1987 BSF 54 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORDELING AF ALMENNYTTIGT BYGGERI I DE ENKELTE KOMMUNER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00054@1988-05-21/da
Indhold
1. Det pålægges regeringen inden den 1. marts 1988 at fremsætte
lovforslag om fordeling af byggeriet i de enkelte kommuner, så det
sikres, at de enkelte kommuner opfylder nogle mindstegrænser for
antallet af almennyttige boliger.
2. Lovgivningen gennemføres via planbestemmelser, der betyder, at
kommuner, der ikke opfylder mindstekravene, skal have dispensation
af boligministeren for at give byggetilladelse til andre former
for boligbyggeri.
3. Mindstekravene fastsættes efter forhandling mellem Kommunernes
Landsforening og boligministeren og skal tage deres udgangspunkt i
følgende retningslinjer:
Hovedstadsregionen: mindst 20 pct. almennyttige boligenheder.
Bykommuner: mindst 15 pct. almennyttige boligenheder.
Landkommuner: mindst 2 1/2 pct. almennyttige boligenheder.
Ungdoms- og ældreboligbyggeri regnes ikke i denne sammenhæng med i
gruppen af almennyttige boligenheder.
4. De angivne procenter i punkt 3 tager udgangspunkt i kommunens
samlede boligmasse.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Udviklingen inden for boligbyggeriet er vidt forskellig kommunerne
imellem. Nogle kommuner satser på ejerboliger, mens andre mere
satser på det almennyttige byggeri. Det er ikke intentionerne med
dette forslag, at alle kommuner skal være ens boligmæssigt, men at
få rettet de værste skævvridninger, hvor kommunalbestyrelser
udelukkende satser på een form for boligbyggeri.
Især i hovedstadsområdet har et ensidigt byggeri i nogle få kommuner
givet problemer.
Såfremt en kommune ikke har tilbøjelighed til at bygge almennyttigt
og ikke i videre omfang allerede har almennyttigt byggeri, betyder
det, at unge mennesker, der flytter hjemmefra, vil blive tvunget
over i kommuner med det billigere almennyttige byggeri eller
ungdomsboliger.
De unge bor nu i en kommune, der er villig til at opføre byggeri
egnet for småbørnsfamilier og uddannelsessøgende.
I netop denne alder er indtægten som regel lille og behovet for en
udbygget kommunal service stor.
Da skattegrundlaget samtidig er ringe, betyder det et tryk opad for
skatteniveauet i de pågældende kommuner.
Når familien er lidt ældre, uddannelsen er slut eller indtægten for
familien begynder at stige på anden måde, vil familien typisk lede
efter en ejerbolig.
Den vil familien kunne finde i en kommune med lavt skattetryk, fordi
den typiske familie i denne kommune ikke har brug for det samme
serviceniveau som den typiske familie i den tidligere kommune.
Det er klart, at en skævvridning af kommunernes boligbyggeri på denne
måde er uhensigtsmæssig, og man bør derfor inden for de skitserede
rammer sørge for, at der er et minimum af almennyttige boliger til
stede i de enkelte kommuner, således at der opstår en vis balance
kommunerne imellem og ikke foregår den »eksport af problemer over
kommunegrænserne«, som mere socialt bevidste kommuner angriber de
kommuner for, som næsten udelukkende satser på ejerboligbyggeriet.
Endelig vil en spredning af det almennyttige byggeri være
hensigtsmæssigt, da det almennyttige byggeri tager en stor andel
af de flygtninge, der udsluses i samfundet, og idet en rimelig
fordeling af flygtninge i kommunerne bør tilstræbes.
Forslaget er en delvis genfremsættelse af SF's forslag til
folketingsbeslutning om en fordeling af almennyttigt byggeri samt
andels- og ejerboligbyggeri i de enkelte kommuner fremsat den 24.
oktober 1985, jf. Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp.
1051 og 1574 samt tillæg A sp. 1185.