Gelex

1987 LSF 247 FORSLAG TIL LOV OM HOVEDAKTIONÆRERS M.FL.'S FORMUESKAT

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00247@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

§ 1. Anpartshaveres og aktionærers skattepligtige indkomst forhøjes

ikke, fordi det pågældende selskab betaler eller refunderer den del

af formueskatten, som falder på anparterne eller aktierne.

§ 2. Loven gælder formueskat udskrevet for indkomståret 1988 og

senere indkomstår.

Bemærkninger til lovforslaget

Som alle andre skatter er også formueskatten en hæslig skat.

Så hæslig, at Fremskridtspartiet fra første folketingsfærd har

foreslået den afskaffet (Folketingstidende 1973-74, 2. samling,

tillæg A sp. 41 (forslag til lov om afskaffelse af den personlige

indkomstskat m.v. L 13 af 8. januar 1974)). Nogle af

formueskattens ulemper er nærmere belyst i bilaget.

Men de andre partier har i den grad ødelagt Danmarks økonomi, at

selv om folketingsflertallet nu kom til fornuft, ville det først

være økonomisk holdbart, at staten skulle undvære hele

formueskatteprovenuet, fra og med 1993.

Og da de andre partier jo stadig alle som en frådser med offentlige

udgifter, har det måske endnu længere udsigter for gennemførelsen

af fremskridtsbevægelsens skatteafviklingsplan.

Men på nogle områder går det særlig skævt med formueskatten.

Så skævt, at særredningsordninger er påkrævet.

I nærværende lovforslag drejer det sig om at give

hovedaktionærproblemet en løsning, som vil være til at leve med,

indtil formueskatten i det hele kan smides på møddingen.

Da Fremskridtspartiet fremhævede dette i december 1979 (f.eks. i

betænkning over forslag til lov om ændring af forskellige

skattelove, Folketingstidende 1979-80, tillæg B sp. 280 f), mødte

det en mur af uforståenhed. Men livet har nu belært de andre

partier om, at også her var det Fremskridtspartiet, der var på

realitetens grund - se f.eks. Spm. nr. S 200 til ministeren for

skatter og afgifter af Bernhard Baunsgaard (RV),

(Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 2143 f).

Problemets kerne er, at formueaktiverne og dermed deres umiddelbare

likviditetsafkast ligger i selskabet, men at formueskatten skal

betales af aktionæren (anpartshaveren). Når midlerne skal

overføres fra selskab til aktionær, for at denne kan viderebetale

beløbet til skattevæsenet, dukker skattedjævelen op i al sin magt

og vælde og forlanger, at så skal aktionæren betale indkomstskat

af de penge, for hvilke han i virkeligheden kun er

gennemgangsled. Eventuelt nægtes selskabet endda fradragsret for

udbetalingen, fordi nidkære myndigheder kvalificerer den som

udbytte.

Dette dræner erhvervsvirksomheden og øger dermed arbejdsløsheden.

Man skal ikke være særlig vaks for af den anførte beskrivelse at

indse, at her ikke er tale om et uundgåeligt naturgivet problem,

men alene om vanskeligheder, som lovgivningen selv har skabt ved

ikke at samordne tankegangen bag de forskellige skatteformer.

For den, der ikke lader sig hypnotisere til at tro, at det gældende

danske skattesystems principper er noget urokkeligt gudegivent,

er der derfor flere løsninger på problemet.

Man kunne for eksempel flytte formueskatten til selskabet.

Eller være mere liberal med at tillade uforrentede aktionærlån.

Eller indføre ændringer i skatteloftsbestemmelserne.

Eller mildnelser i de vurderingsregler, der fastlægger, med hvilket

beløb anpart (aktier) skal optages i skatteformueopgørelsen.

Eller indrømme henstand med formueskattens betaling.

Eller - og det er nærværende lovforslags løsning - blot fastslå, at

anpartshaveren (aktionæren) ikke er skattepligtig af de beløb,

som han jo aldrig selv får nogen fornøjelse af, fordi de - ofte i

een bogholderigang - blot debiteres selskabets konto, krediteres

ham og derefter straks igen debiteres ham for at blive krediteret

skattevæsenet.

