1987 LSF 228 FORSLAG TIL LOV OM ERHVERVSUDDANNELSER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00228@1988-05-21/da
Indhold
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1. Undervisningsministeren tilrettelægger et samordnet system af
erhvervsuddannelser med henblik på den private og den offentlige
sektors forskellige beskæftigelsesområder.
Stk. 2. Dette uddannelsessystem skal tilrettelægges således, at det
i videst muligt omfang er egnet til at
1) motivere unge til uddannelse og sikre, at alle unge, der ønsker
en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder herfor og for at
vælge inden for en større flerhed af uddannelser,
2) give unge en uddannelse, der både giver grundlag for deres
fremtidige arbejdsliv og bidrager til deres personlige udvikling
og til deres forståelse af samfundet og dets udvikling,
3) imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og
generelle kvalifikationer vurderet under hensyn til den
erhvervsmæssige og samfundsmæssige udvikling, herunder
udviklingen i erhvervsstruktur, arbejdsmarkedsforhold,
arbejdspladsorganisation og teknologi, og
4) give de uddannelsessøgende grundlag for videreuddannelse.
Stk. 3. Undervisningsministeren godkender oprettelse af nye
uddannelser og nedlæggelse af uddannelser.
Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling herom, hvis dette
følger af § 35.
§ 2. Uddannelserne tilrettelægges i almindelighed som
vekseluddannelser, således at der skiftes mellem
skoleundervisning og praktikuddannelse i een eller flere
virksomheder.
Stk. 2. Der kan gennemføres ordninger, hvorefter dele af
skoleundervisningen foregår i en virksomhed på grundlag af aftale
mellem skole og virksomheder.
§ 3. En uddannelse indledes af den enkelte elev enten på skole eller
i en virksomhed på grundlag af en uddannelsesaftale.
Stk. 2. En uddannelse er fælles for eleverne, uanset om den enkelte
elev indleder uddannelsen på skole eller i en virksomhed.
§ 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om uddannelserne i
almindelighed. Reglerne fastsættes efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet, hvis dette følger af § 35.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter endvidere regler for de
enkelte uddannelser. Reglerne fastsættes efter de faglige udvalgs
bestemmelse, hvis dette følger af § 38.
Kapitel 2
Adgangen til uddannelserne
§ 5. Adgang til en erhvervsuddannelse har alle, der har opfyldt
undervisningspligten efter folkeskoleloven, og som opfylder
betingelserne i §§ 6-8.
§ 6. Adgang til at indlede en erhvervsuddannelse på skole har alle,
der har gennemført et erhvervs- og uddannelsesorienterende
kursus, jf. § 13. Betingelsen gælder dog ikke for adgang til de
uddannelser, der er nævnt i § 14, stk. 2.
Stk. 2. Ansøgere, der har adgang til at indlede en
erhvervsuddannelse på skole, har tillige krav på at blive optaget
på en erhvervsuddannelse efter eget valg, jf. dog § 12.
§ 7. Adgang til at indlede en erhvervsuddannelse i en virksomhed
har alle, der har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed.
Stk. 2. Den, der har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed,
jf. stk. 1, har krav på at blive optaget på skole til
undervisning i overensstemmelse med reglerne for den pågældende
uddannelse.
§ 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om andre
adgangsveje til skoleundervisningen end gennemførelse af et
erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus. Reglerne fastsættes
efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, og
vedkommende faglige udvalg, jf. § 38, stk. 7.
§ 9. En skole har inden for de erhvervsuddannelser, skolen udbyder,
pligt til at optage alle ansøgere, der efter §§ 6 - 8 har krav på
at blive optaget, eller til at drage omsorg for, at de optages på
en anden skole eller andre skoler med samme uddannelse.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om samarbejde
mellem skolerne indbyrdes om udbuddet af uddannelser, om
fordeling af eleverne mellem flere skoler med samme uddannelse og
om eventuel udskydelse af elevoptagelser i tilfælde af særlige
kapacitetsproblemer.
§ 10. Ved optagelse af udlændinge kan skolen forlange en prøve i
dansk bestået inden optagelsen.
§ 11. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om optagelse på skole,
herunder om den prøve, der er nævnt i § 10.
§ 12. Undervisningsministeren kan under hensyn til
beskæftigelsesmulighederne efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet fastsætte regler om begrænsning af
adgangen i henhold til § 6, stk. 2, og § 8 til
skoleundervisningen inden for de enkelte uddannelser.
§ 13. Skolerne kan tilrettelægge erhvervs- og
uddannelsesorienterende kurser med henblik på adgang til
uddannelserne. Enhver, der har opfyldt undervisningspligten efter
folkeskoleloven, har adgang til et erhvervs- og
uddannelsesorienterende kursus.
Stk. 2. Kurserne har en varighed, der svarer til 20
undervisningsuger. Ved kurserne skal der lægges vægt på en
grundlæggende orientering og indføring i flere
uddannelsesområder, herunder på, at eleven ved afprøvning af
evner og interesser får et godt grundlag for at vælge uddannelse.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2, og i § 9 gælder også for disse
kurser.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet regler om kurserne og om optagelse på
kurserne.
Kapitel 3
Uddannelsernes struktur m.v.
§ 14. Uddannelserne består af en 1. del og en 2. del, der begge
indeholder både praktik og skoleundervisning. 1. del har en
varighed på 1-11/2 år, heraf skoleundervisning svarende til 20
uger.
Stk. 2. Inden for handels- og kontoruddannelserne kan 1. del bestå
af 40 ugers skoleundervisning uden praktik.
Stk. 3. Elever, der har gennemført et erhvervs- og
uddannelsesorienterende kursus, har ret til at få 1. dels
praktikuddannelsen afkortet med 20 uger.
Stk. 4. Uddannelserne varer i almindelighed ikke over 4 år.
Undervisningsministeren fastsætter varigheden af den enkelte
uddannelses skoleundervisning. Varigheden kan normalt ikke
overstige 60 uger.
Stk. 5. Skoleophold under 2.del med værkstedsundervisning varer
normalt 10 uger.
Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter efter de faglige udvalgs
bestemmelse regler om de enkelte uddannelsers varighed og deres
struktur, herunder fordelingen på skoleundervisning og
praktikuddannelse.
Stk. 7. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet regler, hvorefter personer med særlige
uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger fritages
for dele af uddannelsen, jf. § 4, stk. 1.
§ 15. De enkelte uddannelser skal som ungdomsuddannelser søges
tilrettelagt med en betydelig bredde, herunder i arbejdsområde og
funktion, med henblik på at kunne opfylde skiftende
kvalifikationsbehov på arbejdsmarkedet og at kunne give grundlag
for videreuddannelse, herunder videregående uddannelse.
Stk. 2. Uddannelserne kan tilrettelægges således, at eleverne på et
eller flere tidspunkter inden udløbet af det almindelige
uddannelsesforløb kan afbryde forløbet med en afsluttet
uddannelse.
Stk. 3. Eleverne skal senere kunne genoptage uddannelsen i det
almindelige forløb.
§ 16. Der kan efter indstilling fra vedkommende faglige udvalg
tilrettelægges supplerende kurser med henblik på elevers overgang
til en anden erhvervsuddannelse end den, de er begyndt på.
§ 17. For elever, der har gennemgået 1.dels skoleundervisning, og
som derefter forgæves søger praktikplads, kan der tilrettelægges
skoleundervisning, som helt eller delvis erstatter
praktikuddannelsen.
§ 18. Erhvervsuddannelserne meddeles af godkendte erhvervsskoler.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet godkende, at skoler, som ikke er
erhvervsskoler, institutioner og virksomheder meddeler bestemte
erhvervsuddannelser. Godkendelsen kan efter indstilling fra rådet
tilbagekaldes.
§ 19. Staten yder tilskud til dækning af de direkte
undervisningsudgifter ved uddannelserne, ved de orienterende
kurser, jf. § 13, og ved de supplerende kurser, jf. § 16.
Tilskuddet til undervisningsudgifter bestemmes ud fra antal
årselever ved uddannelserne og et gennemsnitligt tilskud pr.
årselev fastlagt i de årlige finanslove for større grupper af
uddannelser.
Stk. 2. Undervisningsministeren træffer beslutning om opdelingen af
uddannelserne i uddannelsesgrupper under hensyn til
uddannelsernes udgiftsbehov. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver
indstilling til ministeren om kriterier for opdelingen.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte særlige tilskudsregler
for uddannelser med lille elevtilgang, hvis det ud fra
erhvervsmæssige hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen som
selvstændig uddannelse på een eller flere skoler i landet.
Undervisningsministeren træffer efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet beslutning om, hvilke uddannelser der er
omfattet af reglerne, og hvilke skoler der kan tilbyde
uddannelserne i henhold til reglerne.
Stk. 4. Tilskuddet i henhold til stk. 1-3 ydes til godkendte
erhvervsskoler og til andre skoler, institutioner og
virksomheder, som er godkendt til at meddele erhvervsuddannelse,
jf. § 18.
§ 20. Undervisningsministeren kan uanset bestemmelsen i § 19 i
særlige tilfælde bestemme, at udgifterne delvis afholdes af
private midler. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om
udgifternes afholdelse.
Kapitel 4
Indholdet af uddannelserne
§ 21. Indholdet af uddannelserne skal tilrettelægges under
hensyntagen til de formål, der er nævnt i § l, stk. 2, og således
at praktikuddannelsen og skoleundervisningen udgør et
sammenhængende forløb.
Stk. 2. Uddannelsernes faglige indhold skal så vidt muligt
fastlægges på grundlag af analyser og prognoser vedrørende
kvalifikationsbehov.
Stk. 3. Hver uddannelse indeholder et speciale.
A. Skoleundervisningen
§ 22. Skoleundervisningen skal under hele uddannelsesforløbet på en
helhedsorienteret måde omfatte både praktisk og teoretisk
undervisning med henblik på at give eleverne fornødne generelle
og specielle kvalifikationer, herunder at
1) give eleverne forudsætninger for at varetage de funktioner,
uddannelserne tager sigte på, og i forbindelse hermed fornøden
viden om og fornødne færdigheder i anvendelse af relevant
teknologi,
2) give eleverne forudsætninger for selvstændigt og ved efter- og
videreuddannelse at udbygge deres kvalifikationer, herunder
forudsætninger for videregående uddannelser,
3) bidrage til elevernes personlige udvikling og
4) give eleverne forståelse af samfundet og dets udvikling, herunder
navnlig af virksomhedernes og de ansattes rolle i en almindelig
erhvervsmæssig og samfundsmæssig sammenhæng og af
arbejdsmarkedsforhold og arbejdspladsforhold.
§ 23. Skoleundervisningen tilrettelægges i almindelighed således, at
det eller de første skoleophold omfatter emner, der er fælles for
flere uddannelser, og således, at der i øvrigt i skoleforløbet
sker en faglig specialisering.
§ 24. Skoleundervisningen omfatter grundfag, områdefag, specialefag
og valgfag. Fagene har i almindelighed følgende vægt: Grundfag og
områdefag 1/3 hver, specialefag og valgfag 1/6 hver. Grundfag kan
træde i stedet for områdefag.
§ 25. Undervisningsministeren godkender efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet forslag til grundfag, der skal angive
mål, indhold, vejledende undervisningstid og
bedømmelseskriterier. Grundfagene opføres på en samlet oversigt.
Det faglige udvalg vælger den enkelte uddannelses grundfag inden
for de fag, der er opført på oversigten.
Stk. 2. De faglige udvalg bestemmer den enkelte uddannelses
områdefag og specialefag inden for de regler, der fastsættes af
undervisningsministeren efter § 4, stk. 1.
Stk. 3. Skolerne tilbyder valgfag inden for de regler, der
fastsættes af undervisningsministeren efter § 4, stk. 1 og 2.
§ 26. Grundfag omfatter praktisk og teoretisk undervisning, der
bidrager til at give erhvervsuddannelserne faglig bredde.
Samtidig har grundfagene til formål at opfylde krav til
ungdomsuddannelserne, herunder med hensyn til at fremme den
personlige udvikling, at bidrage til studiekompetence og at give
en forståelse af samfundet og dets udvikling.
Stk. 2. Områdefag omfatter praktisk og teoretisk undervisning, der
er særlig for den pågældende uddannelse, og som bidrager til at
give eleven en generel og specifik erhvervskompetence.
Stk. 3. Specialefag omfatter, på det for erhvervsuddannelserne
højeste faglige niveau, praktisk og teoretisk undervisning, der
er særlig for en del af en uddannelse, og som især bidrager til
at give eleven en specifik erhvervskompetence. Eleverne vælger
specialefag blandt de fag, der er godkendt for den pågældende
uddannelse.
§ 27. Valgfag skal være egnede til at imødekomme elevernes
interesser. Der skal herunder tilbydes fag, der er af betydning
for videreuddannelse og for adgangen til videregående
uddannelser. Der kan endvidere tilbydes valgfag svarende til
uddannelsernes generelle niveau med henblik på
kvalifikationsbehov og beskæftigelsesmuligheder i skolens
lokalområde.
§ 28. Der skal ved undervisningens tilrettelæggelse tages hensyn til
elevernes ønsker og tilstræbes den differentiering af
undervisningen, som en hensyntagen til elevernes forudsætninger
og interesser tilsiger.
§ 29. Til elever, der har behov for det, gives der
specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 30. Der skal tilbydes eleverne rådgivning om valg af uddannelse og
erhverv samt om personlige forhold.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler herom.
B. Praktikuddannelsen
§ 31. Praktikuddannelsen foregår på en eller flere virksomheder, der
er godkendt af det faglige udvalg, og på grundlag af en
uddannelsesaftale mellem eleven og virksomheden.
§ 32. Praktikuddannelsen skal gennemføres efter praktikregler, der
fastsættes af undervisningsministeren efter de faglige udvalgs
bestemmelse.
Stk. 2. Praktikreglerne skal angive uddannelsens mål og på grundlag
heraf beskrive arbejdsområder og funktioner, som
praktikuddannelsen skal omfatte. Reglerne skal have et sådant
indhold, at det sikres, at skoleundervisning og praktikuddannelse
supplerer hinanden på en hensigtsmæssig måde. De skal indeholde
regler om kontakt mellem skole, elev og virksomhed.
