Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00066@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer kultur- og kommunikationsministeren til at

fremsætte en række forslag til love om indsnævring af ophavsrettens

grænser, jf. navnlig lov om ophavsretten til litterære og

kunstneriske værker (lovbekendtgørelse nr. 52 af 27. januar 1987) og

lov om retten til fotografiske billeder (lovbekendtgørelse nr. 53 af

27. januar 1987).

Bemærkninger til forslaget

Forfatterretten opstod oprindelig, da bogtrykkerkunsten i det 15.

århundrede vandt indpas som noget nymodens. Takket være

indflydelsesrige pressionsgrupper med ordet i deres magt har

forfatterretten siden da bredt sig uhyrligt. Udviklingen er

havnet i et ophavsretssystem, som under nutidens tekniske forhold

er stærkt generende for samfundets trivsel. Mens ingen har drømt

om, at den asfaltarbejder, der har været med i et vejbyggeri,

skulle kunne kræve afgift, hver gang en trafikant passerer hen ad

den pågældende vej, har åndsarbejderne - til dels på

internationalt plan - trumfet igennem, at de kan få deres arbejde

betalt et væld af gange. Dette bevirker naturligvis, at deres

arbejder ikke bliver nær så udbredte, som de eller ville have

været. Mange brugere afskrækkes fra at benytte såkaldte

åndsværker, når der skal betales ekstra eller ikke kan ændres i

værket ud fra deres særlige behov. Da mange ophavsmænds mest

betydelige interesse består i at få værket udbredt mest muligt,

virker ophavsretsreglerne således ofte mest generende for

ophavsmændene selv.

Nutidens tekniske udvikling var ikke foruddiskonteret, da nærsynede

ophavsretsinteresseorganisationsrepræsentanter og

begrebsjuristeridyrkere fik udviklet ophavsretten til dens

nuværende monstrøse omfang. Forud for lovens to store revisioner

(nr. 149 af 26. april 1933 og nr. 158 af 31. maj 1961) gik mange

kompromiser, som gjorde lovsproget bevidst upræcist i forhold til

de konflikter, som allerede dengang blev forudset. En sådan

lovtekst er katastrofal, når den skal regulere helt nye og

uforudsete situationer.

Det beror derfor ikke på nogen saglig samfundsmæssig afvejning, at

vi har de generende restriktioner for eksempel vedrørende

fotokopieringsteknikkens anvendelse, avisudklipskolportering,

brugen af båndoptagere, edb-programmører, udsendelse af dåsemusik

på hoteller, i stormagasiner og på arbejdspladser, variationsbred

undervisningstilrettelæggelse, antenneforeningscopydanplagerier,

Koda/Gramex, genudsendelseshonorarsystemet og begrænsninger i

søfolks, grønlænderes og andres muligheder for at udnytte

kassettefjernsyn eller kabel-tv. Tilsvarende juridiske

pindehuggeri er åsagen til, at lokalradioer, tv og radio har

vanskeligheder med at få transmitteret de skatteyderbetalte

forstillinger på Det Kgl. Teater, de traditionelle tre

landsdelsscener og de yderligere teaterforestillinger, der gror

op på grundlag af offentlig støtte. Tv-satellitalderen er teknisk

lige om hjørnet, men dette folkehverdagskæmpefremskridt kan

sinkes i årevis af ophavsretssnørklerier. Hele videobranchens

reaktion over for såkaldte »pirater«, herunder plejehjem,

sygehuse og undervisningsanstalter, taler sit uhyggelige sprog

om, hvordan ophavsretten misbruges i Johan schluter-foreningens

og andre bagstræveres samfundsfremskridtsforhindrende korstog.

Edb-området har ofte vanskeligheder på de forskellige fronter.

For eksempel fra programmørerne til chips-opfindelser (jf.

industriministerens lovforslag nr. 28 af 14. oktober 1987,

førstebehandlet den 28. oktober 1987, jf. Folketingstidende

1987-88, forhandlingerne sp. 899-904).

Landscentralen for Undervisningsmidler sletter hvert år for

tusindvis af kroner av- og radioudsendelser produceret for

Danmarks Radio af bl.a. Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Ikke fordi udsendelsernes indhold ikke længere kan bruges til

undervisning, men fordi de ophavsretlige regler forhindrer, at de

bruges længere.

Reglerne siger, at bånd skal slettes efter fire år.

Torben Fersløv Andersen oplyser herom i Politiken den 30. april

1982: »Det tager normalt 2-3 år, før et program er nået igennem

til brugerne. Når så læreren har fået indøvet programmet og har

konstateret, at det kan bruges, skal det slettes.

Men sagen er endnu mere vanvittig. Mange af de pågældende programmer

er slet ikke produceret herhjemme. De er lavet i udlandet og

bearbejdet, såkaldt versioneret. Men når et sådant program er

blevet »versioneret«, følger det ophavsretsreglerne. Men disse

programmer er tilgængelige på andre måder. Måske har de været

udsendt over svensk tv. Når så den lokale skolecentral har

slettet båndet med den pågældende udsendelse, kan den bare ringe

til et forlag i Sverige, der straks kan levere den samme

udsendelse på svensk.'

