1987 BSF 1 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN SAMLET ØKONOMISK POLITIK FOR SOCIAL RETFÆRDIGHED OG MODERNISERING AF ERHVERVSLIV OG ARBEJDSMARKED
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00001@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af november 1987
at fremsætte forslag til en samlet økonomisk politik, der både kan
sikre social retfærdighed og styrke dansk beskæftigelse og
konkurrenceevne ved at igangsætte omfattende moderniseringer af
erhvervsliv og arbejdsmarked efter de retningslinier, der er
angivet i bemærkningerne til forslaget.
Forslagene skal ledsages af finansieringsforslag, der ikke beskærer
levefoden for familier med jævne, almindelige indtægter, men
sikrer balancen i statsbudgettet og undgår en større, ekstra
belastning af betalingsbalancen.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Generelle bemærkninger
Firkantregeringens økonomiske politik er slået fejl. Der er ikke sket
en afgørende drejning væk fra de grundlæggende problemer med
arbejdsløshed og gældsætning - tværtimod. Arbejdsløsheden er igen
i stigning, fordi dansk produktion klarer sig dårligt på det
internationale marked. Gældsætningen til udlandet er fordoblet på
fem år, og herhjemme er fordelingen af goder og byrder blevet mere
skæve, fordi svage grupper har betalt uforholdsmæssigt meget til
regeringens mislykkede økonomiske genopretningspolitik.
Socialdemokratiet har fremlagt et realistisk alternativ til den
hidtidige borgerlige politik. I »S-planen« fra april 1987 er
præciseret, hvilke forslag om regulering af dagpenge, efterløn,
bistandsydelser og pensioner og hvilke forslag om ekstra indsats
på arbejdsmarkeds-, uddannelses- og erhvervspolitikken
Socialdemokratiet finder bydende nødvendige her og nu, og der er
stillet lige så præcise finansieringsforslag.
Derudover er det helt afgørende, at der hurtigt og varigt sker en
væsentlig styrkelse af opsparing og betalingsbalance og en
begyndende demokratisering af ejerforholdene i erhvervslivet
gennem en arbejdsmarkedspensionsreform for alle og en obligatorisk
OD-reform som foreslået af Socialdemokratiet.
I dette beslutningforslags specielle bemærkninger fremlægges en
udmøntning af »S-planen« til forhandling i Folketinget.
Der er ikke tale om, at Socialdemokratiet ved gennemførelse af dette
beslutningsforslag har nået sine mål f.eks om sociale reformer.
Langtfra. Beslutningsforslaget markerer, hvilke forslag
Socialdemokratiet vil prioritere på det helt korte sigt og inden
for hvilke økonomiske rammer. Yderligere forslag om ønsker, der er
meget udgiftskrævende, kan først gennemføres i takt med en positiv
produktionsudvikling. For det er efter Socialdemokratiets
opfattelse ikke acceptabelt med fortsat stigende skatter og
afgifter for familier med almindelige lønindtægter.
Beslutningsforslaget er et udtryk for, at Socialdemokratiet mener, at
der bør gøres en særlig indsats i forhold til den stigning i
arbejdsløsheden, der vil finde sted i 1988 og årene derefter.
Uden en sådan indsats vil samfundet ikke være forberedt på denne
udvikling.
Beslutningsforslaget er også en understregning af Socialdemokratiets
ønske om en ekstraordinær statslig indsats for at styrke
erhvervslivets konkurrenceevne under fastholdelse af den faste
kronekurs. Regeringen har de seneste år måttet erkende, at
kræfternes frie spil alene ikke klarer problemerne. Det er
nødvendigt med en langt mere aktiv erhvervs- og
uddannelsespolitisk indsats, således som Socialdemokratiet længe
har ønsket det.
Derfor foreslås en række tiltag inden for uddannelse, forskning,
teknologiudvikling og eksportfremme inden for en samlet ramme for
nettoudvidelsen af de offentlige udgifter på 3 mia. kr. på
årsbasis. Af denne økonomiske ramme anvendes de 2 mia. kr. til en
øget indsats på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet, således at
der er taget højde for, at dette vil medføre færre udgifter til
arbejdsløshedsdagpenge. Desuden forudsættes det, at der i
forbindelse med den øgede indsats gennemføres en effektivisering
af de enkelte ordninger.