C. Bedømmelse af elever, prøver og svendeprøver
§ 33. Eleverne modtager bevis for den gennemførte uddannelse,
herunder bevis både for gennemført skoleuddannelse og for
gennemført praktikuddannelse. Elever, der afbryder uddannelsen,
har ret til at få udleveret dokumentation for deltagelsen i
undervisningen.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet regler om bedømmelsesplaner i
almindelighed og regler for bevisernes udformning og udstedelse,
jf. § 4, stk. 1.
Stk. 3. Bedømmelse af elever under uddannelsens forløb og eksamen
tilrettelægges for den enkelte uddannelse på grundlag af
bedømmelsesplaner, der fastsættes af undervisningsministeren, for
områdefags og specialefags vedkommende efter de faglige udvalgs
bestemmelse.
Stk. 4. Det faglige udvalg kan bestemme, at praktikuddannelsen
afsluttes med en svendeprøve, der afholdes efter retningslinier
fastsat af udvalget. Udgifterne til denne prøve afholdes af
udvalget. Udvalget kan kræve, at praktikvirksomheden helt eller
delvis refunderer udvalget udgifterne.
Kapitel 5
Rådgivende organer m.v.
§ 34. Undervisningsministeren nedsætter et erhvervsuddannelsesråd og
udpeger formanden. Rådets medlemmer udpeges af følgende
organisationer, således
Dansk Arbejdsgiverforening 8
Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger 1
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune og Frederiksberg
Kommune i forening 1
Landsorganisationen i Danmark 8
Funktionærernes og Tjeneste-
mændenes Fællesråd 1
Teknisk Landsforbund 1
Handelskolernes Forstander- og
Inspektørforening 1
Sammenslutningen af Ledere af Tek-
niske Skoler 1
Handelsskolernes Lærerforening 1
Dansk Teknisk Lærerforening 1
Stk. 2. 3 af de medlemmer, der udpeges af Dansk
Arbejdsgiverforening, skal repræsentere henholdsvis
Håndværksrådet, Det Danske Handelskammer og
Fællesrepræsentationen - Hovedorganisation for Arbejdsleder- og
tekniske Funktionærforeninger i Danmark. Et af de medlemmer, der
udpeges af Landsorganisationen i Danmark, skal repræsentere
eleverne.
Stk. 3. Der udpeges stedfortrædere for medlemmerne.
Stk. 4. Arbejdsministeren, industriministeren og
undervisningsministeren udpeger hver en tilforordnet til rådet.
Undervisningsministeren udpeger efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet et antal uafhængige, særligt sagkyndige
til som tilforordnede at deltage i rådets arbejde.
Stk. 5. Teknikerrådets formand eller næstformand kan deltage i
rådets møder uden stemmeret.
Stk. 6. Formanden, medlemmerne og disses stedfortrædere samt de
tilforordnede beskikkes af undervisningsministeren for 4 år. De
tilforordnede særligt sagkyndige kan dog beskikkes for en kortere
periode.
Stk. 7. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 8. Undervisningsministeren stiller sekretariatsbistand til
rådighed for Erhvervsuddannelsesrådet.
§ 35. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling til
undervisningsministeren om:
1) Regler om uddannelserne i almindelighed med hensyn til:
a) Uddannelsernes struktur.
b)Uddannelsernes mål.
c)Øvrige rammer for skoleundervisningens indhold.
d)Fritagelse for dele af uddannelsen, jf. § 14, stk. 7.
e)Bedømmelse, jf. § 33, stk. 2.
2) Oprettelse af nye uddannelser og nedlæggelse af uddannelser, for
så vidt der herved sker fravigelser af regler om uddannelserne i
almindelighed, der er fastsat efter indstilling af rådet,
herunder udtalelse om indstillinger fra ad hoc udvalg, jf. § 37,
stk. 2.
3) Nedsættelse af midlertidige faglige udvalg i forbindelse med
forberedelse og iværksættelse af uddannelser, jf. § 37, stk. 2.
4) Prioritering af ansøgninger om tilskud fra
Undervisningsministeriets puljer til dækning af særlige udgifter
i forbindelse med iværksættelse af nye uddannelser, analyse- og
prognosearbejde samt forsøgs- og udviklingsarbejde, jf. § 66.
5) Afvigelser fra loven som led i forsøg, jf. § 67.
6) Regler i almindelighed om krav til lærerkvalifikationer.
7) Etablering af andre adgangsveje og regler herom, jf. § 8.
8) Regler om optagelse på skole og regler, der begrænser adgangen
til uddannelsen i henhold til denne lov, jf. §§ 11 og 12.
9) Regler om erhvervs- og uddannelsesorienterende kurser, jf. § 13,
stk. 4.
10) Godkendelse af skoler, som ikke er erhvervsskoler, institutioner
og virksomheder til bestemte erhvervsuddannelser, jf. § 18, stk.
2.
11) Kriterier for opdelingen af uddannelserne i uddannelsesgrupper
under hensyn til udgiftsbehov, jf. § 19, stk. 2, og afgørelser
om, hvilke uddannelser der er omfattet af særlige tilskudsregler
for uddannelser med lille elevtilgang, jf. § 19, stk. 3, 2. pkt.
12) Godkendelse af forslag til grundfag, jf. § 25, stk. 1.
13) Regler om rådgivning om valg af uddannelse og erhverv m.v., jf.
§ 30.
14) Regler om samarbejds- eller informationsordninger, jf. § 43,
stk. 3.
15) Regler om de faglige udvalgs behandling af godkendelsessager,
jf. § 45.
16) Regler om elevernes retlige forhold, jf. § 47, stk. 6, § 49,
stk. 2, og § 51, stk. 1.
17) Regler om Tvistighedsnævnets virksomhed, jf. § 63, stk. 4.
18) Overgangsordninger, jf. § 70, stk. 3.
19) Godkendelse af erhvervsskoler, jf. § 2, stk. 1, i lov om
erhvervsskoler.
20) Godkendelse af nyetablering af erhvervsuddannelser på
erhvervsskolerne, jf. § 7, stk. 4, i lov om erhvervsskoler.
21) Regler om befordringstilskud, jf. § 24, stk. 2, i lov om
erhvervsskoler.
Stk. 2. Erhvervsuddannelsesrådet har endvidere til opgave at
1) rådgive undervisningsministeren i spørgsmålet om, hvordan
uddannelsessystemet tilrettelægges, således at det i videst
muligt omfang er egnet til at opfylde de krav og mål, der er
nævnt i § l, stk. 2,
2) følge de erhvervsmæssige udviklinger og udviklingsmuligheder og
på grundlag heraf afgive indstilling til undervisningsministeren
om behovet for oprettelse af nye uddannelser og omlægning eller
nedlæggelse af bestående uddannelser,
3) følge de bestående uddannelser og på grundlag heraf afgive
indstilling til undervisningsministeren om behovet for bedre
koordination af uddannelserne, eventuelt en sammenlægning af
uddannelser og
4) træffe afgørelse i tvivlsspørgsmål vedrørende nedsættelse af
lønnævn, jf. § 54, stk. 3.
Stk. 3. Rådet rådgiver i øvrigt undervisningsministeren og kan på
eget initiativ drøfte og afgive udtalelse om alle spørgsmål, der
efter rådets opfattelse har betydning for uddannelserne efter
loven.
§ 36. Erhvervsuddannelsesrådet kan nedsætte initiativ- og
koordinationsudvalg for uddannelser inden for eet eller flere
hovederhvervsområder.
Stk. 2. Erhvervsuddannelsesrådet kan overlade een eller flere af de
opgaver, der er nævnt i § 35, stk. 1, nr. 3 og 15, og stk. 2, nr.
2 og 3, til et initiativ- og koordinationsudvalg.
Stk. 3. Et initiativ- og koordinationsudvalg kan medvirke til
Erhvervsuddannelsesrådets indstilling om godkendelse af grundfag,
jf. § 35, stk. 1, nr. 12, og virke for samordning af de faglige
udvalgs valg af grundfag, jf. § 38, stk. 5, nr. 1.
§ 37. Arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne nedsætter et
antal faglige udvalg med et lige stort antal arbejdsgiver- og
arbejdstagerrepræsentanter. De faglige udvalg skal tilsammen
dække alle uddannelser etableret i henhold til denne lov.
Stk. 2. I forbindelse med forberedelse og iværksættelse af
uddannelser kan undervisningsministeren efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet nedsætte midlertidige udvalg.
Undervisningsministeren kan endvidere nedsætte ad hoc udvalg.
Stk. 3. Sekretariatsbistand til faglige udvalg tilvejebringes af de
organisationer, der er repræsenteret i de faglige udvalg.
Stk. 4. Undervisningsministeren kan stille sekretariatsbistand til
rådighed for midlertidige udvalg eller ad hoc udvalg.
§ 38. De faglige udvalg bestemmer for de enkelte godkendte
uddannelser indholdet i regler om:
1) Uddannelsens varighed og struktur, herunder fordelingen på
skoleundervisning og praktikuddannelse.
2) Uddannelsens mål.
3) Eventuelle øvrige rammer for undervisningens indhold.
4) Bedømmelsesplaner for så vidt angår områdefag og specialefag.
5) Praktikuddannelsen.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter reglerne i
overensstemmelse med udvalgenes bestemmelse, når reglerne lovligt
kan fastsættes.
Stk. 3. De faglige udvalg fastsætter retningslinier for og afholder
eventuelle svendeprøver, jf. § 33, stk. 4.
Stk. 4. Det faglige udvalg skal følge den erhvervsmæssige udvikling
og udviklingsmuligheder inden for udvalgets område og
tilgrænsende områder og efter behov tage initiativ til
nyetablering, omlægning og nedlæggelse af uddannelser.
Stk. 5. De faglige udvalg træffer afgørelse med hensyn til:
1) Valg af grundfag for den enkelte uddannelse, jf. § 25, stk. 1.
2) Godkendelse af praktikvirksomheder, jf. § 31 og § 45.
3) Godkendelse af særbestemmelser i uddannelsesaftaler, jf. § 51,
stk. 2.
4) Afkortning eller forlængelse af uddannelsestid, jf. §§ 56-58.
De faglige udvalgs afgørelser med hensyn til nr. 1, 3 og 4 kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. De faglige udvalg
1) virker for de bedst mulige uddannelsesmæssige forhold i
praktikvirksomhederne, jf. § 42,
2) virker for tilvejebringelse af praktikpladser, jf. § 43, stk. 2,
og
3) behandler tvistigheder mellem elever og praktikvirksomheder, jf.
§ 62.
Stk. 7. De faglige udvalg afgiver indstilling om andre adgangsveje,
jf. § 8, og om supplerende kurser, jf. § 16.
Stk. 8. De faglige udvalg afgiver efter anmodning udtalelse til
Erhvervsuddannelsesrådet om spørgsmål af betydning for rådets
arbejde.
§ 39. Skolen skal i samarbejde med de lokale uddannelsesudvalg, jf.
§§ 40-41, fastlægge undervisningens nærmere indhold inden for de
regler, der i henhold til § 4, stk. 2, er fastsat for de enkelte
uddannelser, samt følge behovet for fornyelse af disse regler og
fremkomme med forslag hertil.
§ 40. Hver skole nedsætter eet eller flere lokale uddannelsesudvalg,
der tilsammen skal dække de erhvervsuddannelser, skolen udbyder.
Stk. 2. De medlemmer af udvalget, der repræsenterer organisationer
med sæde i vedkommende faglige udvalg, udpeges af det faglige
udvalg efter indstilling fra organisationernes lokale afdelinger.
Øvrige medlemmer udpeges af skolen. Arbejdsgivere og
arbejdstagere skal være ligeligt repræsenteret. Medlemmerne skal
have tilknytning til det geografiske område, som de pågældende
uddannelser dækker.
Stk. 3. En repræsentant for skolens ledelse og en repræsentant for
skolens lærere tilforordnes udvalget. Der kan endvidere
tilforordnes en repræsentant for skolens elever. En repræsentant
for arbejdsformidlingen kan tilforordnes udvalget.
Stk. 4. Uddannelsesudvalget vælger selv sin formand.
Stk. 5. Skolen stiller sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.
§ 41. Lokale uddannelsesudvalg rådgiver skolen i spørgsmål, der
vedrører de uddannelser, der er omfattet af udvalgets
virksomhedsområde, og virker for samarbejdet mellem skolen og det
lokale arbejdsmarked.
Stk. 2. Skolens afgørelse om valgfag af lokal betydning, jf. § 27,
træffes efter indstilling fra uddannelsesudvalget.
Stk. 3. De faglige udvalg kan overdrage opgaver, som efter denne lov
påhviler udvalgene, men som hensigtsmæssigt kan udføres af de
lokale uddannelsesudvalg, til disse udvalg.
Kapitel 6
Praktikvirksomhederne
§ 42. De faglige udvalg skal virke for de bedst mulige
uddannelsesmæssige forhold i praktikvirksomhederne.
Stk. 2. De faglige udvalg eller den, som udvalgene bemyndiger
hertil, har til enhver tid uden retskendelse og mod behørig
legitimation adgang til virksomheder, som har ansat elever, med
henblik på tilvejebringelse af oplysninger om de
uddannelsesmæssige forhold i virksomheden.
§ 43. Praktikpladser formidles af arbejdsformidlingskontorerne, der
i videst muligt omfang skal samarbejde med skolerne herom.
Stk. 2. De faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg skal ved
kontakt med virksomheder virke for, at der tilvejebringes det
nødvendige antal praktikpladser
Stk. 3. Undervisningsministeren kan efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet fastsætte regler om samarbejds- eller
informationsordninger med henblik på at tilvejebringe et
tilstrækkeligt antal praktikpladser.
§ 44. Med henblik på indgåelse af uddannelsesaftaler kan staten give
økonomisk støtte til elever i form af:
1) Rejsehjælp til søgning eller overtagelse af en praktikplads.
2) Flyttehjælp ved overtagelse af en praktikplads.
3) Tilskud til ikke-forsørgere til bevarelse af bolig på hjemstedet.
4) Tilskud til forsørgere til merudgifter til dobbelt husførelse.
Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter med tilslutning fra
undervisningsministeren nærmere regler for ydelse af støtte.
§ 45. Det faglige udvalgs afgørelse af, om en virksomhed kan
godkendes som praktiksted, træffes på grundlag af en vurdering
af, om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelsen i
overensstemmelse med de praktikregler, der er fastsat efter § 32,
og om virksomheden kan give eleven tilfredsstillende
oplæringsforhold.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet regler om det faglige udvalgs behandling
af godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende
sagsbehandlingen.