Det er i virkeligheden barokt, at han skal betale måske 200 pct. i

ekstraskat i den anledning (er formueskatten f.eks. 100. 000 kr.,

skal han have 300.000 kr. udbetalt, fordi de 200.0000 kr. af de

300.000 kr. går til indkomstskat).

Forslaget vil ikke give beregningsvanskeligeheder. Udgør anparterne

for eksempel to tredjedele af hans skattepligtige formue og hans

samlede formueskat 150.000 kr., er det maksimalt 100.000 kr., som

selskabet kan bidrage med til skattebetalingen. Eventuelle

overskydende beløb beskattes efter hidtidige regler.

Lovforslaget indlader sig ikke på at sætte nogen grænse for, hvor

stor aktieposten skal være, for at ordningen kan benyttes. Enhver

grænsedragning vil her føre til vilkårligheder. Derfor bliver det

det praktiske liv, som kommer til at sætte grænsen. Beslutter er

selskab sig til at betale den pågældende formueskat for en

aktionær med en minimal aktiepost, gælder nyordningen altså.

Forslagsstillerne mener, at det ikke skal gøre nogen forskel, hvis

selskabet senere refunderer anpartshaveren (aktionæren)

formueskattebeløbet. Og det er ikke fundet hensigtsmæssigt med

nogen tidsgrænse. Hvis derfor for eksempel refusion af

formueskattebeløbet for 1988-91 sker i 1992, vil ordningen gælde,

men kun for selve de pågældende formueskattebeløb og altså ikke

for eventuelle rentetillæg, der sprænger maksimumsgrænsen for

skattefri refusion.

En konsekvens af den udformning, lovforslaget herefter har fået,

bliver altså, at et børsnoteret selskab, som normalt udbetaler 20

pct. i dividende, fra 1990 måske vil skattetænke derhen, at man

omdøber beløbet til »refunderet formueskat for perioden efter

1987«. Derefter skal det ved ligningen af den enkelte aktionær

afgøres, hvor stor andel af beløbet der kan passere skattefrit,

fordi han ikke hidtil har fået refunderet den af ham udredede

formueskat for årene fra og med 1988. De folketingsmedlemmer, der

ikke kan lide den konsekvens, har snesevis af forskellige

muligheder for gennem ændringsforslag at søge flertal til at

indsnævre nærværende lovforslags udstrækningområde. De stærkeste

grunde for forslaget findes jo i hovedanpartshavertilfældet.

Forslagsstillerne har imidlertid alt taget i betragtning fundet,

at den bedste afgrænsning af forslagets virkeområde er den enkle

lovtekst, som med forslagets fremsættelse overgives Folketinget

til eventuel viderebearbejdning.

Når nærværende lovforslag er vedtaget (ændret eller uændret), vil

det være hensigtsmæssigt at foretage nogle mindre ændringer i

anparts- og aktieselskabslovene vedrørende følgende spørgsmål:

1) Kan en minoritetsaktionær forlange kompensation, hvis selskabet

betaler formueskat for nogle aktionærer?

2) Hvordan skal selskabets formueskattebetaling posteres?

Lovforslaget er en genfremsættelse af et i folketingsåret 1982-83

fremsat forslag, se Folketingstidende, forhandlingerne sp. 5457

og 7856 samt Tillæg A sp. 2917.

Bilag

Citat fra side 25-26 i Thorkil Kristensen-udvalgets betænkning nr.

949 af 20. april 1982

1.9. Formuebeskatning

Selv om formueskatten har et lidt andet sigte, må den vurderes i

relation til den øvrige kapitalbeskatning. I denne sammenhæng kan

følgende bemærkes:

1. For de personer, som rammes af formueskat, virker den som en

marginalbeskatning af opsparing i formueskattepligtige aktiver,

dvs. skatten falder på den sidst opsparede krone. Såfremt

opsparingen afhænger positivt af det opnåelige afkast, vil

opsparingen derfor påvirkes negativt af formueskatten.

2. Formueskatten kan virke som en ret høj marginalbeskatning. Under

de nuværende forhold udhules det finansielle afkast kraftigt af

inflation og skat og nærmer sig let 0 eller et negativt afkast.

