Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19871BA00098@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativ til

gennemførelse af mere fleksible åbningstider for detailhandelen og

offentlige kontorer, institutioner m.v.

Ændringerne bør gennemføres efter følgende principper:

1. Den gældende tilladte butikstid for detailhandlere samt frisør-

og skønhedssaloner opretholdes uændret, dvs. maksimalt 691/2 time

om ugen.

2. Den enkelte handlende fastsætter frit sin åbningstid på hverdage.

3. De i lov nr. 218 af 28. april 1976 om butikstid § 3, stk. 1, nr.

2-6, nævnte butikker (bagere, blomsterhandlere m.fl.) kan fordele

åbningstiden på samtlige ugedage.

4. Apoteker, benzinstationer, kiosker i transportmidler og i

trafikknudepunkter for den kollektive trafik samt eventuelle

motorvejskiosker er ikke omfattet af reglerne i punkt 1 og 2.

Der fastsættes snævre begrænsninger for sortimentet i disse

butikstyper.

5. Kommunalbestyrelsen kan tillade søndagssalg efter

retningslinjerne i den gældende lovs § 6, herunder i hvilket

omfang de handlende skal være underlagt 691/2 time-reglen.

6. Kommunalbestyrelsen kan endvidere give tilladelse til søndagssalg

i områder med væsentlige turistinteresser. Tilladelsen skal gives

til samtlige handlende i området, der kan fordele åbningstiden på

samtlige ugedage (jf. punkt 3). Tilladelsen kan begrænses til

særlige perioder af året.

7. Det henstilles til offentlige myndigheder og institutioner

(f.eks. kommunale forvaltninger, biblioteker, posthuse,

politikontorer) at indføre mere forbrugervenlige åbningstider

tilpasset det lokale behov.

8. Der optages forhandlinger med banker og sparekasser med henblik

på at opnå tilsvarende åbningstider tilpasset det lokale behov.

9. Den ugentlige åbningstids fordeling skal markeres tydeligt ved

skiltning.

Bemærkninger til forslaget

Nærværende forslag til folketingsbeslutning er en uændret

genfremsættelse af et af Det Radikale Venstre i folketingsåret

1985-86 fremsat forslag til folketingsbeslutning om fleksible

åbningstider, jf. Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp.

6813, 7654 og 11982, tillæg A sp. 4493 og tillæg B sp. 1965.

Efter afvisningen af dette forslag nedsatte industriministeren det

såkaldte Åbningstidsudvalg bestående af repræsentanter for 33

organisationer, interesser og institutioner. Dette udvalg har nu

afsluttet sit arbejde.

Ved 2. behandling af forslaget til folketingsbeslutning om fleksible

åbningstider den 28. maj 1986 udtalte Det Radikale Venstre om

nedsættelsen af Åbningstidsudvalget bl.a.:

»Når vi ikke bare har stillet os tilfredse med det udvalg, som

ministeren foreslår, så er det, fordi vi ikke har ret megen

tiltro til, at 33 organisationer kan blive enige om noget

hensigtsmæssigt. Og det er kommissoriet, at man skal komme med

forslag til fleksible åbningstider - det er godt, at der står det

- som udvalget måtte finde hensigtsmæssige.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke tror på, at det er

den måde, man får sagerne grundigt belyst på. Jeg (Aase Olesen)

tror, det havde været fornuftigere, om man havde nedsat et lille,

hurtigtarbejdende sagkyndigt udvalg til at komme med forskellige

mulige løsninger og så sendt disse forskellige forslag til høring

hos de 33 organisationer. For i sidste ende skal beslutningen jo

træffes herinde. Det havde nok været mere hensigtsmæssigt.

Det er baggrunden for, at vi ikke tror på det udvalg, men vi ønsker

selvfølgelig, da det nu bliver nedsat, at man vil høre efter også

den debat, der foregår her og nu, og at man vil være klar over -

også i de organisationer, som hidtil har siddet med korslagte

arme i denne sag - at toget er ved at køre. Det vil ikke være

muligt, heller ikke i det 33 mand store udvalg, blot at sige nej.

Nu må man til at diskutere, ikke om der er et behov, men hvordan

man imødekommer behovet for mere fleksible åbningstider . . .«.

Jf. Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 11987.

