1987 LSF 242 FORSLAG TIL LOV OM SÆRLIGE FRADRAG TIL SØMÆND M.V.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00242@1988-05-21/da
Indhold
§ 1. Fradrag efter denne lov indrømmes personer, der er
skattepligtige i henhold til kildeskattelovens § 1, og som
1) erhverver lønindtægt ved tjeneste om bord på et dansk skib i
a) udenrigsfart eller
b) nærfart;
2) erhverver lønindtægt ved tjeneste om bord på et udenlandsk skib i
udenrigsfart;
3) erhverver lønindtægt ved tjeneste om bord på fartøjer og
installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og
indvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde.
Stk. 2. Lønindtægt ved tjeneste ombord, der oppebæres i den tid,
skibet ligger ved land under bygning, reparation eller
midlertidig oplægning, er omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Personer, der oppebærer lønindtægt ved tjeneste om bord på
et skib, i hvilket de som partsredere eller interessenter ejer en
andel på højst 10 pct., er ligeledes omfattet af stk. 1.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1. Dansk skib: Et skib, som er registreret med hjemsted her i landet
med en bruttoregistertonnage på 100 tons/ en bruttotonnage på 100
tons eller derover, og som udelukkende anvendes til
erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som
bjærgningsfartøj. Med skib registreret med hjemsted her i landet
sidestilles skib, der er registreret med hjemsted på Færøerne, i
Grønland eller i udlandet, såfremt det uden besætning overtages
til befragtning af dansk rederi. Skib, der er registreret med
hjemsted her i landet, men som uden besætning overtages til
befragtning af udenlandsk rederi, anses ikke for dansk skib.
2. Udenrigsfart:
a. Fart, der overvejende finder sted mellem havne uden for et
område, der i Nordsøen begrænses af meridianen øst og
breddeparallellen 6 nord og i Østersøen af breddeparallellen
5 nord.
b. Fart, der overvejende finder sted mellem havne, der er beliggende
inden for det nævnte område, og havne, der er beliggende uden for
det nævnte område.
c. Bjærgningsvirksomhed, der i det væsentlige udøves uden for det
nævnte område.
Indre vandveje, såsom indsøer, floder og kanaler henregnes til det
under a. nævnte område, når indsejlingen er sket fra et sted på
kystlinien, der er beliggende inden for området.
3. Nærfart: Fart eller bjærgningsvirksomhed inden for det område,
som er nævnt i nr. 2, bortset fra fart med
a. skibe og færger, der sejler i begrænsede fartområder,
b. skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, åer og fjorde, og
c. skibe, der er i stationær virksomhed, herunder havnefart og
lignende, eller som ikke har egne fremdrivningsmidler.
Rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50
sømil, anses for sejlads i begrænset fart, jf. dog § 5, stk. 4. I
øvrigt bemyndiges Skatteministeren til at give nærmere regler
for, hvad der skal anses for nærfart. Ministeren skal herunder
navnlig tage i betragtning, om de personer, som er om bord,har
adgang til regelmæssigt at overnatte i land.
4. Udenlandsk skib: Et skib med en bruttoregistertonnage på 100
tons/ en bruttotonnage på 100 tons eller derover, som udelukkende
anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods
eller som bjærgningsfartøj, og som ikke anses som et dansk skib
efter nr. 1.
§ 3. Personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, litra a),
eller nr. 2 eller 3, og som har erhvervet lønindtægt, som nævnt i
§ 1, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage
et beløb på 23.000 kr. Herudover indrømmes et procentfradrag, der
beregnes med 15 pct. af den del af lønindtægten, der ikke
overstiger 130.000 kr., og med 8 pct. af det overskydende beløb.
Procentfradraget beregnes på grundlag af lønindtægten omregnet
til helårsindtægt og kan for hvert indkomstår højst beregnes af
en lønindtægt, der omregnet til helårsindtægt udgør 310.000 kr.
Har den pågældende kun lønindtægt som nævnt i en del af
indkomståret, nedsættes 23.000 kr.'s fradraget og
procentfradraget forholdsmæssigt.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, litra
b), nedsættes det i stk. 1 nævnte beløb på 23.000 kr. til 8.000
kr. I øvrigt finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende
anvendelse.
§ 4. Hvis fradrag foretages efter § 3, kan udgifter i forbindelse
med lønindtægt, der er nævnt i § 1, ikke fradrages efter
ligningslovens § 9, stk. 1, §§ 9 B-9 D og § 13 eller efter § 49,
stk. 1, i lov om beskatning af pensionsordninger m.v.
