1987 BSF 35 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SKRIFTLIG FORBRUGEROPLYSNING OM EVENTUELLE BIVIRKNINGER VED INDTAGELSE AF MEDICIN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00035@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om, at der
ved al udlevering af medicin skal medfølge en skriftlig
forbrugeroplysning om eventuelle bivirkninger ved medicinen.
Lovens ikrafttrædelsesdato skal være den 1. januar 1989.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Det er almindelig kendt, at medicin giver bivirkninger, men det er
ikke almindeligt, at producenterne på pakningen eller i skriftlig
information vedlagt medicinen fortæller forbrugeren om
bivirkningerne ved medicinindtagelsen.
Det er fra medicinalindustriens og lægernes side blev anført, at
oplysning om bivirkninger bør gives ved udskrivningen af recepten,
således at forbrugeren har mulighed for at stille spørgsmål
direkte til lægen. Hertil kan der argumenteres, at mange
forbrugere ikke bruger den indkøbte medicin med det samme, men
først når behovet opstår. Derved er muligheden for at glemme
lægens oplysninger om bivirkninger ret stor. Da det endvidere er
almindeligt, at en husstand har et medicinskab med flere
præparater, må det antages, at mange vil glemme de oplysninger,
som lægen gav ved receptudskrivningen.
Ligeledes kan der pr. telefon rekvireres receptpligtig medicin, idet
den praktiserende læge indtelefonerer recepten til apoteket, når
der er tale om ekstraudskrivning. Også i disse tilfælde er det
tvivlsomt, om forbrugeren kan huske lægens oplysninger om den
pågældende medicins bivirkninger.
Da det som nævnt er almindelig kendt, at medicin giver bivirkninger,
må det være helt naturligt, at forbrugeren får oplysning om dette
i forbindelse med indkøb, idet det må være forbrugerens ret at
kunne vælge mellem indtagelse af medicin med gener til følge eller
at forsøge at klare sig uden medicin. Det burde være en selvfølge,
at forbrugere af medicin på linje med andre forbrugere bliver
orienteret om eventuelle skadelige virkninger.
I Danmark udarbejdes et lægemiddelkatalog, foranlediget af Danmarks
Apotekerforening, Foreningen af de danske Medicinalfabrikker
(MEFA) samt Medicinimportforeningen (MEDIF). Lægemiddelkataloget
er et digert værk beregnet på at give oplysninger om hvert enkelt
præparat, og det beskriver bl.a. bivirkninger og forgiftninger.
Alligevel er listen over bivirkninger ikke komplet. Det hedder
således i kataloget bl.a.: »Listen over bivirkninger gør ikke krav
på at være komplet. At bringe en liste over samtlige observerede
og formodede bivirkninger vil ikke være muligt af pladshensyn og
heller ikke hensigtsmæssigt, fordi de relevante bivirkninger ville
drukne i mængden af sjældne eller hypotetiske bivirkninger. I
adskillige tilfælde har redaktionen af pladshensyn måttet skære
ned på den liste over bivirkninger, som firmaerne, bl.a. af
juridiske grunde, har ønsket at bringe. Lægemiddelkataloget må
derfor ikke betragtes som et værk, der giver firmaerne juridisk
dækning for oplysninger om skader, opstået på grund af
lægemiddelbivirkninger.«
Selv om lægemiddelkataloget findes i en mere populær udgave i form af
Medicin-Håndbogen, der henvender sig til patienter, er der således
et tydeligt behov for at forbedre forbrugeroplysningen med hensyn
til bivirkninger ved indtagelse af medicin, og dette behov kan som
nævnt dækkes ved en skriftlig forbrugeroplysning, som følger
medicinen ved udleveringen til forbrugeren.