§ 46. Et fagligt udvalgs afgørelse i henhold til § 45 om, at en
virksomhed ikke kan godkendes som praktiksted, kan af
virksomheden indbringes for Ankenævnet vedrørende
Praktikvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Ankenævnet nedsættes af undervisningsministeren. Formanden
skal være dommer. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra
Dansk Arbejdsgiverforening og 2 medlemmer efter indstilling fra
Landsorganisationen i Danmark. Formanden og de 4 medlemmer
beskikkes for 4 år. For medlemmerne beskikkes stedfortrædere.
Stk. 3. I nævnets møder deltager 2 tilforordnede, udpeget af
Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forening, og 2
tilforordnede udpeget af henholdsvis arbejdsministeren og
undervisningsministeren.
Stk. 4. Nævnets forretningsorden fastsættes af
undervisningsministeren efter indstilling fra nævnet.
Kapitel 7
Elevernes retlige forhold
§ 47. Det er en betingelse for gennemførelse af en
erhvervsuddannelse, at der mellem eleven og een eller flere
virksomheder er indgået en uddannelsesaftale. Aftalen skal
omfatte alle uddannelsens praktik- og skoleophold, herunder en
eventuel svendeprøve, bortset fra den del af skoleundervisningens
1. del, der måtte ligge før 1. praktikophold.
Stk. 2. Kurser efter § 16 medregnes til uddannelsen, hvis det er
bestemt i regler om de pågældende kurser.
Stk. 3. Er flere virksomheder parter i aftalen, skal det af aftalen
fremgå, hvilke skole- og praktikophold den enkelte virksomhed er
part i.
Stk. 4. En virksomhed kan ved aftalen forpligte sig til at lade en
del af elevens uddannelse gennemføre i en anden virksomhed.
Stk. 5. Har eleven tidligere gennemgået en del af den uddannelse,
aftalen angår, kan aftalen kun omfatte de manglende skole- og
praktikophold, jf. dog §§ 56-58 om afkortning eller forlængelse
af uddannelsestiden i særlige tilfælde.
Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om de særlige spørgsmål
vedrørende elevernes og virksomhedernes retsstilling, som aftaler
efter stk. 3 og 4 giver anledning til.
§ 48. En uddannelses gennemførelse forudsætter, at eleven deltager i
skoleundervisning, således som det bestemmes af vedkommende skole
i overensstemmelse med reglerne for uddannelsen.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter regler om fremgangsmåden
ved indkaldelse af elever til skole.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om elevers adgang
til ophold på skolehjem i forbindelse med skoleundervisningen.
§ 49. Elever, som uden lovlig grund udebliver fra undervisningen,
eller som groft overtræder skolens ordensregler, kan, når mindre
vidtgående foranstaltninger forgæves har været anvendt, udelukkes
fra fortsat undervisning.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om udelukkelse efter stk.
1 og om behandlingen af sager herom.
§ 50. Skolen kan tilbyde elever skoleundervisning ud over, hvad der
følger af de almindelige bestemmelser herom, hvis hensynet til
elevens uddannelse taler for det.
Stk. 2. Skolen kan efter regler fastsat af undervisningsministeren,
jf. § l4, stk. 7, træffe afgørelse om fritagelse for dele af
skoleundervisningen for elever, der på grund af tidligere
uddannelse eller beskæftigelse har særlige forudsætninger for den
pågældende uddannelse.
§ 51. En uddannelsesaftale skal være skriftlig og underskrevet
senest ved aftaleforholdets begyndelse. Aftalen skal indgås på en
formular, der er godkendt af undervisningsministeren efter
indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet.
Stk. 2. Der kan ikke ved aftalen foretages ændringer i eller
tilføjelser til formularens aftaleindhold uden vedkommende
faglige udvalgs godkendelse.
§ 52. For elever, der er undergivet forældremyndighed, kræves
samtykke fra forældremyndighedens indehaver til at indgå
uddannelsesaftale og til at indgå aftaler eller foretage andre
dispositioner, der indebærer ændringer i en indgået
uddannelsesaftale, eller som vedrører denne aftales ophør.
§ 53. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om
uddannelsesaftalers registrering.
§ 54. Uddannelsesaftalen skal angive den løn, praktikvirksomheden
skal betale til elever under praktikophold samt under
skoleophold, der er omfattet af aftalen.
Stk. 2. Lønnen skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved
kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet.
Stk. 3. Inden for uddannelsesområder, der ikke er omfattet af en
kollektiv overenskomst, fastsættes mindstelønnen af et nævn, der
nedsættes af områdets organisationer, og som består af 2
arbejdsgiverrepræsentanter og 2 arbejdstagerrepræsentanter samt
af en formand, der beskikkes af Arbejdsretten. Tvivlsspørgsmål
vedrørende nedsættelse af lønnævn afgøres af
Erhvervsuddannelsesrådet.
Stk. 4. Lønnævnet træffer afgørelse ved flertal blandt de
organisationsudpegede medlemmer. Kan nævnet ikke træffe
afgørelse, kan formanden offentliggøre resultatet af
forhandlingerne og anføre sit eget standpunkt.
§ 55. I aftaleperioden gælder de bestemmelser, der ved kollektive
overenskomster eller i lovgivningen er fastsat om arbejdstageres
ansættelses- og arbejdsvilkår m.v., i det omfang det er
foreneligt med uddannelsen efter denne lov.
Stk. 2. Arbejdsgiveren kan kun undtagelsesvis pålægge eleven
arbejde, som ikke har et uddannelsesmæssigt sigte, og kun under
forudsætning af, at uddannelsens mål kan nås.
§ 56. For elever, der på grund af tidligere uddannelse eller
beskæftigelse har særlige forudsætninger for den uddannelse,
uddannelsesaftalen vedrører, kan det faglige udvalg, i
forbindelse med aftaleindgåelsen eller senere, træffe afgørelse
om afkortning af den efter § l4 fastsatte uddannelsestid.
§ 57. Eleven og virksomheden kan indgå aftale om forlængelse af
uddannelsestiden med et bestemt tidsrum, hvis en elev
1) på grund af sygdom er fraværende fra praktikvirksomheden i mere
end 10 procent af den fastsatte uddannelsestid,
2) er fraværende fra virksomheden på grund af supplerende
skoleundervisning efter § 50,
3) har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption
efter lovgivningen herom eller
4) har nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed på grund af særlige
forhold.
Stk. 2. Medfører en aftale efter stk. 1, at uddannelsestiden
forlænges med mere end fraværsperioden, er aftalen kun gyldig,
hvis det faglige udvalg godkender den.
Stk. 3. Er der ikke enighed mellem eleven og virksomheden om
forlængelse i anledning af fraværsperioder som nævnt i stk. 1,
kan det faglige udvalg efter anmodning fra en af parterne
forlænge uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum.
§ 58. Uden for de tilfælde, der er nævnt i §§ 56 og 57, kan det
faglige udvalg, når særlige omstændigheder taler for det, træffe
afgørelse om afkortning eller forlængelse af uddannelsestiden.
§ 59. En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter.
Stk. 2. De første 3 måneder af praktiktiden betragtes dog som en
prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden
angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i
prøvetiden.
§ 60. Misligholder en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt
sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen.
Stk. 2. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser
sig at være urigtig eller senere brister, kan parten hæve aftalen.
Stk. 3. Ophævelse efter stk. 1 eller stk. 2 skal ske inden for l
måned efter, at den hævende part har fået kendskab til eller ved
anvendelse af almindelig agtpågivenhed burde have fået kendskab
til den omstændighed, som begrunder ophævelsen.
Stk. 4. At en elev gennemgår supplerende skoleundervisning efter §
50 stk. 1, kan ikke begrunde ophævelse efter stk. 1 eller 2.
§ 61. Udelukkes en elev fra skoleundervisning efter § 49, bortfalder
uddannelsesaftalen.
§ 62. Tvistighed mellem en elev og praktikvirksomheden kan alene
indbringes for det faglige udvalg, der skal søge at tilvejebringe
forlig.
Stk. 2. Hvis der ikke kan opnås forlig efter stk. 1, kan
tvistigheden indbringes for Tvistighedsnævnet, jf. § 63.
Stk. 3. Tvistighederne kan ikke indbringes for domstolene eller i
øvrigt for andre myndigheder end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2,
jf. dog § 64.
§ 63. Tvistighedsnævnet nedsættes af undervisningsministeren og
består af en formand, der skal være dommer, og 4 faste medlemmer,
hvoraf 2 beskikkes efter indstilling fra Dansk
Arbejdsgiverforening og 2 efter indstilling fra
Landsorganisationen i Danmark. Formanden og de 4 faste medlemmer
beskikkes for 4 år. For medlemmerne beskikkes stedfortrædere.
Stk. 2. Nævnet tiltrædes for hver sag af 2 medlemmer, udpeget af de
forhandlingsberettigede organisationer inden for det pågældende
uddannelsesområde.
Stk. 3. Tvistighedsnævnets møder er offentlige, medmindre nævnet i
den enkelte sag beslutter det modsatte.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Tvistighedsnævnet og Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om
Tvistighedsnævnets virksomhed, herunder om afholdelsen af de
udgifter, der er forbundet med nævnets virksomhed.
§ 64. Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om ophævelse af en
uddannelsesaftale og om erstatning til den skadelidte.
Stk. 2. Nævnet kan kun tage stilling til spørgsmål om fortolkning af
en kollektiv overenskomst, hvis nævnets faste medlemmer er enige
om det.
Stk. 3. Nævnets afgørelser og de forlig, der indgås for nævnet, kan
fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af
domme og indenretlige forlig.
Stk. 4. Senest 8 uger efter, at nævnet har truffet afgørelse, kan
sagen af hver af parterne indbringes for domstolene.
§ 65. Elever er under skoleophold, der er omfattet af en
uddannelsesaftale, omfattet af den ordning vedrørende
arbejdsskadeforsikring, som efter loven om arbejdsskadeforsikring
gælder for praktiktiden.
Stk. 2. Med hensyn til elevers skader under andre skoleophold end
dem, der er nævnt i stk. l, finder loven om
arbejdsskadeforsikring tilsvarende anvendelse, for så vidt skaden
skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold. Risikoen
med hensyn til disse skader påhviler staten.
Kapitel 8
Forskellige bestemmelser
§ 66. Der afsættes på de årlige finanslove rådighedsbeløb til
dækning af:
1) Særlige udgifter i forbindelse med iværksættelse af nye
uddannelser.
2) Udgifter til analyse- og prognosearbejde samt til forsøgs- og
udviklingsarbejde vedrørende uddannelser, der er omfattet af
loven.
Stk. 2. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling om
rådighedsbeløbenes anvendelse. § 67. Undervisningsministeren kan
i særlige tilfælde gøre undtagelser fra loven, hvis det sker for
at fremme uddannelsesforsøg. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver
indstilling herom.
§ 68. Efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren kan
klager over en skoles afgørelser indbringes for ministeren.
§ 69. Har undervisningsministeren bemyndiget ministeriets
direktorater til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte bestemmelser om
adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold
til bemyndigelsen, herunder om at afgørelser ikke skal kunne
indbringes for ministeren.
Kapitel 9
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 70. Loven træder i kraft den 1. januar 1990.
Stk. 2. § 34 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet regler om, i hvilket omfang loven finder
anvendelse på uddannelser, der er påbegyndt, men ikke afsluttet
inden lovens ikrafttræden. For så vidt de hidtidige regler skal
finde anvendelse, fastsætter ministeren tillige regler om
overførelse af den virksomhed, der påhviler de rådgivende organer
m.v. efter de hidtidige regler, til de organer, der skal
nedsættes efter denne lov.
§ 71. Følgende love ophæves:
1) Lov om lærlingeforhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 16.
marts 1987.
2) Lov om erhvervsfaglige grunduddannelser, jf. lovbekendtgørelse
nr. 150 af 18. marts 1987.
3) Lov om foranstaltninger vedrørende lære- og praktikpladser m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 140 af 23. marts 1987.
Stk. 2. Regler fastsat med hjemmel i de love, der er nævnt i stk. 1,
forbliver i kraft indtil videre.
Stk. 3. § 56 i lov nr. 237 af 6. juni 1985 om
arbejdsmarkedsuddannelser ophæves.
§ 72. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
A. Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget og det samtidigt fremsatte lovforslag om
erhvervsskolerne fremkommer som svar på flere års kritik af de
nuværende erhvervsuddannelsesordninger og som resultat af de
sidste 15 års brydninger mellem mesterlæren og efg-systemet.
Med disse lovforslag lægges der op til en række væsentlige
fornyelser på erhvervsuddannelsesområdet. De væsentligste forslag
til fornyelser kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:
a. Lærlinge- og efg-uddannelserne samt de grundlæggende
teknikeruddannelser samles under et fælles
regelsæt, Erhvervsuddannelsesloven, som er bygget op om det
væsentlige fællestræk ved disse ungdomsuddannelser: at de
er vekseluddannelser, dvs. foregår i vekselvirken mellem
skoleophold og praktikophold på grundlag af en uddannelsesaftale.
Regelsættet kan rumme alle erhvervsrettede vekseluddannelser, der
bygger på 9. klassetrin.
b. Det samlede udbud af erhvervsuddannelser og andre
ungdomsuddannelser vil give differentierede, attraktive tilbud
til alle unge og fremme, at flest muligt gennemfører den valgte
uddannelse.
c. Adgangsbegrænsningen ophæves, ligesom elev og læremester får frit
skolevalg.
Eleven kan enten begynde uddannelsen på skole eller i en virksomhed
på grundlag af en uddannelsesaftale. Uanset dette valg er en
uddannelses varighed og indhold det samme.
d. Der vil være flere adgangsveje til den enkelte uddannelse: 1)
gennemførelse af et erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus,
2) indgåelse af uddannelsesaftale. Desuden kan der fastlægges
regler om direkte adgang og meritoverførsel for særlige
elevgrupper - især voksne - med relevant beskæftigelses- eller
uddannelsesbaggrund.
Alle elever kan vælge at indlede uddannelsen med 1 års
skoleundervisning (20 ugers orienteringskursus og 20 ugers
1.del), som modsvarer et basisår som det nuværende. De unge vil
gennem det 1. halvårs erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus
få en grundlæggende orientering om og indføring i forskellige
uddannelsesområder, der giver dem et godt grundlag for at vælge
uddannelse. Det 2. halvår skal ligeledes søges tilrettelagt med
en sådan almen og erhvervsfaglig bredde, at de unge undgår at
specialisere sig for tidligt inden for den valgte uddannelse.
