flora og fauna,
vil blive fremmet gennem den reviderede læplantningslov, og at
rådgivningsindsatsen inden for det private skovbrug vil blive
styrket gennem det forslag til lov om tilskud til
konsulentvirksomhed inden for skovbruget, som regeringen agter at
fremsætte.
Lovforslaget er med enkelte præciseringer udformet i
overensstemmelse med anbefalingerne i Struktur- og Planudvalgets
første delbetænkning. Hertil kommer indføjelsen af den
supplerende skovtilplantningsstøtte i den foreslåede § 19, stk.
1, nr. 2 og 3.
Da der er tale om at indføre ordninger, der ikke tidligere har været
anvendt i Danmark, og da EF-Kommissionens
gennemførelsesbestemmelser endnu ikke foreligger, har
lovforslaget på en række punkter karakter af rammebestemmelser.
Det bemærkes i denne forbindelse, at det antages, at der kan
opstå behov for løbende tilpasninger i den administrative
gennemførelse af ordningerne i lyset af indvundne erfaringer,
ligesom udviklingen i landbrugets pris- og omkostningsforhold kan
gøre det nødvendigt at justere tilskudssatser m.m.
5. Lovforslagets statsfinansielle virkninger
I tabel 1 er vist et skøn over udgifterne til tilskud ved
gennemførelse af lovens foranstaltninger. Valget af
forudsætninger for skønnet er behæftet med stor usikkerhed, da
der som ovenfor nævnt er tale om at indføre helt nye ordninger,
hvor der ikke er erfaringer at bygge på.
a. Ekstensiveringsordningen
For støtte til produktionsnedsættelse af korn er beregningerne
foretaget ud fra en forudsætning om, at 3 pct. af det korndyrkede
areal, svarende til op imod 50.000 ha, i løbet af en
overgangsfase gradvist vil blive ekstensiveret.
Støttesatserne vil primært blive fastlagt således, at de forholdsvis
mindst dyrkningssikre og mindst dyrkningsegnede arealer udgår af
produktionen. Der er i beregningerne forudsat en gennemsnitlig
støttesats på 1.500 kr. pr. ha kornareal.
For så vidt angår støtte til produktionsnedsættelse af oksekød er
der som nævnt ovenfor i de almindelige bemærkninger om baggrunden
for forslaget endnu ikke fastlagt et nøjagtigt indhold af
ordningen. De årlige præmier forudsættes fastsat i intervallet
500-1.000 kr. pr. dyr, som produktionen nedsættes med. I
beregningerne over udgifterne ved ordningen er anvendt en
gennemsnitlig årlig præmie på 750 kr. pr. dyr. I 1989 forventes
udbetalt ca. 10.000 præmier og fra 1990 årligt ca. 20.000 præmier.
Det skal bemærkes, at det er forbundet med betydelig usikkerhed at
skønne over ordningens anvendelse, da der ikke foreligger
erfaringer i Danmark, og de udenlandske erfaringer ikke er
umiddelbart anvendelige. I forbindelse med ordningens
gennemførelse kan det derfor ikke udelukkes, at der fastsættes
støttesatser, der er højere end de anførte.
Det bemærkes, at ekstensiveringsstøtten udbetales årligt i den
periode på mindst 5 år, hvor jordbrugeren har påtaget sig
forpligtelsen til at nedsætte produktionen.
b. Støtte i miljøfølsomme områder
Det er ved beregningerne forudsat, at amtskommunerne udpeger ca. 4
pct. af landbrugsarealerne som miljøfølsomme områder. Det
forventes, at der vil blive indgået aftaler, der dækker 25 pct.
af disse arealer, svarende til 28.000 ha, der i løbet af en
overgangsfase gradvis vil blive omfattet af ordningen.
I beregningerne er der forudsat en præmiesats på 850 kr. pr. ha.
Denne sats svarer til det maksimale EF-refusionsberettigede beløb
på 100 ECU pr. ha. Af disse 850 kr. betaler amtskommunen 15 pct.,
EUGFL 25 pct. og staten 60 pct. Herudover kan amtsrådene yde
supplerende tilskud, jf. nedenfor.
c. Skovtilplantning
På længere sigt stiles mod en årlig nytilplantning af 2-3.000 ha
skov - heraf 20 pct. med løvtræ - i privat regi, men da fornødent
plantemateriale af tilfredsstillende kvalitet tidligst vil kunne
fremskaffes i løbet af 2 til 3 år, er der i årene 1988, 1989 og
1990 kun regnet med en nytilplantning af henholdsvis 400, 1.000
og 2.000 ha. For alle år forudsættes løvtræandelen at være 20 pct.
