1987 LSF 236 FORSLAG TIL LOV OM MIDLERTIDIG UDLEJNING AF DET DANSKE SØVÆRNS FREGATTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00236@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Forsvarsministeren bemyndiges til at udleje de to oplagte
fregatter til brug ved beskyttelse af danske handelsskibe i og ved
Den Persiske Golf.
§ 2. Uanset indgået aftale i henhold til § 1 kan forsvarsministeren
uden varsel hjemtage fregatterne, såfremt han skønner det
nødvendigt af hensyn til Danmarks sikkerhed.
§ 3. Lejen skal mindst dække den ekstra udgift, der opstår som følge
af, at skibene ikke længere er oplagt, så udlejningen mindst
bliver udgiftsnetural for statskassen.
§ 4. Under udlejningen står fregatterne under den danske stats
kommando.
Bemærkninger til lovforslaget
Det danske søværn må kunne sættes ind til beskyttelse af de danske
handelsskibe, som er udsat for at blive beskudt og generet på
anden måde i internationalt farvand, herunder i Den Persiske
Golf. Udgiften hertil må afholdes som en omkostning, der efter
markedsmekanismens normale prisdannelsesteknik nedfælder sig i
fragtraterne og dermed i de transporterede varers salgspris.
I relation til mindstelejebestemmelserne i forslagets § 3 bemærkes,
at der alene er tale om driftsudgifter, hvorimod det ikke
nødvendigvis ifølge lejekontrakten behøver at være lejerens
risiko, hvis der lides formuetab under lejemålet.
§ 4 er ikke til hinder for, at regeringen optager forhandlinger med
FN eller et NATO-land, for eksempel USA, om at forøge
fregatternes indsats med andre landes styrker, men hvis der
ønskes et arrangement, så andre end den danske stat helt eller
delvis skal styre fregatterne under operationer, må en beslutning
herom tages i form af, at den danske stat vedtager det ved
ændring af den foreslåede § 4.