Endelig vil der - hvis de unge trods dette har behov for at
skifte uddannelse - blive tilrettelagt supplerende kurser med
henblik på deres overgang til en anden uddannelse.
Regler om andre adgangsveje fastlægges efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet, og konkret beslutning for et
uddannelsesområde sker efter indstilling fra det faglige udvalg.
Nogle udvalg kan fx ønske at gøre gennemførelse af relevant
beskæftigelse af en vis varighed til en ekstra adgangsvej, mens
andre udvalg kan ønske at åbne for direkte adgang til 1. del fra
folkeskolens 9. klasse og til gengæld styrke 2. dels uddannelsen.
For handels- og kontoruddannelsernes vedkommende er det orienterende
kursus ikke en adgangsbetingelse.
e. Uddannelsernes grundstruktur bygger på
vekseluddannelsesprincippet, ligesom lærlinge- og efg- 2.dels
uddannelsernes: dvs. relativt korte skoleophold vekslende med
praktikophold i en virksomhed. Uddannelserne består således af en
1. del og en 2. del, der begge indeholder såvel praktik som
skoleundervisning.
1. dels uddannelsen har en varighed på 1-11/2 år.
1. dels praktikuddannelse skal være omfattet af uddannelsesaftalen
mellem elev og virksomhed og kan helt eller delvis gennemføres
før 1. skoleophold. Varigheden vil normalt være 1/2-1 år.
1. dels skoleundervisning kan gennemføres uden (før)
uddannelsesaftale og skal have en varighed svarende til 20 uger
(et halvt skoleår). Inden for handels- og kontoruddannelserne kan
1. dels skoleundervisning dog have en varighed af 40 uger.
Den nærmere struktur (vekslen mellem skole og praktik) fastlægges
både på 1. og 2. del af de faglige udvalg. På uddannelser med
tilstrækkelig stor tilgang kan de faglige udvalg bestemme, at
skoleundervisningen på 1. del struktureres forskelligt for elever
med og uden uddannelsesaftale, når blot der ikke gøres forskel i
omfanget og målene for den undervisning, som eleverne modtager.
f. Praktikuddannelsen i virksomheden skal både indeholde
erhvervsfaglig træning og uddybe, understøtte og supplere den
teoretiske og praktiske skoleundervisning.
g. Uddannelsernes skoledele sammensættes af grundfag, der bidrager
til at give uddannelserne faglig bredde, områdefag, der er
specifikke for den enkelte uddannelse, specialefag, der bygger på
uddannelsens grundfag og områdefag, og som er særlige for en del
af en uddannelse, samt valgfag, herunder fag, der er af betydning
for videreuddannelse, og fag, der modsvarer særlige
kvalifikationsbehov i skolens lokalområde.
Det forudsættes, at grundfag, områdefag og specialefag sammensættes
således, at flertallet af de nuværende enkeltuddannelser herefter
fremtræder som specialer inden for et stærkt reduceret antal
enkeltstående grunduddannelser.
I alle fagene forudsættes der at ske en integration af de almene og
erhvervsfaglige emner.
h. Indholdet af grundfag, områdefag, specialefag og valgfag, fagenes
vægt og deres fordeling i den samlede uddannelse skal tilgodese,
at uddannelserne er ungdomsuddannelser, der skal fremme elevernes
personlige udvikling, og at de er rettet mod både beskæftigelse
og fortsat uddannelse.
Strukturreformen forudsættes udgiftsneutral målt i udgifter pr.
færdiguddannet elev. De elevuger, der spares ved at afskaffe
dobbeltuddannelse og indføre flere adgangsveje, kan anvendes
til styrkelse af 2. del samt til etablering af forsøgs- og
omstillingspuljer til fremme af uddannelsernes fornyelse.
Uddannelserne tilrettelægges i hele deres forløb efter pædagogiske
principper, der skønnes bedre egnet til at fastholde de unges
motivation.
Samtidig lægges der vægt på at understøtte de erhvervsfaglige
uddannelsers rolle som hovedvejen til vigtige korte og
mellemlange videregående uddannelser, som bygger på
erhvervsuddannelse og erhvervserfaring.
De under a-h omtalte nydannelser - som angår
uddannelsernes regelgrundlag, adgangsveje, struktur og indhold
- forudsættes at bidrage til et øget beredskab for omstilling og
fornyelse af erhvervsuddannelserne og til, at disse i fornødent
omfang bibringer alle elever både generelle og specielle
kvalifikationer, herunder øget fleksibilitet og mobilitet i
forhold til ændrede kvalifikationskrav.
Et andet bidrag til sikring af en tilstrækkelig og hurtig fornyelse
af uddannelserne skal komme gennem en række forslag til fremme af
en bedre styring af erhvervsuddannelserne i sammenhæng med de
foreslåede nye rammer for uddannelsernes struktur og indhold m.v.:
i. De rådgivende organers antal reduceres, deres virksomhed
omdefineres og koncentreres, og deres indflydelse styrkes.
Sagsgangene saneres, og der indføres nye frihedsgrader for
initiativtagere til fornyelse gennem udfyldelse af overordnede
rammer. Erhvervsuddannelsesrådet får adgang til selv at etablere
tværgående initiativ- og koordinationsudvalg, der skal virke for
fornyelse inden for eet eller flere hovederhvervsområder.
j. Den centrale styring i Undervisningsministeriet koncentreres om
godkendelse af nye uddannelser og fastsættelse af regler om
uddannelserne i almindelighed i samarbejde med
Erhvervsuddannelsesrådet. Endvidere sikres
Undervisningsministeriet mulighed for at gennemføre en overordnet
økonomisk styring efter Folketingets bestemmelse, bl.a. gennem
fastlæggelse af skoleundervisningens maksimale varighed på de
enkelte uddannelser.
Inden for de generelle regler og økonomiske begrænsninger fastlægges
mål og rammer for de enkelte uddannelser efter de faglige udvalgs
bestemmelse.
k. Skolerne tilføres øget kompetence til at
fastsætte undervisningens nærmere indhold og omsætte det lokale
arbejdsmarkeds behov til undervisningstilbud. Det er et led i
decentraliseringen, at den enkelte skole får frihed til som
hovedregel selv at afgøre, hvilke godkendte uddannelser den vil
udbyde. Skolerne sikres mulighed for en effektiv og økonomisk
ansvarlig tilrettelæggelse af deres virksomhed ved denne
decentralisering, kombineret med bloktilskud efter faste takster
pr. elev.
l. Decentraliseringen giver nye muligheder for og stiller nye krav
til erhvervsskolerne. Lovforslaget om erhvervsuddannelser
suppleres derfor af forslaget til lov om erhvervsskoler, hvormed
der søges tilvejebragt de fornødne forudsætninger for
decentraliseringen for så vidt angår de almindelige rammer for
skolernes virksomhed, herunder en modernisering af lovgivningens
bestemmelser om skolernes retlige og økonomiske organisering,
ledelsesmæssige forhold og generelle tilskudsbetingelser.
Til disse fornyelser føjer sig endelig en række forslag til
forbedring, herunder forenkling af reglerne om elevernes retlige
og økonomiske stilling:
m. Ved ansættelser i uddannelsesmæssigt øjemed skal der - i
princippet svarende til efg-ordningen - indgås
en uddannelsesaftale i overensstemmelse med reglerne i
lovforslaget. Men lærlingelovens forbud mod beskæftigelse af unge
uden lærekontrakt videreføres ikke.
n. Den retlige regulering af retsforholdet mellem aftalens
parter fastlægges i hovedsagen i loven, svarende til
lærlingelovens principper, men i en forenklet form.
o. Alle elever med uddannelsesaftale får - svarende til
efg-ordningen - krav på løn under hele den del af uddannelsen,
som aftalen omfatter.
Med denne brede vifte af fornyelsesforslag - tilligemed en lang
række yderligere forslag og enkeltheder, hvorom der henvises til
lovforslagenes tekst og de specielle bemærkninger - er det
tilsigtet på en afbalanceret måde at imødekomme den kritik og de
løsningsforslag, der har været fremsat
bl.a. om erhvervsuddannelsernes manglende evne til at tiltrække
og fastholde uddannelsessøgende med meget forskelligartede
forudsætninger og ønsker om uddannelse og
livsbane, om uddannelsernes utilstrækkelige og forsinkede
tilpasning til ændrede kvalifikationskrav, om det splittede
systems uoverskuelighed for elever og
erhvervsliv, om splittelsens økonomiske og administrative ulemper
og om svagheder i erhvervsuddannelsernes indholdsmæssige og
økonomiske styring gennem central detailregulering.
2. Baggrunden for lovforslaget
Med henblik på at overveje og fremsætte forslag til en revision af
erhvervsuddannelserne nedsatte undervisningsministeren i maj 1986
et udvalg vedrørende revision af de grundlæggende
erhvervsuddannelser (Nordskov Nielsen-udvalget).
Af udvalgets kommissorium fremgik bl.a. følgende:
"Det må gøres lettere at etablere nye tidssvarende uddannelser, og
bestående uddannelser skal kunne vedligeholdes og fornyes i tide.
Uddannelsernes indhold og struktur skal gøre det muligt at
tilpasse de enkelte uddannelsers omfang og geografiske placering
mere smidigt.
Der skal være plads til almene fag og tilbud, der sikrer eleverne
mulighed for fortsat uddannelse. Undervisningen skal tage hensyn
til elevernes forskellige behov og ønsker.
Der må sikres alle interesserede unge relevante uddannelsestilbud i
et gennemskueligt system, der sikrer eleverne overblik over,
hvilke kvalifikationer de kan erhverve, og hvad de kan føre til.
Uddannelsessystemet bør udformes som et enhedsorienteret system, der
kan afløse lærlingeuddannelsessystemet og den nuværende
efg-ordning samt eventuelt også de grundlæggende
teknikeruddannelser og andre grundlæggende erhvervsuddannelser.
Det påhviler udvalget at overveje gennemførelse af en
uddannelsesstruktur med forholdsvis brede uddannelser, der på den
ene side åbner mulighed for afstigning med erhvervskompetence
efter et vist forløb, og på den anden side åbner mulighed for
uddannelsens fortsættelse eller genoptagelse i forskellige
videregående trin, herunder eventuelt i forbindelse med nærmere
specialisering.
Der skal derfor være sammenhæng mellem grunduddannelserne og andre
uddannelser, herunder teknikeruddannelserne og videre- og
efteruddannelsessystemet.
Der bør lægges afgørende vægt på, at uddannelsessystemet, navnlig
med hensyn til uddannelsernes indhold og struktur, løbende kan
tilpasses variationer i uddannelsesbehov."
I efteråret 1985 havde undervisningsministeren endvidere bedt
konsulentfirmaet P.A. International Consultants A/S om at
gennemføre en analyse af erhvervsskolernes styring.
Konsulentfirmaet skulle fremlægge forslag til forbedringer, der
kunne
- sikre tilstrækkelig omfattende og hurtig fornyelse af uddannelserne
- sikre de enkelte skoler mulighed for effektiv og økonomisk
ansvarlig tilrettelæggelse af virksomheden
- sikre Undervisningsministeriet mulighed for at gennemføre en
overordnet økonomisk styring, som også gav mulighed for hurtig
omstilling og omprioritering.
Konsulentfirmaets styringsanalyse, der blev afgivet i december 1986,
er indgået i udvalgets og Undervisningsministeriets overvejelser.
Styringsanalysen indgår endvidere i overvejelserne bag
lovforslaget om erhvervsskoler, der fremsættes samtidig hermed.
Udvalget afgav i juni 1987 betænkning 1112/1987, som der nærmere
henvises til. Betænkningen blev afgivet af et enigt udvalg, idet
der dog om enkelte hovedspørgsmål, bl.a. spørgsmålet om
indgangsvejene til uddannelsen, og nogle få enkeltspørgsmål, er
tale om en delt indstilling. Nogle af hovedpunkterne i
betænkningen og i det lovudkast, der er indeholdt i betænkningen,
er følgende:
Erhvervsuddannelserne skal gennem regler om styring, adgang,
struktur, indhold, meritoverførsel m.v. tilrettelægges som
et samordnet system, der fremtræder med en rimelig overskuelighed
og derved adskiller sig fra den nuværende ordning
(lærlingeuddannelser, erhvervsfaglige grunduddannelser
(efg-uddannelser), grundlæggende teknikeruddannelser,
grundlæggende eksamensuddannelser på handels- og kontorområdet og
en række andre specielle grunduddannelser inden for
Undervisningsministeriets område).
Der skal være adgang til uddannelserne for alle, der har opfyldt
deres undervisningspligt efter folkeskoleloven. Uddannelserne
skal sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannelse, får
reelle muligheder herfor og for at vælge inden for en større
flerhed af uddannelser, herunder at restgruppen blandt unge
mindskes. Og uddannelserne skal som typiske ungdomsuddannelser
give unge en uddannelse, der også bidrager til deres forståelse
af samfundet og til deres personlige udvikling.
Uddannelserne, der i almindelighed tilrettelægges som uddannelser,
der veksler mellem skoleundervisning og praktikuddannelse, skal
tilrettelægges med en betydelig bredde i arbejdsområde og
funktion med henblik på at kunne modsvare skiftende
kvalifikationsbehov på arbejdsmarkedet og danne grundlag for
videreuddannelse, herunder videregående uddannelse.
Der foreslås en forenkling og harmonisering af de nugældende regler
om rådgivende organer m.v., herunder indførelse af det princip,
at der som hovedregel kun skal medvirke eet niveau i den enkelte
rådgivningsproces. Forslaget tilsigter tillige at give større
garantier, end tilfældet er efter den nuværende ordning, for
fornyelse og koordination af de enkelte uddannelser.
Forslaget indebærer nærmere en begrænsning af
Erhvervsuddannelsesrådets opgaver, en nedlæggelse af
erhvervsuddannelsesudvalgene, en oprettelse af særlige initiativ-
og koordinationsudvalg, en styrkelse af de faglige udvalg og en
decentralisering til det lokale niveau, dvs. skole og lokalt
arbejdsmarked repræsenteret ved skolens bestyrelse og lokale
uddannelsesudvalg. Om Erhvervsuddannelsesrådet gælder det, at
rådet i mindst muligt omfang skal beskæftige sig med
enkeltopgaver, men derimod med generel regelfastsættelse og med
principielle og væsentlige spørgsmål. Rådet skulle herved få
bedre tid og ressourcer til - også på eget initiativ - at
beskæftige sig med centrale uddannelsespolitiske spørgsmål.
