Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00013@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at tage følgende initiativer:

1. Bistandslovens kapitel 7 ændres således, at der tilvejebringes

hjemmel for og forpligtelse til oprettelse og drift af

amtskommunale åbne rådgivninger, der gennem opsøgende indsats og

behandlingstilbud kan virke forebyggende over for udviklingen af

psykisk krise hos mennesker. De åbne rådgivninger placeres under

amtskommunernes social- og sundhedsforvaltninger og skal drives

tværfagligt, hvorved den lægelige, psykologiske og sociale indsats

stilles lige.

2. Bistandslovens kap. 17 ændres således, at der tilvejebringes

hjemmel for og forpligtelse til oprettelse og drift af

behandlingsinstitutioner, der især skal kunne tilgodese psykisk

kriseramtes behandlings- og omsorgsbehov.

Behandlingsinstitutionerne placeres under amtskommunernes social-

og sundhedsforvaltninger og skal drives tværfagligt i

overensstemmelse med principperne nævnt under nr. 1. Endvidere

skal brugerne have medbestemmelsesret.

3. Lov om dagpenge under sygdom eller fødsel ændres således, at der

tilvejebringes hjemmel for, at personer, der er uarbejdsdygtige på

grund af psykisk krise, og som er under behandling i en af de

under nr. 1 nævnte rådgivninger eller på en af de under nr. 2

nævnte institutioner, kan opnå ret til dagpenge på grundlag af en

erklæring fra rådgivningen/institutionen.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Formålet med beslutningsforslaget er:

- at bryde med det psykiatriske sygdomsbillede for og minimere

medicinbehandlingen af de psykisk kriseramte

- at minimere magtanvendelsen over for personer i psykisk krise

- at opprioritere det helhedsorienterede social-psykologiske

behandlingstilbud

- at decentralisere behandlingstilbuddene for mennesker i psykisk

krise

- at virke forebyggende over for psykiske lidelser.

I beslutningsforslaget skelnes mellem:

Psykiatriske patienter som den gruppe mennesker, der er patienter i

det psykiatriske hospitalssystem.

Psykisk kriseramte som mennesker, der oplever et behov for

socialpsykologisk rådgivning, vejledning eller behandling.

Psykiske lidelser som følge af uafhjulpen krise med varige spor.

Historisk baggrund og udvikling

Udviklingen af den psykiatriske organisation væk fra den

centraliserede »anstaltpsykiatri« hen imod en mere

decentraliseret, ambulant psykiatri er foregået gradvis fra midt i

1950'erne såvel internationalt som nationalt.

Et af foregangslandene var USA, der i 1963 med »The Community Mental

Health Act« radikalt ændrede det psykiatriske servicetilbud i

retning af en distriktspsykiatrisk organisation. I Skandinavien

har man siden begyndelsen af 1970'erne haft distriktspsykiatriske

forsøgsordninger, hvis formål har været at danne udgangspunkt for

egentlige omstruktureringer af den psykiatriske organisation.

Psykiatrien i Osloområdet blev i 1975 omorganiseret efter disse

principper, og i Sverige har Socialstyrelsen i 2 rapporter fra

1980 og 1982 fremsat planer for en omstrukturering af hele den

psykiatriske organisation, der har til formål helt at afvikle de

gamle sindssygehospitaler.

I Danmark har indenrigsministeren i cirkulære nr. 86 af 4. april 1977

pålagt amtskommunerne at udarbejde planer for den psykiatriske

sygehusfunktion. I cirkulæret opfordres amtskommunerne til tæt

samarbejde mellem den primære sundhedstjeneste og socialsektoren:

»I de sagkyndige redegørelser, som er fremkommet i årene efter 2.

verdenskrig, er man imidlertid enig om, at der generelt i

samfundet er tale om en for ringe indsats over for psykisk syge.

Denne vurdering bestyrkes af tilnærmelsesvis objektive mål, som

forefindes (f.eks. stigning i antallet af invalidepensioner).

Den svigtende indsats kan imidlertid ikke umiddelbart udmøntes i et

»sengebehov«. Hvis ordet »behov« overhovedet skal anvendes, er der

snarere tale om et generelt servicebehov, der omfatter en række

forskellige foranstaltninger lige fra en bevidst indsats for at

søge at forebygge, at psykiske lidelser opstår, over behandling

uden for eller på institution til en effektiv indsats for at

fastholde opnåede behandlingsresultater og dermed forhindre

tilbagefald. Disse foranstaltninger kræver et tæt samarbejde

mellem sygehusvæsen, primær sundhedstjeneste og socialsektor.

I stedet for at operere med et stift sengebehov ville det derfor være

af større interesse at kunne bestemme, hvad det er for forhold,

der er årsag til det voksende pres på de psykiatriske

institutioner . . .' (citat slut).

Alle amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg Kommuner har

udarbejdet psykiatriplaner. I 1984 undersøgte læge Anne Lindhardt

og professor Niels Reisby, hvordan de udarbejdede psykiatriplaner

er realiseret - særlig set ud fra en distriktspsykiatrisk

synsvinkel. De finder, »at der i Danmark er ved at

udkrystallisere sig en række forskellige modeller med hensyn til

en ændret organisering og funktion af det psykiatriske

servicetilbud, idet der flere steder arbejdes efter principper,

der må kaldes distriktspsykiatriske, hvor der i øget grad lægges

vægt på behandling uden indlæggelse, på konsultative funktioner

over for primærsektor, socialforvaltning, plejehjem og andet.«

Endvidere konkluderer undersøgerne: »Opgørelsen efterlader indtrykket

af, at de mange planer for distriktspsykiatri kun langsomt

realiseres, bl.a. på grund af amternes økonomiske situation. Der

er mange steder en synlig diskrepans mellem idealer og realiteter

med hensyn til udformning af det psykiatriske behandlingstilbud

til befolkningen.«

Undersøgelsen påpeger svære organisatoriske problemer som f.eks.

spørgsmålet om, hvorvidt henvisninger til det psykiatriske team

skal gå via den almindeligt praktiserende læge eller det

distriktspsykiatriske team skal have åbne rådgivninger, hvor folk

selv frit kan henvende sig, eller der skal ske henvisning fra

socialforvaltning, skole eller lignende. Forslaget vil løse op for

denne problematik ved at etablere en amtskommunal åben rådgivning.

Udviklingen inden for den bestående psykiatri siden 1977, hvor

indenrigsministeren netop opfordrede til en udadvendt og

samfundsorienteret psykiatri, viser helt tydeligt, at der er behov

for en præcisering af, hvordan det offentliges forpligtelser over

for psykisk kriseramte og psykisk lidende skal løses.

De behandlingstilbud, som præsenteres for psykiatriske patienter i

dag, tager udgangspunkt i den lægevidenskabelige psykiatrimodel.

Det er dog langtfra alle i det nuværende psykiatriske

behandlingssystem, som har behov for en lægelig psykiatrisk

behandling, og egentlig vil de være langt bedre hjulpet med en

socialpsykologisk indsats.

Beskrivelse af persongruppen, forslaget retter sig mod, og belysning

af den økonomiske prioritering

Indenrigsministerens psykiatricirkulære (nr. 86 af 4. april 1977)

inddeler de diagnostiske hovedgrupper i voksenpsykiatri i følgende

hovedgrupper:

1. Skizofreni, som udgjorde ca. 10 pct. af samtlige indlæggelser.

Svarende til 3.900 med forventning om, at antallet er dalende.

2. Manio-depressiv psykose, som dengang udgjorde 16 pct. af alle

indlæggelser, men under 10 pct. af den samlede patientgruppe (på

grund af genindlæggelser).

3. De reaktive lidelser. En samlebetegnelse for en gruppe af

forskelligartede lidelser. Det drejer sig dels om tilfælde, hvor

ydre faktorer har betydning for lidelsens opståen, dels om

tilfælde, hvor betegnelsen »reaktiv« ikke henviser til den måde,

hvorpå den psykiatriske hovedlidelse opstår, men til, at det

oftest er en reaktion på ydre omstændigheder, der bringer

patienten i kontakt med psykiatriske institutioner. Det drejer sig

om neuroser, karakterafvigelser, psykogene (reaktive)

sindssygdomme m.m.

Affektreaktioner, dvs. kortvarige ikke-sindssygelige reaktioner på

kritiske situationer, ofte præget af voldsomhed eller

selvmordstrusler, regnes til denne gruppe, ligesom alkoholisme og

medicinmisbrug. Denne gruppe patienter udgør den største gruppe af

samtlige årligt indlagte.

Denne diagnostiske inddeling giver ikke nogen vejledning om antallet

af egentlige psykotiske tilstande, blot at det er inden for ca.

20-25 pct. af patientmassen, der er tale om egentlig psykoser

(sindssygdomme). Det kan så være lette eller svære tilfælde, mens

den store gruppe reaktive lidelser, der må opfattes som

affekttilstande med sindssygdomslignende adfærd, findes i den

overvejende patientgruppe.

