Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00254@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1. Enhver arbejdsdygtig person med fast bopæl i Danmark i alderen

mellem 18 og 67 år, som stiller sin arbejdskraft til rådighed for

det offentlige i 8 timer i træk, erhverver ret til dagpenge

overensstemmende med nærværende lov.

Stk. 2. Dagpengeretten tilkommer dog ikke arbejdstagere eller

arbejdsgivere, der befinder sig i arbejdskamp, bortset fra dem,

som er ulovligt lockoutet. Ej heller ikke-danske statsborgere,

som ikke har dansk arbejdstilladelse.

§ 2. Det offentlige afgør, på hvilke timer af døgnet de nævnte 8

timer skal placeres, og hvad vedkommende skal foretage sig i

disse 8 timer. Hver kommune skal blot have mindst eet mødested

hver søgnedag (lørdag undtaget).

§ 3. Når den pågældende tilfredsstillende har opfyldt de af det

offentlige fastsatte arbejdsvilkår, får han udbetalt 400 kr.

Beløbet reguleres kvartalsvis efter pengeværdiens udvikling,

sådan at dagpengesatsen for et kvartal offentliggøres af

socialministeren senest 2 uger før kvartalets begyndelse.

§ 4. Loven administreres af kommunernes socialforvaltninger, der

herved fuldt ud er underlagt socialministerens instruktioner.

Dagpengene afholdes af statskassen.

§ 5. Enhver har ret til at drive arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikringsvirksomhed. Dagpengeretten beskæres ikke

af andre indtægter, heller ikke af modtaget

arbejdsløshedsunderstøttelse fra arbejdsløshedskasse,

forsikringsselskab eller anden side.

§ 6. Personer omfattet af denne lov har samme adgang til social

bistand som alle andre, for så vidt sådan bistand er påkrævet for

at afhjælpe uforskyldt nød for dem og deres husstand.

§ 7. Loven træder i kraft 27. april 1989.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af

17. september 1987 med ændringer ved lov nr. 881 af 23. december

1987 og lov nr. 110 af 5. marts 1988. Lovens regler om

arbejdsgiverbidrag til arbejdsløshedskasserne (§§ 83-85) ophæves

dog 28. februar 1989, og de, der er født før 27. april 1929,

bevarer deres ret til efterløn. Ordningen administreres

overensstemmende med § 4.

Stk. 3. Endvidere ophæves pr. 27. april 1989 lov om arbejdstilbud

til ledige, jf. lovbekendtgørelse nr. 535 af 21. november 1985,

som ændret ved § 17 i lov nr. 948 af 23. december 1986, lov nr.

368 af 10. juni 1987 og lov nr. 109 af 5. marts 1988.

Bemærkninger til lovforslaget

Generelle bemærkninger

I. Danmarks Riges Grundlovs § 75 foreskriver:

» Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver

arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der

betrygger hans tilværelse.

Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis

forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af

det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som

loven herom påbyder.«

Folketingsflertal og regeringer har forsyndet sig stærkt mod denne

grundlovsbestemmelse. Især i perioden siden sommeren 1974, da

folketingsflertallet lod storarbejdsløshed udbryde.

De gamle partier kunne ikke gøre for, at OPEC's salgspriser på olie

steg. Men de er skyldige i, at Danmark ikke hurtigt indrettede

sig efter de ændrede konjunkturer i verden omkring os på en sådan

måde, at den danske arbejdsstyrke kunne beskæftiges fornuftigt. I

13-14 år har de såkaldt ansvarlige partier i stedet givet

befolkningen stene for brød. De har holdt kunstigt liv i

dødssejlervirksomheder. De har indført vanskelighedsforøgende

særordninger for de unge, for kvinder, for de ældre og for de

langtidsarbejdsløse. De har svælget i såkaldte

beskæftigelsesplaner. De har raset mod Japan, Tyskland og andre

fornuftige betalingsbalanceoverskudslande. Og de har foretaget

hobevis af andre direkte beskæftigelsesskadende tiltag som for

eksempel erhvervstilskudsordninger.

Bestandig har de hældt vand ud af ørerne og holdt den ene

mammut-tomgangs-konference efter den anden og med himmelvendte

øjne erklæret, at »vi ikke kan leve med arbejdsløsheden«.

Men resultatet af alt dette er, at ledigheden hele tiden er blevet

større, end den havde været uden disse indgreb.

Disse mange års praktiske erfaringer dokumenterer altså, at

frugtbringende nytænkning ikke opstår med de mange snakkerier og

skriverier, som det kompakte folketingsflertal har været så

leveringsdygtigt i.

Det burde derfor efterhånden gå op for befolkningen, at de

tvangstanker om beskæftigelsesplaner, eksportpakker, påskeforlig,

kartoffelkvaksalverier og erhvervsfremmeordninger, som regeringen

flere gange årligt fremkommer med, skader en brugbar løsning på

det dødsensalvorlige massearbejdsløshedsproblem langt mere, end

de aner.

Hvis Folketinget på den måde »skaber'1.000 nye job i 1988 i de

konkurrenceudygtige sektorer, bevirker de selvsamme

foranstaltninger, at der er måske 5.000 færre arbejdspladser i

1995.

Pengene til prestigeprojekterne koster nemlig dyrt, når de skal

hentes hjem via skatter eller forøget statsunderskud. Og da penge

ikke er øremærkede, er der altid stor tvivl om, hvad

tilskudsbeløb til syvende og sidst i grunden anvendes til - eller

anderledes udtrykt: det er uundgåeligt, at store dele af

erhvervstilskudsbeløbene i virkelighedens verden ikke benyttes

til den bruttoudvidelse af arbejdsstyrken, som på papiret skulle

være opnået. Og tilvejebringes der endelig en »ny« arbejdsplads,

er den direkte virkning meget ofte, at der blot flyttes arbejde

til den tilskudsmodtagende virksomhed fra et andet firma, som så

må nedlægge en arbejdsplads. Man kan ikke have titusinder af

arbejdere ansat på »særvilkår« (løntilskud m.v.) på

virksomhederne.

I det levende liv er de dominerende partiers kunstfærdige net af

planer og ordninger intet andet end dødens pølse.

Penge flyttes fra steder, hvor de arbejder hensigtsmæssigt, til

områder, hvor der er mindre økonomisk forslag i dem. Herved

svækkes landets internationale konkurrenceevne.

Øget skattetryk, faldende international konkurrenceevne og flere

restriktioner svækker på længere sigt Danmarks muligheder for at

være stedet, hvor produktionen - og dermed velstandsskabelsen og

den fulde beskæftigelse - blomstrer. De kunstige arbejdspladser

bliver nemlig ikke varige, og de arbejdspladser, der kunne have

været varige, kan ikke bære de ekstrabyrder, Folketinget vælter

over på dem.

Og dermed falder også et væld af velmente forslag, som blåøjede

projektmagere lader det vrimle med, baseret på, at man kan

modregne sparet arbejdsløshedsunderstøttelse, når man skal

analysere en ides rentabilitet.

Tankegangen illustreres for eksempel af forslaget fra

Fællesorganisationen i Herning om, at staten skulle yde lån -

rente- og afdragsfrit i 35 år - til nybyggerier på størrelsen af

den sparede arbejdsløshedsunderstøttelse for hver ellers

arbejdsløs, der kommer i gang med nybyggerarbejdet. Det sikre ved

den slags projekter er statsudgiften. Men ingen kan fastlægge, om

det pågældende arbejde eller andet ikke var blevet udført

alligevel - måske af en anden håndværksmester. Og det vil så igen

betyde, at ordningen vil bide sig fast og ingen gå i gang med at

bygge uden at sørge for at opfylde betingelserne for de 35 års

rente- og afdragsfri lån. Den afgørende sygdomsbacille bag Den

Danske Syge - de alt for store offentlige udgifter - vil altså

blive styrket og konsolideret, når slige projekter tænkes

igennem. Mange års kvaksalverlovgivning har skabt alt for mange

forvridninger i det danske erhvervsliv og på det danske

kapitalmarked. Mere af den slags vil gøre arbejdet yderligere

svært for os fremskridtsfolk, der til sin tid skal sørge for

helbredelsen fra samfundsødelæggelsen.

Skal man overhovedet - med sandheden i behold - sige noget pænt om

regeringens beskæftigelsesplaner, kan det ikke række videre, end

at de er teoretikerudspekuleret i et elfenbenstårn uden gnist af

føling med det virkelige liv og uden evne til at tænke mere end

eet led frem i den udvikling, som ordningerne udløser. De er

konkurrenceforvridende i anden potens - nemlig således, at

kræfterne sættes ind i konkurrencekampen på at udspekulere,

hvordan man fiksest kan indynde sig hos de bestemmende nævn og

myndigheder, så man kan kombinere så mange tilskudsordninger som

muligt i stedet for på, hvordan man med mindst ressourceforbrug

kan producere de bedste varer.

Aukenisterne forvandlede Danmark til en socialistisk fattiggård.

Fordi skatteyderfinansiering overklipper velstandens hovedpulsåre

mellem produktion og markedsmekanismebetinget rentabilitet.

Forfærdelighederne forværredes da Aukens efterfølgere kraftigt øgede

skatteplyndringen.

Det er dybt tragisk, at den danske offentlighed bliver så groft

vildledt af sine medier, at der ikke er almindelig forståelse

for, at indholdet af folketingsflertallets politik er at kaste

hundredtusinder af danske på lossepladsen.

II. Kravene i grundlovens § 75 opfyldes bedst ved tilvejebringelse

af et sundt økonomisk grundklima for arbejdslivet i Danmark, så

enhver, der ønsker at sætte noget ind på det, også i løbet af få

dage kan skaffe sig et stykke arbejde. Fremskridtspartiet har

gang på gang i enkeltheder redegjort for,hvordan en

alle-i-arbejde-politik helt præcist skal udformes. Eksempler

findes i det materiale, som der henvises til i bilaget til

nærværende lovforslag.

Arbejdsløsheden skyldes ikke, at der er noget i vejen med de

arbejdsløse. Fejlen ligger ene og alene hos det

folketingsflertal, som har undladt at se i øjnene og konsekvent

handlet efter, at det, at vi har arbejdsløshed i Danmark

simpelthen er termometeret, som måler, at arbejdsomkostningerne i

vort lilleputland er for høje målt med det internationale

konkurrencelivs alen. Altså sladrer det aktuelle

arbejdsløshedstal præcist om, hvor meget for svag Folketingets

indkomstpolitik har været. Fordi folketingerne er faldet for

slendriansnakken om, at lønforhandlingerne skal overlades til de

magtfyldte organisationer, som med et demagogisk udtryk kaldes

»parterne selv«.

Kun ved at prisen på arbejde sættes tilstrækkeligt ned, udryddes

arbejdsløsheden. Jo billigere arbejdskraft kan købes, des flere

erhvervsprojekter vil være rentable. Sådan er

markedsmekanismenaturlovens selvregulering. Og den er det lige så

dumt at søge at komme uden om, som det er at negligere for

eksempel tyngdeloven, klimaforhold eller andre naturgivne

livsforudsætninger.

LO's - og dermed de otte folketingspartiers - store fejlsyn er troen

på, at lilleputlandet Danmark kan tillade sig et

omkostningsniveau ude af trit med omverdenen. Var vore

omkostninger tilstrækkeligt meget lavere, havde vore priser også

ligget på så lavt et niveau, at vi kunne sælge tilstrækkeligt

mange danske varer til, at produktionen af dem fuldt ud ville

beskæftige al dansk arbejdskraft.

Arbejdsløshed - ud over folk på vej fra eller til andre

arbejdspladser (maksimalt 30.000 ad gangen) - skyldes, at prisen

på arbejdskraft er så høj, at firmaernes efterspørgsel efter

arbejdskraft er mindre end udbuddet. Sættes prisen ned, vil der

komme balance. Bliver prisnedsættelsen tilstrækkelig stor, tipper

forholdet over. Der bliver større efterspørgsel end udbud. Altså

overbeskæftigelse.

Så snart Folketinget tilpasser de danske omkostningers størrelse

til, hvad priserne på verdensmarkedet kan bære, er der så

uendeligt med salgsmuligheder for danske produkter, at den danske

arbejdsløshed forsvinder som dug for solen.

Modsat for eksempel store lande som USA, England og Tyskland er vi

blot en mikroskopisk dråbe i verdenshelheden. Det lille fnug på

globusen. Danmark kan mangedoble produktionen, uden at det ænses

i udlandet. Men i det hele er forskrækkelsen for

handelskrigsreaktioner stærkt overdrevet. Se blot på stormagten

Japan, der nok gang på gang trues af misregerede lande, men som

alligevel uanfægtet opretholder den fulde beskæftigelse. Fordi

Japan sørger for et tilstrækkeligt lavt omkostningsniveau. Det

samme har småstater som Schweitz og Østrig gjort i lange perioder.

Når Folketinget har presset lønomkostningerne så langt ned, at der

er fornuftig beskæftigelse til alle, vil man opleve, at lønnens

købekraft forøges. Til syvende og sidst afhænger lønmodtagernes

forbrugsmuligheder jo af, hvor meget der produceres. Og der

produceres mest, når flest mulige arbejder mest effektivt på at

frembringe, hvad befolkningen foretrækker at bruge sine egne

penge til.

Lave omkostninger betyder stor produktion og lave priser. Eller

anderledes udtrykt: høj realløn og gode muligheder for rundhåndet

socialpolitik.

Men en af Danmarks tragedier er, at Danmarks Radio og Danmarks

aviser ikke kan og ikke vil fatte sammenhængen. År ud og år ind

docerer de vranglære. Med al deres propagandaovermagt. Som for

eksempel, at der ikke skulle være arbejde nok, og at vi derfor må

fordele det forhåndenværende arbejde. Mens sandheden er, at der

er uendelige mængder af arbejde, som skal udføres.

Spørgsmålet er alene arbejdskraftens pris. Tilpasning heraf er den

eneste brugbare løsning på arbejdsløshedsproblemet. Alt andet er

kunstigt, uholdbart og skadeligt æggehovedtankespind.

At få misforståelserne rykket op med rod er aldeles afgørende for,

om vore børn og børnebørn skal henslæbe en sjetterangs

gældsslavetilværelse, eller om de kan få et godt og et lykkeligt

liv.

Gældens byrde er, at de sidste 28 års folketingsflertal har stjålet

multimilliardmængder af fremtidens arbejdstimer. Tilbagebetalig

af gælden med renter og renters rente sker nemlig ved

vareleverance og produktionen heraf kræver hoveriarbejde for

kreditorerne. Når landet har klaret kraftanstrengelsen med at

afvikle gælden (inkl. renter) samt tilvejebragt en passende

reserve som stødpude mod fremtidens ulykker, er vejen banet for

en lykkeperiode, hvor ny teknik muliggør stærkt reduceret

arbejdstid samtidig med en overmåde høj levestandard for alle.

Først til den tid kan anstændigvis drøftes nedsat arbejdstid. For

tiden er det derfor helt vildt, når Folketingets socialistpartier

udlægger valgflæsk ved at kræve nedsat arbejdstid, som

eksempelvis er hovedindholdet af SF's sabbatforslag B 49 af 25.

november 1987 (førstebehandlet 15. januar 1988, Folketingstidende

1987-88, forhandlingerne sp. 4923-4938).

Det forjættede land kommer vi kun til at nyde, hvis Folketinget

bringer orden i vor økonomi. Og det kan alene ske ved

gennemførelse af Fremskridtspartiets program.

Med ubønhørlig logik fastslås her, at tre ting er fornødne: Lavere

lønomkostninger, færre restriktioner og større dele af

arbejdskraften beskæftiget i nytteproduktionens tjeneste.

De tre elementer går op i en højere enhed ved skattenedsættelse.

Herved bliver der råd til langt færre offentligt ansatte, og

lønomkostningerne kan sættes ned.

Lettes skatte- og restriktionstrykket generelt tilstrækkeligt,

bliver dansk erhvervsliv så internationalt konkurrencedygtigt, at

vi igen får overbeskæftigelse.

