Gelex

1987 BSF 91 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SELVFORVALTNING OG DEMOKRATI PÅ INSTITUTIONER, DER VARETAGER KORTERE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER (LÆRER- OG PÆDAGOGSEMINARIER, SOCIALE HØJSKOLER, BIBLIOTEKSSKOLER SAMT SKOLER, DER VARETAGER SUNDHEDSUDDANNELSER OG MARITIME UDDANNELSER)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00091@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 1988 at

fremsætte lovforslag, der indebærer:

a) at de pågældende institutioner får øget selvforvaltning på det

økonomiske område og på undervisningens tilrettelæggelse og

indhold,

b) at de studerende får medbestemmelse på undervisningens

tilrettelæggelse og indhold og på forvaltningen af

institutionernes økonomi og administration,

c) at lærerne får medbestemmelse på undervisningens tilrettelæggelse

og forvaltningen af institutionernes økonomi og på dispositioner,

der vedrører arbejdsforhold og ansættelser, samt på

institutionernes administration,

d) at det teknisk-administrative personale får medbestemmelse på

forvaltningen af institutionernes økonomi og på dispositioner,

der vedrører arbejdsforhold og ansættelser, samt på

institutionernes administration.

Lovforslagene skal skabe mulighed for en forsøgsordning over 4 år og

skal åbne op for forsøg efter følgende retningslinjer:

1. Der oprettes et skoleråd, der er skolens øverste myndighed, og

som træffer beslutninger inden for de af lovgivningen,

ministeriet, direktorater og bestyrelser fastlagte rammer.

Skolerådet består af:

a) 4 lærere

b)4 studerende

c)2 repræsentanter for det teknisk-administrative personale og

d)rektor.

2. Skolerådet skal af de bevilgende myndigheder have stillet et

beløb til rådighed, inden for hvilket skolerådet kan disponere

frit med respekt for de af lovgivningen, ministeriet,

direktorater og bestyrelser fastlagte rammer.

3. I forbindelse med udarbejdelse af lovforslagene skal ministeren

optage forhandlinger med de faglige organisationer og de

studerendes organisationer.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

SF fremsatte den 26. marts 1980 et beslutningsforslag i Folketinget

om demokratisering af uddannelsesinstitutioner, »der varetager

kortere videregående uddannelser« (Forslag til

folketingsbeslutning om en styrelseslov for institutioner, der

varetager kortere videregående uddannelser af Ebba Strange (SF)

m.fl. (B 118)).

Dette forslag var en logisk konsekvens af, at vi 10 år tidligere

havde fået en styrelseslov for universiteterne, der klart indebar

en demokratisering.

SF's beslutningsforslag blev afvist af de fleste ordførere. Der var

ikke tale om en principiel afvisning af, at der skulle ske en

demokratisering af de pågældende uddannelsesinstitutioner, men

forslaget blev bl.a. afvist med, at det var for vidtgående, at

det ikke passede til alle de berørte uddannelsesinstitutioner, og

at tiden ikke var inde til en reform for alle

uddannelsesinstitutioner.

Derfor er ambitionsniveauet i nærværende forslag sænket. Forslaget

går ud fra, at der skal laves en forsøgsordning, at de

implicerede parter skal inddrages i forbindelse med

lovforslagenes udarbejdelse, og at der skal være mulighed for

forskellige former for selvforvaltning og demokrati.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Skolerådet skal have tillagt den kompetence, der i øjeblikket ligger

hos rektor. Dertil kommer, at skolerådet naturligt kan få

delegeret en del af den kompetence, som i øjeblikket ligger i

direktoraterne og i bestyrelserne.

Det må være naturligt, at lærerrådet, de studerendes råd og et

tilsvarende råd for det teknisk-administrative personale - hvis

et sådant eksisterer - udpeger de respektive repræsentanter for

de tre grupper.

Rektor skal fortsat have en udøvende funktion og skal have et

koordinerende pædagogisk ansvar, men det skal ske på baggrund af

beslutninger truffet i skolerådet.

Det ville være i god overensstemmelse med tankegangen i forslaget,

at rektor blev ansat på åremål og blev udpeget blandt de øvrige

lærere. Det ville derfor være naturligt, hvis rektorstillingen på

en forsøgsinstitution blev ledig i forsøgsperioden, at rektor

blev udpeget af skolerådet for den resterende del af

forsøgsperioden.

Ad 2

Graden af selvforvaltning på det økonomiske område kan være

fuldstændig ved, at både penge til lønninger, administration,

undervisning, bygninger og inventar indgår i en samlet pulje. Men

den kan også være mindre udstrakt. Graden af selvforvaltning må

afhænge af, hvad den pågældende institution finder mest

hensigtsmæssigt.

Under alle omstændigheder er det nødvendigt, at der afsættes et

beløb til hver institution, der deltager i forsøget, svarende til

det beløb, institutionen ellers ville have fået.

Ad 3

Der foregår i dag enkelte forsøg med andre ledelsesformer, hvor

studerende og lærere i højere grad er inddraget. Men da

nærværende forslag forudsætter betydelige ændringer i retning af

demokrati og selvforvaltning, er det vigtigt, at de implicerede

inddrages i forbindelse med udarbejdelse af lovforslagene.

På samme måde er det vigtigt at slå fast, at etablering af konkrete

forsøg forudsætter accept hos lærere, studerende,

teknisk-administrativt personale og bestyrelserne, hvor sådanne

findes.

Versioner

  1. 1988-05-21