Det resterende beløb på 1 mia. kr. af den samlede økonomiske ramme
anvendes til styrkelse af det danske samfunds erhvervsudvikling og
til investering i forskning og ny teknologi. Herudover skal en del
af den passive erhvervsstøtte, der er gemt i skattereglerne,
omlægges til en mere aktiv udnyttelse.
ATP, LD og pensionskasserne må også have en større og mere aktiv
rolle i finansieringen af nye arbejdspladser, og der må gives
adgang til medarbejderindflydelse for investeringerne i den
enkelte virksomhed.
Socialdemokratiet vil overveje ændret sammensætning af
virksomhedernes skatter og afgifter, så konkurrenceerhvervene
lettes, uden at de offentlige finanser belastes herved, og uden at
der opstår utilsigtede fordelingsmæssige virkninger.
Socialdemokratiet er indstillet på at fremrykke udbetalingen af
eksportmomsrefusion, så eksporterhvervene kan få en speciel
lettelse af rentebyrden.
Socialdemokratiet ønsker, at den endelige udformning af en
erhvervsfremmeindsats i efteråret 1987 sker i dialog med
erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer, så der kan
sikres den størst mulige folkelige opbakning for løsningen af de
alvorlige økonomiske problemer. Også derfor er kravet om social
retfærdighed en afgørende del af helheden.
Det er vigtigt, at sammenhængen i den økonomiske politik ikke brydes
ved, at et flertal i Folketinget gennemfører store udgiftskrævende
forslag uden økonomisk dækning.
Netop derfor lægger Socialdemokratiet med nærværende
beslutningsforslag op til en samlet drøftelse af den økonomiske
politik. De enkelte elementer er naturligvis ikke ultimative krav,
men udgør et velovervejet forhandlingsoplæg. Socialdemokratiet er
derfor også villig til at drøfte andre finansieringsforslag end de
her foreslåede - forudsat at den sociale byrdefordeling ikke
samlet forringes.
Specielle bemærkninger
1. Social retfærdighed
1.1. Satserne for dagpenge (arbejdsløsheds-, syge- og
barseldagpenge), efterløn og kontanthjælp forhøjes med 10 pct. i
1988.
Reguleringerne gælder både de faste satser og beregningsgrundlaget
for dagpenge for ledige.
Kontingenterne til arbejdsløshedsforsikring tilpasses de nye satser
på reguleringstidspunkterne.
Det forudsættes, at regeringen fremsætter lovforslag, som sikrer, at
satserne fra 1989 reguleres i overensstemmelse med
årslønsudviklingen for beskæftigede.
1.2. 9-måneders-reglen i bistandsloven afskaffes.
1.3. Der anvendes 2 mia. kr. på årsbasis til generelle forbedringer
for almindelige folkepensionister samt en fremrykning af den
løsning på samspilsproblemerne for pensionister, der blev vedtaget
i maj 1987, jf. lov nr. 390 af 10. juni 1987. En hurtig og
effektiv samspilløsning er nødvendig for at sikre rimeligt udbytte
af mindre private pensionopsparinger, de kommende års
ATP-forbedringer og en generel arbejdsmarkedspension.
2. Styrket indsats i arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken
Der gennemføres en øjeblikkelig ekstraindsats inden for
arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken med det formål:
a) At styrke erhvervslivets konkurrenceevne gennem et hævet
kvalifikationsniveau i den samlede arbejdsstyrke.
b) At iværksætte foranstaltninger til imødegåelse af den truende
stigning i ledigheden.
c) At hindre en øget opsplitning på arbejdsmarkedet gennem en særlig
indsats til gavn for de svagest stillede grupper.
Som led i indsatsen iværksættes initiativer på bl.a. følgende felter:
2.1. Uddannelsesmuligheder for voksne beskæftigede
Der gennemføres gradvis en ordning med betalt frihed til uddannelse
(BFU):
a) Forøgede uddannelsesmuligheder for voksne på arbejdsmarkedet
gennem adgang til orlov ved deltagelse i uddannelse. Der afsættes
en pulje til løngodtgørelse i forbindelse hermed. Godtgørelsen
ydes fortrinsvis til personer med kort uddannelsesbaggrund og høj
arbejdsløshedsrisiko.
b) Flere pladser inden for arbejdsmarkedsuddannelserne gennem
udvidelse af eksisterende aktiviteter og iværksættelse af nye.
c) Flere pladser for voksne inden for erhvervsuddannelserne. Herunder
iværksættelse af nye aktiviteter og initiativer til at øge voksnes
interesse for efg- og lærlingeuddannelser.
d) Nye almene uddannelsestilbud og tilbud, der kombinerer almen
uddannelse (eks. enkeltfagsundervisning) med erhvervsrettet
undervisning (eks. inden for arbejdsmarkedsuddannelserne).
