Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00006@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

I forretningsorden for Folketinget, som vedtaget den 17. december

1953 og senest ændret den 17. december 1986, foretages følgende

ændring:

I § 7, stk. 4, udgår 2. pkt., og i stedet indsættes:

»Endvidere vælger Folketinget 9 personer til at føre tilsyn med

behandlingen af personer, som er underkastet frihedsberøvelse af

den i grundlovens § 71, stk. 6, omhandlede art (grundlovens § 71,

stk. 7). Valget sker efter indstilling fra repræsenterende

organisationer med tilknytning til personer, der er administrativt

frihedsberøvede.«

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Ved grundlovsændringen i 1953 indførtes samtidig med

ombudsmandsbestemmelsen en yderlig retssikkerhedsinstans over for

administrativt frihedsberøvede, nemlig grundlovens § 71, stk. 7,

hvorefter behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer skal

undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende

skal have adgang til at rette henvendelse. (Stk. 6 omhandler

frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, som ikke er besluttet

af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen

om udlændinge).

I henhold til Folketingets forretningsordens § 7, stk. 4, 2. pkt.,

vælger Tinget 9 medlemmer til tilsynet.

Ved gennemgang af tilsynets beretninger gennem de sidste 10 år kan

man danne sig et indtryk af tilsynets aktivitet for at opfylde den

grundlovsmæssige forpligtelse. Tilsynet har aflagt 6

institutionsbesøg, haft et samråd med socialministeren, haft to

klagere i foretræde i Folketinget, men altid klagere i foretræde

ved institutionsbesøg, behandlet LSD-sagen, men fundet den for

gammel (1978-79). Lov om erstatning for skader ved LSD-behandling

blev gennemført i folketingsåret 1985-86.

Som generel regel er det således forslagsstillernes opfattelse, at

tilsynet har afvist at behandle sager eller ikke fundet anledning

til at kritisere de påklagede forhold.

Det er for forslagsstillerne ikke nogen dyd at kritisere, og det

ville være godt, om forholdene for de administrativt

frihedsberøvede var sådan, at § 71-tilsynet intet havde at påtale,

men forholdene omkring os siger noget andet. Der er i den samme

tidsperiode dukket den ene sag om de administrativt

frihedsberøvedes meget tvivlsomme forhold på vore institutioner op

efter den anden, uden at det har afspejlet sig i større aktivitet

i § 71-tilsynet.

Tilsynets sammensætning af folketingsmedlemmer kan være årsagen til

denne handlingslammelse, bl.a. fordi det på institutionerne kan

forventes, at Folketinget efter en kritisk udtalelse over for

forskellige forhold, som direkte kan henføres til den førte

økonomiske politik i Folketinget, vil være parat til at give

sådanne økonomiske muligheder for den pågældende institution, at

de kritisable forhold rettes op, hvilket sjældent vil være

tilfældet. Endvidere er der blandt folketingspolitikere en accept

af det kommunale selvstyre og lokale prioriteringer.

§ 71-tilsynet indfrier ikke den forventning, befolkningen principielt

må have til et tilsyn, som er lovfæstet i grundloven og sammensat

af Folketinget. Ganske vist er der stort ukendskab til tilsynets

eksistens, og der gøres meget lidt for at bringe oplysninger ud om

tilsynet. Tilsynet er f.eks. ikke omtalt i Justitsministeriets

pjece om klageadgang for administrativt frihedsberøvede. Da

tilsynet bad Justitsministeriet omtale tilsynet i denne pjece,

meddelte ministeriet i 1985, at man ved genoptrykning ville

overveje at omtale tilsynet. Samme forhold gør sig gældende om

Justitsministeriets vejledning om psykiatriske patienters

retsstilling og rettigheder samt Socialministeriets

bekendtgørelser om magtanvendelse i institutioner for psykisk og

fysisk handicappede og for børn og unge.

Der er for forslagsstillerne ingen tvivl om, at der er behov for et

tilsyn med behandlingen af administrativt frihedsberøvede, og at

der bør være den fornødne sekretariatsbistand, som kan foretage

sagsbehandling og nærmere undersøgelse af henvendelser. Endvidere

bør tilsynet have den fornødne handlefrihed i forhold til den

besluttende myndighed. Hvis grundlovens bestemmelser i § 71, stk.

7, skal respekteres, er der for forslagsstillerne ingen tvivl om,

at tilsynet skal sammensættes af personer, der har et indgående

kendskab til de områder, hvor der finder administrativ

frihedsberøvelse sted.

Valg til dette tilsyn foreslås derfor at ske på baggrund af

indstillinger fra foreninger som Galebevægelsen, Evnesvages Vel,

Sindslidendes Vel, Forældrelandsforeningen for Børne- og

Ungdomsbistand, der er en landsdækkende forældreorganisation for

børn i døgninstitutioner. Indstillinger indhentes ved offentligt

opslag om valget. Intet medlem af tilsynet bør samtidig være

medlem af Folketing, amtsråd eller kommunalbestyrelser eller være

i et ansættelsesforhold, som beskæftiger sig med administrativ

frihedsberøvelse.

Versioner

1. 1988-05-21