Noget af modstanden mod denne åbenbart rigtige tankegang beror på,

at ordet »løn« forvirrende nok på nudansk har to vidt forskellige

betydninger. De fleste tænker på det, som de får for at arbejde.

Denne økonomiske størrelse er imidlertid ret ligegyldig i

forbindelse med kampen mod arbejdsløsheden. Her drejer det sig om

den betydning af ordet »løn«, som udtrykker, hvad arbejdsgiveren

skal betale for at få udført arbejde.

I denne omkostning indgår ud over udbetaling til medarbejderen også

en række andre beløb, hvoraf det største er kildeskat.

Når man lægger megen skat på en vare, kan der sælges mindre af den.

Dette gælder ikke blot, når varen er snaps, men også når den er

arbejdskraft.

Den danske kildeskat er derfor den skurk, som bærer eneansvaret for

den danske arbejdsløshed. Ophæves indkomstskatten, bortfalder

arbejdsløsheden.

Efter Fremskridtspartiets opfattelse skal omkostningstilpasningen

derfor ske ved, at Folketinget drastisk nedsætter den

indtægtsskat, som udgør en væsentlig del af prisen på

arbejdskraften, og afskaffer paragraf-Danmarks tusinde

omkostningsslugende papirpjatte-restriktioner.

Doseringens styrke skal være så stærk, at arbejdsløshedstallet

falder til under de ovennævnte 30.000.

Arbejdskraften ledes derved over til de produktive erhvervs

konkurrencestærke virksomheder. Alene deres indsats kan redde den

danske arbejder og hans børn fra de truende katastrofer

(valutarisk og statsbankerot) og den deraf følgende dramatiske

levestandardnedgang.

III. Men så længe folketingsflertallet basker rundt i hængedyndet,

fordi det mangler mod og handlekraft til at iværksætte den

selvforstærkende optur, der hurtigt vil udrydde arbejdsløsheden,

må Folketinget afbøde arbejdsløshedens værste følger.

Her er det vigtigt, at nygennemtænke de fra den begrænsede

forestillingsverden i VKR-regeringens tid (1968-71) stammende

lovbestemmelser om arbejdsløshedsdagpenge og arbejdsformidling.

De seneste års hårde anskuelsesundervisning har nok overbevist

næsten alle om, at gældende love er behæftet med meget alvorlige

fejl og mangler i deres grundstruktur. Lapperier hist og pist er

derfor ikke nok. Folketingets partier må hjælpe hinanden for at

nå de bedst mulige resultater og glemme eksisterende antipatier

for at finde frem til den trivselsmæssigt og samfundsøkonomisk

mindst uholdbare helhedsløsning på problemerne. Det kan ikke

nytte noget at stille absolutte idealkrav til en nyordning.

Kriteriet for stillingtagen er, at nye grundlæggende principper

på området udformes sådan, at der herved skabes et udgangspunkt

for, at resultatet bliver mindre dårligt end det gældende, som

VKR-flertalsregeringen baserede på, at man ikke ville opleve en

gentagelse af 1930ernes ulykker. Man overså helt, at nutidens

samfund er totalt anderledes end Stauningstidens.

Nærværende lovforslag fremfører nytænkingen tilpasset nu- og

fremtiden, men baseret på menneskehedens urgamle erfaring:

»Arbejde adler«. Menneskekvalitet og sund økonomi demoraliseres

nemlig kraftigt, når det bliver almindeligt, at mange modtager

penge uden selv at præstere reelle modydelser.

Synspunktet om at ombytte de passive understøttelsesmilliarder med

erhvervsaktiviteter har Fremskridtspartiet udmøntet, lige fra

arbejdsløsheden begyndte, jf. for eksempel lovforslag nr. L 24 af

28. januar 1975 (sp. 969-985), genfremsat 8. september 1975 med

noget udførligere bemærkninger. På arbejdsløshedskrisens

nuværende udviklingsstadium er det imidlertid påkrævet med langt

mere vidtrækkende reformer.

Naturligvis er forholdene forskellige for hver af den million

danskere, der hvert år får arbejdsløshedsunderstøttelse eller

kontant bistandshjælp i kortere eller længere tid. Det er i

øvrigt en nyttig folketingslæresætning: Hverken børnefamilierne,

landbrugerne, lønarbejderne eller altså her de arbejdsløse er een

stor fælles gruppe, hvor behov og problemer er ensartede for alle

gruppens medlemmer. Forskellene er enorme mellem yderpunkterne og

alskens mellemtilfælde forekommer.

Når det stadig holdes in mente, kan det fastslås, at

hovedforbandelsen ved arbejdsløsheden - både for den enkelte og

for samfundsøkonomien - er lediggangens ørkesløse uvirksomhed.

Ved at lade folk gå arbejdsløse i måned efter måned nedbrydes de

og deres familier. Forringet selvtillid og selvagtelse følger

hyppigt af at drive formålsløst omkring og føle sig overflødig.

Forsumpningen forværres ofte med alkoholmisbrug og skænderier i

hjemmet. 1.000 selvmord forventes arbejdsløsheden at blive årsag

til i 1988.

Mange arbejdsløse er bitre, sårbare og plages af skyldfølelse. Til

tider kan de være opfarende, til andre tider sløve. Begge dele er

slemt. Og det hele skyldes, at de har mistet det holdepunkt i

livet at gå på arbejde dagligt og opleve glæden over, at ens

indsats producerer resultater. Arbejdsevnen ødelægges ved lang

tids fravær fra arbejdsdagens rutine med dens benyttelse,

udvikling og ajourholdelse af faglige kvalifikationer og

indarbejdning i blodet af de for arbejdslivet gældende regler.

Præcision og arbejdsomhed går tabt, når arbejdspladsens mange

daglige udfordringer mangler. Alt mens man drysser omkring,

mister man den for tilpasning på en arbejdsplads nødvendige

inddisciplineringsevne. Også fraværet af hverdagens frodige

fællesskab med arbejdskammeraterne er en alvorlig sag.

Den langtidsledige bliver invalid - hvis ikke fysisk så i al fald

arbejdsmarkedsmæssigt og ofte tillige psykisk og socialt.

For de unge sker der yderligere det, at de overhovedet ikke i det så

livsskæbneafgørende femår omkring tyveårsalderen får mulighed for

at tilpasse sig det adfærdsmønster, der er arbejdspladsernes. Det

fører lige lukt ud i totalt sammenbrud, at de vænner sig til, at

(legale) penge blot er noget, der kommer dryppende løsrevet fra,

at man har gjort en indsats for at opnå indtjening.

Og uden større faste udgifter er det ganske mange penge med det

nuværende dagpengesystem. Disse unges forestillinger om

produktionslivet bliver, at det er noget, man skal holde sig fra,

hvis det ikke her og nu og med det samme kan give een selv det

spændende og kreative job, hvor man med det samme har

indflydelse, så det basker på, hvordan stort og småt udføres.

Disse hertug- og hertugindekrav hos de unge er jo i forvejen

gødet og plejet gennem de senere års degenereringer på

børnepasnings- og skoleområderne og i Danmarks Radios

ungdomsafdeling. Flere og flere af de unge finder, at et godt liv

er en tilværelse, man selv kan tilrettelægge, frigjort fra

arbejdsdagens bundethed, trældom og stress.

Men på længere sigt er det tilværelsesødelæggende, når døgnrytmen

spoleres - måske allerede i de unge år - ved at man får den vane

at sove og drive i sengen til langt op ad dagen og derefter hænge

resten af tiden på grillbarer og værtshuse. En hel del havner

endda i gruppen med alkoholbefængte billardartister, ganske

uegnede til at klare de voldsomme problemstillinger, de skal løse

i deres manddom som følge af gældspåprakningspolitikken og de

kommende årtiers teknologiomvæltninger. Deres arv bliver jo at

skulle knokle for at betale det overforbrug, som deres forældre

har svælget i.

Når nærværende lovforslag træder i kraft, ændres billedet med eet

slag fra mørke til lys.

Den enkelte skal ikke mere rådne op i lediggangens psykiske og

fysiske forbandelser, men får opbygget et virkelighedsholdbart

livsmønster. Også mange andre end de egentlige arbejdsløse kan

lindres ved, at de i een eller flere dage kommer ud at bestille

noget fornuftigt blandt andre mennesker. At få afløb for

virketrang er vidunderligt - også selv om der skulle gå mange

skår af fagforeningsmonopoltyranniet og

uddannelsesperfektionismekrav.

Der skal ikke mere ske nogen forflygtigelse af det sunde princip om,

at den arbejdsduelige skal have gjort en arbejdsindsats, før han

får sine penge udbetalt. Arbejdskraftreserven - om den så kun

eksisterer for en enkelt dag - bliver udnyttet til samfundets

tarv.

Ikke blot menneskeligt, men også samfundsøkonomisk er den nuværende

ordning nemlig forbryderisk ved, at loven tvinger de 250.000

arbejdsløshedsdagpengemodtagere og de 100.000 efterlønnere til

ikke at måtte foretage sig noget produktivt. Vejen ud af Danmarks

problemer er tværtimod, at der bliver bestilt meget mere. Derfor

er det åbenbart, at samfundet ikke har råd til at undvære de

mange menneskers arbejdskraft (og i øvrigt heller ikke de næsten

lige så mange, der - samfundsmæssigt set - er fejlbeskæftigede

med papirarbejde). Det, vi alle til syvende og sidst skal leve

af, er, hvad vor arbejdskraft producerer. Når flere hundrede

tusinde trækkes ud af produktionen, bliver der mindre at fordele,

og den almindelige realindkomst må uundgåeligt falde.

Danmarks vigtigste råstof er den danske befolknings arbejdskraft.

Hensynsløst smider samfundet alligevel over 600.000 danskeres

arbejdskraft i brokkassen.

Nødvendigheden kræver lige det stik modsate: Alle arbejdsduelige

skal i de næste mange år slide og slæbe mest muligt for at

mindske ulykkesvirkningerne af misregereriet 1960-88.

Krumtappen i en ny arbejdsløshedslovgivning må derfor givetvis være

at nyttiggøre dem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, ved

at de kommer til at udføre produktivt arbejde. Jo mere, des bedre

for os alle sammen. Og frem for alt i eksportproduktionens

tjeneste.

Ifølge gældende lov sørger skatteyderne - der stort set er identiske

med de arbejdende - for, at hver og en, der registreres

arbejdsløs, får udbetalt lige så meget eller mere end dem, der

afser en halv snes af dagens bedste timer til at gå på arbejde.

De må værgeløst se på, at understøttelsesfolkene har dagen til

egen rådighed. Blot de ikke udfører egentligt arbejde ( eller

hvis de alligevel gør det: at det gøres så gedulgt (sort), at det

ikke opdages).

Her har vi en vigtig forklaring på, at underskud og stadig stigende

gæld er hovedvirkninger af den hidtil førte politik.

Kun ved at få mere arbejde udført kommer det danske samfund op af

sumpen.

Siden forsommeren 1960 har Danmarks ulykke været, at vi har

produceret mindre, end vi har brugt. Forskellen hedder

betalingsbalanceunderskuddet. Det er steget vildere og vildere i

de 28 år.

Det virkelige paradoksproblem er, at samtidig med den for lave

produktion har der siden 1974 været en stejl vækst i

arbejdsløshedsunderstøttelsen, som er statsudgiften til at

aflønne folk, der kun har een pligt: de må ikke bestille noget.

Det er værre end at lægge sit hus i et sumpet kviksandsområde, når

man bygger central lovgivning på en så forkvaklet indstilling.

Den gældende ordning er så totalt uegnet i 1980'ernes virkelighed,

at lapperier hist og pist ikke hjælper. Skiftende arbejdministre

kommer nok hvert år til Folketinget med

bunkebryllupsændringsforslag, men forvirringen om de bestandige

forandringer har kun gjort ondt værre. Simpelt hen fordi der må

en nytænkning til, hvor hele den gældende lovordning grundigt

gennemændres fra A til Z. Dette systemskifte indtræder ved

nærværende lovforslags ikrafttræden.

Fra da af vil blive udført massevis af samfundsnyttigt arbejde, som

hidtil har måttet undværes.

Vi bliver fri for de absurde karantæneidømmelser, hvor man straffer

den arbejdsløse, som har gjort en fornuftig indsats. I det hele

undgås også de ømtålelige sager om arbejdsvægring og om det i

praksis svært fortolkelige begreb, om vedkommende »står til

rådighed for arbejdsmarkedet« med kraftige følger, alt efter

hvordan afgørelsen mere eller mindre tilfældigt falder ud (en

vrangvillig a-kassebestyrer kan påtvinge vedkommende at bevise

sin arbejdsvillighed ved at kræve, at han helt på egen hånd

skaffer sig 5-13 ugers arbejde).

Camre-problematikken (om den arbejdsløshedsunderstøttede og/eller

hans ægtefælle socialindkomstmæssigt sidder godt i det -

undertiden endda som kuponklippervelhavere) forsvinder helt.

Reglerne om tvungen fremmøde-pligt til kontrol forsvinder ved

overgangen til frivillighedsprincippet i nærværende lovforslags

respekt for den enkelte dagpengesøgendes personlige frihed og

værdighed.

Blandt de politiske partier er det som bekendt Det Radikale Venstre,

som kraftigst er blevet generet af forsøgene på at finde

løsninger på problemerne omkring det specielt danske fænomen,

jobtilbudsordningen og den 26-ugers-regel, som indebærer, at man

næsten som en evighedsmaskine efter et halvt års arbejde i årevis

kan bidrage til familiens levefod med over tusinde kroner om ugen

fra arbejdsløshedsdagpenge. Hele dette menageri forsvinder nu

totalt.

Det er ikke blot vore radikale venner, der bør glæde sig over dette

fremskridt. Også for den sunde samfundsfornuft er det en triumf.

Med nærværende lovforslag undgås alle de mange ulemper og

praktiske vanskeligheder, som klæber til jobtilbudsordningen for

langtidsledige, jf. nærmere Fremskridtspartiets bidrag til

betænkning af 19. maj 1978 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

(Tillæg B, sp. 1357 ff).

Der skal ikke længere være besværligheder eller

kontrolforanstaltninger om,hvordan man opgør den indtægt (fra de

sidste 12 ugers arbejde), hvoraf understøttelsen beregnes. Ej

heller skal man mere strides om, hvordan og hvornår

understøttelsessatserne skal dyrtids- og/eller

velstandsreguleres. Eller om, hvilke aktiviteter -

beskæftigelsesarbejder, kurser, hjemmearbejde, forskning osv. -

der har en sådan karakter, at deltagelse deri fører til optjening

af dagpengeret, som kan udnyttes, når deltagelsen ophører.

Endvidere forsvinder efter lovforslagets ikrafttræden de

vanskeligheder, der er en følge af, at arbejdsmarkedet har fået

så mange særforhold, at arbejdsløshedsunderstøttelsen nu rækker

langt videre end det, som var dens ensartede område i de

1930'ere, hvorudfra loven er skrevet. Derved er opstået de mange

betændte problemer omkring de såkaldte supplerende dagpenge ved

såkaldt delvis ledighed. Videre er det for eksempel blevet langt

mere almindeligt med arbejdsfordelingsordninger, når et firma

ikke har brug for sin normale arbejdskraft i en periode. Måske

omkring jul eller andre helligdage, ved dårligt vejrlig,

materialemangel eller i sæsoner eller på ugedage med lav

aktivitet.

De, der går og venter på indkaldelse til værnepligt eller

påbegyndelse af en fortsat uddannelse, får et naturligt

indtjeningsståsted. Det samme gælder folk på vej fra eet job til

et andet og mennesker, der midlertidigt gerne vil stå delvis af

ræset for at få bedre tid til sig selv og/eller familie. Vi får

afskaffet de hårde grænser ved overgang til pension og mellem

uddannelsessøgende og arbejdsmarked. Daginstitutionsreglerne kan

saneres. De, der midlertidigt eller varigt har ophold i udlandet

(eller Færøerne/Grønland), eller som er på vej ind på

arbejdsmarkedet, eller som er gift med (samlever med)

selvstændigt næringsdrivende eller har indtægtsgivende

hobbyvirksomhed eller bor afsides, kommer ikke mere med de næsten

uløselige arbejdsløshedsunderstøttelses-problemer, som de

frembyder under det nuværende system. Revalidender, syge og

gravide er andre eksempler på folk, der ikke kan planlægge, hvor

mange dage om ugen de magter at arbejde. Nu får de fuld frihed

fra dag til dag.

