Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00078@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et udvalg, der inden den

1. juni 1989 skal udarbejde et forslag til sundhedslov omfattende

den primære sundhedssektor efter følgende retningslinjer:

- alle i den primære sundhedssektor skal ansættes af kommunen,

speciallæger dog af amtskommunen,

- der skal i kommunerne etableres lokale sundhedscentre, dækkende

behovet for en befolkning på 5.000-10.000 personer,

- det lokale sundhedscenter skal udføre lægevagt og lettere

skadestuearbejde døgnet rundt, forestå de forskellige

hjemmeplejeordninger, forestå lokalsamfundets sundhedstjeneste på

skoler og i småbørnsinstitutioner samt dække behovet for

kommunale konsulentfunktioner. Det frie lægevalg skal bevares i

samme omfang som i dag,

- sundhedscentrene skal bemandes tværfagligt, og følgende kategorier

foreslås repræsenteret: praktiserende læge, tandlæge,

syge/hjemmesygeplejerske og sundhedsplejerske. Herudover skal der

være tilknyttet socialrådgivere, jordemoder, psykolog, fysio- og

ergoterapeut samt speciallæger,

- kommunerne skal udarbejde lokale sundhedsplaner, der skal

fremlægges i en offentlig høringsfase.

Bemærkninger til forslaget

Generelle bemærkninger

Sundhedsvæsenet er midt i en brydningstid. Inden for næsten alle

områder er der uro og opbrud. De yngre lægers ansættelses- og

arbejdsvilkår er under debat, vagtlægerne kritiseres, de

offentligt ansatte overlæger styrter ud af døren for at passe

privatbiksen, de alment praktiserende læger har for travlt og er

for ødsle med midlerne - de er »ustyrlige« - eller rettere

udgifterne til sygesikringen kan ikke holdes inden for de

budgetterede rammer.

Igennem mange år har det været officiel dansk politik at styrke de

alment praktiserende læger og de praktiserende speciallæger på

bekostning af sygehusene. Men kigger man på tallene, ser man, at

denne politik i virkeligheden ikke er ført ud i livet.

I 1984 tiltrådte Danmark WHO's program »Sundhed for alle i år 2000«.

Det er et visionært og sammenhængende program med et langsigtet

mål. Det kan danne grundlag for sundhedsplanlægningen mange år

fremover.

Og det er da også på tide, at vi får en langsigtet planlægning, der

samtidig er smidig, når nye opgaver pludselig trænger sig på, som

det f.eks. er tilfældet med sygdommen AIDS.

Noget af det første, der springer i øjnene, når man betragter det

danske sundhedsvæsen, er den kunstige opdeling, der finder sted.

Noget er tillagt staten, noget amtskommunen og noget kommunen, og

herin denfor foregår der en yderligere unaturlig opdeling, typisk

mellem sygehusområdet og social- og sundhedsområdet. Områderne

hænger selvfølgelig sammen som forbundne kar, men alligevel føres

der i udstrakt grad en destruktiv kasseøkonomi, ikke af ond

vilje, men på grund af utilsigtede bivirkninger af den økonomiske

struktur. En opdelt kassestruktur hæmmer også kommunikationen

mellem de enkelte sektorer. I det hele taget er dårlig

kommunikation kendetegnende for hele området i bredeste forstand.

Den ene hånd ved ikke, hvad den anden foretager sig, eller drager

i hvert fald ikke nytte af det.

Oven i dette kommer en historisk betinget, men ikke funktionelt

betinget glidende opdeling mellem rent privat virksomhed over

halvoffentlig virksomhed til rent offentlig virksomhed. Et

moderne sundhedsvæsen kan ikke fungere efter »kasseprincippet«.

Emnet for dette beslutningsforslag er den primære sundhedssektor,

dvs. den del af sundhedsområdet, der ligger uden for sygehusene,

men som anført kan et moderne sundhedsvæsen ikke fungere efter

»kasseprincippet«. Hver enkelt sektor kan ikke betragtes

isoleret, men må ses i sammenhæng med de øvrige.

Den dårlige samordning ses både internt i den primære sundhedssektor

og mellem den primære og den sekundære sundhedssektor

(sygehusene).

Der er dårlig kommunikation mellem praktiserende læger indbyrdes,

mellem den alment praktiserende læge og de praktiserende

speciallæger, mellem de praktiserende speciallæger indbyrdes,

mellem praktiserende speciallæger og sygehusenes speciallæger,

mellem lægerne og hjemmesygeplejerske/sundhedsplejerske.

Der er uens og ofte uhensigtsmæssig geografisk placering af

speciallæger, hvor nogle landsdele har alt for mange, i hvert

fald i forhold til andre områder, der udpræget mangler

speciallæger.

Der finder i dag en mere eller mindre bevidst negligering fra

sygehusenes side sted af praktiserende speciallægers funktion og

formåen.

Der mangler klientfællesskab mellem lægerne og de øvrige

personalegrupper i det primære sundhedsvæsen. Således skal f.eks.

sundhedsplejerskerne i dag typisk samarbejde med mellem 10 og 40

læger, hvilket selvfølgelig umuliggør andet end sporadisk og

tilfældigt samarbejde. Noget intenst, grundigt og sammenhængende

samarbejde findes ikke.