Det er umiddelbart før jul fremgået af pressen, at

Åbningstidsudvalget har afsluttet sit arbejde uden en samlet

indstilling til ministeren, men derimod med hele otte

mindretalsindstillinger. Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten den

9. december 1987 var der ellers i Åbningstidsudvalget udarbejdet

et kompromisforslag gående ud på, at butikkerne ud over den

almindelige butikstid, til kl. 17.30 de første fem ugedage og til

kl. 12.00 på lørdage, frit skulle kunne placere yderligere 11

timer, dog ikke efter kl. 20.00 de første fem dage og ikke efter

kl. 16.00 på lørdage. Dette konkrete forslag kunne ikke samle

flertal i udvalget, selv om der dog synes at være flertal for et

generelt forslag om, at det bør være muligt for enhver butik at

foretage en fri fordeling af et vist antal timer over ugen. En

sådan mulighed tilgodeses netop med det radikale

beslutningsforslag, uden at forslagsstillerne i øvrigt kender den

endelige betænkning fra udvalget. Betænkningen kan nemlig først

forventes offentliggjort i slutningen af januar 1988 - efter

udløbet af Folketingets frist for fremsættelsen af forslag.

Forslagets genfremsættelse i uændret form skyldes altså, at Det

Radikale Venstre ikke har haft mulighed for at tage udgangspunkt

i den endelige betænknings konklusioner.

Siden Det Radikale Venstre i 1986 sidst ønskede en revision af

lukkeloven, jf. ovennævnte beslutningsforslag, har udviklingen

kun bekræftet behovet for en udvidet fleksibilitet, der åbner

mulighed for tilpasning til lokale behov. Samfundet ændrer sig på

afgørende områder, og såvel inden for brancherne som inden for

forbrugerkategorier viser der sig et øget behov for

fleksibilitet. Det er i den forbindelse karakteristisk, at der i

de seneste år har fundet en mærkbar opblødning sted i holdningen

hos de butiksdrivendes organisationer.

Samtidig har en Observa-undersøgelse i Morgenavisen Jyllands-Posten

mandag den 4. januar 1988 afsløret, at 32 pct. (altså ca. en

tredjedel) af landets børnefamilier er henvist til at købe en del

af deres dagligvarer uden for butikkernes almindelige åbningstid,

dvs. efter kl. 17.30 fra mandag til torsdag. For enlige i erhverv

er det hele 41 pct., der jævnligt fra mandag til torsdag er

henvist til at foretage indkøb efter kl. 17.30. Det konstateres i

Morgenavisen-Jyllands-Posten af undersøgelsen, at det »helt klart

(er) børnefamilierne med udearbejdende forældre, der i et vist

omfang er henvist til at foretage supplerende indkøb typisk i

døgnkiosker og benzinstationers kiosker«. Det konstateres

samtidig i forbindelse med undersøgelsen, at en stor del af

omsætningen uden for normal butikstid omfatter mælkeprodukter,

kaffe, frugt og smør.

Den gældende lov om butikstid optrykkes som bilag til

beslutningsforslaget.

Nedenfor gengives bemærkningerne (idet bilagene udelades bortset fra

bilag III) til det af Det Radikale Venstre i folketingsåret

1985-86 fremsatte beslutningsforslag om fleksible åbningstider:

»1. Indledning.

I foråret 1985 fik det radikale venstre med et meget stort flertal

nedstemt sit forslag til folketingsbeslutning om en

liberalisering af lukkeloven (jfr. Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 5904, 7502 og 10406, tillæg A sp. 3551 samt

tillæg B sp. 1441).

Når forslagsstillerne atter forsøger at komme igennem med et

forslag, skyldes det en formodning om, at der i flere partier er

ved at være opstået en forståelse for, at Danmark ikke fortsat

kan leve med verdens mest restriktive lukkelov.

Det er vanskeligt at forklare, at mens mennesker mange steder i

verden må stå i kø på grund af mangel på mad, står vi danskere i

kø af mangel på tid til at købe mad.

Efterhånden som kioskers og benzinstationers varesortimenter med

eller uden lovmedholdelighed udvides, opstår der en grotesk

forskel på, hvad der kan købes på hverdage før og efter kl.

17.30. Det bliver sværere og sværere at forstå, hvorfor det er

tilladt at købe cigaretter, rødvin og benzin efter kl. 17.30,

mens indkøb af grønsager, slagtervarer og isenkram er strengt

forbudt efter dette tidspunkt.