Når de nuværende pletvise ordninger på fornuftig og styrbar vis

samles i eet enkelt hele, forsvinder alt bøvlet omkring de

kunstige arbejdsforhold, som tilvejebringes gennem

projektgruppestatstilskud vedrørende fejluddannede akademikere og

beskæftigelsesarbejder og om, hvordan deltagere heri aflønnes

(f.eks. med særsatser for unge under 22 år). Og de evige

grænsefejder mellem forskellige fags a-kasser kan ikke mere knuse

menneskeskæbner. Alle befolkningsgrupper ligestilles over for det

offentlige.

Administrationen forenkles massivt. Bl.a. ved at Arbejdsdirektorat,

Landsarbejdsnævn og Amtsarbejdsnævn forsvinder.

Arbejdsformidlingen effektiviseres og billiggøres. En stor del af

statsunderskuddet bliver vi kvit.

Dyneløfteri og stikkeri kan ikke mere forekomme. Hanne Reintoft har

ganske ret, når hun på side 76 i bogen »Det kan kolde hjerner ej

forstå« (2. udg., 1987) påpeger, at alle de mange uklare og

elastiske regler i arbejdsløshedsloven ofte fører til, at

sindelagskontrol er afgørende for, hvem der kan få hvor meget fra

a-kasserne. Og som hun tilføjer: »Ikke alle a-kassemedlemmer har

røde nipsenåle i reverset«.

Dagpengesystemet skal ikke mere belastes med falsk arbejdsløshed

(understøttelsesmodtagere, som reelt ikke står til rådighed for

arbejdsmarkedet og meget vil have sig frabedt at blive anvist

arbejde, men som i ly af den arbejdsløshed, der opstod i 1974 og

1975, har kunnet hygge sig som dagpengemodtagere vel vidende, at

arbejdsanvisningerne (som de ikke selv ønsker) vil falde inden

for de reelt arbejdsløses kreds).

Tvangselementerne over for de arbejdsløse ophører. Den personlige

frihed sættes i højsædet for den enkelte ordentlige medborger.

Over for arbejdsduelige mennesker er der grænser for, hvor høj en

grad af pyssenysseklynkementalitet der kan udvises, når det

gælder at rette landet op efter 28 års misregereri. Den, der

ønsker penge fra de offentlige kasser - altså fra de skatteydende

medborgere - må affinde sig med, at der fra statens side udvises

en vis portion af fasthed.

Det er vanvid, når et land i bekneb for langt, langt mere produktion

kaster vrag på den arbejdskraft, man betaler for.

Skylden for, at det blev sådan, er ikke Fremskridtspartiets. Men som

Folketingets eneste nytænkere er vi forpligtede til præcist at

påvise, hvordan problemet bedst løses.

IV. Lovforslag svarende til næværende fremsattes som L 252 af 31.

maj 1978 (Folketingstidende 1977-78, tillæg A sp. 5363) og L 236

af 10. juni 1980 (Folketingstidende 1979-80 (2. samling), tillæg

A sp. 5833). De nåede aldrig frem til 1. behandling. De fulgtes

op af L 52 af 29. oktober 1980, som passerede igennem 3

behandlinger (sp. 2836-2861, 7103-7119 og 7376-7379).

Senest har et tilsvarende forslag været til behandling som L 170 af

30. marts 1982 (Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A

sp. 4275 ff. og forhandlingerne sp. 6006 ff.).

Folketingets øvrige partiers reaktion på forslaget har så tydelig

været, at når der kom noget nyt uden for deres sædvanlige

trummerum, reagerede de automatisk ved at forfalde til det yndede

Kumbel-trick om at dutte forslaget et helt andet indhold på end

det, der vitterligt står i dets syv korte paragraffer.

På det grundlag slog de om sig med argumentløse skældsord, hvor det

ene parti ophidsede det andet til at overgå hinanden i at komme

nærmest aldeles ugrundede synspunkter om, at forslagets hyldest

til privat frihed og social hensyntagen til dem, det kniber for,

skulle være belastet med lige præcis det stik modsatte

menneskesyn - fascismens. Helt tydeligt således, at forbedrede

forhold for de arbejdsløse ragede dem alle ni på stribe en

papand. Det gjaldt blot om at nedtrampe og kanøfle den grimme

Z-ælling.

Som sædvanlig var man misundelig over, at kun Fremskridtspartiet

havde formået at udmønte den helt rigtige løsning på et problem,

som de andre alle havde sagt store ord om uden at evne at foreslå

noget, der kunne hjælpe og kunne praktiseres. De, der mener, at

det, Fremskridtspartiet siger, er selvpralende gas, kan blot

sammenholde, hvad der faktisk står i forslaget, med, hvad

Folketingstidendes referater afslører om, hvad de andre partiers

repræsentanter tillod sig af usandheder og bagvaskelser. Så kan

den uvildige læser ikke andet end indrømme, at Z-partiet har ret

også her.

Men det er ikke (som påstået af de andre) »slavemarkeds-politik« at

kræve, at den ellers arbejdsløse skal bestille noget for at få

sine penge. Ja, nærværende lovforslag nærmer sig end ikke den

inhumanitet, som gennemsyrer de socialistiske landes midler til

opnåelse af den fulde beskæftigelse, som kommunister i alle

verdens lande praler så stærkt af.

Første kapitel i den russiske forfatning fra 1936 gengiver efter

sigende Pauli ord fra 1. Thess., 3.10., » . . . at dersom nogen

ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have føden«.

Det danske samfund kunne simpelt hen ikke eksistere, hvis de

herværende socialisters foragt for arbejde vandt overhånd.

Både for den enkeltes og for landets skyld må vi nødvendigvis have

den mentalitetsændring, som nærværende lovforslag udtrykker.:

Skal arbejdsduelige mennesker have penge, skal de først levere en

arbejdsindsats.

Poulsgaard belærte den 25. november 1980 Svend Auken herom (spalte

2853):

»Hr. arbejdsminister, jeg tror, vi kan blive enige om een ting, dig

og mig. Vi forventer, at den skolelærer, der får sin løn for at

undervise i skolen, møder på skolen. Jeg tror også,

arbejdsministeren godt vil have, at hans kontordamer m/k møder

ovre i Arbejdsministeriet. Vi forventer, at folk gør en indsats

for den løn, de får. Der er lige præcis een eneste gruppe af

arbejdere, vi ikke forventer nogen som helst indsats fra, og det

er de arbejdsløse. De må ikke gøre noget som helst. De skal blive

hjemme på sofaen, og så skal de have lønnen tilsendt. Det er

asocialt, så det batter. Det var da meget nemmere at sige til

skolelærerne og alle de andre: bliv dog hjemme på sofaen! Så

sender vi checken hjem til jer, hvorfor skal I ulejlige jer hen

på arbejdspladsen? Hvad asocialt og hvad arbejderfjendsk er der

i, at man siger: vil I have løn fra samfundet, så skal I også

gøre en indsats til gavn for samfundet?»

I de senere års udtalelser - også fra ikke-erklærede fremskridtsfolk

- har der været tilløb til, at Poulsgaards forkyndelse ikke er

faldet på klippegrund.

Eksempelvis kan henvises til, at Dansk Metalarbejderforbunds kongres

i august 1981 viste forståelse for, at staten ikke kan fremture

med at yde arbejdsfri indtægter på mange milliarder kroner, som

nu - med eksplosivt stigende tendens - bruges på

arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejdsløshedsbegrundet social

bistandshjælp, efterløn, spilduddannelser osv.

Ikke blot Georg Poulsen, men også bl.a. Anker Jørgensen og Erhard

Jakobsen med datter har fået stærk presse på synspunktet. Uanset

at deres udformninger blot har været sangvinske, indholdstomme

eksercitser i den blå luft om at gøre passive

understøttelsespenge aktive. Et par af de seneste eksempler

findes i Folketingstidende 1987-88 sp. 4999 og i Berlingske

Tidendes førsteleder for 30. januar 1988.

SiD's og LO's stort anlagte arbejdsløshedskongresser i juni og

august 1981 og Jørlunde-konferencen februar 1982 mundede ud i

deprimerende fiaskoeer. Den af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i

august 1981 udsendte pjece »Det offentlige, levestandarden og

beskæftigelsen« polerer og gnider på den serie

vrangforestillinger, hvormed befolkningen er blevet forført i de

sidste år med den tragiske følge, at vi har gravet os dybere og

dybere ned i arbejdsløshed.

Tilsvarende forholder det sig med de utallige møder om

arbejdsløsheden, som fine folk med små hjerner har holdt i EF,

OECD, ILO osv.

Alt dette har medvirket til, at Fremskridtspartiet ved

genfremsættelsen af nærværende lovforslag bringer tilbage i

debatten den eneste hidtil lancerede, praktikable og socialt

rimelige løsningsmodel, som er anvendelig, når

folketingsflertallet ikke vil de fornødne midler til at blive

arbejdsløsheden kvit.

Selv om folkeretten endnu er så primitivt udviklet på

menneskerettighedsområdet, at den mest af alt har karakter af

uforpligtende, hul festtalebravadelyrik, er det dog ikke helt

uden interesse, at den af Danmark tiltrådte

FN-menneskerettighedserklæring (af 10. december 1948) i artikel

23 udtaler: »Enhver har ret til arbejde, til frit valg af

beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til

beskyttelse mod arbejdsløshed«. Det må være rimeligt at overtræde

artikel 23 i mindre omfang, end tilfældet har været de sidste 13

år.

Når man i ørerne har klingende især Socialdemokratiets uartikulerede

helvedesfordømmelse af Fremskridtspartiets § 75-forslag, er det

sorgmuntert at notere sig, at selveste

socialdemokratiparadislandet Sverige i de sidste par generationer

har haft en klar og stadig forstærket udviklingslinje, hvorefter

man mere og mere har afvist at give arbejdsløse en sum penge og i

stedet understreget, at de skal møde på arbejde. En ajourført 26

siders fremstilling heraf er udsendt i januar 1988 af

Socialforskningsinsituttet, der gang på gang anvender

formuleringer, som om de ligefrem på denne snobbehøjborg havde

smuglæst i det forkætrede § 75-forslag fra Fremskridtspartiet,

hvis eksistens dog ganske forties, som i alle de finkulturelle

embedsmandsredegørelser, som skatteyderne betaler for i så rigt

overmål.

Vi Z-folk er da også helt på det rene med, at vi selv 17 år efter

Focusaftenen stadig bryder hårdt og brutalt med vanetænkning

blandt politikere, blandt embedsmænd og i organisationerne. Men

disse vanetænkere har haft mere end rigelig tid til at afsløre

deres evneløshed til at klare problemerne.

Kendsgerningerne har dømt dem i en sådan grad, at tiden nu er inde

til at prøve noget helt nyt. Og perioden efter 30. januar 1971

har jo uforbeholdent og ubortfortolkeligt givet

Fremskridtspartiet ret i alt, hvad vi hele tiden har sagt.

Det vil alligevel være velkomment med hundredevis af mere eller

mindre kløgtige indvendinger og forbedringsforslag til netop de

formuleringer, Fremskridtspartiet er nået frem til, men ved

udformningen heraf må man hele tiden være meget opmærksom på, at

man ved at forbedre ud fra een synsvinkel måske gør lovforslaget

alt i alt dårligere ud fra andre. For eksempel ved at forvolde

mængder af øget gold administration. Og nødigst af alt skulle

debatten på dette samfundsvigtige område afspore i den sædvanlige

masse af tomme injurier og ufrivillige eller vildledende

misforståelser. Først når man har sat sig grundigt ind i

lovforslaget, kan man med sømmelighed deltage i drøftelsen af det.

Andre samlede forslag til totalt at afskaffe de miserable forhold på

arbejdsløshedsunderstøttelsesområdet foreligger ikke. Det bør

derfor blive en folkesag at få gennemført lovforslaget.

Udbredelsen deraf fortjener mindst 100 gange den opmærksomhed som

den, der blev ofret på den socialistforvirrede fattiggørelsesbog

»Oprør fra midten« (1978).

Fra dens hensygnen som det tomme flop, den er, burde de mediefolk,

der afgør, hvad den danske debat skal handle om, lære at skaffe

sig deres forsyninger fra det holdbare, vitaminfyldte

Fremskridts-lager, hvorfra nærværende lovforslag stammer.

Vi skal ikke lade os skræmme væk fra rette spor. Hverken af de andre

partiers hetz mod os eller af mediernes (og embedsmændenes)

fortielser af ethvert gedigent bidrag til løsning af alvorlige

samfundsproblemer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte paragraffer

Til § 1, stk. 1

1) I hver eneste kommune forefindes uendelige mængder af arbejde,

som trænger til at blive udført. Arbejdsløshedsproblemet går

derfor alene ud på, at det ikke økonomisk kan hænge sammen at

beskæftige arbejdskraft, når den koster for stor en udgift. Det

er enormt vigtigt, at prisen på arbejdskraft ikke forveksles med

den løn, som den arbejdende oppebærer efter kildeskattetræk m.v.

Der er himmelvid forskel på prisen på arbejde, set dels fra

arbejdstager, dels fra arbejdsgiverside. Arbejdstageren reagerer

efter værdien af, hvad han kan købe for beløbet, han reelt får

udbetalt. For arbejdstageren er reallønnen således den

bruttopris, som arbejdsgiveren må betale.

For virksomheden udgør prisen på arbejdskraft udover de kroner, den

enkelte lønmodtager skal have udbetalt, eksempelvis statsafgiften

(= kildeskattebeløbet) + administrationsomkostninger ved at

beskæftige lønmodtagere + salgsomkostninger ved at få

produktionen solgt + diverse forsikringer + finansiering + en

række andre afgifter, for eksempel en række såkaldte sociale

ydelser, bedriftssundhedsforetagender og opfyldelse af diverse

statistik- og indberetningsbyrder og af mere eller mindre

nødvendige krav til arbejdsstedets indretning og komfort.

For de arbejdsløse vil det offentliges udgift til arbejdskraften

imidlertid ligge nær ved nul. Dagpengeydelsen skal nemlig under

alle omstændigheder bestrides. som det hedder i kapitel V i

vismandsrapporten fra maj 1981: Hvis alternativet er ledighed,

vil selve arbejdskraftanvendelsen . . . set fra et

samfundsøkonomisk synspunkt være gratis'.

Men det må hamres fast med syvtommersøm, at denne betragtning alene

er korrekt, når der - som i nærværende lovforslag - er tale om

dag til dag- arbejdsforhold. Hvis de arbejdsløse sluses ind i

mere varige ansættelsesforhold og understøttelsen følger med som

tilskud til en del af lønnen, skævgror benyttelsen af Danmarks

mest betydningsfulde økonomiske ressource, arbejdskraften. Og en

sådan fejlanvendelse er bestemt ikke gratis for samfundet. Og

dermed heller ikke for den enkeltes fremtidige levestandard.

Samfundsmæssigt er det vældig vigtigt ikke at spilde det råstof, som

de arbejdsløses arbejdskraft repræsenter. Særlig vigtigt er dette

nu, efter at udueligt regereri siden 1960 har bragt Danmark til

den økonomiske katastrofes rand. Jo mere fornuftigt arbejde, der

bliver udført, des rigere bliver samfundet.

Fremskridtspartiets socialpolitiske grundholdning er at opdele den

voksne befolkning i arbejdsdygtige og ikke-arbejdsdygtige.

De sidste - syge, handicappede og ældre - skal have rundelig

socialhjælp. Men de første skal ikke have een øre i

socialbistand, før de har arbejdet for føden. Både

befolkningsmentalt og samfundsøkonomisk er det af yderste

vigtighed at få banket dette ind i alle 5,1 millioner danske

hoveder. De ca. 25 mia. kr., som skatteyderne pålægges at betale

til såkaldt a-kassehjælp i 1988, er og forbliver ren og skær

socialhjælp, uanset hvilke fattigfine Orwell-gloser, den

herskende klasse hæfter på kalamiteten.