2.2 Ny arbejdstilbudsordning for langtidsledige
Ændring af »lov om arbejdstilbud« med henblik på forbedret
information og vejledning, udarbejdelse af job- og
uddannelsesplaner for alle ledige, uddannelsestilbud på et tidligt
tidspunkt, ret til bedre arbejdstilbud med indbygget uddannelse
samt ophævelse af reglerne om nedsatte dagpenge.
2.3. Planlægning og effektivisering af uddannelserne
a) Initiativer til sikring af bedre uddannelses- og
personaleplanlægning i virksomhederne.
b) Øget forsøgs- og udviklingsindsats i forhold til arbejdsmarkeds-
og erhvervsuddannelserne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter,
de paritetiske uddannelsesorganer og uddannelsesinstitutionerne.
Bedre afdækning af de fremtidige kvalifikationskrav.
c) En samlet reform af ungdomsuddannelserne, så alle unge sikres
tilbud om kompetencegivende uddannelse. Et af formålene er
formindskelse af frafaldet inden for ungdomsuddannelserne, ikke
mindst efg- og lærlingeuddannelserne. Det nødvendige antal
efg-praktikpladser må sikres.
d) En plan for afvikling af adgangsbegrænsningerne til videregående
uddannelse, så kø og spild i form af dobbeltuddannelse undgås.
2.4. Målrettede beskæftigelsesinitiativer
a) Ny og mere smidig jobskabelseslov, der kan skabe gode og varige
arbejdspladser i såvel den offentlige som den private sektor.
Ordningen skal administreres lokalt og være uden aldersmæssige
begrænsninger.
b) Forstærket indsats mod ungdomsarbejdsløsheden i samarbejde med
kommuner, amtskommuner og arbejdsmarkedsnævnene.
c) Særlige initiativer i forhold til kvindearbejdsløsheden.
d) Forbedring af reglerne om mobilitetsfremmende ydelser.
På en række af ovennævnte felter har Socialdemokratiet tidligere
fremsat konkrete lov- og eller beslutningsforslag i Folketinget.
I den kommende folketingssamling vil Socialdemokratiet genfremsætte
en række af disse forslag og komme med en række yderligere
initiativer af mere langsigtet karakter.
En række af initiativerne vil samtidig kunne tjene som forsøgs- og
udviklingsprojekter set i forhold til senere gennemførelse af mere
gennemgribende reformer.
3. Målrettet erhvervspolitik
3.1. Erhvervspolitisk dialog og langtidsplanlægning
Gennem dialog mellem erhvervene, fagbevægelsen og samfundet må der
ske en indkredsning af kravene til erhvervenes investeringer,
produktion og eksport. Det må ske med udgangspunkt i drøftelserne
i Det Industripolitiske Kontaktudvalg samt den årlige
industripolitiske redegørelse fra industriministeren. Gennem
jævnlige branchedrøftelser mellem de involverede parter indkredses
de forskelligartede udviklingsvilkår og problemer, som kendetegner
de enkelte brancher.
Samtidig hermed igangsættes løbende rådgivning om nye initiativer
inden for det enkelte brancheområde.
Denne dialog skal danne grundlag for en samlet langtidsplan eller
udviklingsprogram, der årligt ajourføres. Dette program skal være
vejledende for de økonomisk-politiske beslutninger og
erhvervspolitik.
3.2. Styrkelse af produktivitetsudvikling m.v.
Socialdemokratiet vil tage initiativ til en styrkelse af
produktivitetsudviklingen, den strategiske planlægning, ledelse og
samarbejdsvilkårene i virksomhederne inden for de enkelte
brancher. Hele problemstillingen omkring en samlet tryghedsreform
for arbejdsmarkedet indgår også i denne sammenhæng, idet en større
tryghed i forandringsprocessen kan bidrage til en bedre
produktivitetsudvikling. Socialdemokratiet vil derfor i samarbejde
med arbejdsmarkedets parter tage initiativ til, at der gennemføres
en samlet tryghedsreform for samfundet gennem et samspil mellem
lovgivning og aftaler mellem parterne på arbejdsmarkedet.