§ 5. Efter anmodning fra et rederi kan Skatteministeren tillade, at
der indrømmes fradrag efter § 3 i de i stk. 2-5 nævnte tilfælde.
Stk. 2. Fradrag efter stk. 1 kan indrømmes personer, omfattet af §
1, stk. 1, nr. 1, der oppebærer lønindtægt for arbejde, udført om
bord på skibe, som ikke opfylder betingelserne om tonnagemål i §
2, nr. 1. Sådan tilladelse skal navnlig gives, såfremt samme
rederi ejer skibe både over og under tonnagegrænsen i § 2, nr. 1.
Stk. 3. Fradrag efter stk. 1 kan indrømmes personer, omfattet af §
1, stk. 1, nr. 1, der oppebærer lønindtægt for arbejde, udført om
bord på skibe, der anvendes erhvervsmæssigt på anden måde end
nævnt i § 2, nr. 1, eller på skibe, der udelukkende anvendes som
hjælpefartøj til de bjærgningsfartøjer, som er nævnt i § 2, nr.
1. Ministeren skal i denne forbindelse tage hensyn til, om
forhyringsvilkårene for de pågældende i det væsentlige svarer
til, hvad der sædvanligt gælder for personer, der er omfattet af
bestemmelserne i loven.
Stk. 4. Fradrag efter stk. 1 kan indrømmes personer, der oppebærer
lønindtægt for arbejde, udført om bord på et dansk skib i
rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til havn er mindre end 50
sømil, men mere end 25 sømil, når et overvejende antal af
rederiets øvrige skibe sejler i nærfart eller udenrigsfart, og de
pågældende kontraktligt er bundet til at tåle overflytning til
tjeneste om bord på andre af rederiets skibe i nærfart eller
udenrigsfart.
Stk. 5. Fradrag efter stk. 1 kan indrømmes personer, der oppebærer
lønindtægt for arbejde, udført om bord på de i lov om
søfartsuddannelse nævnte skole- og øvelsesskibe.
§ 6. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om lovens
gennemførelse og administration.
§ 7. Loven træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning fra og med 1. januar 1989.
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Indledning
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt med nærværende
lovforslag fremsatte forslag til Lov om ophævelse af lov om
sømandsskat og forslag til Lov om ændring af forskellige
skattelove (Beskatning af sømænd m.v. - ophævelse af lov om
sømandsskat). I førstnævnte lovforslag foreslås, at
sømandsskatteloven ophæves med virkning fra 1. januar 1989.
Sidstnævnte lovforslag indeholder dels særlige regler vedrørende
beskatning af udenlandske sømænd om bord på danske skibe, dels en
række konsekvensændringer som følge af ophævelsen af
sømandsskatteloven.
Sømænd under den gældende sømandsskatteordning beskattes noget
lempeligere end skatteydere med tilsvarende indtægter i land. Det
er ikke hensigten i forbindelse med den foreslåede ophævelse af
sømandsskatteloven at gennemføre en ændring af
beskatningsniveauet for sømænd. Det foreslås derfor at indrømme
et særligt fradrag til sømænd, der er fuldt skattepligtige her
til landet i medfør af kildeskattelovens § 1 (danske sømænd), og
som udfører arbejde om bord på dansk skib i sømandsskattelovens
forstand.
I lovforslaget er indarbejdet de regler om et særligt fradrag, som i
dag i henhold til ligningslovens § 33 B dels indrømmes danske
sømænd, der udfører arbejde om bord på udenlandske skibe i
udenrigsfart, dels indrømmes personer hjemmehørende i Danmark,
som udfører arbejde om bord på fartøjer og installationer, der
anvendes i tilknytning til efterforskning og indvinding af
kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkel.
Fradraget til danske sømænd om bord på danske skibe vil i princippet
blive indrømmet den samme kreds af personer, som er omfattet af
den gældende sømandsskattelov, dvs. der skal være tale om sømænd
om bord på et dansk skib, der udelukkende anvendes til
erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som
bjærgningsfartøj, og som opfylder visse mindstemål med hensyn til
tonnage.
Endvidere skal skibet sejle i udenrigsfart eller nærfart. Sømænd,
der alene sejler i begrænset fart, er ikke omfattet af
sømandsskattelovens bestemmelser, og de pågældende vil derfor
heller ikke blive inddraget under den foreslåede fradragsordning.