Tilplantninger med støtte efter den foreslåede § 19, stk. 1, nr. 2,
forudsætter, at der i planlægningen udpeges særlige
skovrejsningsområder. Bl.a. af denne årsag og fordi en del af de
tilplantninger, der vil kunne opnå støtte efter § 19, stk. 1, nr.
2 og 3, allerede vil kunne opnå støtte efter nr. 1, antages det,
at omfanget af tilplantninger med støtte efter nr. 2 og 3 vil
udgøre en mindre del af de samlede tilplantninger i årene
1988-1991. Det er således forudsat, at ca. 300 ha vil blive
støttet efter nr. 2 og 3 i 1990 og ca. 500 ha i hvert af årene
1991 og 1992.
Ved beregningen af de statsfinansielle virkninger er det forudsat,
at incitamentet til gennemførelse af tilplantninger i et sådant
omfang vil kunne tilvejebringes med et tilskud på gennemsnitlig
8.000 kr. pr. ha, svarende til 60 pct. af
tilplantningsomkostningerne, der skønsmæssigt vil andrage 10.000
kr. pr. ha for nåletræ- og 25.000 kr. pr. ha for
løvtrætilplantninger. Tilplantningsomkostningerne omfatter
planteindkøb, fremmed arbejdsløn og maskinomkostninger m.v. Som
det fremgår af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, tænkes
tilskuddet differentieret bl.a. under hensyn til
tilplantningsformålet.
Skønnet over tilskudsordningernes effekt er forbundet med stor
usikkerhed, men det antages, at incitamentet til at udnytte
ordningen vil være særlig stort i den periode, hvor den kan
kombineres med ekstensiveringsstøtte.
Tabel 1. Udgifter til tilskud.
Mill. kr. 1988 1989 1990 1991 1992 Skovtilplantning, kapitel 7 3,2 10,0 16,0 20,0 20,0 Miljøfølsomme områder, kapitel 7a 2,9 11,9 17,9 23,8 23,8 Støtte til produktionsnedsættelse, kap. 7b a) Korn 8,7 36,3 54,4 72,5 72,5 b) Oksekød - 7,5 15,0 15,0 15,0 Ialt 14,8 65,7 103,3 131,3 131,3 Heraf: Amtskommunal andel til miljøfølsomme områder, § 20a 0,4 1,8 2,7 3,6 3,6 Refusion fra EUGFL - 3,7 16,4 25,2 31,8
I perioden 1993-95 forventes udgiftsniveauet at være som i 1992.
Hvis ekstensiveringsordningen forlænges efter udløbet af
forsøgsperioden, må en udgiftsforøgelse påregnes, idet der i så
fald formentlig vil blive inddraget nye arealer under ordningen.
EUGFL refunderer 25 pct. af udgifterne, dog ikke af udgifterne til
national støtte til tilplantning med skov.
6. Lovforslagets administrative konsekvenser
Administrationen af de socio-strukturelle foranstaltninger vil blive
henlagt til Jordbrugsdirektoratet i samarbejde med
Landbrugsministeriets departement. Til de generelle opgaver i
departementet omfattende alle 3 områder vil der medgå 1 årsværk
(AC).
I tabel 2 er vist en oversigt over statens personalebehov ved
administrationen af ordningerne. De viste årsværk indgår på FL
1988 i bevillingslønramme øvrige. Administrationens omfang og
karakter nødvendiggør oprettelse af en stilling som kontorchef i
bevillingslønramme 36 i Jordbrugsdirektoratet til at varetage
overordnede og koordinerende opgaver.
Ekstensiveringsordningen
EF's strukturstøtteordninger og erhvervsfremmeordninger
administreres i dag af Jordbrugsdirektoratet, og det er
hensigten, at administrationen af ekstensiveringsordningen skal
koordineres med disse ordninger i Jordbrugsdirektoratet.
