1987 BSF 38 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORØGELSE AF BISTANDEN TIL CENTRALAMERIKA
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00038@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til
- at støtte fredsplanen, som de fem centralamerikanske lande
underskrev den 7. august 1987 i Esquipulas, og opfordre USA til at
afstå fra alle forholdsregler, der kan gribe hæmmende ind i
fredsprocessen, herunder handelsblokaden mod Nicaragua og den
fortsatte støtte til contraerne, som begge er kendt ulovlige af
Den Internationale Domstol i Haag,
- at forøge støtten til danske private organisationers flygtninge- og
bistandsarbejde i de centralamerikanske lande,
- at genoptage DANIDA's projektbistand til Nicaragua og forøge den
samlede økonomiske bistand og
- at oprette en dansk bistandsmission/ ambassade i Nicaragua.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Den 7. november 1985 vedtog Folketinget et forslag om motiveret
dagsorden, fremsat af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre,
der blandt andet opfordrede regeringen til at forøge støtten til
danske private organisationers bistandsarbejde i Centralamerika og
at udvide den finansielle bistand til Nicaragua og udbygge
handelssamkvemmet med landet. Der henvises til Folketingstidende
1985-86, forhandlingerne sp. 1843 og 1860.
På trods af denne klare tilkendegivelse fra Folketinget i dagsordenen
måtte forslagsstillerne under Folketingsdebatten den 21. maj 1987
om udenrigsministerens bistandspolitiske redegørelse af 13. maj
1987 med udgangspunkt i rapporten fra Verdenskommissionen om Miljø
og Udvikling konstatere, at den forøgelse af bistanden, som
Danmark har gennemført, ikke har været tilstrækkelig (se
Folketingstidende 1986-87 (1. samling), forhandlingerne sp.
12161).
Samtidig har USA's handelsboykot og contraernes krigsførelse
bevirket, at bruttonationalproduktet pr. indbygger, der ifølge
Verdensbankens beregninger var på 850 dollars i 1985, allerede nu
må antages at ligge under 800 dollars-grænsen for DANIDA's
projektbistand.
Dette var baggrunden for, at Socialdemokratiet og Det Radikale
Venstre under debatten den 21. maj 1987 tilkendegav, at der måtte
ske en udvidelse af bistanden til Nicaragua. Den politiske
udvikling i Centralamerika er med underskrivelsen af
Arias-fredsplanen og de skridt, der er taget fra Nicaraguas side -
blandt andet åbningen af La Prensa og Radio Catolica - nu kommet
ind i det rigtige spor, og det er et yderligere argument for den
foreslåede forøgelse af bistanden.
Den samlede årlige bistand bør forøges til 100 mio. kr., og der bør
sigtes mod, at hovedparten ydes som projektbistand gennem DANIDA
eller private danske organisationer.
Den hidtidige dækning af området af en rejsende ambassadør med bopæl
i København og fra ambassaderne i Mexico og Colombia vil ikke være
tilstrækkelig til at sikre den bedst mulige administration af de
forøgede bistandsmidler, hvorfor det foreslås at oprette en
bistandsmission med en chargee d'affaires i Managua.