Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00097@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til inden den 1. april 1988 at tage

de fornødne initiativer og herunder fremsætte lovforslag om de

nødvendige lovændringer til at ændre sygehuskommunernes

beslutningskompetence vedrørende sygehusapotekerne og til at udvide

sygehusapotekernes virksomhed efter følgende retningslinier:

1. Et sygehusapotek eller en sygehusapoteksfilial kan oprettes og

nedlægges efter sygehuskommunens beslutning som led i

sygehuskommunens øvrige sygehusplanlægning.

2. Et sygehusapotek eller en sygehusapoteksfilial kan levere

lægemidler og andre varer til

- sygehuskommunens øvrige sygehuse og private sygehuse, der har

driftsoverenskomst med sygehuskommunen,

-andre institutioner, som sygehuskommunen har driftsansvaret for,

f.eks. amtskommunale plejehjem, og selvejende institutioner, der

har driftsoverenskomst,

-andre sygehusapoteker og apoteker,

-sygehuse i andre sygehuskommuner, der ikke har eget sygehusapotek.

3. Der åbnes adgang til, at et sygehusapotek eller en filial i visse

tilfælde kan levere medicin til patientens brug uden for

sygehuset.

4. De i § 56 i lov om apoteksvirksomhed angivne særlige rammer for

produktion af lægemidler og dermed beslægtede varer på et

sygehusapotek bortfalder.

5. Et sygehusapotek eller en filial får mulighed for direkte indkøb

af lægemidler fra importører og fabrikanter.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

I 1986 er de samlede medicinudgifter opgjort til ca. 4,5 mia. kr.

Sygehussektorens andel heraf udgjorde godt 1 mia. kr. og

sygesikringens andel godt 1,6 mia. kr. Inden for sygehussektoren

dækker sygehuskommunerne medicinudgifterne 100 pct. Inden for den

primære sundhedssektor svarer sygesikringens udgifter til

halvdelen af medicinudgifterne i den primære sektor. Alt i alt

afholder sygehuskommunerne ca. 2/3 af de samlede medicinudgifter,

mens resten udredes af borgerne direkte i primærsektoren.

Der findes i dag i alt 16 sygehusapoteker fordelt på 8 amtskommuner,

Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Rigshospitalet.

Hovedparten af de eksisterende sygehusapoteker varetager i større

eller mindre omfang følgende funktioner:

1. Produktion af lægemidler. Sygehusapotekernes lægemiddelproduktion

dækker ca. 6 pct. af det samlede medicinforbrug. Til

sammenligning kan nævnes, at den private apoteksproduktion og

DAK-Laboratoriet A/S' centralproduktion dækker ca. 15 pct. af

forbruget, 27 pct. produceres af den danske medicinalindustri,

mens de resterende 58 pct. importeres.

2. Indkøb af lægemidler.

3. Distribution af lægemidler til sygehusafdelingerne og i nogle

tilfælde andre amtskommunale institutioner.

4. Videresalg af lægemidler til andre sygehusapoteker.

5. Indkøb af en lang række andre varer ud over det, der direkte

defineres som lægemidler.

6. En væsentlig sygehusfarmaceutisk service over for afdelingerne,

sygehusene og forvaltningerne. Der kan her peges på faglig

rådgivning i farmaceutiske spørgsmål, deltagelse i

lægemiddelkomitearbejde, hygiejnekomitearbejde, informations- og

oplysningsvirksomhed om lægemidler, lægemiddelhåndtering m.v.

Sygehusapotekernes virksomhed reguleres af lov nr. 279 af 6. juni

1984 om apoteksvirksomhed, der trådte i kraft den 1. januar 1985.

Foranlediget heraf har de sygehusapoteksejende amtskommuner,

Københavns og Frederiksberg Kommuner samt staten oprettet et

fælles interessentskab, Amternes Lægemiddelregistreringskontor

I/S, med et formål at varetage registreringsindehavernes

rettigheder og pligter.

Sygehusapotekerne drives af sygehusejerne, dvs. amtskommunerne,

Københavns og Frederiksberg Kommuner samt staten.

I de særlige bestemmelser i apoteksloven, der vedrører

sygehusapotekerne (kapitel 11), er lagt en række restriktioner på

sygehuskommunernes beslutningskompetence og sygehusapotekernes

virksomhed, som trækker i modsat retning af den ligestilling

mellem sygehusapotekere og private apotekere samt den øvrige

industri, der bl.a. lå i lovens intentioner, og som begrænser

sygehusapotekernes mulighed for at drive rationel virksomhed på

lige fod med andre producenter.

Nærværende beslutningsforslag tilsigter at fjerne en række af de

særlige restriktioner og begrænsninger, som er lagt på

sygehuskommunernes beslutningskompetence og sygehusapotekernes

virksomhed.

Beslutningsforslaget er i høj grad inspireret af betænkning nr.

1123/1987 fra det af indenrigsministeren nedsatte udvalg om

amtskommunalt udgiftspres og styringsmuligheder (Lotz-udvalget).

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad pkt. 1

Sygehusapotekerne drives som nævnt af sygehusejerne, dvs.

amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner samt staten.

Apotekslovens § 54 indebærer imidlertid, at et sygehusapotek

eller/og en sygehusapoteksfilial kun kan oprettes eller nedlægges

med indenrigsministerens (nu sundhedsministerens) tilladelse.

Denne indskrænkning i sygehusejernes beslutningskompetence gør

det vanskeligt for sygehusejerne at tilrettelægge

lægemiddeldistributionen på sygehusene på en hensigtsmæssig måde.

Derfor foreslås kompetencen tillagt sygehusejerne, således at

oprettelse og nedlæggelse af sygehusapoteker og filialer heraf

kan indgå i den øvrige sygehusplanlægning.