Der finder stort set intet samarbejde sted mellem den enkelte

praktiserende læge og kommunens socialrådgivere trods åbenlyse

behov i talrige tilfælde.

Forebyggende tiltag er sygesikringsoverenskomsten ganske

uvedkommende, og det resulterer i, at læger er fuldt beskæftiget

med udelukkende at behandle den enkelte. Der afsættes ikke tid

til sundhedspædagogik, hverken til den enkelte eller til grupper

i samfundet.

Opsøgende arbejde honoreres ikke efter overenskomsten. De

praktiserende læger kender en stor del af de mennesker, der er

ved at komme i knibe, men initiativer honoreres ikke.

Der er i øjeblikket for ringe sammenhæng mellem indsatsen i

hospitalssektoren og efterbehandlingen i praksissektoren. F.eks.

opsøger patienter meget tit deres praktiserende læge få dage

efter udskrivelse fra hospital, mens de praktiserende læger

typisk først får besked om, hvad der er foregået under

indlæggelsen, efter en uge, og ofte kan der gå meget længere tid.

Alt i alt giver dette forklaring på, hvorfor en øgning af antallet

af læger i den primære sundhedssektor ikke giver den

ønskede/forventede aflastning af andre sektorer, specielt

hospitalssektoren. Strukturen må ændres radikalt.

Det her foreliggende beslutningsforslag tilgodeser også

intentionerne i det af SF den 27. oktober 1987 fremsatte

beslutningsforslag om amtskommunale åbne rådgivninger og

behandlingsinstitutioner for psykisk kriseramte

(Beslutningsforslag nr. B 13, se Folketingstidende 1987-88,

forhandlingerne sp. 698, 701 og 1586). Disse forslag vil begge

fremme det forebyggende og brugerstyrede i sundhedsarbejdet.

Bemærkninger til de enkelte punkter

»Alle i den primære sundhedssektor skal ansættes af kommunen,

speciallæger dog af amtskommunen«

De praktiserende lægers enestående stilling på arbejdsmarkedet som

en uhåndterlig størrelse midt imellem offentligt regi og liberalt

erhverv skal fjernes. På den ene side er de ikke underlagt det

liberale erhvervs jernhårde markedsmekanisme, og på den anden

side er halvdelen af honoreringen såkaldte ydelseshonorarer

(altså en slags akkord) - en honorering, som i hvert fald med den

nuværende sygesikringsoverenskomst ikke sikrer en adfærd hos

lægerne, der øger sundheden. Samtidig kan det offentlige ikke

bestemme antal, ydelsesmængde og art samt placering,

samarbejdsrelationer, tidsforbrug m.m.

Speciallæger skal ansættes ved sygehusene, og der skal oprettes

distriktsordninger med udadgående kvalitetsorienterede

ambulatorier i tilknytning til sundhedscentrene. Dette vil give

øget samordning mellem hospital og almen praksis - og i kraft af

tilknytning af socialrådgivere - også mellem sundhedsvæsenet og

den kommunale socialsektor.

Hvis indsatsen for alvor skal forbedres, kræver det en så omfattende

koordinering af de forskellige sektorer, at alle må ansættes i

offentligt regi.

»Der skal etableres kommunale sundhedscentre, dækkende behovet for

en befolkning på 5.000-10.000 personer«

Det har vist sig, at man i lægehusene kan påtage sig større og

bredere behandlingsopgaver end i solopraksis, men der mangler i

dag integration med speciallægefunktionen, således at lægehuset

kan blive den fremskudte enhed, der kan overtage en større del af

de nuværende sygehusopgaver.

Det lægelige fagområde er efterhånden så stort og stadig stigende,

at den nuværende opbygning af almen praksis med een eller ganske

få alment praktiserende læger kun i begrænset omfang kan give et

kvalitetstilbud.

Der foreslås derfor oprettet kommunale tværfaglige sundhedscentre,

hvor der samarbejdes tæt med den kommunale socialforvaltning og

lokalhospitalet.

Den faste stab af læger i sundhedscentret skal være alment

praktiserende læger, hvis antal aktuelt skal være ca. 7 for, at

døgndækning skal kunne lade sig gøre. Det vil svare til et

befolkningsgrundlag på 5.000-10.000 personer.

Speciallægerne skal ansættes på lokalsygehusene, men skal i en del

af arbejdstiden som led i sygehusets distriktsordning fungere i

de lokale sundhedscentre, dels med patientkonsultationer og dels

som rådgivere/undervisere for de praktiserende læger.

Når speciallægerne på sygehusene også har konsultationer i

sundhedscentrene, vil patienterne i hvert fald kende een læge på

sygehuset, og koordinationen mellem, hvad der foregår hos den

praktiserende læge før og ikke mindst efter indlæggelse, vil

blive bedre. Efterkontrollen efter indlæggelse foregår i det

lokale sundhedscenter. Nærhedsprincippet skal udbygges.

