1987 LSF 219 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MIDLERTIDIG REGULERING AF BOLIGFORHOLDENE (HUSLEJEREGULERING M.V. FOR ALLE BEBOELSESLEJLIGHEDER I LANDET)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00219@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf.
lovbekendtgørelse nr. 525 af 11. august 1986, som ændret ved § 2
i lov nr. 797 af 3. december 1986, § 2 i lov nr. 376 af 10. juni
1987 og § 2 i lov nr. 377 af 10. juni 1987, foretages følgende
ændringer:
1. § 1 affattes således:
» § 1. Reglerne i lovens kap. II-V om huslejeregulering m.v. gælder
i alle landets kommuner.
Stk. 2. I kommuner, hvis registerfolketal pr. 1. april 1979 var
mindre end 20.000 indbyggere, kan kommunalbestyrelsen beslutte,
at kommunen ikke skal have selvstændigt huslejenævn. Sådan
beslutning forudsætter, at der er opnået aftale om
nævnsfællesskab med en eller flere andre kommuner i samme amt.«
2. § 2 affattes således:
» § 2. Kommunalbestyrelsen kan under hensyn til boligforholdene i
kommunen træffe bestemmelse om, at enkelte eller samtlige regler
i lovens kap.VII om benyttelse af boliger ikke skal gælde i
kommunen. Beslutning herom kan træffes for højst 4 år ad gangen.«
3. I § 4, stk. 2, ophæves nr. 2.
4. I § 22 e ophæves stk. 3 og stk. 4.
5. § 35, stk. 1, affattes således:
»I hver kommune skal der være adgang til at indbringe sager for et
huslejenævn. Kommunalbestyrelsen nedsætter et eller flere
huslejenævn eller indgår aftale om nævnsfællesskab med andre
kommuner, jf. § 1, stk. 2.«
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Med det foreliggende lovforslag gøres reglerne om huslejeregulering
gældende for alle beboelseslejligheder i landet. Derved opnås, at
lejere får samme retsstilling, uanset hvor i landet de bor.
Det omkostningsbestemte loft over huslejestigninger, muligheden for
at få tvister behandlet omkostningsfrit ved huslejenævn i stedet
for ved dyre retsager samt de øvrige elementer i
huslejeregulering vil bevirke væsentlig lavere lejeniveau. Dette
kommer selvfølgelig i første række lejerne til gode, men vil også
medføre formindskelse af offentlige udgifter til boligydelse og
boligsikring.
Eventuel nødvendig følgelovgivning forudsættes udarbejdet af
Boligministeriet under lovforslagets behandling, således at
følgelovgivningen kan vedtages af Folketinget samtidig med
nærværende lovforslag.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1 og 2
Loven gøres gældende i alle landets kommuner.
Forslaget indebærer, at mindre kommuner med få lejemål kan undlade
at oprette selvstændige huslejenævn. Den enkelte
kommunalbestyrelse vil fortsat kunne beslutte, om reglerne om
benyttelse af boliger skal være gældende i kommunen.
Til nr. 3
Også beboelseslejligheder i ejendomme med mere end 80 pct.
erhvervsareal bliver med forslaget omfattet af huslejeregulering.
Til nr. 4 og 5
Konsekvensændringer som følge af nr. 1 og 2.
Skriftlig fremsættelse
Jørn Jesperesen (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af
boligforholdene. (Huslejeregulering m.v. for alle
beboelseslejligheder i landet).
(Lovforslag nr. L 219).
Jeg skal i øvrigt tillade mig at henvise til lovforslagets tekst og
de bemærkninger, der ledsager dette, og anbefaler det til Tingets
velvillige behandling.