1987 LSF 216 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKYTTELSE MOD AFSKEDIGELSE PÅ GRUND AF FORENINGSFORHOLD
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00216@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov nr. 285 af 9. juni 1982 om beskyttelse mod afskedigelse på
grund af foreningsforhold ophæves § 4, og i stedet indsættes:
§ 4. Afskediges en lønmodtager i strid med lovens bestemmelser, skal
afskedigelsen underkendes, og ansættelsesforholdet opretholdes
eller genoprettes, såfremt der nedlægges påstand herom. Dette
gælder dog ikke for privat ansatte lønmodtagere, såfremt det i
særlige tilfælde og efter en afvejning af parternes interesser
findes åbenbart urimeligt at kræve ansættelsesforholdet
opretholdt eller genoprettet.
§ 4 a. Afskediges en lønmodtager i strid med lovens bestemmelser,
uden at afskedigelsen underkendes, skal arbejdsgiveren betale en
godtgørelse.
Stk. 2. Godtgørelsen, der ikke kan være mindre end 1 måneds løn og
ikke overstige 24 måneders løn, fastsættes under hensyn til
lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Har ansættelsesforholdet varet mindst 2 år, kan godtgørelsen ikke
være mindre end 3 måneders løn.
§ 4 b. Skal arbejdsgiveren betale godtgørelse efter § 4 a, skal de
øvrige ansatte, der ved deres handlinger forsætligt har medvirket
til afskedigelsen, betale arbejdsgiveren hel eller delvis
erstatning herfor. Det samme gælder foreninger, der har medvirket
til afskedigelsen. Arbejdsgiveren kan endvidere kræve erstatning
for rimelige udgifter, som er afholdt i forbindelse med
fastsættelsen af godtgørelseskravet.
Stk. 2. Retten fastsætter det beløb, hver enkelt
erstatningsansvarlig skal betale under hensyn til den pågældendes
medvirken.
§ 4 c. Sager efter denne lov skal fremmes med størst mulig hurtighed.
Stk. 2. Retten kan under behandling af en sag om afskedigelse ved
kendelse bestemme, at afskedigelsen ikke har virkning, før sagen
er afgjort ved dom. Det kan ved dommen bestemmes, at anke ikke
har opsættende virkning.
§ 2
Loven har virkning for afskedigelser, der finder sted den 1. august
1988 eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lov nr. 285 af 9. juni 1982 om beskyttelse mod afskedigelse på grund
af foreningsforhold (Folketingstidende 1981-82 (2. samling), sp.
798, 1423, 7763 og 8050; tillæg A, sp. 1599; tillæg B, sp. 863;
tillæg C, sp. 497). Den gældende lov er optrykt som bilag 1 til
lovforslaget.
Efter at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin dom den 13.
august 1981 havde taget stilling til rækkevidden af
Menneskerettighedskonventionens art. 11, vedtog Folketinget i
1982 foreningsfrihedsloven bl.a. med det formål at sikre, at
Danmark overholder sine forpligtelser efter
Menneskerettighedskonventionen.
I foreningsfrihedsloven er fastslået såvel den positive
organisationsret, dvs. retten til at lade sig organisere, som den
negative organisationsfrihed, dvs. retten til at forblive
uorganiseret eller til ikke at lade sig organisere i en bestemt
forening. Ved loven blev der endvidere fastsat en meget høj
godtgørelse - indtil 78 ugers løn - for afskedigelser i strid med
loven.
På trods af lovens vedtagelse må det konstateres, at der i de senere
år har været en lang række tilfælde, hvor lønmodtagere er blevet
afskediget, fordi de har været uorganiserede eller organiseret i
en anden forening end flertallet på den pågældende arbejdsplads.
Den kendteste af disse sager er den såkaldte HT-sag, der fandt sin
endelige afgørelse ved Højesterets dom af 24. oktober 1986
(U.f.R. 86/898 H). Dommen fastslog, at afskedigelsen af 8
buschauffører var i strid med foreningsfrihedsloven. Dommen
fastslog endvidere, at loven ikke giver lønmodtagerne ret til
genansættelse, men dommen fastslog også, at lønmodtagere, der
afskediges i strid med loven, har krav på en godtgørelse.
Højesterets dom dannede baggrund for en forespørgselsdebat i
Folketinget den 27. november 1986, hvorunder statsministeren
bl.a. udtalte:
»Jeg har i dag på regeringens vegne givet tilsagn om, at regeringen
møder med et lovgivningsinitiativ, som går ud på:
1) Principielt krav om genansættelse.