Af statistikmateriale i Sundhedsstyrelsens opgørelse over

Befolkningens Forbrug af Psykiatriske Sengepladser 1985 fremgår

det af tabel D, at de diagnosegrupper, der karakteriseres som

reaktive sindslidelser ved 1. gangs indlæggelser, udgjorde 2/3 af

samtlige indlæggelser.

Der er altså en stor gruppe mennesker med forskellige psykiske

kriseproblemer, som i det nuværende system må underkaste sig en

sygdomsmodel og hospitalsbehandling, selv om deres problemer kan

afhjælpes på et langt tidligere tidspunkt og uden for

hospitalsregi.

Medvirkende til de dårlige forhold for såvel patienter som ansatte i

de psykiatriske hospitaler er den dårlige prioritering,

psykiatrien har fået i det samlede hospitalsbehandlingstilbud.

Der er i alt 9.312 sengepladser for psykiatriske patienter, fordelt

over 61 forskellige behandlingsinstitutioner (Færøerne og Grønland

inkl.).

I disse sengepladser blev der i alt indlagt 40.514 personer, hvoraf

de 1.347 var tvangsindlæggelser. 30.171 var genindlæggelser -

eller 74,5 pct.

Af Sundhedsstyrelsens Personal- og Økonomistatistik for

Sygehusvæsenet 1985, II, fremgår det, at for så vidt angår de

7.559 sengepladser, der findes i de egentlig psykiatriske

specialsygehuse, findes der 1,3 personaleårsværk pr. sengeplads i

modsætning til et almindeligt »hovedsygehus«, hvor der er 2,6

personaleårsværk pr. sengeplads.

Ses det i relation til personale pr. sengedag i 1.000, har det samme

hovedsygehus 8,9 personaleårsværk pr. sengedag, medens de

psykiatriske hospitaler har 3,9 personaleårsværk pr. sengedag.

Hertil kommer, at det almindelige sygehus har en belægningsprocent

på 81,5, medens det psykiatriske sygehus har 89,3 pct., hvilket er

udtryk for et hårdere arbejdspres på de psykiatriske

hospitalsafdelinger med de skader, det får for behandlingen og

personalets arbejdsmiljø.

Socialpsykiatriske undersøgelser over de psykiske sygdommes

udbredelse og forekomst skaber en voksende erkendelse af

sammenhængen mellem samfundsmæssige faktorer og levevilkår og

udviklingen af psykiske lidelser. Der eksisterer ikke nogen

undersøgelse (tilgængelig i Danmark), som siger noget om de

psykiatriske patienters oplevelse af det eksisterende psykiatriske

behandlingssystem.

Patientorganisationen »Sindslidendes Vel« og græsrodsbevægelsen

»Galebevægelsen« har igennem deres tidsskrifter løbende ført en

debat om behandlingen på de psykiatriske hospitalsafdelinger.

Debatten har forholdt sig meget kritisk til psykiatriens

uforholdsmæssig store anvendelse af medicin, udprægede

tilbageholdenhed i anvendelse af andre behandlingsformer og

manglende forebyggende indsats. Den i bilaget medtagne artikel

beskriver en person i psykisk krise, som har oplevet det

psykiatriske hospitals mangelfuldhed over for socialt betingede

kriser.

Anvendelse af frihedsberøvelse, tvangsmedicinering og fikseringer

inden for de psykiatriske hospitalsafdelinger er symptomer på, at

det psykiatriske behandlingstilbud er ude af trit med folks

almindelige forventninger om et tidssvarende offentligt

hjælpetilbud over for mennesker i psykisk krise.

Antallet af tvangsindlæggelser kan ikke tages som udtryk for

størrelsesordenen af magtanvendelse i de psykiatriske afdelinger.

Der føres ikke statistik over tvangstilbageholdelser, kun de, som

bliver indberettet til Justitsministeriet i form af klager, bliver

registreret. Anvendelse af fysisk magt registreres ikke på en

sådan måde, at der sker en samlet opgørelse.

Medicinforbruget på de psykiatriske afdelinger opgøres ikke særskilt,

så patienternes klager kan ikke kontrolleres statistisk, men det

samlede forbrug af psykofarmaka i Danmark er fem gange så stort

pr. indbygger som i de øvrige nordiske lande. Tendensen er

faldende, men salget af psykofarmaka svarer til, at hver 7.

dansker hver dag hele året rundt indtager en eller anden form for

psykofarmaka. (Holme Hansen 1984).

Erfaringsgrundlag fra åndssvageforsorgen kan bruges inden for

psykiatrien

Uanset den fundamentale forskel på årsagen til sindslidendes og

ånssvages problemer kan erfaringerne fra den tidligere

åndssvageforsorgs udlægning til amtskommunernes

socialforvaltninger med fordel drages ind i debatten om en

fremtidig strukturændring af den psykiatriske behandling.

I Justitsministeriets Principbetænkning om Tvang i Psykiatrien, bet.

1068/86, side 436-437 anføres:

»Inden for den tidligere åndssvageforsorg lykkedes det over en

forholdsvis kort årrække at ændre særdeles ringe og lidet

menneskeværdige forhold til en standard, som er væsentlig bedre,

ligesom mange afdelinger, der tidligere var særdeles lukkede, nu

er helt åbne og meget lidt præget af tvang. Dette fremhæves her,

ikke fordi der er nogen særligt slående lighed mellem de

persongrupper, der findes og fandtes på henholdsvis institutioner

for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap og på

vore psykiatriske sygehuse, men for at vise, at vel kræver det en

ganske betydelig indsats at ændre forholdene til en bedre

standard, men det kan gøres og er for nylig gjort for en anden

minoritetsgruppe. De 2 gruppers mangel på status, deres udækkede

behov og den relative ubemærkethed, de længe har levet under,

tåler derimod udmærket sammenligning.«

1. januar 1980 blev reglerne om tvangsforanstaltninger i

åndssvageforsorgen ændret samtidig med, at institutionerne blev

overført til amtskommunerne. Herefter måtte tvang kun benyttes i

helt specielle tilfælde.

I et svar til Folketinget den 16. september 1986 oplyste

socialministeren (se spm. nr. S 1695, Folketingstidende 1985-86,

forhandlingerne sp. 13278) at antallet af fikseringer i 1977 var

70.686 fordelt på 364 personer, i 1979 var tallet 26.835 fordelt

på 252 personer, medens der i 1984 var 1.224 fordelt på ca. 40

personer. Det svarer til et fald i anvendelsen af fiksering på 95

pct. fra 1979 til 1984.

De psykiatriske hospitaler fører ikke nogen statistik over

fikseringer, men principbetænkningen har medtaget nogle små

undersøgelser, som viser, at der ikke er grund til at tro andet,

end at der i det nuværende psykiatriske hospitalssystem hersker

tilstande, som kan sammenlignes med åndssvageforsorgen fra før

1980. Men åndssvageforsorgen kom ikke gratis til disse resultater.

Det betød en intensiveret uddannelse af personalet og tilførelse

af nye personalegrupper med socialpædagogisk baggrund. Nye

holdninger i forhold til beboerne, til deres beskæftigelse,

medbestemmelse og deltagelse i deres egen dagligdag.

Der er behov for at give psykisk kriseramte et åbent tilbud om hjælp

i form af rådgivning og vejledning på et langt tidligere tidspunkt

end det, det nuværende system i dag kan tilbyde, og som omfatter

den hjælpsøgendes hele situation.

Ved at oprette åbne rådgivningsinstitutioner som en del af social- og

sundhedstilbudene tilføres den primære sundhedstjeneste et

tværfagligt behandlingstilbud, som kan opfange langt flere psykisk

kriseramte, end det nuværende rådgivningstilbud er i stand til.

Der er tale om en omprioritering, hvor ressourcerne flyttes fra

hospitalssektoren til den primære sundhedstjeneste i social- og

sundhedsforvaltningerne i amtskommunalt regi.

Persongruppen af psykisk kriseramte kan ikke klart afgrænses. Det

grundlæggende er, at folk selv afgør, om de har behov for den

hjælp, som rådgivningen eller behandlingsinstitutionen for psykisk

kriseramte kan give. Der skal altså ikke være et

henvisningssystem, og der skal ikke ske registrering, før den

hjælpsøgende får udbetalt dagpenge. Almindeligt ophold for kortere

tid skal således ikke registreres, i modsætning til, hvad der i

dag er tilfældet på en lang række kriseinstitutioner. Hvilken grad

af hjælp der skal ydes, afgøres af behandlingsteamet og den

hjælpsøgende i samarbejde.

Rådgivningen og behandlingsinstitutionen skal kunne trække på de

faglige eksperter, der findes i social- og sundhedssektoren og den

primære sundhedstjeneste. Forslaget skal ses som en udbygning af

den eksisterende distriktspsykiatri, men således at den

tværfaglige indsats sikrer en helhedsorienteret løsning.

