1987 BSF 47 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN BORET TUNNEL UNDER HELE STOREBÆLT
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00047@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen inden 1. april 1988 af fremsætte
forslag til lov om ændring af lov om fast forbindelse over
Storebælt, således at den i loven omtalte faste forbindelse i sin
helhed etableres som en boret tunnel.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Flere og flere organisationer og foreninger gør ophævelser over den
lov, som er vedtaget af regeringen og Socialdemokratiet vedrørende
den faste forbindelse over Storebælt.
Erhvervsfiskerne på Bornholm, Fyn og Vestsjælland har peget på
forringede muligheder for fiskeri i fremtiden på grund af, at
vandgennemstrømningen til og fra Østersøen vil hæmmes af bropiller
og en tunnel lagt på havbunden.
Korsør Lystfiskerforening har klaget til Kommissionen for De
Europæiske Fællesskaber, fordi de faste forbindelser vil komme til
at berøre et EF-beskyttelsesområde for fisk og fiskeyngel.
Flere fynske kommuner har fremført, at højden på broen mellem Fyn og
Sprogø på de planlagte 14 m ikke er tilstrækkelig. Kommunerne
mener, at brohøjden bør op på 22-24 m, ellers vil større lystbåde
blive tvunget ud i sejlrenden mellem Sprogø og Sjælland, hvor der
i forvejen er en intens skibstrafik med store skibe.
Netop en forøgelse af trafikken i sejlrenden mellem Sprogø og
Sjælland vil medføre øget risiko for sammenstød eller situationer
med farlige undvigelser til følge i et i forvejen smalt
internationalt farvand.
Miljøstyrelsens Havforureningskontor ved Arne Nielsen har på et møde
på Klarskovgård ved Korsør udtalt, at de indre danske farvande er
truede, hvis man bygger en bro, og at den miljørigtigste løsning
er en boret tunnel under hele havbunden.
Også Landsforeningen mod Storebæltsbroen og ScanLink-Nej Tak samt
strandjægerne har argumenteret imod især bropillerne og tunneler
lagt på havbunden.
Det har endvidere i diskussionerne om den faste forbindelse været
fremført, at det vil blive for dyrt at lave en boret tunnel under
Storebælts havbund. Argumenterne har bl.a. været den usikkerhed,
der er med hensyn til store sten eller lommer i havbunden, som
kunne medføre øgede udgifter til sikring af en boret tunnel for at
hindre nedsivning af havvandet.
Ligeledes er det blevet fremført, at Danmark ikke er i besiddelse af
den ekspertise, der skal til for at kunne anlægge borede tunneler.
Herimod skal gøres opmærksom på, at en bro mellem Fyn og Sprogø og
en tunnel lagt på havbunden samt en bilbro mellem Sprogø og
Sjælland vil betyde, at der skal bortgraves 27 1/2 mio. m3 af
havbunden, for at den nuværende vandgennemstrømning til og fra
Østersøen og de indre danske farvande ikke skal forhindres.
(Beregningen stammer fra A/S Storebæltsforbindelsens foreløbige
rapport om linieføringen, juni 1987, 4.33).
Med hensyn til den manglende ekspertise vedrørende borede tunneler
kan denne mangel udbedres ved, at danske ingeniører får ny viden
ved at studere udenlandske eksperters arbejde på en tunnel under
Storebælt. Denne nye viden kan de danske ingeniører så passende
benytte på Øresund. Netop her ville der være en mulighed for at
kunne eksportere knowhow til andre lande, noget, som alle de
politiske partier er enige om er af stor betydning for Danmark,
hvis vi skal kunne konkurrere i fremtiden.
Det skal da også fremføres, at Japan har lavet borede tunneler af
meget stor længde. Det samme gælder Norge, og den planlagte tunnel
mellem Frankrig og England - verdens længste - er projekteret som
en boret tunnel.
Sidst har nu også Danmarks Naturfredningsforening i et notat til
Folketingets Udvalg om Offentlige Arbejder fremført en meget
kraftig kritik af undersøgelserne - eller rettere de manglende
undersøgelser - inden vedtagelsen af loven om Storebælt. Notatet
vedlægges i sin helhed.
Bilag
Danmarks Naturfredningsforening
København, den 5. november 1987
Folketingets Trafikudvalg
Christiansborg
1218 København K
Vedlagt fremsendes til orientering et af Danmarks
Naturfredningsforening udarbejdet notat om havmiljøvirkninger af
en fast Storebæltsforbindelse.
Som det fremgår af notatet, er det med den viden, der foreligger i
dag, den eneste miljømæssigt forsvarlige løsning at bygge borede
tunneler under hele Storebælt fra Sjælland til Fyn.