2) I særlige tilfælde, hvor det ikke lader sig gøre, en betydelig
højere erstatning end den, som kendes nu.«
Med nærværende lovforslag fremlægger regeringen en række ændringer
af foreningsfrihedsloven, med det sigte, dels at sikre
lønmodtagerne i deres ansættelsesforhold uanset deres
foreningsmæssige tilhørsforhold, dels i endnu højere grad at
tilskynde arbejdsgivere til at afholde sig fra at afskedige
lønmodtagere i strid med loven, og således bidrage til en reel
sikring af foreningsfriheden.
Disse forslag omfatter:
- adgang til genansættelse ved afskedigelse i strid med loven,
- forhøjelse af maksimum for godtgørelsens størrelse,
- indførelse af en minimumsgodtgørelse,
- adgang for arbejdsgiveren til at få udgifter til godtgørelse
erstattet hos de ansatte, der eventuelt har medvirket til
afskedigelsen,
- indførelse af hurtig domstolsbehandling i sager om afskedigelse på
grund af foreningsforhold, og
- mulighed for at tillægge sådanne sager opsættende virkning.
Indholdet i en genansættelsesadgang er:
- at det afgivne opsigelsesvarsel ikke får virkning og
ansættelsesforholdet opretholdes, såfremt rettens afgørelse i
sagen foreligger inden lønmodtageren skal fratræde, eller
- at lønmodtageren genindtræder i det tidligere ansættelsesforhold,
såfremt rettens afgørelse foreligger efter at fratræden som følge
af opsigelsen har fundet sted.
For offentligt ansatte er adgang til genansættelse ubetinget,
såfremt den afskedigede lønmodtager ønsker dette. Ved offentligt
ansatte forstås i denne sammenhæng lønmodtagere, som er ansat i
henhold til kollektive overenskomster og aftaler, almindelige
bestemmelser om løn- og arbejdsforhold eller individuel aftale,
som er indgået eller godkendt af en minister eller kommunal
myndighed.
For privat ansatte gives en snæver adgang til, at retten kan
bestemme, at den afskedigede lønmodtager skal have en godtgørelse
for afskedigelse i strid med loven, selv om lønmodtageren
nedlægger påstand om genansættelse.
Lønmodtageren kan i alle tilfælde vælge godtgørelse i stedet for
genansættelse.
Adgangen for arbejdsgiveren til at få sine udgifter til godtgørelse
for afskedigelse i strid med loven erstattet hos de øvrige
ansatte eller deres organisation, såfremt disse ved deres
handlinger fortsætligt har fremkaldt afskedigelsen, skal ses på
baggrund af, at der i langt de fleste sager, hvor en arbejdsgiver
har afskediget en lønmodtager i strid med loven, har været tale
om, at arbejdsgiveren har gjort dette efter pres fra de øvrige
ansatte og eventuelt også deres organisation.
Det er regeringens opfattelse, at det i sådanne tilfælde er
rimeligt, at de ansatte, som gennem deres handlinger forsætligt
har medvirket til afskedigelsen, også skal erstatte
arbejdsgiverens udgifter som følge af den ulovlige afskedigelse.
I tilfælde, hvor de ansatte har foretaget overenskomststridige
handlinger, vil disse fortsat kunne indbringes for Arbejdsretten,
som kan pålægge lønmodtagerne og eventuelt deres organisation
bod. Nærværende forslag ændrer således ikke de arbejdsretslige
regler.
Forslagene om hurtig domstolsbehandling og opsættende virkning skal
ses i sammenhæng med, at der i sager om afskedigelse på grund af
foreningsforhold må lægges vægt på, at ansættelsesforholdet så
vidt muligt ikke afbrydes, eller at det hurtigt genoprettes.
Hvis lønmodtageren i nogen tid har været borte fra arbejdspladsen,
er det vanskeligere at retablere ansættelsesforholdet. Resultatet
kan meget vel blive, at selve tidsforløbet medfører, at en
genansættelse ikke længere vil være rimelig.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til forslaget til ny § 4:
Bestemmelsen indebærer, at det er op til lønmodtageren selv,
hvadenten denne er offentligt eller privat ansat, om vedkommende
ønsker ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet, eller
om vedkommende i stedet ønsker en godtgørelse, såfremt det ved
dom fastslås, at afskedigelsen er i strid med loven.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at såfremt en offentligt ansat
lønmodtager uretmæssigt afskediges på grund af foreningsforhold,
har pågældende et ubetinget krav på ved dom at få afskedigelsen
underkendt, hvilket indebærer at ansættelsesforholdet skal
opretholdes eller genoprettes.