Ansøgninger og nødvendige erklæringer m.v. i henhold til
ekstensiveringsordningen indhentes og udfyldes af jordbrugeren i
samarbejde med jordbrugets konsulenter, hvorefter ansøgningen
indsendes til Jordbrugsdirektoratet.
Til brug ved behandlingen af ansøgninger, bevilling og udbetaling af
tilskud m.v. vil der medgå 6 årsværk (2 AC og 4 HK).
Kommuner og amtskommuner vil ikke blive inddraget i administrationen
af ordningen, men skal underrettes om indgåede aftaler.
Skovtilplantning
Det er hensigten, at tilskudsordningen vedrørende skovtilplantning
skal administreres af Jordbrugsdirektoratet. Ansøgning skal
udarbejdes af jordbrugeren i samarbejde med særligt udpegede
skovbrugskonsulenter. Afgørelse om bevilling af støtte træffes af
Jordbrugsdirektoratet. Ansøgningen forelægges Skovtilsynet, idet
det dog på grundlag af Struktur- og Planudvalgets videre arbejde
vil blive overvejet, hvorvidt administrationen kan forenkles
gennem fastlæggelse af generelle forstlige krav til
tilplantningerne. For så vidt angår tilplantning i henhold til
den foreslåede § 19, stk. 1, nr. 1, vil administrationen iøvrigt
blive tilrettelagt med henblik på at sikre, at tilplantning ikke
sker i strid med lokal-, kommune- og regionplaner.
Til brug ved behandlingen af ansøgninger m.v. vil der medgå 3
årsværk (1 AC og 2 HK).
Miljøfølsomme områder
Ordningen med tilskud til jordbrug i miljøfølsomme områder vil
regionalt blive administreret af amtsrådene. Disse skal efter
forhandling med primærkommunerne udpege områder som potentielle
tilskudsområder, indgå aftaler med ejere og forpagtere og
udbetale tilskuddet.
Inden for den enkelte amtskommunes andel af den statslige bevilling
kan endvidere primærkommunerne efter forhandling med amtsrådene
indgå aftalerne og udbetale tilskuddet. Den statslige refusion
vil dog ske til amtskommunerne.
Den centrale administration af ordningen vedrørende miljøfølsomme
områder vil ske i Jordbrugsdirektoratet, og til dette arbejde vil
der medgå 2 årsværk (1 AC og 1 HK).
Informationsaktiviteter, statistisk og administrativ
registrering
Til brug ved administrationen af de 3 ordninger skal der opbygges et
samlet EDB-register i Jordbrugsdirektoratet, jf. tabel 3.
Derudover er det tanken at iværksætte særlige initiativer med
henblik på information til jordbrugerne om de nye tilbud.
Tabel 2. Statens personalebehov 1988 1989 1990 1991 1992 (BO1) (BO2) (BO3)
Årsværk:
Departementet 1 1 1 1 1
Jordbrugsdirektoratet
Ekstensivering 3 6 6 5 3
Skovtilplantning 1,5 3 3 3 3
Miljøfølsomme områder 2 2 2 1 1
Statslig ressourcebehov
ialt (årsværk) 7,5 12 12 10 8
I tabel 3 er vist de statslige udgifter ved lovens administration.
Udgifterne skal afholdes udover de til loven afsatte
tilskudsmidler.
Tabel 3. Statens udgifter til administration
Mill. kr.
(1987 FL-niveau) 1988 1989 1990 1991 1992 Personaleudgifter 1,5 2,5 2,5 2,1 1,6 EDB-udgifter 2,0 1,0 1,0 1,0 1,0 Kontorhold 1,5 0,4 0,4 0,4 0,3 Informationsaktiviteter 0,3 - - - - Husleje 0,4 0,4 0,4 0,4 0,4 Administrative udg. ialt 5,7 4,3 4,3 3,9 3,3
Udgiftsskønnene er baseret på, at ordningerne vedrørende
ekstensivering og miljøfølsomme områder foreløbig begrænses til
en 3-årig forsøgsperiode. Forlænges ordningerne eller ændres de
senere væsentligt, vil dette indebære tilsvarende ændringer for
så vidt angår de administrative konsekvenser.
7. Lovforslagets konsekvenser for de kommunale myndigheder
Amtskommunerne og kommunerne inddrages i ordningen vedrørende støtte
i miljøfølsomme områder. Amtskommunerne skal således afholde 15
pct. af de ordinære tilskud, jf. tabel 1.