3. Lovforslaget som led i Undervisningsministeriets reform af
uddannelserne
Lovforslaget følger på de fleste punkter udvalgets lovudkast.
Lovforslagets formålsbestemmelse om et samordnet
uddannelsessystem, sikring af erhvervsuddannelser for alle unge,
der ønsker det, og uddannelsernes tilrettelæggelse som
ungdomsuddannelser følger udvalgets udkast. Det er en overordnet
målsætning, at erhvervsuddannelserne sammen med de øvrige
ungdomsuddannelser indeholder attraktive tilbud for alle unge,
herunder også for unge med handicap, og tilrettelægges, så flest
muligt af de unge gennemfører den valgte uddannelse. Lovforslaget
omfatter erhvervsuddannelser svarende til de
nuværende lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og grundlæggende
teknikeruddannelser. Systemet kan rumme alle erhvervsrettede
vekseluddannelser, der bygger på 9. klassetrin.
Lovforslaget fastslår erhvervsuddannelserne som overvejende
vekseluddannelser, uddannelser, der veksler mellem
skoleundervisning og praktikuddannelse. En uddannelse kan efter
forslaget af den enkelte elev indledes enten på skole eller i en
virksomhed på grundlag af en uddannelsesaftale. Det fremhæves i
forslaget, at der er tale om eenstrengede uddannelser, der er
fælles for eleverne, uanset om den enkelte elev er begyndt på den
pågældende uddannelse på skole eller i en virksomhed.
Alle, der har opfyldt undervisningspligten efter folkeskoleloven,
har via 2 forskellige veje adgang til erhvervsuddannelserne.
Forslaget indfører som hovedregel fri adgang til at begynde på
skole på netop den erhvervsuddannelse, vedkommende unge ønsker.
Alene beskæftigelseshensyn skal efter lovforslaget kunne danne
baggrund for at begrænse adgangen til skoleundervisningen inden
for de enkelte uddannelser.
Der foreslås 2 ligeværdige adgangsveje til uddannelserne, således at
en elev enten kan begynde sin uddannelse på skole på grundlag af
et gennemført erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus eller
begynde uddannelsen i en virksomhed på grundlag af en
uddannelsesaftale. Andre adgangsveje vil senere kunne tilføjes
efter indstilling fra de rådgivende organer. Inden for handels-
og kontoruddannelserne kan eleverne begynde på uddannelserne på
skole uden et forudgående orienteringskursus.
Forslaget om parallelle adgangsveje, men fælles uddannelse afviger
fra udvalgsflertallets forslag, som går ud på at indlede en
erhvervsuddannelse med en af to alternative basisuddannelser:
enten basisundervisning på skole af 40 ugers varighed eller et
praktikophold i en virksomhed i henhold til en uddannelsesaftale
og basisundervisning på skole af en varighed svarende til mindst
20 uger.
Forudsat at de sidste 20 uger af basisundervisningen på 40 uger på
skole er identiske med de 20 uger på skole ifølge det sidstnævnte
alternativ, svarer dette nøje til lovforslagets fælles 1. del.
Ved at udskille adgangsvejen fra selve uddannelsen opnås en
enklere og mere overskuelig struktur i det samlede
erhvervsuddannelsessystem.
Efter lovforslaget godkender undervisningsministeren efter
indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet et katalog over
grundfag, hvoraf et relevant udsnit vil indgå med betydelig vægt
i enhver erhvervsuddannelse. Det er de faglige udvalg, der vælger
den enkelte uddannelses grundfag inden for de godkendte fag.
Lovforslaget indebærer som udvalgets lovudkast en koncentration af
Erhvervsuddannelsesrådets arbejde om generelle, tværgående
opgaver. Ifølge lovforslaget kan Erhvervsuddannelsesrådet
nedsætte initiativ- og koordinationsudvalg, som rådet kan
overlade een eller flere af sine opgaver til, specielt med
henblik på fornyelse og koordination af uddannelser, jf.
bemærkningerne til § 36.
Lovforslaget er i det hele udtryk for større fagligt selvstyre for
arbejdsmarkedets parter, for så vidt angår moderniseringen af
uddannelsernes faglige mål og indhold, og følger hermed udvalgets
forslag. Det faglige selvstyre er suppleret med større åbenhed
over for initiativer fra skoler, virksomheder m.fl., som kan
bidrage til at sikre en tilstrækkelig omfattende og hurtig
fornyelse af uddannelserne.
Undervisningsministeren godkender nye uddannelser, eventuelt efter
indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet. Men den hidtidige
centrale detailstyring af uddannelserne foreslås afløst af mål-
og rammestyring, som suppleres med lokal faglig
rådgivning samt central pædagogisk vejledning og tilsyn. Efter
lovforslaget fastsætter undervisningsministeren efter indstilling
fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om uddannelserne i
almindelighed i een eller flere hovedbekendtgørelser og regler
alene om rammerne for de enkelte uddannelser, herunder
skoleundervisningens længde, i form
af uddannelsesbekendtgørelser. Disse regler fastsættes på
grundlag af, hvad de faglige udvalg - inden for de generelle
regler - træffer bestemmelse om med hensyn til den enkelte
uddannelses varighed, struktur, uddannelsesmål,
praktikuddannelser og bedømmelse m.v. af elever.
Undervisningsministeriets styring begrænses tilsvarende til en
overordnet uddannelsespolitisk styring, og der foreslås
indført overvejende lovbundet finansiering af uddannelserne, hvor
den frie adgang for eleverne kombineres med faste tilskud pr.
årselev til skolerne.
Undervisningsministeren får dog - ved anvendelse af de
rådighedsbeløb, der i lovforslaget forudsættes afsat til forsøgs-
og omstillingspuljer - mulighed for efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet at yde supplerende tilskud til forsøg og
til nye uddannelser i en indkøringsperiode. Forsøgs- og
omstillingspuljerne vil herved kunne tilgodese en hurtig
omstilling og omprioritering og vil således være et middel i
ministeriets uddannelsespolitiske styring med henblik på at
fremme områder, hvor der skønnes at være et udækket behov for
uddannelse.
Forslaget giver skolerne større frihed og ansvar. Undervisningen
finder normalt sted på erhvervsskolerne, og skolerne får ansvaret
for at fastlægge deres uddannelsesprofil. Forslaget indeholder
derfor ikke regler om skolernes kapacitet. Det beror således på
skolernes eget initiativ, hvilke af de godkendte uddannelser de
ønsker at udbyde, og hvordan den enkelte uddannelse nærmere skal
tilrettelægges inden for uddannelsesbekendtgørelsens rammer.
Skolens bestyrelse og de dertil knyttede uddannelsesudvalg får
derved mulighed for at tilrettelægge et mere dynamisk samspil
mellem lokale virksomheder og skolens ressourcer (lærere, udstyr
m.m.).
Der henvises om disse - og andre spørgsmål vedrørende skolerne - til
lovforslaget om erhvervsskoler. Mens lovforslaget om
erhvervsuddannelser er en ren uddannelseslov for disse
uddannelser, er det tanken, at lov om erhvervsskoler skal være
en institutionslov for erhvervsskolerne, der også har andre
uddannelser. Denne lov skal omfatte skolernes samlede
organisering og finansiering.
4. Økonomiske konsekvenser
Lovforslagets økonomiske konsekvenser afhænger af, hvordan
bestemmelserne om rammerne for uddannelserne udfyldes, og af de
unges uddannelsesmæssige adfærd.
Sammenhængen mellem uddannelsernes udformning og de økonomiske
konsekvenser afhænger især af varigheden af de enkelte
uddannelsers skoledele og af enhedsomkostningernes størrelse,
udtrykt i henholdsvis antal uger pr. elev og pris pr. elevuge.
De unges uddannelsesmæssige adfærd har betydning, især hvad angår
den samlede tilgang til uddannelserne, de unges valg blandt
uddannelser af forskellig varighed, de unges og virksomhedernes
valg af adgangsveje samt elevernes gennemførelsesfrekvens.
Det er regeringens forudsætning, at erhvervsuddannelsesreformen
er udgiftsneutral ud fra en ligevægtsbetragtning, hvor
elevtilgang og gennemførelsesfrekvens holdes uændret. Der
forudsættes således en fastfrysning af erhvervsuddannelsernes
nuværende udgiftsniveau, målt i udgifter pr. færdiguddannet elev.
I det omfang reformen, som det er tilsigtet, tiltrækker flere unge
og mindsker frafaldet, vil udgifterne til erhvervsuddannelserne
derimod blive tilsvarende forøget. Denne forøgelse vil dog i
nogen grad blive kompenseret af mindre udgifter til andre
uddannelser m.v.
Som konsekvens af reformen vil der ikke længere forekomme
dobbeltuddannelse som i dag, hvor en del basisårselever, især på
de tekniske områder, fortsætter i en lærlingeuddannelse incl.
forskole.
De elevuger, der spares ved at afskaffe dobbeltuddannelser og
indføre flere adgangsveje, forudsættes anvendt til styrkelse af
2. del samt til etablering af en omstillingspulje.
På de tekniske områder vil reformen således kunne fremme en
bevægelse bort fra en skoletung start mod en 2. del, der til
gengæld indeholder mere skolegang end nu. Derved kan
vekseluddannelses-pricippet styrkes gennem uddannelsesforløbet
som helhed, ligesom muligheden for differentiering mellem
uddannelserne på grundlag af skoleopholdenes varighed øges.
På handels- og kontorområdet forudsættes ikke umiddelbart større
omlægninger i den nuværende uddannelsesstruktur. Reformen vil
derfor kun medføre økonomiske konsekvenser i det omfang, de unge
skulle vælge at benytte det (frivillige) tilbud om
orienteringskurser - herunder også orientering om tekniske fag.
På længere sigt er det tænkeligt, at uddannelsesstrukturen på
HK-området vil ændres svarende til det tekniske område, bl.a. med
henblik på opbygning af kombinationsuddannelser, men også for at
opnå en mere trinvis opbygning af uddannelserne ved at indbygge
handelsmedhjælpereksamen (HMX) i en 1. del på 20 uger.
Efg-basisuddannelsen på handels- og kontorområdet og
handelsmedhjælpereksamen indebærer ikke i dag nævneværdig
dobbeltuddannelse i forhold til hinanden, men integration af
handelsmedhjælpereksamen i en 1. del på 20 uger vil kunne
indebære en vis rationaliseringsgevinst, ikke mindst da
handelsmedhjælpereksamen har relativt høje enhedsomkostninger.
Samtidig vil en integration muliggøre en mere varieret
skoletyngde på 2. del inden for spektret af handels- og
kontoruddannelser.
Det skal understreges, at lovforslaget åbner for mange varianter i
uddannelsesstruktur også inden for en uændret omkostningsramme.
Reformen indebærer under alle omstændigheder en styrkelse af
erhvervsuddannelserne gennem bedre ressourceudnyttelse.
Erhversvuddannelsersreformen indebærer merudgifter i
overgangsperioden, hvor de i alt ca. 300 erhvervsuddannelser
omlægges efter nye regler, samtidig med at igangværende
uddannelsesforløb afvikles efter gamle regler. Merudgifterne
skønnes at udgøre 25, 50 og 25 mill. kr. i 1989, 1990 og 1991.
B. Bemærkninger
til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Formål m.v.
Til § 1
Til stk. 1
Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at uddannelserne skal tilrettelægges
som et samordnet system. Der sigtes herved ikke alene til den
mere formelt administrativ-organisatoriske samordning, som er en
følge af lovforslagets regler om rådgivningsorganer m.v. Der
sigtes også til, at uddannelserne gennem regler om adgang,
struktur, indhold, meritoverførsel m.v. skal udgøre en
systematisk sammenhæng, der fremtræder med rimelig overskuelighed
og derved adskiller sig fra den nuværende ordning.
Lovforslaget omfatter som anført i de almindelige
bemærkninger uddannelser svarende til de nuværende
lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og grundlæggende
teknikeruddannelser. Derimod er de rene skoleuddannelser til HHX
og HTX, der i væsentlig grad danner grundlag for elevernes
videregående uddannelse, ikke omfattet af dette lovforslag, men
forudsættes behandlet samlet i et efterfølgende lovinitiativ i
folketingssamlingen 1988-89. Det er herved fundet hensigtsmæssigt
at afvente igangværende udvalgs- og evalueringsarbejder
omfattende bl.a. disse uddannelser, der også efter den nye
lovgivning forbliver som en del af det samlede system af
erhvervsmæssige grunduddannelser, som meddeles af
erhvervsskolerne.
Reformen går ud på, at der bliver tale om fælles rammer og
grundstruktur for alle lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og
grundlæggende teknikeruddannelser i et eenstrenget
uddannelsessystem, som kan rumme alle erhvervsrettede
vekseluddannelser, der bygger på 9. klassetrin. Ud over de nævnte
uddannelser drejer det sig om ungdomsuddannelser til andre
erhvervsområder, hvor organisationerne på det pågældende
arbejdsmarked ønsker det.
Det er i stk. 1 tilkendegivet, at det uddannelsesystem, lovforslaget
skal give grundlag for, principielt retter sig mod både »den
private og den offentlige sektors beskæftigelsesområder«. Når der
flere steder i lovforslaget anvendes udtrykket »virksomhed«,
sigtes herved således til virksomheder i såvel den offentlige som
den private sektor. Der er naturligvis ikke til den anvendte
formulering knyttet nogen forudsætning om, at det er ønskværdigt
at etablere uddannelser, der specielt retter sig mod enten den
offentlige eller den private sektor. Da visse beskæftigelsesarter
kun forekommer i den ene af de to sektorer, må visse uddannelser
også blive specielt rettet mod den ene sektor. Men principielt
bør det ved udformningen af de enkelte uddannelser betragtes som
ønskeligt, at uddannelserne bliver anvendelige i både den private
og den offentlige sektor.
Til stk. 2
En hovedmålsætning må være, at det almindelige vejlednings- og
uddannelsessystem bliver i stand til i videst muligt omfang at
tiltrække og fastholde de unge i et
ungdomsuddannelsesforløb/erhvervsuddannelsesforløb, således at
flest muligt af de unge begynder på et erhvervskompetencegivende
uddannelsesforløb, og flest muligt af dem, der begynder et sådant
uddannelsesforløb, fuldfører forløbet.