Der er behov for i det offentlige service- og behandlingstilbud at

involvere den hjælpsøgende så meget som muligt i problemløsningen

og undgå at bygge store behandlingsapparater og umyndiggørende

institutioner op over og omkring dem, som har behov for hjælp.

Forslaget tager netop skridt til en sådan ændring, væk fra

anstaltpsykiatrien hen til en helhedsorienteret behovshjælp.

Bilagsmateriale:

Som bilag til forslaget er medtaget en artikel fra månedsbladet

PRESS. Den beskriver et almindeligt menneskes ophold på en

psykiatrisk afdeling til løsning af almindeligt forekommende

psykiske problemer.

Artiklen er medtaget som en beskrivelse af den problematik, som

forslaget forsøger at råde bod på.

Bemærkninger til de enkelte punkter

1. Åben rådgivning og behandlingsinstitutioner

Formålet med forslaget er at flytte behandlingstilbudene til personer

i psykisk krise og den længerevarende behandling af psykisk

lidende fra de psykiatriske hospitaler til amtskommunernes social-

og sundhedsforvaltninger. Forslaget skal pålægge amtskommunerne at

oprette lokale åbne rådgivninger og behandlingsinstitutioner.

Dette kan eventuelt ske i samarbejde med kommuner i forbindelse

med oprettelse af lokale helsehuse, så der over for befolkningen

kan fremstå et samlet social- og sundhedstilbud i den primære

sundhedstjeneste. Det er ikke meningen, at ordningen skal fungere

som liberalt erhverv, men ved amtskommunal ansættelse af alle

personalekategorier.

Ordningens indførelse vil kræve en overgangsperiode på omkring 5 år.

Dels af hensyn til omskoling og oplæring af de personalegrupper,

der fungerer i de psykiatriske hospitaler, og dels for at få

opbygget tilbuddene lokalt. Fuldt udbygget er det hensigten med

forslaget, at rådgivningerne og behandlingsinstitutionerne kan

modsvare 6.000-7.000 psykiatriske sengepladser, således at der i

det eksisterende hospitalssystem resterer ca. 2.000 psykiatriske

sengepladser.

Det vil være umuligt at nedlægge de psykiatriske hospitalsafdelinger,

hvor der er mennesker, som har deres hjem, men de kan omdannes til

pensionatslignende boliger, som afvikles, efterhånden som

beboergrundlaget forsvinder.

Den forebyggende og opsøgende indsats skal fungere som åben, anonym

rådgivning på gadeplan med tilbud om psykologbistand,

socialrådgivning og aktivitetstilbud. Modellen med et socialt

aktivitetshus kendes f.eks. fra arbejdsløshedshuset, Istedgade i

København, hvor en kaffestue kan tjene som almindeligt opholdsrum

for en bred gruppe af brugere, men også som aktivitetssted, hvor

der knyttes kontakter og forberedes aktiviteter. Det er således

ikke alle, som kommer i de »forreste lokaler«, som har behov for

husets øvrige tilbud.

Der skal tilbydes socialt gruppearbejde i form af åben samtale,

gruppeterapi og individualterapi samt afspændingspædagog og

fysioterapeut, sociale aktiviteter af samme karakter, som der

findes i daghøjskoler, eller andre aktiviteter, som tjener til

opbyggelse af sociale netværk. Den eksisterende lovgivning -

bistandsloven - rummer denne mulighed, men den eksisterer ikke i

praksis og slet ikke som forebyggelse imod psykiske lidelsers

opståen. Der vil kun i begrænset omfang være tale om at bygge på

erfaringer, som eksisterer i social regi.

De distriktspsykiatriske forsøg og projekter, som i dag eksisterer,

indbygges i den åbne rådgivning og behandlingsinstitutionerne.

Den kriseramte har måske behov for medicinbehandling i fortsættelse

af et hospitalsophold eller ordineret af den psykiater, som er en

del af teamet, men det manglende sociale indhold og netværk i den

psykisk kriseramtes liv er det den forebyggende institutions

opgave at bidrage til at etablere. På langt sigt bør det

forebyggende arbejde være en naturlig del af nærmiljøets sociale

arbejde, således at psykisk kriseramte ikke skilles ud som en

særgruppe i samfundet.

Behandlingsinstitutioner, der skal oprettes i tilknytning til de

forebyggende institutioner, skal modsvare de omsorgsbehov, de

nuværende psykiatriske hospitaler tilgodeser.

Der kan således være tale om beskyttede boliger til folk, der er så

dårligt fungerende, at de må bo i et særligt miljø og næppe vil

kunne bo selvstændigt i samfundet. Pensionater til mennesker, som

i en periode har brug for omsorg, men som i større eller mindre

udstrækning selv kan løfte ansvaret for egenomsorg. Pensionatets

funktion kan således medinddrage beboernes aktivitet. Herberger

til løsning af de psykiske kriser, som er resulteret i en social

deroute. Der vil i en vis udstrækning blive tale om at medinddrage

de nuværende herberger, men da de psykiatriske hospitaler også

løser en del herbergsfunktioner - og da de nuværende herberger er

overbelagte - vil der være tale om nyoprettelse af en del

herberger. Værksteder og beskyttede virksomheder i revaliderings-

og beskæftigelsesøjemed, hvor produktionen er

virkelighedsrelevant. Da der ikke kan være tale om en produktion,

som kan klare sig i fri konkurrence, må der sikres en vis

underskudsgaranti, men ikke på en sådan måde, at

arbejdseffektiviteten bliver irrelevant. Daghøjskoler vil være et

naturligt tilbud også.

For behandlingsinstitutionerne er det grundlæggende, at der ikke kan

anvendes tvang, og at det er den enkelte selv, der, sammen med

personalet i institutionen, afgør sammensætningen af det tilbud,

han/hun har brug for. Personalesammensætningen bør være

tværfaglig, så helhedsorienterede social-psykologiske/psykiatriske

løsningsmodeller kan bringes i anvendelse.

Amtskommunens Social- og Sundhedsforvaltning

2. Den tværfaglige ledelse

Det er væsentligt at få fastslået den tværfaglige arbejdsmodel, også

i ledelsen af den rådgivende institution og de institutioner, der

oprettes i tilknytning hertil. Forslaget peger ikke på nogen

speciel faggruppe til ledelsesfunktionen. Erfaringerne fra den

tidligere åndssvageforsorgs 4-hoveds ledelsesform lader sig

imidlertid ikke umiddelbart overføre. Her var der nok en fælles

ledelse, men ansvaret inden for de forskellige sektorer var skarpt

opdelt; der var altså ikke tale om tværfaglig behandlingsform -

kun ledelsesform af den samlede institution. Overlægen havde

ansvaret for behandlingen og det daglige liv på forsorgens

centralinstitutioner og skulle tage stilling til

hjælpeforanstaltningernes iværksættelse og ophør. Inspektøren

havde ansvaret for en række områder med fælles faciliteter,

kantine, køkken, depoter m.v.

I forslaget om rådgivning og behandlingsinstitutioner er det

selvfølgelig nødvendigt at få beskrevet ansvarsfordeling mellem

de forskellige afdelinger og opgaveområder. Det skal gøres muligt

at oprette institutionerne med et ledelseskollektiv, med valgt

repræsentant udadtil.

Det er amtskommunerne, der fastsatter normeringerne og aflønningerne

efter forhandling med de forhandlingsberettigede organisationer,

men det skal være en forpligtelse, at personalesammensætningen er

tværfagligt sammensat til løsning af de opgaver, som den enkelte

institution skal løse.

3. Ændring af lov om dagpenge under sygdom eller fødsel

En væsentlig forudsætning, for at forslagets institutioner kan

anvendes af psykisk kriseramte, er, at de får samme mulighed for

at få dagpenge, som de ville have, hvis de var indlagt på

psykiatriske hospitaler. En række institutioner, som modtager

kriseramte i dag, må henvise brugerne til almindelig

bistandshjælp, et forhold, som forhindrer mange i at modtage

hjælp, enten fordi de ikke ønsker at mandens CPR-nr. inddrages,

eller fordi de ikke magter at skulle igennem bistandskontorets

udspørgen. Det er ulogisk, at der i dag eksisterer den forskel, at

man med samme problemkompleks kan modtage sygedagpenge, hvis man

bliver indlagt på psykiatrisk hospital, men kun bistandshjælp,

hvis man bliver optaget i et krisecenter.

Hvis amtskommunernes behandlingstilbud til psykisk kriseramte skal

have et reelt indhold, må de, som ikke er i stand til at passe

deres arbejde eller være til rådighed for arbejdsmarkedet under

behandlingen, få dagpenge efter syge- og barseldagpengeloven.

Dette må formentlig medføre en ændring af dagpengelovens § 20 om

lægeerklæring. En erklæring fra institutionen må være

tilstrækkelig.