Amtskommunerne vil endvidere have udgifter i det omfang, de vælger
at yde supplerende tilskud. Amtsrådsforeningen skønner, at
amtskommunernes omkostninger til de supplerende tilskud i årene
1988-1992 vil udgøre henholdsvis 3,8, 13,8, 8,8 og 8,8 mill. kr.
Amtskommunernes administration af ordningen (incl. områdeudpegningen
i 1988) skønnes af Amtsrådsforeningen at medføre et
personalebehov på 7 sagsbehandlere pr. år i de første 4 år
svarende til en årlig udgift på 2,6 mill. kr.
Amtskommunernes udgifter forudsættes kompenseret i overensstemmelse
med det udvidede totalbalanceprincip.
8. Notifikation
Lovforslaget skal notificeres for EF-Kommissionen.
9. Høring
Lovforslaget har været forelagt for De danske Landboforeninger,
Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne, Kødbranchens
Fællesråd, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Erhvervsfrugtavl,
Dansk Skovforening, De danske Skovdyrkerforeninger, Det danske
Hedeselskab, Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet,
Landsforeningen Økologisk Jordbrug, Foreningen for Biodynamisk
Jordbrug og Samarbejdsudvalget for Økologisk/Biodynamisk Jordbrug.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1, nr. 3
De gældende regler i kapitel 7 om tilskud til
skovbrugsforanstaltninger er ikke blevet udmøntet i nærmere
gennemførelsesbestemmelser, idet man har afventet overvejelserne
fra det af landbrugsministeren nedsatte skovpolitiske udvalg, jf.
betænkning nr. 1090 »En fremtidig skovpolitik«, samt vedtagelsen
af EF's socio-strukturelle foranstaltninger.
Forslaget indeholder en 2-ledet støtteordning for skovtilplantning.
For det første foreslås de ændrede tilplantningsregler i EF's
socio-strukturelle foranstaltninger gennemført, jf. § 19, stk. 1,
nr. 1. Der åbnes herved mulighed for at yde støtte til
skovtilplantning på visse jordbrug, der helt eller delvis overgår
til skovdrift som alternativ til hidtidig produktion. Med
undtagelse af områder, der i henhold til lokal-, kommune- eller
regionplanlægningen bør friholdes for skovtilplantning, har
ordningen et generelt sigte.
I overensstemmelse med ændringen af artikel 20 i forordning 797/85
foreslås det herefter, at ejere eller forpagtere af
jordbrugsejendomme ikke blot kan få støtte til tilplantning, hvis
de har jordbrug som hovederhverv, men også hvis de i medfør af
den foreslåede § 20 c modtager støtte til ekstensivering af de
arealer, der tilplantes med skov. Det bemærkes, at kravet om
hovederhverv, der er fastlagt i forordning 797/85, ikke har
betydning for anden lovgivning.
Ved ordningens administration er det tanken at fastlægge, at der
skal kunne ydes tilplantningsstøtte til alle ejere eller
forpagtere af jordbrugsbedrifter, der opfylder betingelserne i
den foreslåede § 19, stk. 2, med mindre der er tale om områder,
som efter lokal-, kommune- og regionplanlægningen bør friholdes
for skovtilplantning.
Som anført under bemærkningerne om forslagets statsfinansielle
konsekvenser, vil tilskuddet alene yde delvis dækning til
tilplantningsomkostninger, og en tilplantning må derfor antages
overvejende at blive gennemført, hvor den ud fra ejerens
vurdering er et privatøkonomisk alternativ til anden
jordbrugsmæssig anvendelse. Selv i kombination med andre mulige
støtteordninger, herunder navnlig ekstensiveringsordningen, må
det antages, at tilplantningsstøtten først og fremmest vil være
et incitament ved tilplantning på ringere jorder og kun i
begrænset omfang vil fremme tilplantninger på de gode
landbrugsjorder, som primært må forbeholdes egentlig
jordbrugsdrift. Udviklingen vil imidlertid blive fulgt nøje,
således at der vil kunne gribes ind gennem justering af
ordningens tilrettelæggelse, hvis disse forudsætninger viser sig
ikke at holde stik.