Fremskridtspartiet finder det afskyeligt at tvinge skatteydere til

at betale disse penge til fuldt arbejdsdygtige personer, uden at

disse som vederlag må præstere en arbejdsindsats til gengæld.

Beløbet er af samme størrelsesorden, som det, vi årligt

nettolåner i udlandet, og dermed den byrde, der kastes over på

fremtidige generationer.

Landets gigantiske gæld - udenlandsk som indenlandsk - kan kun

afvikles ved, at der udføres milliarder af timers ekstra arbejde.

Hvor meget arbejde der løbende bliver udført, afhænger fuldt og

helt af, hvad den, der skal betale arbejdet, må ryste op med pr.

produceret vareenhed.

For den arbejdsløse er forbedret trivsel selvsagt altafgørende. Den

ellers truende passivitet med alle dens forfærdende

følgevirkninger forsvinder, når han får en arbejdsdags normale

rytme, se nærmere for eksempel Edith E. Ovesens bog

»Arbejdsløshedens psykologiske følger« (København 1977) og

overlæge Kjeld Fruensgaards mange indlæg om emnet (f.eks. i

Berlingske Tidende for 22. januar 1978 i bogen om ledighed og

psykiatriske indlæggelser og i Ugeskrift for Læger, februar 1984).

Folketinget vil udføre en velgerning ved at genindføre den

selvrespektskabende socialdemokratiske maksime »Gør din pligt og

kræv din ret« i den nævnte sunde rækkefølge (jf. lovforslagets §

3, 1. pkt.).

At den arbejdsduelige på tilfredsstillende vis skal have udført et

stykke arbejde, før han modtager sine penge, er en indstilling,

som i disse år er udsat for en dødsensfarlig risiko for at blive

forflygtiget, og som der derfor er et meget stærkt behov for at

få genplaceret i dens i gamle dage aldeles selvfølgelige

position. At være arbejdsløs må ikke blive en livsstilling.

Hele problemet omkring sort måneskinsarbejde (se kapitel 83 i »Ud af

skattereformfælderne« (1986)) decimeres også , når arbejdsløs og

beskæftiget har fælles udgangspunkt, nemlig 8 timers arbejdsdag.

Det er urimeligt, at nugældende lov foreskriver hårde straffe, hvis

en dagpengemodtager - ofte gennem utiltalende stikkeri - gribes i

at bestille noget fornuftigt. Understøttelsen på 9-10.000 kroner

månedligt ydes altså som »løn« med den ene forpligtelse, at man

intet bestiller.

Blandt den gældende lovs absurditeter er endvidere, at staten

sparker til den arbejdsløse, hvis det opdages, at han har

foretaget sig noget nyttigt såsom gratis klaverspil for de syge

på et hospital, selvbyggeri, trænerbistand i en idrætsforening,

valgkampdeltagelse eller andet. Alle de dermed forbundne

urimeligheder, dyneløfterstikkerier etc. forsvinder ganske med

nærværende lovforslags ikrafttræden. Anskuet fra den synsvinkel

giver nærværende forslag en videreudvikling af og praktikabilitet

til de strøtanker, Kristeligt Folkeparti har gjort sig om

etablering af en samfundshjælpetjeneste (Beslutningsforslag B 41

af 10. januar 1978 (førstebehandlet 18. februar, sp. 6256 ff) og

B 73 af 6. februar 1981 (sp. 7308-7322)).

Socialforskningsinstuttet interviewede i 1979 ca. 2700

arbejdsløshedsunderstøttelsesmodtagere for at belyse, hvorvidt

der er tale om ægte eller om falsk arbejdsløshed. 18. pct. sagde,

at de ikke »for tiden var interesserede i at arbejde«. Deres

begrundelser var forskellige. En væsentlig del af dem oplyste, at

årsagen til, at de ikke havde et aktuelt ønske om at få arbejde,

var sygdom og dårligt helbred, problemer med børnepasning, ønske

om at holde fri, alder eller uddannelse.

Den ringe interesse for at få arbejde viste sig også derved, at 38

pct. af de adspurgte ikke havde søgt job, og 43 pct. havde ikke

søgt oplysninger om job.

En bemærkelsesværdig stor del af de arbejdsløse - nemlig 24 pct. -

oplyste, at de blev arbejdsløse, efter at de selv havde sagt op.

Socialforskningsinstituttet spurgte også, om ledigheden fik

økonomiske konsekvenser for dem. Var de nødt til at nedsætte det

daglige forbrug eller skære ned på rejser, ferier og

forlystelser? Eller måtte de bruge af deres opsparing, sælge

bilen eller andre aktiver eller optage lån?

43 pct. af de personer, der modtog arbejdsløshedsdagpenge,

tilkendegav, at arbejdsløsheden ikke havde berørt dem i økonomisk

henseende overhovedet.

Under de nu herskende tilstande må vi forvente stadig flere og flere

tilfælde af den art, hvor en ansat meddeler værkføreren, at hvis

han ikke får en fyreseddel, vil han komme til at tabe en

svensknøgle ned i en kostbar maskine, som derefter må repareres

for hundredtusindvis af kroner med betydelige mellemkommende

driftstab. Situationer af den art undgås ganske og aldeles, når

nærværende lovforslag er gennemført. Skulle de alligevel optræde,

kan værkføreren jo blot imødekomme ønsket om fyreseddel, uden at

de uskyldige skatteydere i den anledning påføres merbyrder.

At dette ikke blot er gold teori, indiceres af følgende citat fra

side 19 i Socialforskningsinstituttets Sveriges-rapport fra

januar 1988:

»Man er sikker på, at arbejdstageren kun bliver på arbejdsmarkedet

så længe hun eller han virkelig er indstillet på at arbejde. Det

kommer de nemlig til. Den, der alligevel ville træde ud af

arbejdsmarkedet, kan ikke så let gennem en længere årrække

fastholde en formel tilknytning gennem en ret begrænset indsats

blot for at modtage understøttelse. Der er en nøje sammenhæng

mellem krav og modkrav og en moral i systemet, som lige fra

århundredets start i princippet har været accepteret både fra

toneangivende borgerligt og socialdemokratisk hold.«

2) Det foreliggende lovforslag udvider området fra kun at gælde

arbejdsløshedskassemedlemmer (altså stort set LO-gruppen) til

overensstemmende med grundlovens § 75 at angå alle danske. Der

spares en masse administration ved at åbne op for alle, der selv

vil stille deres arbejdskraft til rådighed den pågældende dag.

Arbejdsløshedskontrollen bortfalder helt, herunder

tvangsarbejdsanvisning, karantæneregler og mange andre

restriktioner. Forskelsbehandlingen over for visse grupper i den

danske befolkning forsvinder. Selvstændige, husmødre, studerende

osv. bliver stillet over for det offentlige ganske som

lønarbejdere (i tråd med de tanker, som Centerpartiets daværende

formand, Henning Berthelsen, beskrev i 1973 på side 84-85 i bogen

»Tør du - Mor Danmark«).

At vi får flere arbejdsløshedsunderstøttelsessikrede, er historisk

en fuldbyrdelse af den udvikling, som har stået på gennem de

senere årtier, hvor antallet af arbejdsløshedskassemedlemmer er

vokset fra oprindelig stort set blot at være

fuldtidsarbejdssøgende mandlige håndens arbejdere på fabrikker

til at blive en syvcifret og stadigt voksende skare, der i de

senere år ganske har sprængt grænserne for, hvad man traditionelt

forestillede sig som de kredse,

arbejdsløshedsunderstøttelseslovene tog sigte på. I 1930 var

medlemstallet 288.428, I 1950 623.506, i 1970 806.665, men pr. 1.

januar 1980 1.532.348 (heraf 182.081 deltids) og nu er man vel

nået op omkring små 2 millioner.

Hver gang modtagertallet er vokset, er nye møllesten lagt om

skatteydernes halse. Men den i nærværende lovforslag omhandlede

udvidelse vil virke stik modsat. Da arbejdsydelsen gennemsnitlig

vil blive mere værd for samfundet end de i § 3 nævnte 400 kr.

(maj 1989-niveau), vil der reelt opstå overskud for det

offentlige på disse konti. Og jo større, des flere der benytter

sig af den moderniserede arbejdsløshedsunderstøttelsesordning. De

direkte ulykker, som faggrænserne i det nuværende system

forvolder, forsvinder også som dug for solen, når det hermed

foreslåede enhedssystem træder i kraft. Først ved dets vedtagelse

får Folketinget klaret det problem om rimeligt sikkerhedsnet

under de selvstændigt næringsdrivende, som Tinget har tumlet med

i så mange år, men som ved ordningen fra forsommeren 1976 kun fik

en utilstrækkelig og for bureakratibefængt løsning. Sandsynligvis

vil reglerne om Statens Uddannelsesstøtte fuldstændig - eller i

alt fald i det store og hele - kunne ophæves, når ordningen er

indarbejdet. Det er under alle omstændigheder, som samfundet

udvikler sig, en aldeles uholdbar skanse at forsvare i det lange

løb den nuværende opdeling mellem arbejdsløshedsdagpenge, nu ca.

112.000 kr., og uddannelsesstøtte på maksimalt omkring en

trediedel heraf.

Blandt de nuværende lønmodtagere ophæves i forhold til staten alle

diskrimineringer efter faggrænser efter, om de står i

arbejdsløshedskasse eller ej. Også de særlige problemer, der

hidtil har været forbundet med ungarbejdere og

langtidsarbejdsløse (26-ugers-reglen), forsvinder med den

foreslåede enkle ordning, der også afliver de i alle henseender

tåbelige dagpengetænkninger, som gældende lov i så vidt omfang

afføder (for eksempel omkring løsarbejdere, supplerende dagpenge

og understøttelsesberegningsgrundlaget).

Endvidere vil dagpengesystemet ikke længere blive belastet med de

mange, som under det nuværende system alene opretholder en formel

tilknytning til a-kasserne, men som reelt ikke står til rådighed

for arbejdsmarkedet og meget gerne vil have sig frabedt at få

anvist arbejde, der hindrer dem i at passe hjem, studier, eller

hvad der nu optager dem, (jf. nærmere Fremskridt 1977-15 side 23

(og 17 side 10) og 1978-8 side 7-8 samt den af Landsforeningen

Dansk Arbejde i maj 1978 udgivne pjece »Arbejdsløsheden i tal«).

Foretrækker den enkelte at holde ferie eller i øvrigt at springe

dage over, kan han frit gøre det, som han selv ønsker. Også i den

relation er den foreslåede ordning langt overlegen sammenlignet

med det nuværende tvangsrestriktionssystem over for de

arbejdsløse. Det samme vil gælde for mange ældre, der gerne

gradvis vil trække sig ud af arbejdslivet før 67 års alderen.

Atter her er nærværende lovforslags løsning så langt at

foretrække fremfor det stive, diskriminerende efterlønssystem,

som SV-regeringen rodede sig ud i som modydelse for

fagforeningernes pengebidrag til Socialdemokratiet og for den

delpensionslov, som i 1990'erne kan blive et nyt

multimilliarddræn i statskassen.

I det hele er det karakteristisk for det foreliggende lovforslag, at

det er baseret på større personlig frihed for den enkelte

ordentlige medborger (ikke for nasserne), og at det muliggør

afskaffelse af et væld af tvangselementer i den bestående ordning.

3) Når forslagsstillerne lægger så stærk vægt på, at det enkelte

dagpengearbejdsforhold alene skal vare fra dag til dag, er det

ikke blot for at højsædesætte det enkelte § 75-medmenneskes

personlige frihed. Også samfundsøkonomisk er det aldeles

afgørende at arbejdsløshedsunderstøttelsespengene ikke anvendes

til, at den enkelte benyttes til faste

beskæftigelsesarbejde-projekter o.l. Denne gammelpartimanis

fatale fejlkonstruktion ligger i, at en skævvreden kunstighed

gror fast i samfundsorganismen og derfor mere varigt får

arbejdskraften derhen, hvor den ikke privat-økonomisk - og dermed

samfundsøkonomisk - virker mest rentabelt, dvs. med henblik på

med mindst mulig indsats at skabe bedst mulige levevilkår for

befolkningen.

Gammelpartiordningerne overklipper livets fødelinje mellem

produktion og rentabilitet og kaster os derved ud på socialismens

fattiggård.

Arbejdsmarkedet deles kunstigt op i dem, som virksomhederne selv må

lønne, og dem, for hvem staten betaler (størstedelen af) lønnen.

Det er livsfjernt at tro, at man kan gennemføre dette, efter om

der er tale om nybeskæftigelse eller ej, eller om det er et

produktivt arbejde eller ej. Resultatet bliver, at man ved

kæmpeadministration får givet tilskud til den, der er smartest -

og har de bedste forbindelser. Og perioder med stor arbejdsløshed

udnyttes til, at det offentlige serviceniveau udvides endnu

kraftigere end, hvad gældsDanmark har råd til.

Anders Fogh Rasmussen udtrykte det sådan i Liberal for december

1984: »Hvis den midlertidige dagpengeudgift ombyttes til en

permanent lønudgift, får vi aldrig løst balanceproblemerne.«

Men livets mangfoldighed bevirker, at det vil kunne forekomme, at

endagsbegrænsningen bliver stødende urimelig.

Dette klares ved, at Socialministeriet i medfør af § 4 kan tillade,

at det i enkelte tilfælde aftales mellem kommunen og den

dagpengesøgende, at et arbejdsforhold skal vare mere end een dag,

såfremt der foreligger ganske særlige forhold, som bevirker, at

det er praktisk hensigtsmæssigt med mere end een dags

arbejdsforhold. Dette kan for eksempel gælde, hvis kommunen

ønsker at sætte den arbejdssøgende til arbejde på en fiskerbåd,

der er på langtidstogt, eller ved andre arbejder uden for

kommunens grænser eller ved kurser eller arbejder, der strækker

sig over en periode på nogle dage, og hvor det vil være upraktisk

at udskifte de beskæftigede undervejs.

Imidlertid skal Socialministeriet selvsagt stedse holde sig for øje,

at det altovervejende grundlag for nærværende lovforslag er, at

et arbejdsforhold kun varer een dag ad gangen. Der må derfor ikke

gives tilladelser i et sådant omfang, at dette princip udvandes,

og hvis den dagpengesøgende ikke har lyst til mere end een dags

ansættelse, skal han ikke på nogen måde kunne tvinges - hverken

formelt eller reelt - til at gå ind i flerdagsbeskæftigelse.

På helt frivillig basis må det forventes, at mange af § 75-folkene

over lange perioder vil være gengangere og derved komme i

uformelle tillidsforhold til de kommunale administratorer. I

praksis vil der derfor givetvis blive truffet aftaler om, hvordan

den enkeltes arbejde disponeres nogle dage, uger eller måneder ud

i fremtiden. Det er blot principielt vigtigt at understrege, at

sådanne aftaler ikke har juridisk gyldighed, selv om de jo nok

vil blive efterlevet i mere end 98 pct. af tilfældene.

4) Da § 1 alene kræver arbejdsdygtighed, er mange

invalidepensionister, enkepensionister og førtidspensionister

omfattet af lovforslaget. Dette må naturligvis tages i

betragtning ved reformer af disse dele af pensionslovgivningen.

Umiddelbart bliver virkningen nok, at mange prøver, om de ikke

kan tjene de 400 kroner og komme ud mellem andre mennesker på

dage, hvor de særligt føler sig veloplagte. Det vil her - som i

Sverige - komme til at betyde, at de får en

livskvalitetsforbedring - glæden over ikke at være overflødig -

som det nugældende danske lovsystem i alt dets stivhed ikke giver

dem mulighed for.

5) Ved overvejelsen af, hvilke aldersklasser der skal omfattes af

nyordningen, har det været naturligt at sætte den øvre grænse ved

folkepensionsalderen, jf. hverved også Folketingets vedtagelse

den 23. maj 1980 om, at »ret til dagpenge ophører ved udløbet af

den måned, hvori medlemmet fylder 67« (§ 53, stk. 3, i gældende

arbejdsløshedsunderstøttelseslov).

