1987 BSF 16 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UDBETALING AF ATP-MIDLERNE TIL PENSIONISTER OG LØNMODTAGERE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00016@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om afvikling
af loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 15.
december 1987 efter følgende retningslinier:
1. De indestående midler skal udbetales uden beskatning til deres
rette ejermænd: lønmodtagerne og pensionisterne.
2. Alle obligationer og andre værdipapirer etc. skal realiseres og
indgå ved formueopgørelsen som en del af lønmodtagernes og
pensionisternes penge.
3. Staten skal via Nationalbanken indfri ATP's samlede
fondsbeholdning til kursværdien pr. 31. december 1986.
4. Arbejdgivernes bidragydelse, således som den er gældende ved
ATP-lovens ophævelse, skal fremover tilfalde lønmodtagerne i form
af lønforhøjelse.
5. Regeringen pålægges endvidere at gribe ind over for al
børshandel, såfremt loven medfører kurssvingninger ved
obligationshandelen på mere end 2 point.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Da loven om arbejdsmarkedets tillægspension i 1964 blev gennemført,
var det et bluffnummer over for lønmodtagerne, idet det aldrig har
været hensigten at forbedre pensionsydelserne, men udelukkende at
skabe en ny mulighed for tilførsel af risikovillig kapital til
erhvervslivet.
Ingen pensionister, som har indbetalt den fulde ydelse til ATP-fonden
siden lovens ikrafttræden, vil nogen sinde modtage et tilsvarende
beløb i tillægspension, når der tages højde for inflation og
rentetilskrivning.
ATP-fonden råder pr. 31. december 1986 over mere end 50 mia. kr., som
retmæssigt må tilfalde lønmodtagerne og pensionisterne.
ATP-fonden tilfører for nærværende kapital til mere end 60
industrivirksomheder i Danmark. Inden for handel og service drejer
det sig om mere end 20 virksomheder. Mere end 20 banker og
forsikringsselskaber nyder godt af lønmodtagernes penge.
Spekulationen i jord og fast ejendom har medført, at ATP-fonden
ved udgangen af 1986 ejede 85 ejendomme, som ingen lønmodtager
nyder godt af.
Disse forhold skal bringes til ophør. Lønmodtagernes penge skal
indsættes på lønkontoen og ikke anvendes til spekulation til gavn
for erhvervslivet.
Da hensigten med forslaget ikke er at friholde erhvervslivet for
nogle omkostninger, skal arbejdsgivernes bidragydelser, som er
gældende ved ATP-lovens ophævelse, tilfalde lønmodtagerne som
lønforhøjelse.