Ved formuleringen af formålsbestemmelsen i stk. 2 er der lagt vægt
på at understrege erhvervsuddannelsernes typiske funktion som
ungdomsuddannelser. Dette præger de to første led. I 3.
led fremhæves som en sideordnet målsætning, at uddannelsen i
videst muligt omfang skal være egnet til at
imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og
generelle kvalifikationer. Endelig anføres i 4. led, at
uddannelserne - af hensyn både til elevernes og arbejdsmarkedets
behov - i almindelighed skal give grundlag for videreuddannelse.
Kravet i 1. led om, at uddannelsessystemet skal være egnet til at
motivere de unge til uddannelse, indebærer krav til
vejledningsindsats og til uddannelsernes indhold og pædagogik.
I 1. led stilles der krav om, at uddannelsessystemet skal være egnet
til at sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannelse,
får reelle muligheder dels for at få en sådan uddannelse, dels
for at vælge inden for en større flerhed af uddannelser.
Under hensyn til, at uddannelserne typisk er
ungdomsuddannelser, understreges det i bestemmelsen i 2. led, at
uddannelserne ikke alene skal tage sigte på at give de unge det
nødvendige grundlag for deres fremtidige arbejdsliv. De skal også
bidrage til deres personlige udvikling og til deres forståelse af
samfundet og dets udvikling. Ikke alene de unge, der vælger deres
ungdomsuddannelse inden for gymnasiet og hf, men også de unge,
der vælger en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse, bør have en almen
undervisning, der foruden at have betydning for deres deltagelse
i arbejdslivet er af betydning også for deres tilværelse i
øvrigt. Den almene undervisning er typisk af betydning for den
retningsfaglige undervisning og kan og bør i almindelighed
integreres med denne undervisning, og den er af betydning for den
unges senere funktionsdygtighed i arbejdsmæssige sammenhænge.
3. led fastslår derfor, at uddannelsessystemet skal tilrettelægges
således, at det i videst muligt omfang er egnet til at imødekomme
arbejdsmarkedets behov for både erhvervsfaglige og generelle
kvalifikationer, og at disse kvalifikationsbehov skal vurderes
under hensyn til den almindelige erhvervsmæssige og
samfundsmæssige udvikling, herunder udviklingen i
erhvervsstruktur, arbejdsmarkedsforhold, arbejdspladsorganisation
og teknologi.
Der sker for tiden og må i fremtiden forventes at ske en udvikling i
arbejdspladsorganisation, der er præget af krav til de enkelte
medarbejdere om større forståelse af virksomheden som en helhed
og af arbejdsprocessers sammenhænge og om videregående deltagelse
i samarbejde i grupper. Fremhævelsen af, at
kvalifikationsbehovene skal vurderes under hensyn til udviklingen
vedrørende "arbejdspladsorganisation", er baseret på denne
forudsætning.
Fremhævelsen af, at kvalifikationsbehovene skal vurderes under
hensyn til teknologiudviklingen, er baseret på en forudsætning
om, at de fremtidige erhvervsuddannelser, i højere grad end
tilfældet nu er, skal være ajour med og helst foran i forhold til
den teknologiske udvikling. Uddannelsernes varighed, struktur og
indhold må løbende vurderes og tilpasses på et solidt
informationsgrundlag, typisk tilvejebragt ved grundige
kvalifikationsanalyser og -prognoser, jf. herved § 21, stk. 2, og
bemærkningerne hertil.
Erhvervsuddannelserne skal tilrettelægges ikke alene med henblik på
at give eleverne et beskæftigelsesgrundlag/en erhvervskompetence.
De skal i videst muligt omfang også tilrettelægges således, at de
så vidt muligt i sig selv, undertiden efter supplerende kurser,
kan give eleverne grundlag for videreuddannelse, herunder for en
videregående uddannelse. Dette vil typisk være korte videregående
uddannelser (KVU-er), herunder videregående teknikeruddannelser
og handelsuddannelser. Dette har fundet udtryk i
formålsbestemmelsen i 4. led. Det stiller særlige krav til
uddannelsernes struktur og indhold. Der henvises til §§ 15,
22 og 27 og bemærkningerne hertil samt bemærkningerne til § 21,
stk. 1.
Formålsbestemmelsen i § 1, stk. 2, er ikke en udtømmende angivelse
af de fundamentale principper, som er lagt til grund ved
lovforslagets udformning. Der tænkes her især
på vekseluddannelsesprincippet, som fremgår af bestemmelsen i §
2, og på det eenstrengede uddannelsessystem, der som kernen i
erhvervsuddannelsesreformen er fremhævet i indledningen. Det
eenstrengede uddannelsessystem fremgår af § 3.
Til stk. 3
Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at nægte oprettelse af
uddannelser, der ikke hidtil har været omfattet af lovgivningen
om lærlinge- og efg-uddannelserne eller de grundlæggende
teknikeruddannelser for derved at modvirke en opskruning af
uddannelseskrav og deraf følgende omkostninger for det
offentlige. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling om
oprettelse og nedlæggelse af uddannelser, for så vidt der herved
sker fravigelser af regler om uddannelserne i almindelighed, der
er fastsat efter indstilling af rådet, jf. § 35, stk. 1, nr. 2.
Til § 2
De grundlæggende erhvervsuddannelser forekommer i dag overvejende
som vekseluddannelser (lærlingeuddannelserne, de almindelige
efg-uddannelser og de grundlæggende teknikeruddannelser). Men der
forekommer også rene skoleuddannelser (således
edb-assistentuddannelsen, der formelt er en efg-2.dels
uddannelse, hvor der oprindelig ikke forelå praktikmuligheder).
Vekseluddannelserne varierer nu betydeligt med hensyn til fordeling
af uddannelsestid og uddannelsesindhold på skole og praktiksted.
Med hensyn til grundlæggende teknikeruddannelser er det
almindeligt, at der er balance mellem skoletid og praktiktid, men
at uddannelsesindholdets tyngdepunkt ligger i
skoleundervisningen. I de almindelige efg-uddannelser og især i
lærlingeuddannelserne er praktiktiden klart længstvarende. Den
nærmere sammenhæng mellem skoletidens og praktiktidens
undervisningsindhold er imidlertid meget varierende. De rene
skoleuddannelser til HHX og HTX er som nævnt ikke omfattet af
dette lovforslag.
Lovforslaget bygger derfor på forudsætningen om, at
erhvervsuddannelserne som altovervejende hovedregel skal være
vekseluddannelser. Når der overhovedet åbnes mulighed for
uddannelser uden praktik, skyldes det, at man ikke helt kan
udelukke, at der opstår uddannelser, der - især i
indkøringsperioden - alene kan gennemføres som skoleundervisning.
Under vekseluddannelsen skiftes der mellem skoleundervisning og
praktikuddannelse i een eller flere virksomheder. Praktiktiden
kan sikre en konkret praktisk indlæring, større motivation og
bedre forståelse hos eleven af, hvad uddannelsen fører til, en
forståelse af arbejdspladsorganisation og -funktion. Hertil
kommer, at praktiksystemet er en indbygget garanti for en rimelig
overensstemmelse mellem uddannelserne og de aktuelle forhold på
arbejdsmarkedet. Og for erhvervslivets nødvendige engagement i
uddannelsespolitik og -administration.
Til stk. 1
Bestemmelsen i stk. 1 fastslår vekseluddannelsesprincippet i
overensstemmelse med det, der er anført foran.
Uddannelserne består af en 1. del og en 2. del, der begge indeholder
både praktik og skoleundervisning, jf. § 14, stk. 1. Om den
nærmere struktur med vekslen mellem skole og praktik både på 1.
og 2. del, fastsætter undervisningsministeren regler efter de
faglige udvalgs bestemmelse, jf. § l4, stk. 6.
Uddannelsen kan omfatte flere praktiksteder. Dette svarer til, hvad
der er hjemlet i de gældende regler om de såkaldte
kombinationsaftaler (delaftaler og udstationeringsordninger) i
lærlingeloven og i efg-retsbekendtgørelsen.
Nogle virksomheder, der ikke fuldt ud opfylder forudsætningerne for
at blive godkendt som (ene)- praktiksteder, kan således godkendes
som praktiksted under den forudsætning, at de suppleres med et
andet praktiksted. Når der i lovforslaget peges på
praktikuddannelser i flere virksomheder, skal det først og
fremmest ses i sammenhæng med det øgede behov herfor, som beror
på lovforslagets forudsætning om væsentligt bredere uddannelser
end de nuværende, jf. bl.a. § l5.
De faglige udvalg bør derfor virke for en bredere anvendelse end
hidtil af kombinationsaftaler (delaftaler og
udstationeringsordninger).
Der henvises endvidere til lovforslagets §§ 45 og 47 og
bemærkningerne hertil.
Til stk. 2
Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter, at dele af skoleundervisningen kan
foregå i en virksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
det generelle synspunkt, hvorefter samarbejdet mellem skole og
lokalsamfundets arbejdsmarked - under det lokale
uddannelsesudvalgs medvirken, jf. §§ 40-41 - bør intensiveres og
også give sig praktiske udslag i den måde, skoleundervisningen
gennemføres på.
Samarbejdet kan gennemføres på flere måder. Praksis med hensyn til
anvendelse af gæstelærere fra virksomheder og organisationer kan
yderligere udbygges, og dele af undervisningen kan forlægges til
en virksomhed. Også sådanne ordninger kan gennemføres i
forskellige former: Orienterende virksomhedsbesøg, undervisning i
virksomhedslokaler med anvendelse af dele af virksomhedens udstyr
og korterevarende praktikarrangementer under skolens ansvar.
Der er en forudsætning, at dette samarbejde mellem skole og
virksomhed sker inden for rammerne af den godkendte uddannelse,
jf. §§ 38 og 39.
Der påhviler skolens bestyrelse og de lokale uddannelsesudvalg en
særlig rolle med hensyn til at formidle sådanne ordninger.
Til § 3
Bestemmelsen handler om, hvordan erhvervsuddannelserne indledes.
Til stk. 1
Efter de gældende regler findes der 3 principielt forskellige måder
at indlede en erhvervsuddannelse på: Efg-uddannelserne indledes
med den 1-årige basisuddannelse, hvorunder/ hvorefter eleven
vælger den enkelte uddannelse. Lærlingeuddannelserne indledes med
indgåelse af lærekontrakt. De grundlæggende teknikeruddannelser
efterfølger ofte ligesom en efg-2.delsuddannelse en
efg-basisuddannelse, men indledes oftere på andet grundlag (10.
klasse, studentereksamen eller hf-eksamen), og begynder normalt
med skoleophold.
Som det nærmere fremgår af de almindelige bemærkninger, er det en
overordnet uddannelsespolitisk målsætning, at alle unge, der
ønsker en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder for det. Der
skal være tilbud for elever med meget forskellige forudsætninger.
Det må påregnes, at der vil være en gruppe unge, der efter
grundskolens afslutning ikke vil være motiverede for en
erhvervsuddannelse, der indledes på skole, men som vil være
tiltrukket af en erhvervsuddannelse, hvis den kan indledes i en
virksomhed. I henhold til stk. 1 indledes en uddannelse derfor af
den enkelte elev enten på skole eller i en virksomhed. Der er
altså 2 indgange til hver af uddannelserne.
Til stk. 2
Som anført i de almindelige bemærkninger og i bemærkningerne til §
1, stk. 1, er et af hovedformålene med
erhvervsuddannelsesreformen og lovforslaget at udforme
et sammenhængende og overskueligt uddannelsessystem inden for
erhvervsuddannelserne, der afløser lærlingeuddannelsessystemet,
den nuværende efg-ordning og de grundlæggende teknikeruddannelser
med et eenstrenget uddannelsessystem baseret på en fælles
strukturel ramme.
Det eenstrengede uddannelsessystem indebærer, at en uddannelse er
fælles for eleverne, uanset om uddannelsen af den enkelte elev
indledes på skole eller i en virksomhed. Uddannelsen er fælles,
uanset på hvilket adgangsgrundlag eleverne har indledt en
uddannelse på skole. Den fælles uddannelse fremgår af stk. 2.
Til § 4
Bestemmelsen fastsætter princippet om, at den overordnede styring af
uddannelserne skal være en mål- og rammestyring.
Undervisningsministeren fastsætter i nogle fælles
hovedbekendtgørelser efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, regler om uddannelserne i
almindelighed i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser
om struktur, mål, indhold, bedømmelse m.v.
Ordene »efter indstilling« betyder i lovforslaget en udtalelse, som
ikke er bindende for ministeren. Initiativet til udtalelsen kan i
alle tilfælde tages såvel af ministeren som af det pågældende
rådgivningsorgan.
Ministeren fastsætter endvidere rammebekendtgørelser for de enkelte
uddannelser, der ikke i detaljer beskriver uddannelsens indhold
m.v. Reglerne fastsættes efter de faglige udvalgs bestemmelse,
hvis dette følger af § 38. De faglige udvalg bestemmer således
for de enkelte uddannelser reglernes indhold om uddannelsens
varighed og struktur, uddannelsens mål, eventuelle øvrige rammer
for undervisningens indhold, bedømmelsesplaner og
praktikuddannelsen. Inden for rammebekendtgørelserne får den
enkelte skole mulighed for fornyelse af indhold og større
pædagogisk differentiering samt for en lokalt tilpasset og
økonomisk forsvarlig tilrettelæggelse af deres egen virksomhed.
Der henvises endvidere til bestemmelserne i kapitel 5 om de
rådgivende organers beføjelser samt til lovforslaget om
erhvervsskoler.
Til kapitel 2
Adgangen til uddannelserne
Til §§ 5-8
Bestemmelserne fastslår som princip den frie adgang til
erhvervsuddannelserne og fastsætter 2 ligeværdige adgangsveje til
den enkelte uddannelse. Vejen til en indledning på skole går
efter lovforslagets § 6 gennem et erhvervs- og
uddannelsesorienterende kursus. Men ministeren kan efter
indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet og vedkommende faglige
udvalg i henhold til § 8 fastsætte regler om andre adgangsveje
til skoleundervisningen, jf. bemærkningerne til § 8. Vælger den
unge at indlede uddannelsen i en virksomhed, skal der fra starten
indgås en uddannelsesaftale med virksomheden.
Til § 5
Det fremgår af denne bestemmelse, at erhvervsuddannelserne som
skolemæssig baggrund har folkeskolens 9. klassetrin og ikke
bygger på studentereksamen eller højere forberedelseseksamen.
Efter folkeskolelovens § 33, stk. 4, kan der gives tilladelse til
at opfylde undervisningspligten ved deltagelse i erhvervsmæssig
uddannelse.