6) Unggrænsen har været sværere at trække. På den ene side fører en

fuldstændig gennemførelse af lighedsgrundsætningen til blot at

kræve, at den unge er udskrevet af folkeskolen. På den anden side

ønsker forslagsstillerne, at der efter dette tidspunkt er en vis

periode, hvori den unge er særlig motiveret til at finde sig en

læreplads og ikke forfalder til det for mange unge særlig

fristende, at man frem for fast arbejde, foretrækker nogle dage

om måneden at benytte sig af den her foreslåede ordning og

derigennem opnå de nødvendige penge til livets opretholdelse for

derefter at drive og sløse tiden bort. De senere års udvikling,

hvorefter den almidelige alder for skoleophøret forhøjes, vil

sikkert inden for en overskuelig fremtid medføre, at 18

års-ungarbejdergrænsen på arbejdsmarkedet også bliver forhøjet.

Så længe dette ikke er sket, og så længe Folketinget vitterlig

opretholder et alvorligt ungdomsarbejdsløshedsproblem, har

forslagsstillerne været betænkelige ved at sætte grænsen højere

end de 18 år, hvor forældreforsørgelsespligten normalt ophører.

Men ordningen må følges nøje med henblik på, om den for de unge

skal revideres ved indførelse af særlige spærreregler.

7) Fremskridtsgruppen har drøftet, om der - bl.a. som følge af

statsfinansernes elendige stilling - skulle indføres en

selvforsikringsregel. For eksempel 5 karensdage i hver 6 måneders

periode.

I mange tilfælde er arbejdsløshed jo ikke så slem i den første tid.

For nogle endda et kærkomment pusterum at få hele dagen til egen

rådighed. Først når arbejdsløsheden har stået på i nogen tid,

bliver den virkelig forbandet og sløvende og karakternedbrydende.

For de husstande, hvor der virkelig indtræder (uforskyldte)

økonomiske katastrofer, hjælper det almindelige sociale

sikringsnet.

Skulle lovforslagets selvkontrollerende, administrationsbefriende

effekt ikke sættes over styr, måtte en karensdagsregel nok

udformes sådan, at vedkommende i karensperioden skulle stille sin

arbejdskraft til det offentliges rådighed. Dette ville givetvis i

gammeltænkernes propaganda mod at indføre noget nyt blive

udnyttet til påstand om, at man vil have de svage i samfundet til

at trælle uden løn. Selv om den slags betragtninger stort set

ville være udslag af manglende forståelse og/eller ond vilje, har

forslagsstillerne dog endt deres overvejelser på dette punkt med

i første omgang at ville se tiden an, hvordan nyordningen kommer

til at virke, uden at den besværes af en karensdagsregel.

Lovforslagets fordele over for uddannelsessøgende,

hjemmearbejdende husmødre osv. ville også blive væsentligt

beskåret, hvis det skulle tynges af karensdagsregler.

Til § 1, stk. 2

Der stilles forskellige krav, som umiddelbart vil være opfyldt af

næsten alle, der melder sig (dansk bopæl, eventuelt dansk

indfødsret, fritstående i forhold til visse arbejdskampe,

aldersgrænser). Opdages det, at en dagpengesøgende ikke opfylder

disse vilkår, bortvises han og kan ikke få betaling for det

arbejde, han har udført, før opdagelsen sker. Derimod skal der

ikke ske nogen forudgående systematisk kontrol af, om

betingelserne er opfyldt. Slipper den pågældende derefter godt

fra at få dagpengebeløbet udbetalt, uanset at han ikke opfylder

betingelserne herfor, må hovedreglen være, at tilbagebetaling

ikke skal ske, og den skal alene fraviges i de forsvindende få

tilfælde, hvor det ligger aldeles klart, at der er udvist så

grove og stødende forhold, at det vil være oprørende, om

vedkommende fik adgang til at beholde pengene. Strafansvar vil i

praksis heller ikke bliv gjort gældende uden for disse tilfælde.

Tilsvarende gælder alders- og bopælskravene i § 1, stk. 1.

Den rette afgrænsning i forhold til arbejdskampe kan diskuteres.

Fremskridtsgruppen har valgt den udformning, som bedst indpasses

i herskende opfattelse, uanset at partiet har et helt andet syn

på, hvordan strejker og lockouter bør behandles af den danske

retsorden (se Folketingstidende 1981-82 (2. samling) tillæg A sp.

1243 f.).

Til § 2, 1. pkt.

1) Samfundets finanser kan ikke år efter år bære, at staten skal

punge milliardvis af kroner ud til snesevis af tusinde af

mennesker, sådan at de intet må yde til gengæld til fordel for

samfundet. I 1988 kommer der nok et betalingsbalanceunderskud på

over 15 milliarder kroner. Det betyder, at vi producerer for

dette beløb for lidt i forhold til, hvad vi bruger. Det bliver

28. gang i de sidste 29 år, at dansk produktion bliver mindre end

dansk forbrug. De 15 milliarder og meget mere til udbetales til

arbejdsløshedsunderstøttelse. Disse mange milliarder bidrager

til, at staten skal ud at låne kæmpebeløb - eller anderledes

udtrykt, at nutidens folketingsflertal vælter de byrder over på

vore efterkommere, at de ud over at betale deres egne udgifter

også skal klare tilbagebetaling af den gæld, finanslovspartierne

i deres uforstand har stiftet vedrørende vor tids forbrug.

Både efter deres størrelse og deres sammenhæng udtrykker disse

forhold en ubalance, som også andre end Steffen Møller bør

forstå, at det er piskende nødvendigt at komme væk fra. Det kan

alene ske ved, at der i de kommende års Danmark arbejdes meget

mere end hidtil.

Et af midlerne er, at det offentlige i det mindste opnår en

abejdsydelse som modydelse for en del af de mange milliarder, som

man giver ud.

Også derfor må skatteyderne kræve arbejde for at udbetale disse

understøttelser.

2) Den enkelte kommune (jf. § 4) vil hurtigt danne sig et nogenlunde

sikkert indtryk af, hvor mange der kan forventes at dukke op hver

enkelt dag. Herudfra kan fastsættes mødetider og mødesteder, der

bevirker, at det offentlige får arbejdsopgaver udført såsom

f.eks. rengøring i offentlige bygninger,

biblioteksbogpåpladssætning, pasning af børn (i

daginstitutioner), hjemmehjælp, aflastning på

særforsorgsinstitutioner, arkivpasning, plejehjemsbistand,

køkkentjeneste på sygehuse og kaserner, gartnerassistance til

folkepensionister, i parker og på kirkegårde og mange andre

steder, fremskyndelse og udvidelse af postomdelingen,

strandrensning og andre oprydningsopgaver, opsamling af

nedfaldsfrugt, flyvehavrebortlugning, renholdelse af parker og

legepladser, isolering, restaurering og vedligeholdelse af

(offentlige) bygninger, anlæg og vedligeholdelse af cykel- og

naturstier, vejmandsassistance, telefonpasning, brandbæltepleje,

tøjreperation m.v. for Frelsens Hær, oprensning m.v. af søer,

vandhuller og vandløb, anlæg af nye søer, tryggere

færdselsforhold for fodgængere, landskabspleje, anlæg og

vedligeholdelse af laksetrapper, parkerings- og sportspladser,

udklækning og opdræt af fisk og vildt, rensning og

vedligeholdelse af monumenter og fortidsminder, jordarbejde,

landvindingsindsats, kustodetjeneste og andet vagt- og

tilsynsarbejde, fremstilling og reparation af uniformer til

militær, politi, sygeplejersker, postvæsen og DSB,

åbningstidsforlængelse, legepladssikring, kloakering,

kystsikring, forureningsbekæmpelse, genbrugsaktiviteter,

brændehugning, istandsættelse af beskyttelsesrum og andre

forberedelsesforanstaltninger til civil- og totalforsvar,

fremstilling af gaver til u-landene, optagelse af skinner fra

nedlagte sporvogns- og jernbanelinjer, renholdelse og

vedligeholdelse af veje og gader og den derværende skiltning og

afmærkning, snak med handicappede, ældre og syge og ledsagelse af

dem på gåture og teaterbesøg m.v., håndsrækninger til Røde Kors

og andre almentvelgørende institutioner, piccolo- og føltjeneste,

turisthjælp, registrering af samlinger på museer, biblioteker og

arkiver, handicapteknik, bistand til iværksættere, rensning for

gamle plakater og uønskede grafitti-malinger, kælen for

beplantning på skråninger ved jernbaner og veje, bistand ved

maling og ombygning osv. osv.

Mange aktiviteter på energi- og genbrugsområdet er urentable med den

højde, lønniveauet har på det danske arbejdsmarked. Derfor bliver

opgaverne ikke udført. Ændring heri kan ske med arbejdskraft

under den nu foreslåede ordning. Nedfaldstræ i skovene og halm på

markerne kan indsamles og indgå som brændsel i varmeforsyningen,

så der hvert år spares hundredvis af millioner kroner i

udenlandsk valuta til indkøb af olie og kul.

Biogas-forberedelserne kan forstærkes. Grøntsagsdyrkningen samt

bær- og frugtproduktionen kan udbygges. Vikarbeskæftigelse for

syge og ferierende klares. Transportvæsenet udvides og gøres mere

servicepræget. Vagt- og sikkerhedstjeneste er andre

arbejdsopgaver. Videnskabelig forskning afvikles bedre, når

forskerne får hjælpende hænder til rutinearbejdet. Byggemodning,

ombygninger, infrastrukturarbejde, malerarbejde,

giftlossepladsrensninger og adskilligt andet er lignende

eksempler på, at store ekspertkrævende arbejder har så mange

facetter, at § 75-folk vil kunne finde adskillige placeringer,

hvorfra de kan aflaste specialisternes trivialbeskæftigelse.

Noget lignende vil kunne gælde ved stærkt mandskabskrævende

politiopgaver - hvad enten det er statsbesøg eller opklaring af

store sager. Når sådan noget er på tapetet, må de rigtige

politifolk i højere grad end ellers frigøres for at ofre tid på

deres egen hverdagstrummerum for at koncentrere sig om det, der

nu virkelig kræver deres 100 pct. opmærksomhed.

Daginstitutioner koster år for år skatteyderne større og større

penge. Blandt andet fordi forældre henviser til, at de ikke kan

få deres børn passet i den tid, de skal på arbejde. Gennemføres

nærværende lovforslag, kan kommunen beskæftige de dagpengesøgende

på tidspunkter, hvor vedkommende har mulighed for at få børnene

passet hjemme. Eller nogle af de dagpengesøgende kan beskæftiges

med at passe børn (melder der sig for eksempel 30 forældre med 50

børn, kan 16 af de voksne måske passe alle børnene og de 14

sættes til andet § 2-arbejde).

At der er rigeligt med arbejdsopgaver fremgår også af de

oplysninger, som Ole Espersen gav i Folketinget 16. februar 1982

(sp. 1990), da han kæmpede for sin

samfundstjeneste-straffeordning. Det kan være godt nok, at den

gennemføres, men de pågældende arbejdspladser skal tilfalde §

75-folk, før de fordeles mellem kriminelle, jf.

Fremskridtsindlægget (Knud Lind) ved debatten om Espersens

redegørelse (særligt sp. 2783).

Højst sandsynligt vil det ofte forekomme, at kommunen (måske efter

den dagpengesøgendes anmodning) bestemmer, at de otte timer eller

dele deraf skal bruges til, at vedkommende søger arbejde.

I det omfang, der kommer særlig tilstrømning af unge ufaglærte, vil

kursus i praktiske færdigheder være en fornuftig benyttelse af

tiden.

Kursus i almene fag, for eksempel alsidig orientering i tilknytning

til aktuelle begivenheder, vil kunne komme på tale til at opsuge

enkelte dages overtilstrømning.

Det vil imidlertid næppe være fornuftigt i § 2-arbejdet at inddrage

en egentlig - eventuelt kompetencegivende -

uddannelsesvirksomhed. Ordningen er baseret på, at den enkelte

dag for dag kan springe på og springe af den og tage de

mellemdage, der passer ham eller hende.

Der vil derfor opstå uforholdsmæssigt spild, hvis nærværende

lovforslags system skulle bruges i ungdomsuddannelsernes eller

omskolingens tjeneste for så vidt angår aktiviteter, som ikke kan

afvikles på en afrundet måde inden for en enkelt eller allerhøjst

nogle ganske få få dage.

Den hidtidige skatteplyndringspolitik har ført til, at der mangler

3.000 sygeplejersker og mange flere sygehjælpere. Selv om

uuddannede mennesker selvfølgelig langtfra kan erstatte

sygeplejersker og sygehjælpere, fortæller disse tal, at der dog

trods alt kan lindres noget på den skandaløse nød, ved at

arbejdskraft stilles til rådighed på sygehuse, plejehjem osv.

Seks af de daværende socialdemokratiske folketingsmedlemmer (Jytte

Andersen, Magnus Demsitz, Majken Hessner, Jytte Hilden, Christian

Kelm-Hansen og Erik B. Smith) skrev den 15. oktober 1980 i

Aktuelt en kronik under overskriften »Ophæv lediges arbejdsforbud

- giv dem chance for en samfundsindsats«. I kronikken stod bl.a.:

»Fabrikation af genbrugspapir. Produktion til udnyttelse af

energistrømme, dvs. sol, vind og vand. En sådan produktion har

globale perspektiver, fordi vi nu ideligt tærer på energilagrene,

dvs. gas, kul og olie.

Produktion til offentlig virksomhed og forbrug - den kollektive

trafik f.eks. eller til miljøforbedringer.

I år har vi fået en ny bygningsfredningslov. Det er ikke alene et

spørgsmål om vedligeholdelse af slotte og herregårde. Det er også

et spørgsmål om industrimiljøer. Der ligger teglværker og

ringovne rundt om i landet, der trænger til en restaurering. Der

er broer, og der er møller. Der er arbejdsboliger, og der er

kirker.

Hvorfor forpligte den ledige til hverken at bruge hoved eller

hænder, når der er mulighed for en samfundsindsats?»

Viften af arbejdsmuligheder vil nok med tiden blive bredere og

bredere.

3) Dette indebærer også, at den person, som fra tid til anden gør

brug af ordningen, vil have gode chancer for at opnå en mere

varieret samfundshorisont, hvilket jo i sig selv er særdeles

udviklende for menneskelivet. Har den dagpengesøgende særlige

kvalifikationer, skal der i det omfang, det er praktisk muligt,

gøres brug af dissse, men dagpengebeløbet skal ikke i den

anledning hverken forhøjes eller nedsættes.

Kommunen kan altså sætte en arbejdsløs bogholder til at pleje

brandbælter og en uddannet maskinarbejder til kontorarkivering.

Spørgsmålet har i Sverige fået en variant af stor praktisk

betydning. Mange unge piger synes kun, at de kan klare

børnepasning og andet omsorgsarbejde. Selv om det er, hvad de

helst vil her og nu, putter svenske myndigheder ind imellem

beskæftigelse, som så muligt fanger deres interesse, hvorved de

får et skub ind på arbejdsområder, som de bliver bedre tjent med

på længere sigt.

Dette vil ikke være sadisme. Tværtimod giver det kun livet mere

perspektiv fra tid til anden at komme til at beskæftige sig med

andet end sit sædvanlige arbejde. Det er en selvfølge, at ingen

skal udkommanderes til arbejdsopgaver eller arbejdsforhold, som

hans helbred eller alder ikke kan klare.

Skulle den kommunale arbejdsfordeler være stupid og ondsindet eller

ukyndig, kan hans afgørelse påklages, og de arbejdsløse kan de

følgende dage frit gå på arbejde i en anden kommune.

4) Arbejdstiden vil nok oftest begynde omkring klokken 7, men for

eksempel i snefaldsperioder vil det måske være naturligt i den

enkelte kommune at bestemme, at mænd under 30 år skal møde kl. 4,

og hvis der en dag er særlige oprydningsopgaver efter en

festival, et stort dyrskue eller andet, kan en mødetid som kl.

1.00 måske være den rigtige. Her har vi så oplagt et af de

punkter, hvor kystbanesocialister farer op og kritiserer

lovforslaget for at genindføre tidligere århundreders

slavemønstring.