Bilag

Artikel i Månedsbladet PRESS, nr. 17, april 1987

Dagbog fra afsnit 6122

Af Ellen Grønborg

Dette er en dagbog fra en verden, man ellers ikke hører om.

Den beskriver tre uger af livet på en psykiatrisk afdeling i Danmark.

I dette tilfælde Rigshospitalets åbne afd. O afsnit 6122 i København.

Den er skrevet af en 31-årig kvinde, der efter et akut sammenbrud på

grund af overanstrengelse, lod sig indlægge - i den naive tro, at

hun kunne få hjælp.

Den eneste hjælp, hun fik, var lægernes stadige opfordring til at

indtage medicin: angstdæmpende piller, beroligende piller, piller

mod hvad som helst.

Månedsbladet PRESS bringer udsnit af dagbogen - og et efterfølgende

interview om chokket ved at opleve psykiatrisk behandling i dagens

Danmark. Om voksne mennesker, der bliver sat til at synge »Ole sad

på en knold« og om desperationen, når lægerne ikke har tid. Om

Lissi, der blev erklæret »følelseskold« - og brød sammen.

Jeg blev indskrevet kort før middag. I afsnit 6122. På stue 2159.

Seng nr. 16.

En mandlig læge sidst i 30'erne mente, det ville være det bedste. Han

greb telefonen for at undersøge forholdene. Jeg havde udtrykt

modvillighed mod at skulle på den lukkede.

Du er heldig, konstaterede han, da han havde lagt røret. Vi har lige

en ledig plads på den åbne afdeling. Normalt kommer folk først på

den lukkede.

Sidst på eftermiddagen dukkede han atter op. Han ville høre, hvordan

det gik. Tove, som havde fulgt mig over i Modtagelsen i går, var

her. Hun havde medbragt frugt og blade, og vi sad i dagligstuen.

Han satte sig i stolen over for os, og vi snakkede om, hvad der

skulle ske videre frem. Han kunne forestille sig, jeg skulle

behandles medicinsk. Med Seranse eller et af de andre præparater.

Det er indenfor den neuroleptiske genre, fortalte han. Det har

noget at gøre med at dæmpe tankerne.

Jeg kiggede uforstående på ham, da jeg under indlæggelsessamtalen

havde udtrykt ønske om at komme i terapibehandling. Jeg vil ikke

have medicin.

Men lad os nu se, tilføjede han formildende. Der skal lige gå et par

dage. Så kan vi se, hvordan du har det.

Solen er forlængst gået ned. Dagligstuen helt tavs. Vores

fjernsynsstue mørk. Folk er enten på weekend eller i byen eller

inde på deres stue.

Søndag den 1. februar

Afdelingen ligger på 2. sal. På papiret består den af to grupper:

afsnit 6121 og 6122. Patienterne, både mænd og kvinder, færdes

frit i hinandens »afsnit«.

Sengestuerne, køkkenet, personalerum, samtalerum og depoter ligger

langs den smalle gang med hvide vægge og gråt nålefilt på gulvet

og enkelte malerier i dæmpede farver. De er abstrakte i trekanter

og firkanter.

Den store dagligstue går ud i et med gangen. De blå plasticstole er

pænt skubbet helt ind til bordkanten ved de to lange spiseborde.

Der er enkelte tulipaner, potteplanter og en næsten nøgen palme med

fire slukørede blade.

Over bordet med dameblade hænger et indrammet vers i

korsstingsbroderi. »For penge kan man ikke købe lykke«, beretter

den sidste linje.

Min frakke hænger i et smalt teaktræsskab på en 4-sengsstue bag den

nummererede, hvide dør skråt over for dagligstuen. Den er det

eneste, jeg havde med, udover det tøj, jeg har på.

I formiddags sad de fleste andre i fjernsynsstuen i den anden

afdeling.

En ældre mand sad og snakkede på livet løs om stedet. Min afdeling

betegnede han som »Jomfruburet«, fordi der næsten kun er kvinder

tilknyttet.

Deres fjernsynsstue er afdelingens mest hyggelige rum. Væggene har en

rødlig farve, og et af billederne på væggen har kraftige, bløde

linjer. Abstrakt, men minder om et landskab. Det eneste rigtig

smukke billede.

Lidt over 12 kom to yngre mænd i arbejdstøj med madvognen fra

hospitalets centrale køkken. Folk myldrede hen til vognen og fandt

deres bakker med maden. Vi sad spredt i grupper, tyggede tavst og

koncentreret på den ret, vi havde valgt fra madsedlen dagen

forinden. Jeg fik oksekød med bønner. Budding til dessert. Maden

er ikke værst.

Timerne bagefter var helt stille. Sad alene i dagligstuen. Den

vanlige søndagstomhed kaldte en mandlig patient det, som jeg talte

med senere. Det var en yngre fyr, der så flink ud.

Jeg har ikke snakket så meget med de andre endnu. Ingen siger ret

meget til hinanden.

En kvindelig læge kom heldigvis. Jeg rejste mig fra kedsomhedsdøsen

og gik med hende ind i samtalerummet.

Hun trak en stol ud på midten af gulvet og satte sig på en brun

sovesofa. Sød og forstående virkede hun. Vi snakkede i et kvarter.

Da samtalen var forbi, rejste jeg mig og gav hende pænt hånden. Hun

smilede.

Men da jeg var på vej ud, sagde hun pludselig: - Jeg skriver lige

noget angstdæmpende ned.

Det skuffede mig virkelig.

Stilheden lettede endelig, da folk begyndte at komme tilbage fra

weekenden om aftenen.

En masse piger sad klumpet sammen om et bord i dagligstuen, og flere

stødte til efterhånden som de dukkede op.

Weekenden havde været rar, syntes de fleste, der var hjemme. Bertha

sagde ikke noget og svarede kun »Njaa . . .« på, om det ikke havde

været rart.

Hver gang en ny person dukkede op, registrerede vedkommende straks

min tilstedeværelse: Du er ny, ikke? Det var jeg. Og så

præsenterede vi vores navne og gav hånd.

Denne nysgerrige, engagerede åbenhed fortsatte.

De fortalte om deres situation. De fleste havde været på afdelingen i

et par uger. Grethe havde dog været indenfor systemerne meget

længe. Næsten et år. Hun havde lige grædt, ku' man se på hendes

rødsprængte øjne, og var hele tiden på nippet til det igen.

Intet har hjulpet, fortalte hun os lavmælt. Medicinen, samtalerne.

Intet.

Hanne sad og strikkede med sine knitrende strikkepinde. Vi lukkede os

allesammen inde med Grethes ord. Vi vidste ikke, hvad vi skulle

stille op.

Hanne lagde sit strikketøj på skødet og brød stilheden med et suk:

Altså, det er sgu så deprimerende. Alt bliver også meget værre her.

Sådan er det jo bare, sagde Lissi. Hun er selv spændt hårdt op. For

ikke at gå uden arbejde har manden været nødt til at søge arbejde

på Fyn. Der opholder han sig nu på hverdagene. På en varm og

humoristisk måde fortalte hun om det daglige ræs med de lange

arbejdstimer og så hjem og være hyggelig i det børnerige hjem. Til

sidst kunne hun ikke klare det mere. Her får hun Saroten, siger

hun. Det er piller mod depressioner.

Susanne og Rita er to piger omkring de 40, der bor alene med deres

børn. Hanne har uddannelse som jordemoder, men ikke noget arbejde

og er alene.

Bertha ønskede, hun havde haft mulighed for at tage en uddannelse.

Grethe og Rie savnede selvtillid og følte ikke, de slog til

derhjemme. Og Karen var blevet forladt af sin mand.

Selv om folks situationer var meget forskellige, var årsagerne ofte

en følge af »det syge samfund« udenfor. Det var vi enige om.

Åbenbart er lægerne af en anden mening. Hanne, Grethe og Rita får

Trilafon. Lissi får Saroten. Bertha kan ikke huske, hvad hendes

mærke hedder. Og Karen er forsøgskanin for lægerne. Projektmedicin

kalder de det, hun får.

De andre kender kun til, at folk får medicin. I hvert fald mener de,

at på vores afsnit er jeg den eneste, der ikke får medicin. Måske

endda på hele afdelingen.

Der er også to, der får elektrochok-behandling.

Jeg har hørt og læst meget dårligt om psykiatriske afdelinger. Men

jeg troede, det kun fandt sted på lukkede afdelinger.

Gud, jeg er vist temmelig naiv.

Mandag den 2. februar

I formiddags kom læge nr. 3 - en kvinde - samen med to

lægepraktikanter til mig. Hun foreslog, vi skulle sætte os på en

blå sovesofa på gangen ved siden af dagligstuen. Jeg satte mig og

genoptog historien om, hvorfor jeg havde henvendt mig i

Modtagelsen. En travl læge passerede forbi i strakt galop, mens

jeg snakkede, og lægen og praktikanterne måtte flytte sig for

hende. Det var en ret forvirrende samtale. Den varede 3-4

minutter.