Debatten sidste forår viste, at der i det nuværende folketing er

massiv modstand mod at ændre åbningstiderne. Selv et forslag om

en begrænsning af den samlede åbningstid blev opfattet som en

»udvidet« åbningstid. Flere partier var modstandere af

åbningstider på søn- og helligdage, og flere ordførerre

fremhævede, at der snarere var brug for udvidede eller ændrede

åbningstider i offentlige kontorer, posthuse, pengeinstitutter

m.v.

I det foreliggende forslag er der taget højde for disse

indvendinger, og forslagsstillerne håber hermed at have banet

vejen for beskedne åbninger i de stivnede politiske fronter på

lukkelovsområdet.

2. Den seneste udvikling.

Efter at det radikale venstre i foråret 1985 forgæves forsøgte at få

tilslutning i folketinget til en liberalisering af lukkeloven,

har behovet for mere fleksible åbningstider flere gange på ny

vist sig.

Butikskæden Irma har haft en betragtelig succes med fleksible

åbningstider, således at 42 Irmabutikker i hovedstadsområdet nu

på skift holder åbent til kl. 20.00 på en af ugens fire første

butiksdage. Desuden har flere mindre købmænd i de seneste par år

haft succes med fuld udnyttelse af lukkeloven de sidste tre

butiksdage af ugen: torsdag, fredag og lørdag.

For nylig har De samvirkende Købmandsforeninger tilkendegivet, at

man er parat til at gå ind for i alt 12 ekstratimer (mod nu 6)

placeret ud over normal lukketid på ugens 5 hverdage: mandag,

tirsdag, onsdag, torsdag samt fredag.

En meningsmåling afslørede i efteråret 1985, at 30 pct. af

forbrugerne ønskede at kunne købe ind senere end kl. 17.30 på

hverdage. Blandt gruppen enlige i erhverv ønskede næsten

halvdelen at kunne købe ind senere end kl. 17.30. (Se bilag I).

Samtidig har Amtskommunernes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF)

i en undersøgelse vedrørende et forsøgsprojekt i Birkerød om nye

åbningstider konstateret en generelt langt mindre andel af

tilfredshed med de eksisterende åbningstider, end bl.a.

industriminister Ib Stetter har gjort gældende. Samtidig ønsker

en betragtelig del af de adspurgte i AKFs undersøgelse ændret

åbningstid for både offentlige institutioner og private

forretninger. Det konstateres, at de gældende åbningstider er et

problem for forbrugerne i Birkerød. (Se bilag II).

For de mindre købmænd betyder en stadig skærpet konkurrence i disse

år fra kiosker og døgnbutikker, der ikke er omfattet af

lukkeloven, såvel en mindsket omsætning som en mindsket

markedsandel. Tillige med konkurrencen fra de store butikskæder

bliver konsekvensen for mange små butikker ofte butiksdød.

Samtidig med at de små købmænd er i farezonen, er også

specialbutikker som fiskehandlere, grønthandlere og bagere

udsatte.

For mange forbrugere er konsekvenserne af den nuværende, ufleksible

lukkelov uheldige. Prisniveauet i kiosker og døgnbutikker er

højere end i købmandsforretninger. Det ændrede familiemønster,

hvor ofte hele den voksne husstand er udearbejdende, betyder

altså ikke alene en stresset indkøbssituation, men også en reel

fordyrelse af varerne, hvis man er henvist til at købe ind efter

kl. 17.30. Endvidere er det ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv

uheldigt, at kiosker og døgnbutikker hele døgnet uden konkurrence

kan udbyde ofte usunde fødevarer, mens de forretninger, der

sælger sund mad, skal lukke kl. 17.30.

3. Argumenter mod fleksible åbningstider.

Det er hævdet, at en liberalisering af lukkeloven i retning af mere

fleksible åbningstider først og fremmest vil gavne de store

butikker og butikskæder. Det er ikke rigtigt. Tværtimod vil en

øget fleksibilitet gavne især de mindste butiksenheder, der

lettere vil kunne omstille sig til ændrede åbningstidspunkter end

de større enheder inden for detailhandelen.

Det er heller ikke rigtigt, når det hævdes, at det primært er de

store kæder, der udnytter mulighederne i lukkeloven til at holde

længe åbent. Tværtimod er der flere og flere af de mindre

købmænd, der gør positive forsøg med mere fleksible åbningstider.

Det gør de bl.a. for lidt bedre at kunne konkurrere med kioskerne.