For det andet foreslås - ud fra ønsket om en forøgelse af det danske
skovareal også udover mulighederne i EF's socio-strukturelle
foranstaltninger - indført en supplerende national ordning, jfr.
§ 19, stk. 1, nr. 2 og 3. Denne ordning vil kun blive anvendt,
hvor betingelserne for støtte efter § 19, stk. 1, nr. 1, ikke er
opfyldt. Efter ordningen kan der ydes støtte til tilplantninger
udover de af EF-ordningen fastlagte rammer dels inden for
egentlige skovrejsningsområder, dels som led i forbedringen af
eksisterende fredskoves arrondering. Det forudsættes herved, at
der, jf. i øvrigt bestemmelserne i §§ 26-27 i den foreslåede
skovlov, gennem den sammenfattende fysiske planlægning udpeges
skovrejsningsområder. Bestemmelserne herom i § 19 skal ses i
sammenhæng med § 7, stk. 1, nr. 6, i lands- og regionplanloven, §
2, stk. 1, nr. 7 i regionplanloven for Hovedstadsområdet samt §
3, stk. 2, nr. 8 i kommuneplanloven. Det foreslås dog, jf. § 19,
stk. 1, nr. 3, at der også uden for skovrejsningsområderne skal
kunne ydes støtte til arronderingstilplantninger, som må antages
at have en særlig værdi for bevarelsen og udnyttelsen af
eksisterende skove.
Den planlægning, der skal ske i tilknytning til lovens
gennemførelse, skal ske i sammenhæng med den planlægning, der
gennemføres i medfør af landbrugslovens § 3 a. Planlægningen vil
ske i samarbejde med bl. a. Miljøministeriet.
Det er tanken, at de foreslåede tilskudsmuligheder skal reserveres
for skovtilplantning med henblik på egentlig langsigtet
skovdrift. Ved administrationen af ordningen vil der blive
stillet krav om, at der efter skovlovens regler kan lyses
fredskovspligt på det tilplantede areal for herigennem at sikre
den langsigtede drift, og at støttemidlerne anvendes i
overensstemmelse med det tilsigtede formål. For så vidt angår
støtte til tilplantninger efter § 19, stk. 1, nr. 1, er det dog
hensigten at indføre en 10 års fortrydelsesret, således at en
jordbruger inden for 10 år fra støttens udbetaling kan beslutte
sig til at fjerne tilplantningen mod at tilbagebetale støtten.
Ved tilbagebetalingen må der i givet fald svares et rentetillæg
for at undgå, at støtten anvendes som billig finansiering af
tilplantninger i kort omdrift.
Det er i øvrigt ikke hensigten at støtte tilplantning med træarterne
nordmannsgran og nobilis eller anden tilplantning med henblik på
pyntegrønt- og juletræproduktion i kort omdrift. Som vilkår for
tilplantningsstøtten vil der blive stillet krav om, at
tilplantning sker i overensstemmelse med en forstligt forsvarlig
tilplantningsplan, der er udarbejdet i samarbejde med en efter §
21 udpeget særlig sagkyndig. Planerne skal bl. a. indeholde
oplysninger om arealstørrelse og placering, produktions- og
miljøforhold, tidsfølge for tilplantningen samt træartsvalg og
-sammensætning. Der vil ikke blive ydet støtte til tilplantninger
under 2 ha.
Ordningens administration vil blive endeligt tilrettelagt på
baggrund af den kommende betænkning fra Struktur- og Planudvalget.
Tilskuddets størrelse vil som udgangspunkt blive fastsat som 60 pct.
af tilplantningsomkostningerne, og tilskuddet vil derfor nominelt
være højere ved tilplantning med løvtræer end ved tilplantning
med nåletræer. Tilskuddet vil blive differentieret, eksempelvis
med henblik på at fremme tilplantningen i de særlige
skovrejsningsområder eller med henblik på at fremme
velarronderede tilplantninger, ligesom der ved fordelingen af
støttemidlerne vil blive taget hensyn til ønsket om at fremme
sådanne tilplantninger.
Inden for de særlige skovrejsningsområder er det endvidere hensigten
i medfør af landbrugslovens § 7 a, stk. 3, at tillade
tilplantning i videre omfang, herunder af hele ejendomme, end
det, der følger af landbrugslovens generelle
tilplantningsbestemmelser, som fastsætter en maksimal
tilplantning på 25 pct., dog højst 25 ha, af den del af en
ejendom, der ikke var tilplantet inden 1. august 1973, jfr. § 7
a, stk. 2, nr. 1.
