1987 BSF 53 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF LOV OM RETSLÆGERÅDET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00053@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om
ændring af lov om Retslægerådet af 25. marts 1961, således at
1) Retslægerådet får en bredere sammensætning,
2) Retslægerådet skal afgive årsberetning og
3) behandlingstiden i Retslægerådet ikke kan bevirke, at en sag
forældes.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Ad 1
Ud fra et retligt synspunkt er det betænkeligt, at Retslægerådet, som
i visse tilfælde skal tage stilling til kollegers virke, og hvis
afgørelser danner grundlag for eventuel strafferetlig tiltale af
kolleger, kun er sammensat af læger. Det åbner mulighed for, at
man enten kan være for kritisk over for sine egne, eller også for
overbærende.
Fra et retligt synspunkt er begge dele lige uheldigt.
Det skal endvidere bemærkes, at der blandt alle Retslægerådets
medlemmer og særlig sagkyndige, 32 i alt, kun er 1 kvinde. Dette
er klart uacceptabelt og i modstrid med loven om ligestilling i
offentlige udvalg m.v.
Ad 2
Retslægerådet har ikke udgivet årsberetning siden 1968. På andre
områder udsendes fyldige årsberetninger om særlige organers
praksis, f.eks. Folketingets Ombudsmand, miljømyndigheder,
Forbrugerombudsmanden og Monopoltilsynet.
Retslægerådets afgørelser er ikke bindende, men afgørelserne er
normgivende. Redegørelsen for rådets praksis bør derfor stå til
rådighed for domstole, anklagemyndighed, forsvarere og andre.
Dette er ikke muligt, når årsberetning ikke foreligger.
Ad 3
Retslægerådets vurdering danner baggrund for en afgørelse af, om der
kan rejses sigtelse mod en person (f.eks. en læge). En sigtet kan
aflægge tilståelse, eller den retsmedicinske vurdering kan
bevirke, at en sag ikke gennemføres. Sagsbehandlingstiden i
Retslægerådet må derfor ikke være af en sådan varighed, at en sag
forældes efter straffelovens regler.