I lederen fra Jyllands-Posten den 25. marts 1982 hed det bl.a.:

»Den danske afdeling af det internationale forbund til beskyttelse

af komponisters og tekstforfatteres rettigheder ved offentlig

fremførelse af deres værker - i daglig tale kaldet KODA - har

fundet ud af, at der bør betales afgift, hvis man ved et

offentligt arrangement afsynger sådanne tekster og melodier, der

findes for eksempel i Højskolesangbogen.

Det finder Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark mærkværdigt,

eftersom foreningen allerede har betalt afgift ved udgivelsen af

Højskolesangbogen.

KODA mener, at denne afgift omfatter trykningen af tekster og noder,

og man fastholder derfor, at der også skal betales afgift, når

tekster og melodier bruges. Prisen for mindre sangarrangementer,

hvor deltagerne selv lægger røster til, er således 116 kr. -

hvordan man så ellers er nået frem til dette beløb.«

Blandt de mange eksempler på ophavsretsgalskaberne kan også berettes

solstrålehistorien om Berlingske Tidende, som Nytårsdag 1982

illustrede sit referat af Dronningens nytårstale med et enkelt

billede af Dronningen på skærmen. Den tv-fotograf, der havde

filmet hende, gjorde det selvsagt som en del af sit lønnede

arbejde i Danmarks Radio. Desuagtet stævnede han Berlingeren for

at få honorar for avisens offentliggørelse af den fotografering,

som han hævdede at have ophavsretten til. Østre Landsret blev

nødt til at vride og vende ophavsretsloven, og efter at have

hugget hæle og klippet tæer i den vanvittige lov kom retten - med

to stemmer mod een - frem til at frifinde avisen for krænkelse af

fotografens kunstværk.

Hermed er gengivet en del af baggrunden for punkt 87 i »Det vil vi i

Fremskridtspartiet« (september 1981-udgaven).

»Ophavsretssystemet er gået over gevind og er forældet i sin

grundopbygning. Det hæmmer urmieligt livsudfoldelsen for den

almindelige borger og skal derfor nygennemtænkes med henblik på

en nedtrapning.«

Lovurimeligheden vanskeliggør derhos virkeliggørelse af

Fremskridtsprogrampunkt nr. 89 om, at »tv og alle tre

radioprogrammer køres 24 timer i døgnet, men i overvejende grad

på konservesbasis (eet program med blandet indhold, eet

udelukkende med let musik og eet udelukkende med taleudsendelser

af oplysende art). Genudsendelser bliver langt hyppigere, men

uden fornyet honorar.«

Forslagsstillerne kan helt tiltræde daværende generaldirektør Hans

Sølvhøjs udtalelse den 30. november 1975 på

radioprogramprovinsorganisationernernes store lyttermøde om at

kalde den gældende lovgivning om ophavsrettens bremser for

folkeoplysningen for »forrykt«.

Alle ærgrer vi os dagligt over forfængelighedens marked ved

afmelding af radioavis, regionalradio og mange andre udsendelser

- ja ofte ved delindslag i disse udsendelser. I stedet for at

koncentrere sig om det væsentlige skal man absolut have fortalt,

hvad det er for en medarbejder, der har været interviewer osv.

Hvis man endelig skal spilde tiden for millioner af mennesker på

den måde, var det nok mere demokratisk at oplyse, at studiets

mikrofoner var blevet afstøvet af frøken Othilie Jensen.

Når en radiofoni eller et fjernsynsselskab benytter ophavsretligt

beskyttede værker, må der een gang for alle ske afregning med

ophavsmændene, så disse ikke - individuelt eller gennem

organisationer - kan drøne verden rundt og oppebære gebyrer, hver

gang programmet udsendes. Forfattere, instruktører, skuespillere,

komponister, musikere, radioteknikere osv. skal ikke stilles

bedre end for eksempel de bygningsarbejdere, der har opført

Radiohuset eller de rengøringsassistenter, som har støvsuget og

gulvvasket i studierne og tømt askebægrene og papirkurvene før

optagelserne gik i gang. Når et værk først er produceret til de

elektroniske medier, skal enhver have lov til vederlagsfrit at

benytte det, hvis han har erhvervet normal ejendomsret over et

eksemplar af værkets materielle manifestation. Immaterielle

rettigheder foreslås derfor afskaffet på tv- og radioområdet.

Hvad specielt angår antenneforeninger og andre formidlere, må de

juridisk opfattes som en forlængelse af den enkelte seers radio-

og fjernsynsapparat. De pågældende formidlere bør derfor ikke

kunne afkræves afgifter til ophavsmænd. Copydanbutikken skal

lukkes lige så brat, som den dukkede op.

