Gelex

1987 BSF 59 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SOCIALT UDVIKLINGSPROGRAM MED SÆRLIG VÆGT PÅ DEN TVÆRGÅENDE OG FOREBYGGENDE INDSATS

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00059@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Med henblik på at fremme omstilling og at øge den forebyggende

indsats inden for det sociale område opfordrer Folketinget

regeringen til at afsætte de fornødne ressourcer på finansloven til:

1) - at fremme lokalt forankret udviklingsarbejde ved at støtte

initiativer til netværksprojekter, der går på tværs af sektor-,

forvaltnings- og faggrænser,

2) - at øge støtten til det arbejde, der udføres af private

hjælpeorganisationer, herunder projekter, der etablerer og

udbygger samarbejde mellem offentlige og private instanser,

3) - at øge støtten til allerede eksisterende forsøgsarbejde og

tværsektorielt forebyggende arbejde som SSP-samarbejdet,

krisecentre, alternative rådgivningscentre m.v.,

4) - at etablere et udviklingscenter med uafhængig status, der kan

sikre erfaringsopsamling og -formidling, og som har mulighed for

at fremme samarbejdet med og mellem alle implicerede parter på

alle niveauer,

5) - gennem udviklingscentret at udmelde afgrænsede temaer som

fællesramme for flere samtidige udviklingsprojekter, der skal

bygge på lokal, kommunal opbakning, tage sigte på varige

forandringer og fokusere på de involveredes egne behov og

ressourcer.

Udviklingsprogrammet gennemføres over en 5-årig periode med en årlig

bevilling på 100 mio. kr. (1988-kr.).

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Forslagets formål og ide

Beslutningsforslagets formål er at skabe grundlag for en massiv,

landsdækkende indsats på det sociale område i erkendelse af, at

de eksisterende ressourcer til forsøg og omstilling ikke er

tilstrækkelige.

Det sociale udviklingsprogram skal ses som en videreførelse af

ideerne bag Det Radikale Venstres 10-punkts-program for

voksenundervisning og folkeoplysning, vedtaget af Folketinget den

30. maj 1984, samt af udviklingsprogrammet for folkeskolen og

skolen som lokalt kulturcenter, vedtaget den 26. maj 1987.

Til de 2 programmers gennemførelse er der afsat henholdsvis 50 mio.

kr. og 100 mio. kr. årligt på finansloven, og forslagsstillerne

anslår, at beløb af samme størrelsesorden til det sociale

udviklingsprogram vil give basis for at sætte en reel

udviklingsproces i gang.

Forslagets grundide er, at socialt arbejde må tage udgangspunkt i en

helhedsopfattelse af mennesket og dets situation.

Formålet med socialt arbejde er at gengive den enkelte selvtillid og

selvhjulpenhed. Dette kan kun lykkes, hvis man hører op med at

dele mennesker og deres problemer op i sektorer i faglige,

fagpolitiske og forvaltningsmæssige båse.

Forslagets baggrund

Så godt som alle rapporter, betænkninger, konferencer m.v., der har

set dagens lys inden for de senere år, har påpeget behovet for

»at gå på tværs«, se f.eks. rapporten fra Socialstyrelsens

konference »Socialpolitik over grænser«, afholdt i København den

3. november 1986.

Alle involverede parter erkender, at vore systemer er båseopdelt,

men samtidig understreges det, at det er svært at arbejde på

tværs. Årsagerne hertil er mange: de enkelte personalegruppers

uddannelse, de faglige organisationers særinteresser,

ressortopdelingen i ministerier, kommuner og amter samt det

særlige »cigarkassesystem«, vi har i refusionsreglerne.

Foruden at bidrage til båseopdelingen er vort refusionssystem

direkte forebyggelsesfjendsk. Der gives 100 pct. refusion til

f.eks. førtidspension og kriminalforsorg, 50 pct. til

revalidering og behandling, mens der til rådgivning og vejledning

samt forebyggelse gives 0 pct. refusion.

En af forudsætningerne for, at socialt arbejde, herunder

forsøgsarbejde, kan lykkes, er derfor, at refusionsreglerne

ændres.

Det er forslagets hovedsigte at være igangsættende, og man kunne

derfor forestille sig en faldende refusionsprocent til støtte til

et projekt over en 3-5 års periode. Det er tanken, at amter og

kommuner under alle omstændigheder skal være medfinansierende i

de iværksatte projekter. Erfaringerne fra Socialstyrelsens

forsøgsrække viser, at forsøgene kun fører til varige ændringer,

hvis de har haft en fast forankring i de lokale forvaltninger. De

mere fritstående »vilde« forsøg har ofte manglet lokal

gennemslagskraft.

Dette forslag er altså ikke kun et forslag om at øge den

eksisterende forsøgspulje (80 mio. kr. i årene 1980-86).

Beslutningsforslaget ønsker at gå et skridt længere ved først og

fremmest at satse på de lokale ideer og forslag, som borgere,

forvaltninger og institutioner kan foreslå som løsninger på netop

deres problemer. Vi tror på, at der hos de offentligt ansatte er

uudnyttede kræfter og talenter i form af kendskab til lokale

forhold og måske mange års opsamling af gode ideer og forslag,

som det ikke har været muligt at realisere af arbejdsmæssige

eller økonomiske grunde.

Forslaget skulle give mulighed for at forløse disse kræfter, idet

den centrale indsats i form af konsulentbistand kun skal have

karakter af »fødselshjælp«.