Det er forkert at hævde, at behovet hos forbrugerne til ændrede og

mere fleksible butikstider ikke er til stede. Når 30 pct. af alle

adspurgte i en Observa-undersøgelse i september 1985 og 42 pct.

af de enlige i erhverv efterlyser bedre indkøbsmuligheder i de

tidlige aftentimer, er der tale om et behov. At et flertal er

tilfreds med de nuværende åbningstider, skjuler ikke, at et

betragteligt mindretal efterlyser mulighed for indkøb i

aftentimerne.

Det hævdes endvidere, at mere fleksible åbningstider vil virke

fordyrende for forbrugerne i form af dyrere varer. Det er netop

på et sådant punkt, at de små forretningsdrivende med få eller

ingen ansatte lettere vil kunne omstille sig til ændrede

åbningstider end de store kæder - uden højere priser for

forbrugerne.

I debatten vedrørende lukkeloven bringes nærbutikkernes situation

tit frem i søgelyset. Med fleksible åbningstider vil

nærbutikkerne blive gavnet. Med åbningstid til f.eks. kl. 19 på

hverdage vil nærbutikkerne også kunne betjene de kunder, der lige

er kommet hjem fra arbejde i de større byer. Således vil

nærbutikkerne og ikke de store butikscentre nær eens arbejdsplads

blive gavnet.

4. Kvinderne og de fleksible åbningstider.

I lukkelovsdebatten er det blevet hævdet, at især de kvindelige

ansatte må undgælde, hviket er forkert. Tværtimod vil mere

fleksible åbningstider (altså ikke generelt længere åbningstider)

kunne tilrettelægges individuelt i den enkelte butik, således at

forskellige ønsker og behov hos de ansatte med hensyn til

arbejdstid kan tilgodeses. I øvrigt er mange andre store grupper

på arbejdsmarkedet i arbejde på tidspunkter uden for den normale

lukketid. Her kan nævnes togpersonale, ansatte i hotel- og

restaurationsbranchen, ansatte inden for kultur og underholdnng

samt ansatte inden for hospitalsvæsen, ældrepleje m.v. Hvis

kvindelige ansatte inden for butiksområdet kommer til at undgælde

for mere fleksible åbningstider, er der så ikke allerede i dag

tale om, at kvindelige ansatte inden for f.eks. sundhedssektoren

(hvor hovedparten af de ansatte er kvinder) holder for i forhold

til de grupper på arbejdsmarkedet, der arbejder efter fastlagte

arbejdstider?

Den skæve kønsfordeling på arbejdsmarkedet skal rettes op, men den

kan ikke anvendes som argument mod en liberalisering af

lukkeloven.

Den mest selvmodsigende argumentation kommer fra de faglige

organisationer, som på een gang går ind for 35 timers arbejdsuge

(eller mindre) og samtidig går imod fleksible åbningstider.

En generel nedsættelse af arbejdstiden må uvægerlig føre til, at

stadig flere mennesker må arbejde uden for »normal« arbejdstid.

5. Familiemønsteret og de fleksible åbningstider.

Der er i Danmark i alt 2,1 mill. husstande. Heraf har 950.000

husstande en eller flere voksne, der er ude af erhverv, og der er

intet mærkeligt i, at disse husstande ikke har noget særligt

behov for ændrede åbningstider.

Som det fremgår af bilag I, der gengiver en tabel fra Observas og

Morgenavisen Jyllands-Postens undersøgelse af tilfredsheden med

åbningstider (offentliggjort den 12. august 1985), findes den

største utilfredshed i hovedstadsområdet (pendlere). Af de

undersøgte familietyper er det »1 voksen i erhverv«, der udviser

den største andel af utilfredse.

Ejendommeligt nok opdeles denne gruppe (på i alt 320.000 familier)

ikke i 2 grupper, med og uden børn, således som tilfældet er for

familier med flere voksne.

Da der i dag er i alt ca. 100.000 reelt enlige forsørgere, hvoraf

mange er heltidsarbejdende, er det næppe forkert at antage, at

den største utilfredshed netop kommer fra de enlige forsørgere,

og at indkøbsproblemerne er en stor belastning i dagligdagen for

denne familietype.

Det fremgår i øvrigt af Observa-undersøgelsen, at der nu er 520.000

husstande med børn, hvor 2 eller flere voksne alle har

udeerhverv. Uanset at en vis del af disse familier har en voksen

med deltidsarbejde, vil også en stor del af de 520.000 familier

med børn være belastet af lukkeloven.

At fremme fleksible åbningstider vil mere end noget andet være et

bidrag til at afhjælpe den forjagethed, som præger mange

børnefamiliers hverdag.