Men så ondt er livet altså, at masser af vore medborgere må arbejde

på andre tider end til ministerietid mellem kl. 10 og 15. Det

gælder folk med arbejde, og det kommer altså, når lovforslaget

vedtages, også til at gælde for de arbejdsløse, der vil have

penge fra statskassen.

Den, der ikke er fremme på mødestedet inden den fastsatte tid, går

glip af den pågældende dags dagpenge. Det vil være ret håbløst at

begynde at arbejde med forsinkelsestolerancer på for eksempel 5

minutter. Herved flyttes problemet blot til en diskussion om,

hvorvidt det er uretfærdigt, at den, som ankommer kl. 7.06, ingen

dagpenge skal have.

I øvrigt vil seriøse arbejdssøgende nok være på pletten senest et

kvarters tid før kl. 7 for at se, om de ikke kan få kontakt til

normalt arbejde til normal løn, før de bestemmer sig til at nøjes

med dagpengearbejdet. Kommunen skal sørge for, at der ved

mødestederne er opslagstavler, hvor private arbejdsgivere kan

ophænge tilbud om ledigt arbejde. Det er vel også sandsynligt, at

firmaer med behov for arbejdskraft vil sende værkførere,

arbejdesformænd eller andre hen til et eller flere af de

kommunale mødesteder, og her bliver da et godt klima for at få

etableret nye arbejdsforhold.

Nogle af disse vil nok i begyndelsen være midlertidige, fordi

årsagen til, at arbejdspladsen mangler nogle folk, måske er, at

der er indløbet sygemelding eller er et stykke hastearbejde. Men

midlertidige arbejdsforhold er jo også en slags prøveægteskaber,

og det er ofte set, at de har udviklet sig til at blive årelange.

Et område, som hurtigt kan få stor betydning, opstår, når lukkeloven

ophæves. Mange butikker vil så i perioder have åbent ud over de

timer, hvortil de har fast personale. Som i Sverrige vil dette

også i Danmark give attraktiv beskæftigelse til tusinder af

medborgere, som ikke har fast arbejde.

5) Der er intet til hinder for, at kommunen udliciterer den

dagpengesøgende til privat virksomhed., men han skal da have

adgang til selv at indgå direkte ansættelsesaftale med det

pågældende firma, og så er kommunen helt ude af billedet.

Det vil sikkert forekomme, at private virksomheder spekulerer i at

få billig arbejdskraft gennem licitationsaftaler med det

offentlige.

Også i denne forbindelse er det en styrke ved lovforslaget, at det

kun opererer med eendags-forhold. I normaltilfælde vil

virksomhederne jo have brug for den samme mand i flere dage. Da

det dag for dag står den enkelte dagpengemodtager aldeles frit

for, om han vil melde sig under ordningen eller melde sig i en

anden kommune, vi udliciteringsaftalerne nødvendigvis blive så

forbeholdsfyldte fra kommunens side, at vidtstrakt spekulation

fra privatvirksomhedens side ikke vil være givtig. Kommunen kan

jo under ingen omstændigheder forpligte sig i forhold til den

enkelte arbejdstager ud over aftalens indgåelsesdag. Derfor

opfordrer eendags-reglen i lovforslaget virksomheden til i stedet

for at beskæftige de pågældende som udliciteret arbejdskraft at

træffe direkte aftale med dem. Og for den enkelte, der bliver

udliciteret, betyder eendags-reglen, at han - hvis han ikke

bryder sig om virksomheden - den næste dag kan møde på et andet

arbejdsanvisningssted. Er han ligefrem så gal i hovedet på den

virksomhed, han er kommet på, er hans tab ved at forlade arbejdet

jo alene de 400 kr. minus skat. Det almindelige for den

ordentlige arbejder og den ordentlige virksomhed vil vel være, at

når man har en dags tid til at se hinanden an i, vil man blive så

glade for kontakten, at den pågældende vil komme ind i

virksomhedens almindelige arbejdsstyrke - eventuelt efter en

periode, hvor han kommer til at høre til reservearbejdskraften.

Der vil altså ligge en god portion arbejdsløshedsbekæmpende

politik for kommunen i at vælge at gøre brug af

udliciteringsmuligheden.

Erfaringerne fra Sverige viser, at jo længere man går med såkaldt

tryghedslovgivning, des mere motiverede bliver virksomhederne til

ikke at ansætte nye folk, før de på helt uforpligtende grundlag

har haft lejlighed til at se dem an med henblik på, hvor godt de

falder til netop på det pågældende firmas arbejdsplads.

Naturligvis vil der lige så lidt i Danmark som i

socialdemokrat-Sverige være hold i de kraftige udladninger fra

Kaj Poulsen (f.eks. 1980-81, sp. 6554) om, at korttidsansættelse

på nogen måde skulle være uværdig for den arbejdssøgende.

I så henseende er gældende arbejdsformidlingssystem langt være med 5

ugers karantæne, hvis den anviste ikke varigt bliver på

arbejdspladsen.

Udlicitering til lavere sats end dagpengebeløbet vil rejse problemer

om kommunens skatteyderfinansierede konkurrenceforvridende

infiltration i erhvervslivet. Opståede tvistigheder om disse som

om andre spørgsmål afgøres om fornødent - konkret eller generelt

- i medfør af § 4 af socialministeren under sædvanligt ansvar

over for Folketinget.

Den, som beskæftiger udliciteret arbejdskraft, er naturligvis ikke

»arbejdsgiver« i forhold til de forskellige love om sygeløn,

arbejdsskadeforsikringspligt, ATP, ferieløn, arbejdsmarkedsbidrag

osv.

I forbindelse med drøftelsen af at skaffe de private virksomheder

arbejdskraft ad denne vej må det erindres, at staten - uden at

betale herfor - pålægger virksomhederne en lang række

merarbejder. For eksempel i kraft af lovene om

forureningsbekæmpelse, arbejderbeskyttelse og alskens krav om

udfyldelse af skemaer og blanketter. Kommunerne må selvsagt

tilstræbe, at efterspørgsel fra privatfirmaers side fortrinsvis

efterkommes fra de virksomheder, der byder kommunen det højeste

beløb. Den udlicitering, der herefter finder sted, vil næppe i

noget som helst nævneværdigt omfang være samfundsmæssigt

uønskværdig, men kan bidrage til en konkurrencestyrkelse, der på

længere sigt øger den normale beskæftigelse.

Udlicitering vil derudover f.eks. være praktisk til at rydde op i

bilbrancens baggårde, luge ukrudt hos gartnere og rengøre stalde

på bondegårde.

6) Det fremhæves, at der alene er tale om pligt for den enkelte til

at stille 8 timer til rådighed for det offentlige, men at

lovteksten ikke hindrer, at kommunen i enkelte tilfælde giver en

eller flere af de fremmødte fri efter kortere tids forløb.

Bortset fra katastrofesituationer vil det nok være rigtigt af

kommunen at nøjes med 5 timer, når den eneste mulighed, kommunen

den pågældende dag giver den dagpengesøgende, ligger sådan, at

mindst 2 timer af arbejdet lægges før kl. 6 morgen eller efter

kl. 19 om aftenen. Den omstændighed, at kommunen ikke er pligtig

til at beskæftige de interesserede, vil for eksempel også kunne

få betydning, hvis der på enkelte dage pludselig kommer uventet

stor tilstrømning.

7) Forslagsstillerne har overvejet at indarbejde regler for

personer, der søger deltidsbeskæftigelse. For eksempel gående på,

at en person kunne meddele, at hun eller han kun ville have

kvart, halv- eller trefjerdedelsdagpengebeløbet mod kun at stille

sin arbejdskraft til rådighed i 2, 4 eller 6 timer. Man er

imidlertid veget tilbage for på nuværende tidspunkt at foreslå en

sådan gevækst på nyordningen. Lad os først se, hvilket omfang den

får for fuldtidsfolk, og få klaret de praktiske

tilrettelæggelsesproblemer for dem.

8) Det siger sig selv, at det vil være aldeles med urette, når det

bliver påstået af kommunister og andre med manglende indblik i

samfundsøkonomiske sammenhænge, at lovforslaget går ud på, at de,

der nu gør rent på skolerne, arbejder på bibliotekerne osv.,

bliver arbejdsløse og derfor reelt skal gøre det samme arbejde

for mindre løn. Fejltænkningen i så henseende beror på, at de

pågældende kredse aldrig har forstået, at arbejde skaber arbejde

og ledighed skaber ledighed - at der med andre ord ikke i Danmark

er en bestemt portion arbejde og kun den, der skal udføres. Det

er tvingende nødvendigt i den nuværende valutasituation, at flest

muligt kommer ud i produktivt arbejde i

betalingsbalanceerhvervene, se f.eks. Fremskridt 1980-9 side 7 og

1980-3 side 10 f. samt kapitel 86 i bogen »Ud af

Skattereformfælderne« (1986) og Fremskridt for 10. april 1987 p 4.

Danske virksomheder skal fremstille tilstrækkeligt til at standse

gældsætningsforblødningen, producere nok til at tilbagebetale,

hvad udygtigt styre har påprakkket os af valutaunderskud, og

derudover sikre et stort og stigende dansk forbrug.

Efter at vi i 28 år ikke har produceret nok til at dække vort eget

forbrug, så vi derfor har tæret på udlandets produktion, må vi nu

til at producere mere for at tilbagebetale den opståede gæld med

rente og rentes rente.

Gældsbyrdens reelle indhold er, at Danmark skylder udlandet så mange

varer, at dets produktion vil kræve masser af milliarder af

arbejdstimer.

Når gammelpartierne udformer såkaldte

beskæftigelsesforanstaltninger, er de belastet af fordomme om, at

der skal være tale om »nyt« arbejde og ikke om noget, der ellers

ville blive udført. Dette er ikke blot en i praksis

uigennemførlig tankegang, men afslører også ukendskab til de

samfundsøkonomiske sammenhænge. Arbejde, der bliver udført,

skaber mere og ikke mindre arbejde andetsteds i systemet. Derfor

stiller nærværende lovforslag ikke tilsvarende krav.

Det offentlige skal lægge beslag på så lidt som muligt af det

egentlige arbejdslivs arbejdskraft. Jo billigere det offentlige

får sine arbejdsopgaver udført, des mindre skattetryk på

produktionslivet, og jo mere priskonkurrencedygtigt bliver det

internationalt. I samfundets nuværende udviklingsfase er der i

ganske særlig grad brug for, at stabil, dygtig arbejdskraft

overføres fra den offentlige til den private sektor. Det skyldes

for det første, at de seneste 28 års politik - som nærmere

dokumenteret i forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af

en parlamentarisk kommission i henhold til grundlovens § 51

vedrørende de samfundsøkonomiske virkninger af den offentlige

sektors lønføring m.v. (se Folketingstidende 1975-76,

forhandlingerne sp. 5551 og 8272 samt tillæg A sp. 3795 og

Fremskridt 1976-6 side 12) - i for høj grad har begunstiget

offentlig ansættelse og derfor hidført, at der er fremkommet en

ubalance til skade for produktionslivet. For det andet beror det

på, at en af hovedtruslerne mod Danmark for tiden er

valutagældsætningen, hvorfor der er særlig grund til at omrokere

på arbejdskraften, så stærkere kræfter sættes ind i

betalingsbalanceerhvervene. Selvfølgelig har det

valutaforblødende Danmark ikke råd til at undvære

produktionsindsatsen fra de mange registrerede arbejdsløse eller

hvem som helst ellers, der for een eller flere dage er villig til

at give en hånd med for at skabe et rigere og mindre gældstynget

Danmark.

Og det arbejde, som skal udføres, skal være fornuftigt. Af hensyn

til samfundsøkonomien. Men skam også af hensyn til de arbejdende:

For to tusind år siden satte den romerske kejser sine arbejdsløse

legionærer til at grave huller i Marsmarken og fylde dem op igen.

Men den metode kan Danmark anno 1988 ikke tillade sig.

De egoistinteresseorganisationer, som vil protestere vildt mod

lovforslaget, skal have svaret: Det er nu engang ikke jeres sag

at afskaffe arbejdsløshed, valutagæld, brandskatning, højrente og

andre samfundsonder. Det er Folketingets. Og når Folketinget har

arbejdsopgaven, må Folketinget også benytte sig af det nødvendige

værktøj til opgavens løsning.

9) Forhåbentlig vil det hurtigt lykkes at få vedtaget

»Redningsplanen for Danmark« (november 1981), jf. kapitel 91 i

»Ud af Skattereformfælderne«. Derved fjernes arbejdsløsheden.

Meget hurtigt vil klientellet for den foreslåede ordning herefter få

et helt andet præg end de nuværende arbejdsløse. De vil finde

deres plads i de mange ledige job i erhvervslivet, og

dagpengemodtagerne vil fortrinsvis blive husmødre, studerende

m.fl., der i kortere perioder gerne vil have et supplement til at

klare dagen og vejen. Dette er en fordel for de pågældende, men

skam også for det offentlige, som får udført mange hverv langt

billiger end nu. Samfundsøkonomisk sker der så det, at mange af

dem, der ellers ville være ansat i stat eller kommune, kommer til

at arbejde i det private erhvervsliv, hvis indsats er krumtappen

til klaring af de store vanskeligheder, landet er ført ud i af en

årelang dårlig politisk ledelse.

10) I agitationen mod lovforslaget vil muligt blive anført, at der

vil ske en udvidelse af den offentlige sektor. Dette er ikke

rigtigt for så vidt angår dem, der ellers ville få

arbejdsløshedsdagpenge. De er i virkeligheden også nu ansat i den

offentlige sektor. Blot med den for samfundet så bekostelige

forpligtelse, at de ikke må bestille noget. Andre, der gør brug

af dagpengeretten, vil ikke øge den offentlige sektor, for så

vidt de udliciteres til private virksomheder. Benyttes de til

arbejde for det offentlige, beror de samfundsøkonomiske

virkninger heraf på, hvorvidt arbejdet tilrettelægges sådan, at

den samfundsmæssige værdi af arbejdsindsatsen kommer til at

overstige dagpengebeløbet. I øjeblikket er personalenormeringen

hos stat og kommune baseret på, at man skal kunne klare

spidsbelastningsperioder og uger, hvor fraværet til kurser,

sygdom, tjenesterejser osv. overstiger det normale. I fremtiden

kan disse mål for medarbejdertallet mange steder nedsættes, fordi

der vil være en reserve. Og på mange offentlige arbejdspladser

deles det mere ukvalificerede, men uundgåelige idiotarbejde ud

over de fastansatte. Det kan nu klares af 400-kroners-folkene, så

antallet af fast ansatte også af den grund kan nedsættes.

Samfundsproblemerne løses alene ved en massiv styrkelse af

produktionssektoren. Men det forudsætter, at det offentlige løser

sine opgaver ved at beslaglægge så få af de til rådighed stående

ressourcer som overhovedet muligt.

Til § 2, 2. pkt.

Inden for bestemmelsens minimumskrav afgør kommunen (jf. § 4, 1.

pkt.), hvor mange arbejdssteder der skal være til rådighed. Hvis

dette ikke støder an mod praktisk og økonomisk tilretelæggelse,

vil det være godt, om der kommer mødesteder geografisk spredt ud

over kommunen og nogle mødetider, der begynder på helt andre

tidspunkter af døgnet end klokken 7. Herved vil de

dagpengesøgendes muligheder og bekvemmelighed kunne øges. Der er

intet til hinder for, at den enkelte inden for døgnet møder op

flere gange - i samme eller forskellige kommuner - og herigennem

indtjener flere gange 400 kr.

Da der hver gang vil være tale om et nyt arbejdsforhold, vil dette

ikke nødvendiggøre nogen ændring af 11 timers-reglen, der

imidlertid bør modificeres kraftigt af helt andre grunde.

Der er ret, men ikke pligt for den enkelte kommune til også at

udbyde dagpengetilbud på lørdage, søndage og helligdage.

Til § 3, 1. pkt.