I øvrigt vil der uden for skovrejsningsområderne være mulighed for i
særlige tilfælde at dispensere fra ovennævnte
tilplantningsregler, jfr. landbrugslovens § 7 a, stk. 4.
Til den foreslåede § 20 a
Med forslaget søges muligheden for at yde en delvis EF-finansieret
støtte til fremme af miljøvenlige jordbrugsproduktionsmetoder i
miljøfølsomme områder udnyttet på en sådan måde, at der
herigennem bidrages væsentligt til virkeliggørelsen af
regeringens planer og strategier på området landbrug/miljø.
Med henblik på at sikre en snarlig anvendelse af den 3-årige
forsøgsordning foreslås det, at udpegningen af de miljøfølsomme
områder foretages som led i regionplanlægningen af amtsrådene
efter forhandlig med primærkommunerne. I overensstemmelse med
indstillingen fra Struktur- og Planudvalget er det hensigten, at
der ved udpegningen særligt skal sigtes på muligheden af at
bevare ekstensivt dyrkede arealer, f.eks. strandenge, overdrev og
ferske enge, at beskytte vandløbs- og sønære arealer, som er
oplande til særligt følsomme recipienter og at beskytte områder,
der er særligt følsomme over for intensiv jordbrugsdrift, f.eks.
områder beliggende over visse særligt sårbare
grundvandsressourcer. Endvidere vil det være muligt at fremme
udnyttelsen af egnede områder til vildt- og jagtformål. Den
konkrete udpegning skal iøvrigt ske efter overordnede
retningslinier omhandlende forslag til områdetyper, kriterier for
områdernes omfang, tidsfrister for amtsrådenes områdeudpegning
etc. Retningslinierne udstedes af landbrugsministeren efter
forhandling med miljøministeren.
De af amtsrådene udpegede miljøfølsomme områder indsendes til
Miljøministeriet i henhold til lov om lands- og
regionplanlægning. De indkomne områdeudpegninger med tilhørende
dokumentation for de enkelte områders miljøfølsomhed og forslag
til overordnede programmer for områdernes anvendelse oversendes
til Landbrugsministeriet, der forelægger områderne og
programmerne for EF-Kommissionen med henblik på godkendelse af,
at tilskud i områderne kan refunderes af EUGFL.
Den endelige afgrænsning af de områder, hvor støtteordningen kan
bringes i anvendelse, fastlægges første gang i et
landsplandirektiv efter lands- og regionplanlovens § 4 af
miljøministeren efter forhandling med landbrugsministeren.
Inden for de således udpegede områder vil den enkelte jordbruger
kunne indgå en forvaltningskontrakt med amtsrådet. Efter aftale
med amtsrådet vil primærkommunen kunne indgå kontrakten på
amtsrådets vegne. Ved forvaltningskontrakten forpligter den
pågældende sig til i en periode på mindst 5 år at tilrettelægge
driften i overensstemmelse med et detailprogram. Ved forpagtning
skal såvel ejer som forpagter forpligte sig hertil. Til dækning
af det indkomsttab, der måtte følge af de forpligtelser, den
pågældende har påtaget sig, vil vedkommende modtage et tilskud.
Tilskuddets størrelse fastsættes af det enkelte amtsråd efter
retningslinier fastsat af landbrugsministeren efter forhandling
med miljøministeren.
Detailprogrammerne beskriver de mål, der skal opnås inden for
rammerne af de overordnede programmer, samt midlerne til opnåelse
heraf, herunder de betingelser som de enkelte driftsformer skal
udøves under. Som eksempel kan nævnes begrænsning af høslæt til
bestemte perioder til sikring af særligt udryddelsestruede dyre-
og plantearter.
Detailprogrammerne for de enkelte områder udarbejdes som hovedregel
af de amtskommunale myndigheder i samarbejde med berørte
lodsejere og primærkommuner.
Det foreslås, at udgifterne ved ordningen afholdes af staten og for
15 pct.s vedkommende af amtsrådet. Vælger de kommunale
myndigheder at udbetale en supplerende præmie som supplement til
det normale tilskud med henblik på at fremme ordningens
anvendelse, bærer amtsrådet (eller primærkommunen) udgiften til
den supplerende præmie fuldt ud.
