Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00055@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer miljøministeren til i folketingsåret 1987-88 at

fremsætte lovforslag om ændring af klagereglerne i

miljøbeskyttelsesloven og andre love inden for Miljøministeriets

område efter følgende model:

1. Der indføres et modificeret to-instans-system, således:

a. At primærkommuners og amtskommuners afgørelser i henhold til deres

godkendelses- og tilsynsbeføjelser kan påklages til

Miljøstyrelsen.

b. At Miljøstyrelsens afgørelser i henhold til egne godkendelses- og

tilsynsbeføjelser kan påklages til Miljøankenævnet.

c. At de afgørelser, Miljøstyrelsen træffer i dens egenskab af

klageorgan, kan påklages til Miljøankenævnet, såfremt sagen

skønnes at være af principiel betydning. Miljøankenævnet træffer

selv afgørelsen herom.

2. Miljøankenævnet sammensættes efter følgende regler:

a. Ankenævnet består af:

En formand, der skal opfylde de almindelige betingelser for at være

landsdommer, og 6 medlemmer udpeget af Folketinget, jf. reglerne i

§ 36 i forretningsorden for Folketinget. For hvert af disse

medlemmer vælges en suppleant efter samme regler.

b. Valgperioden for ankenævnet svarer til Folketingets.

3. Kredsen af klageberettigede udvides til at omfatte lokale

sammenslutninger, der har beskyttelse af miljø- og naturværdier

som hovedformål, og som har fremsat ønske om underretning om

afgørelsen i første instans.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Miljøankenævnet blev oprettet ved lov nr. 372 af 13. juni 1973 om

miljøbeskyttelse. Det oprindelige lovforslag fremsat af den

socialdemokratiske regering indeholdt ikke nogen bestemmelse om et

ankenævn. Men som et led i et kompromis med Det Konservative

Folkeparti om miljøbeskyttelseslovens gennemførelse blev

ankenævnet indført.

Det fremgår af lovens forarbejder, at de beskikkede medlemmer af

ankenævnet ikke skal fungere som interesserepræsentanter, men som

teknisk sagkyndige. De, der ønskede ankenævnet, havde utvivlsomt

en forestiling om, at erhvervslivet herigennem kunne udøve kontrol

med Miljøstyrelsens varetagelse af miljøinteresserne. Sådan er det

da også kommet til at virke i praksis.

Siden miljøbeskyttelseslovens vedtagelse er Miljøankenævnet blevet

klageorgan for afgørelser truffet efter en række andre love: lov

om vandforsyning m.v., lov om begrænsning af svovlindhold m.v. i

brændsel, lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald,

lov om genanvendelse og begrænsning af affald, lov om råstoffer,

lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om kemiske stoffer og

produkter, lov om by- og landzoner, lov om sommerhuse og campering

m.v. og lov om miljø- og genteknologi.

Miljøankenævnet er hermed blevet et ganske centralt organ på hele

miljøområdet.

Der er nu gået 14 år, siden Miljøankenævnet blev oprettet. Vi har

fået en del erfaringer, og det er blevet tydeliggjort, at der er

væsentlige problemer i det eksisterende klagesystem.

Skal en sag gennem tre instanser, er der stor risiko for en meget

lang sagsbehandlingstid. På miljøbeskyttelseslovens område er den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved tre instanser 93/4 måned.

Miljøankenævnet virker ofte som et omsvøbsdepartement, fordi nævnet i

realiteten ikke er mere kompetent som teknisk sagkyndigt organ end

Miljøstyrelsen. En lang sagsbehandlingstid vil som regel være til

ugunst for miljøet. Miljøankenævnets sammensætning og placering i

systemet har ligeledes generelt været til ugunst for miljøet.

I konsekvens af den ændring, der blev gennemført i folketingsåret

1985-86 i miljøbeskyttelseslovens formålsbestemmelse, fremsatte

Socialdemokratiet den 29. januar 1987 forslag til

folketingsbeslutning om ændring af klagereglerne i

miljøbeskyttelsesloven med flere love, se Folketingstidende

1986-87, forhandlingerne sp. 6451, sp. 9974 og Tillæg A sp. 3617.

Forslaget havde til formål at forenkle ankesystemet samt at ændre

ankenævnets sammensætning til et politisk sammensat organ ud fra

den betragtning, at spørgsmål, der ikke kan afgøres

tilfredsstillende ved en faglig, teknisk behandling i

Miljøministeriets styrelser, er politiske spørgsmål og derfor bør

afgøres af et politisk sammensat organ.

Beslutningsforslaget kom til 1. behandling sammen med et af

Socialistisk Folkeparti fremsat forslag til folketingsbeslutning

om ændring af lovgivningen vedrørende Miljøankenævnet, jf.

Folketingstidende forhandlingerne 1986-87 sp. 7265, 9974 og Tillæg

A sp. 4225.

Ved 1. behandling afviste et flertal i Folketinget at

realitetsbehandle Socialdemokratiets beslutningsforslag, idet man

henviste til det af miljøministeren den 30. oktober 1984 nedsatte

arealudvalg, som bl.a. havde til opgave at behandle de forskellige

ankesystemer inden for Miljøministeriets område.

Arealudvalget afgav den 30. juni 1987 delbetænkning over sit arbejde

med ankesystemets organisation og ankeprocessuelle regler,

herunder synspunkter vedrørende kredsen af klageberettigede.

Konklusionerne i Arealudvalgets delbetænkning har dannet baggrund for

nærværende beslutningsforslag.