Når det lykkes at få etableret samarbejde mellem enhederne, vil

flere kunne færdigbehandles i primærsektoren med færre

indlæggelser og færre ambulante kontroller på sygehusene til

følge. Det vil også give bedre koordination ved indlæggelse,

»grydeklare« indlæggelser og sidst, men ikke mindst, en langt

større udveksling af erfaring, som modvirker faglig isolation.

Alt i alt giver det større tilfredshed hos patienterne, større

effektivitet og færre indlæggelser og dermed kortere ventelister.

»Det lokale sundhedscenter skal udføre lægevagt og lettere

skadestuearbejde døgnet rundt, forestå de forskellige

hjemmeplejeordninger, forestå lokalsamfundets sundhedstjeneste på

skoler og i småbørnsinstitutioner samt dække behovet for

kommunale konsulentfunktioner. Det frie lægevalg skal bevares i

samme omfang som i dag«

Nærhedsprincippet skal respekteres i så høj grad som muligt, og en

stor del af de tilfælde, der ses på skadestuerne i dag, vil kunne

klares af det lokale sundhedscenter. Der vil også kunne foretages

planlagte, mindre operative indgreb.

Det lokale sundhedscenter vil have forudsætninger for at kunne

rådgive om lokale forebyggende foranstaltninger og for at kunne

indgå i lokale sundhedsråd. Der skal afsættes øgede ressourcer

til sundhedspædagogiske initiativer og registreringsopgaver,

således at sundhedscentret kan påpege lokalsamfundets

sundhedsproblemer. Sundhedscentret kunne måske fungere som

krisecenter. Princippet om det frie lægevalg

(»familielæge-princippet«) skal føres videre i samme omfang som i

dag.

Familielægeordningen fungerer i dag kun mellem kl. 8.00 og 16.00.

Resten af døgnet dækkes store dele af landet af vagtlægeordninger

med skiftende læger, som ikke har tilknytning til lokalområdet.

Når det lokale sundhedscenter klarer lægevagten, vil lægerne have

kendskab til lokalområdet, og de vil i sundhedscentret have

adgang til familielægens oplysninger, ligesom der vil være

mulighed for før en vagt, men især efterfølgende, at udveksle

erfaringer mellem lokalområdets læger.

»Sundhedscentrene skal bemandes tværfagligt, og følgende kategorier

tænkes repræsenteret: praktiserende læge, tandlæge,

syge/hjemmesygeplejerske og sundhedsplejerske. Herudover skal der

være tilknyttet socialrådgiver, jordemoder, psykolog, fysio- og

ergoterapeut samt speciallæger«

Samordningsproblemerne, som jo rækker fra paramedicinske områder,

ergo/fysioterapeut m.m. over socialsektoren, psykologområdet og

til sekundærsektoren, er meget påtrængende og medvirkende til en

dårlig ressourceudnyttelse. Derfor skal en øget tværfaglig

arbejdsmetode fremmes.

Inden for primærsektorens område er nøglepersonen i hvert fald i

alle ikke decideret sociale problemer i dag den praktiserende

læge, og dennes funktion som koordinator, visitator og

kommunikationsknudepunkt skal bevares og forbedres.

Men det kræver undervisning. Der skal indlæres nye holdninger og

prioriteringer i behandlingsarbejdet, og lægernes uddannelse

inden for det sociale og psykologiske område skal udbygges.

Kontaktfladen til andre sektorer skal være bredest mulig for at

udnytte ressourcerne i de forskellige systemer bedst muligt.

En smidig primær sundhedssektor kræver et velsmurt samarbejde mellem

læge, hjemmesygeplejerske, sundhedsplejerske, fysioterapeut og

socialrådgiver m.fl. Det kræver klientfællesskab, så antallet af

samarbejdspartnere bliver rimeligt.

Forudsætningerne for, at den primære sektor kan udnytte ressourcerne

bedst muligt, er øget samarbejde med jævnlig professionel

kontakt, klientfællesskab og fælles målsætning og strategi.

»Kommunerne skal udarbejde lokale sundhedsplaner, der skal

fremlægges i en offentlig høringsfase«

Befolkningens stigende utilfredshed med behandlingssystemet hænger

bl.a. sammen med fremmedgørelsen og den manglende medindflydelse.

Der skal på samme måde som i forbindelse med f.eks. lokalplaner

udarbejdes lokale sundhedsplaner, som skal fremlægges til

offentlig høring.

Lokale sundhedsråd med forbrugere, politikere og fagfolk skal være

hovedhjørnestenen i tilrettelæggelsen af lokalsamfundets

sundhedsplan.

Bemærkninger vedrørende udvalget

Udvalget nedsættes under sundhedsministeren. Udvalget skal bestå af

personer med bred indsigt i området som helhed og med mulighed

for også at lægge overordnede perspektiver til grund for

udarbejdelsen af lovudkastet. Desuden skal udvalget have

deltagelse af medlemmer udpeget af de berørte organisationer.

Skriftlig fremsættelse

Birgitte Husmark (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg til

udarbejdelse af forslag til en sundhedslov.

(Beslutningforslag nr. B 78).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Versioner

1. 1988-05-21