Bilag III:

Bilag I: Uddrag af Observa-undersøgelsen tabel 1 a.

Bilag II: Uddrag af Amtskommunernes og Kommunernes

Forskningsinstituts undersøgelse.

(Birkerødundersøgelsen: tabel 2.1 s. 16-17 med ledsagende tekst samt

tabel 3.1 s. 24-25 med ledsagende tekst)

Bilag III: Gældende lov om butikstid.

Bilag

Lov nr. 218 af 28. april 1976 om butikstid

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør

vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende

lov:

§ 1. Den almindelige butikstid i detailhandelen er på hverdage fra

kl. 6 til kl. 17.30, lørdage dog fra kl. 6 til kl. 12.

Stk. 2. Herudover må enhver butik holdes åben i indtil 6 timer

ugentligt. Placeringen af denne supplerende butikstid fastlægges

af den enkelte butik, dog at de 6 timer højst må fordeles over 3

dage. Den supplerende butikstid må ikke placeres på lørdage efter

kl. 14 og på søn- og helligdage.

Stk. 3. Falder grundlovsdagen og juleaftensdag på en hverdag, må der

kun holdes åbent til kl. 12. Påske- og pinselørdag og de sidste 6

hverdage før juleaftensdag forlænges den almindelige butikstid

til kl. 20. Den sidste søndag før juleaftensdag er den

almindelige butikstid fra kl. 10 til kl. 20.

Stk. 4. Butikker, hvorfra der foregår detailsalg, må ikke holdes

åbne for publikum uden for de i stk. 1-3 angivne butikstider.

Forbuddet omfatter salgs- og udleveringssteder samt lagre.

Stk. 5. Det skal ved samtlige indgangssteder til en butik tydeligt

angives, hvornår butikken holdes åben. For så vidt angår

bestemmelsen i stk. 2 må denne skiltning kun ændres een gang om

måneden, og således at ændringen sker pr. den første med virkning

for hele vedkommende måned.

Stk. 6. Loven gælder også for fordeling af varer fra

andelsforeninger.

Stk. 7. Optagelse af bestillinger er tilladt uden for butikstiden,

men levering må tidligst ske i den påfølgende butikstid.

Stk. 8. Frisørsaloner og saloner for skønhedspleje må ikke holdes

åbne for publikum uden for de i stk. 1-3 angivne butikstider.

Stk. 5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9. Kunder, som befinder sig i en butik ved butikstidens ophør,

kan ekspederes i indtil et kvarter efter dette tidspunkt. I

frisørsaloner og saloner for skønhedspleje kan sådanne kunder dog

ekspederes i indtil en time efter butikstidens ophør.

§ 2. Bestemmelserne i § 1 gælder ikke for salg af følgende varer:

1. Medicinalvarer fra apoteker og apotekers håndkøbsudsalg.

2. Aviser på gader og pladser.

3. Brændsel.

4. Proviant til skibe og luftfartøjer samt til lastmotorkøretøjer i

langturstrafik.

5. Motorkøretøjer, traktorer, landbrugs- og entreprenørmaskiner,

skibe og luftfartøjer samt tilbehør hertil.

6. Lystbåde, campingvogne, telte og andet lejrudstyr uden for

sædvanlig butikshandel.

7. Fersk fisk uden for sædvanlig butikshandel.

8. Naturalprodukter af eget jordbrug og husdyrhold.

9. Havebrugsvarer fra gartnerier og planteskoler.

10. Husdyr.

11. Varer fra automat.

12. Varer i henhold til lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v.

13. Løsøre, der afhændes ved tvangsauktion eller er indleveret fra

et bo og afhændes ved frivillig, offentlig auktion.

§ 3. Bestemmelserne i § 1 gælder ikke for følgende butikker:

1. kiosker,

2. konfekturebutikker,

3. bagerbutikker,

4. brødudsalg,

5. smørrebrødsbutikker,

6. blomsterbutikker og

7. benzinstationer,

såfremt butikken til enhver tid kun fører sådanne varer, som

handelsministeren fastsætter, og der ved samtlige indgange til

butiks- og lagerlokaler er opsat et skilt, der på tydelig måde

bærer påskriften: »Begrænset varesortiment«.

Stk. 2. Et salgslokale kan kun henføres under en af de i stk. 1

opregnede butikker. Salgslokaler, der henføres under forskellige

af de i stk. 1 nævnte butikker, må ikke være indbyrdes forbundne.