Gangen er en slags hovedtrafikfærdselsåre for både personale og

patienter. Med jævne mellemrum vandrer patienter frem og tilbage

på gangen.

Hanne klager over uro i benene. Hun siger, det skyldes Trilafonen og

har lige været henne og bede om en bivirkningspille imod uroen.

Hun sætter sig på sofaen, tager sit strikketøj op af posen og

begynder at strikke.

I dagligstuen sidder folk spredt omkring. Nogle snakker, andre

stirrer tomt ud i luften. Alle venter på, hvornår madvognen dukker

op.

Det er hverdag. Personale- og patientbemandingen er helt fuld: 1 læge

og 2-5 sygeplejersker til de 14 patienter. Kl. 8 om morgenen

bliver vi vækket. Tager tøj på og spiser morgenmad.

Kl. 8.50: Morgenmøde. Personalet beretter om dagens aktiviteter og

noterer ned, hvem der vil tale med lægen, socialrådgiver, jurist.

Private gøremål osv.

Mødet sluttes af med morgensang.

Kl. 10: Gymnastik i dagligstuen.

Kl. 11: Løb i Fælledparken: mandag, onsdag og fredag.

Kl. 12.30: Varm mad. Patienterne skiftes til at lave vogn med

drikkevarerne. Det er for, at vi også skal have et ansvar.

Kl. 14: Kaffe, te og kiks i dagligstuen. Patienterne søger selv for

det.

Kl. 17: Aftensmad. Patienterne sørger for vogn med drikkevarer.

Kl. 19: Te, kaffe og kiks i dagligstuen. Patienterne sørger selv for

det.

Nu kender jeg mulighederne. Mit liv er søreme lagt i skema, skal jeg

love for.

Tirsdag den 3. februar

I morges blev vi allesammen vejet. Jeg vejede 57,0 kg konstaterede

vægten, og det skrev jeg ind i en rød bog, der ligger ovenpå

vægten. I den står hvad alle patienterne vejer.

Klokken to var der fællesmøde. Det er der hver tirsdag. Hansen, en

ældre aktiv mand, som elsker at være omgivet af søde mennesker og

føler sig rigtigt hjemme på afdelingen samt nogle af pigerne satte

spisebordene i dagligstuen sammen og dækkede op med paptallerkener

og papkrus. To midaldrende kvinder fra den anden afdeling kom med

kaffe og te.

Lisbeth, en pige i slutningen af 30erne, havde bagt sandkage. Og da

alt var færdigt, kom personalet ind og satte sig.

Er der nogen, der har noget at sige? spurgte den ledende

afdelingssygeplejerske med høj stemme. Vi var trods alt temmelig

mange, selv om ikke alle afdelingens patienter var mødt op.

Da det ikke var tilfældet, fandt vi afdelingens sanghæfte med

duplikerede sange frem og sang »Molak, molak, mak, mak, mak«.

Sanghæftet indeholder sange som Shubiduas »Vuffelivov«, »Det var på

Frederiksberg«, »Katinka, Katinka« og »Ole sad på en knold og

sang«.

Det virker ydmygende, at voksne mennesker skal sidde og synge de

sange, synes jeg. Patienterne er trods alt fra 19 år og op til 70.

Hvis jeg skal kunne sove i nat, må jeg vist hellere tage en halv

sovepille, ellers vågner de andre på stuen igen ved at jeg

klynker højlydt i søvne. Det er kun den anden sovepille, jeg

tager. Stadig ingen medicin. Jeg vil ikke have det lort.

Onsdag den 4. februar

Lægen i dag var meget sød. En lille spinkel kvinde, og samtalen nåede

ret dybt. Vi snakkede om de begrænsninger, der ligger i menneskers

kontakt og forståelse af hinanden. Om barriererne, når man har set

og oplevet noget helt forskelligt fra hinanden. Til sidst stoppede

hun op og sagde, at »nu var vi vist ved at komme for dybt«.

Det var ærgerligt, hun blev bange. Måske kom jeg for tæt på hende.

Det ku' ellers have været spændende at nå længere. Men måske sker

det senere.

Hende vil jeg i alle tilfælde holde fast på.

Torsdag den 5. februar

Var ude at gå med Hanne. Solen skinnede, og vi gik igennem

Fælledparken, som var dækket af et glinsende snetæppe.

Hvilket smukt syn!

Hanne blev helt oplivet og var mere snakkesalig end hun ellers har

været de sidste par dage. De sidste par år har taget hårdt på

hende.

Hun var nødt til at sige et job op, hun ellers var glad for, fordi

datteren blev syg. Da datteren så blev rask, kunne hun ikke få

arbejde. Hun ku' ikke sove om natten, ulykkelig over sin

situation, og begyndte at spise sovepiller.

Det må hun også gøre på afdelingen, for at kunne sove om natten.

Nætterne er svære at komme igennem for en del patienter. Om aftenen

går vagten fra den anden afdeling rundt med en bakke og uddeler

piller. Bakken er indrettet sådan, at den har en masse små rum.

Hver patient sit lille rum med piller.

I går så jeg, der var mange små rum, der lå piller i.

Ak ja. Vores lille korsstingsbroderi i dagligstuen burde have en

linje med ordene:

»Med piller kan man ikke opnå lykke«.

Hvordan ville en sød pige som Hanne ikke få det meget bedre, hvis hun

fik et arbejde, i stedet for at give hende piller?

Kunne lægerne dog bare bruge deres autoritet på at hjælpe hende med

det!

Fredag den 6. februar

I formiddags var en teatergruppe på besøg i en time. De ville gerne

se en psykiatrisk afdeling, da de skulle spille et stykke om en

psykiatrisk patient.

De blev budt på kaffe og kage i fjernsynsstuen henne i den anden

afdeling, og personalet samt de patienter, der havde overskud,

snakkede med dem.

Jeg var ikke dernede.

Anita, en sygeplejeelev, spurgte mig, om vi ikke skulle spille kort,

da jeg forinden havde gået hvileløst frem og tilbage på gangen.

Hansen sagde bagefter, det havde været hyggeligt. Lidt ærgerligt, jeg

ikke kom derned.

Jeg tænkte på, om personalet måske helst ikke ville have, jeg talte

med teatergruppen. Fordi jeg har brokket mig over behandlingen, og

fordi jeg kritiserer, at de giver medicin til alle, der er her.

Søndag den 8. februar

For at få lidt adspredelse spurgte jeg Kirstine, om hun ville med i

Park Bio til 16-forestillingen og se »Flashdance«.

Helt fint, sagde hun. Men jeg må lige ind på kontoret og have en

Serepax til at dæmpe angsten.

Hun gik derind, og vi ventede på, den skulle virke, inden vi tog

afsted.

Det sjoveste ved forestillingen var næsten Kirstine. Hun sad og

gyngede i sædet og skubbede ivrigt til mig med albuerne.

Jo, jeg kunne godt have undt hende et kæmpestort dansegulv.

Kirstine siger aldrig særlig meget. Men bag hendes blanke, opgivende

blik læser man en dyb smerte. Som om hendes fortid har kvæstet

mange håb.

Åh, Kirstine, Hanne, Lissi og alle jer andre. Jeg synes, verden er

for hård ved os en gang imellem.

Mandag den 9. februar

Havde besøg hele dagen. Først kom Christian, min ekskæreste, og vi

gik ud i byen og snakkede.

Så kom Søren, fra hf-kursus, lige som jeg var trådt ind ad døren

igen.

Søren havde taget en masse bøger med og skrevet et smukt vers i en af

dem, som han gav mig. Tak Søren, det var virkelig smukt, det, du

skrev. Det varmer.

Folk på afdelingen siger også, at jeg har nogle rigtig go'e venner.

Det er rigtigt. I har været fantastiske, og hvis det ikke var, fordi

jeg havde jer, så havde jeg ikke klaret det her.

I den retning er jeg virkelig heldig i forhold til mange af de andre.

Tirsdag den 10. februar

Alle på stuen var trætte i dag, fordi jeg havde kastet op hele natten

og morgenen og rendte mellem toilettet og stuen.

Ida, den læge, jeg har besluttet mig til at holde fast ved, kom og

følte mig på maven med et stetoskop. Hun mente, maven nok var i

oprør, fordi der er så meget indeni, der kræver at komme ud. Og

sygeplejerskerne kom også jævnligt og spurgte, om de ku' gøre

noget.

Det er slet ikke menneskelig omsorg, der mangler her på stedet.

Sygeplejerskerne kan du altid komme til, hvis du gerne vil tale.

Jeg har selv gjort det. Meget endda. Oplever bare, at de føler sig

pressede til at holde afstand, for selv at kunne holde det ud.