3.3. Systemeksportpulje
Gennem en systemeksportpulje, der gør det muligt for offentlige
virksomheder, institutioner og styrelser at deltage i
systemeksport samt produktudvikle og markedsføre deres produkter
med henblik på systemeksport, vil Socialdemokratiet sætte ekstra
gang i det offentlige-private samarbejde.
Ordningen skal administreres af et særligt systemeksportkontor, som
skal bistå de offentlige styrelser med vejledning samt tage
initiativ til igangsættelse af projekter og offentlige
eksportafdelinger og -selskaber. 1985-cirkulæret for systemeksport
ændres, så det ikke hindrer, at det offentlige deltager på lige
fod med private.
3.4. Produktudviklingspulje for de offentlige forskningsaktiviteter
Der må ske en styrkelse af den offentlige forskningsindsats. For at
fremme en videre udvikling af de offentlige institutioners
resultater til kommerciel brug oprettes en produktudviklingspulje,
der vil gøre det muligt at udføre denne aktivitet
(videreudvikling), uden at det går ud over den ordinære
forskningsaktivitet. De lånte midler skal tilbagebetales ud af den
stigning i den indtægtsdækkende virksomhed, som bliver resultatet.
3.5 Behovsstyrede udviklingsprogrammer
Ud over videreførelse af det informations- og bioteknologiske
udviklingsprogram er der behov for yderligere programmer inden for
områderne: forureningsbekæmpelse, superledere, materialeteknologi,
lagring af energi m.v.
3.6. Eksportstøtte til mindre virksomheder
Det er velkendt, at det kan være en stor barriere for de mindre
danske virksomheder at etablere sig på eksportmarkederne. Derfor
må der ydes støtte til bl.a. oprettelse af handelshuse og øget
indsamling af markedsinformation. Gennem et større samarbejde
mellem virksomhederne nedbringes den enkelte virksomheds
omkostninger og risiko ved eksport.
3.7. Styrkelse af udenrigshandelsorganisationen
Der er behov for, at udenrigshandelsorganisationen styrkes ved bl.a.
oprettelse af industriattacheer, opsøgende indenlandsk arbejde for
at få danske virksomheder til at gå sammen om eksportprojekter
samt opbygning af eksportkurser på ekspanderende markeder.
3.8. Forbedrede vilkår for eksportsælgere
Den skattefri godtgørelse for eksportsælgere forhøjes og
udlandsfradraget forhøjes. Reglerne for offentligt ansatte, der
udsendes som led i systemeksport, må være de samme som dem, der
gælder for privat ansatte eksportsælgere.
3.9. Øget dansk deltagelse i internationale forsknings- og
udviklingsprogrammer
F.eks. Eureka og ESA.
3.10. En erhvervspolitik for EFs indre marked
Senest i 1992 skal opbygningen af EFs indre marked være afsluttet.
Det vil stille danske virksomheder over for store
afsætningsmuligheder i andre EF-lande - men samtidig også skærpe
konkurrencen på hjemmemarkedet. Der afsættes en pulje til at sikre
den nødvendige viden, så danske virksomheder kan møde denne
udfordring.
3.11. Etablering af et finansieringsselskab for forskning og
udvikling
Etablering af dette selskab skal fortrinsvis ske for private midler,
herunder kapitalpension. Målet er en risikovillig kapital på 1
mia. kr. Staten må gennem forhandlinger og ved omlægning af
investeringsregler sikre det nødvendige incitament til oprettelsen
af selskabet.
3.12. Målretning af egnsudviklingsordningen samt udvidelse til at
omfatte støtte til udbygning af de regionale serviceprogrammer
I de senere år har der været en tendens til at rette indsatsen mod
bedre betjening af allerede eksisterende, lokale virksomheder og
iværksættere. Kommunernes og amtskommunernes mulighed for at
påvirke og tage initiativer over for iværksættere og mindre
virksomheder skal øges, hvorfor kommunalfuldmagten må fortolkes
lempeligere eller revideres.