P. f. v.
Med venlig hilsen
Svend Bichel
/David Rehling
DANMARKS NATURFREDNINGSFORENING
FORURENINGSUDVALGET
5. november 1987
Havmiljøvirkninger af en fast Storebæltsforbindelse
Indledning: Miljøneutralitet er afgørende ved valg af
forbindelsestype.
I forbindelse med etablering af en fast forbindelse over Storebælt
har Danmarks Naturfredningsforening tidligere givet udtryk for sin
bekymring for havmiljøet.
Foreningen finder det af afgørende betydning, at man ved sit valg af
forbindelsestype sikrer MILJØNEUTRALITET i forhold til Østersøen
og de indre danske farvande.
Det glædede derfor foreningen, at et krav om miljøneutralitet blev
fastlagt i henhold til anlægslovens § 5. Men en nøjere vurdering
af det materiale, det til dato er lykkedes at fremskaffe, viser
med stor tydelighed, at det foreliggende grundlag ikke har været
og fortsat ikke er tilstrækkeligt til at vælge mellem de
forskellige forbindelsesalternativer, sådan at valget bliver
forsvarligt for havmiljøet.
Det samlede bilagsmateriale viser nemlig en alt for begrænset
undersøgelse af de foreslåede bro- og tunnelløsningers skadelige
effekter på miljøet.
Overordnet vurdering:
I en overordnet vurdering skal særlig to forhold fremhæves:
1. Geografisk har man kun vurderet følgevirkninger for et begrænset
havområde.
Tilsyneladende findes der kun undersøgelser vedrørende Østersøen øst
for Bornholm samt nogle meget overfladiske beskrivelser for
nærområdet i Storebælt.
En fast forbindelses virkninger på hele den vestlige Østersø,
Bælthavet i øvrigt samt forbindelsens virkning på Kattegat er
næsten ubeskrevet!
2. Biologisk begrænser de foreliggende vurderinger sig til spørgsmål
om vandudvekslinger og saltholdighed. Når dette står alene, er det
helt utilstrækkeligt til at vurdere den samlede virkning på
havmiljøet.
Alle problemerne omkring de stadig dårligere iltforhold og den
stigende næringsophobning er kun meget overfladisk berørt i
materialet. Bl.a. er en fast forbindelses virkning på Bælternes
opblandingsfunktion meget mangelfuldt belyst.
I skyggen af de udtalte, stadig hyppigere og mere omfattende iltsvind
i det sydlige Kattegat, Bælthavet, Det sydfynske Øhav,
Smålandsfarvandet og hele den vestlige Østersø forekommer det
uforståeligt for Danmarks Naturfredningsforening, at undersøgelser
med henblik på opretholdelse af miljøneutralitet overhovedet ikke
kaster lys over disse forhold.
Tilsyneladende er en forbindelses virkning på de alvorligste
havmiljøproblemer og de mest betrængte havområder overhovedet ikke
vurderet seriøst.
Uddybning: langsigtede miljøvirkninger:
For Storebælts vedkommende er koncentrationerne af uorganisk kvælstof
fordoblet i løbet af de sidste 10 år, og algevæksten er steget
tilsvarende (Ærtebjerg 1987). Iltsvind blev i 1981 målt både i
Storebælt, andre bæltfarvande og i Kielerbugten samt
Mecklenburgbugten. Iltsvindet kom igen i 1983, forstærket i 1986
og er i øjeblikket i en mere omfattende udvikling end nogen sinde.
Om Bælthavets opblandingsfunktion er det videnskabeligt vel belyst,
at det tunge, relativt iltrige vand fra Skagerrak under sin
sydgående vandring dels tappes for sin ilt og dels blandes op med
det lette overfladevand fra Østersøen. Denne op-ned-gående
(vertikale) opblanding sker hovedsageligt, hvor
strømningshastighederne er store og vanddybderne små - altså i
Bælthavet.
Hvis denne lokale opblanding forøges ved en forandring af
strømningsforholdene i Storebælt, kan det forværre iltforholdene i
Bæltet og sydover, fordi opblandingen indebærer en hurtigere
cirkulation af næringssalte mellem bund og overflade. Dette giver
højere algeproduktion, der er iltforbrugende. Ganske vist giver
nedblanding af iltrigere overfladevand en vis erstatning for
ilttabet. (Schrøder). Men alt tyder på, at det samlede resultat er
negativt for iltbalancen, da iltsvindsproblemerne bliver mere
udtalte jo mere sydpå man kommer.
Forholdet bør som minimum belyses gennem flerlagsmodeller. Dette er
ikke foretaget.
