1987 LSF 253 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ÆNDRING AF FORSØGSREGLER MED HENSYN TIL PASNING AF BØRN)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00253@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. marts
1987, som ændret senest ved lov nr. 870 af 23. december 1987,
foretages følgende ændring:
1. I § 138 b, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»På tilsvarende måde kan der gives tilladelse til andre
forsøgsordninger, der sigter mod at nedbringe ventelister til
dagtilbud for børn.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Socialministeriet har fra enkelte kommuner modtaget oplysning om, at
der ønskes lovgrundlag for ordninger, hvor egne børn under 3 år
kan indgå i det antal dagplejebørn, kommunen betaler for, således
at bistandslovens § 64 fraviges.
Det er i denne forbindelse fremhævet, at en sådan ordning skulle
være forbundet med kommunale besparelser i enkelte kommuner, og
at der samtidig skulle kunne skaffes flere dagplejere ved
indførelse af sådanne ordninger, således at ventelister til
dagtilbud for børn kan nedbringes.
Det findes hensigtsmæssigt, at der bliver adgang til at vurdere
effekten af sådanne ordninger gennem forsøgsvirksomhed. Det
foreslås derfor at udvide forsøgsbestemmelsen i bistandslovens §
138 b, så den i princippet omfatter enhver forsøgsordning, der
sigter mod at nedbringe ventelister til dagtilbud for børn.
Forslaget sigter imidlertid navnlig mod ordninger, hvormed man
prøver at skaffe flere dagplejere gennem mulighed for, at egne
børn under 3 år kan indgå i det antal dagplejebørn, kommunen
betaler for.
Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget
Lovforslaget skønnes kun i yderst beskedent omfang at medføre
merarbejde i forhold til den sædvanlige administration af den
kommunalt formidlede dagpleje.
Som nævnt er det anført fra kommuner, der ønsker at aflønne
dagplejere for pasning af egne børn, at ordningen indebærer
økonomiske fordele.
»Da der er tale om en frivillig forsøgsordning for kommunerne, ydes
der i overensstemmelse med de almindelige kompensationsregler for
det udvidede totalbalanceprincip ikke kompensation til
kommunerne.«
De økonomiske konsekvenser har været drøftet med de kommunale
organisationer.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Forslaget sigter, jf. de almindelige bemærkninger, navnlig mod
ordninger, hvorved man prøver at skaffe flere dagplejere gennem
tilbud om, at egne børn under 3 år kan indgå i det antal
dagplejebørn, kommunen betaler for.
Når den nye forsøgsregel indsættes i bistandslovens § 138 b, stk. 1,
får § 138 b, stk. 2, også virkning for sådanne ordninger. Der
bliver hermed hjemmel til at fastsætte andre betalingsordninger
og anden udgiftsfordeling, når blot forældrebetalingen ikke
kommer over de sædvanlige grænser.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft snarest mulig.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 25. marts
1987, som ændret senest ved lov nr. 870 af 23. december 1987,
foretages følgende ændring:
1. I § 138 b, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»På tilsvarende måde kan der gives tilladelse til andre
forsøgsordninger, der sigter mod at nedbringe ventelister til
dagtilbud for børn.«
§ 138 b. Socialministeren kan efter indstilling fra
kommunalbestyrelsen eller amtsrådet tillade, at der for en
forsøgsperiode oprettes andre socialpædagogiske tilbud for børn
og andre institutionsformer for børn og voksne end dem, der er
omtalt i afsnit VI og VII.