For at opnå, at sømænd i videst muligt omfang bliver beskattet på
samme niveau efter de nye regler som efter gældende regler i
sømandsskatteloven, indrømmes der personer, der sejler i
udenrigsfart et større fradrag end personer, der sejler i nærfart.
Som tidligere anført vil danske sømænd m.v., som efter gældende
regler er omfattet af ligningslovens § 33 B, blive omfattet af
bestemmelserne i nærværende lovforslag. De pågældende vil som
hidtil blive sidestillet med danske sømænd om bord på danske
skibe, der sejler i udenrigsfart.
De særlige fradrag, som indrømmes sømænd m.v. efter nærværende
lovforslag, kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
almindelige indkomst og ikke ved opgørelsen af den personlige
indkomst, jf. personskattelovens § 3.
Ved fastsættelsen af fradragets størrelse er det som nævnt
tilstræbt, at danske sømænd i gennemsnit kan forblive på
nogenlunde samme beskatningsniveau efter ophævelsen af
sømandsskatteordningen. Med henblik herpå er der ved
fastsættelsen af fradraget taget udgangspunkt i de skattemæssige
forhold for sømænd, der sejler i 11 af årets måneder, og som har
bopæl i en kommune, der har en kommunal udskrivningsprocent
svarende til landsgennemsnittet i 1988. Hvad angår fastsættelsen
af fradraget i øvrigt henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 3.
Det foreslås endelig, at de bemyndigelser, der i sømandsskattelovens
§ 29 er tillagt Skatteministeren til efter indstilling fra
Sømandsskattenævnet at tillade, at sømænd i visse tilfælde kan
inddrages under sømandsbeskatningen, selv om de pågældende i
øvrigt ikke opfylder de i sømandsskatteloven fastsatte
betingelser herfor, opretholdes tilsvarende under den ny
fradragsordning, jf. lovforslagets § 1, stk. 2 og 3, og § 5. Det
drejer sig bl.a. om regler, der bemyndiger Skatteministeren til
at tillade, at fradrag indrømmes sømænd om bord på danske skibe,
der i henseende til tonnagemål ikke opfylder betingelsen i § 2,
nr. 1, eller som anvendes erhvervsmæssigt på anden måde end til
befordring af personer eller gods.
Efter nedlæggelsen af Sømandsskattenævnet er det Skatteministeren
alene, eller hvem ministeren bemyndiger dertil, der træffer
afgørelse i de nævnte spørgsmål. Det er hensigten med det
stillede forslag at fortsætte den praksis, som hidtil har været
gældende på området, bl.a. for herigennem at medvirke til, at
samme personkreds af danske sømænd, som efter gældende regler er
omfattet af sømandsskatteordningen, også bliver inddraget under
den foreslåede fradragsordning.
Vedrørende de administrative og provenumæssige konsekvenser af
lovforslaget henvises til bemærkningerne til det fremsatte
lovforslag om ophævelse af sømandsskatteloven.
Ifølge lovforslaget skal loven have virkning fra og med 1. januar
1989 samtidig med den foreslåede ophævelse af sømandsskatteloven.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Ifølge denne bestemmelse indrømmes det særlige fradrag til personer,
der er fuldt skattepligtige i henhold til kildeskattelovens § 1,
og som udfører arbejde om bord på et dansk skib i udenrigsfart
eller nærfart, eller som udfører arbejde på et udenlandsk skib i
udenrigsfart. Endvidere indrømmes fradraget til personer, som
udfører arbejde på fartøjer og installationer, som anvendes i
tilknytning til efterforskning og indvinding af kulbrinter uden
for dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde.
Endelig indrømmes fradraget til personer, der oppebærer lønindtægt
om bord på et skib, i hvilket de som partsredere eller
interessenter ejer en andel på højst 10 pct. Efter de gældende
regler i sømandsskattelovens § 29, stk. 4, kan Skatteministeren
tillade, at de nævnte personer bliver omfattet af
sømandsskatteordningen. Det foreslås nu, at fradragsordningens
bestemmelser skal finde direkte anvendelse på denne personkreds.
Som nævnt under de indledende bemærkninger, vil fradraget i
princippet blive indrømmet samme kreds af fuldt skattepligtige
sømænd om bord på danske skibe, som efter gældende regler
beskattes i henhold til sømandsskatteloven, jf. lovens kapitel II.