Ad pkt. 2

Efter den gældende apotekslovs § 55 fastsætter sundhedsministeren,

til hvilke sygehuse og institutioner et sygehusapotek eller en

filial heraf kan levere lægemidler og andre varer.

Det er således sundhedsministeren, som suverænt fastlægger

sygehusapotekernes leveringsområder. Det har i praksis betydet,

at sygehusapoteker ikke har kunnet levere medicin til f.eks.

amtskommunale plejehjem, som amtskommunen i øvrigt har det fulde

driftsansvar for.

Af den gældende lovgivning følger tillige, at et sygehusapotek eller

en filial heraf kun med sundhedsministerens tilladelse kan levere

til andre sygehuse - offentlige og private, hvormed der er

indgået driftsoverenskomst - i sygehuskommunen.

Endelig har en sygehuskommune ikke mulighed for at indgå aftale med

et sygehusapotek i en anden sygehuskommune om levering af

lægemidler m.v. til sygehuse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et sygehusapoteks eller en

filials leveringsområde væsentligt udvides og besluttes af

sygehuskommunen selv. Den eksisterende samhandelsmulighed mellem

sygehusapotekerne indbyrdes opretholdes, således at den heri

liggende rationaliseringsgevinst kan fastholdes fuldt ud.

Ad pkt. 3

Sygehusenes medicinordinationer vedrører alene patienter indlagt i

sygehusvæsenet. Sygehusene kan ikke levere medicin direkte til

patienter i primærsektoren.

I primærsektoren leveres medicin gennem de private apoteker.

Patienten betaler en patientdel af varierende størrelse, mens den

offentlige sygesikring dækker resten.

Afgrænsningen mellem de to leveringsområder og de økonomiske

konsekvenser for såvel patient som sygehuskommunerne kan i nogle

tilfælde give anledning til grænsedragningsproblemer.

Der bør her peges på bl.a. døende patienter, der plejes i hjemmet.

I begge tilfælde vil patienterne som regel have kontakt med

sygehusvæsenet, og det kan af behandlings- og leveringsmæssige

årsager være hensigtsmæssigt, at der er mulighed for levering af

medicin fra sygehuset til patientens brug uden for sygehuset.

I øvrigt bør det nærmere undersøges, hvilke konsekvenser det vil

have at etablere »udleveringsskranke« på sygehuse, hvor medicin

udleveres og finansieres på samme vilkår som i primærsektoren.

Ad pkt. 4

Rammen for produktion af lægemidler og dermed beslægtede varer på

sygehusapoteker er angivet i apotekslovens § 56, som har følgende

ordlyd:

» § 56. Sygehusapoteker kan fremstille:

1) magistrelle lægemidler,

2) de i § 57, stk. 1, nævnte lægemidler, såfremt disse af

registreringsindehaveren er anmeldt til Sundhedsstyrelsen inden

den 1. januar 1987 til fortsat fremstilling på sygehusapotek,

3) farmaceutiske specialiteter, der inden den 1. januar 1985 er

registreret i henhold til § 15 i lov om lægemidler til

fremstilling på sygehusapotek,

4) farmaceutiske specialiteter, der efter den 1. januar 1985

registreres til fremstilling på sygehusapotek, såfremt de

pågældende lægemidler helt eller fortrinsvis er bestemt til at

anvendes til sygdomsbehandling på sygehuse, og

5) andre varer, der anvendes i sundheds- og sygeplejen på sygehusene.

Stk. 2. De lægemidler og de andre varer, der er nævnt i stk. 1, kan

forhandles til andre sygehusapoteker. De lægemidler, der er nævnt

i stk. 1, nr. 4, kan endvidere forhandles til apoteker.«

Bestemmelsen om sygehusapotekernes tilladte produktion indebærer, at

sygehusapotekerne ikke kan registrere og fremstille et nyt

lægemiddel, såfremt dette også finder anvendelse til

sygdomsbehandling uden for sygehusene. Det er klart, at der i

sygehusenes forbrug af lægemidler kan udskilles en lang række

såkaldt sygehusspecifikke lægemidler, dvs. lægemidler, der

fortrinsvis anvendes til sygdomsbehandling på sygehusene. På den

anden side anvendes også inden for sygehusvæsenet de samme

lægemidler, som anvendes i primærsektoren. Sygehusapotekerne må

efter lovens bestemmelser gerne fremstille de gammelkendte af

sådanne lægemidler, der både anvendes inden for og uden for

sygehusvæsenet, mens sygehusapotekerne ikke må fremstille et nyt

lægemiddel med tilsvarende udbredelse, uanset om økonomiske

overvejelser måtte føre til, at en sygehusapoteksproduktion kunne

billiggøre præparatet.

Det foreslås, at de særlige rammer for sygehusapotekernes produktion

bortfalder.

Ad pkt. 5

Pr. 1. januar 1985 gennemførte lægemiddelbranchen - importører og

fabrikanter - en såkaldt distributionsordning. Dette betød, at

sygehusapotekerne blev afskåret fra at indkøbe lægemidler direkte

fra fabrikant eller importør. Ordningen medførte samtidig en hel

unødvendig fordyrelse af sygehusapotekernes medicin.

Sygehusapoteksejerne har siden foråret 1983 forsøgt at få

totaldistributionsordningen tilsidesat - hidtil forgæves hos

monopolmyndighederne og i Østre Landsret. Sagen verserer for

tiden i Højesteret.

Fire amtskommuner og Københavns Kommune har igennem længere tid søgt

godkendelse hos indenrigsministeren for en fælleskommunal

lægemiddel-grossistvirksomhed (AMGROS).

Den foreslåede bestemmelse vil åbne adgang til at foretage indkøb

direkte hos importør og fabrikant.

Versioner

1. 1988-05-21