Fremskridtspartiet lægger i arbejdsløshedssagen - som i

pensionslovgivningen - vægt på, at skatteyderfinansierede

udbetalinger udgør det samme beløb for alle. Blandt den nuværende

ordnings utiltalende træk er, at den, der i forvejen har været

velaflagt, også skal have flere penge, når arbejdsløshed

indtræder. Han har jo endda haft bedre mulighed end den

lavtlønnede for at inddække eventuelle merbehov ved at tegne

frivillig arbejdsløshedsforsikring. Den i 1970 indførte 90

pct.regel har voldt megen ulighed for loven og megen

samfundsmæssig skade ved at gøre det direkte frastødende for den,

der - måske midlertidigt - har kunnet sælge sin arbejdskraft til

en høj pris, at gå i arbejde til en lavere løn, fordi forholdene

har udviklet sig sådan, at den særlig høje tarif nu ikke længere

var opnåelig for ham.

Derimod kunne man ud fra sociale betragtninger tænke sig

dagpengesatsen gradueret efter forsørgerforhold. Man kunne for

eksempel sætte en lavere sats for personer i den alder, hvor man

normalt ikke er familieforsørger, eller yde børnetillæg. Sådanne

gradueringer vil imidlertid i mangfoldige tilfælde komme til at

ramme individuelt uretfærdigt, og de vil avle krav om en række

millimeterreguleringer, som vil komplicere systemets

administration og almene forståelighed. Derfor må det foretrækkes

at sætte en ret lav almindelig sats og så (jf. § 6) henvise den,

der ikke kan klare sig for beløbet til den individuelle

sagsbehandling, som den sociale bistandsadministration er

indrettet på at klare.

Skal Danmark komme ud af sin folketingsskabte krise, er det - som

bl.a. påvist side 6-7 i Fremskridt 1976-19 - nødvendigt, at det

kan betale sig at få normalt arbejde på det nyttegørende private

arbejdsmarked. Derfor må der være større afstand end nu mellem

hvad man får ud af sådant arbejde og hvad man kan opnå af

statpenge ved at være arbejdsløs.

Når et arbejdsløst ægtepar i 1988 får eksempelvis 220.000 kr. i

understøttelse, fører det til spændinger i forhold til dem, der -

som lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende - opnår

væsentlig mindre indtægt ved at pukle dag ud og dag ind.

De nuværende arbejdsløshedsdagpengesatser er så høje, at de sætter

skel mellem befolkningsgrupper. De baseres på medlemskab af

arbejdsløshedskasser. Det er på længere sigt helt uholdbart, at

skatteyderne betaler 3-4 gange så meget til et arbejdsløst

ægtepar som for eksempel til et pensionistægtepar eller til

uddannelsessøgende kærester.

Arbejdsdirektør Kaj Westergård skrev i oktober 1980 i Danmarks

Amtsråd: »Den nidkære administration opretholdes »for et princips

skyld«. Princippet er, at uforskyldt arbejdsløshed skal

kompenseres med væsentligt højere ydelser end uddannelsesstøtte'.

Ritt Bjerregaard formulerede tankegangen på side 78 i bogen »Strid«:

»Det kan bedre betale sig at være arbejdsløs end studerende, selv på

højeste uddannelsesstøtte.

Det kan bedre betale sig at være arbejdsløs end at få folke- eller

invalidepension.

Det at melde sig som arbejdsløs giver en ellers hjemmegående

husmoder indtægter, der ellers ville ligge uden for hendes

rækkevidde.«

I Berlingske Tidende for den 14. september 1981 illustrerer Frank

Dahlgaard søgningen hen, hvor statsskattemalkningen er givtigst,

med følgende eksempler:

»1. Hr. Jensen er 60 år og ansat i et firma. Han har længe haft

besvær med sin dårlige ryg og er i realiteten ikke længere

arbejdsfør, men hans kolleger på arbejdspladsen tager hensyn til

ham. Så går firmaet konkurs, og Jensen står pludselig som

arbejdsløs. Jensen ved, at han ikke har en chance for at få et

nyt job, og han har også en sikker fornemmelse af, at han kunne

søge og opnå førpension eller måske invalidepension. Disse

socialydelser er imidlertid klart lavere end ledighedsdagpengene.

Derfor forbliver Jensen ledig til trods for, at han ikke mere

reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

2. Fru Petersen er netop blevet fyret fra sit job, fordi firmaet har

afsætningsvanskeligheder. Hun er student og benytter sin

arbejdsløshed til at genoptage sine gamle studier, som hun i sin

tid opgav. Efterhånden går studierne fint, og fru Petersen agter

nu at fuldføre uddannelsen. I realiteten står hun ikke længere

til rådighed for arbejdsmarkedet, men hun kører videre på

ledighedsdagpenge. De er nemlig næsten tre gange så store som den

maksimale stipendiestøtte.

3. Fru Johansen arbejder på deltid på en fabrik. I en kortere

periode går det firmaet så godt, at fru Johansen og hendes

kolleger bliver bedt om at arbejde på fuldtid, og det accepterer

de. Da fru Johansen og hendes kolleger igen skal på deltid, står

de imidlertid som fuldtidsforsikrede og er pludselig berettiget

til supplerende dagpenge. Fristelsen er for stor. Fru Johansen og

kollegerne har igen deres ønskede deltidsjob, men nu til næsten

fuldtidsløn.

4. Hr. Knudsen har en købmandsforretning. Han er netop fyldt 50 år

og kunne godt tænke sig at blive førtidspensioneret og nyde

tilværelsen og friheden. Han skynder sig derfor at melde sig ind

i een af de to nyoprettede arbejdsløshedskasser for selvstændige

næringsdrivende. Ikke fordi Knudsen frygter at blive arbejdsløs,

men fordi ti års medlemskab af en A-kasse er adgangsbilletten til

verdens bedste førtidspensions-ordning: efterlønnen.

Når Knudsen fylder 60 år, sælger han butikken og går på efterløn.

Knudsen har planer om at supplere sin efterløn med lidt

håndværkserarbejde for sin gamle kundekreds. Knudsen er nemlig

ferm på fingrene. Ganske vist tillader efterlønsordningen kun

arbejde i 200 timer årligt, men hvem kan egentlig kontrollere, om

denne grænse overholdes? I øvrigt regner Knudsen med at afregne

en del af sin fremtidige bi-indtægt uden at blande myndighederne

ind i det.

5. Hr. Poulsen driver et firma med 20 ansatte, men salget går rigtig

sløjt på grund af krisen og regeringens trusler om nye

afgiftsforhøjelser. Poulsen tilbyder derfor sine medarbejdeere at

blive hjemsendt i een måned på dagpenge. Derefter kan alle vende

tilbage til deres gamle job igen.

Medarbejderne accepterer og de fleste er lykkelige for en hel måneds

ekstra ferie til fuld dagpengesats. Ingen af dem står til

rådighed for arbejdsmarkedet, og Poulsen er glad for, at

dagpengesystemet kan finansiere hans medarbejdere og give firmaet

et pusterum, mens lagrene nedbringes.«

Kelvin Lindemann fortalte i Jyllands-Posten den 28. december 1980 et

andet eksempel på luksusledighed. Om en kvindelig tandlæge, ansat

i statens tjeneste. Hun havde fornuftigt valgt at gå på deltid,

arbejdede kun 29 timer om ugen i stedet for 40. Hendes løn på

deltidsarbejde var 240.000 kr. om året. Men samtidig fik hun

arbejdsløshedsunderstøttelse for de 11 ugentlige timer, hun

valgte at holde fri. Det gav 30.000 kr. fra arbejdsløshedskassen.

Merete Thejll beskrev i Weekendavisen 28. november 1980 skellet

mellem de forfattere m.fl., der hutlede sig igennem, og dem, der

via a-kassemedlemsskab lever af arbejdsløshedsundersøttelse som

deres kunstnerløn.

Kristian Albertsen gennemgår i Politiken for 30. august 1982

udførligt konebytteriet mellem to overlæger, der ansatte den

andens hustru som lægesekretær og opsiger hende efter et halvt

år. Derefter får de to hjem de næste 21/2 år over 100.000 kr. i

ekstra lommepenge hver pr. år.

I januar 1988 oversvømmedes aviserne med beretninger om

kontanthjælpsmodtagere, som må afslå at lade sig lønansætte til

600.000 kr. pr. år, fordi socialhjælpssatserne (inkl.

børnetillæg) ligger højere.

Fjernes disse og en række lignende tilfælde, hvor folk kringler sig

ind på systemets solside, fordamper en del af Folketingets

nuværende ulyst til at føre den nødvendige politik for, at sunde

arbejdspladser skyder frem i tilstrækkelig mængde.

Når afstanden bedømmes, skal man naturligvis - som altid når der er

tale om, hvad der opnås af løn og anden indtægt - hense til de

rester, der netto er tilbage efter kildeskattetræk m.v. Det er

aldeles fundamentalt, at man i debatten ophører med at

sammenblande dette begreb med den lønudgift, der er redegjort for

foran i første afsnit af bemærkningerne til lovforslagets § 1. Da

VKR-flertalsregeringen i 1969-70 gennemførte den nugældende

arbejdsløshedsunderstøttelseslovs hovedprincipper, var den

overhovedet ikke opmærksom på indkomstskatteffekten. I 1930'erne

(hvis erfaringer man ensidigt benyttede) spillede denne skat jo

ingen mærkbar rolle for arbejderklassen - hverken til at

formindske toppen af indkomsten kraftigt eller til at motivere

til måneskinsarbejde med arbejdsløshedsunderstøttelsen som

skalkeskjulalibi over for nysgerrige og pågående skattevæsener

(og momsadministratorer).

Sammenholdt med de lande, vort erhvervsliv har som

hovedkonkurrenter, ligger det danske arbejdsløshedsdagpengeniveau

meget højt - og afstanden til, hvad man får i posen ved at gå på

arbejde, er forholdsvis beskeden i Danmark.

Bruttodagpengebeløbet er i de sidste årtier steget for meget i

forhold til den gennemsnitlige løn. Højeste arbejdsløshedssats

har således udviklet sig fra 25.000 kr. i 1970 til 76.685 kr. i

1979 og derfra til 121.476 kr. fra 1. juli 1988. De tilsvarende

tal for gennemsnitsarbejdslønnen har været 39.500 kr., 102.600

kr. og (foreløbigt skøn) 181.000 kr.

Den progressive beskatning, socialindkomst-regler og masser af andre

lovforanstaltninger har, når de lægges sammen, yderligere

bidraget væsentligt til at nivellere det reelle mervederlag, som

er ydet til de folk, der påtager sig det besvær, de omkostninger

og den handlefrihedsindskrænkning, som er forbundet med at gå på

arbejde. Lovmodelrådets årsberetning fra januar 1981 gav

taleksempler på, hvordan det gik med øget boligsikring, opnåelse

af daginstitutions-fripladser, højere børnetilskud osv. for

familier, hvor arbejdsløshed indtrådte.

Hvis man for en familie med to børn til de 121.476 kr. lægger, at de

arbejdsløse kan spare udgifterne til vuggestue og børnehave, til

arbejdspladstransport, arbejdstøj m.v. og får tid til selv at

udføre hurtige reparationer og gøre billige indkøb, vil man ofte

nå frem til, at der skulle tjenes 120.000 kr. mere (hvoraf

skatten ville tage ca. 75.000 kr.), for at det kunne betale sig

at tage arbejde. Arbejdsløshedsdagpengemaksimum ligger derfor

30-35 pct. højere end arbejdsmarkedets gennemsnitsløn.

Med landets desperate behov for at få udført langt mere arbejde er

det stærkt påkrævet at ændre arbejdsløshedslovgivningen, så den

giver de arbejdsløse en kraftig motivation til at komme i

beskæftigelse - også selv om det arbejde, de kan få, med hensyn

til fag, arbejdssted, aflønning og andre forhold, langtfra er så

bekvemt som det, de kunne ønske, og det, de tidligere har været

vant til.

Heri ligger selvsagt ikke antydning af angreb mod de arbejdsløse.

Men som Poul H. Møller fra Kristeligt Folkeparti så rigtigt sagde

det i Folketinget 12. februar 1981 (sp. 6581).:

»Når en ledig vægrer sig ved at tage imod et anvist arbejde, der

måske betyder, at han skal stå op en surkold vintermorgen kl. 5

for at begive sig lang vej til arbejdspladsen, betale

transportomkostninger, slide og tilsnavse sit arbejdstøj osv. for

måske, når ugen er til ende, og skatten har taget, hvad den skal

have, at have 50 kr. mere end kammeraten, der kan blive liggende

hjemme under sin lune dyne, indtil det passer ham at stå op, i

kraft af sine dagpenge.

Hvem skal man bebrejde i et sådant tilfælde? Det er i hvert fald et

usundt samfund, hvor det ikke kan betale sig at tage imod et

stykke arbejde.«

Tankegangen belystes også af Lawaetz i Fremskridt 1981-30 side 1.

Den for lille afstand kan ikke formindskes ved forhøjelse af

arbejdslønningernes bruttobeløb. Dette ville nemlig gøre

erhvervlivet endnu mere konkurrenceudygtigt og dermed forøge

arbejdsløsheden. Ej heller kan det ske ved massiv nedsættelse af

pengeunderstøttelsens størrelse, fordi det vil slå manges levefod

i stykker, som det så brutalt skete i 1930'erne.

Tilbage er at opdage, at afstanden ikke blot er den

pengebeløbsmæssige difference, men også består i, at den, der går

på arbejde på sin arbejdsplads og med transporten frem og tilbage

til den, trættes en halv snes af dagens bedste timer, som den

arbejdsløse har til eget brug. Det er denne særdeles væsentlige -

men i den almindelige debat alt for upåagtede - del af

forskellen, som lovforslaget først og fremmest sætter ind imod.

Om lovforslaget så har ramt det rette beløb med 400 kr., er det

enkeltpunkt, som har voldt størst usikkerhed for

forslagsstillerne. Disse vil derfor meget vel kunne forstå, hvis

nyt materiale, som kommer frem ved folketingsbehandlingen af

lovforslaget, skulle resultere i, at beløbet bliver lavere eller

højere. Ved dets fastlæggelse skal selvsagt ikke blot tages

hensyn til lønniveauet. Det må også afpasses efter andre

socialpolitiske ydelser.

Dagpengebeløbet på 400 kr. er fastsat på grundlag af nuværende

indkomstskattetryk og må reguleres, efterhånden som den af

Fremskridtspartiet foreslåede indkomstskatteafvikling skrider

frem.

Endvidere kan det være, at Folketinget efter en periode vil regulere

beløbet på grundlag af de erfaringer, man indhenter med

ordningen, herunder om tilstrømningen til dagpengesats 400 kr.

bliver stor eller lille sammenholdt med de arbejdsopgaver, man i

praksis med fornuft kan få udført. Med den økonomiske knibe,

Danmark er ved at komme ud i, skal der nemlig gerne for samfundet

være sund økonomi i differencen mellem de arbejdsydelser, der

opnås i medfør af § 2, og de skatteyderbetalte dagpengeudgifter.

Det fremhæves, at de 400 kr. udgør, hvad alle uden videre har krav

på, men for eksempel den arbejdsløshedsforsikrede får mere, jf. §

5, 2. pkt., og § 7, stk. 2, 2. pkt. Derfor må der ved afgørelsen

af, hvor stort beløbet skal være, anlægges en vurdering med

henblik på dem inden for kredsen - jf. foran under § 1 - som bør

ligge i laveste beløbsramme. Så længe Folketinget stadig

påtvinger titusindvis af medmennesker, at de bliver

langtidsarbejdsløse uden egen skyld, vil der selvsagt være tale

om, at mangfoldige af disse skal have yderligere beløb fra det

offentlige, jf. lovforslagets § 6. En sammenligning af de 400 kr.

med de nugældende dagpengebeløb er derfor ikke sagligt tilbørlig.

Tværtimod er det en af hovederfaringerne fra det nugældende

system, at man bør være overmåde forsigtig med at skrue det

beløb, som man automatisk har lovbestemt krav på, for højt op.

