1987 BSF 96 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GRATIS INSULIN TIL SUKKERSYGEPATIENTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00096@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer sundhedsministeren til inden den 1. april 1988
at fremsætte lovforslag, der indebærer, at insulin til
sukkersygepatienter bliver gratis.
Bemærkninger til forslaget
Omkring 20.000 medborgere med insulinkrævende diabetes (sukkersyge)
må fra den dag, sukkersygen er konstateret, resten af deres
tilværelse - for de flestes vedkommende i en 40-70-årig periode -
betale omkring 2.000 kr. årligt for den insulin, der er en
betingelse for, at de kan overleve.
I de senere år har ændrede lægemiddelprisberegninger specielt for
insulinen og øgede produktionsomkostninger medført, at
insulinprisen er steget uforholdsmæssigt mere end anden medicin -
ca. 300 pct. over 6 år.
Sygesikringen yder 75 pct. tilskud til insulin, men for langt de
fleste patienter har det de senere år ikke været muligt at få
dækket de sidste 25 pct. Dette gør sammen med de høje
medicinpriser, at patienter med insulinkrævende diabetes er
blevet ramt urimelig hårdt økonomisk.
Forslagsstillerne mener derfor, at det offentlige bør dække samtlige
udgifter ved indkøb af insulin på apotek, dvs. at der ydes 100
pct. offentligt tilskud.
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at forslagets gennemførelse
formentlig vil kræve en udvidelse af sygesikringslovens § 7 med
et nyt stykke, ifølge hvilket amtskommunen afholder 100 pct. af
udgifterne til insulinpræparater, som er ordineret af lægen, og
som er optaget blandt insulinpræparater på den af
sundhedsministeren udsendte liste over lægemidler, som omfattes
af bestemmelsen.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at en sådan bestemmelse ikke
vil volde vanskeligheder rent administrativt. Således er
patientgruppen velafgrænset til kun at omfatte patienter med
diagnosen insulinkrævende diabetes. Forvekslinger kan næppe finde
sted, idet insulin kun kan anvendes til denne bestemte
patientgruppe og ingen andre.
Hertil kommer, at insulin ikke kan misbruges eller på nogen måde
have virkning for andre patientgrupper end netop gruppen med
insulinkrævende diabetes. Eksempelvis foreligger der ingen
erfaringer med sådanne forhold fra den periode, hvor insulin var
gratis.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at forslaget er økonomisk
overkommeligt at gennemføre. Den årlige udgift vurderes til ca.
20 mio. kr., men vil nok snarere vise sig at være noget under
dette beløb. Opmærksomheden henledes på, at insulinkrævende
diabetespatienter, som er tildelt pension, i forvejen får deres
insulinforbrug dækket 100 pct.
I forbindelse med beslutningsforslagets gennemførelse bør det
overvejes, om andre præparater skal være berettiget til 100 pct.
tilskud fra det offentlige.