Til § 6
Bestemmelserne i § 6 handler om adgangen til at indlede en
erhvervsuddannelse på skole.
Til stk. 1
Stk. 1 bestemmer, at alle, der har gennemført et erhvervs- og
uddannelsesorienterende kursus, har adgang til at begynde en
erhvervsuddannelse med skoleundervisning. 1. dels
skoleundervisning kan gennemføres uden (før) uddannelsesaftale.
Ansøgere til handels- og kontoruddannelser med en 1. del på 40
ugers skoleundervisning kan vælge at begynde uddannelsen på skole
uden et forudgående kursus.
De erhvervs- og uddannelsesorienterende kurser er nærmere beskrevet
i § 13 og bemærkningerne hertil. Som det ligger i kursernes
betegnelse, er formålet med dem at give en grundlæggende
orientering og indføring i forskellige uddannelsesområder.
Væsentlige elementer i kurserne bør være undervisningspraktik på
en flerhed af skolens værksteder med den deraf følgende
afprøvning af evner og interesser og tilegnelse af
arbejdspladsfunktionskrav, et forholdsvis bredt udbud af valgfag,
der giver mulighed for at imødekomme elevens ønsker om at
indhente eventuelle »efterslæb« fra grundskoletiden, og en solid
uddannelses- og erhvervsvejledning.
Til stk. 2
Bestemmelsen fastsætter, at ansøgere, der har adgang til at indlede
en erhvervsuddannelse på skole, som hovedregel tillige har krav
på at blive optaget på en bestemt uddannelse - dvs. i
almindelighed fri adgang til erhvervsuddannelserne. Alene hensyn
til beskæftigelsesmulighederne skal kunne begrunde, at der
fastsættes regler om begrænsning af adgangen til 1. dels
skoleundervisningen inden for de enkelte uddannelser, jf. §
12. Der henvises endvidere til bestemmelsen i § 9.
Til § 7
Til stk. 1
Bestemmelsen tager sigte på de unge, der foretrækker at indlede en
erhvervsuddannelse i en virksomhed, og fastslår, at alle, der har
indgået en uddannelsesaftale, har adgang hertil. Det ligger i
selve uddannelsesaftalen mellem elev og virksomhed. Om kravene
til virksomheden og eleven ved indgåelse af en uddannelsesaftale
og om uddannelsesaftalens indhold og virkninger henvises til § 47
og bemærkningerne hertil.
1. dels praktikuddannelsen skal være omfattet af uddannelsesaftalen
mellem elev og virksomhed og kan helt eller delvis gennemføres
før skoleundervisningen. Varigheden vil normalt være l/2 - l år.
Til stk. 2
Den, der har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed, har
krav på at blive optaget på skole til undervisning der i
overensstemmelse med reglerne for den pågældende uddannelse.
Til § 8
§§ 6 og 7 fastsætter bestemmelser om 2 adgangsveje til en
erhvervsuddannelse, alt efter om den enkelte elev indleder sin
uddannelse på skole eller i en virksomhed. Bestemmelsen i § 8
giver undervisningsministeren mulighed for efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, og de faglige udvalg, jf. §
38, at give adgang til at indlede en uddannelse på skole på et
andet grundlag end et erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus.
Der tænkes herved bl.a. på muligheden for at give ansøgere, der har
været beskæftiget med relevant arbejde, adgang til at blive
optaget på skole til en erhvervsuddannelse, når beskæftigelsen
har været af en rimelig varighed. Der vil herved kunne tages
hensyn til de erhvervserfaringer og dermed forudsætninger - også
for at vælge uddannelse - en ansøger har erhvervet på denne måde.
For handels- og kontoruddannelsernes vedkommende er det orienterende
kursus som nævnt ikke en adgangsbetingelse, selv om det vil bestå
som en mulighed for de unge.
Der tænkes udformet regler, således at der også for andre
uddannelser efter indstilling fra de faglige udvalg kan åbnes for
direkte adgang til uddannelserne uden obligatorisk gennemførelse
af et erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus. En aflastning
af de orienterende kurser kunne samtidig give ressourcemæssige
muligheder for en forlængelse af skoleundervisningen under den
pågældende uddannelse og dermed bidrage til at højne det faglige
niveau på 2. del.
Endelig vil der i samarbejde med Erhvervsuddannelsesrådet blive
udformet regler om adgang for mere modne elever med erfaringer
fra anden uddannelse eller beskæftigelse.
Til § 9
Bestemmelsen i stk. 1 er en konsekvens af princippet om fri adgang
til erhvervsuddannelserne. Den skal sikre, at ansøgere, der
opfylder adgangsbetingelserne, ikke kommer i klemme, fordi den
enkelte skole, der har udbudt en bestemt uddannelse, ikke har
plads til alle ansøgere til uddannelsen eller eventuelt har for
få ansøgere til at kunne gennemføre uddannelsen.
Stk. 2, der bemyndiger undervisningsministeren til at fastsætte
regler om skolernes samarbejde om udbuddet af uddannelser og om
fordeling af eleverne mellem flere skoler med samme uddannelse,
hænger sammen med bestemmelsen i stk. 1 og tilsigter at opnå en
rimelig udnyttelse af skolekapaciteten uden for store
begrænsninger i elevernes frie skolevalg. Ministeren bemyndiges
endvidere til at fastsætte regler om eventuel udskydelse af
elevoptagelser i tilfælde af særlige kapacitetsproblemer. Hvis
søgningen væsentligt overstiger den forventede søgning, kan det
blive nødvendigt at udskyde optagelsen af nogle af ansøgerne, til
kapaciteten er tilvejebragt.
Samarbejdet mellem skolerne får, når bestemmelsen sammenholdes med §
7 om skolens udbud af erhvervsuddannelser i forslaget til lov om
erhvervsskoler, en ny dimension, idet skolerne i højere grad end
hidtil får ansvar for, at den geografiske fordeling af
erhvervsuddannelsernes skoledele er hensigtsmæssig. Det
forudsættes derfor, at reglerne om skolernes samarbejde vil kunne
danne grundlag for en passende arbejdsdeling mellem naboskoler
med henblik på lokalt at opnå en god overensstemmelse mellem
elevsøgning og uddannelsesudbud.
Til §§ 10 og 11
Bestemmelserne giver hjemmel for at fastsætte administrative regler
om, hvordan optagelsen på skole foregår, herunder om prøve i
dansk ved optagelse af udlændinge.
Til § 12
Som anført i bemærkningerne til § 6, stk. 2, er der for dem, der
efter § 6 har adgang til at blive optaget på skole til en
erhvervsuddannelse, som hovedregel også fri adgang til at blive
optaget netop på den uddannelse, ansøgeren har valgt. Det samme
gælder ansøgere med adgang efter § 8. Hensyn til
beskæftigelsesmulighederne kan imidlertid gøre det nødvendigt at
begrænse adgangen til skoleundervisningen inden for de enkelte
uddannelser. Men som det fremgår af bestemmelsen, er det alene
dette hensyn, der kan danne baggrund for adgangsbegrænsning.
Regler herom fastsættes efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35.
Til § 13
Formålet med de erhvervs- og uddannelsesorienterende kurser er at
give unge en grundlæggende orientering om erhvervsuddannelserne
og at indføre dem i forskellige uddannelsesområder. De unge skal
under et kursus afprøve deres evner og interesser, og de skal
gennem kurset erhverve sig et godt grundlag for at vælge
uddannelse. Orienteringskurset tænkes i det væsentlige at
modsvare de nuværende basisuddannelsers indledende indhold
(orientering, vejledning og almen undervisning). De kan opbygges
sådan, at eleverne kan bevæge sig på tværs af
uddannelsesområder under et uddannelses- og erhvervsorienterende
forløb og samtidig gennem tilvalg styrke og udbygge deres almene
kundskaber. Kursernes geografiske placering bliver ikke afhængig
af faste enhedsstørrelser som de kendte basisuddannelser, og de
kan tilpasses lokale behov ud fra elevønsker og udbud af
erhvervsuddannelsernes praktik- og skoledele. Der vil være fri
adgang til de orienterende kurser, som udbydes af de enkelte
skoler eller i et samarbejde mellem naboskoler. I henhold til § 7
i lovforslaget om erhvervsskoler bestemmer skolernes bestyrelser
selv konkret, hvilke eventuelle kurser de vil udbyde.
Kurserne skal have en varighed, der svarer til i alt 20
undervisningsuger. Som det fremgår af § 14, stk. 1, varer 1. del
af skoleundervisningen 20 uger. Det vil sige, at de elever, der
indleder en uddannelse på skole på grundlag af et erhvervs- og
uddannelsesorienterende kursus, i realiteten får et basisår, der
med hensyn til omfang modsvarer det nuværende, men tilrettelagt
efter pædagogiske principper, som skønnes bedre egnet til at
fastholde de unges motivation, jf. bl.a. bemærkningerne til §§
22-28.
Der forventes oprettet kurser ved alle skoler med tekniske
uddannelser, således at de dækker skolens egne uddannelser og
gennem samarbejde med andre skoler tillige kan opfylde elevønsker
om introduktion til andre uddannelser, der er omfattet af loven.
For handels- og kontoruddannelsernes vedkommende er det
orienterende kursus ikke en adgangsbetingelse. Der vil derfor
sjældent være behov for kurser ved skoler, som alene har disse
uddannelser.
Kurserne tilrettelægges af skolerne inden for generelle regler,
fastsat efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, som
herved får lejlighed til at præge rammerne for kursernes
struktur, mål og indhold. Rådet skal endvidere afgive indstilling
om regler om optagelse på kurserne, jf. § 35.
Udgangspunktet for kursernes mål og indhold er, at de under hensyn
til de enkelte uddannelsessøgendes særlige behov skal orientere
de uddannelsessøgende om deres uddannelsesmæssige muligheder og
krav og herunder give den enkelte unge undervisningstilbud med
henblik på at forbedre vedkommendes kundskabsmæssige
forudsætninger i forlængelse af undervisning i folkeskolen. Det
vil typisk være i fag som matematik, naturlære, fremmedsprog og
dansk.
Til kapitel 3
Uddannelsernes struktur m.v.
Til § 14
Til stk. 1
Uddannelserne består af en 1. del og en 2. del, der begge indeholder
både praktik og skoleundervisning. l. dels praktikuddannelse kan
helt eller delvis gennemføres før 1. skoleophold. Varigheden vil
normalt være 1/2 - 1 år. 1. dels skoleundervisning skal have en
varighed svarende til 20 uger (et halvt skoleår), og vil i
almindelighed være fælles for elever med og uden
uddannelsesaftale. På uddannelser med tilstrækkelig stor tilgang
kan de faglige udvalg bestemme, at skoleundervisningen på 1. del
struktureres forskelligt for elever med og uden
uddannelsesaftale, når blot der ikke gøres forskel i omfanget og
målene for den undervisning, som eleverne modtager.
Samlet vil 1. dels uddannelserne have en varighed på indtil 11/2 år.
Af hensyn til en fleksibel placering af skoledelen er det
nødvendigt, at 1. del ikke er under l år.
I selve loven foreslås fastsat en tidsmæssig ramme om uddannelserne.
Efter bestemmelsen varer uddannelserne i almindelighed ikke over
4 år, idet for store afvigelser fra de øvrige ungdomsuddannelser
på normalt 3 år ville kunne virke begrænsende på de unges
uddannelsesvalg.
Til stk. 2
Inden for handels- og kontoruddannelserne kan 1. dels
skoleundervisning have en varighed af 40 uger, svarende til den
tidligere handelseksamen. De nuværende uddannelser inden for
handels- og kontorområdet kan således videreføres uændret.
Samtidig åbnes der efter stk. 1 mulighed for en videreudvikling og
for en opblødning af grænserne mellem de kommercielle og de
tekniske erhvervsuddannelser. Eksempelvis vil skoleopholdene
inden for handels- og kontorområdet kunne tilrettelægges som en
1. del på 20 uger med mulighed for at lægge den resterende
skoledel enten som et fortløbende forløb med ren skolegang, som
et afsluttende skoleophold, som enkeltdagskurser, eller hvilken
fordeling af skoletiden der ellers findes hensigtsmæssig.
Til stk. 3
Elever, der har gennemført et erhvervs- og uddannelsesorienterende
kursus, har ret til at få 1. dels praktikuddannelse afkortet med
20 uger. Orienteringskurset og 1. del vil herved tilsammen
tidsmæssigt komme til at svare til uddannelsestiden for de
elever, der begynder i en virksomhed. Bestemmelsen tilstræber at
understøtte ligeværdigheden i de 2 hovedadgangsveje.
Til stk. 4
Skoleundervisningens varighed kan normalt ikke overstige 60
uger. Det forventes hermed, at skoledelen højst vil udgøre
halvdelen af en vekseluddannelse. Undervisningsministeren træffer
inden for denne ramme for den enkelte uddannelse bestemmelse om
skoleundervisningens varighed.
Til stk. 6
Undervisningsministeren fastsætter på grundlag af de faglige udvalgs
bestemmelse regler om de enkelte uddannelsers varighed og deres
struktur, herunder fordelingen på skoleundervisning og
praktikuddannelse, jf. § 38.
På uddannelser med tilstrækkelig stor tilgang kan de faglige udvalg
bestemme, at skoleundervisningen på 1. del struktureres
forskelligt for elever med og uden uddannelsesaftale, når blot
der ikke gøres forskel i omfanget og målene for den undervisning,
som eleverne modtager.
Til stk. 7
Undervisningsministeren fastsætter efter denne bestemmelse regler,
hvorefter der for elever med særlige uddannelses- eller
beskæftigelsesmæssige forudsætninger sker
en meritoverførsel, således at eleverne fritages for dele af
uddannelsen. Ministeriet lægger vægt på, at der i videst muligt
omfang tages hensyn til tidligere uddannelse eller beskæftigelse,
således at eleverne ikke bliver tvunget til at gennemføre
dobbeltuddannelse, men kan få anerkendt reelle kvalifikationer.
Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling herom til
ministeren, jf. § 35.
Regler om meritoverførsel indgår i hovedbekendtgørelser for
uddannelserne i almindelighed og i de enkelte
uddannelsesbekendtgørelser, jf. § 38. For skoleundervisningens
vedkommende indeholder § 50, stk. 2, en bestemmelse om skolernes
kompetence til inden for de fastsatte regler at fritage for dele
af undervisningen.
