1987 BSF 15 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ELAFREGNINGSFORHOLD M.V. FOR DECENTRALE KRAFTVARMEANLÆG
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00015@1988-05-21/da
Indhold
Energiministeren opfordres til at fremsætte forslag til lov om
elafregningsforhold m.v. for decentrale kraftvarmeanlæg efter
følgende retningslinjer:
1. Kommunale og private varmeproducenter, erhvervsvirksomheder m.v.,
der etablerer decentrale kraftvarmeanlæg, sikres fuld
effektbetaling svarende til de sparede investeringer i det øvrige
elsystem ved idriftsættelsen eller efter aftale mellem parterne.
2. De nævnte værker sikres energibetaling for den leverede strøm
svarende til de til enhver tid sparede brændsels- og
driftsudgifter i det øvrige elsystem.
3. Decentrale værker drevet af gas, dieselmotorer m.v. og værker,
fyret med afgiftsfri brændsler, sikres mod afgiftsmæssig
disfavorisering i forhold til store centrale kraftvarmeværker.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Ifølge elaftalen fra 1986 mellem regeringen og Socialdemokratiet, som
er accepteret af elselskaberne, kan fjernvarmeværker m.fl.
selvstændigt etablere decentrale kraftvarmeværker.
De berørte el-, varme- og gasselskaber m.fl. har endnu ikke kunnet
blive enige om afregningsregler/afregningsvilkår, der sikrer
etablering af ikke-elværksejede decentrale kraftvarmeanlæg. Flere
lovende projekter ser derfor ud til at blive opgivet.
Gennem forslaget ønskes sikret reelle muligheder for lokalt ejede
decentrale anlæg også uden for elværksregi. Derfor foreslås en
mindste effektbetaling, svarende til de gennemsnitlige
omkostninger ved etablering af tilsvarende konventionel
elkapacitet inkl. miljøinvesteringer, højspændingsledninger m.v.
Beløbet (ca. 8.000 kr./kW) forfalder ved værkets idriftsættelse
eller, hvor andre aftaleforhold gælder, på anden vis, for eksempel
i form af tillæg til den løbende energibetaling.
Der skal fastsættes en mindstebetaling for den leverede strøm
svarende til de til enhver tid sparede brændsels- og
driftsudgifter (inkl. miljøomkostninger og sparet nettab) i det
øvrige netsystem.
Endelig foreslås, at der ikke må ske en disfavorisering af de
decentrale anlæg i forhold til de centrale anlæg på grund af
beregningsreglerne for afgiften på (kraft)varme. Denne
disfavorisering er for eksempel beskrevet (i bladet Energi &
Planlægning nr. 3, 1987) af Henrik Lund, Ålborg
Universitetscenter. Han gør opmærksom på, at energiafgiften i
forbindelse med kraft/varme udregnes på højst forskellig vis,
afhængig af hvilken type værk der er tale om. En forbruger ved et
decentralt naturgasfyret værk kommer således til at betale
4.000-5.000 kr./år mere i energiafgifter end en tilsvarende
forbruger ved et typisk kulfyret værk. Denne afgiftspolitik
modarbejder ønsket om at udbygge med decentrale kraft/varmeværker
baseret på indenlandske brændsler. For de afgiftsfri brændsler
(halm, træflis m.v.) bør indføres de samme refusionsordninger, som
er indført for vindmølleproduceret elektricitet.
Skal det undgås, at dansk energiforsyning i fremtiden i voksende grad
baseres på kraft/varme fra store kulbaserede værker, skal der
handles hurtigt, for at der gives de decentrale kraftvarmeværker,
baseret på indenlandske brændsler, tilstrækkelig gunstige vilkår.
Kan forhandlingerne mellem elværkerne og gasselskaberne ikke leve op
til denne målsætning, bør Folketinget sikre, at denne overordnede
energipolitiske målsætning kan opfyldes. Fører de nuværende
forhandlingskontakter mellem elværkerne og gasselskaberne, som er
berammet til at afsluttes 1. november 1987, ikke til et
tilfredsstillende resultat, bør Folketinget hurtigt derefter
skaffe sikkerhed for de decentrale kraftvarmeværker gennem
vedtagelse af dette beslutningsforslag og den tilhørende
lovgivning.