Tilsvarende vil samme personkreds af fuldt skattepligtige her til
landet, som efter gældende regler er omfattet af ligningslovens §
33 B, blive omfattet af fradragsreglerne i nærværende lovforslag.
Herudover vil fuldt skattepligtige personer, der er omfattet af
sømandsskatteordningerne i de øvrige nordiske lande, blive
inddraget under den foreslåede fradragsordning.
Fradraget indrømmes enhver person, der er ansat om bord på de af
lovforslaget omfattede skibe, fartøjer eller installationer.
Dette gælder således også personer, der er ansat om bord hos en
anden arbejdsgiver end rederiet, f.eks. hos hovmesteren.
Fradraget gives i lønindtægt erhvervet ved tjeneste om bord. Der
tænkes her på lønindtægt, som efter gældende regler er omfattet
af sømandsskattelovens § 2, stk. 5, nemlig enhver skattepligtig
indtægt i penge eller i penges værdi, herunder hyre, lønnings-
eller andet arbejdsvederlag, værdien af fri kost, provision,
drikkepenge o.lign., som en sømand erhverver i forbindelse med
sit arbejde eller tjeneste om bord. Hertil henregnes også beløb,
der udbetales sømanden under midlertidigt ophold i land, samt
dagpenge, som rederiet udbetaler efter lovgivningen om dagpenge
ved sygdom eller fødsel, og bjærgeløn.
Fradraget gives endvidere i lønindtægt ved tjeneste om bord, der
oppebæres i den tid, skibet ligger ved land under bygning,
reparation eller midlertidig oplægning. Efter de gældende regler
i sømandsskattelovens § 29, stk. 1, kan Skatteministeren tillade,
at der svares sømandsskat af den nævnte lønindtægt.Det foreslås
nu, at fradragsordningens bestemmelser skal finde direkte
anvendelse på denne lønindtægt.
Til § 2
I denne bestemmelse er udtrykkene dansk skib, udenrigsfart,
nærfart og udenlandsk skib defineret.
De nævnte definitioner er i overensstemmelse med de tilsvarende
definitioner i sømandsskatteloven. Definitionen af udenlandsk
skib svarer til definitionen i ligningslovens § 33 B, stk. 2.
Herefter forstås ved dansk skib et skib, som er registreret med
hjemsted her i landet med en bruttoregistertonnage på 100 tons/
en bruttotonnage på 100 tons eller derover, som udelukkende
anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods
eller som bjærgningsfartøj. Med skib registreret med hjemsted her
i landet sidestilles skib, der er registreret med hjemsted på
Færøerne, i Grønland eller i udlandet, såfremt det uden besætning
overtages til befragtning af dansk rederi. Skib, der er
registreret med hjemsted her i landet, men som uden besætning
overtages til befragtning af udenlandsk rederi, anses ikke for
dansk skib, jf. § 2, nr. 1.
Ved udenlandsk skib forstås et skib, der ikke kan anses for et dansk
skib efter ovennævnte definition, men som i øvrigt opfylder samme
betingelser med hensyn til anvendelse og tonnage som et dansk
skib, jf. § 2, nr. 4.
Udenrigsfart er dels fart, der overvejende finder sted mellem havne
uden for et område, der i Nordsøen begrænses af meridianen øst
og breddeparallellen 6 nord og i Østersøen af breddeparallellen
5 nord, og dels fart, der overvejende finder sted mellem havne,
der er beliggende inden for det nævnte område, og havne uden for
området. Bjærgningsvirksomhed, der i det væsentligste udøves uden
for det nævnte område anses også for udenrigsfart, jf. § 2, nr. 2.
Som nærfart anses fart eller bjærgningsvirksomhed inden for det
ovenfor nævnte område, bortset fra fart med
a. skibe og færger, der sejler i begrænsede fartområder,
b. skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, åer og fjorde, og
c. skibe, der er i stationær virksomhed, herunder havnefart og
lignende, eller som ikke har egne fremdrivningsmidler, jf. § 2,
nr. 3.
Det skal bemærkes, at rutetrafik, hvor sejldistancen fra havn til
havn er mindre end 50 sømil, anses for sejlads i begrænset fart.
Skatteministeren får dog adgang til, som det er tilfældet i
henhold til sømandsskatteloven, at dispensere fra denne
bestemmelse, jf. lovforslagets § 5, stk. 4.
I øvrigt bemyndiges Skatteministeren til at give nærmere regler for,
hvad der skal anses for nærfart.
Til § 3
Denne bestemmelse indeholder regler om beregning af det særlige
fradrag til sømænd m.v.