Hertil kommer så for formueskattepligtige yderligere de 2,2 pct.,

der skal betales i formueskat. Situationen er således

tilnærmelsesvis den, at det er meget vanskeligt for

formueskattepligtige at bevare realværdien af deres formue ved

passive placeringer i finansielle fordringer. Ved indekserede

fordringers indførelse tilsigtes en placeringsform, hvor formuens

værdifasthed kan sikres. Antages det, at afkastet af sådanne

fordringer er 3 pct., vil dette være ensbetydende med et afkast

på 1,8 pct. efter 40 pct. renteskat. Skal der yderligere betales

formueskat, bliver det reale afkast efter 2,2 pct. formueskat

-0,4 pct. Formueskattepligtige kan således ikke bevare

realværdien af deres formue ved placering i indekserede

fordringer. Målt med denne målestok er en formueskat på 2,2 pct.

en relativ kraftig beskatning.

3. Beskatningsgrundlaget for formueskat er usikkert opgjort, om end

indførelse af kontantvurdering af gæld og fast ejendom er en

væsentlig forbedring i så henseende. Blandt de væsentligste

mangler ved opgørelsesgrundlaget kan nævnes privat indbo, smykker

o.lign. samt værdien af pensionsordninger o.lign. Helt generelt

sker der ingen inddragning af menneskelig kapital i

formueopgørelsen. Personer med udsigt til en stor fremtidig

livsindkomst formuebeskattes ikke af den formueværdi, disse

indtjeningsudsigter og forbrugsmuligheder udgør.

4. Formueskattens størrelse må vurderes i sammenhæng med kapitalens

mobilitet. Formueskatten virker som en skærpelse af den øvrige

kapitalafkastbeskatning, og et højt niveau for den samlede

kapitalafkastbeskatning kan ikke alene have en negativ

indvirkning på opsparingstilbøjeligheden. Det kan også medføre,

at kapitalen bevæger sig andre steder hen, hvor skattebyrden er

lavere. I den forbindelse må det nærmere præciseres, hvad der

menes med »kapitalflugt«. En mulighed er, at kapitalejeren (og en

væsentlig del af beskatningsretten) flytter ud af landet, medens

selve kapitalen (formuen) forbliver i landet1). En anden mulighed

er, at kapitalejeren (og beskatningsretten) bliver i landet, mens

selve kapitalen flytter ud af landet. Endelig er der den

mulighed, at både kapitalejeren og kapitalen flytter ud af landet.

Den første situation, at kapitalejeren og en væsentlig del af

beskatningsretten flytter ud af landet, medens selve kapitalen i

vidt omfang forbliver i landet, er vel en ikke usædvanlig

situation. Det sædvanlige argument i den forbindelse er, at så

længe eventuelle arbejdspladser bevares, er problemet ikke så

stort. I den nuværende situation med stor arbejdskraftledighed

kan denne form for argumentation måske have en vis relevans. På

længere sigt og under mere normale forhold forekommer dog netop

den situation ret uheldig. Det centrale problem må i højere grad

end at bevare kapitalen være at bevare beskatningsretten til

kapitalens afkast, således at samfundet får del i dette afkast.

Hvor selve kapitalen er placeret, er på længere sigt af mere

underordnet betydning. Er det muligt at få et større afkast i

udlandet end i Danmark, må det alt andet lige være at foretrække,

at en større del af kapitalen placeres i udlandet.

Når man på længere sigt skal vurdere formueskattens og den øvrige

kapitalafkastbeskatnings samfundsmæssige betydning, er der derfor

god grund til at lægge betydelig vægt på den indflydelse,

beskatningen måtte have på kapitalejernes (og beskatningsrettens)

mobilitet. Derimod forekommer det af mere underordnet betydning,

hvordan indflydelsen er på selve kapitalens mobilitet.

1) Efter kildeskattelovens § 2, navnlig pkt. c og d,

indkomstbeskattes dog fra kilder i Danmark uanset ejerens

fraflytning til udlandet. Herudover er begrænset skattepligtige

formueskattepligtige af formuer, hvorfra disse indtægter hidrører

(erhvervsvirksomheder med fast driftssted her i landet og fast

ejendom). Derimod omfatter formueskattepligten ikke aktier,

obligationer og pantebreve.

Skriftlig fremsættelse

Behnke (FP):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til lov om hovedaktionærers m.fl.s formueskat.

(Lovforslag nr. L 247).

Jeg skal i øvrigt henvise til lovforslagets tekst og de ledsagende

bemærkninger.

Versioner

  1. 1988-05-21