For privat ansatte kan der ved dommen i stedet for genansættelse
tilkendes den afskedigede en godtgørelse, såfremt det i særlige
tilfælde og efter en afvejning af parternes interesser findes
åbenbart urimeligt at kræve ansættelsesforholdet opretholdt eller
genoprettet. Den primære sanktion er imidlertid, at
ansættelsesforholdet opretholdes eller genoprettes.
En tilsvarende bestemmelse findes i forslag til lov om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og
barselorlov m.v. (L 158), som blev fremsat den 14. januar 1988.
Forslagets gennemførelse vil indebære, at en lønmodtager, der
afskediges, og mener at afskedigelsen er begrundet i
foreningsforhold, ved fogedretten vil kunne få nedlagt forbud
mod, at ansættelsesforholdet bringes til ophør på et forud
varslet tidspunkt. Betydningen heraf vil være, at lønmodtageren
fortsat skal betragtes som ansat, og således har krav på løn m.v.
- men lønmodtageren kan ikke ved fogedens hjælp gennemtvinge at
komme til at udføre sit arbejde.
En begæring om fogedforbud kan indgives til fogedretten straks
efter, at opsigelsen har fundet sted, og forbudssagen kan
herefter påregnes behandlet i fogedretten inden for få dage.
Finder fogedretten grundlag for at nedlægge forbud, påhviler det
lønmodtageren inden 1 uge efter forbudets nedlæggelse at anlægge
sag ved de almindelige retter med påstand om, at forbudet
stadfæstes, og med påstand om, at arbejdsgiveren tilpligtes at
anerkende, at afskedigelsen er i strid med lov om beskyttelse mod
afskedigelse på grund af foreningsforhold.
Overtræder arbejdsgiveren et nedlagt forbud, vil lønmodtageren uden
at afvente udfaldet af den endelige dom straks kunne anlægge en
privat straffesag mod arbejdsgiveren med påstand om straf af bøde
eller hæfte og efter omstændighederne erstatning.
En lønmodtager, der har fratrådt sin stilling og mener at
afskedigelsen er begrundet i foreningsforhold, vil kunne anlægge
sag ved de almindelige domstole med påstand om genansættelse.
Har en lønmodtager efter en uberettiget afskedigelse fratrådt sin
stilling, vil efterlevelse af en dom om genansættelse kunne søges
gennemtvunget efter retsplejelovens § 535. Denne bestemmelse
giver lønmodtageren adgang til under en privat straffesag at
kræve arbejdsgiveren dømt til straf af bøde eller hæfte for at
undlade at efterkomme dommens bestemmelse om genansættelse.
Herudover vil arbejdsgiveren kunne dømmes til at betale løn, som
om genansættelse efter dommen var sket. Et tilkendt pengekrav vil
kunne tvangsfuldbyrdes af fogedretten efter retsplejelovens
almindelige udlægsregler.
Til forslaget til § 4 a:
En retsstridig afskedigelse af en lønmodtager på grund af
vedkommendes foreningstilhørsforhold er en alvorlig krænkelse af
den personlige frihed. Der bør i sådanne sager tilkendes den
afskedigede betydeligt større godtgørelse, end der er retspraksis
for i dag.
Det foreslås således, at der gives domstolene mulighed for at
fastsætte en godtgørelse på indtil 24 måneders løn. Det foreslås
endvidere, at godtgørelse for afskedigelse i strid med loven ikke
kan fastsættes til mindre end 1 måneds løn. Hvis
ansættelsesforholdet har varet mindst 2 år, skal godtgørelsen af
domstolen ikke kunne fastsættes til mindre end 3 måneders løn.
Dette gælder såvel i tilfælde, hvor den afskedigede ønsker at få
godtgørelse i stedet for genansættelse, som i de særlige
tilfælde, hvor domstolen tilkender en lønmodtager, der har været
privat ansat, en godtgørelse, selvom vedkommende har nedlagt
påstand om genansættelse.
Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade,
pågældende har lidt. Der er derfor intet til hinder for, at der
ved siden af godtgørelsen ydes erstatning efter de almindelige
erstatningsretlige regler.
Til forslaget til § 4 b:
Efter gældende ret må der antages at bestå en adgang for
arbejdsgiveren til at få sit tab i forbindelse med betaling af en
godtgørelse efter denne lovs regler erstattet af de øvrige
ansatte og foreninger, såfremt dansk rets almindelige
erstatningsbetingelser herfor er opfyldt.
