1987 BSF 44 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AKTIESELSKABS-REGISTERET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00044@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer industriministeren til at udvide
Aktieselskabs-Registerets beføjelser over for aktie- og
anpartsselskaber efter de i bemærkningerne anførte retningslinier.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
I betænkning nr. 1066/86 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet (s.
143 f.) peges på vigtigheden af at give regler, der øger
muligheden for, at ulovlige dispositioner opdages, inden deres
uheldige virkninger (fuldt ud) har manifesteret sig. Derved
beskyttes samfundet og erhvervslivet bedre mod tab som følge af
ulovlige dispositioner, idet tab ofte ikke kan oprettes
efterfølgende. Derved spares også ressourcer senere hen ved
skifteretter, domstole m.v.
Forslagsstillerne peger på eventuelt at indføre et administrativt
undersøgelsessystem efter engelsk forbillede, dvs. et organ, der
kan forlange oplysninger fra en virksomhed og sætte forholdsregler
i værk, hvis det viser sig, at der begås ulovligheder i
virksomheden. Et sådant administrativt organ findes allerede i dag
i form af Aktieselskabs-Registeret, men registeret er ikke
tilsynsmyndighed i snæver forstand over for aktie- og
anpartsselskaber. Dog har registeret fået en vis tilsynsfunktion
over for anpartsselskaber ved kapitalbeløb, jf. § 85 a i lov om
anpartsselskaber. Nærværende beslutningsforslag lægger op til en
udbygning af denne tilsynsfunktion ved at indføre en adgang for
registeret til at undersøge et selskabs papirer samt at kræve
oplysninger af ledelsen og af selskabets revisor, såfremt
registeret, enten på baggrund af en henvendelse eller af egen
drift, finder anledning hertil. Et undersøgelsesinstitut har den
fordel, at der kan sættes hurtigt og diskret ind.
En undersøgelse kan f.eks. munde ud i en iværksættelse af en egentlig
granskning af selskabets forhold eller af en oversendelse af sagen
til anklagemyndigheden.
Andre myndigheder, f.eks. told- og skattemyndigheder, skal samtidig
pålægges en indberetningspligt til registeret, såfremt de
konstaterer overtrædelser af regnskabs- eller selskabslove ved
deres besøg i virksomhederne.
Et bedre samspil mellem registeret og revisorerne må også betragtes
som et vigtigt led i bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet. Det er
derfor i et samtidig fremsat lovforslag (L 98) foreslået, at
pålægge revisor at indberette om årsagen til en fratræden i utide
til tilsynsmyndigheden. Herved henledes myndighedens opmærksomhed
på, at der kan være noget galt i virksomheden, som eventuelt kunne
resultere i en nærmere undersøgelse, såfremt et sådant institut
indføres.
Som en hjælp for nystartede virksomheder og som yderligere præventivt
værn i øvrigt foreslås det hermed, at der indføres en pligt for
revisorer til inden for en nærmere præciseret frist, efter at
virksomheden er startet, at besøge virksomheden og påse, at
bogførings- og regnskabssystemet fungerer tilfredsstillende. En
rapport over virksomhedsbesøget skal derefter tilsendes
tilsynsmyndigheden.
Aktieselskabs-Registeret er via delegation fra fondsmyndighederne
blevet egentlig tilsynsmyndighed over for de erhvervsdrivende
fonde, idet registeret kan stille krav og afkræve fondene og deres
revisorer oplysninger om alle forhold. Begrundelsen herfor er, at
fondene er selvejende og derfor ikke har nogen ejergrupper, der
kan udøve kontrolbeføjelser med fondenes forhold. I mange
selskaber er ledelsen og ejerne imidlertid identiske, og ledelsens
dispositioner vil derfor ikke være undergivet kontrol. Kreditorer,
der lider tab på grund af ledelsens skadelige dispositioner, kan
naturligvis anlægge erstatningssag, men dette vil, jf. de
indledende bemærkninger, ofte ikke være et tilstrækkeligt
præventivt værn.
Det bør derfor ydermere undersøges, om de gældende tilsynsregler i
lov om erhvervsdrivende fonde burde sættes i kraft også for aktie-
og anpartsselskaber.