At de simpelthen har givet op over for at ændre noget, og i

virkeligheden er ligeså afmægtige som de mennesker, de har med at

gøre. Nej, snarere endnu mere afmægtige, for vi reagerer da i det

mindste, når vi er udsat for noget vanvittigt. De tier bare om,

hvor slemt det i virkeligheden står til med deres muligheder for

at hjælpe folk.

Onsdag den 11. februar

Stemningen har været trykket.

Det var så trist at tage afsked med Lissi, som forlod afdelingen i

dag. Hun var på nippet til at græde, da hun gik, fordi hun havde

fået at vide, hun var følelseskold. Hun har været til

psykologtest. Det skal jeg også. Af hendes test fremgik det, at

hun er følelseskold, havde lægen sagt til hende. Hun græd.

- Men følelseskolde psykopater græder jo ikke, sagde hun, og skyndte

sig at gå.

Jeg forstår det ikke og bliver helt bange. Lissi følelseskold? Vi har

både grinet og snakket alvorligt sammen. I de første dage sørgede

hun altid for, at min madseddel blev udfyldt.

I fredags tog hun hen og afleverede nogle af mine biblioteksbøger, da

jeg ikke magtede det, fordi jeg var så nedtrykt. Nej, jeg forstår

det virkelig ikke.

De må have sagt det, fordi Lissi er lidt reserveret ved at tale om

følelser, indtil hun kender folk. Hun er typen, der handler mere

kærligt, end hun taler om sine følelser. Kan psykologer ikke

forstå det? Det kan der vel ikke være noget galt i.

Under aftensmåltidet var vi også enige om, at det i det mindste var

godt, vi fik sagt til hende, at vi ikke oplevede hende som

følelseskold.

Fredag den 13. februar

Var til psykologtest i dag. Det tog næsten 2 timer og var ret hård.

Jeg skulle løse en masse opgaver og besvare spørgsmål. Opgaverne gik

blandt andet ud på at lave figurer ud af klodser og besvare en

masse spørgsmål: Hvorfor skal vi have love? Hvorfor skal vi betale

skat/hvad går skatterne til? Hvorfor er grundprisen på jord højere

i byen end den er på landet? Hvem har skrevet »Odysseen«? Hvad

hedder hovedstaden i Italien?

De ville undersøge, hvordan det står til med ens forhold til

samfundet. Om jeg har realitetssans. Sådan kalder de det i deres

verden. Nå nej. Det hedder vores verden, vores land, når man er et

integreret menneske. Så står man sammen med Schlueter og forstår,

at underskuddet på betalingsbelancen er alle danskere ansvarlige

for. Det er vores problem.

Det var ikke svært at gennemskue.

Nå pyt. Psykologpraktikanten som gennemførte testen, var i alle

tilfælde en sød pige.

Spørgsmålet er nu: Hvad stiller de op med testen, når den er færdig?

Ida, som jeg snakkede med, inden jeg tog på weekend, sagde, den

skulle vise, om jeg var stærk nok til at gennemføre et

samtaleforløb uden medicin.

Kære søde, rare Ida. Jeg har sagt til dig tidligere, at jeg ikke vil

have noget som helst medicin over en længere periode. Allerhøjst i

en meget kort periode, hvis terapien bliver for hård for mig. Og

så skal jeg nok selv sige det. Det lover jeg. Så fat dog, at det

eneste du får ud af at presse mig er, at jeg bliver mere og mere

bange. Rent ud sagt frygter jeg lige nu, hvad det hele skal ende

med . . .

Mandag den 16. februar

Lisa er en skæg pige. Vi var i byen sammen i lørdags og morede os

kosteligt. Jeg fulgte Lisa tilbage til afdelingen, og på vej hjem

snakkede vi om, at vi ville lave en tosseklub. En klub, som

forenede humoren med det alvorlige.

For det første ville vi synge Molak, molak, gak, gak, gak næste gang,

vi skulle synge den sang.

For det andet skulle vi løse de andre patienters problemer.

Endelig skulle vort symbol være et skjold.

Folk, der er på afdelingen, er nemlig kendetegnet ved at være meget

følsomme, så vores lille klubs allerfornemste opgave skulle være

at beskytte de andre patienter. Og, sagde Eva og så alvorlig ud,

vi skal også have realitetssansen med i klubben.

Selvfølgelig. Men ikke så snæver som deres, vel! Det syntes hun

heller ikke.

Tirsdag den 17. februar

What a day! Jeg er flygtet og sidder nu hjemme hos mig selv.

Lisbeth skældte ud. Hun var ked af noget, der stod i hendes journal.

- Jeg må have noget, sagde hun hele tiden og gik hen og bankede på

døren ind til kontoret.

Karen klagede over, at hun får det værre og værre.

Denne følelse af, at smerten helt er indkapslet, er ikke rar, sagde

hun meget vemodigt.

Den gnaver ligesom, men kan ikke komme ud på grund af pillerne.

Og Gitte, som i sidste uge var meget ulykkelig over den høje dosis

Trilafon, hun får, og derfor krævede at blive sat ned, fordi hun

føler sig helt bombet af pillerne, skal sættes over på et nyt

mærke, Senap eller sådan noget. Det er vist det samme som

Trilafon. Ingen forskel.

Ja, det er virkelig svært, når du ikke føler, du bliver forstået. Du

følger lægernes råd, hvis du ikke synes, du er stærk nok til at

klare dig udenfor.

Påvirket af hele situationen gik jeg rastløst rundt på afdelingen. I

køkkenet bemærkede en sygeplejerske det.

Hun lagde armen om mig. Du ligner en, der har det som en løve i bur,

sagde hun kærligt. Ja, men sådan har jeg det også. Vil du så ikke

have en Trilafon til at blive samlet? Jeg kiggede hende hårdt ind

i ansigtet og fandet en meget bestemt stemme frem: - Nej, fanme

nej. Jeg skal ikke have det lort.

Forskrækket gik hun et skridt tilbage og sagde: Jeg spurgte jo bare

. . .

Så spurgte hun mig om, hvorfor jeg så ikke tog væk fra afdelingen.

Det gør jeg også, svarede jeg. Og tog væk, og nu er jeg her. Jeg

tror, jeg bliver væk til i morgen . . .

Molak, Molak, gak gak gak

Det er en måned siden, Ellen Grønborg blev udskrivet fra

Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Her kigger hun tilbage på

ugerne på afsnit 6122.

- Jeg forstår overhovedet ikke, det virkelig foregår på den måde. Det

virkede fuldstændig som om, intet har ændret sig de sidste 100 år.

Ellen Grønborg blev udskrevet den 23. februar - seks dage efter,

hendes dagbog fra afsnit 6122 slutter.

Hvad skete der i den sidste uge?

Jeg tog tilbage til afdelingen - og om torsdagen var jeg til den

sidste psykolog-test om formiddagen. Jeg var i dårligt humør.

Nætterne er ikke særligt rare, når man ligger vågen - skridtene er

enormt høje og ekko-agtige . . . jeg ville ikke have Abidorm til

at sove på. Jeg var træt af det hele - træt af at blive behandlet

som en baby.

Så sagde jeg til lægen - Ida - at det var een stor regression at være

her - jeg brugte deres sprog - det betyder at gå tilbage til

barnestadiet. Det virker som om, patienterne bare skal være nogle

glade spædbørn. Det vigtigste handler om at proppe i sig. Ude i

køkkenet var der to skabe, der bugnede af kiks, så sad patienterne

og trøstespiste hele dagen - som små spædbørn, der skal ha' mad og

være rolige og tilfredse. Det lægger stedet op til . . .

Men det er en falsk tryghed. Det var voksne mennesker, der var

proppet med psykofarmaka . . .

Hvad sagde lægen til det?

Der var stilhed et øjeblik. Så tænkte jeg: det var satans, hun gi'r

mig ret . . . jeg blev så glad, og så tænkte jeg: nu kan vi måske

gøre noget ved de problemer, der er på afdelingen . . .

Hvad gør vi så ved det? spurgte jeg. Så svarede hun: jeg synes, du

skal prøve et af de neuroleptiske præparater, til at få samlet

tankerne, fordi du ikke er i stand til at skille verden fra dig

selv . . .

Vi sang som på Vin & Ølgod

Når man læser din dagbog, virker det, der sker på afsnit 6122 enormt

tilfældigt . . . også behandlingen.

Ja, de fleste får piller. Men jeg ville ikke ha' nogen. Jeg ville i

samtale-terapi - det var det, jeg havde brug for. Det kom jeg

aldrig. Jeg var der næsten en måned.

Hvad var udviklingen i den tid på afdelingen - i behandlingen af

patienterne?

Den bestod vel mest i, at pilledoserne blev reguleret, og at lægen

spurgte: hvordan går det så i dag . . . ?

Hvad med de fællesmøder, du nævner i dagbogen, hvad blev de brugt

til?