Tilskuddet til den enkelte ansøger udbetales af amtsrådet i henhold
til indholdet af den konkrete forvaltningskontrakt. I de
tilfælde, hvor primærkommunen har indgået kontrakten, kan denne
udbetale tilskuddet. På baggrund af specificerede indberetninger
fra de enkelte amtsråd om afholdte udgifter til tilskud udbetaler
Landbrugsministeriet den statslige andel af tilskudsbeløbene til
de pågældende myndigheder inden for rammerne af de enkelte
amtsråds andele af de på finansloven afsatte statslige
støttemidler. Landbrugsministeren søger efterfølgende EF-refusion
af de afholdte statslige udgifter.
Der vil blive stillet krav om, at amtsrådene som grundlag for den
statslige refusion foretager indberetninger om ordningens
administration i overensstemmelse med krav, der vil blive
fastlagt af landbrugsministeren.
De af landsplandirektivet omfattede områder og fordelingen af disse
områder amtskommunerne imellem danner udgangspunkt for
fordelingen af de på finansloven afsatte statslige støttemidler.
Til den foreslåede § 20 c
Som anført ovenfor i de almindelige bemærkninger er medlemsstaterne
forpligtede til at indføre en støtteordning til ekstensivering
for så vidt angår overskudsprodukter.
Ved gennemførelsen i Danmark er det hensigten at begrænse ordningen
til korn og oksekød. Da det senere kan komme på tale at udstrække
ordningen til andre produkter, foreslås det i § 20c, stk. 2, at
landbrugsministeren bemyndiges til at fastsætte hvilke produkter,
der er omfattet af ordningen.
For så vidt angår korn tænkes ordningen tilrettelagt efter følgende
retningslinier:
Ekstensiveringen skal resultere i en årlig produktionsnedsættelse på
mindst 20 pct. på den enkelte bedrift.
Produktionsnedsættelsen opnås gennem reduktion af det dyrkede areal,
idet arealet skal overgå til:
- braklægning i eller uden for omdriften,
- skovtilplantning eller
- ikke-landbrugsmæssig anvendelse.
Ved braklægning forstås det forhold, at arealet ikke dyrkes i en
kortere eller længere periode, hvorefter det igen kan inddrages i
dyrkningen.
Kravene med hensyn til braklægning vil blive fastlagt med henblik på
også at opnå miljømæssige fordele. Dette vil indebære, at
arealerne ved braklægning inden for omdriften holdes dækkede med
planter, f.eks. græsafgrøder og græsmarksbælgplanter, der i
efteråret eller det følgende forår kan nedpløjes.
Ved braklægning uden for omdriften skal de braklagte arealer holdes
dækket. Tilplantning i form af spredte småbeplantninger eller
mindre vildtremiser kan indgå i braklægning uden for omdriften.
Der vil blive fastlagt begrænsninger med hensyn til adgangen til at
gødske, sprøjte og afgræsse for så vidt angår alle braklagte
arealer. Med hensyn til fastlæggelsen af begrænsninger inden for
bræmmer langs vandløb og omkring søer og moser henvises til de
almindelige bemærkninger, pkt. 4.
Ved tilplantning af de ekstensiverede arealer forudsættes en
vedvarende skovtilplantning. Tilplantning med henblik på juletræ-
og pyntegrøntproduktion eller energiskov samt andre alternative
anvendelser af hidtidige kornarealer kan mest hensigtsmæssigt
indgå i den kommende udmøntning af omstillingsordningen, jf. § 20
d.
For så vidt angår den ikke-landbrugsmæssige anvendelse af de
ekstensiverede arealer gælder det, at en sådan anvendelse ofte
vil være forbundet med mulighed for at opnå indtægt eller
godtgørelse for anvendelsen. Af den årsag vil anvendelsen af
ekstensiverede arealer til ikke-landbrugsmæssigt formål
forudsætte en konkret tilladelse udover den tilladelse, der måtte
kræves efter landbrugsloven og zoneloven, og det er i øvrigt
hensigten i overensstemmelse med Struktur- og Planudvalgets
indstilling at begrænse tilladelsen til tilfælde, hvor arealerne
senere påny kan inddrages under jordbrugsmæssig drift, jf.
landbrugslovens § 7a.