Sømandsskatten under den gældende ordning er i princippet en endelig
progressiv kildeskat med kalendermåneden som skatteperiode, og
der indrømmes ved opgørelsen af indtægten om bord en række
standardiserede fradrag. Ordningen bygger på et særligt »10
måneders system«, hvorefter såvel skatteskalaen som de månedlige
fradrag - herunder også fradrag for udgifter i land, som
overføres ved beregning af sømandsskatten - er baseret på den
forudsætning, at sømænd gennemsnitlig har indtægt om bord i 10 af
årets måneder. På dette grundlag beregnes de månedlige fradrag
ved skatteberegning om bord som en tiendedel af de årlige
fradrag. Der er således i det gældende system indbygget en
tendens til, at sømænd, der sejler i kortere perioder end 10
måneder, ikke får udnyttet fradragene fuldt ud, medens omvendt
sømænd, der sejler 11 eller 12 måneder i løbet af året, får en
vis overdækning vedrørende fradragene.
Ved fastsættelsen af det særlige fradrag til sømænd efter nærværende
lovforslag er der taget udgangspunkt i de skattemæssige forhold
for sømænd, der erhverver lønindtægt om bord i 11 af årets
måneder, og som har bopæl i en kommune, der har en kommunal
udskrivningsprocent svarende til landsgennemsnittet i 1988.
Fradraget er herefter fastsat således, at sømænd med bopæl i en
gennemsnitskommune, der sejler i 11 af årets måneder, bliver
stillet skattemæssigt nogenlunde uændret efter afskaffelsen af
sømandsskatteordningen.
Alle sømænd vil med de foreslåede fradragsregler fortsat blive
undergivet en væsentlig lempeligere beskatning end andre
skatteydere.
Fradraget beregnes både som et fast beløbsfradrag og som et
procentfradrag. Endvidere er fradraget som tidligere anført
størrelsesmæssigt fastsat under hensyn til, om danske sømænd, der
gør tjeneste om bord på danske skibe, sejler i udenrigsfart eller
i nærfart.
For danske sømænd om bord på danske skibe i udenrigsfart udgør det
faste beløbsfradrag for et helt indkomstår 23.000 kr., jf. § 3,
stk. 1. Hertil lægges et procentfradrag, der beregnet på grundlag
af helårsindtægten udgør 15 pct. af den del af lønindtægten om
bord, der ikke overstiger 130.000 kr., og 8 pct. af den
overskydende del af lønindtægten. Har den pågældende sømand kun
lønindtægt om bord i en del af indkomståret, nedsættes både
23.000 kr.'s fradraget og det beregnede procentfradrag
forholdsmæssigt. Procentfradraget kan for hvert indkomstår højst
beregnes af en lønindtægt, der omregnet til helårsindtægt udgør
310.000 kr. Det samlede årlige fradrag kan således højst udgøre
56.900 kr., jf. eksempel 1 og 2.
For danske sømænd om bord på danske skibe i nærfart nedsættes det
faste beløbsfradrag fra de nævnte 23.000 kr. til 8.000 kr., jf. §
3, stk. 2. Denne nedsættelse svarer til, at sømænd i nærfart
efter gældende regler i sømandsskatteloven ikke indrømmes det
særlige udenrigsfartfradrag, som indrømmes sømænd i udenrigsfart.
Har den pågældende sømand haft lønindtægt om bord på f.eks. såvel
danske skibe i udenrigsfart som danske skibe i nærfart, nedsættes
det faste beløbsfradrag på henholdsvis 23.000 kr. og 8.000 kr.
forholdsmæssigt under hensyn til den tid, sømanden har haft
lønindtægt om bord på skibene i henholdsvis udenrigsfart og
nærfart. Procentfradraget kan beregnes under eet af lønindtægten
om bord på skibene i udenrigsfart og nærfart.
Danske sømænd om bord på udenlandske skibe samt personer med bopæl
her i landet, der gør tjeneste om bord på fartøjer og
installationer, der anvendes i tilknytning til off-shore
virksomhed på kulbrinteområdet i udlandet, og som hidtil har
været omfattet af ligningslovens § 33 B, får ifølge lovforslaget
beregnet fradrag efter samme regler som danske sømænd om bord på
danske skibe i udenrigsfart, jf. § 3, stk. 1.
Eksempler på beregning af fradrag efter lovforslagets regler:
Eksempel 1. En dansk sømand er forhyret på et dansk skib i
udenrigsfart i 9 måneder inden for et indkomstår, og i denne
periode har sømanden indtjent en løn på 180.000 kr.