Om Storebælts forhold konkluderes i DHI/VKI-rapport på grundlag af
etlagsmodellen, s. 21:
1. Der kan forventes op til 20 pct. forøgelse af strømhastighederne i
Østerrenden ved bro- og sænketunnelløsninger, medens en boret
tunnel giver de mindste ændringer.
2. De alternative løsninger giver kun minimale effekter på
eksisterende spildevandsudledningers opspædning, bortset fra en
næreffekt af Halsskovs spildevand på grund af dæmningen.
3. At det ikke er muligt at vurdere iltforholdene i bundlaget med den
anvendte etlagsmodel.
Som Jacobsen (1987) fremhæver: »En tidsuafhængig matematisk model er
derfor ikke tilstrækkelig til at belyse forholdene i disse områder
(vestlige Østersø, Kiel- og Mecklenburg Bugt, Fehmern Bælt og
bassinet mellem Ærø og Als.« Og videre: »Selv om der opretholdes
uændret strømningsmodstand i brosnittet, så kan det ændrede
blandingsforhold tænkes at have uheldige konsekvenser i denne del
af Østersøen«. Det konkluderes til slut: ». . ., at forskerne ikke
sidder med patentløsninger, men ligesom politikerne må sige, at
uændrede forhold er den sikreste strategi«.
Iltforholdene i Kattegat og den centrale Østersø (øst for Bornholm) i
forbindelse med anlæg af en lavbro + skråstagsbro og en lavbro +
sænketunnel belyses af Lic-Consults rapport fra 1985. Ifølge
beregningsmodellen medfører en sænketunnel over Østerrenden blot
små ændringer: Der vil gennemsnitligt forsvinde op til 0,4 ml ilt
pr. liter i Kattegat, medens ændringer i Gotlandsbassinet vil være
ubetydelige.
Denne model hviler imidlertid på helt utilstrækkelige forudsætninger
og en række antagelser, der kun i ringe grad passer med
virkeligheden i havet. F.eks. antages der et iltforbrug, der er
lineært afhængigt af iltkoncentrationen. Det antages endvidere, at
der er iltmætning ved beregningernes begyndelse. Men der tages
ikke hensyn til sedimentation af organisk stof. Desuden regnes der
med iltkoncentration som gennemsnit i hele bundvandet - ikke med
koncentrationerne lige ved bunden, hvor bunddyr og bundfisk dog
skal leve! Det virker ikke tillidsvækkende, at det konkluderes (s.
7), »at de beregnede ændringer i iltkoncentrationen skønnes dog at
være af den rigtige størrelsesorden« (understregning foretaget af
Danmarks Naturfredningsforening).
I sammenhæng med rapportens formål bliver troværdigheden helt sat
over styr, når man konstaterer (s. 8), at den opstillede model
regnemæssigt bryder sammen(!) hen på sensommeren og ikke kan
belyse forholdene hen på efteråret, hvor iltsvindet er mest
markant!
Øjeblikkelige miljøvirkninger:
I tilknytning til denne beskrivelse af det mørke, der i dag hviler
over de langsigtede miljøeffekter, skal der nævnes nogle
forudsigelige følgevirkninger i tilknytning til selve
anlægsarbejdet:
Gravearbejder på havbunden, herunder de meget omfattende
kompensationsafgravninger - der er nødvendige for at sikre en
uændret vandgennemstrømning, hvis man vælger bro eller sænketunnel
- vil medføre:
- at værdifulde havbiotoper helt eller for størstedelens vedkommende
går tabt ved bortgravning. Dette vil i hvert tilfælde ske for
Sprogø Østrev og Halsskov Rev, der er naturvidenskabeligt
referenceområde. Revene er EF-fuglebeskyttelsesområde,
- at andre vil gå tabt eller alvorligt skades ved klapning af de
omfattende mængder materiale, der skal dumpes andre steder på
havbunden,
- at disse omfattende gravearbejder i det hele taget vil opslemme
betydelige mængder bundmateriale, næringssalte m.v., der dels vil
lejre sig andetsteds, hvad der betyder en tilslamning af
bundvandmiljøet, dels vil øge næringsophobningen i vandet og
dermed indvirke negativt på iltbalancen. Dette forhold er
alvorligt, også derved, at arbejdet er strakt over en længere
årrække.
Danmarks Naturfredningsforening er ikke bekendt med en samlet plan
for, hvorledes anlægs- og udgravningsarbejder og de omfattende
klapninger mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres, således at det
volder mindst skade på værdifulde biotoper. Ej heller for de
kompensationsområder, der i så fald skal etableres. Hele
anlægsarbejdet og tilhørende afgravninger burde i givet fald
udføres så samtidigt og så hurtigt som muligt af hensyn til de
nævnte miljøforstyrrelser. Anlægsloven tager ikke dette hensyn,
men lægger op til anlægsarbejder i to etaper.