Efter forslaget til § 4 b lovfæstes en særlig erstatningsregel for
de øvrige ansatte og foreninger i det tilfælde, hvor
arbejdsgiveren skal betale en godtgørelse for en afskedigelse i
strid med lovens bestemmelser.
Efter den foreslåede regel skal de ansatte ved deres handlinger have
medvirket til afskedigelsen. Dette kan ske gennem deltagelse i
arbejdsnedlæggelser, fremsættelse af trusler og lignende. Har
arbejdsgiveren foretaget afskedigelsen uafhængigt af de ansattes
handlinger, dvs., at de ansatte ikke har været med til at
fremkalde afskedigelsen, er de ansatte ikke erstatningspligtige,
idet de ikke kan siges at have medvirket til afskedigelsen.
Ved kravet om, at de ansatte skal have medvirket fortsætligt,
følger, at de gennem deres handlinger skal have tilsigtet, at
lønmodtageren blev afskediget i strid med lovens bestemmelser.
Efter forslaget skal de ansatte betale arbejdsgiveren hel eller
delvis erstatning. Fuld erstatning skal betales, når
afskedigelsen udelukkende skyldes de ansattes handlinger.
Endvidere foreslås, at foreninger, der ved deres handlinger har
medvirket til afskedigelsen, under tilsvarende betingelser skal
betale erstatning for godtgørelsen.
Endelig foreslås, at arbejdsgiveren ud over hel eller delvis
erstatning for godtgørelsen også skal kunne kræve erstatning for
rimelige udgifter, som er afholdt i forbindelse med fastsættelsen
af godtgørelseskravet, dvs. sagsomkostninger til lønmodtageren og
egne sagsomkostninger til advokatbistand m.v.
Ved stk. 2. foreslås, at retten skal fastsætte det beløb, hver
enkelt erstatningsansvarlig skal betale af en erstatning efter
stk. 1. Fordelingen af erstatningen skal ske under hensyn til
karakteren og omfanget af den enkeltes medvirken. Der er således
ikke tale om solidarisk hæftelse.
Det bemærkes endelig, at loven om erstatningsansvar
(lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 1986) ikke finder
anvendelse ved erstatning efter denne lov.
Til forslaget til § 4 c:
Da der i sager om afskedigelse på grund af foreningsforhold må
lægges vægt på, at ansættelsesforholdet så vidt muligt ikke
afbrydes, eller at det hurtigt genoprettes, foreslås, at disse
sager af domstolene fremmes med størst mulig hurtighed.
En tilsvarende bestemmelse findes i § 275 a i borgerlig straffelov.
Det foreslås endvidere, at retten under en sag om afskedigelse ved
kendelse skal kunne bestemme, at afskedigelsen ikke har virkning,
før sagen er afgjort ved dom. Det kan ved dommen i sagen
bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Arbejdsmin. 1.kt. j.nr. 164-15
Schultz Grafisk A/S
+
+
jhs stat lovf Bilag 1
Lov nr. 285 af 9. juni 1982
Lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af
foreningsforhold VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde
Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet
følgende lov: § 1. En arbejdsgiver må ikke afskedige en
lønmodtager, fordi denne er medlem af en forening eller en
bestemt forening.
§ 2. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne
ikke er medlem af en forening eller af en bestemt forening.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt lønmodtageren ved
ansættelsen var bekendt med, at arbejdsgiveren stillede
medlemskab af en forening eller af en bestemt forening som
betingelse for beskæftigelse i virksomheden.
Stk. 3. Stk 1. finder endvidere ikke anvendelse, når en lønmodtager,
der er medlem af en forening, efter ansættelsen gøres bekendt
med, at medlemskabet er en betingelse for fortsat ansættelse i
virksomheden.
§ 3. Lovens §§ 1 og 2 gælder ikke for lønmodtagere, der er ansat hos
arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at
fremme et bestemt politisk, ideologisk, religiøst eller kulturelt
standpunkt, og den pågældendes foreningsforhold må anses for at
være af betydning for virksomheden.
§ 4. Afskediges en lønmodtager i strid med lovens bestemmelser, skal
arbejdsgiveren betale en godtgørelse.
Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, der ikke kan overstige 78 ugers
løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og
sagens omstændigheder i øvrigt.
§ 5. Loven træder i kraft den 1. juli 1982.
§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Ved Kongelig
anordning kan loven sættes i kraft for Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 9. juni 1982
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Svend Auken