Forslaget skal ses i lyset af, at vi netop i den kommende tid vil få

frigjort arbejdsmæssige ressourcer i socialforvaltningerne som

følge af omlægningen til retsbestemt kontanthjælp.

Erfaringerne med tværfaglige forsøg i kommunerne viser, at det er

nødvendigt, at de enkelte personalegrupper lærer, hvad der er de

andres faglige grundlag og virkeområde. Gensidig mistillid mellem

grupperne ødelægger ethvert ellers udmærket socialt projekt.

I visse kommuner har man måttet begynde med en slags jobgaranti, der

betyder, at de offentligt ansatte beholder deres job, men

accepterer at skulle lave noget andet end det, de oprindeligt er

ansat til. Det er en stor omvæltning, når man - som det er

udtrykt - skal holde op med at arbejde for borgerne og i stedet

arbejde med dem i et større fællesskab.

De seneste rapporter om de sociale tilstande i Danmark vidner om, at

»den ny fattigdom« ikke kan afhjælpes med forhøjede ydelser til

dem, der lever af overførselsindkomster.

Et af de største problemer i det moderne samfund er ensomheden, og

det er her, den hidtidige socialpolitik kommer til kort.

Den traditionelle socialpolitik retter sig mod den enkeltes

problemer, mens kulturpolitikken har et kollektivt sigte.

De »ny fattige« er karakteriseret ved at have meget få og svage

kontakter til andre mennesker (et svagt »netværk«).

Derfor er skabelsen af sociale fællesskaber eller netværk omkring de

svageste en socialpolitisk opgave, der rækker langt ud over den

traditionelle socialpolitik og ind i både kultur-, fritids-,

uddannelses-, bolig- og arbejdsmarkedspolitik.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

ad 1

Udviklingsmidlerne skal støtte de processer (brugerinvolvering,

udformning af ansøgninger, ideforløsning), der er en forudsætning

for, at udviklingsprojekter i lokalområder, kommuner og amter

kommer i gang.

Projekterne skal sigte på en behovsbestemt forbedret service gennem

udvikling af nye metoder i såvel indsatsen som den arbejdsmæssige

tilrettelæggelse.

Forebyggende arbejde må måles i processer, der kan bedre trivselen,

påvirke forståelse og holdninger, bidrage til metoder og

organisatonsudvikling, styrke samarbejde på tværs af fagsektorer

og andre grænser samt ændre eller justere regelsæt.

Udviklingsmidlerne kan anvendes som direkte tilskud (tidsbegrænset)

til initiativtagere, borgere, kommuner og amter, men bør

fortrinsvis gives i form af tilbud om konsulentbistand,

evaluering og formidling.

ad 2

De private organisationer inden for socialområdet udfører et stort

arbejde, som den offentlige sektor kun vanskeligt er i stand til

at påtage sig (krisehjælp døgnet rundt, varmestuer, alkoholfri

miljøer, hjælp til voldsramte kvinder - for blot at nævne nogle

få eksempler).

Private organisationer har hidtil haft vanskeligt ved at opnå andel

i forsøgsmidlerne, idet deres arbejde enten falder uden for

definitionen på forsøg, eller fordi det kaldes »administration«,

der ikke berettiger til støtte.

Forslagsstillerne finder, at de mange pæne ord om private

organisationer bør omsættes i handling og øget støtte.

Det offentlige systems medfødte mistænksomhed over for de private

hjælpeorganisationer bør nedbrydes gennem en bevidst indsats for

at etablere et samarbejde mellem det offentlige og de private

organisationer til gavn for de mennesker, som begge parter ønsker

at hjælpe.

ad 3

Udviklingsprogrammets forslag nr. 1 om støtte til nye projekter på

tværs af faggrænser m.v. må ikke overskygge den kendsgerning, at

sådanne projekter allerede findes og fortsat kan støttes.

SSP-samarbejdet udføres i dag alene ved kommunale midler i form af

de ansattes tid. Det er meget få steder, der er sat regulær

arbejdstid af til f.eks. SSP-samarbejdet.

Også i krisecentre, rådgivningscentre m.v. foregår tværfagligt

samarbejde, der kan have brug for konsulentstøtte eller anden

hjælp.

ad 4

Forslagsstillerne vil ikke på forhånd lægge sig fast på en bestemt

model for udviklingscentret, men vil henvise til mulige

forbilleder som »Udviklingscenter for Folkeoplysning og

Voksenundervisning« og »Center for Social Udvikling«.

Udviklingscentrets opgave er igangsætning, koordinering og

formidling. Det er afgørende, at der er en klar adskillelse

mellem centret og den bevilgende instans, der f.eks. kan være

Socialstyrelsens Forsøgsråd. Evaluering af projekterne bør foregå

uafhængigt af udviklingscentret.

ad 5

For at intensivere indsatsen for forebyggelse skal det være muligt

at udmelde afgrænsede temaer som ramme for flere samtidige

forsøg. Herved vil der blive mulighed for at afprøve, forbedre og

videreudvikle arbejdsmetoder og modeller til det sociale arbejde.

Udviklingscentret er med til at definere temaer for og rammer om

projekterne. Den konkrete udformning af hvert af projekterne

foregår med respekt for det lokale særpræg og de involveredes

egne ideer, forudsætninger og muligheder.

De, der deltager, får fordelene ved at blive en del af et

forsøgsmiljø, hvor forbindelse til andre giver mulighed for at

udveksle og udvikle både ideer og erfaringer.

Hvad der tilbydes, er altså ideforløsning, konsulentbistand

undervejs og en sikring af opsamling og formidling af erfaringer.

NOTER Ingen

Versioner

  1. 1988-05-21