Dertil kommer, at en væsentlig del af dagpengenedsættelsen modsvares

af mindsket indkomstskat. Herved skal selvsagt ikke blot henses

til forskudstrækket, men også til restskattebetalingen. For

arbejdsløshedsdagpenge udbetalt siden 1977 er forskellen på

slutskat og foreløbig skat jo blevet forøget, fordi

bekendtgørelse nr. 396 af 29. juli 1976 (justeret ved

bekendtgørelse nr. 28 af 26. januar 1984), gav den enkelte

arbejdsløse adskillige muligheder for at vælge mellem, hvordan

skattetrækket skal beregnes. Typisk er nok valgt den for

vedkommende i første omgang billigste (standardtræk eller træk

efter bi- eller hovedkort (eventuelt frikort)). Med nyordnngen

går man over til en enhedsordning. Vedtages ikke andet, bliver

det sådan, at skattetræk i arbejdsløshedsdagpenge sker efter

samme regler som for lønbeløb (skattekort afleveres tidligt på 8

timers arbejdsdagen, så nettodagpengebeløbet ligger klar til

udbetaling ved arbejdsdagens slutning).

Skattelovgivningsmæssigt kan overvejes, om det administrativt må

foretrækkes, at der arbejdes med en enhedsbruttotrækprocent, og

om dette tilmed vil føles som en fordel for dagpengemodtagernes

flertal og begrænse frikortindehavernes tiltrækning af ordningen.

For eksempel kunne procenten være 50, så udbetalingsbeløbet i

alle tilfælde blev 200 kr. I så fald må tillige tages stilling

til, om den valgte trækprocent skal være foreløbig, definitiv

eller i nogle tilfælde det ene og i andre det andet.

Dagpengebeløbene skal ikke udløse feriepenge, ATP-beløb, tilskud til

uddannelsesfond eller andre løntillæg, som man kender det på det

almindelige arbejdsmarked. (Se oversigt i Fremskridt 1981-34 side

7).

Under den nuværende daginstitutionsordning er der nok mange mødre,

der ellers ville passe deres børn hjemme, som ville foretrække at

få dagpenge ifølge lovforslaget. Dette problem må imidlertid

klares via en reform på daginstitutionsområdet, der jo under alle

omstændigheder trænger hårdt til ændringer.

Dagpengeudbetalingen kræver, at arbejdet er udført

»tilfredsstillende«.

Skal man have sin dagløn udbetalt, skal man også have udført sit

arbejde ordentligt. Arbejdssabotører fortjener ikke dagpenge.

Selve denne bestemmelse vil nok - uden for stor administration -

hjælpe gevaldigt til, at rødder, som kun er ude på at lave

ballade, lader være med at melde sig til ordningen.

Den, som under de 8 timers beskæftigelse unddrager sig en rimelig

andel af den samlede arbejdsbyrde, viser sig groft vrangvillig

eller bevidst søger at sabotere de andres arbejdsindsats, må

bortvises på stedet og fortaber derved retten til

dagpengebeløbet. Den stedlige kommunale arbejdsleder må her have

en bred skønsmargen.

Selvfølgelig kan der opstå sager, hvor den enkelte hævder at være

blevet uretfærdigt behandlet ved at miste sine 400 kr. (minus

skat). Ved helt åbenbare magtmisbrug vil han kunne få medhold i

en klage til arbejdslederens overordnede, men det sædvanlige vil

nok være, at han næste gang, han vil gøre brug af ordningen, vil

strenge sig meget mere an og/eller stille sig til rådighed for en

anden kommune.

Et af modstykkerne til de små ulemper, der bliver tilbage, er, at

loven kan udformes helt uden strafbestemmelser og karantæneregler

m.v. Og dette er oplagt en langt større fordel.

Nogle har indrangeret nærværende lovforslag sammen med de

borgerløns-udtalelser, der særligt er fremkommet fra de politiske

partier Det Radikale Venstre, De Grønne og Fælles Kurs. Og det er

da rigtigt, at alt realisabelt herfra indgår i § 75-ordningen.

Men denne løser tillige de tre partiers problemer med at finde en

finansiering og med at undgå at undergrave den almindelige

produktionsarbejdskraft.

De andre partiers oplæg forsynder sig ved, at det hverken

menneskeligt eller samfundsmæssigt er sundt, at folk uden at gøre

en indsats skal have en borgerløn. Indføres princippet herom, vil

stemmekøbspolitikere overbyde hinanden, så denne gøgeunge i

finanskurven vokser og vokser.

Hvad finansieringen angår forventes 1989-udgifter for det offentlige

til arbejdsløshedsunderstøttelse på 27 mia. kr., til

arbejdsformidlingen på 0,8 mia. kr., til 7/9

månedsarbejdstilskudsordningen på 6 mia. kr., til andre

beskæftigelsesarbejder på 2 mia. kr., i alt 35,8 mia. kr.

Herudover vil på socialbistandskontiene m.v. nok blive sparet ca.

10 mia. kr. og pø om pø afvikles en efterlønsudgift, der i 1989

vil ligge på tilsvarende niveau. Der er altså forlods godt et

halvt hundrede milliarder årligt til at finansiere § 75-ordningen.

Inklusive besparelser på de offentlige lønkonti vil vedtagelsen af

nærværende lovforslag derfor give et ganske kraftigt bidrag til

de henved 300 mia. kr. årligt, som det er pinende nødvendigt

brutto at få reduceret de offentlige udgifter med over en kort

årrække.

Til § 3, 2. pkt.

De 400 kr. er baseret på den forventede pengeværdi i maj 1989. Fra

1. juli 1989 og derefter med virkning fra hvert kvartals

begyndelse reguleres beløbet. Lovteksten har ikke fastsat

detaljerede regler for, hvordan dette skal ske. Skulle

socialministeren løbe grasat, kan hun (han) jo drages til ansvar

af folketingsflertallet. Det er tilrådeligt, at dagpengesatsen

altid bliver et med 10 deleligt beløb (indføres fast

skattetrækprocent, er det nettobeløbet, som må opfylde det

vilkår).

Hvis der på ny fuskes, så dyrtidsreguleringen yderligere

undergraves, må tilsvarende begrænsninger indføres på

dagpengeområdet for at undgå udhuling af afstanden mellem

lønindtægt og de dagpengebeløb, der træder i stedet herfor.

Til § 4

I forhold til de arbejdsløse må administrationen selvfølgelig ske

lokalt. Under de nuværende forhold er den mindst uegnede

administrationsenhed kommunernes socialforvaltninger. De kommer

jo også ind i helhedsbilledet i § 6-sagerne.

Administrationen skal være enkel og lidet ressourcekrævende.

Den skal tage udgangspunkt i, at vi alle er forsynede med et

personnummer. Når man for eksempel vil udtage bestemte

aldersgrupper til bestemte opgaver, kan man jo bare opslå, at

inden for bestemte talområder i personnumre møder man på et

angivet sted til angiven tid.

Mange virksomheder i den private sektor, der vil have orden i

tingene, anvender »stempelure« for at kontrollere, om den enkelte

i det hele taget er mødt op. Den kendsgerning, at vi har edb,

personnumre og mange forskellige typer stempelure, indebærer jo,

at et kort med et personnummer påført ved indstik i

afstemplingsapparatet kan notere til edb, at den pågældende har

været ved kontrolstedet det pågældende klokkeslæt en given dato.

Hvis det offentlige den dag så ikke har noget at sætte visse

grupper til, kan det ved opslag være meddelt, hvilke

personnummergrupper der kan gå hjem igen, når de har fået deres

penge.

Man er helt gal på kareten, hvis man tænker sig, at lovforslaget

måske vil medføre genskabelse af de lange køer ved

kontrolstederne. Større kommuner må naturligvis have flere

mødesteder forsynet med apparatur for indstempling og edb-styring

af udbetalinger.

Udgifterne må imidlertid afholdes statsligt. Det kan ikke være

rigtigt, at borgerne i et område, der rammes af en særlig

arbejdsløshed, oven i denne ulykke også skal have specielt

forhøjede skatter. Dertil kommer, at man herigennem undgår

nidkærhed med, om en arbejdsløs går til sin egen hjemkommunes

socialforvaltning eller til en anden kommune. Dette giver ikke

blot samfundet mindre goldt administrationsarbejde, men denne

smidige løsning indebærer også langt større frihed for den

dagpengesøgende - han skal ikke mere udsættes for at blive

udkommanderet ved at blive anvist arbejde langt fra hjemmet. Men

han kan også gå på valsen og rejse rundt i landet og, når han

trænger til penge, tage dagpengearbejde, hvor han nu er. Er han

på ferie ved kysten eller på besøg hos kæresten på Fyn eller til

fodboldkamp i Esbjerg, kan han frit tage arbejde der, selv om han

normalt bor i København.

Modstykket hertil er imidlertid, at staten også må påse, at

ubegrundet forskelsbehandling ikke opstår mellem kommunerne, for

eksempel i retning af prøjserdisciplinovergreb over for de

arbejdsløse eller lemfældighed med ikke at finde beskæftigelse

til det store flertal af dem, der melder sig som arbejdsløse,

eller indlæggelse af dem som elever på tvivlsomme kurser.

Ved at gøre socialministeren til højeste myndighed sikres også, at

det reelt er Folketingets flertal, der bestemmer.

Til § 5

1) Det kan godt være, at det var fornuftigt, da Rigsdagen i 1907

indførte offentlige tilskud (på 1/3 af medlemsbidragene) til de

34 daværende små arbejdsløshedskasser, som fagforeningerne havde

oprettet som private initiativer. Med maksimumssats 12 kr. om

ugen, dog højst 2/3 af lønnen.

Men arbejdernes formåen er nu så langt større end dengang, og efter

at VKR-regering nummer et udbyggede ordningen ud i det groteske,

kan 1988-lovgiverne ikke længere hvile på 1907-palmerne.

Arbejdsløshedskasserne administrerer nu over 2 mia. skatteyderkroner

hver evig eneste måned, se f.eks. Fremskridt 1981-41 side 8.

Herved har den faktiske udvikling aldeles sprængt forudsætninger

og baggrund for a-kasserne. Det søger staten at lappe på ved at

belemre a-kasserne med en vanvittig mammutstrøm af stadig

skiftende, kaudervælske cirkulæreforskrifter.

Nærværende lovforslags § 5 giver arbejdsløshedskasserne deres fulde

frihed tilbage. De skal på ny være rent private medlemsforeninger

og ikke mere på nogen måde være underkastet statsapparatets

kontrol. Dette vil på mange måder frembyde fordele såvel i

forholdet til medlemmerne, hvor kasserne genvinder en klar

stilling, som for det offentlige, der ikke mere infiltreres af et

organ, hvis eksistensgrundlag er at varetage særinteresser. Set

på lidt længere sigt er arbejdsløshedskasserne ved at grave deres

egne grave: De bliver overflødige blindtarme uden modstandskraft.

Op til fjernelsen af kollegainstitutionen sygekasserne pr. 1. juli

1973 foregik lange diskussioner om, hvorvidt man allerede på

daværende tidspunkt skulle medtage hele

arbejdsløshedsdagpengeadministrationen under den nyoprettede

Sociale Sikringsstyrelse, der jo blandt andet tager sig af

sygedagpenge og arbejdsskadesager. Sondringen mellem

arbejdsløshedsdagpenge som arbejdsmarkedsforanstaltning og

sygedagpenge som socialpolitisk tiltag er et rent rituelt

jerntæppe uden nogen som helst saglig bærekraft.

Blandt de mange løgnagtige oplysninger, der er tilgået

offentligheden om indholdet af nærværende lovforslag, har også

været, at Fremskridtspartiet vil tage de penge fra de

arbejdsløse, som de selv har betalt til arbejdsløshedsforsikring.

Det vil vi ikke. Det fremgår udtrykkeligt af § 5, 2. pkt., at de

arbejdsløse i tillæg til de 400 kr. får betalt alt, hvad deres

egen arbejdsløshedsforsikring kan give dem. Uden noget som helst

samordningsfradrag eller afkortning af anden art.

På frivillig basis, hvori statspenge ikke er indblandet, skal enhver

kunne sikre sig de løntabsforsikringsbeløb, han ønsker. Enhver

vil kunne selvforsikre sig til en hvilken som helst takst: den

enkelte kan gøre det i forsikringsselskab eller i den

organisation, vedkommende foretrækker, uden at grundtaksten på de

400 kr. daglig herved anfægtes eller underkendes.

2) Ved § 5 fjernes derhos den for skatteyderne så bekostelige og for

arbejdsmarkedet ulykkelige statslige

arbejdsformidlingsindretning, der blev til som et råddent

kompromis for en snes år siden (Arbejdsgiverforeningen ville have

opgaven væk fra fagforeningerne og »betalte« ved at støtte LO's

ønske om, at staten skulle have al risiko for, at

arbejdsløshedsunderstøttelsen blev mærkbart større end det lave

niveau, som den lå på dengang som følge af de små ledighedstal).

I øjeblikket beslagslægger det mægtige administrationsapparat, som

omhandles i gældende lovs §§ 1-23 og 98-100 a, adskilligt mere

arbejdskraft med væsentlig dårligere resultater, end hvad der kan

forventes, når disse offentlige stillinger nedlægges.

Embedsmandsledede statskontorer og levende arbejdspladser er nemlig

to forskellige verdener. De forenes aldrig til en lykkebringende

helhed. Medlemmerne går mere trygt til deres egen fagforening,

end de færdes på arbejdsformidlingens linoleumsgulve.

Rent praktisk vil det nok blive LO-bevægelsen, der bliver

drivkraften på disse områder, men monopol skal fagforeningerne

ikke have. Kan forsikringsselskaber, vikarbureauer eller andre

konkurrere effektivt, skal de også have lov til det. På den måde

opnås de bedst mulige betingelser for arbejdskraften uden spild

af unødige samfundsressourcer, jf. Arne Melchior i

Folketingstidende 1980-81 sp. 7107 f.

Til § 6

At passe sit § 75-job bliver adgangsbilletten til det sociale

bistandssystem. Men har man gjort indsatsen, vil der da være

mange, som med rette tiltrænger mere end de 400 kr. pr. dag fra

det sociale sikkerhedsnet. Den hårdtbelastede forsørger med mange

børn og uden mulighed for at skaffe sig billig bolig skal således

selvsagt have væsentligt mere end 400 kr. udbetalt fra det

offentlige i en arbejdsløshedsperiode. Gradueret efter trang

falder tillægsbetalingsbeløbet så til 0 kr. for velstillede

enlige og adskillige andre. Opgaverne må klares inden for den

gældende sociale bistandslovs rammer. Disse må forventes ændret

meget efter de erfaringer, som er vundet, siden den sociale

bistandslov trådte i kraft den 1. april 1976, jf. Fremskridt

1976-14, side 10 (sociale sikringsvagter).

Til § 7, stk. 1

Der skal være god tid efter Folketingets vedtagelse af lovforslaget,

før nyordningen iværksættes, så der kan ske grundig forberedelse

af detaljerne omkring den praktiske gennemførelse.

Ikrafttræden vil ikke være hensigtsmæssig i den periode, hvor

arbejdsmarkedets følelser og kræfter står på højkant i

almindelige overenskomstforhandlinger. En torsdag er fundet

velegnet til ikraftrædelsesdag, fordi der så kommer 2 dages

erfaringer, ud fra hvilke der kan småjusteres i weekenden. Af

alle torsdage er herefter 27. april 1989 den bedste.

Indkøringsperioden kommer til at foregå i halvåret med mindst

sæsonarbejdsløshed, mange ferieafløsningsbehov og sådan, at der

er en del helligdage i de første par uger.

Alligevel vil det i startfasen for den nye ordning nok være sådan,

at der må gøres brug af, at kommunen ikke behøver beskæftige

alle. Måske vil en kommune i den første tid foretrække kun at

beskæftige folk under en vis alder og lade de ældre gå hjem med

det samme med deres penge, og så vil man gradvis forhøje

aldersgrænsen. Alt efter de foreliggende arbejdsmuligheder (og

vurderingen af, hvorvidt overgangsordninger misbruges) kan der

også tænkes andre former for opdelinger i den enkelte kommune af,

96 bestemmelser mere vises ikke her; hver har sin egen adresse.

Versioner

1. 1988-05-21