Ideologisk er der efterhånden stærke altmodische skær over

ophavsretten. Den er blevet særprivilegiet for selvbestaltede

herrer i åndernes rige med al deres hovmodighed og foragt over

for de usle arbejdskulier, som bare gør nytte, og som derfor

bestemt ikke kan fortjene ophavsrettigheder over deres

arbejdsresultater.

Uanset at der altså er et særdeles stærkt behov for at få gjort

noget ved spørgsmålet, har gammelpartierne år efter år i

frygtsomhed over for de magtfulde finkulturelles organisationer

danset trippevals på stedet.

Forslagsstillerne mener ikke, at det inden for indeværende

valgperiode vil være fornuftigt helt at afskaffe ophavsretten.

Åndsværksproducenten skal have mulighed for at opnå økonomisk

vederlag for sit produkt, og der er umiddelbart noget meget

tiltrækkende i, at de originalitetsværksarbejdere, der rangerer

højest - en Leif Panduros tv-forfatterskab, en Clara Pontoppidan

eller en Ib Henrik Cavling - bliver nogle af de højestaflagte i

samfundet.

Et vist hensyn skal også tages til de kontrakter, der allerede er

indgået ud fra ophavsmandens tillid til, at der fremover kunne

komme royalties.

Derfor går forslaget alene på en »indsnævring« af ophavsrettens

grænser. Den nærmere praktiske udformning må ske område for

område, så åndsværksforbrugerne - altså ikke skatteyderne -

kommer til at betale, men ikke sådan, at begrebsartisteri fortsat

skal formørke dette vigtige livsområde.

Mængden af rettighedshavere over det enkelte åndsprodukt,

teknologiens ekspresagtige foranderlighed, de mange åndsværker og

hele områdets internationale karakter har i forening tilvejebragt

så komplekse forhold, at det i al fald er aldeles uacceptabelt

for Folketinget fortsat at tolerere vanvidskavalkaden.

Det er Folketingets opgave at skære igennem, så hver enkelt borger

kan overskue sine rettigheder og pligter og let og friktionsfrit

modtage de kulturelle oplevelser, som vor tids vidunderteknologi

muliggør. Juraen må ikke halte bagefter. Men det gør den, så

længe Folketinget ikke påtager sig kraftindsatsen at skære

igennem alt fortidsdyndsblæveret.

Fremskridtspartiet er rede til at gå ind for en lang række

speciallovforslag ud fra de anførte synspunkter. Vi anser det

ikke for sandsynligt, at det vil give anledning til folkeretlige

repressalier mod os. Men vi vil være rede til at betale den pris

at blive smidt ud af det sippenipperi, som den 121 år gamle

Bernerunion er blevet til i dens gammeldomssvækkede affældighed.

Vi er nu inde i så indviklede og stadig skiftende

distributionsteknikker, at det er afsindigt at opretholde

ophavsretsbegrebsjurisprudensen. Dens dage er udrundne for

bestandigt. Jo før flertallet viser mod til at erkende dette, des

lykkeligere.

I øvrigt kan Danmark jo også (med års varsel) opsige sit medlemskab

i en eller flere af de fem ophavsretskonventioner, som vi har

tiltrådt, hvis dette på et eller andet tidspunkt findes

hensigtsmæssigt, og så kan en speciallovs ikrafttrædelsesparagraf

blot lægges det ene år ud i fremtiden.

Det foreliggende forslag er stort set en genfremsættelse af forslag

til folketingsbeslutning nr. 53 af 14. januar 1976, se

Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne sp. 6938-6961 og sp.

9154-9162, tillæg A sp. 2471 ff samt tillæg B sp. 895.

1976-initiativet gentoges ved B 42 af 12. januar 1983, jf.

Folketingstidende 1982-83, tillæg A spalte 1889 og

forhandlingerne spalte 7488 (1. behandling) samt tillæg B spalte

1347. Af forhandlingerne spalte 10445 fremgår, at forslaget den

6. maj 1983 blev nedstemt.

Men Fremskridtspartiet er i den grad i pagt med tidens udvikling, at

alle efterhånden må finde ud af, at forslaget er helt rigtigt.

1988-Z-håbet er, at de andre partier ikke fortsat vil lade sig

terrorisere af deres frygt for de magtfulde

kunstnerorganisationer, som de gjorde det den 30. april 1976 og

6. maj 1983.

Som Helge Dohrmann så udmærket skrev i Fremskridt den 9. maj 1986:

»Intet forhindrer forfattere i at have et job - og så skrive i

fritiden«.

Verden har allerede i århundredernes løb skabt så megen god kunst,

at det ikke ville være nogen ulykke, om der fremover sker en

væsentlig formindskelse i omfanget af nytilkommen kunst - i

første omgang altså fra det lille fnug på globussen, som

lilleput-danskerens 43.075 kvadratkilometre udgør.

Versioner

1. 1988-05-21