Til § 15
Til stk. 1
Det fastslås i denne bestemmelse, at de enkelte uddannelser skal
søges tilrettelagt med en betydelig bredde i arbejdsområde og
funktion.
Den større bredde i uddannelserne vil betyde flere varierede
beskæftigelsesmuligheder under bibeholdelse af de ansatte
medarbejdere, og de uddannede vil være bedre beskyttede mod
arbejdsløshed og få grundlag for større mobilitet på
arbejdsmarkedet. Endvidere er bredde i uddannelsen relevant for
videreuddannelsesmuligheder.
Kravet om, at uddannelsen skal være bred med hensyn til
arbejdsområde er vendt imod de forholdsvis mange af de nuværende
uddannelser, som er meget smalle i den forstand, at det
modsvarende beskæftigelsesområde er snævert, og som derfor også
har meget få uddannelsessøgende.
På det tekniske område (efg- og lærlingeuddannelser) eksisterer der
55 rene lærlingeuddannelser, 64 rene efg-2.dels-uddannelser og 54
uddannelser, der kan gennemføres både som lærlinge- og
efg-uddannelser. Af disse i alt 173 uddannelser (efg-uddannelser
og lærlingeuddannelser er regnet som een uddannelse på
uddannelsesområder, hvor begge forekommer) har ca. 80 en årlig
tilgang på mindre end 15, og en stor andel af disse uddannelser
har langt mindre tilgang. På handels- og kontorområdet har
butiksuddannelsen en opdeling i 46 brancher (kun
butiksassistentuddannelsen har en generel karakter), en
gros-handelsuddannelsen en opdeling på 58 og kontoruddannelsen en
på 12.
En radikal reduktion af det samlede antal uddannelser tilstræbes ved
at fastlægge bredere uddannelser, hvori de smalleste uddannelser
kan integreres, eventuelt som specialer i en i øvrigt bred
uddannelse.
Med kravet om bredde i funktion sigtes til et krav om, at der ved de
enkelte uddannelsers fastlæggelse skal lægges vægt på sådanne
generelle arbejdsfunktioner m.v. (teknologi, materialer) og
sådanne mere generelle kvalifikationer, som er relevante også
uden for det beskæftigelsesområde, uddannelserne primært tager
sigte på.
Til stk. 2 og 3
Efter bestemmelserne kan uddannelserne tilrettelægges således, at
eleverne på et eller flere tidspunkter inden udløbet af det
almindelige uddannelsesforløb kan afbryde dette med en afsluttet
uddannelse - og dermed erhvervskompetence - og senere genoptage
uddannelsen i det almindelige forløb. Bestemmelserne svarer til
efg-lovens § 3, stk. 3, hvorefter "uddannelserne opbygges
således, at de kan forlades på passende trin med
erhvervskompetence, og således, at uddannelserne senere kan
fortsættes".
Til § 16
Uddannelsen tilrettelægges så bredt, at de unge undgår at
specialisere sig for tidligt inden for den valgte uddannelse. Men
hvis de unge trods dette har behov for at skifte uddannelse, vil
der blive tilrettelagt supplerende kurser med henblik på deres
overgang til en anden uddannelse.
Til § 17
Bestemmelsen, hvorefter der for elever, der har gennemgået hele
eller dele af 1. dels skoleundervisningen, og som derefter
forgæves søger praktikplads, kan tilrettelægges
skoleundervisning, der helt eller delvis kan erstatte
praktikuddannelsen, har karakter af en nødløsningsregel.
Tilvejebringelse af størst mulig garanti for, at unge, der har
indledt uddannelsen på skole, også kan komme videre i deres
uddannelse, må tillægges så stor betydning, at der i loven bør
peges på muligheden for, at en del af praktiktiden kan erstattes
med undervisning - typisk værkstedsundervisning - på skole.
Til § 18
Erhvervsuddannelserne foregår hovedsagelig på erhvervsskoler
(handelsskoler og tekniske skoler). Men andre skoler,
institutioner - herunder revalideringsinstitutioner - og
virksomheder, der ikke opfylder reglerne i kapitel 1 og 2 i
forslag til lov om erhvervsskoler, kan efter indstilling fra
Erhvervsuddannelsesrådet i henhold til stk. 2 godkendes til at
meddele bestemte erhvervsuddannelser. En godkendelse kan efter
indstilling fra rådet tilbagekaldes.
Til § 19
Bestemmelsen i § 19 er et led i en samlet reform af økonomistyringen
ved erhvervsskolerne parallelt med erhvervsuddannelsesreformen.
Yderligere lovbestemmelser om økonomistyringsreformen er
indeholdt i forslag til lov om erhvervsskoler, kapitel 3, og i de
almindelige bemærkninger til dette lovforslag er det generelle
sigte med økonomistyringsreformen nærmere beskrevet.
Lovforslaget om erhvervsskoler indeholder de økonomiske
bestemmelser, der skal gælde for skolerne under eet.
Bestemmelserne her i § 19 (samt i § 66 om tilskud til etablering
af nye uddannelser og forsøgs- og udviklingsarbejde m.v.) er
derimod specifikke for erhvervsuddannelserne i dette lovforslag.
Efter lovforslagene vil statens finansiering af
erhvervsuddannelserne og erhvervsskolerne i fremtiden alene finde
sted i form af tilskud. Hidtil har staten ydet tilskud til
lærlingeuddannelserne samt teknikeruddannelserne, men dækket
driftsudgifterne ved efg-uddannelserne.
De forskellige finansieringsformer har ikke betydet nogen reel
forskel i finansieringen af de forskellige uddannelser, men har
givet store problemer i økonomistyringen, regnskabsaflæggelsen
m.v. Disse problemer vil blive løst ved indførelse af et rent
tilskudssystem, der samtidig muliggør en vidtgående
decentralisering af de økonomiske beslutninger i sammenhæng med
den decentralisering af uddannelsesmæssige beslutninger, som
dette lovforslag lægger op til. Skolerne får i overensstemmelse
med deres status som selvejende institutioner både et
selvstændigt pædagogisk og et selvstændigt økonomisk ansvar.
Ved tildelingen af tilskud til skolerne vil der efter lovforslagene
generelt ske en opdeling i tilskud til direkte
undervisningsudgifter ved forskellige hovedgrupper af uddannelser
og tilskud til skolernes fællesudgifter til administration,
bygningsdrift m.v. De hidtil foretagne bevillingsmæssige og
regnskabsmæssige fordelinger af fællesudgifter på de enkelte
uddannelser har været af fiktiv karakter og medvirket til de
regnskabsmæssige problemer.
De enkelte skoler vil imidlertid i henhold til forslag til lov om
erhvervsskoler frit kunne disponere over de samlede tilskud til
undervisningsudgifter og fællesudgifter. Den samlede
finansieringsomlægning forudsættes ligesom uddannelsesreformen at
være udgiftsneutral, dvs. at nuværende omkostningsforhold i høj
grad vil danne grundlag for fastsættelse af fremtidige
tilskudssatser m.v.
For de uddannelser, der er omfattet af dette lovforslag (dvs.
erhvervsuddannelserne med samhørende orienteringskurser og
suppleringskurser), foreslås, at staten yder lovbundne
tilskud til dækning af de direkte undervisningsudgifter. De
lovbundne tilskud indføres for at sikre institutionerne økonomisk
dækning i forbindelse med lovforslagets bestemmelser om fri
adgang til uddannelserne, jf. §§ 6, 7 og 9.
Som bekendt har man også hidtil forsøgt at tilpasse tilskud og
bevillinger inden for det enkelte finansår til den faktiske
uddannelsessøgning, hvilket typisk har resulteret i et eller
flere aktstykker i løbet af et finansår. Denne form for
bevillingsstyring har været forbundet med alt for stor usikkerhed
både set fra de bevilgende myndigheders, skolernes og de enkelte
uddannelsessøgendes synsvinkel. Derfor foreslås den frie adgang
nu sikret gennem lovbundne tilskud.
Til stk. 1
Tilskuddene til de direkte undervisningsudgifter bestemmes efter
forslaget ud fra objektive kriterier, dvs. uafhængigt af de
enkelte skolers anvendelse af tilskuddene. Det foreslås, at der i
de årlige finanslove fastlægges tilskudstakster pr. årselev for
forskellige større grupper af uddannelser. 1 årselev vil svare
til en elev undervist på skolen i 40 uger. Opgørelsen for den
enkelte skole vil blive baseret på det skoleadministrative
system, der er under udvikling på erhvervsskolerne. Taksterne
skal kunne dække alle undervisningsudgifter (inkl. moms).
Undervisningsudgifterne afgrænses som lærerlønsudgifter,
lønudgifter til andet personale, der bistår i undervisningen,
materialeudgifter, lærebøger/læremidler og udgifter til
apparatur. Der kan dog ved takstfastsættelsen fraregnes
forventede indtægter knyttet til de enkelte uddannelser, jf.
forslag til lov om erhvervsskoler § 17, stk. 2. Det drejer sig
primært om salg af produkter, som fremstilles i forbindelse med
undervisningen.
Når taksterne fastlægges i finansloven, vil det være Folketinget,
der i fremtiden direkte fastlægger den overordnede økonomiske
standard for uddannelserne og hermed en økonomisk ramme for det
faglige selvstyre. Der vil naturligvis i anmærkningerne til
finanslovforslaget blive redegjort for de omkostningsforhold, der
har været afgørende for takstforslagene.
Taksterne vil blive fastsat ud fra det forventede pris- og lønniveau
i finansåret efter samme principper som for statslige
driftsudgifter.
Til stk. 2
Efter denne bestemmelse træffer ministeren beslutning om, hvilken
gruppe hver enkelt uddannelse skal i. Erhvervsuddannelsesrådet
afgiver indstilling til ministeren om kriterier for opdelingen i
uddannelsesgrupper.
Opdelingen i uddannelsesgrupper vil så vidt muligt blive baseret på
generelle, objektive omkostningskriterier, herunder om
uddannelsen kræver værkstedsundervisning eller tilsvarende,
hertil knyttede behov for undervisning i mindre grupper, for
teknisk personale, materialer, værktøj og apparatur i
undervisningen. Desuden vil mulighederne for fælles udnyttelse af
undervisningstilbud (grundfag m.v.) og apparatur indgå. Der
tilsigtes en opdeling i så få uddannelsesgrupper som muligt. Ved
særligt materiale- eller apparaturkrævende uddannelser kan der
blive tale om, at der ud over taksten for den pågældende
uddannelsesgruppe ydes en tillægstakst til materiale og/eller
apparatur. Når Erhvervsuddannelsesrådet skal tage stilling til
kriterier for gruppeopdelingen, vil Undervisningsministeriet
fremlægge beregningsmateriale, der belyser konsekvenserne af
alternative opdelinger.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 66 om rådighedsbeløb
(omstillingspulje) til dækning af særlige udgifter i forbindelse
med iværksættelse af nye uddannelser og om rådighedsbeløb til
forsøgs- og udviklingsarbejde.
Til stk. 3
Enkelte uddannelser vil have en så lille tilgang på landsplan, at
det vil være vanskeligt at oprette hold af normal størrelse og
herigennem at opnå en økonomisk hensigtsmæssig drift. Resultatet
kunne blive, at ingen skole ville tilbyde uddannelsen. Alligevel
kan det ud fra erhvervsmæssige hensyn være vigtigt, at
uddannelsen tilbydes eet eller flere steder i landet. Tilsvarende
kan det ud fra erhvervsmæssige hensyn være vigtigt at fastholde
et rimeligt spektrum af uddannelser i forskellige dele af landet.
I disse tilfælde foreslås det, at de lovbundne tilskud ydes efter
særlige regler fastsat af undervisningsministeren, der også efter
indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet træffer beslutning om,
hvilke uddannelser der er omfattet af reglerne, og hvilke skoler
der kan tilbyde uddannelserne i henhold til disse regler.
Tilskudsreglerne baseres på, at der fastsættes et garanteret minimum
for den elevtilgang, skoler får tilskud til, og et antal
årselever svarende hertil.
Antallet af faktiske årselever registreres på normal vis, og der
ydes tilskud efter de sædvanlige takster hertil. Men hvis det
faktiske antal årselever er mindre end det garanterede minimum,
ydes der også tilskud til et antal garanterede årselever svarende
til forskellen. Bestemmelsen i stk. 3 skal også ses i forbindelse
med, at undervisningsministeren kan pålægge en skole at tilbyde
en bestemt uddannelse, jf. forslag til lov om erhvervsskoler § 6,
stk. 2.
Til stk. 4
Tilskud i henhold til stk. 1 og 3 ydes efter stk. 4 til
erhvervsskolerne og til dækning af de direkte
undervisningsudgifter på virksomheder samt på skoler, der ikke
henhører under Undervisningsministeriets ressort (f.eks.
Landtransportskolen og Skovskolen, der hører under henholdsvis
arbejdsministerens og landbrugsministerens ressort), eller på
skoler som er godkendt efter anden lovgivning (f.eks.
husholdningsskoler og landbrugsskoler).
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 26 i lovforslaget om
erhvervsskoler.
Til § 20
Der foreslås en hjemmel for undervisningsministeren til i særlige
tilfælde at bestemme, at udgifterne uanset bestemmelsen i § 19
delvis afholdes af private midler. Der sigtes herved bl.a. til
særlig bekostelig undervisning, der finder sted på en skole, men
også til de tilfælde, hvor uddannelserne er ekstraordinært lange.
Til kapitel 4
Indholdet af uddannelserne
Til § 21
Til stk. 1
For flere af de nuværende uddannelser gælder, at der er behov for at
løfte deres niveau med hensyn til teknologi og generelle
kvalifikationer. Det er den principielle målsætning, at
uddannelserne skal være ajour med og helst foran udviklingen med
hensyn til teknologi (og materialer) og arbejdsorganisation på
arbejdspladserne. Og forventede udviklinger i disse henseender må
tages i betragtning ved uddannelsesindholdets fastlæggelse. Dette
gælder både uddannelsen på skole og i praktikvirksomheden.
Uddannelserne skal være beskæftigelsesgrundlag (typisk) 3-4 år
efter deres begyndelse og en årrække frem. På den anden side
foregår teknologiudvikling m.v. med en sådan hast, at eleverne
ikke kan lære alt det, de faktisk får brug for i en overskuelig
fremtid i den til uddannelsen svarende beskæftigelse. Det er på
denne baggrund vigtigt, at der ved uddannelsesindholdets
fastlæggelse ikke alene lægges vægt på indlæring af umiddelbart
1624 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.