Egnsudviklingsordningen er blevet beskåret kraftigt i de senere år.
Da der stadig er betydelige regionale forskelle, skal ordningen
have et løft, men aktiviteterne skal samtidig omlægges til også
at omfatte tilskud til regionale serviceordninger.
3.13. Ændrede regler for ATP, LD, pensionskasserne m.fl.
Der må gennemføres bedre og nye muligheder for deltagelse i
finansieringen af erhvervsinvesteringer for ATP, LD,
pensionskasserne m.fl. Samtidig må der skabes klar lovhjemmel for,
at fondenes bestyrelser kan inddrage medarbejderne i forvaltningen
af de midler, der er investeret i den enkelte virksomhed.
Socialdemokratiet vil fremsætte et konkret lovforslag herom.
3.14. Særlig indsats på det »grønne investeringsområde«.
På det »grønne investeringsområde« er der behov for en styrkelse i en
række led i beslutningskæden. Konsulentservice, økonomiske
analyser og langsigtet finansiering.
Det må overvejes, hvorledes såvel Finansieringsinstituttet for
Industri og Håndværk som ATP, LD og pensionskasser m.fl. kan gives
bedre muligheder for deltagelse i finansiering af investeringer i
såvel indre som ydre miljø.
4. Finansiering
Forbedringerne for dagpengemodtagere, bistandsmodtagere og
pensionister koster i alt 4,4 mia. kr. Finansieringen af de nævnte
forbedringer sker via indtægter på i alt 8,1 mia. kr. Heraf er de
1,1 mia. kr. automatiske stigninger i arbejdsmarkedsbidrag i
henhold til den gældende lovgivning. Resten fordeler sig med 2
mia. kr. ved gennemførelse af de af Socialdemokratiet i
folketingsåret 1986-87, 1. samling, fremsatte lovforslag om
henholdsvis skærpet beskatning af store
aktiespekulationsgevinster, udvidet også med videre beskatning af
spekulation ved store salg af andre værdipapirer og fast ejendom,
og om afskaffelse af skatteflugtsmuligheder via udlandslempelse og
sambeskatning med udenlandske datterselskaber. Der henvises
henholdvis til forslag til lov om ændring af lov om beskatning af
fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (af Stavad (S) m.fl.),
Folketingstidende 1986-87, 1. samling, forhandlingerne sp. 2335 og
4002, samt tillæg A, sp. 1677, og til forslag til lov om ændring
af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (af Stavad (S)
m.fl.), Folketingstidende 1986-87, 1. samling, sp. 2339 og 4017,
samt tillæg A, sp. 1719.
De sidste 5 mia. kr. fremskaffes via en omsætningsafgift på
obligationer og pantebreve på 2 promille pr. salg, idet det derved
forudsættes, at den spekulationsprægede omsætning mere end
halveres ved omsætningsafgiftens vedtagelse.
Førstegangssalg af obligationer og pantebreve fritages for
omsætningsafgiften. (Der forventes en væsentlig nedgang i den
spekulationsprægede omsætning ved indførelse af selv en så
beskeden afgift).
Bilag
Statsfinansiel virkning ved gennemførelse af beslutningsforslaget
Overskud på statsfinanser mill. kr. --------------------------------------------------------- Indkomstoverførsler ..................... - 4.400 ------- heraf - arbejdsløshedsdagpenge ............... - 1.260 - efterløn ............................. - 540 - syge- og barseldagpenge .............. - 400 - folkepension ......................... - 2.000 - bistandshjælp ........................ - 200 Driftsudgifter .......................... - 3.000 heraf - uddannelsesforanstaltninger i arbejdsmarked, erhverv og alment ..... - 2.000 - forskning, produkt- og teknologiudvikling ................... - 500 - erhvervs- og eksportfremme ........... - 500 Indtægter ............................... 8.100 ------- heraf - automatiske reguleringer i arbejdsmarkedsbidrag ................. 1.100 - beskatningen af spekulationsgevinster, aktier m.v. ... 1.000 - afskaffelse af udlandslempelse og adgang til sambeskatning med udenlandske datterselskaber .......... 1.000 - omsætningsafgift på obligationer og pantebreve 2 promille ............. 5.000 ------------------------------------------------------- I alt helårsvirkning .................... 700