Det var selvfølgelig dels socialt samvær. Og så hvis man havde noget,

man gerne ville sige eller have forandret . . . det var sådan en

demokratisk . . . patienterne skulle føle, de havde indflydelse.

Men der var aldrig nogen, der foreslog noget. De ting, man kunne

ændre, var små petitesser: Fællesmødet kunne beslutte, at

telefonsamtalerne fra gang-telefonen skulle være kortere, så alle

patienter kunne komme til.

Og bagefter sang vi så de deer børnesange. Følelsen af at sidde der

som voksne mennesker og synge Ole sad på en knold og sang . . .

det var ydmygende. Forestil dig: der sidder en masse voksne

omkring et langt bord i dagligstuen - med paptallerkener og

plastickrus foran sig - og det er almindelige mennesker med

almindelige jobs, der bare har problemer. Sygeplejersker,

socialrådgivere, hjemmehjælpere - og vi sidder allesammen og

synger Molak, Molak, mak, mak, mak . . . Jeg oplevede det

uhyggeligt: fordi der ikke var nogen, der protesterede, eller sang

bare helt mekanisk.

Der var også sange som Katinka, Katinka og Det var på Frederiksberg -

det mindede mig om Vin & Ølgod i festligt lag med kæmpestore

ølkrus, der svinger frem og tilbage - så skal mennesker, der ikke

har det særlig godt, sidde deer . . . Man forsøger at pådutte os

sådan en nu-har-vi-det-da-rigtigt-hyggeligt-stemning - på en falsk

måde. Som tværtimod gør det hele meget værre, fordi du får den der

fornemmelse af, at du ikke kan tillade dig at være ked af det.

Personalet begrundede det med, at alle patienterne skulle være med på

niveauet . . . ! Men jeg tror, de selv synes, det var lidt komisk.

De trak i hvert fald på smilebåndene, da jeg sagde, jeg syntes,

det var dummernikkel-sange. Sammen med en anden pige fandt jeg ud

af, at vi ville synge Molak, Molak, gak-gak-gak. Det syntes nogle

af de andre var helt fint.

Mellem havet og himlen

Hvorfor blev du egentligt indlagt . . . ?

Jeg havde været i gang med en HF-opgave, som jeg gik meget op i, og

så blev jeg overanstrengt og havnede på et tidspunkt i en

choktilstand, hvor jeg pludselig syntes, det hele var så

meningsløst. Jeg var nærmest i coma.

Jeg så himlen og havet og en linje imellem. Himlen var døden og havet

var livet, og på linjen gik et menneske. Og det menneske kom

nærmere - og det viste sig at være mig, der balancerede deer på

linjen.

Det lyder da smukt . . .

Ja, men havet var meget stormfuldt, og det kan være svært - at holde

hovedet over de bølger, som livet kan være ind imellem. Jeg syntes

ikke, der var nogen mening med noget som helst. Derfor gik jeg til

sidst op på Rigshospitalets Modtagelse sammen med en veninde -

fordi jeg ville tale med en psykolog. Jeg ville vide, hvorfor jeg

var gået i en slags chok og hvorfor jeg nu havde den fornemmelse

af, at det hele kunne være ligemeget. Jeg har haft den fornemmelse

før, men aldrig så stærk som nu.

Det var fredag eftermiddag, og der var en kvindelig læge, der

anbefalede mig at overnatte. Næste dag talte jeg med en anden

læge, der anbefalede mig at blive indlagt . . .

Har du nogensinde været indlagt før . . . ?

Nej . . .

Hvad forestillede du dig - på forhånd?

Jeg havde jo tænkt, at i forhold til mig, ville det være muligt at

komme til nogle samtaler. Jeg kom til afdelingen en lørdag

eftermiddag og jeg blev . . . jeg blev chokeret, da jeg kom derop.

Det har jeg også skrevet om i dagbogen: der var så stille. Og så

det der totalt sterile miljø. Jeg havde ikke regnet med, at det

hele var så sterilt, hvidt og gråt på gulve og vægge. Folk på

psykiatriske afdelinger har jo ikke behov for sterilitet . . . de

skal jo ikke opereres.

Og så blev jeg overrasket over stemningen. Folk sad i stolene og

sagde ikke noget til hinanden, selv om de sad tæt ved hinanden -

med et stift udtryk i øjnene og stive bevægelser. De mindede om

balsamerede mumier. Enkelte strikkede helt hektisk.

Det lyder ikke som et sted for depressive?

Nej, når du ikke har det godt, bliver stemninger dobbelt forstærkede

- derfor skulle man tro, de lagde vægt på, at der var nogle rare

omgivelser. Jeg sagde til en ung læge, at jeg ikke brød mig om det

sterile miljø - så sagde han: det kan jeg da ikke forstå - væggene

er da lige nymalede . . .

Elektrochok mod skilsmisseproblemer

Det virker jo middelalderligt. De er ved at male fjernsynsstuen i

øjeblikket - den havde en pæn rødlig farve, nu er den blevet malet

hvid - ligesom alle de andre. Det var ellers den eneste hyggelige

stue.

Det, jeg oplevede, var, at de andre patienter var meget mere

opgivende i forhold til mig. Jeg var bare i en kortvarig

desperado-stemning. Jeg reagerede sådan, da jeg kom ind i det

miljø, at jeg blev gal. Dem, der var der, vendte tingene indad -

de blev ulykkelige. Jeg blev bare gal.

Jeg tænkte, det er ikke dig, der kommer på det sted, der er noget

galt med. Det er sgu omgivelserne. Det er galt, at du skal komme

ind i sådan et sterilt miljø. Det er galt, at man skal gøres

forsvarsløs med medicin. Det var mærkeligt at træde ind, ramt af

en opgivenhedsfølelse - og så komme ind i noget, der var endnu

mere opgivende.

Jeg fik et andet chok, allerede den første dag. Jeg kunne ikke holde

ud, at alle folk bare sad og kiggede - weekenderne er meget

stille, de er de værste - så gik jeg ind på en stue. Der ligger en

patient i en seng. Hun er meget bleg. Og så rejser hun sig

pludselig op og siger:

Ja, jeg har det rigtigt dårligt - så nu har jeg valgt elektro-chok.

Og det er jeg glad for! Så lægger hun sig ned igen. Hun sagde det

med sådan et mærkeligt undskyldende . . . opgivende smil . . .

det er svært at forklare . . . Jeg blev helt . . . jeg blokerede

fuldstændig.

Hvorfor?

Jeg havde ikke ventet, de gav elektro-chok. Jeg troede, at

elektro-chok, det var passee . . . jeg troede, man var gået væk

fra det, fordi tanken om, at man dræber folks hjerneceller er

umenneskelig. Jeg fik det virkelig dårligt, og så sagde jeg det

til den unge læge . . . at jeg var meget chokeret over, at de gav

elektrochok.

Så svarede han, at hun havde det så dårligt, at han var glad for, at

hun endelig havde sagt ja . . . Så mærkede jeg bare et enormt sug

indvendig, du ved - hvad fanden gør man i den situation: når et

menneske, der burde havde forstand på tingene, sidder og siger den

slags?

Jo, men måske havde hun brug for det?

Nej . . . jeg synes i hvert fald, der er noget galt i, at man slår

noget ihjel i folks organisme, det synes jeg ikke er menneskeligt.

Folk er jo ikke syge på den måde . . .

Hun var meget deprimeret, fordi manden havde forladt hende efter 21

år . . . det var hvad hun fejlede. Det kom som et chok for hende,

det skete med dags varsel, at han forlod hende.

Hun havde været der i 14 dage, da de foreslog elektrochok . . .

Var der ikke noget alvorligt - at hun havde forsøgt at hoppe ud fra

7. etage eller . . . ?

Nej, det var slet ikke på den desperate måde, hun var deprimeret. Hun

havde en virkelig indvendig smerte, forståeligt nok følte hun

angst ved så pludseligt at skulle stå på egne ben.

Det er der jo mange kvinder, der har oplevet - uden at de får

elektrochok bagefter . . .

Ja, jeg forstår det jo heller ikke.

Hvad sagde lægerne selv var grunden?

Jamen, hun havde det så dårligt, og de bryder sig ikke om, at

patienterne ligger inde i sengen . . . de lægger vægt på, at vi er

oppegående. Det betyder også noget, at der er andre i hendes

familie, der har været indlagt på psykiatriske afdelinger som

maniodepressive . . .

Hvorfor det?

Fordi det er et indgroet system. Og man tror, at mennesker, der

knækker sammen - at det skyldes arvelige faktorer. Det er en

holdning, man har. Men man kunne høre, når man talte med de andre,

at de havde deres problem ude i det virkelige liv - slemme

problemer. Mest typisk - mange af dem snakkede om deres

arbejdsproblemer. At de ikke kunne holde deres arbejde ud eller

var fuldstændig overarbejdede og var brudt sammen og ikke vidste,

om de ville tilbage til deres jobs . . .