Efter rådsforordningen er der mulighed for, at Kommissionen kan
godkende ekstensivering ved andre måder end arealreduktion.
Anvendelsen af andre ekstensiveringsmåder er forbundet med
administrative kontrolmæssige vanskeligheder. Det er hensigten at
søge disse vanskeligheder afklaret og i lyset heraf eventuelt at
åbne mulighed for med Kommissionens godkendelse at anvende andre
ekstensiveringsmåder. Det er endvidere hensigten at søge
etableret en sammenkobling mellem omlægningsstøtten efter lov nr.
363 af 10. juni 1987 om økologisk jordbrugsproduktion og
ekstensiveringsstøtten.
For så vidt angår oksekød kan tænkes forskellige metoder til
ekstensivering, og Struktur- og Planudvalget har peget på tre
modeller, som imidlertid alle er forbundet med administrative og
kontrolmæssige problemer. Der henvises herom til de almindelige
bemærkninger. Hertil kommer, at der endnu ikke foreligger klarhed
med hensyn til Kommissionens gennemførelsesbestemmelser, hvorved
det bemærkes, at der under de hidtidige drøftelser om ordningens
gennemførelse har været tale om at begrænse den til handyr.
Af disse årsager vil retningslinierne for ordningens administration
først kunne fastlægges, når der er skabt klarhed om indholdet af
Kommissionens gennemførelsesbestemmelser. Hertil kommer, at
Kommissionens forslag om en braklægningsordning m.v. vil medføre
behov for yderligere ændringer af forbedringsloven, når det er
vedtaget af Rådet.
Til den foreslåede § 20c, stk. 4
Det er hensigten, at produktionsnedsættelsen beregnes på grundlag af
et udbytteniveau, der for ikke at være afhængig af tilfældige
udsving i udbyttet, beregnes som gennemsnittet af en flerårig
periode.
Størrelsen af tilskuddet til nedsættelse af kornproduktionen skal
ifølge forordningen afhænge af de forpligtelser, modtagerne
indgår, samt af indtægtstabene ved produktionsnedsættelsen.
Tilskuddet tænkes baseret på et sæt generelle støttesatser, der
gradueres efter det hidtidige udbytte på de ekstensiverede
arealer, således at støtten først og fremmest er attraktiv for så
vidt angår de mindst dyrkningssikre og -egnede arealer.
Tilskuddet fastlægges i øvrigt med udgangspunkt i
standardberegninger af indtægtstabene ved ekstensivering samt på
baggrund af det maksimale EF-refusionsberettigede beløb.
Til den foreslåede § 20d
Bestemmelsen omfatter tilskud til omstilling fra overskuds- til
ikke-overskudsproduktioner. Da Rådet endnu ikke har fastsat
listen over de produkter, der kan indgå i en omstillingsordning,
har bestemmelsen alene karakter af en bemyndigelse, som gør det
muligt at gennemføre ordningen i Danmark, når de nødvendige
EF-regler er vedtaget.
Skulle det vise sig, at omstillingsordningen ikke kan vedtages, vil
det blive overvejet at udbygge ekstensiveringsordningen, således
at ekstensiverede arealer vil kunne anvendes til produktion af
ikke-overskudsprodukter, idet der i givet fald må tages hensyn
til indkomsten fra en sådan produktion ved beregningen af
ekstensiveringsstøtten.
Til § 1, nr. 6
Ansøgninger efter forbedringsordningen skal udfærdiges i samarbejde
med sagkyndige konsulenter, som er udpeget af landbrugsministeren
(Jordbrugsdirektoratet). Ansøgninger om støtte til tilplantning
skal på tilsvarende måde udfærdiges i samarbejde med konsulenter
med forstlig ekspertise. Det er derfor hensigten at udvide
kredsen af særlige sagkyndige med skovkonsulenter indstillet af
Dansk Skovforening, De danske Skovdyrkerforeninger og Det danske
Hedeselskab.
Til § 1, nr. 8
Med ændringen udvides bestemmelserne vedrørende bortfald af støtte
til også at omfatte tilskud efter de foreslåede bestemmelser.
1) EF-Tidende nr. L 167 af 26. juni 1987, s. 1-8.