Helårsindkomsten udgør 240.000 kr. Fradraget for det pågældende
indkomstår beregnes således:
Maksimalt helårsfradrag kr. 130.000x15 pct. 19.500 110.000x8 pct. 8.800 Fast beløbsfradrag 23.000 51.300 Fradrag for indkomståret 51.300x9/12 38.475
Eksempel 2. Har sømanden i stedet indtjent en løn på 270.000 kr. i
løbet af de 9 måneder, udgør helårsindkomsten 360.000 kr.
Fradraget for det pågældende indkomstår beregnes herefter således:
Maksimalt helårsfradrag kr. 130.000x15 pct. 19.500 180.000x8 pct. 14.400 Fast beløbsfradrag 23.000 56.900 Fradrag for indkomståret 56.900x9/12 42.675
Til § 4
Det fremgår af denne bestemmelse, at skattepligtige, der vælger at
beregne fradrag efter bestemmelserne i nærværende lovforslag,
ikke samtidigt kan fradrage udgifter, der er afholdt i
forbindelse med erhvervelsen af lønindtægten om bord. Det drejer
sig om udgifter som omfattet af ligningslovens § 9, stk. 1,
(fradrag for udgifter i forbindelse med udførelsen af det
indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede
fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 3.000
kr.), §§ 9 B-9 D (befordringsfradrag) og § 13 (fradrag for
udgifter til kontingenter til faglige sammenslutninger) samt om
fradrag for udgifter til arbejdsløshedsforsikring efter § 49,
stk. 1, i lov om beskatning af pensionsordninger m.v.
Vælger den skattepligtige ved opgørelsen af indkomsten om bord at
foretage fradrag efter § 3 i nærværende lovforslag, skal der
således ikke ske reduktion efter ligningslovens § 9, stk. 1, ved
opgørelsen af fradraget.
Til § 5
Som tidligere anført er det hensigten med nærværende lovforslag, at
samme personkreds af danske sømænd om bord på danske skibe, som i
dag er omfattet af sømandsskattelovens regler, i videst muligt
omfang bliver inddraget under den foreslåede fradragsordning. Med
henblik herpå foreslås det, at regler svarende til en række
bestemmelser i sømandsskattelovens § 29, hvorefter
Skatteministeren kan tillade, at sømænd i visse tilfælde kan
inddrages under sømandsbeskatningen, selv om de pågældende ikke
på alle områder opfylder de i sømandsskatteloven fastsatte
betingelser herfor, bevares under den ny fradragsordning.
Skatteministeren kan herefter tillade, at skibe, der ikke opfylder
betingelserne enten med hensyn til tonnagemål eller den
erhvervsmæssige anvendelse som nævnt i lovforslagets § 2, nr. 1,
bliver inddraget under fradragsordningen, jf. § 5, stk. 2 og 3.
Vedrørende inddragelse af skibe, som måler mindre end 100
bruttoregistertons/bruttotons, skal tilladelse navnlig gives,
såfremt rederiet ejer skibe både over og under nævnte
tonnagegrænse. I forbindelse med inddragelse af sømænd, der
arbejder om bord på skibe, der anvendes erhvervsmæssigt på anden
måde end nævnt i § 2, stk. 1, under fradragsordningen, må det
navnlig tages i betragtning, om forhyringsvilkårene for de
pågældende i det væsentlige svarer til, hvad der sædvanligt er
gældende for sømænd, der er omfattet af bestemmelserne i
nærværende lovforslag.
Skatteministeren kan endelig tillade, at fradrag indrømmes personer
om bord på et dansk skib i rutetrafik, hvor sejldistancen fra
havn til havn udgør mindre end 50 sømil, men mere end 25 sømil,
samt personer om bord på visse skole- og øvelsesskibe, jf. § 5,
stk. 4 og 5.
Afgørelse i nævnte spørgsmål træffes efter de gældende bestemmelser
i sømandsskatteloven efter indstilling fra Sømandsskattenævnet.
Ved ophævelse af sømandsskatteloven vil Sømandsskattenævnet
bortfalde, men reglerne på området vil blive søgt administreret
efter samme retningslinier, som hidtil har været gældende. I det
omfang det skønnes fornødent, vil der således blive indhentet
udtalelser fra rederierne og de søfarendes organisationer.
Til §§ 6-8
Loven skal have virkning fra og med 1. januar 1989 samtidig med
ophævelsen af sømandsskatteordningen.
Ifølge lovforslaget skal loven ikke omfatte Færøerne og Grønland.