Der var een fra en bank, en sygeplejerske, en lektor, en edb-fyr, der

var en socialrådgiver og en læge . . . og to hjemmehjælpere.

Og ellers var der problemer med skilsmisser - og ensomhed. Jeg synes,

ensomheden var der meget. Der var mange af dem, der boede alene.

Jeg var den, der fik mest besøg. De andre fik ikke ret meget

besøg. Og så var det jo udbredt blandt de unge, at de havde nogle

jobs, de ikke var glade for, fordi det var så trivielt. Hvad så,

tænker man . . . man er kørt fast i tanker om fremtiden.

Du skal ikke blande dig . . .

Det handlede om, at folk manglede selvtillid - og værdighed. At man

kunne være noget i sig selv og bruges i det her liv.

Vidste lægerne ikke det?

Ha - der sker jo det, at samtaler kræver tid. Manglende penge og

ressourcer - de erstattes af medicin.

Det var det eneste gennemgående: medicinen . . .

Men det lyder helt manisk - deres forsøg på hele tiden at trumfe

medicinen igennem.

Det er fordi, der er lange køer ved psykologerne og samtalerne -

simpelthen - så gi'r de medicinen for at folk i hvert fald skal

føle, at der sker noget. Du kan jo ikke være på et hospital uden

der sker noget. Det kan lægerne ikke forsvare over for

myndighederne. Men jeg tror da også, at de selv tror på medicinen.

De andre var jo meget forbavsede over, at jeg ikke fik medicin. De

kunne godt forstå, jeg ikke ville have den. Der var to patienter,

jeg snakkede med, som også ville prøve at slippe . . . Den ene

lykkedes det for - efter meget hård kamp - at komme væk fra

medicinen.

Den anden - hun var træt af at føle sig »låst fast indvendig« - hun

spurgte, om jeg ville hjælpe hende. Men det lykkedes ikke. Da jeg

besøgte afdelingen i går, for at fortælle, at det her kom i PRESS

. . . da fortalte hun, at hun havde givet op. Hun magtede det

ikke, det kostede alt for mange kræfter.

Hjælper den medicin?

For nogle få, ja. Hvis du helt har sluppet jordforbindelsen, kan den

være nødvendig. Men generelt fik de det værre. Det fortalte de jo:

de havde det ikke godt.

Men i øvrigt var der den holdning indirekte på afdelingen, at

patienterne ikke skulle blande sig for meget i hinanden. Det lagde

personalet vægt på, at man ikke gjorde. Jeg skulle endelig ikke

tage deres situation op, sagde de til mig. Jeg skulle tænke på mig

og ingen andre.

Det var vel også fordi, du ikke skulle have flere problemer . . .?

Jah - men måske også fordi jeg åbenlyst skældte ud over det med

medicinen . . .

Var der nogen af personalet, der gav dig ret?

Nej. Men dem, jeg sagde det til, var jo nede i hierarkiet. Deer

tilpasser du dig jo, du frygter for dit job, hvis du begynder at

give patienterne ret i det, de siger. Og tænk nu, hvis vi lige

pludselig lavede oprør og sagde: det vil vi fandme ikke være med

til, det her! - alle 28 patienter - kraftedeme, nu vil vi ikke

mere. Der var jo slet ikke plads til alle os på den lukkede.

Da jeg blev udskrevet, sagde lægen til mig: ja, du vil jo ikke ha'

medicin. Det pudsige er, at da jeg blev udskrevet, fik jeg også

min diagnose at vide: jeg var i en grænsetilstand . . . sagde de.

Mellem havet og himlen . . .?

Ha-ha . . . det fik jeg ikke at vide, men de sagde, jeg manglede

»realitetssans«. Så havde jeg gået der i næsten en måned og regnet

med, at jeg skulle i samtaleterapi. Men det var underforstået, at

de ikke kunne gøre noget for mig - når jeg ikke ville ha' medicin.

Så indtil videre har jeg bare fået en sludder for en sladder. Der

er ikke sket en skid. Jeg er ikke kommet i gang med nogen terapi

endnu. Ikke begyndt på at bearbejde den der choktilstand, jeg kom

i.

Er lægerne sådan nogle skurke?

Både og. Den enkelte læge er virkelig sød og rar og venlig at snakke

med, men de er groet ind i systemet fuldstændig . . . helt groet

sammen med det. Jeg tror, det er en meget gammel tankegang . . .

Man troede jo engang i gamle dage, at det var noget arveligt -

ligesom med Amalie Skram - at det var noget sygeligt.

Jeg tror . . . jeg tror, at de faste på afdelingen handler imod

noget, som de godt ved inderst inde er galt. Det var forholdsvis

unge læger, som kender til den tid, da man gjorde oprør og selv

har været unge i den tid - de gik jo også klædt sådan. Min

fornemmelse er, at de simpelthen er gået på kompromis. De har

lagt distance - der er vel også arbejdsløshed blandt psykiatere.

De gode - og syndebukkene

Du skriver om en, der hedder Lissi, som blev erklæret følelseskold af

lægerne?

Ja, de vurderede hende fuldstændig forkert. Det er da i orden, at et

menneske er reserveret over for at svare på spørgsmål i sådan en

psykologtest. Der var sådan nogle sætninger, man skulle fuldføre:

»Min mor . . .«, så skulle man skrive resten.

Lissi skrev noget meget objektivt, og det er klart, hvis man kender

hende. Hun blev så ked af det, og hun forlod afdelingen helt

nedbøjet. Vi patienter oplevede, at hun var et af

samlingspunkterne. Alle kunne skidegodt li' hende. Hun var

snakkesagelig og meget engageret i de mennesker, der var på

afdelingen. Hun satte sig hen til bordene til folk - hun hjalp

folk - hentede ting til de andre fra kiosken. Og så fik hun det

stempel . . . Hun brød helt sammen . . .

Du har været naiv, skriver du i dagbogen - hvad er du nu?

Ja, der er sket den udvikling, at jeg ikke tror en skid på

psykiatriske afdelinger, og jeg forstår overhovedet ikke, man bare

lader det køre.

Jeg mærkede hele tiden to stemmer inden i mig i den måned, jeg var

der: Den ene som sagde: åh nej, det klarer du ikke, det her. Det

er dig, der er noget galt med. Den anden sagde: det er for meget,

vi skal sidde og synge børnesange, det er for meget, at vi skal

dopes hele tiden, det er for meget . . .

Der var dage, hvor stemme 1 var stærk . . . og jeg var lige ved at

sige: så giv mig dog for helvede den medicin. Personalet er så

forbandet velmenende, og når du afviser dem, føler du det er din

skyld. Lægerne med de deer alvorlige øjne. Når de kigger på dig,

føler du dig virkelig som et tilfælde. Du tør ikke engang rejse

fra afdelingen, før du ligesom har fået deres accept.

Hvorfor kunne du alligevel sige nej - når de andre ikke kunne?

Det er måske fordi jeg har tænkt meget over - i mit liv - hvad det

er, at folk bliver kuede også ude i samfundet. På arbejdet - i

skolen. Du bliver kuet i omgivelser, hvor alt bare skal fungere.

Det er bygget op på, at der skal være en idyl - landene og

systemerne konkurrerer om at være de bedste, og så skal vi

mennesker bare være nogle arbejdsbier, der skal leve op til, at

det hele fungerer - og ser så godt ud som overhovedet muligt.

Sådan som de ledende vil ha', det skal se ud. Sådan har det været

gennem århundreder, og mennesket er ikke indrettet sådan inde i

sig selv.

Vi er ikke indrettet til at lave det samme hver eneste dag på

arbejdet. Vi er ikke indrettet til . . . at der er nogen, der er

mere end andre. I bund og grund tror jeg ikke, vi er indrettet til

det: Jeg tror, vi bliver født ligestillede - og når vi kommer ud,

er vi allesammen gode væsener, sociale væsener, som gerne vil den

lighed. Så går det galt, fordi vi bliver opdraget og kommer hen i

skolen og får at vide: her er der nogle syndebukke . . . og her er

de gode.

Man lærer at skelne mellem mennesker, at nogen er bedre end andre -

og dem, der er syndebukke, de bliver mærkede for resten af livet.

- De kommer blandt andet på psykiatriske afdelinger.

En del af de mennesker, der var på afdelingen, var mennesker, der

havde tabt deres værdighed, fordi det var for svært, det var især

blandt kvinderne. Og . . . man giver ikke folk deres værdighed

tilbage - ved at fylde dem med medicin og fortælle dem, at de selv

er problemet.

Alle navne i dagbog fra afsnit 6122 - og det efterfølgende interview

- er ændret. Det gælder også enkelte detaljer i beskrivelserne af

personerne.

Meningen med skildringen af livet på den psykiatriske afdeling har

været at give et indtryk så tæt på virkeligheden som muligt -

uden at udlevere de enkelte patienter.

Versioner

1. 1988-05-21