§ 4. Butikker, hvorfra der på hverdage sælges aviser eller

mejeriprodukter, må på søn- og helligdage holdes åbne fra kl. 6

til kl. 10 for salg af sådanne varer, som handelsministeren

fastsætter.

§ 5. Bestemmelserne i § 1 gælder ikke for områder, der i det

væsentlige benyttes til sommer- og weekendophold. Det samme

gælder områder ved den dansk-tyske landgrænse.

Stk. 2. Beslutning om, hvilke områder der skal være omfattet af stk.

1, træffes af kommunalbestyrelsen efter forhandling med de

berørte organisationer. Handelsministeren fastsætter

retningslinjer for, hvem der skal forhandles med, og for

områdeafgrænsningen i øvrigt. Handelsministeren kan herunder

bestemme, at fritagelsen vedrørende sommerhusområder ikke skal

gælde butikker, der ikke blot tilsigter at dække de lokale behov,

men hvis væsentligste kundekreds kommer andetstedsfra.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsens beslutning om områdeafgrænsningen

træffes for et kalenderår ad gangen. Kommunalbestyrelsen kan dog

udvide området i årets løb, såfremt særlige grunde taler herfor.

§ 6. Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning give tilladelse til

udvidede butikstider i haveforeninger, på lejerpladser, i

idrætsanlæg, i større trafikknudepunkter samt på eller ved

sygehuse eller lignende institutioner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med vedkommende

turist- og handelsorganisationer give tilladelse til udvidede

butikstider for butikker, der i særlig grad betjener turister, og

som kun fører et nærmere angivet varesortiment (gaveartikler,

antikviteter o. lign.). Tilladelsen kan gives for indtil eet år

ad gangen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter forhandling med de

nævnte organisationer give lejlighedsvis og tidsbegrænset

tilladelse til udvidede butikstider i forbindelse med store

turistbesøg, kongresser o. lign. Tilladelsen kan begrænses til

kun at omfatte en enkelt eller enkelte butikker i det område,

hvor de pågældende turister må antages i almindelighed at ville

foretage deres indkøb.

Stk. 4. Handelsministeren fastsætter retningslinjer for meddelelsen

af de i stk. 1-3 nævnte tilladelser.

§ 7. Politimesteren, i København politidirektøren, kan tillade

udvidede butikstider for salg i forlystelseshaver, ved dyrskuer,

markeder, omfattende festligheder o. lign., samt hvor særlige

omstændigheder i øvrigt taler herfor.

§ 8. Handelsministeren kan for udstillinger undtage fra

bestemmelserne i § 1.

Stk. 2. For udstillinger, der alene omfatter kunst eller

kunsthåndværk, og som afholdes af frembringerne eller af andre på

disses vegne, gives tilladelse dog af kommunalbestyrelsen.

§ 9. Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til §§ 5, 6 og 8,

stk. 2, kan af de foreninger eller organisationer, som

handelsministeren bemyndiger dertil, indbringes for et ankenævn,

der nedsættes af handelsministeren. Nævnet består af en formand,

der skal være jurist, og 2 andre medlemmer, der skal være

uafhængige af kommunale eller organisationsmæssige interesser.

Formanden og medlemmer samt suppleanter for disse udnævnes for

indtil 5 år ad gangen. Handelsministeren fastsætter nævnets

forretningsorden.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens og ankenævnets afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 10. Erhvervsdrivende, der overtræder §§ 1 og 3, straffes med bøde.

Det samme gælder erhvervsdrivendes overtrædelse af vilkår og

betingelser for tilladelse givet i medfør af loven.

Stk. 2. Den, der med kendskab til, at en butik henhører under en af

de i § 3, stk. 1, opregnede butikker, leverer varer, som ikke er

omfattet af butikkens tilladelige varesortiment, straffes med

bøde.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab el. lign., kan bødeansvar pålægges virksomheden som

sådan.

Stk. 4. Påtale finder kun sted efter begæring af de foreninger eller

organisationer, som handelsministeren bemyndiger dertil.

§ 11. Loven træder i kraft den 1. juli 1976.

Stk. 2. Lukkelov nr. 264 af 10. juni 1970 ophæves.

Stk. 3. Tilladelser i henhold til den tidligere lov bevarer deres

gyldighed indtil 1. juli 1977. Overtrædelser af vilkår og

betingelser for tilladelserne straffes med bøde.

§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg slot, den 28. april 1976

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Erling Jensen

Versioner

1. 1988-05-21