Afslutning: Boret tunnel er den eneste miljømæssigt forsvarlige
løsning:
Danmarks Naturfredningsforening er overrasket og dybt bekymret over,
at et så omfattende anlægsarbejde er ved at blive sat i gang på
grundlag af en så mangelfuld viden om de vidtrækkende konsekvenser
for havmiljøet. Miljøbestemmelsen i anlægsloven er alt for snævert
fortolket, både geografisk og biologisk.
Bekymringen for den hastigt fremadskridende næringsophobning i de
indre danske farvande er netop blevet udtrykt i den omfattende
vandmiljøplan, der pålægger den danske befolkning betydelige
samfundsmæssige byrder. De miljømæssige virkninger af en fast
Storebæltsforbindelse bør vurderes også i forholdet hertil.
På det foreliggende grundlag er der een type Storebæltsforbindelse,
der sagligt og troværdigt kan vurderes som neutral over for de
berørte haves miljø: Det er borede tunneler under hele Storebælt -
fra Sjælland til Fyn. En eventuel iværksættelse af de øvrige
løsninger må nødvendigvis forudgås af ganske betydelige,
anderledes dybtgående undersøgelser end de nu foreliggende,
herunder anvendelse af flerlagsmodeller og langt mere nuanceret
beskrivelser af ilt- og næringsforhold i alle de berørte
havområder.
Storebæltsforbindelsen vil blive placeret på et for en række meget
sårbare havområder meget kritisk punkt.
På det foreliggende grundlag er mulighederne for negative
følgevirkninger så store og så vidtrækkende, at en iværksættelse
af andre løsninger end borede tunneler uden forudgående
tilbundsgående undersøgelser ikke forekommer foreningen
miljømæssigt forsvarlig.
Bilag
Oversigt over Storebæltsrapporter
A. Lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt.
B. 1. DN's skrivelse til Ministeriet for Offentlige Arbejder af
11.6.1986.
2. Pressemeddelelse af 12.6.1986.
3. EF-Rådets direktiv af 27. 6.1985.
4. DN's anmodning om 3 notater.
4.1. Ministeriet for Offentlige Arbejders svar på B 4.
5. Presseklip.
6. Fra administrationen til Ministeriet for Offentlige Arbejder.
6.1. Ministeriet for Offentlige Arbejders svar på B 6.
C. 1. Udtalelse fra Dansk Fiskeriforening af 29.9.1986.
2. Udtalelse fra Dansk Fiskeriforening af 17.6.1987.
3. Forslag m.v. fra Korsør Lystfiskerforening.
4. Udtalelse fra Danmarks Sportsfiskerforbund af 18.4.1986.
D. 1. Folketingets Udvalg om Offentlige Arbejder samt
Miljøministeriet.
2. Udtalelse fra Fiskeriministeriet af 11.6.1987 og 18.6.1987.
E. 1. Rapport »Miljøeffekter ved bygningen af en fast forbindelse
over Store Bælt (VKI)».
2. Resumee fra rapporten »Forbedring af gennemstrømningsforholdene«.
3. Rapport vedrørende en fast forbindelse over Store Bælt og
Østersøen (delvis kopi).
4. En fast forbindelses betydning for fiskerimulighederne i
Østersøen, december 1985.
5. Notat fra A/S Storebæltsforbindelsen.
6. Jernbanetunnel under Storebælts Østerrende, forundersøgelser
1986/87, Trafikministeriet.
7. Effekt af indsnævringer i Bælthavet. Dansk Havforskermøde.
8. Fast forbindelse over Øresund og Storebælt - Miljøeffekter v.
Torben Jacobsen.
9. Ilten i Kattegats og Bælthavets bundvand v. Hans Schrøder.
10. Ændring af iltkoncentrationen i Østersøen og Kattegats grundvand
ved etablering af en fast forbindelse over Storebælt, LIC-Consult,
1985.
11. Lokale hydrauliske og biologiske effekter af alternative faste
forbindelser over Storebælt, Ministeriet for Offentlige Arbejder,
oktober 1985.
12. Hydraulic effects of a Great Belt crossing, Trafikministeriet,
LIC-engineering A/S, maj 1987.
F. 1. »Oeresundsbroen utarmer Oestersjoen«. Sveriges natur nr. 3,
juni/juli 1987.
2. Oenigheten oeker. Sveriges Natur nr. 4, 1987.
3. »Trafikpolitiken måste aendra faerdriktning - omedelbart Sveriges
Natur nr. 4, 1987.
G. 1. Notat fra Lars Kamp-Nielsen.