Socialdemokratiet er fortsat af den opfattelse, at ankesystemet bør

forenkles. Som det fremgår af beslutningsforslagets tekst, mener

forslagsstillerne, at det kan ske ved indførelse af et modificeret

to-instans-system. Afgørelser i miljøsager truffet af en

kommunalbestyrelse eller et amtsråd skal kunne påklages til

Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen har herefter som hovedregel den

endelige afgørelse. Kun i sager, der skønnes at være af principiel

betydning, skal der efter forslaget være adgang til at anke til

Miljøankenævnet. Miljøankenævnet træffer selv afgørelse om, hvilke

sager der må anses for at være principielle.

I sager, hvor Miljøstyrelsen er 1. instans, skal der efter forslaget

være mulighed for påklage til Miljøankenævnet.

Efter lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om begrænsning af

svovlindholdet i brændsel, lov om genanvendelse og begrænsning af

affald og lov om kemiske stoffer og produkter er Miljøstyrelsen 1.

instans, og styrelsens afgørelser kan ankes til Miljøankenævnet.

Det må indgå i overvejelserne, om der er mulighed for at lade

Miljøstyrelsens afgørelser være endelige for så vidt angår disse

love.

Det bør ligeledes indgå i overvejelserne, om Planstyrelsens

sekretariatsfunktion i relation til Miljøankenævnet efter lov om

by- og landzoner og lov om sommerhuse og campering m.v. skal

fortsætte, eller om Planstyrelsen skal placeres på linje med

Miljøstyrelsen som et 2. instansorgan, hvis afgørelser kun kan

ankes til Miljøankenævnet, såfremt de findes principielle.

I henhold til lov om råstoffer er Skov- og Naturstyrelsen 2. instans.

Det samme er Levnedsmiddelstyrelsen i henhold til lov om miljø og

genteknologi og Miljøstyrelsen i henhold til lov om vandforsyning

og lov om bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald. Her bør

princippet fastholdes, således at henholdsvis Skov- og

Naturstyrelsens, Levnedsmiddelstyrelsens og Miljøstyrelsens

afgørelser kun kan ankes til Miljøankenævnet, såfremt disse findes

principielle.

Miljøreguleringens hovedformål er at styre udviklingen i retning af

nogle overordnede samfundsmæssige målsætninger. Den nugældende

sammensætning af Miljøankenævnet er ikke egnet til at sikre dette

formål. Det er forslagsstillernes opfattelse, at disse hensyn

bedst varetages af et miljøankenævn, som er politisk sammensat.

Miljøankenævnets medlemmer bør udpeges af Folketinget efter

forholdstal, jf. Folketingets forretningsorden, § 36.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at de overordnede

samfundsmæssige hensyn bedst vil kunne varetages af et

miljøankenævn sammensat af medlemmer udpeget af Folketinget.

Der har forekommet urimelige tilfælde, hvor lokale sammenslutninger,

der har beskyttelse af miljø- og naturværdier som hovedformål,

ikke har kunnet opnå klageadgang. Der foreslås derfor en udvidelse

af klageadgangen således, at sådanne grupper får klageadgang,

forudsat at de har udvist en sådan interesse i sagen, at de har

anmodet om underretning om afgørelser i 1. instansens behandling.

De klageberettigede må sikres mulighed for at kunne gøre sig

bekendt med indkomne ansøgninger og sagsafgørelser.

Med de forbedringer, der i foråret 1986 blev indført i

miljøbeskyttelseslovens formålsbestemmelse, er der ikke tvivl om,

at det er Folketingets ønske, at hensynet til miljøet skal

opprioriteres. Derfor er der også grund til at tilpasse

ankesystemet for at fremme dette hensyn.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Forestillingen om, at der skal være mulighed for at få en sag prøvet

ved en anden instans, er dybt rodfæstet i dansk retstradition. Og

samtidig giver anden instans-behandling en afgørende mulighed for

fra mere centralt hold at påvirke indholdet af afgørelserne på

området. Udgangspunktet er derfor et to-instans-system med

mulighed for at klage een gang.

Miljøstyrelsen sidder inde med den fornødne tekniske faglige viden,

og styrelsen fungerer under miljøministerens ansvar. Derfor er det

naturligt, at Miljøstyrelsen bliver klageinstans for langt de

fleste miljøsager. Det må også tillægges betydning, at

Miljøstyrelsen har en tæt føling med den sagsbehandling, der

foregår i første instans. Forslagets hovedregel er, at

afgørelserne kun skal kunne indbringes for een klageinstans.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at enkelte afgørelser er af en så

principiel karakter, at det bør være muligt at fravige

hovedprincippet om kun to behandlinger, således at Miljøankenævnet

kan komme ind i billedet. Efter forslaget skal Miljøankenævnet

selv afgøre, hvorvidt sagen er af en så principiel betydning, at

nævnet bør tage sagen op.

Ad 2

Afgørelserne i 1. instans (typisk kommuner/ amtskommuner) er som

oftest truffet af politiske organer, fordi de er bedst egnede til

at foretage afvejninger af modsatrettede interesser. Den absolut

sidste instans bør derfor også være et politisk sammensat organ,

fordi det vil være bedst egnet til at foretage det nødvendige

helhedsskøn, og afgørelserne vil hermed få en betydelig autoritet.

Afgørende herfor er tillige, at afgørelserne følger det politiske

flertal i Folketinget og dermed i befolkningen.

Ad 3

De eksisterende regler i miljøbeskyttelsesloven m.fl. love skaber en

betydelig usikkerhed om klageadgangens rækkevidde. Der er ingen

særlige grunde til at begrænse gruppen af klageberettigede i

miljøsager, og de eksisterende regler har utvivlsomt været til

skade for miljøhensynet.

Versioner

1. 1988-05-21